You’ve Always Known When Best To Say Goodbye

Ach so, så skal de trommespillende individer blandt Danmarks måske mest selvbedrageriske fans (det så åbenlyst urimelige og usandfærdige udsagn ‘Guldet ryger til Aalborg i år!‘ er jævnligt at finde på fanklubbens debatforum) til at lære sambarytmer: AaB købte i dag den brasilianske angriber José Mota af Viborg F.F. Jeg er splittet. Ganske vist er han en målfarlig med henholdsvis 13 og 14 mål de to seneste sæsoner, men så igen: Hvorfor sælger Viborg ham? AaB’s sportschef Lynge Jacobsen er dansk fodbolds ubetinget største kræmmer, gnier og hestehandler, så det er næppe fordi Viborg har fået det helt store økonomisk ud af handlen. Jeg håber ihvertfald at den gode Mota ikke er den dvaske, skadesplagede og svingende humørspiller, som han ellers er berygtet for at være. Det er efterhånden en del år siden at AaB har haft en rigtig giftig angriber i truppen. Prica startede ganske vist fint, men har ikke scoret i efterhånden et par lysår. Caca, Nomvethe og Curth er alle glimrende, men er næppe gode for 15 mål hver på en sæson. Det bliver spændende at se om de kan få angrebsspillet til at køre.

Alt i alt har jeg ikke de store forventninger til forårssæsonen. FCK ser ud til at være umulige at hente igen i år, men hvis AaB kan undgå at gå ned som de plejer – jeg er så dødtræt af forsømte forår! – så skulle en top 3 vel være til at nå. Altså, såfremt opkomlingene fra Midtjylland og Odense ikke er lige så obsternasige som de plejer. Sæt igang, Mota!

Hjemme ved verdens ende

En kort lille hilsen fra Nordens Venedig (øh, ja, eller noget. Det stod i en turistbrochure jeg læste engang), hvor der ikke er så meget nyt. Bruger mestedelen af min tid på at granske bøgerne, snakke med mine forældres hund (den er så god til at varme ens fodende), hjælpe min far med at blande cement (sic) og ellers være familiesocial – jvf. billedet fra et par dage siden. Søndag var jeg endvidere på Aalborg Stadion for at se den ulyksagelige kamp mellem AaB og OB. Her vandt de forbistrede fynboer 1-0 efter en miserabel AaB indsats, så det kan jeg stadig gå at skumle over. På positiv siden vandt de borgerlige som bekendt valget i Sverige, hvilket vakte udelt tilfredshed hos undertegnede – især fordi den kommende statsminister har en umiskendelig lighed med Alfons Åbergs far.

Med andre ord har jeg det godt og returnerer frisk og afslappet hjem til København torsdag aften. Denne gang bliver det gudsketakoglov med fly. På vejen herover i toget kunne jeg kun få plads i familievognen, og jeg røber vist ingen hemmeligheder ved at afsløre, at jeg var ganske få milimeter fra at gennetæve dampbarnet Victoria (eller som hendes mor hele tiden – virkningsløst – sagde: ‘Hold så OP, VicTOria!”) der sad overfor mig hele vejen til Århus. Hvor trist at det ikke er alle der har søde familiemedlemmer som Ingrid at læse pixi-bøger med.

Genforening

Kvalifikationskampene til fodbold EM i 2008 er just begyndt. Her på den billige langside hader vi det danske landshold og vil derfor ikke behandle umulius’ernes kamp mod Island på onsdag. Derimod vil der blive fokuseret på den højspændte kamp mellem Tjekkiet og Slovakiet. Tjekkerne indledte deres pulje med at vinde 2-1 på hjemmebane over Wales. Dobbelt målscorer blev debutanten David Lafata, hvilket han tilsyneladende selv havde svært ved at kapere. Efter et mildt sagt skuffende VM er tjekkerne inde i en omstillingsfase. Truppen til kampen mod Wales var følgende:

Petr Čech (Chelsea), Antonín Kinský (FC Saturn Ramenskoe), Tomáš Ujfaluši (Fiorentina), Martin Jiránek (Spartak Moskva), Radoslav Kováč (Spartak Moskva), David Rozehnal (Paris Saint Germain), Marek Jankulovski (AC Milan), Tomáš Zápotočný (Slovan Liberec), Tomáš Galásek (1. FC Nürnberg), Jiří Štajner (Hannover 96), Libor Sionko (Rangers), Jaroslav Plašil (Monaco), Marek Kulič (Mladá Boleslav), David Lafata (FK Jablonec), Tomáš Sivok (Sparta Praha), Tomáš Rosický (Arsenal) og Marek Matějovský (Mladá Boleslav)

Adskillige af disse spillere er ganske ukendte udenfor Tjekkiet og den opmærksomme læser vil bemærke. at der mangler to af de største tjekkiske fodboldspillere i nyere tid: Pavel Nedvěd og Karel Poborský, samt en anden af mine favoritter Vratislav Lokvenc. Alle er for nyligt gået på pension fra landsholdet, hvilket har efterladt holdet noget usikkert og kønsløst. Holdets stjerne Rosický har taget over som anfører og der hviler et pænt pres på den unge mand. Samtidig er der for første gang i mange år ikke de helt oplagte talenter i tjekkisk fodbold til at tage over – bl.a. derfor havde Tjekkiet den ældste trup af alle holdene ved VM. I den hjemlige liga fortsætter Sparta med at skuffe, mens Mladá Boleslav og Slovan Liberec atter har lagt sig i front. Spartas elendige form kostede i weekenden træner, mens de to gamle Sparta koryfæer Michal Bílek og Horst Siegl har taget over. Undertegnedes favoritklub Bohemians Praha (‘Bohemka‘) frister en lidt omskiftelig tilværelse i den tjekkiske anden division, men oprykning er bestemt ikke umuligt. Den generelle mathed i tjekkisk fodbold er ikke tilfældet hos ‘lillebroderen’ Slovakiet. Holdet indledte sin vej til EM med at knuse Cypern med 6-1 og med den nye Glasgow Rangers spiller Filip Šebo i topform, suppleret af navne som Nürnbergs Marek Mintál og Zenit Skt. Petersburgs Martin Škrtel (billedet), så skal tjekkerne passe alvorligt på.

En af de interessante ting ved fodbold er når man kan tolke sporten ind i kulturelle, historiske og politiske rammer. Forholdet mellem tjekkere og slovaker er i almindelighed godt. Opløsningen af Tjekkoslovakiet i 1992-1993 må karakteriseres som en af de mest fredsommelige skilsmisser nogensinde – selvom de noget gedulgte aftaler mellem Václav Klaus og Vladimír Mečiar stadig er genstand for nogen debat. Historisk set var den tjekkiske del af Tjekkoslovakiet den mest industrialiserede og velstående, mens de slovakiske egne mere var præget af landbrug. På samme måde var og er slovakkerne væsentligt mere konservative og katolske end de mildt sagt ikke særlig religiøst plagede tjekkere. Efter adskillelsen tog de to lande da også hver sin vej. Tjekkiet havde op igennem 1990’erne vind i sejlene med høj vækst og selvom man med rette kan argumentere for at den politiske kultur ikke helt fulgte med (jf. de seneste måneders skvalderier om dannelsen af en ny regering i landet, samt de stadige problemer med korruption). Imens Slovakiet sakkede bagud under den mildt sagt autokratiske og populistiske Mečiar. Tingene forandrede sig i 1998, da den borgerlige Mikuláš Dzurinda og hans parti SDKÚ-DS vandt valget. Siden da gik det stærkt: Slovakiet blev det neo-liberale reformparadis og IMF’s kæledække, med alt lige fra flat tax, gennemgribende ændringer af stort set alle politiske institutioner i landet og medlemsskab af alle de relevante internationale organisationer. Det medførte høje vækstrater, men også masser af tabere. Hvis man kører lidt udenfor dem boomende og dynamiske hovedstad Bratislava opdager man hurtigt, at landet stadig langt fra er ligeså velstående som de øvrige EU-lande. Måske det kan forklare hvorfor Robert Fico og hans noget lurvede regering kom til magten i juli i år. Ihvertfald lovede de at bruge væsentligt flere penge på offentlige yderlser mv. Det bliver interessant at se hvordan det skal lade sig gøre, når man samtidig skal overholde diverse konvergenskrav fra EU. Tjekkiet gik mere eller mindre i stå i årene efter 2000, med evindelige mindretalsregeringer og kun inkrementalistiske og langsomme reformer. Derfor står landet stadig overfor at skulle besvare det helt oplagte spørgsmål: I en globaliseret verden, med en stadigt ældre befolkning og et Kina der kan lave tingene billigere end os, hvad skal vi så leve af, når vi bliver for dyre til at det kan betale sig at outsource produktionen til os – og vi skal til at være en vidensøkonomi? Den slags plejer at kræve reformer som gør ondt og det er ikke et valg man er villige til at tage endnu.
Tjekkiet og Slovakiet er med andre ord historien om to relativt ens lande, der valgte forskellige veje, men begge igen står i vadestedet og skal bestemme sig for hvilken retning man skal tage.

Og mit bud på kampen i Bratislava på onsdag? Tjekkerne prygler forhåbentlig slovakkerne noget så grundigt, så jeg siger 4-2. Češi do toho!

Update! Også på UEFAs hjemmeside varmes der op til kampen.

Update 2! Tjekkiet vandt selvfølgelig! 3-0, på to mål af Sionko og et af Koller.

Et tjekkofilt fodbold indlæg

Så er den tjekkiske Gambrinus Liga startet igen, første spillerunde blev sat igang igår, hvor traditionsklubben Sparta Praha atter skuffede ved at spille uafgjort 0-0 mod de noget mere upåagtede SK Kladno. I en dansk kontekst er Kladno nok mest kendt for at være hjembyen for LEGO’s produktion i Tjekkiet, men derudover har byen et notorisk arbejderklasse image – det er en gammel mineby – så de er nok ikke helt kede af at have tildelt aristokraterne fra Sparta et lille dask.

Sparta er den mest succesfulde klub i tjekkisk fodbold, men havde en skidt sæson sidste år. Man endte på femtepladsen, hvilket selvsagt ikke var tilfredsstillende for en klub, der har vundet 8 ud af de sidste ti mesterskaber. Udover at være gået glip af europæisk fodbold i år, så var det mest ydmygende dog, at man endte under ærkerivaler fra Slavia Praha. De to klubber har et sundt og godt hadforhold til hinanden og de såkaldte ‘S’-derbyer går helt tilbage til slutningen af 1890’erne. Jeg havde selv fornøjelsen at opleve et af slagsen i april 2005 på Strahov Stadion, selve kampen endte 1-1 og var mærkeligt ikke-intens, til gengæld markede Spartas Ultras sig med at smide med sæder, tågelægge stadion med fyrværkeri og komme i hyggeslagsmål med politiet. Sparta har de seneste mange år haft håneretten i Prag, men noget kunne tyde på, at alting ikke er helt som det skal være i storklubben. Gårdagens lident overbevisende 0-0 kamp mod et i bedste fald middelmådigt Kladno hold vidner ihvertfald ikke om, at sidste sæsons trængsler er forbi – på trods af at man på transfersiden har forstærket sig med de hjemvendte sønner Tomáš Jun, Jiří Homola samt franskmanden (meget usædvanligt i tjekkisk fodbold!) Ludovic Sylvestre.

Men hvis ikke Sparta løber med det hele igen, hvem skal man så holde øje med? Mest oplagt er jo nok sidste sæsons nummer 1 og 2: Slovan Liberec og FK Mladá Boleslav. Klubberne vil nok være ukendte for de fleste danskere, men det vil være en stor fejl at undervurdere dem. Det kan det norske mesterhold Vålerenga nok skrive under på, efter at klubben fra Skoda byen Mladá Boleslav baskede dem 3-1 i Champions League kvalifikation i onsdags. Slovan har – noget overraskende – formået at holde fast på deres hold efter mesterskabet. Normalt plejer udenlandske klubber – eller Sparta – at hapse de gode spillere som de mindre ressourcestærke provinsklubber måtte have, men det er altså ikke sket denne gang. Det bliver spændende at se om Slovan kan holde stilen fra sidste sæson, eller om den evt. deltagelse i Champions League (hvilket bestemt ikke er givet på forhånd, da klubben skal møde Spartak Moskva i kvalifikationsrunden) vil køre dem trætte. Mladá Boleslav skal, hvis de går videre mod Vålerenga, møde Galatasaray. Næppe en decideret walk over, så alt i alt bliver det interessant at følge de tjekkiske holds færd.

Endelig er der outsiderne til titlen. Slavia Praha står svækkede efter at klubben har mistet nøglespillere som Karel Piták og Miroslav Holeňák. Indtil videre har man ikke fundet kvalificerede afløsere, så måske man håber at produkterne fra klubbens vidt berømmede ungdomsakademi kan slå til. De unge Michal Švec, Dušan Švento og den erfarende Stanislav Vlček har ihvertfald en del ansvar på deres skuldrer. Af de traditionelt stærke provins hold skal nævnes Baník Ostrava og FK Teplice, der bestemt også har en chance.

Meget afhænger dog af om Tjekkiets svar på FC København, dvs. Sparta, finder sig selv igen. Klubben er den suverænt rigeste af ligaens klubber og såfremt man genfinder harmonien, så er de min umiddelbare favorit til titlen. Ellers har jeg et godt øje til Slovan, så lur mig om det ikke bliver en dyst mellem Sparta og Slovan.

Man skal ellers en tur ned i anden division for at finde mine tjekkiske hjerteklubber. Bohemians Praha har haft nogle svære år med finansielle problemer, men er stærkt på vej tilbage. Klubben fra Praha bydelen Vršovice har kultstatus og er lige til at knuselske med deres kænguru i klublogoet. Også nedrykkerklubben Vysočina Jihlava har en særlig plads hos mig, så jeg satser stærkt på at de begge rykker op i år! Jeg vender selvsagt tilbage med regelmæssige opdateringer af den, hmmm, fascinerende udvikling i tjekkisk fodbold 😉

Forza…?

Nøj, i aften kom så dommen fra det italienske fodboldforbund i den meget omtalte bestikkelses-skandale. Det blev en blodig affære: Juventus, Fiorentina og Lazio tvangsnedrykkes til Serie B og A.C Milan starter sæsonen fratrukket 15 point. Samlet set ændrer det magtforholdene i i Serie A fuldstændigt og det bliver interessant at se hvad der sker i italiensk fodbold fremover.

I gamle dage var jeg helt pjattet med italiensk fodbold, faktisk i en sådan grad at jeg i 1.g ikke var kontaktbar hver søndag aften kl. 18, da jeg da SKULLE se fodboldprogrammet 90° Minuto på Rai Uno. Passionen startede egentlig omkring 1989, hvor TV2 begyndte at sende italiensk fodbold om søndagen. Jeg kan huske, at jeg som regel holdt med med det lyseblå hold med en ørn i deres logo. Da jeg få år senere opdagede at holdet havde det eventyrklingende navn Lazio (det lød ihvertfald eksotisk for mig!), så var jeg solgt. Min far havde en Lazio trøje med hjem til mig fra London i 1996 og det var min yndlingsbeklædningsgenstand i flere år frem. Jeg fulgte dem trofast hver søndag, bandede og svovlede når Juventus og Milan evig og altid fik alt omtalen, jublede når Lazio vandt il derby over ærkerivalerne fra A.S Roma (hvilket de som regel gjorde de år) og beundrede Beppe Signori grænseløst.

Siden blev det nye tider, først mesterskabet i 2000, en masse nye dyre spillere, så økonomiske problemer. I dag er klubben vel mest kendt for dens fans rabiate politiske holdninger (Lazio var Mussolinis yndlingsklub og er en gammel fascist favorit) og for at være en blød mellemvare. Selv brænder jeg hverken for dem eller italiensk fodbold længere, eller dvs., jeg leder altid efter resultaterne af holdets weekendkamp i mandagens sportssektion, men det rører mig ikke rigtigt hvorvidt de vinder eller taber.

Alligevel skærer det lidt i hjertet at de nu skal ligge og rode rundt i Serie B, ikke mindst fordi jeg nu skal høre på min fars utålelige drillerier (han valgte selvfølgelig konsekvent at holde med Roma, da han opdagede at jeg holdt med Lazio). Kan jo ikke gøre så meget andet end at håbe at de kommer tilbage igen. Ihvertfald bliver det spændende at følge de dramatiske opgør mellem Lazio og Napoli…..suk!

Best! Dream! Ever!

Øj, det var hyggeligt mens det varede. Ghana blev sendt hjem fra VM efter et nederlag til tykke Ronaldo og co. (sig hvad I vil, den mand er O-V-E-R-V-Æ-G-T-I-G! Og så er jeg ligeglad med at han scorer mål!). Nuvel, Black Stars var ikke gode nok og sejren til de kommende medlemmer af Vægtvogterne var sådan set fortjent nok, men det er nu alligevel lidt trangt. Nu er min sidste legitime undskyldning for at følge med i den pukkelryggede turnering forsvundet. Og før var jeg noget nær den eneste Ghana-elsker vest for Uralbjergene (megen spot og spe har jeg måtte gå igennem!), men nu går der nok ikke længe før personager fra Klampenborg, Maribo og slige steder begynder at namedroppe koryfæer som Mohammed Gargo og Abubakari Yakubu.

PS. Fabio Cannavaro afslører ‘hemmeligheden bag sin succes som fodboldspiller’. Jeg følte mig oplyst efter at have læst det.

De gode, de onde – og de ualmindeligt irriterende!

Det er snart VM-tid og jeg ved, at et af de spørgsmål som nager nærværende læsere er: “Hvem skal vi dog holde med nu hvor Danmark ikke er med?”. Fortvivl ej, thi jeres trofaste orakel er klar med en lille guide til hvilke hold man bør støtte, såfremt man er et respektabelt menneske. Selvsagt vil ingen af de nedenstående hold vinde turneringen (den skal de lemmedaskende brasilianere nok tage sig af), men en skødesløs bemærkning om at I støtter eksempelvis Ghana vil medføre en nærmest afgrundsdyb beundring fra min side.

Ghana: Afrikas ukronede konger og evige underachievers. De har et hav af fabelagtige spillere, men af uvisse årsager lykkedes det bare aldrig for dem at vinde noget som helst. Naturligvis mit yndlingsland i Afrika. De går under tilnavnet ‘Black Stars’ og alene det gør dem jo til turneringens moralske vindere.

Tjekkiet: Behøver jeg sige mere? Jeg elsker de trunter, og selvom Monsieur Nedvěd er ved at være en aldrende herre, så er han stadig den ultimative løvemanke-spiller. Det siger en hel del om min udødelige kærlighed til manden at jeg er i stand til at tilgive hans skift fra Lazio til Juventus. Alt i alt er Tjekkiet mit yndlings europæiske hold.

Korea: Den gav vist også sig selv, selvom de kun lige slår japanerne med et mulehår (alene fordi de koreanske spillere som regel har mere fancy frisurer end japanerne).

Argentina: I den sydamerikanske strid vil jeg altid være på Argentina siden, ikke mindst fordi deres hold er rigt på langt nakkegarn og er fri for æseltænder (læs: Ronaldinho).

Australien: Fordi deres hold hedder Socceroos, plus at jeg ikke kan lade være med at holde med en sikker prügelknabe.

Og hvem skal I så hade? Her er et par gode bud:

Tunesien: Fordi de bare ikke er rigtige afrikanere.

Spanien: Fordi de er det mest overvurderede rakkerpak around.

England: Fordi de er en opblæst omgang vi-lever-i-fortiden tebællere (“jamen, vi vandt jo i 1966 og bla bla bla“). Og deres fans er grimme. Og tykke. Og fylder for meget i Prag.

Brasilien: Fordi de altid vinder og det sletoverhovedetikke er sjovt.

Alternativt kan I jo bare være ligeglade med fodbold, men hvis I i løbet af sommeren støder på undertegnede i færd med lystig nøgendans, kun iført en rød, gul og grøn fjerboa, så er det ganske enkelt fordi Ghana lige har slået Brasilien 4-1 i finalen 🙂

Wir tanzen komplexiert

Det er ikke hver dag at man opdager, at ens kollega er helt tosset med tysk/fransk electronica. Exakt Neutral, cha cha cha! Af andre dejlige nyheder kan jeg notere mig, at AaB’s (nu noget falmede) angriber Simon Bræmer er begyndt at frekventere en healer. Nu er det som bekendt ikke mig der er professionel sportsmand, og alt respekt for den unge Simons sjæleliv, men jeg kan nu ikke dy mig for at citere en fellow-AaB fan her ved frokostbordet:

Vor herre bevares, Bræmer! Hold nu din kæft og tag din træning seriøst! Hvis du vil være glad igen kan du sætte Jimi og Rene i kasettebåndoptageren!

Og det er jo så sandt som det er sagt.

En meget vigtig posting om……Ghana

Hurra! Hurra! Så blev det endelig helt sikkert: Med en knusende 4-0 sejr over Cape Verde (Målscorere: 1-0, 2-0: Muntari, 3-0: Gyan, 4-0: Ashritey) er Ghana – Vestafrikas store stolthed – klar til VM 2006 i Tyskland!!! Det er vi mange Ghana-entutiaster der har ventet længe på, faktisk lige siden 1962….! Og med et slag blev Danmarks kamp i aften uendeligt ligegyldig, for jeg skal danse rumba hele natten!

Update – Tilsyneladende er de kogt helt over i Accra og omegn!

En sommerdag for alt for længe siden

Ja, så starter sæsonen igen. Der er mange gode gætterier igang, men jeg tror og håber at de mægtige Hearts of Oak vil genvinde svundne tiders storhed.

I den forbindelse kan nævnes, at weekenden i Prag blev spenderet i strålende solskin på Evzena Rosickeho stadion, hvor der var det traditionelle Derby mellem Slavia og Sparta.

Selve kampen var ikke det helt store sus, Sparta var tydeligvis et bedre hold (kom foran ved den gamle yndling Poborský,) men Slavias Piták fik scoret et heldigt kludemål fem minutter før tid. Det sjoveste var at se forskellen på de to holds fans. Slavias var ganske tavse, hvorimod Spartas var en flok lystige abekatte, der fornøjede sig med at smide med fyrværkeri, brænde sæder af og alt i alt være ganske bølleagtige.