Svimlende ambitionsniveau

AaB’s direktør er i Berlingske i dag. Ud over at så tvivl om klubbens håndbold- og ishockeyaktiviteter, føler han sig kaldet til at kommentere lidt omkring fodboldholdets træner og sportsdirektør:

Poul Sørensen spørges også ind til Magnus Pehrssons præstation som cheftræner.

– Jeg synes Pehrsson har leveret på mellemniveau, mener Poul Sørensen, som fortæller, at koncernen vil miste op til 25 millioner kroner årligt, hvis fodboldholdet ryger ud af superligaen. Endelig understreger Poul Sørensen, at Lynge Jakobsen er den rigtige sportsdirektør:

– Så længe han gør sit job så godt som han gør i dag, bliver han.

Nuvel, gid at jeg var ansat i AaB A/S. For hvis det at afmontere et mesterhold, konsekvent sælge spillere med blot en flig af talent, ryge ud af Europa League til storholdet Slavija Sarajevo, spille über-defensiv og destruktiv fodbold, ikke vinde en hjemmekamp i mands minde, bestride superligaens absolutte bundplacering og skræmme samtlige hjemmebanetilskuere væk, kan berettige til vurderingen ‘mellemniveau’, så ville jeg denondelyneme gerne se hvad ‘under niveau’ dækker over.

Uanset hvad jeg foretog mig i AaB, så ville mine præstationer nok blive kategoriseret på linje med mirakler og jomfrufødsler. Ring bare, Poul Sørensen.

Brug for et rap over fingrene?

Ovre på sin blog har Pelle et interessant indlæg om hvorvidt man bør trække professionelle sportsfolk i løn, hvis ikke de performer.

Se, dét er jo et endog særdeles relevant spørgsmål, når nu ens yndlingshold tilsyneladende er imploderet i et sandt orgie af inkompetence og mangel på selvtillid. Så hvad skal man gøre? Mon ikke et par bidske, punitive økonomiske incitamenter kunne få de laskede løjsere til at levere et par sejre? Bare lige for at peppe motivationen en andelse op? Ja, det er en besnærende tanke, set her fra lænestolsgeneralens synsvinkel.

Pelle mener dog ‘nej’. Det hjælper kun yderst lidt her og nu at straffe folk, ligesom at eventuelle dovne hunde nok i længden skal blive straffet med mindre spilletid og dårligere kontrakter. Han er ligeledes skeptisk overfor præstationsbetinget løn og bonusse, da det ikke er fremmende for en vinderkultur i en klub/trup.

Eftersom at jeg ikke har den store erfaring med holdsport – bortset fra et par miserable år som decideret talentløs fløj på Aalborg KFUM’s hold som 10-12 årig -, så tager jeg Pelles ord for gode varer. Jeg aner intet om de sociale dynamikker, der er på et professionelt sportshold, ligesom at min viden omkring hvad der motiverer (og demotiverer) et hold er yderst begrænset.

Set ude fra, så er det – med afsæt i AaB’s aktuelle dybe depression – en gåde, hvordan man hiver en kriseklub op igen. Hvis ikke man kan dreje på de økonomiske håndtag, hvor skal man så sætte ind?

Er det den omgivende fortælling om klubben den er gal med? Bevirker den genrelle krisefortælling om klubben, at truppen føler, at  de er på en tabergalej? Er det manglende tillid til trænerteamet? Findes der situationer, hvor en fremragende træner har en fremragende trup, men alligevel præsterer holdet dårligt på grund af, ja, på grund af hvad, egentlig? Og omvendt, hvordan skaber man et vinderhold af spillere, der på papiret er dårligere end konkurrenterne (i.e hvad Erik Hamrén formåede med AaB og Casrten Broe i Sønderjyske)?

Har Pelle ret i, at økonomiske incitamenter på sigt ikke er en måde at skabe en vinderkultur i en klub? Hvis man nu ser på de rigtig store fodbold- og håndklubber, så består deres trupper jo af et sammenrend af lejesvende fra et væld af forskellige lande. Hvis ikke det er det økonomiske, der driver dem, hvad er det så? Er det enkelte nøglespillere, der måske ikke behøver være de bedste spillere, men som er ledertyper? Findes der overhovedet holdånd og loyalitet i sådan nogle trupper? Gider man mødes udenfor træningerne, eller er det et naivt skandinavisk ideal?

Mange spørgsmål, som jeg ingen svar har på.

Selvom jeg rent intuitivt gerne vil befri Magnus Pehrsson fra den tunge byrde at være træner i AaB, så er jeg ikke sikkert på at det virker. Manden har en ung spillertrup af svingende kvalitet, han har ingen penge at lege med, hans spillere virker modløse. Vil et træneskifte hjælpe? Hvis ikke, hvad vil så? Et lille økonomisk rap over fingrene til spillertruppen, måske? Det lyder nu lokkende!

Tiden bara gick

Det er lidt småt med opdateringerne for tiden.

Men hvad laver jeg da siden jeg på den måde omsorgssvigter det forsvindende antal læsere? Først og fremmest luffer jeg rundt på arbejdet. Ikke at det er mere krævende end vanligt, men ja, det er trods alt det sted jeg tilbringer størstedelen af min tid.

Hvad optager mig for tiden?

På den popkulturelle front er det særligt Mad Men, som fylder. Vi formåede at kværne de tre første sæsoner på ingen tid. Kærligheden til serien voksede organisk frem efter en lidt sløv indledning. Nu glæder jeg mig til at sæson fire kommer på dvd. På samme måde afventer jeg Lost sæson 6’s udgivelse i slut-september, det bliver så smukt, så smukt at afslutte den sammen med Maria.

Sidstnævnte udviklede hen over sommeren en sand besættelse af True Blood universet. Det begyndte med, at jeg købte de første otte(!) bøger i en samlet boks til hende. Dem slugte hun råt, hvorefter det gik slag i slag med de næste to bøger, og hele tv-serien. Man kan vel argumentere for, at hendes dyrkelse af serien er noget nær ligeså stærk som min fascination af Lost. Hvor jeg besøgte Lostpedia på daglig basis, så er det nu snarere ericnorthman.net, som besøges flittigst hjemme i husstanden.

Med det høje indtag af tv-serier følger også, at der bliver set noget færre film. Kan kun lige komme på Inception og Shutter Island den sidste måned. At de begge rummer Leonardo DiCaprio bekymrer mig en anelse.

Af bøger fik jeg læst et større bjerg i ferien, mens det er gået noget mere langsomt efter at jeg kom tilbage fra ferien. Har investeret i et par sci-fi bøger af Iain Banks og Alistair Reynolds. Ingen af dem har været direkte fængende de første 30 sider, så jeg begynder seriøst at overveje hvorvidt de rigtig er værd at spendere mere tid med. På det mere fagligt nørdede plan har jeg fået læst Richard Ned Lebows ’A Cultural Theory of International Relations’. Den blev skamrost i Foreign Affairs, men var ikke noget nær så oplysende, som jeg havde håbet. Samlet set, er jeg nok på jagt efter ny spændende læsning.

Fodboldfronten? Naturligvis AaB’s deroute. Brugte lidt af søndagen på at se deres superligakamp mod FC Nordsjælland, hvilket var sindssvagt deprimerende. Aldrig har jeg set et så defensivt indstillet, offensivt inkompetent og spillemæssigt ukonstruktivt og ukreativt fodbold. De var hverken uheldige eller blev snydt af dommeren, de var bare himmelråbende dårlige. Nu varsles der ganske vist forstærkninger, men du fredsens, hvor var det dog afskyeligt at se på. AC Bellinzonas fine resultater og Bundesligaens tilbagekomst på tysk tv kan kun delvist kompensere for den smerte, som de nordjyske yndlinge påfører mig for tiden.

Politik? Tjah. Jeg er vel mere eller mindre indifferent for tiden. Følger det svenske valg med moderat interesse, men ud over hvad mit arbejde kræver, så orker jeg ikke rigtig dansk politik i øjeblikket. Jeg bliver så træt, så træt.

Ellers er tiden gået med en række parmiddage (wub wub wub!), familiebesøg, afsluttende renovering af vores badeværelse, restitution af ryggen, et par B.93 kampe, DHL-stafet og lige om lidt: Semesterstart på HD-studiet.

Tiden går hurtigt, tænker jeg. Nu venter et efterår, der ikke umiddelbart byder på samfundsomstyrtende begivenheder.

Men lad os nu se.

Back to Love

Man bør jo ikke ligge der og ruske rundt i gamle kærester, men i lørdags skete det så alligevel. Passionerne blussede op. Selve akten henstår som i en døs, men bagefter var det så rart, så rart.

Vi havde ellers undgået hinanden i over et år. Afskeden havde været præget af knuste hjerter, bristede håb og salte tårer. Vores venner kunne ikke mægle mellem os, dertil var vi for oprørte. Vi havde begge brug for en pause. Til at finde ind til hinanden igen. Eller måske videre? Dengang vidste ingen det. Kun at vi var gået vild et sted, og nu måtte føle efter, sådan rigtigt efter dybt indeni.

Tiden gik. Sårene næsten helede. Var begyndt at krybe ud af det emotionelle panser, jeg havde bygget op om mig selv. Tænkte så småt på, at jeg måske alligevel var for ung til at afskrive kærligheden. Måske tiden var inde til noget nyt? Da en fælles ven foreslog, at vi da lige kunne ses igen, så faldt jeg naturligvis i. Sagde ja til en date. Sådan nogen som os, ja, vi har jo brug for en kæreste.

Det endte med noget markant mere fysisk end blot en stadionpølse og dårlig kaffe. Det blev råt. Og sjaskvådt. Jeg var helt ør bagefter.

Nu er jeg forvirret. Helt rundt på gulvet. Ved slet ikke hvordan jeg skal tøjle sommerfuglene i maven. Den gamle nyforelskelse brænder hedt og intenst. De æggende benbevægelser drager mig tilbage.

Er kun sikker på én ting, og det er at B.93 atter erobrede mit sårbare hjerte dér på Østerbro Stadion med deres inciterende sejr i regnvejret over Ballerup-Skovlunde Fodbold.

Sidder tilbage med et følelsesliv i oprør. Har brug for en fodboldklub-kæreste i København, men ved ikke om jeg kan tåle flere smertelige brud. For det var, hvad B.93 bød mig. To års misset oprykning. Salg af stjernespillerne. Nu kun det rå og upolerede talent tilbage. Men ÅH!, hvilket dragende talent. Jeg falder nok i igen i weekenden, hvor der er episk lokalopgør mod Skjold på Østerbro Stadion. Det er umuligt at sige nej til disse adoniser!

Hvem ved? Måske skæbnen vil, at det skal være B.93 og mig i al fremtid?

Förhoppningar och regnbågar

Det her er så tindrende smukt og godt og ægte, at jeg nærmest dirrer af ren, uforfalsket lykke:

I Tyskland og Østrig går to tidligere AaB-midtbanespillere rundt og venter på at komme væk fra deres nuværende klubber. Kasper Risgård i Bielefeld og Thomas Augustinussen i Red Bull Salzburg.

De to midtbanespillere er begge rigtige Aalborg-drenge og har været i AaB hele fodboldkarrieren, indtil de begge skiftede udenlands sidste sommer. Ingen af dem har fået succés, og de er nu på jagt efter nye klubber. Og kender man AaB og sportsdirektør Lynge Jakobsen ret, så er de nok begge på radaren, når Chankos erstatning skal findes.

“Jeg ved ikke præcis, hvem der er interesserede, men jeg ved, at der er nogle danske klubber inde i billedet. Og skal jeg hjem, så står AaB øverst på min liste, også selv om de ikke kan give mig det økonomisk bedste tilbud”, siger Augustinussen.

Tør man? Altså udsætte det skrøbelige hjerte? For et spinkelt håb, der så let kan briste? Men åh, Augu, du ved præcis hvordan du skal smelte permafrosten i mit iskolde hjerte. Kom hjem, kom hjem!

Jammerdal

Det tegner til at blive et miserabelt fodboldår. Den økonomiske krise har mildest talt ikke været god for mine yndlingsfodboldklubber. Tværtimod hensygner de mere og mere i middelmådighed og formørkede fremtidsudsigter.

AaB er gået ganske rabundus, og står vel overfor den mindst lovende sæson i mands minde. Økonomien er et bundløst hul af nød og elendighed. Truppen er papirtynd, thi de vigtigste spillere er kronisk skadede – og der bliver ikke hentet erstatninger ind for de solgte stamspillere. I det fæle nederlag til Brøndby i weekenden var det således med sub-standard spillere som Lasse Nielsen, Daniel Christensen og Jens-Kristian Sørensen i startopstillingen. Imens sad de ligeså lidt imponerende Patrick Kristensen, Niclas Helenius og Henrik Dalsgaard på bænken. Ja, det var vel nærmest kun de medrejsende hooligans fra Remouladekysten der havde lavere klasse end AaB-holdet.

Uagtet at jeg er begejstret over at AaB for første gang i nyere tid stiller med et udpræget nordjysk hold på banen, så er kvaliteten i truppen blevet drastisk reduceret over de seneste to år. Det er en liden trøst, at en sammenlignelig klub som FC Midtjylland også er i tilbagegang. Så længe at OB, Brøndby og FC København ikke er nødsaget til samme sparsommelighed, så ser det ilde ud. Nordjyske kalder det for ‘den uforudsigelige Superliga’. Men det passer slet ikke. Det bliver en rædderlig sæson. Og det er meget forudsigeligt.

I 2. division øst er der heller ikke megen sjov og ballade omkring B.93. Efter at have misset oprykningen for andet år i træk, så er det ikke oplagt at 2010/2011 bliver et festår på Østerbro. En velskabt hædersmand som Mads Ibenfeldt har desværre forladt klubben, mens den talentfulde, men også stærkt belastende Bashkim Kadrii er blevet salg til Taberøen. Hvordan det samlet set stiller Boldklubben ved jeg ikke. Men mon ikke at titlen på Depeche Mode’s 1983-album, ‘Construction Time Again’, meget rammende beskriver hvad den kommende sæson indebærer?

I det store udland er det uhyre svingende. Lazio, Saint Etienne og Bellinzona havde alle tre hårrejsende elendige sæsoner i 2009/2010. Det ser unægteligt ud til at blive en blød mellemvare igen i år. Lazio er i jævn stagnation, Saint Etienne leder stadig efter en grundstamme på holdet og Bellinzona skifter truppen ud hver eneste sommer. Ingen kontinuitet og ingen penge. Ak og ve. Og så har vi ikke engang nævnt Djurgården, som igen-igen roder rundt i bunden af Allsvenskan.

Sikke noget stads. Jeg tror, at jeg holder op med at interessere mig for fodbold.

Suburban Sweetheart

Hjemme fra en fin derbysejr til Djurgården på Råsunda. En endog særdeles underholdende kamp. Rigtig storartet stemning på stadion, hvor tilskuerne er markant mere medlevende end i Danmark. Ved ikke om det ligefrem er ‘Nordens största derby’, men det må være tæt på.

Det er ikke mit indtryk at FCK-Brøndby rivaliteten har samme glød som dengang, at Brøndby stadig var et relevant hold at hade og/eller elske. På trods af den falmende tilstand i fodbold-Stockholm, så må man sige, at den historiske og traditionelle antipati mellem AIK (proletarholdet fra forstaden) og Djurgården (overklasseklubben fra Östermalm) lever og har det godt. Det er herligt med den slags godt, gammeldags

Selve kampen var spændende, fuld af chancer og kunne være gået til begge sider. Nu vandt mine yndlinge så heldigvis, hvilket kultmålmanden Pa Dembo Touray bør krediteres for. Han er måske ikke verdens bedste målmand og kan muligvis ikke lave udspark og, men du godeste, hvor er han classy.

På turen hjem til Väsby var mine medfølgende AIK’ere (= hele svigerfamilien) ikke ganske enige i at sejren var fortjent. Det synes jeg selvsagt er noget pjat, men for familiefredens skyld skrydede og hånede jeg ikke så meget som vanligt.

Lidt nøgternt vurderet, så er Djurgården ikke noget specielt godt hold. Antageligvis ville de rode rundt i midt-bunden af den danske superliga. Deres unge nigerianske angriber Kennedy Igboananike har takter til noget stort, men den øvrige offensiv er ikke overbevisende. Meget sigende, så starter man med fire finske spillere på banen, suppleret af en række yngre svenskere og has-beens i karrierens tusmørke. Det er et udtryk for hvor i den internationale fødekæde, at Allsvenskan befinder sig.

For overordnet set, så er det ret tydeligt, at de magre økonomiske forhold i de svenske klubber præger Allsvenskans aktuelle helbredstilstand. Ligaen har stemning, mange tilskuere og en bred talentmasse, men klubberne sakker alligevel bagud i forhold til de øvrige skandinaviske ligaer.

Årsagen er at de svenske klubber ganske enkelt ikke kan tilbyde dygtige spillere en attraktiv løn. I Danmark har vi den forkætrede forskerordning, hvor udenlandske stjerner kan slippe med at betale 25 pct. i skat. I en verden hvor fodboldspillere først og fremmest er lejesvende, der søger derhen hvor pengene og udfordringerne er størst, så er den danske skatteordning et unfair konkurrenceparameter – i hvert fald set fra den anden side af Øresund.

Dagens taber AIK er et godt eksempel på tendensen. Klubben vandt i vinteren 2009-2010  mesterskabet, men skilte sig i det efterfølgende transfervindue af med tre nøglespillere: Ivan Obolo (ligaens bedste offensivspiller), Jos Hooiveld (ligaens bedste midterforsvarer) og Daniel Örlund (klassemålmand i udkanten af det svenske landshold). Ind kom kun Sebastian Eguren, en uruguayisk Dario, som engang havde et succesfuldt ophold i den tredje store Stockholmklub: Hammarby. Lige lidt hjælper det dog. Eguren er et sandt orgie af skader, udvisninger og underpræstation. Angrebet luffer forvildet rundt, selvom flamboyante Martin Mutumba kan og vil en masse. Mest grel er dog situationen i målet, hvor finske Tomi Maanoja er faldet helt sammen de sidste par kampe. Han spiller uden selvtillid, hans kolleger i forsvaret fornemmer hans usikkerhed og tilsammen skaber det et rystende og vaklende forsvar. AIK roder nu rundt nede omkring nedrykningsstregen, et slet skjult resultat af at sælge sit holds rygrad.

Det er synd og skam for svensk klubfodbold har strukturerne imod sig. Naturligvis giver det mulighed for de dygtige, unge spillere at få spilletid, men der mangler de rigtig gode udenlandske spillere til at hæve niveauet. Som det ser ud i dag, så er der ikke én spiller i dagens AIK og Djurgården trupper, som jeg sådan rigtig gerne ville have til AaB.

Ud over Dembo Touray, naturligvis. Han ville kunne give Nordjylland et hidtil uset boost af klasse, stil og ekstravagance. Karim Zaza har noget at lære.

Slet søndag

Havde en rædderlig søndag i Parken. Ikke at selskabet var dårligt. Min søster havde gaflet to fribilletter, så der blev søskende-socialiseret til den store guldmedalje. Så det var storartet.

Men selve kampen? Sikke noget.

FCK vandt 2-0, hvilket der ikke er så meget at sige til. AaB startede uden angribere på banen og lavede det klassiske stunt, som holdet altid laver i kampene mod FCK: En sjusket aflevering på midtbanen bliver opsnappet, FCK igangsætter en lynhurtig kontra → mål.

Første mål var på et korrekt dømt straffespark, som Karim Zaza var nødt til at lave efter netop sådan et kontraløb. Det samme gjaldt andet mål, som Pospech – efter et boldtab og kontraløb – luffede ind under en ikke helt sublimt udseende Zaza.

Resten af kampen var en lang ørkenvandring. FCK gad ikke mere end højest nødvendigt og satte autopiloten på. AaB havde ikke evnerne eller taktikken til at gøre noget ved situationen. Et par angribere blev sat ind, uden at det dog ændrede det overordnede billede af, at den nuværende AaB-trup er meget langt fra at være et top 3 hold. Det var taktisk og spillemæssigt en ensidig affære, hvor FCK aldrig var presset. Sejren er der altså ikke noget at udsætte på.

Fremadrettet er det nu tvivlsomt, at AaB får krejlet tredjepladsen til sig. Det er bekymrende så få strenge holdet har at spille på. Magnus Pehrsson lider ganske vist under manglen på kvalitetsangribere, men det er sørgmodigt at se hvor elendigt holdet er til at skabe noget fremadrettet. Tidligere fanebærere som Andreas Johansson vil helst spille på tværs eller bagud. Den eneste spiller der vil FREMAD er Ronnie Schwartz, og det er ligesom ikke helt nok mod gode hold.

FCK vinder sit mesterskab igen – og tillykke med det. Holdet har haft god fordel af finanskrisen, der har betydet, at alle konkurrenterne har været nødt til at bløde deres kvalitetsspillere ud – og niveauet ganske enkelt er blevet ringere i ligaen. FCK har derimod kunne holde på en spiller som Atiba Hutchinson, som er alt, alt for god til at spille i Danmark. Han er manden der binder hele deres spil sammen, og det skal blive spændende at se hvordan de får ham erstattet efter sommerpausen.

Af andre kuriøsiteter valgte FCK tilskuerne at buhe af deres egen angriber undervejs. At manden så vitterligt ikke er specielt imponerende er en ting, men mon ikke nedre C burde overveje hvordan det ser ud, når et stadion buher højlydt af en af de få sorte spillere på banen. Det var mildest talt hverken kønt eller sympatisk.

AaB? Ja, tak!

Inters gudsbenådede angrebstalent og über-problembarn, Mario Belotelli, er på rygtebasis på vej til engelsk fodbold.  

Efter min mening er det en helt forkert beslutning. En så lovende ung mand skal da ikke vansmægte i regnvejr, fish and chips og grimme kvinder. Næh nej, han skal til AaB og Nordjylland, hvor han kan få tryghed, kærlighed og et moralsk fyrtårn i form af Lynge Jakobsen. Hvis han savner nattelivet i Milano, så burde Jomfru Ane Gade og Gøglerbåden så rigeligt kompensere for det. Når AaB får solgt det mislykkede ejendomsspekulations eventyr til 3F, så er der en syndflod af penge i klubben. Det bliver herligt – og det vil flyde med mælk og honning i gaderne.

Der er ikke noget at betænke sig på, Mario. Afsted med dig. 

Anekdoter fra påsken 2010

Er tilbage efter en fornøjelig påske i det nordjyske. Jeg bliver altid inspireret efter at have været ude at se andet end dødsruten Jordhulen-arbejdspladsen-Fitness.dk centret-HD undervisning-Jordhulen, så her er et skønsomt udvalg af mine indtryk fra de senere dages begivenheder

  • I vinter skvattede min mor ned af trapperne udenfor huset. Det var selvsagt hverken rart eller sjovt (slet ikke for hendes bækken), men hun er ret sej og i godt humør. Men hun luffer altså stadig rundt på krykker. Og eftersom at jeg selv har været lykkeligt sparet for at brække lemmer, så fik jeg en behagelig overraskelse. Det viser sig nemlig, at krykker ved vintertid bliver udstyret med en smart lille feature, således at de har pigge nederst – og at man som krykhusar derfor har fået sig en krydsning mellem en krykke og et bjergbestigeraggregat. Dét synes jeg er overvældende fremragende. Jeg greb mig selv i et ønske et lille hygge benbrud, men kom så hurtigt videre fra tanken.
  • Jeg forstår nu til fulde hvordan Jesus havde det langfredag. Det der med at tage andres lidelser og synder på sig, ik’ os’? Jeg er helt med. Det var en lang og lidelsesfuld fredag. Først var jeg på løbetur med Maria. Det endte hverken værre eller bedre, end at vi legede sprint på Skovdalen atletikstadion. Resultatet de sidste par dage har været en dræbende fatigue, kun modereret af rigelige mængder middagslur.
  • Fredag eftermiddag befandt min far og jeg mig på mit helt personlige Golgata: Aalborg Stadion. Overværede den rædsomme, afskyelige, begrædelige, elendige og glædesløse superligakamp mellem AaB og Sønderjyske. 1-1 endte den, efter afskyelig ineffektivitet, brutal regn og et megadrop af AaB’s målmand Karim Zaza. Efterfølgende blev han kaldt en ’cirkusklovn’ af en sønderjysk personage. Selvom jeg til daglig nærer stor agtelse for Zazas evner i en manege, så var det et meget rammende navn til ham i fredags. Han må gerne skrue ned for arrogancen i sit spil fremover. Efterfølgende smed publikum sædepuder ind på banen i den rene arrigskab. Man forstod dem.
  • Selv kunne vi dog ikke få siddeplads, så endte med at stå på Spar Nord tribunen sammen med alle AaB aberne. Vi var kun fire-fem gange ved at blive suget ind i de utallige slagsmål på tribunen (når krybben er tom, så bides hestene!), men slap dog væk alle gange. Taget i betragtning af hvor mange gange selv samme slagsmålshungrende fans synger om ’nordjysk stolthed’ og ’tradition’, så lader deres praktisering af disse begreber i sandhed noget tilbage at ønske.
  • Mine forældre har langt og længe fået købt sig et nyt fjernsyn. Ved en gennemkværning af kanalerne opdagede jeg, at livsledsagersken elsker Animal Planet. Det var ganske nyt for mig at hun på den måde ynder at se på pudsige dyr i nuttede situationer.
  • I påsken oplevede nærværende blog en større besøgsstorm. Det drejede sig om mit indlæg om en ny grotesk statue i Senegal. Baggrunden er tilsyneladende, at de større danske og udenlandske medier i dag fortalte om historien – og at min side åbenbart dukker op øverst når man søger på ’afrikansk renæssance’ på google. Noget siger mig, at det er høje besøgstal gemt i at opstøve sære og obskure fænomener!
  • Jeg fik færdiggjort den ene af mine to nyindkøbte bøger: Halperin & Heilmann’s ’Race of a Lifetime’. Måske bedre kendt under dens amerikanske titel ’Game Change’, omhandler den forløbet af de amerikanske primaries i 2007 og selve præsidentvalget i 2008. Bogen har fået megen ros og er bestemt også sublim underholdning. Jeg har sådan set kun to anker mod den. For det første er den markant bedre researchet og skrevet ift. det demokratiske primærvalg mellem Hillary Clinton og Barack Obama. Det er den historie, som forfatterne synes er bedst og mest betydningsfuld, mens selve valget mellem Obama og John McCain behandles noget mere lemfældigt – det beskrives mere eller mindre som en afledt effekt af demokraternes interne proces. For det andet, så gør det ondt at læse omkring hvor lidt der var tilbage af den ’gamle’ John McCain. I retrospekt skulle han ikke være stillet op i 2008, for den John McCain, som udfodrede Bush op til valget i 2000, var markant mere sympatisk, uafhængig og tillokkende end hans alter ego i 2008. Nu ligger Chris Mullin’s selvbiografi ’A View from the Foothills’ så og venter på mig. Mullin er min britiske yndlingspolitiker, så det kan kun blive godt.