Most Definitely

I dag starter den 26. African Nations Cup i fodbold – det afrikanske svar på Europa mesterskabet. 2008-udgaven er i Ghana, og vanen tro er landet kastet ud i en folkefest af de større. Åbningskampen er Ghana – Guinea, og jeg røber vist ingen hemmeligheder ved at afsløre, at jeg satser stærkt på at ‘Black Stars’ vinder den kamp sikkert. Egypten vandt sidste Nations Cup i 2006, og generelt har de arabiske lande i Nordafrika desværre siddet solidt på flæsket i en del år efterhånden. I år er der heldigvis grobund for at Sub-Sahara slår igen. Elfensbenskysten virker meget stærke, og man skal aldrig afskrive Cameroun og Nigeria. Senegal og Sydafrika er vist gået mere eller mindre ind i sig selv igen, men kan vel heller ikke udelukkes fuldstændigt. Jeg håber dog at værtslandet hapser titlen. Ghana har i alt for mange år været lige-ved-og-næsten holdet over dem alle, og nu må deres tid snart være kommet. Der krydses pølsefingre herfra.

I Europa omtales Nations Cup dog mest som et irriterende kuriosum, især på grund af tidspunktet hvor turneringen spilles. Således kan Dagens Nyheter berette, at ikke færre end 54 spillere fra den franske Ligue 1 og 41 spillere fra Premier League just nu ikke står til rådighed for deres klubhold, fordi de er afsted på landsholdstur. Sikkert vældig irriterende hvis man som eksempelvis Portsmouth F.C har bygget det meste af sin offensiv op omkring spillere fra Nigeria. Det er med andre ord ikke uden konsekvenser at bo på et kontinent, hvor regnsæson og slige vejrfænomener umuliggør turneringer i sommerhalvåret! Her i jordhulen har Nations Cup mest den konsekvens, at jeg har fået yderligere incitament til at få muldvarpeskindet op af lommen og få investeret i en større tv-pakke.

Siden jeg flyttede i lejlighed, har jeg haft TDC’s lille programpakke. Det betyder at jeg kun kan se DR, TV2 og så en række særdeles uinteressante svenske og tyske kanaler. Men nu hvor Nations Cup er i gang, så følte jeg et tvingende guddommeligt kald for at få fat i nogle kanaler, der af og til viser mine vestafrikanske helte i aktion (jeg regner med at Eurosport fortsætter traditionen fra de tidligere turneringer). At jeg så også på et tidspunkt får adgang til at se de nye afsnit af Lost, er jo blot en ekstra lille bonus.

Update! Ghana vandt naturligvis kampen mod Guinea med 2-1.

(Lack of) Love Will Tear Us Apart

Det var dog irriterende. Faktisk græsende til det hjerteknusende. Her går man og elsker Tjekkiet med hud og hår – og så er Parken Sports and Entertainment FCK i gang med at købe en tjekkisk spiller. Der er tale om Zdeněk Pospěch fra Sparta Praha, som dermed ser ud til at skulle supplere ligeledes tjekkiske Libor Sionko i truppen. Inden vi får set os om, så henligger min husgud Pavel Nedvěd vel også snart sit otium på KB’s baner. Nogle bør snart fortælle tjekkerne hvilken afskyelig kreation FCK er. Måske en opgave for den gamle arbejdsplads?

Årets vigtigste kamp

Blot en lille opfordring til at nærværende læsere krydser fingre, arme og ben (eller hvad lemmer de nu end måtte være i besiddelse af) for, at AaB klarer sig godt i aftenens UEFA-Cup kamp mod Sampdoria. Selvom hjemstavnens helte noget mirakuløst klarede 2-2 på udebane i Genova, så bliver det svært. Rigtigt svært endda. Undertegnede kan ikke huske hvornår et dansk hold sidst har slået et italiensk ud af de europæiske turneringer. Og Sampdoria er ikke hvem som helst. De har nogle pænt giftige spillere. Et smukt stadion. Og sidst, men bestemt ikke mindst, en af de mest knitrende og lækre trøjer indenfor fodbolden. Men een gang skal jo være den første. Og med den nuværende optur som AaB oplever i Superligaen, så er det vist nu, hvis det overhovedet skal være.

Kampen ses på storskærm sammen med Sven og jeg vil i dagens anledning iføre mig de rød-hvide farver. Har ikke glædet mig så meget til en fodboldkamp, siden sidst AaB gav Parken Sports & Entertainment prygl. Jeg tror på 1-1 og AaB i UEFA-cuppen. Der håbes og ønskes og drømmes.

Update! Jeg tillader mig at rane overskriften fra Jyllands-Postens artikel om den største fodboldtriumf i nyere tid: “Et af de største øjeblikke i AaB’s historie“. Hænderne kan slet ikke komme ned igen, jeg er så glad, så glad. Faktisk er jeg så eksalteret at jeg mangler ord. Derfor atter et lille JP citat:

Sikke en fight, sikke en bedrift.

AaB havde det hele torsdag aften. Hjerte, forstand, krampe, held og til sidst evnen til at udstyre 10.000 frysende mennesker med smertende gåsehud af den skønne slags.

Nøj, hvor jeg glæder mig til lodtrækningerne tirsdag!

Finalmente

Efter mange lange og trange år i kulden, er Napoli endelig tilbage i Serie A. Man kan nu kun håbe/frygte at Sofia Loren holder hvad hun lovede i sidste måned. Dengang lovede den 72 årige bedstemor at strippe såfremt at hendes elskede Napoli atter kom i den bedste italienske fodboldliga. Man kan næppe benægte at hun var veldrejet som ung, så her på bloggen (og i Napoli) vil sagen naturligvis blive dækket intenst. A-hem.

Alting kan gå itu…..

 

Min gode kollega er Brøndbyfan. Det kan han ikke helt selv gøre for (når man er vokset op i Albertslund, så giver ens fodboldsympatier ligesom sig selv), og derfor har det været en særligt sørgelig affære at følge ham i foråret. For hver weekend, og for hver rædderlig kamp de blå-gule har præsteret, er han blevet mere og mere nedbøjet, krumrygget og trist. For han holder jo virkelig af de vestegnsbøller. Ja, han har endda anlagt sig et obligatorisk bittert drag om munden og himlende hvad-skal-jeg-sige-min-sjæl-gør-ondt-hver-gang-jeg-tænker-på-det blik, hver gang man drister sig til at tale fodbold i frokostpausen.

Sætte mig ind i hans valg af fodboldklub kan jeg selvsagt ikke, men som tilhænger af et notorisk ustabilt og svingende hold, så kan jeg sagtens forstå hans kvaler. Og på trods af at Brøndby er (og forbliver, med mindre FCK udbygger sit fæle hegemoni) den traditionelle arvefjendeklub, så skulle man da være et hjerteløst bæst, hvis man sådan gik og godtede sig over hvordan den arme mand lider i stilhed.  

Og så alligevel. Ovenpå AaB’s smertelige nederlag på 1–2 til slavehandlerne kræmmersjælene FC Midtjylland (og dermed ingen Europa Cup, kun muligheden for en 3. plads i ligaen), så har man brug for trøst. Og hvor kan man finde den? Jo, såmænd: I det faktum at nedrykkerne Silkeborg vandt sæsonens første(!) hjemmebanesejr. Over hvem mon? Korrekt: Ingen ringere end Brøndby. Andres ulykke er som bekendt ikke at foragte, så selvom jeg selv går rundt og græder indeni, så hjælper det alligevel en lille smule at se kollegaen gå og græmme sig. Han har endda undladt at drikke af sin Brøndby kaffekop i dag. Stakkels pjevs.

Nu gælder det så AaB’s sidste kamp på søndag mod holdet-fra-landsdelen-der-burde-laves-om-til-parkeringsplads. Tredjepladsen er på spil, det tyder på udsolgt på Aalborg Stadion, så jeg tror og håber at de nordjyske yndlinge ikke atter knuser mit sammenlimede i tusinde stykker. Hvis fuldmægtigens beretninger fra de sidste odensianske bedrifter holder stik, så burde det være rimeligt at have et knitrende lille håb. Nærværende læsere bedes krydse fingre.

Svigt, dit navn er kvinde!

Ved et ganske enestående lykketræf stødte jeg på TV2 sport, der viste den usædvanligt drabelige fodbolddyst i Frankrig mellem de fæle Olympique Marseilles og mine grønne helte fra Saint Etienne. Just da jeg slår ind på kanalen, udligner den smågeniale Pascal Feindouno med et sandt perlemål Marseilles ufortjente føring. Således behørigt opstemt ved Saint Etiennes comeback indstiller jeg mig på at se de sidste 10 minutter af kampen. Men ak! Ved en himmelråbende urimelighed scorer slamberten Mathieu Valbuena i sidste minut til slutresultatet 2-1 til Marseilles. Som en skamskudt kvie brølede jeg min smerte og sorg ud. Denne ulykkesstund er så samtidigt det øjeblik at hende jeg – indtil i går ihvertfald – elsker over alt på jorden udbryder:

Jeg synes nu de der Marseilles har en dejlig lyseblå trøje

Jeg behøver vel næppe sige, at der ovenpå denne kniv i ryggen nu er aldeles lukket for det varme vand i det næste lange stykke tid!

Stille i Parken

Det var næsten synd. Vejret var jo så dejligt. 32.500 medløbere (og ca. 500 AaB fans) i Parken. Parken Sport & Entertainment FCK manglede kun tre point for at blive danske mestre 2006/2007. De havde endda uddelt små dumme og grimme hatte til tilskuerne. Og Flemming Østergaard havde kådt og kækt (næsten) lovet gratis øl til tlskuerne, når nu walk-over kampen mod AaB var overstået. Den rene barnemad. Ja, i pausen spankulerede han da også forbi nedre-C med en øl. Man kunne jo nærmest ligeså godt fejre triumfen på forhånd. Ejeren af Lalandia var jo også foran 1-0 på et usædvanligt heldigt frisparksmål. Og Judas 1 og Judas 2 spillede begge fremragende. Hvad kunne gå galt?

Såmænd ikke andet end at AaB scorer to gange og kører sejren hjem. Det var en dejlig kamp at se fra AaB sektionen i Parken. Der blev sunget så rigeligt. Første halvleg var ganske hård at komme igennem, mens der blev gået til den i anden. Vi fik brølet de obligatoriske ‘JIMMÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆH!!!!!‘ råb adskillige gange. Det var en mere spændende kamp end ved sidste triumf i august, men også en god bid sjovere. Alt i alt en fabelagtige lørdag eftermiddag!

Når det så er sagt, så hersker der nok ikke den store tvivl om at FCK blive mestre. Det siger en hel del om et hold når det kun taber to gange i en sæson. At det så heldigvis er to gange til AaB, kan jeg jo kun fryde mig over når jeg støder på FCK fans i min omgangskreds. Tager i betragtning at AaB også baskede Brøndby for nylig, så bliver det en god sommer med håneretten på min side. Og jeg er med garanti at finde til næste AaB kamp i Parken. Det kan jo ikke gå galt når jeg er der. Eller noget.

Casa Lazio

Næh, men hov! Hvad var det? Aber doch! Det var intet mindre end den syvende sejr i træk for Lazio. Jeg ved slet ikke hvilket ben jeg skal stå på. Efter adskillige års ørkenvandring og jammerdal, økonomisk ustabilitet efter at klubejeren Sergio Cragnottis firma Cirio krakkede, den meget omtalte ‘Calciopoli’ skandale, exodus af stjernespillere er der nu lys for inden af tunnelen. Det er bestemt ikke som i gamle dage. Jeg kan stadig huske i 1998, da der på forsiden af bladet World Soccer stod: ‘Lazio – the most expensive team on Earth’. Dengang var det spillere som Nedvěd, Salas, Favalli, Veron, Mancini, Nesta og Vieri som tegnede holdet. Det var stort og ekstravagant, men kunne ikke vare ved. Lazio klaskede sammen og har levet en hensygende tilværelse lige siden.

Det begyndte at se bedre ud sidste sæson. Klubben havde ingen penge, men fik af uransagelige årsager alligevel en ganske habil sæson takket være et velfungerende mix af rutine og ukendte unge spillere. Fabio Liverani og Ousmane Dabo udgjorde en hård, hård midtbane, mens Massimo Oddo dirigerede forsvaret. Hvis ikke det havde været for bestikkelsesskandalen – der jo sendte ellers så “hæderkronede” Juventus i Serie B – så havde Lazio deltaget i UEFA cuppen med noget nær et nul-budget.

At både Oddo, Liverani og Dabo siden har forladt klubben har på mirakuløs vis ikke betydet den store svækkelse. Der er kommet styr på økonomien, de fæle problemer med racisme på kurverne er forsvindende, nye spillere er trådt i karakter og det virker til at den holdånd, som det gamle primadonna hold manglede, nu må siges at være der. Man går ikke længere ud og bruger 100 mio. euro på en spiller, men satser mere på egne talenter. Det lader med andre ord til at den katarsis som Lazio har været igennem de sidste fem år har været gavnlige. Klubben er på 3. pladsen i Serie A og det er atter med stolthed man kan kalde sig Laziali. Den 29. april er der så atter budt op til Derby della Capitale mod ærkefjenderne fra A.S Roma. De fæle møghunde er vel desværre favoritter, objektivt set har de et aldeles fremragende hold. Set udefra burde de vinde. Men, men, men. Jeg skrev og tænkte det samme før derbyet sidste år, hvor Lazio overlegent knuste Roma med 3–0. Håbet er med andre ord bestemt stadig tilstede.

Hermed lover jeg at begynde til tango såfremt Lazio vinder.

You’ve Always Known When Best To Say Goodbye

Ach so, så skal de trommespillende individer blandt Danmarks måske mest selvbedrageriske fans (det så åbenlyst urimelige og usandfærdige udsagn ‘Guldet ryger til Aalborg i år!‘ er jævnligt at finde på fanklubbens debatforum) til at lære sambarytmer: AaB købte i dag den brasilianske angriber José Mota af Viborg F.F. Jeg er splittet. Ganske vist er han en målfarlig med henholdsvis 13 og 14 mål de to seneste sæsoner, men så igen: Hvorfor sælger Viborg ham? AaB’s sportschef Lynge Jacobsen er dansk fodbolds ubetinget største kræmmer, gnier og hestehandler, så det er næppe fordi Viborg har fået det helt store økonomisk ud af handlen. Jeg håber ihvertfald at den gode Mota ikke er den dvaske, skadesplagede og svingende humørspiller, som han ellers er berygtet for at være. Det er efterhånden en del år siden at AaB har haft en rigtig giftig angriber i truppen. Prica startede ganske vist fint, men har ikke scoret i efterhånden et par lysår. Caca, Nomvethe og Curth er alle glimrende, men er næppe gode for 15 mål hver på en sæson. Det bliver spændende at se om de kan få angrebsspillet til at køre.

Alt i alt har jeg ikke de store forventninger til forårssæsonen. FCK ser ud til at være umulige at hente igen i år, men hvis AaB kan undgå at gå ned som de plejer – jeg er så dødtræt af forsømte forår! – så skulle en top 3 vel være til at nå. Altså, såfremt opkomlingene fra Midtjylland og Odense ikke er lige så obsternasige som de plejer. Sæt igang, Mota!

Hjemme ved verdens ende

En kort lille hilsen fra Nordens Venedig (øh, ja, eller noget. Det stod i en turistbrochure jeg læste engang), hvor der ikke er så meget nyt. Bruger mestedelen af min tid på at granske bøgerne, snakke med mine forældres hund (den er så god til at varme ens fodende), hjælpe min far med at blande cement (sic) og ellers være familiesocial – jvf. billedet fra et par dage siden. Søndag var jeg endvidere på Aalborg Stadion for at se den ulyksagelige kamp mellem AaB og OB. Her vandt de forbistrede fynboer 1-0 efter en miserabel AaB indsats, så det kan jeg stadig gå at skumle over. På positiv siden vandt de borgerlige som bekendt valget i Sverige, hvilket vakte udelt tilfredshed hos undertegnede – især fordi den kommende statsminister har en umiskendelig lighed med Alfons Åbergs far.

Med andre ord har jeg det godt og returnerer frisk og afslappet hjem til København torsdag aften. Denne gang bliver det gudsketakoglov med fly. På vejen herover i toget kunne jeg kun få plads i familievognen, og jeg røber vist ingen hemmeligheder ved at afsløre, at jeg var ganske få milimeter fra at gennetæve dampbarnet Victoria (eller som hendes mor hele tiden – virkningsløst – sagde: ‘Hold så OP, VicTOria!”) der sad overfor mig hele vejen til Århus. Hvor trist at det ikke er alle der har søde familiemedlemmer som Ingrid at læse pixi-bøger med.