Jeg kom noget letsindigt til at love, at jeg ville skære ned på antallet af fodboldrelaterede blogindlæg.
Det løfte har jeg nu holdt i at par dage, blot for at gå amok i en sand blodrus inde på AaB’s debatforum. Faktisk har jeg været så krasbørstig, at jeg er blevet citeret i Tipsbladets artikel ‘Fans jubler over Rioch-fyring’. For han fik endelig langt om længe sparket i går. Måske det ikke er særlig sympatisk af mig, men jeg betragter alligevel i al ubeskedenhed mig selv som hans banemand. Takket være min skarpe og ubarmhjertige argumentation fik jeg til sidst overbevist Lynge Jakobsen om, at NU var tiden kommet til at verfe den obsternasige skotte ud af klubben. Nu må vi så se om den råbende bornholmer kan sætte lidt skik på sagerne indtil nytår, hvor cheftrænerposten forhåbentlig bliver overtaget af Magnus Haglund. Hvorom alting er, så kan takkekort og lovprisninger for min uegennyttige indsats sendes til Jordhulen ved lejlighed. Adjøs, Bruce Rioch – du vil ikke blive savnet det mindste.
Den læskende fyring var dog langtfra det eneste positive der hændte på en ualmindeligt vellykket torsdag. Om aftenen var jeg således inde at se Saint Étienne spille i parken imod FC Lalandia. Det blev en mildest talt vidunderlig affære, hvor der blev sat nogle helt fundamentale ting på plads.
Vi fik endnu engang understreget at FC København er en klub fuldstændig uden format, klasse eller ånd. Meget ondt kan man sige om Brøndby – særdeles meget ondt faktisk! – men de er i det mindste en rigtig fodboldklub, med stolte traditioner, forankret identitet og en vaskeægte klubånd. Når Brøndby altid er blevet betragtet af arvefjenden over dem alle blandt AaB tilhængerne, så udsprang det sig i virkeligheden af et slags had/kærlighedsforhold. For Brøndby var virkelig sublime i 1990’erne. Derfor måtte man til trods for misundelsen og hadet erkende, at de rent faktisk var en rigtig veldrevet fodboldklub, der ikke tog den nemme vej til succes i Danmark og Europa. Brøndby var aldrig hovne eller arrogante, for de vidste hvem de var og hvor de kom fra. I disse år står det noget mere skidt til for klubben, men man er aldrig i tvivl om grundfundamentet i form af en fremragende ungdomsafdeling og solide institutioner er til stede. Heroverfor er FC København helt anderledes. Grundlæggende er der tale om en virksomhed (der ejer Parken, en fitnesskæde og – juhuuu! – Lalandia), der tilfældigvis har et fodboldhold ved siden af. Det kan godt være at man udspringer af stolte klubber som KB og B1903, men selve FC København er en bastard. En ussel, historieløs, fattigfin, kønsløs og værdiforladt konstruktion, hvor hoveddrivkraften er penge. Pengene er nemlig FC Københavns eneste eksistensberettigelse, og dem er de gode til at tjene. Men den fuldstændige mangel på klasse viser gang på gang sit grimme ansigt. Selv da Brøndby var på toppen, så man aldrig bestyrelsesformand Per Bjerregaard være ude at udtale arrogante i pressen. Selv de godt betalte spillere var bevidste om, at ydmyghed og arbejdsomhed er kerneværdier i Brøndby. Derfor undervurderede man aldrig sine modstandere. Og det betalte sig, bl.a. med en række meget flotte europæiske resultater.
I går spillede FC København så imod Saint Étienne. Selvsamme dag så man Ståle Solbakken – denne luksustræner der kun kan skabe resultater så længe transferpengene flyder til ham i en lind strøm – proklamere, at FC København var “60-40 favoritter til at vinde”. Samtidig vurderede han det franske hold til at være på niveau med RC Lens, der i parentes bemærkede rykkede ud af den franske førstedivision det år FC København slog dem ud af UEFA-cuppen. Med andre ord viste den grimme og ynkværdige FC København arrogance sig igen for fuld udblæsning. Denne fattigfine medløberklub pustede sig igen op på bedste hybristiske vis, præcis ligesom man altid har gjort det op til Europa cup kampe.
Og naturligvis undervurderede de Saint Étienne. Ligesom de undervurderede Gorica (0-5) og Aberdeen sidste år (0-4). Udover en række – indrømmet – meget flotte resultater i Champions League i 2006/2007 sæsonen, så er FC Københavns Europa Cup kampe historien om evig underpræstation og arrogance. Således også i går. Saint Étienne gav nemlig badelandsklubben endnu en omgang prygl. Tre sublime kontramål, spillemæssig dominans, overlegen teknik, fysik og spilformåen. FC København blev udstillet som de fusentaster de er, og det var en sand fornøjelse at se på hvordan mine franske yndlinge pillede dem fra hinanden. De københavnske medløberfans demonstrerede også udsøgt mangel på format. Der kom kun 17.500 tilskuere, og de sang kun i tre minutter, nemlig da FC København scorede på et (forkert dømt) straffespark. Resten af tiden kunne man kun høre de 500 tilrejsende Saint Étienne tilhængere, så det var en formfuldendt ynk at være FCK’er i går. Eneste formildende omstændighed var at Ståle Solbakken i det mindste havde selvindsigt nok til at kalde sit mandskab for et ‘tegneseriehold’. Meget rammende, min fine ven.
På det personlige plan er jeg lykkelig over at mit hold i den grad gav FC København en velfortjent lussing. Man kan næsten kun håbe at Parken Sport & Entertainment snart har lært lektien. Det sker dog næppe. Måske FC København er dominerende i Danmark, men når de kommer op imod hold med de samme økonomiske muskler som dem selv, så taber de gang på gang. Måske at AaB tabte 3-6 til Villarreal i tirsdags. Men i det mindste scorede de tre flotte og regulære mål, og knækkede først over da kræfterne svigtede (og Bruce Rioch undlod at skifte ud). FC København kæmpede aldrig og lever øjensynligt på myten om dem selv. Hvor passende at det netop er historiens og traditionernes klub par excellence, Saint Étienne, som skulle have fornøjelsen af at føre kniven. En sand nydelse.