Fodbold

Nemesis

Jeg kom noget letsindigt til at love, at jeg ville skære ned på antallet af fodboldrelaterede blogindlæg.

Det løfte har jeg nu holdt i at par dage, blot for at gå amok i en sand blodrus inde på AaB’s debatforum. Faktisk har jeg været så krasbørstig, at jeg er blevet citeret i Tipsbladets artikel ‘Fans jubler over Rioch-fyring’. For han fik endelig langt om længe sparket i går. Måske det ikke er særlig sympatisk af mig, men jeg betragter alligevel i al ubeskedenhed mig selv som hans banemand. Takket være min skarpe og ubarmhjertige argumentation fik jeg til sidst overbevist Lynge Jakobsen om, at NU var tiden kommet til at verfe den obsternasige skotte ud af klubben. Nu må vi så se om den råbende bornholmer kan sætte lidt skik på sagerne indtil nytår, hvor cheftrænerposten forhåbentlig bliver overtaget af Magnus Haglund.  Hvorom alting er, så kan takkekort og lovprisninger for min uegennyttige indsats sendes til Jordhulen ved lejlighed. Adjøs, Bruce Rioch – du vil ikke blive savnet det mindste.

Den læskende fyring var dog langtfra det eneste positive der hændte på en ualmindeligt vellykket torsdag. Om aftenen var jeg således inde at se Saint Étienne spille i parken imod FC Lalandia. Det blev en mildest talt vidunderlig affære, hvor der blev sat nogle helt fundamentale ting på plads.

Vi fik endnu engang understreget at FC København er en klub fuldstændig uden format, klasse eller ånd. Meget ondt kan man sige om Brøndby – særdeles meget ondt faktisk! – men de er i det mindste en rigtig fodboldklub, med stolte traditioner, forankret identitet og en vaskeægte klubånd. Når Brøndby altid er blevet betragtet af arvefjenden over dem alle blandt AaB tilhængerne, så udsprang det sig i virkeligheden af et slags had/kærlighedsforhold. For Brøndby var virkelig sublime i 1990’erne. Derfor måtte man til trods for misundelsen og hadet erkende, at de rent faktisk var en rigtig veldrevet fodboldklub, der ikke tog den nemme vej til succes i Danmark og Europa. Brøndby var aldrig hovne eller arrogante, for de vidste hvem de var og hvor de kom fra. I disse år står det noget mere skidt til for klubben, men man er aldrig i tvivl om grundfundamentet i form af en fremragende ungdomsafdeling og solide institutioner er til stede. Heroverfor er FC København helt anderledes. Grundlæggende er der tale om en virksomhed (der ejer Parken, en fitnesskæde og – juhuuu! – Lalandia), der tilfældigvis har et fodboldhold ved siden af. Det kan godt være at man udspringer af stolte klubber som KB og B1903, men selve FC København er en bastard. En ussel, historieløs, fattigfin, kønsløs og værdiforladt konstruktion, hvor hoveddrivkraften er penge. Pengene er nemlig FC Københavns eneste eksistensberettigelse, og dem er de gode til at tjene. Men den fuldstændige mangel på klasse viser gang på gang sit grimme ansigt. Selv da Brøndby var på toppen, så man aldrig bestyrelsesformand Per Bjerregaard være ude at udtale arrogante i pressen. Selv de godt betalte spillere var bevidste om, at ydmyghed og arbejdsomhed er kerneværdier i Brøndby. Derfor undervurderede man aldrig sine modstandere. Og det betalte sig, bl.a. med en række meget flotte europæiske resultater.

I går spillede FC København så imod Saint Étienne. Selvsamme dag så man Ståle Solbakken – denne luksustræner der kun kan skabe resultater så længe transferpengene flyder til ham i en lind strøm – proklamere, at FC København var “60-40 favoritter til at vinde”. Samtidig vurderede han det franske hold til at være på niveau med RC Lens, der i parentes bemærkede rykkede ud af den franske førstedivision det år FC København slog dem ud af UEFA-cuppen. Med andre ord viste den grimme og ynkværdige FC København arrogance sig igen for fuld udblæsning. Denne fattigfine medløberklub pustede sig igen op på bedste hybristiske vis, præcis ligesom man altid har gjort det op til Europa cup kampe.

Og naturligvis undervurderede de Saint Étienne. Ligesom de undervurderede Gorica (0-5) og Aberdeen sidste år (0-4). Udover en række – indrømmet – meget flotte resultater i Champions League i 2006/2007 sæsonen, så er FC Københavns Europa Cup kampe historien om evig underpræstation og arrogance. Således også i går. Saint Étienne gav nemlig badelandsklubben endnu en omgang prygl. Tre sublime kontramål, spillemæssig dominans, overlegen teknik, fysik og spilformåen. FC København blev udstillet som de fusentaster de er, og det var en sand fornøjelse at se på hvordan mine franske yndlinge pillede dem fra hinanden. De københavnske medløberfans demonstrerede også udsøgt mangel på format. Der kom kun 17.500 tilskuere, og de sang kun i tre minutter, nemlig da FC København scorede på et (forkert dømt) straffespark. Resten af tiden kunne man kun høre de 500 tilrejsende Saint Étienne tilhængere, så det var en formfuldendt ynk at være FCK’er i går. Eneste formildende omstændighed var at Ståle Solbakken i det mindste havde selvindsigt nok til at kalde sit mandskab for et ‘tegneseriehold’. Meget rammende, min fine ven.

På det personlige plan er jeg lykkelig over at mit hold i den grad gav FC København en velfortjent lussing. Man kan næsten kun håbe at Parken Sport & Entertainment snart har lært lektien. Det sker dog næppe. Måske FC København er dominerende i Danmark, men når de kommer op imod hold med de samme økonomiske muskler som dem selv, så taber de gang på gang. Måske at AaB tabte 3-6 til Villarreal i tirsdags. Men i det mindste scorede de tre flotte og regulære mål, og knækkede først over da kræfterne svigtede (og Bruce Rioch undlod at skifte ud). FC København kæmpede aldrig og lever øjensynligt på myten om dem selv. Hvor passende at det netop er historiens og traditionernes klub par excellence, Saint Étienne, som skulle have fornøjelsen af at føre kniven. En sand nydelse.

En udelt fornøjelse

Egentlig havde jeg tænkt mig at bruge anseelige mængder arbejdsgiverbetalt tid på at skrive om AaB’s mesterskabstriumf i går.

Jeg kunne f.eks. berette om den AaB-kop, som nu i tre år trofast har hældt (alt for)store mængder kaffe lige lukt ned i mit sorte hul af en mave. Koppen fylder meget i min bevidsthed. Dels fordi den er et flittigt benyttet offer for mine kollegers uretfærdige, usofistikerede og spydige bemærkninger. Ja, der er sågar en tidligere chef der har forsøgt at stjæle den fra mig. Ganske vist fordi han selv holder med AaB, men alligevel. Den slags er ikke fair. Det er tydeligvis en martret og forfulgt skæbne at være en AaB-kaffekop i København.

Men egentlig spekulerer jeg mest over, hvordan jeg monstro skal finde en gravør der på nænsom vis kan indgravere årstallet 2008 i ‘Dansk mester’ feltet lige til venstre for hanken. Det er en reel problemstilling. For den oprindelige designer mente åbenbart (i alt sin uklædelige nordjyske beskedenhed), at der kun var behov for plads til årstallene 1995 og 1999. Som om at mine brave rød-hvide matodorer aldrig skulle ende på førstepladsen igen. At dømme ud fra præstationen i år, så var det åbenbart en fejlagtig vurdering.

Jeg kunne også berette om de kager jeg blev nødt til at give min kolleger i dag. De påstod at jeg skyldte fra min fødselsdag i december. Men jeg insisterede på at jeg KUN ville købe, såfremt vi var enige om at italesætte det som en hædring af Danmarks bedste fodboldhold. Så kunne de lære det, kunne de. God kage lærer tydeligvis sulten Brøndbyfan at spinde! Og således kunne vi alle gå tilfredse hjem.

Taget i betragtning af der nok venter ti års venten på det næste mesterskab, så vil jeg også mene at det var helt i orden at jeg tog AaB-trøjen med på arbejdet i dag. Og forståelsen var stor. Ja, selv den lille erhvervsorganisations præsident så svært tilfreds ud ved synet.

Det har været et par dejlige fodbold dage. Ser frem til Champions League. Nu vil jeg hjem og have familiebesøg i weekenden.

Deroute

Ak og ve, formiddagen med øl, snaps og frokost (masser af KØD, herligt befriet for fælt smuds såsom grøntsager) begyndte ellers så fabelagtigt.

Vi åd og drak og imens blev der diskuteret så relevante og tidløse emner som: ‘Hvad skete der egentlig med Jennifer Love Hewitt?’, ‘Sparker Demba Nyren virkelig som en hest?’ og ‘Passer det at Einstürzende Neubauten blev smidt ud af Ungdomshuset i 1984, da de benyttede et trykluftsbord på interiøret under deres koncert?’ (ja, det sidste passer faktisk!). Med andre ord foregik det hele på et højt, højt abstraktionsniveau, kun afbrudt af abe-dans til ‘Guns of Brixton’. Nuvel, nuvel.

Men så gik det hastigt ned af bakke. Da vi skulle afsted mod Parken, havde en aldeles insisterende regn meldt sin ankomst. Det var mildt sagt ikke rart, og ganske dæmpende for esbjergensernes folkelige umpf!-umpf!-umpf! technorytme fest på Østerbro Stadion inden kampen. Måske jeg var en anelse farvet af ikke at være meget dedikeret Esbjerg fan, men i takt med regnen og den relative kulde, så blev selve pokalfinalen heller ikke det helt store sus. Bevares, de blå-hvide Esbjerg fans var larmende og festlige, men det endte alligevel med en stærkt irriterende 3-2 sejr til Brøndby, hvilket lagde en kraftig dæmper på den efterfølgende festlyst. Jonas endte med at blive så fuld, at han måtte sidde de sidste 70 minutter af kampen med hovedet mellem benene, da han ellers så dobbelt.  Selv er jeg ikke meget bedre, da jeg sidder her med en brutal hovedpine, fremkaldt af de altid gavmilde spritfabrikker i Aalborg. Tak skal I have!

Eneste trøst er de to billetter jeg har hapset til guldkampen mellem AaB og FCK i Parken. Det kan kun blive bedre end kampen i dag.

Det er ganske vist: AaB elsker også svenskere

Hvis denne nyhed er sand, så er jeg ikke længere så småtrist efter AaB’s salg af Rade Prica:

Tipsbladet.dk erfarer, at Aab snarligt præsenterer den 26-årige svenske angriber Lars ”Lasse” Nilsson som ny mand i klubben. Nordjyderne har lavet en lejeaftale, der går sæsonen ud med den svenske offensivspiller.  

Lasse Nilsson blev denne sommer solgt til St. Etienne fra hollandske Heerenveen for ca. 30 millioner, men han har stort set ikke fået spilletid i det franske, og da han har ambitioner om at spille sig i den svenske EM-trup, er det nødvendigt, at han får spilletid i foråret. De franske klubber Sochaux, Auxerre, Lens og Lorient har været nævnt i pressen som mulige klubber for Lasse Nilsson, og også La Liga-klubber skulle have forhørt sig om svenskeren. Men det bliver altså Aab, der får glæde af den komplette angriber, og dermed har Aab reageret hurtigt og dygtigt på transfermarkedet efter det nylige salg af Rade Prica. Nilsson vurderes af Tipsbladets kilder til at være en spiller af minimum samme spillemæssige kategori som Rade Prica.

Lasse Nilsson startede karrieren i Brage, men kom i 2002 til Elfsborg, hvor han i to sæsoner scorede 16 mål. Herefter blev han købt af hollandske Heerenveen, hvor han scorede 22 gange i 76 kampe. Han skiftede i sommer til St. Etienne og skønnes at have en årsløn på 12 millioner. På trods af den manglende spilletid i klubben, har St. Etienne ikke tidligere været interesseret i at sælge Lasse Nilsson, og spilleren selv har indtil nu heller ikke været interesseret i et salg.

Aabs sportsdirektør Lynge Jacobsen har ingen kommentarer.

Øj. Det her kan blive rigtig, rigtig godt! Ok, han trænger ganske vist til at blive klippet, men det burde en havesaks jo nok kunne klare. Jeg afventer spændt om AaB bekræfter rygtets sandhed.

Update! I dag bekræftede AaB så historien. På klubbens jævnt oldnordisk udseende hjemmeside kan man tilmed se billeder fra dagens træning, hvor vores nye svenske ven var med. Tragisk nok er han ikke blevet klippet. Lad os nu se hvad han kan. Når han nu koster tre millioner kr. for et halvt år, så har han bare af at være god.

Most Definitely

I dag starter den 26. African Nations Cup i fodbold – det afrikanske svar på Europa mesterskabet. 2008-udgaven er i Ghana, og vanen tro er landet kastet ud i en folkefest af de større. Åbningskampen er Ghana – Guinea, og jeg røber vist ingen hemmeligheder ved at afsløre, at jeg satser stærkt på at ‘Black Stars’ vinder den kamp sikkert. Egypten vandt sidste Nations Cup i 2006, og generelt har de arabiske lande i Nordafrika desværre siddet solidt på flæsket i en del år efterhånden. I år er der heldigvis grobund for at Sub-Sahara slår igen. Elfensbenskysten virker meget stærke, og man skal aldrig afskrive Cameroun og Nigeria. Senegal og Sydafrika er vist gået mere eller mindre ind i sig selv igen, men kan vel heller ikke udelukkes fuldstændigt. Jeg håber dog at værtslandet hapser titlen. Ghana har i alt for mange år været lige-ved-og-næsten holdet over dem alle, og nu må deres tid snart være kommet. Der krydses pølsefingre herfra.

I Europa omtales Nations Cup dog mest som et irriterende kuriosum, især på grund af tidspunktet hvor turneringen spilles. Således kan Dagens Nyheter berette, at ikke færre end 54 spillere fra den franske Ligue 1 og 41 spillere fra Premier League just nu ikke står til rådighed for deres klubhold, fordi de er afsted på landsholdstur. Sikkert vældig irriterende hvis man som eksempelvis Portsmouth F.C har bygget det meste af sin offensiv op omkring spillere fra Nigeria. Det er med andre ord ikke uden konsekvenser at bo på et kontinent, hvor regnsæson og slige vejrfænomener umuliggør turneringer i sommerhalvåret! Her i jordhulen har Nations Cup mest den konsekvens, at jeg har fået yderligere incitament til at få muldvarpeskindet op af lommen og få investeret i en større tv-pakke.

Siden jeg flyttede i lejlighed, har jeg haft TDC’s lille programpakke. Det betyder at jeg kun kan se DR, TV2 og så en række særdeles uinteressante svenske og tyske kanaler. Men nu hvor Nations Cup er i gang, så følte jeg et tvingende guddommeligt kald for at få fat i nogle kanaler, der af og til viser mine vestafrikanske helte i aktion (jeg regner med at Eurosport fortsætter traditionen fra de tidligere turneringer). At jeg så også på et tidspunkt får adgang til at se de nye afsnit af Lost, er jo blot en ekstra lille bonus.

Update! Ghana vandt naturligvis kampen mod Guinea med 2-1.

(Lack of) Love Will Tear Us Apart

Det var dog irriterende. Faktisk græsende til det hjerteknusende. Her går man og elsker Tjekkiet med hud og hår – og så er Parken Sports and Entertainment FCK i gang med at købe en tjekkisk spiller. Der er tale om Zdeněk Pospěch fra Sparta Praha, som dermed ser ud til at skulle supplere ligeledes tjekkiske Libor Sionko i truppen. Inden vi får set os om, så henligger min husgud Pavel Nedvěd vel også snart sit otium på KB’s baner. Nogle bør snart fortælle tjekkerne hvilken afskyelig kreation FCK er. Måske en opgave for den gamle arbejdsplads?

Årets vigtigste kamp

Blot en lille opfordring til at nærværende læsere krydser fingre, arme og ben (eller hvad lemmer de nu end måtte være i besiddelse af) for, at AaB klarer sig godt i aftenens UEFA-Cup kamp mod Sampdoria. Selvom hjemstavnens helte noget mirakuløst klarede 2-2 på udebane i Genova, så bliver det svært. Rigtigt svært endda. Undertegnede kan ikke huske hvornår et dansk hold sidst har slået et italiensk ud af de europæiske turneringer. Og Sampdoria er ikke hvem som helst. De har nogle pænt giftige spillere. Et smukt stadion. Og sidst, men bestemt ikke mindst, en af de mest knitrende og lækre trøjer indenfor fodbolden. Men een gang skal jo være den første. Og med den nuværende optur som AaB oplever i Superligaen, så er det vist nu, hvis det overhovedet skal være.

Kampen ses på storskærm sammen med Sven og jeg vil i dagens anledning iføre mig de rød-hvide farver. Har ikke glædet mig så meget til en fodboldkamp, siden sidst AaB gav Parken Sports & Entertainment prygl. Jeg tror på 1-1 og AaB i UEFA-cuppen. Der håbes og ønskes og drømmes.

Update! Jeg tillader mig at rane overskriften fra Jyllands-Postens artikel om den største fodboldtriumf i nyere tid: “Et af de største øjeblikke i AaB’s historie“. Hænderne kan slet ikke komme ned igen, jeg er så glad, så glad. Faktisk er jeg så eksalteret at jeg mangler ord. Derfor atter et lille JP citat:

Sikke en fight, sikke en bedrift.

AaB havde det hele torsdag aften. Hjerte, forstand, krampe, held og til sidst evnen til at udstyre 10.000 frysende mennesker med smertende gåsehud af den skønne slags.

Nøj, hvor jeg glæder mig til lodtrækningerne tirsdag!

Alting kan gå itu…..

 

Min gode kollega er Brøndbyfan. Det kan han ikke helt selv gøre for (når man er vokset op i Albertslund, så giver ens fodboldsympatier ligesom sig selv), og derfor har det været en særligt sørgelig affære at følge ham i foråret. For hver weekend, og for hver rædderlig kamp de blå-gule har præsteret, er han blevet mere og mere nedbøjet, krumrygget og trist. For han holder jo virkelig af de vestegnsbøller. Ja, han har endda anlagt sig et obligatorisk bittert drag om munden og himlende hvad-skal-jeg-sige-min-sjæl-gør-ondt-hver-gang-jeg-tænker-på-det blik, hver gang man drister sig til at tale fodbold i frokostpausen.

Sætte mig ind i hans valg af fodboldklub kan jeg selvsagt ikke, men som tilhænger af et notorisk ustabilt og svingende hold, så kan jeg sagtens forstå hans kvaler. Og på trods af at Brøndby er (og forbliver, med mindre FCK udbygger sit fæle hegemoni) den traditionelle arvefjendeklub, så skulle man da være et hjerteløst bæst, hvis man sådan gik og godtede sig over hvordan den arme mand lider i stilhed.  

Og så alligevel. Ovenpå AaB’s smertelige nederlag på 1–2 til slavehandlerne kræmmersjælene FC Midtjylland (og dermed ingen Europa Cup, kun muligheden for en 3. plads i ligaen), så har man brug for trøst. Og hvor kan man finde den? Jo, såmænd: I det faktum at nedrykkerne Silkeborg vandt sæsonens første(!) hjemmebanesejr. Over hvem mon? Korrekt: Ingen ringere end Brøndby. Andres ulykke er som bekendt ikke at foragte, så selvom jeg selv går rundt og græder indeni, så hjælper det alligevel en lille smule at se kollegaen gå og græmme sig. Han har endda undladt at drikke af sin Brøndby kaffekop i dag. Stakkels pjevs.

Nu gælder det så AaB’s sidste kamp på søndag mod holdet-fra-landsdelen-der-burde-laves-om-til-parkeringsplads. Tredjepladsen er på spil, det tyder på udsolgt på Aalborg Stadion, så jeg tror og håber at de nordjyske yndlinge ikke atter knuser mit sammenlimede i tusinde stykker. Hvis fuldmægtigens beretninger fra de sidste odensianske bedrifter holder stik, så burde det være rimeligt at have et knitrende lille håb. Nærværende læsere bedes krydse fingre.

Svigt, dit navn er kvinde!

Ved et ganske enestående lykketræf stødte jeg på TV2 sport, der viste den usædvanligt drabelige fodbolddyst i Frankrig mellem de fæle Olympique Marseilles og mine grønne helte fra Saint Etienne. Just da jeg slår ind på kanalen, udligner den smågeniale Pascal Feindouno med et sandt perlemål Marseilles ufortjente føring. Således behørigt opstemt ved Saint Etiennes comeback indstiller jeg mig på at se de sidste 10 minutter af kampen. Men ak! Ved en himmelråbende urimelighed scorer slamberten Mathieu Valbuena i sidste minut til slutresultatet 2-1 til Marseilles. Som en skamskudt kvie brølede jeg min smerte og sorg ud. Denne ulykkesstund er så samtidigt det øjeblik at hende jeg – indtil i går ihvertfald – elsker over alt på jorden udbryder:

“Jeg synes nu de der Marseilles har en dejlig lyseblå trøje”

Jeg behøver vel næppe sige, at der ovenpå denne kniv i ryggen nu er aldeles lukket for det varme vand i det næste lange stykke tid!