Hvor må det være dog trist og gråt at holde med et af de 12 oprindelige European Super League hold. Tænk, de får aldrig fornøjelsen af den eksistentielle desperation og det emotionelle kollaps det er, når ens hold taber til Horsens. Hvor må de være misundelige på mig netop nu. 

Post-ESL

Nuvel, når jeg kunne skrive et langt og trangt indlæg om European Super League da den dukkede på, så kan jeg vel også skrive et her et par dage efter initiativets ugraciøse kollaps.

1741px Cole Thomas The Course of Empire Destruction 1836

Allerførst: ESL blev ikke slået ihjel af ‘den ægte fodboldånd’, kommentatorerne, de tidligere fodboldspillere, fanprotesterne eller Joy Mogensen. Naturligvis ville fodboldens prætorianergarde af fodboldromantikere råbe og skrige.

Der var ingen af reaktionerne – ej heller voldsomheden af dem -, der burde have overrasket eller påvirket de 12 ESL-stiftere. Det forlyder at de har arbejdet på det her i årevis og at der var ikke færre end fem PR-bureauer inde over. Der må ganske enkelt have været en strategi for, bvadr, interessenthåndtering. Hvis reaktionen faktisk kom bag på dem, så burde Florentino Pérez og Andrea Agnelli læse noget mere Mao. For så ville de vide, at revolutionen ikke er et middagsselskab. Hvis man laver et statskup og indtager præsidentpaladset, så nytter det ikke noget at få uro i maven og ikke tage konsekvensen, når nogen yder væbnet modstand. Eller som en anden poet og filosof udtrykte det: “You come at the king, you best not miss”. Man skal ikke true, hvis man ikke er klar til at følge op på truslen – og ikke er klar til at reagere på den negative modstand.

Min glædesløse analyse af situationen er derfor at ESL døde fordi deres mediepartner og de øvrige sponsorer, der skulle have finansieret gildet sammen med JP Morgan, trak sig fra affæren. Det blev for tungt at skulle bakke op om et hadet initiativ.

De 12 franchises selv kan jeg ikke se have et incitament for at trække sig. PR-skaden for klubberne var allerede sket på dag 1; der var ingen fordel for dem i at stikke halen mellem benene. Med mindre de havde spilleroprør på hånden og oplevede akut sponsorflugt, så burde de have holdt fast.

Flere af dem har i den grad brug for at få gentænkt deres model. Twitterbrugeren Swiss Ramble, der specialiserer sig i til tider alt for grundige analyser af fodboldøkonomi, satte tingene ind i en fin kontekst.

ESL12 driftsunderskud

ESL12 gæld

Selv en summarisk skimmen viser, at de 12 stiftende franchises af ESL kører med gigantiske underskud og at flere af dem er gældsat helt op over skorstenen. Eller sagt med andre ord: de har brug for høj, garanteret indkomst.

De franchises, der er ejet af den kinesiske stat-by-proxy, petro-kleptokrater eller russiske oligarker, har måske ikke behov for pengene. Men hvis jeg nu var den økonomiske giftgrund Tottenham (der ikke har vundet noget i en menneskealder og ikke altid kvalificerer sig til Champions League), så ville jeg da også takke ja til at blive en garanteret indkomst som en del af et pyramidespil sammen med de såkaldte største europæiske franchises.

Noget af det jeg ikke rigtig forholdt mig til i mit oprindelige indlæg var netop storklubbernes ønske om at eliminere konkurrencen om sponsormidlerne og at fjerne den sportslige risiko. Det ærgerlige ved en turnering som Champions League er jo, at man skal kvalificere sig til den – og at der derved er en træls risiko for, at man misser den dejlige (og nødvendige!) indtægt, hvis man har dårlig sæson. Lad os nu se, hvordan det går de 12 franchises i den kommende sæson.

1736px Cole Thomas The Course of Empire Desolation 1836

Afslutningsvist har jeg tænkt over om der mon er noget sandt i det argumentatoriske røgslør, som Agnelli og Pérez brugte henover denne uge. ER der noget galt med spillet? BØR det kortes ned, hvis børn, unge og fremtidens gerne ser highlights, men ikke har tid til at se en 90 minutter lang omgang? Hvad nu hvis de relevante fodboldfans faktisk ER det globale tv-publikum, snarere end en flok tilbageskuende nostalgikere i det nordvestlige England, der tilfældigvis har en stedbunden tilknytning til klubberne? Hvad nu hvis science fiction kampe mellem gigantfranchises i en lukket transnational liga er vejen frem? Hvad er der egentlig galt i, at lave et underholdningsprodukt, hvor de største stjerner i spillet kæmper mod hinanden hver uge?

ESL-affæren rejser kort sagt nogle relevante spørgsmål. Fodbolden har masser af dilemmaer, inkl. det bizarre meritokratidræbende nye format for Champions League. Men de besvares ikke af en grådig, konkurrence- og drømmedræbende kartelliga. I sidste ende kan man jo vælge sit eget fokus. Holde med mindre og lokale hold og så bakke op om dem. Finde mening i de fodboldklubber, der stadig er, ja, klubber. Det tror jeg er vejen frem.

European Super League

Twitter er imploderet over nyheden om en såkaldt ‘European Super League’, hvor de 20 største – eller i hvert fald rigeste – klubber/franchises fra august 2021 danner en alternativ transnational fodboldliga. Det står ikke klart for mig præcis, hvad implikationen og de afledte konsekvenser kan blive. De lægger op til at det er et alternativ til UEFA’s Champions League, men in extremis vil de store franchises forlade de nationale fodboldligaer.

Det kan være vanskeligt at udføre en rationel, nøgtern analyse af en begivenhed, hvis man er emotionelt investeret i konsekvenserne af den. Fodboldtilhængeren i mig reagerer med væmmelse på initiativet, men hvorfor egentlig?

1737px Cole Thomas The Course of Empire The Savage State 1836

Har Champions League ikke alle dage været en de facto turnering for de 15–20 rigeste klubber? Er de små- og mellemstore landes klubbers chance for succes ikke allerede i dag minimale? Er indtjeningen ikke i forvejen akkumuleret i få klubber i det europæiske klubaristokrati? Er det så underligt, at de største klubber ønsker at maksimere indtjeningen på deres brand? Er penge ikke allerede i dag den primære drivkraft i fodbold? Er korruptionens betændte højborge UEFA og FIFA virkelig de rette til at beskylde andre for grådighed? Hvad er det reelt nye her, altså udover at UEFA får færre midler at berige sig selv med?

Så hvis det ‘kun’ er det – altså at de største klubber/franchises danner et alternativ til Champions League – så er jeg nogenlunde indifferent. Er jeg ked af at AaB mister den hypotetiske mulighed for at spille mod Real Madrid? Ja, men så må jeg vil nøjes med at se dem blive ydmyget i en udvandet B-turnering. Tror jeg det betyder en svagere superliga og en mindre økonomisk base for de danske klubber? Måske, men så får vi vel et mere level playing field herhjemme.

Der, hvor det virkelig kan forandre ting, er hvis de store klubber/franchises forlader de nationale ligaer for at danne en transnational liga, hvor de ikke kan rykke ned.

Det vil være et uhørt tiltag, i hvert fald her i Europa. Men modellen er jo ikke ukendt, tværtimod. I USA opererer man jo med franchises og lukkede ligaer uden nedrykning. Det enkelte franchise kan købes og sælges, og rykkes til de steder, hvor det bedst kan betale sig. ‘Klubben’ (som aldrig har været en sportsklub i en europæisk definition) er ikke stedbunden, og brandet er først og fremmest bundet på de spillere – især superstjernerne -, som aktuelt befinder sig i truppen.

Den slags føles som helligbrøde her i Europa, hvor de fleste professionelle fodboldklubber udspringer af ‘rigtige’ sportsklubber. De har oftest en relativt lang historik, og benytter sig gerne af en forloren retorik om den helt særlige lokale tilknytning, de lokale fans, vores lokalområde, vores fællesskab, vores identitet. Det er ofte den type fortællinger, man køber ind på som fodboldfan. Jeg er selv til falds for den, når det handler om AaB. Kombineret med sportslig succes, naturligvis.

1733px Cole Thomas The Course of Empire The Arcadian or Pastoral State 1836

Men når vi kommer op i stratosfæren, hvor de største klubber hører til, så har den slags romantik længe været i bedste fald en sød løgn. Hvad er præcist det lokale ved en global forretning som Liverpool? Åh jo, der er da en kær fortælling om arbejdsklasse og You’ll never walk alone, men reelt? Det lokale er lige meget, det er det globale tv-publikum, der betyder noget i konkurrencen mod f.eks. NBA. Pengene tjenes ikke på Merseyside, men derimod i Asien og Mellemøsten; det reelt interessante for de store franchises’ fans er superstjernerne – og ikke mindst at de vinder.

Så måske det mest af alt er på tide, at smide den forløjede retorik og være klare i mælet om, hvad det her egentlig handler om. Måske vi i virkeligheden skal værdsætte, at tingene ikke længere pakkes ind? At det handler om:

  • At maksimere indtjeningen for ens franchise ved at tilbyde et produkt, som flest mulige er interesseret i
  • At lave en turneringsmodel, der i teorien kun indeholder storkampe og det bedst mulige tv-produkt til den globale (ikke den lokale) fan af franchiset. Ikke flere ligegyldige ture i regnvejr til død-røv-Brighton for de store engelske klubber
  • At bryde fri af de korrupte mellemmænd i UEFA, de største brands har ikke brug for dem mere

Vi ser samlet set ind i en fremtid, hvor den virkelige topfodbolden tager et opgør med den forestilling om, hvad den burde være og hvad der definerer en professionel fodboldklub. Den nye European Super League er matthæusprincippet på steroider. Den er for franchises, der ikke længere har brug for at iklæde sig fodboldromantik. Den er et produkt, der er skabt til at konkurrere om de globale sportsforbrugeres penge. De største klubber i de tyske og franske ligaer er ikke med endnu, men det er kun et spørgsmål om tid. Penge har det med at lindre de fleste sorger og moralske kvaler.

1593px Cole Thomas The Consummation The Course of the Empire 1836

For mit eget vedkommende har jeg ikke fulgt med i topfodbold i årevis. I skrivende stund kan jeg ikke huske, hvem der har vundet Champions League de sidste tre sæsoner. Udover AaB har jeg ingen emotionelle fodboldaktier. Måske det her kan føre til en renæssance for det, vi kan kalde den rigtige fodbold. At de lokale og nationale fodboldfans kanaliserer forkærligheden til de klubber, der stadig er klubber snarere end franchises. Måske det er ønsketænkning. Men man kan håbe det.

Endnu et forsømt forår

Jeg kunne (og burde?) måske skrive et længere katarsisk indlæg om det hjerteskærende faktum, at AaB nu har misset medaljeslutspillet tre gange på fem år. Eller at spil og resultater har været inderligt middelmådige og stagnerende siden 2014. Eller at end ikke jeg længere kan opretholde selvbedraget om, at min hjerteklub er en ‘topklub’, endsige blot relevante for andre end vi egnsprægede tosser fra Aalborg. Eller at den smule fremgang, spilkoncept og konsistens, der dog var sket under Jacob Friis, nu er pisset væk til fordel for … ja, hvad egentlig? En rodebutik, skriver JP, og det er smerteligt præcist. Er nervøs for at min spådom om en Magnus Pehrsson 2.0 kommer til at holde stik.

Men jeg kan ikke.

Er alt, alt for nedtrykt. Kan næsten ikke engang holde den ironiske distance til fortrædelighederne, som et konfliktfyldt kærlighedsforhold til en fodboldklub som AaB ellers kræver. Er nødt til at beskytte mig selv i den kommende tid. Ikke flere besøg på AaB’s fanforum. Ikke flere fodboldpodcasts. Ikke mere af noget, der kan minde mig om den tragiske AaB-deroute, der foregår i øjeblikket. Mit hjerte er bristet for mange gange nu; jeg kan ikke lime det samme én gang til.

Skamløs

Jeg kan rumme mange ting. Jeg kan rumme når min datter prutter, så hele huset forvandles til en septiktank. Jeg kan (næsten) rumme en statsminister, der græder krokodilletårer over de stakkels skolelevers ve og vel, når de selvsamme skoleelever er hjemsendt på baggrund af hendes behov for FULDSTÆNDIG EPIDEMIKONTROL. Men jeg kan ikke, IKKE rumme det her:

Siden Allan Gaarde i oktober 2019 blev afskediget som sportsdirektør i superligaklubben AaB, har han gået stille med dørene.

Han er netop trådt ind i rekrutteringsfirmaet Onenexus sammen med den tidligere håndboldligatræner Carsten Albrechtsen samt Morten Seeberg, der har opbygget Connect Aps, der var en del af agentfirmaet People In Sport.

Fremover skal han hjælpe sportsklubber med ledelsesrådgivning og på at blive skarpere på at finde den rigtige cheftræner eller sportsdirektør. Noget han selv var udfordret på, da han sad for bordenden i AaB.

Allan Goddamn Gaarde, manden der stod i spidsen for år efter år efter år af middelmådighed, tristesse, bristede håb, dårligt spil, underpræstationer, rædsomme transfers og sidst, men bestemt ikke mindst: en perlerække af miserable og gentagne fejltagelser på cheftrænerposten. Han skal nu … rådgive om rekruttering af cheftrænere? Hvad er dette for et absurd parallelunivers, vi tilsyneladende befinder os i? Er verden gået fra forstanden? Denne inderligt inkompetente personage er jo den sidste i verden, der kan eller bør rådgive nogen som helst om rekruttering af sportslige ledere. Han har fejlet igen og igen, men i modsætning til hvad man skulle tro, så har det ikke gjort ham klogere.

Men tag ikke mit ord for det, læs ham selv. Sofisten.dk er dog et respektabelt sted, så jeg hverken kan vil ikke kolportere hans nonsens her. Det kan læses på Bold.dk der har været så servile/ondskabsfulde at formidle hans på én gang både labyrintiske og floskuløse CBS’ede vås i al dets magt og vælde. Der er kilometerlange floder af bullshit, som med statsgaranti kan få livet til at pible ud af jer og dræner tilværelsen for farver og glæde.

Der findes kun ét ord for Allan Gaarde, og det er ‘skamløs’. Jeg kan ikke rumme det. Det er alt, alt for meget.

Martí Cifuentes

Nuvel, rygterne gennem den seneste måned talte sandt, og AaB har nu hyret spanske Martí Cifuentes som ny cheftræner. Han kommer fra Sandefjord i den norske liga, der vel bedst kan betegnes som den lokale myseost-udgave af Hobro IK eller Viborg FF. Han får fine skudsmål fra Norge: ung, dygtig mand, flot fyr, lovende og alt det der. Endda fra Catalonien og vild med Johan Cruyffs FC Barcelona. Så om lidt står den på totalfodbold i Nordjylland.

Img 2956

Men jeg er naturligvis afventende skeptisk. Husker bitterligt hvordan det gik senest at AaB hyrede en af “Nordens allerstørste trænertalenter” som cheftræner. Jo, altså, på en god dag kan man sagtens pirre mig med forførende løfter om offensivt spil, ny tilgang, international inspiration og en evne til at overpræstere. Det smigrer da også mig, når min yndlingsklub duller sig op. Og jeg er inderligt glad for at AaB ikke valgte at lytte til Morten Bruuns bizarre forslag om at ansætte Thomas Thomasberg eller en tilsvarende middelmådighed. Hvis det her virker, så tegner det spændende.

Men ligesom med Magnus Pehrsson (dette livsglædefornægtende omvandrende sorte hul af inkompetence!) i 2009, så har Cifuentes endnu ikke præsteret noget for alvor. Ja, ok, han blev nummer 11 ud af 16 med Sandefjord i en (dårligere) liga, hvor alle regnede med at hans hold ville rykke ned, så han kan åbenbart få meget ud af lidt. Fint nok. Men han er uprøvet i en klub af AaB’s størrelse, hvor der (urealistiske) forventninger om at være en sub-topklub.

Han skal kort sagt træde et skridt (eller to) op, hvis det her skal blive en succes. Kan han det? Og hvor lang tid får han til at skabe succesen? Tilbage i 2011 skrev jeg et (i retrospekt ganske absurd) indlæg om Halmstad BK, der havde ansat en ung spansk træner Josep Clotet Ruiz. Dengang roste jeg dem for at gøre det, som AaB gør nu: at tage en chance med en international profil, og løfte sig udover middelmådigheden. Det endte selvsagt med at blive en dundrende fiasko, og HBK er her 10 år senere stadig ned i dyndet. 

Lad os håbe min skepsis denne gang ikke er berettiget. 

Hjerneblødning i Vendsyssel

Jeg skal ikke sidde her og lege ledelsesekspert eller strategiguru. Men der er simpelthen visse sportsfranchises, der er så forrykt skruet sammen i hovederne, at de er kognitivt og intellektuelt ude af stand til at træffe rigtige og langsigtede beslutninger. Det er dem, som ikke kan gøre det kloge, om man så forærede dem løsningen kvit og frit. Dem, som konsekvent formøbler enhver mulighed, så den ender med at blive en byrde. Man kan fremhæve notoriske sorte huller som New York Knicks eller Chicago Cubs (indtil 2016).

Men den klareste stjerne blandt disse forrygende tabere må dog være Vendsyssel FF, der i dag fyrede deres cheftræner Lasse Steensgaard.

Isoleret set er det en forståelig beslutning. Tingene har sejlet under Steensgaard, og holdet taber igen og igen. Han har fået lang snor efter VFF standarder, og det var efterhånden evident, at han ikke ville få rettet op på tingene. Spillermaterialet er ikke til nedrykning, og han får ikke nok ud af truppen. I en situation, hvor der er brug for kampgejst, så er manden, der blev fyret i AaB grundet sin glædesløse træninger, næppe den langsigtede løsning.

Men de vælger så at erstatte ham med … Michael Schjønberg?

En mand, der ikke har været cheftræner i en professionel klub siden 2011 (hvor det i parentes bemærket gik rædsomt med FC Vestsjælland)? Som senest hat været træner i Fyensserien? Som ingen meritter har på sit CV? Hvad er det for noget? Hvad kan han egentlig, altså udover at råbe højt? Hvordan når man som bestyrelse frem til, at han skal være den rette til at redde og udvikle klubben? Hvilke strategiske overvejelser kan der lægge bag sådan en hjerneblødning af en ansættelse? 

Hvis ikke det var fordi jeg nærer en vis sympati for al nordjysk fodbold (KOM SÅ JAMMERBUGT FC!), så ville jeg sidde og klukle over hvor fjollede VFF er. Men nu er sagen imidlertid den, at klubben ligger til nedrykning i 1. division, at de ingen retning har ledelsesmæssigt, der er episke udskiftninger i spillertruppen hvert evigt eneste transfervindue og de hyrer/fyrer træner konstant. Det er absurd, og præcis den slags dispositioner, som man skulle tro at VFF’s ret nye ejere ville undgå. Det ville aldrig være nemt at opbygge en konkurrencedygtig professionel fodboldklub i Udkantsdanmark, men det er som om at de aktivt arbejder på sabotere sig selv.

Igen: jeg er ikke ekspert, men hvis der er én ting alle succesfulde sportsfranchises – på trods af sportsgrene og landegrænser – har til fælles – så er det kontinuitet, et klart koncept og en strategisk retning. Der er en grund til New England Patriots, San Antonio Spurs og Ajax Amsterdam har succes henover årtier. De har en linje og identitet, som er holdbar og som de bygger ud fra. VFF? Ja, de har en tilsyneladende bindegal ledelse, en flok lejesvende i 6 måneder af gangen, et stort budget til at betale kompensation for trænerfyringer og et vindblæst stadion. 

Jeg håber og beder til at nogen snart laver en intervention i en klub. Om ikke andet, så når de fyrer Schjønberg for at have brækket benene på en ungdomsspiller til en træning.

Vendsyssel fortjener bedre end det her.

Ny cheftræner

Jeg kunne egentlig godt lide det jeg hørte om AaB’s vikarierende cheftræner Peter Feher i ‘Ripodsten’. Han er genuint sjov, og AaB har en pudsigt positiv tradition med at indarbejde sjællændere i klubben. Personer som Feher kan utvivlsomt tilføre det nordjyske miljø noget godt og nødvendigt udefra. Han er en fortrinlig assistenttræner, men heller ikke mere end det. Jeg håber at klubben stiler højere. Truppen er den bedste i mange år, og nu skal potentialet snart forløses. Er Feher manden, der kan det? Hans historik i Helsingør og HIK tyder ikke på det.

Jeg har naturligvis svært ved at sætte navn på, hvem jeg gerne vil have som ny træner i stedet for. Det er trods alt nemmere at rive ned end at bygge op.

Men AaB må for for alt i verden ikke hyre min ærkeengel Erik Hamrén. Netop fordi jeg elsker ham så ubetinget, så kan jeg ikke leve med at mit billede af ham bliver besmudset af en eventuelt mislykket retur til klubben. Mit hjerte vil briste af det. Jeg har brug for at Smukke Erik forbliver perfekt. Han må og skal for evigt være et lykkebringende minde, der bringer varmt sollys og blide kys ind i selv mine mest grå stunder. Tabet af ham vil være ubærligt, ikke mindst efter jeg allerede mistet har Allan Kuhn i mit personlige Pantheon. Det er svært at bevare ens status som afgud, når man bliver fyret fra Hobro. 

Det samme må ikke ske for Hamrén. Det må ikke ske for min skrøbelige psyke. Så jeg håber den volatile sportsdirektør Inge André Olsen finder en anden ambitiøs træner, som ingen ellers havde tænkt på. Det vil være bedst for alle parter.

Transition

Allerførst: det er forfærdeligt for Jacob Friis og hans familie at datteren har leukæmi. Jeg forstår fuldt ud hans behov for at fokusere på det vigtige, det vil sige hende og øvrige familie. Jeg håber og ønsker alt det bedste for dem.

Dernæst: Uanset hvor meget sympati jeg føler for Jacob Friis på det menneskelige plan, så har AaB ikke leveret godt nok i hans to år som cheftræner. Klubben råder over en trup og et budget, der tilsiger at man skal spille med i toppen af Superligaen. Han har ikke kunne forløse potentialet, og i de situationer, hvor det virkelig gælder – f.eks. i årets pokalfinale – så er hans hold sjældent mentalt tilstede eller sat op til opgaven. Det falder tilbage på ham. Så rent fodboldmæssigt begræder jeg ikke, at han nu trækker sig.

Slutteligt: stop så. nej. hold op. lad være. Ståle Solbakken skal end ikke på rygtebasis nævnes i samme sætning som AaB. Det vil flå min sjæl i stumper og stykker. Efterlade mig som en imploderet stjerne i fasen lige før den bliver til et sort hul. Ladnuværeladnuværeladnuværeadnuvære.

Had og skadefro

Jeg har hadet Ståle Solbakken inderligt, intenst og altfortærende i årtier nu. Det er et had, der er nærmest virtuost i sin grimhed. En betændt og smertefuld byld af uforfalsket had, vrede, frustration, forsmåethed, bitterhed, misundelse og mindreværdsfølelse. Det er et had så frastødende og ukontrollabelt, at jeg ikke engang vil undskylde for for det. Jeg ved at det er utiltalende, men jeg er aldeles ligeglad.

Hadet har drevet mig i mindst 15 år nu. For jeg ser intet godt eller formildende i Ståle Solbakken. Han er en skidespræller, en døgenigt, en platugle. Et arrogant, opblæst bluffnummer, der kun kan vinde fodboldkampe, når han har et langt større budget end alle sine konkurrenter. Det så vi i FC Köln og Wolverhampton, hvor han rent faktisk skulle kunne mestre andre ting, end blot at bruge flere penge end andre. Han floppede begge steder, blev sparket ud og måtte komme krybende tilbage til hans beskyttede værksted i Parken. Hvor han så siden er blevet kysset i røven af pressen, der falder på halen for hans spin. Sådan en sølle eksistens. Og nu – efter skuffende sæsoner, flopindkøb i 100 mio. kr.-klassen og elendigt spil – får han endelig som fortjent. Hvor er det dog dejligt, at der endelig er lidt retfærdighed til.

Jeg skammer mig ikke engang over at ønske ham det ondt. Mine moralske imperativer gælder ikke for ham. Jeg ønsker ham sorg, jeg ønsker ham smerte, jeg ønsker ham nederlag. Nu og i al fremtid. Jeg ønsker at intet vil lykkes for ham, og at hans hjerte bliver knust igen og igen og igen. Og intet, INTET glæder mig mere end tanken om hans ødelagte følelsesliv i dag, hvor han endelig fik sit mere end fortjente spark i røven ud af FC København.

Ih, hvor jeg håber han lider. Uh, hvor jeg håbe han aldrig rejser sig igen. Ah, hvor føles denne usympatiske skadefro dog godt!