Ad AaB’s forventede fadæse i sæsonens første kamp, så er det bedste ved at være misantrop, dommedagsprædikant og sortseer at man altid ender med at få ret på et eller andet tidspunkt.

Farcen fortsætter

Nu vi er så godt igang med fodboldsnakken, skal vi så ikke tage en rask lille status på Danmarks mest farceagtige klub: FC Roskilde? Hvordan går det egentlig for min lokale klub her en måneds tid inden sæsonstarten? Alt er såmænd godt:

  • Der er ingen nye spillere, ingen ny træner og den nyudnævnte assistenttræner sagde op efter 8 dage. Det samme har holdets fysioterapeut og læge gjort
  • De 12-14 tilbageværende spillere kan ikke træne konsekvent sammen, da dem på deltid kun skal møde om formiddagen, mens kontraktspillerne på fuld tid træner igen om eftermiddagen
  • Det er uklart om spillerne kommer til at gå de 60% ned i løn og acceptere et deltids-setup, sådan som klubejeren kræver. Indtil videre nægter de og Spillerforeningen bakker selvsagt op
  • Klubbens drift er dermed truet, ligesom licensen til at spille i 1. division hænger i en tynd tråd – den er nemlig baseret på at spillertruppen går på deltid. Så en administrativ nedrykning er sket ikke et umuligt scenarium
  • Stadionprojektet er udsat på ubestemt tid, så må klubben overhovedet spille uden varme i banen på det gamle lort i Rådmandshaven?
  • Politiet undersøger stadig matchfixingsagen, og meget få aner hvordan den lander
  • Der er fortsat et sagsanlæg fra den tidligere træner om hvorvidt han selv sagde op eller blev fyret

Det er kort sagt et værre cirkus. Jeg er som udgangspunkt glad for at der er professionel fodbold i den by hvor jeg bor, men lige nu er inkompetencen og kaoset for meget af det gode.

Sloth 2.0

AaB er efter sigende tæt på at skrive kontrakt med Patrick Olsen. Sjældent har en fodboldtransfer fyldt mig med så meget rædsel og vrede. Udover at han er gammel Brøndby-spiller (i sig selv ildevarslende), så besidder han et forkvaklet ego og en evne til selvbedrag, at vi nærmest er i Bendtner’ske dimensioner. 

Ser vi på Olsens CV er det en perlerække af et-årige ophold, manglende spilletid, trænere der pludseligt (og efter Olsens egne udsagn helt, helt uforståeligt) vælger at bruge andre spillere. Altsammen kulminerende med to nedrykninger i træk med Helsingør.

Det hele lugter langt væk af en Casper Sloth 2.0. Jeg ville være i tvivl selv hvis Olsen blev hentet på en fri transfer, og hvis han så ligefrem koster 1 mio. kr., sådan som Nordjyske rapporterer? Det er vanvid. Og det her bliver det længste og værste transfervindue nogensinde.

God vind til jer

Mit landshold spiller hver anden uge på Aalborg Stadion, og det er efterhånden mange år siden jeg sidst så kamp med det uskønne kludetæppe af tidligere og nuværende spillere fra FCK og Brøndby, de kalder for det danske herrelandshold i fodbold. Så reelt kan jeg vel være ligeglad med hvem der står i spidsen for dem.

Men Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst som landstræner og assistent?

I guder, hvor bliver det dog gudsjammerligt trist. Hvis jeg skulle krystallisere altfortærende kedsomhed og grå fodbolddepression i én person, så ville det være Morten Wieghorst.

Det danske herrelandshold forbliver livsglædefri zone, og jeg kan kun ønske DBU god fornøjelse med de kommende mange års fortsatte deroute og irrelevans.

Farvel Vendsyssel

Nuvel, det er selvfølgelig irrationelt af mig at være gnaven over Vendsysssel FF’s nedrykning fra superligaen.

De var trods alt nedrykningsfavorit ved sæsonens begyndelse, og jeg kan ikke engang påberåbe mig, at deres tur ned i 1. division er uretfærdig. Klamphuggerne har jo haft ikke bare én, men to chancer for at undgå nedrykningen; først mod Horsens, siden mod Lyngby. Vendsyssel magtede ikke at vinde i de fire kampe, og så får man altså som fortjent.

På den anden side … jeg synes ikke Vendsyssel i denne sæson har været dårligere end Hobro, tværtimod faktisk. De har spillet bedre, om ikke andet så i kampene mod AaB. Jeg mente – og mener fortsat – at deres trup og spil er bedre end både Horsens og Lyngbys. Og jeg vil helt usagligt meget hellere have et superligahold Nordenfjords fra end et fra Himmerland. Så jo, jeg er irriteret.

Men efter en jammerlig sæson, så strammede Hobro sig an da det virkelig gjaldt. Viborg blev ekspederet ud med samlet 3-0, og Hobro sikrede sig en ny sæson i superligaen. Vendsyssel gik derimod helt i stå, fyrede træneren før de to sidste kampe og virkede i almindelighed rådvilde. Spektaklet fulgte efter en farceagtig vinter, hvor man også skiftede sportsdirektøren. Nu skal det hele bygges op igen og truppen skal igennem endnu en enorm udskiftning. Det bliver en hård 1. Division, hvor der kun er én oprykningsplads og der skal kæmpes med stærke konkurrenter i form af Vejle og Viborg. Jeg er langt fra optimist på Vendsyssels vegne, det må jeg indrømme.

På den anden side betyder det også at jeg kan se frem til flere nordjyske fodbold besøg her i verdens navle. Og hvis de synes deres klub er et galehus deroppe i Hjørring, så skal de bare kigge lidt på hvad der foregår her i FC Roskilde. Matchfixing, omlægning til deltids-setup og et ikke-eksisterende trænerteam.

Vi lever i den bedste af alle verdener, og jeg kan næsten ikke vente til næste sæson!

Farce

FC Roskilde er en farce uden lige. Roskilde Avis’ udlægning af sagen er muligvis lidt vel frimodig, men ikke desto mindre dækkende:

”Træner Christian Lønstrup er en færdig mand i FC Roskilde, efter at han er gået helt fra snøvsen og uden nogen beviser har beskyldt sine spillere for matchfixing i søndagens 1-2-nederlag hjemme til Lyngby.”

Den klub bliver vanskeligere og vanskeligere at holde af.

Sæsonen er forbi

Næsten. Lige om lidt. Der resterer jo stadig en enkelt eller to runde i diverse fodboldligaer rundt om i Europa. Men min hjerteklub AaB blev i dag sendt på sommerferie med endnu et pinligt og ugideligt nederlag til AGF. Ud i glemslen, irrelevansen, mørket.

Lige nu kan jeg ganske enkelt ikke samle livsmodet eller kræfterne til at skrive en elegi over AaB. For den klub fylder mig med så megen fortvivlet smerte og ulykke, at jeg ikke stoler på mig selv. Så her til aften er ikke det rette tidspunkt at evaluere klubbens sæson, ledelse eller hold. Der kommer intet godt ud af at et cri de coeur så kort tid efter endnu en fadæse, endnu en jammerlig indsats, endnu en ydmygende middelmådighed. Må hellere se tiden an. Hvem ved, måske malstrømmen i mit indre er væk på det tidspunkt? Om et par årtier, kanske?

Hvis det så blot var AaB, som piner mit hjerte. Men lad os være ærlige: 2018/2019 har været en decideret forfærdelig sæson over hele linjen. Tingene kan stadig nå at blive bedre, men jeg tør ikke tro på. Lad os tage en hurtig tour de Europa:

Lazio roder rundt på en 8. plads i den italienske Serie A. Hvilket klubbens økonomi og bizarre spillertrup taget i betragtning vel egentlig er ok. Og der er jo også en Coppa Italia finalen lige om lidt. Men de er så langt, så langt efter toppen. Hvad er perspektivet i det hold efterhånden?

Mit lokale hold, FC Roskilde, er i skrivende stund stadig over nedrykningsstregen i 1. Division, men de har ikke vundet en kamp i noget nær en menneskealder. Så sent som i dag tabte de igen, jeg hørte det selv på min løbetur i nabolaget. Inden maj er gået kan professionel fodbold i Rosseren være en saga blot. Det er ulideligt at tænke på. Ligeså ulideligt er det at tænke på Vendsyssel og Hobro, der efter dagens resultater er godt på vej ned i selvsamme 1. division. Luften fiser i den grad ud af det nordjyske fodboldeventyr i dette grusomme forår.

Hearts og Hibernian, de to evigt uduelige Edinburgh-klubber som jeg godtroende har forsøgt at opbygge et kunstigt tilhørsforhold til, faldt efter fine sæsonstarter naturligvis sammen som slaskede klude efter jeg havde besøgt byen. Jeg formoder at det ikke er tilfældigt.

Tyskland fungerer heller ikke for mig. Freiburg undgik ganske vist nedrykning, men lige nu ser det ikke ud til at HSV kommer direkte tilbage i Bundesligaen. Det er en katastrofe.

Mønsterbryderne er Saint-Étienne og Crystal Palace, der begge har haft mere end godkendte sæsoner. Det er heller ikke udelukket at Bellinzona rykker op i næstbedste schweiziske liga, men det kræver at Yverdon snart snubler.

Det eneste jeg beder om i min nuværende skrøbelige tilstand er at katastrofen ikke bliver værre. Jeg kan ikke bære nedrykninger af mine hold. Efter AaB’s svigt har jeg brug for lidt gode nyheder.

Gråt i gråt

Rasmus Würtz og Kasper Risgaard stopper i AaB, og jeg føler ingenting. Som i ingenting. Hvilket er aldeles forrykt; det er jo to sande AaB’ere, hædersmænd, mestre, kulturbærere og alt det der. Jeg burde være rørstrømsk, men det eneste jeg tænker er: Luk døren når I går, tak.

Jeg må indrømme, at de senere sæsoners deroute har gjort et eller andet ved mig. AaB er og bliver min hjerteklub, men det er et træt, mishandlet og noget melankolsk hjerte efterhånden. Ikke at jeg er ligeglad. Bestemt ikke. Men jeg forventer ikke længere, at mit fodboldhold kommer til at gøre mig glad, stolt eller bare (i manglen af bedre) positivt overrasket.

Mine forventninger er helt væk. Jeg forventer kun middelmådighed, skuffelser og et bittert drag om munden. Og jeg kan ikke engang romantisere det, eller iklæde de senere års elendigheder i en falsk eksilnordjyde patriotisme. For AaB er ikke elskelige tabere. De er aldrig lige-ved-og-næsten. De er ikke de sympatiske underdogs, der bliver uretfærdigt snydt for triumferne. De spiller ikke godt, tværtimod, AaB har i flere sæsoner været ligaens måske kedeligste hold. Vi tilhængere har heller ingen episke kan-du-huske-dengang kampe at dulme smerten med, i hvert fald ikke fra nyere tid.

AaB er grå, ligegyldige og irrelevante. De har ikke engang den simple anstændighed at være så pivringe, så vi i det mindste kan få os lidt nedrykningsdrama at varme os ved. Nej, det bliver en 7. eller 8. plads … og ellers ingenting. Det er nok denne … gråt i gråt tilstand, som jeg nu associerer med Würtz og Risgaard. Og det er nok derfor, at deres exit ikke afstedkommer nogen emotionel reaktion hos mig.

Det egentlige spørgsmål: Hvordan skal jeg nogensinde kunne lære mine børn, at der kun er én klub i Danmark – AaB – der er værd at elske? For det er måske sandt for mig, hvis sjæl for længst er skadet, ikke kan repareres og ikke kan elske en ny mere? Men de to små rockere? Hvorfor skulle de holde af noget så inderligt ligegyldigt, som en middelmådig fodboldklub fra deres fars fjerne hjemstavn?

Tanken smerter. De ender jo som, gulp, fans af en af hovedstadsklubberne, hvis ikke der sker en forbedring. Det er en ulidelig tanke.