Gråt i gråt

Rasmus Würtz og Kasper Risgaard stopper i AaB, og jeg føler ingenting. Som i ingenting. Hvilket er aldeles forrykt; det er jo to sande AaB’ere, hædersmænd, mestre, kulturbærere og alt det der. Jeg burde være rørstrømsk, men det eneste jeg tænker er: Luk døren når I går, tak.

Jeg må indrømme, at de senere sæsoners deroute har gjort et eller andet ved mig. AaB er og bliver min hjerteklub, men det er et træt, mishandlet og noget melankolsk hjerte efterhånden. Ikke at jeg er ligeglad. Bestemt ikke. Men jeg forventer ikke længere, at mit fodboldhold kommer til at gøre mig glad, stolt eller bare (i manglen af bedre) positivt overrasket.

Mine forventninger er helt væk. Jeg forventer kun middelmådighed, skuffelser og et bittert drag om munden. Og jeg kan ikke engang romantisere det, eller iklæde de senere års elendigheder i en falsk eksilnordjyde patriotisme. For AaB er ikke elskelige tabere. De er aldrig lige-ved-og-næsten. De er ikke de sympatiske underdogs, der bliver uretfærdigt snydt for triumferne. De spiller ikke godt, tværtimod, AaB har i flere sæsoner været ligaens måske kedeligste hold. Vi tilhængere har heller ingen episke kan-du-huske-dengang kampe at dulme smerten med, i hvert fald ikke fra nyere tid.

AaB er grå, ligegyldige og irrelevante. De har ikke engang den simple anstændighed at være så pivringe, så vi i det mindste kan få os lidt nedrykningsdrama at varme os ved. Nej, det bliver en 7. eller 8. plads … og ellers ingenting. Det er nok denne … gråt i gråt tilstand, som jeg nu associerer med Würtz og Risgaard. Og det er nok derfor, at deres exit ikke afstedkommer nogen emotionel reaktion hos mig.

Det egentlige spørgsmål: Hvordan skal jeg nogensinde skal lære mine børn, at der kun er én klub i Danmark – AaB – der er værd at elske? For det er måske sandt for mig, hvis sjæl for længst er skadet, ikke kan repareres og ikke kan elske en ny mere? Men de to små rockere? Hvorfor skulle de holde af noget så inderligt ligegyldigt, som en middelmådig fodboldklub fra deres fars fjerne hjemstavn?

Tanken smerter. De ender jo som, gulp, fans af en af hovedstadsklubberne, hvis ikke der sker en forbedring. Det er en ulidelig tanke.

Gaarde lavede en Gaarde

Jeg havde egentlig skrevet et kilometerlangt indlæg om AaB’s midlertidige fastansættelse (sic) af Jacob Friis som cheftræner. Det udartede sig dog i en indebrændt retning, så vi er nok alle bedst tjent med, at det indlæg bliver liggende i drift-mappen.

Men lad mig blot kort rekapitulere: Jeg ønsker forsat, at AaB får ny inspiration med en træner udenfor Allan Gaardes iltfattige og lukkede kredsløb af et netværk. Den fornyelse synes jeg ikke forfremmelsen af en assistenttræner, der har været medansvarlig for de seneste tre års spillemæssige deroute, er udtryk for.

Og jeg finder det barokt, at når man så endelig vælger at give stillingen til en intern kandidat – der efter eget udsagn har været 38 år i klubben – så sker det på en korttidskontrakt, da man liiiige skal evaluere ham først. Det giver ikke mening. Friis har været elitetræner i klubben i 10 år. I kender ham. I ved hvad han står for. Hvad er det egentlig at I er i tvivl om, hvis ellers han er så fremragende en kandidat, som I påstår?

Men nuvel. Jeg håber det bedste og at Friis modbeviser min skepsis.Jeg mistænker dog mest af alt, at dette stunt handler om at give Gaarde mere tid til at hyre en permanent træner, der modsat hans to tidligere rekrutteringer, Søndergaard og Wieghorst, ikke er eklatante flops. Han har ikke råd til endnu en fyring, hvis han ikke skal skal miste jobbet.

Måske Friis er AaB’s messias. Men jeg tror det ikke – og det gør AaB vist heller ikke.

Farvel Wieghorst

Jeg var skeptisk dengang i januar 2017, hvor Morten Wieghorst blev præsenteret som ny træner i AaB. Ikke mindst var jeg mismodig ovenpå et langt og trist år med uhyre kedelig fodbold. Jeg var i tvivl om hvad Wieghorst kunne og hvilke midler, han ville få stillet til rådighed.

Men ak, havde jeg blot vidst hvor meget værre det identitets- og spillemæssigt kunne blive for AaB, så havde jeg næppe hulket så meget dengang.

For her to år senere står AaB tilbage med en træner, der har leveret det dårligste pointsnit og laveste antal scorede mål nogensinde. Det har været grufuldt. Se bare her, her og her.

Holdet spiller Danmarks kedeligste fodbold uden nogen synlig plan eller fremskridt, de individuelle spilleres udvikling er gået i stå og tilskuerne bliver væk fra stadion. På alle objektive parametre er AaB de sidste par år enten stagneret eller blevet ringere. Og det tilmed i en periode, hvor spiller- og lønbudgettet er steget markant.

På det store metaplan er der en rigtig dårlig stemning om AaB. Det er måske det værste ved det hele. Der er ingen entusiasme, ingen glæde, ingen fortællinger der inspirer. AaB er blevet en negativ historie.

Det går mig på, for jeg har altid nydt at kunne sige, at jeg holder med klubben. At AaB er mit hold, og at jeg holder med dem, uanset hvad. Jeg fremstod muligvis pudsig, provinsiel og smådum, men jeg skammede mig aldrig tidligere over AaB. Heller ikke under de mørke år (2010-2011), hvor nedrykningen kun med nød og næppe blev undgået. Selv i desperationens stund var der noget at elske i klubben. Måske var vi tabere, men vi var da i det mindste underholdende.

Sådan er det ikke mere. AaB er kedelige, kønsløse, irrelevante, og middelmådige. Mens andre klubber havde strategier og udviklede deres økonomier, så har AaB nu i tre år befundet sig i et ingenmandsland. Der er ikke noget at holde af, ikke noget at gå op i. I dag kigger folk mere på mig med medlidenhed og undren, når jeg bekendtgør mit fodboldmæssige tilhørsforhold. “Hvorfor holder du dog af noget så ligegyldigt?”, er den typiske reaktion. Det er vanskeligt for mig at kapere.

Nuvel, Wieghorst er smidt på porten, den umiddelbart skyldige er ude af ligningen. Men han var jo ikke alene. Der er også brug for at kigge opad.

Bevares, jeg siger ikke, at det hele er sportsdirektør Allan Gaardes fejl. Men bortset fra et heldigt salg af Bassogog til Kina, så har han stort set intet gjort rigtigt. Han har nu måtte fyre to af de trænere, han selv har ansat. Jeg var forundret over de manglende ambitioner ved vi-hyrer-kun-venner-af-huset ansættelsen af Lars Søndergaard tilbage i 20161. Og udover indkøbet af målmand Jacob Rinne, så har ingen af hans indkøb været en succes.

Det er kort sagt vanskeligt at se, hvorfor klubbens bestyrelse ikke udsætter Gaarde for en grundig kritisk evaluering.

Hvad så med fremtiden?

Lige nu tager assistenttræneren over de sidste tre kampe i efterårssæsonen. Derefter håber jeg at AaB viser ukarakteristisk mod og sætter en ny kurs med et anderledes trænervalg.

Jeg er med på at kontinuitet er vigtigt og at det er giftigt for en fodboldklubs kultur, hvis man hele tiden ansætter trænere med nye divergerende strategier. Se bare på AGF, der vel i en periode havde 5-6 trænere i træk med hver sin måde at gøre tingene på. Det ødelagde dem i mange år, og den situation skal AaB ikke havne i.

Efter tre års stilstand og hensygnen, så er der dog desperat brug for en ny træner, der nyfortolker AaB’s erklærede mål og spillestil. Jeg håber på en ambitiøs udlænding, der kan give den nordjyske mentalitet et ordentligt spark i røven. Det var præcis det, som Erik Hamrén gjorde så godt dengang han trådte til. Han kom med en masse nye impulser og løftede på 2-3 år klubben til nye kvalitetsstandarder. Det tog et par år, men man troede på ham. Et lignende forandringsprojekt kunne være en spændende (og ikke mindst: Inspirerende) ting, at være med i som AaB-elsker.

Men, men, men … hvis det går som det plejer, så rekrutterer de Glenn Riddersholm, eller til nøds Brian Priske. Der er jo ingen grund til at se for langt væk fra de gamle venner og bekendte. Og så står vi her igen om to års tid.

  1. En indavlet tendens, der kun er blevet værre efter at Gaardes gamle holdkammerat Thomas Bælum tidligere i år blev ansat som direktør i klubben []

Splittet i Rådmandshaven

Givet at FC Roskilde prioriterer at overleve i 1. division og derfor stillede med 9 reservespillere, så er det måske ikke så underligt, at AaB gennembankede mit lokale hold i pokalkampen i går aftes. FCR var helt igennem forskrækkelige, og det kunne nemt være endt med mere end en røvfuld på 0-5.

Jeg var en lille smule splittet.

Ikke på det eksistentielle fodboldplan, men … en smule. For selvfølgelig stod jeg i dagens anledning i udebanesektionen og ønskede at AaB ville vinde. Alt andet ville være forkert og et moralsk morads.

Men i mit stille sind havde jeg nok håbet på en brav indsats af FC Roskilde. Måske blot et enkelt mål, måske en antydning af en målchance. Noget der kunne bekræfte den kærlighed, jeg forsøger at opdyrke til lokalområdet. Men nej. Det var helt igennem jammerligt, og mine med-AaB’ere grinede af mit Roskilde. Ak og ve.

Men nuvel, bortset fra mine småskizofrene sympatier og det stormfulde vejr, så var det alligevel en god fodboldaften i Rådmandshaven. Måske jeg burde prioritere nogle flere away-kampe med AaB.

Livet som AaB-tilhænger opsummeret i The Smiths sangtitler:

  • Still Ill
  • Barbarism Begins at Home
  • You Just Haven’t Earned It Yet, Baby
  • Bigmouth Strikes Again
  • Panic
  • I Started Something I Couldn’t Finish
  • I Know It’s Over

Splittet

Sverige-Schweiz var den kamp ved VM, jeg på forhånd var mest emotionelt investeret i. Men udover Forsbergs mål, har den her i 69. minut ikke været særlig velspillet. Er stadig splittet i min loyalitet. Håber mest af alt på at undgå forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence

World in Motion

Læste en pudsig lille klumme i Financial Times, som fint indkapsler mit eget overraskende positive billede af de 14 dage af VM i fodbold.

Even for the fair-weather fan there is something wonderful about the first two weeks of the World Cup. This is mainly because there is football — or soccer as it is known to those nations that rarely qualify — on television all the time; three or four matches each day, which means you can luxuriate in footie. You can spend an entire weekend sitting on your couch waiting for the next game to start. You literally don’t have to talk to anyone for a fortnight, and certainly not about anything except football.

You catch yourself opining seriously about the Colombian midfield or the Japanese left back. Obviously, few matches have the same road-clearing sense of unmissability attached to an England game — if not always to an England penalty — but they have nearly always rewarded the effort. How many of us would ordinarily make any effort to watch Senegal-Japan? Yet it was a delight.

Den indledende runde har været en fornøjelse, synes jeg. Ikke kun grundet antallet af kampe og den ret høje kvalitet af spillet, men også fordi de første runder af VM udgør en tidsmæssigt afgrænset unik lille og uskyldsren boble.

Nu begynder de sidste runder så desværre. Med dem sætter alvoren, den defensive spillestil og risikominimeringen ind. Så er det slut med den uforpligtende underholdning, de obskure hold i bedste sendetid og det positive spil. Bevares, intensiteten og spændingen om resultatet er større nu, hvor det er vind-eller-forsvind. Men den spontane glæde og rene fornøjelse? Den er væk. Eller som Robert Shrimsley opsummerer det:

Then we hit the second fortnight and suddenly normality resumes. Two or three days may pass without a game. The withdrawal symptoms are terrible. What the hell is this? What am I supposed to do with my evenings? By the final week, the third-place play-off seems like a major draw even for those of us who can ordinarily easily go a week without watching a game.

I know there are other options — Wimbledon, test matches, a family holiday. But these four weeks of football feel like a stolen month, a few precious days when matches aren’t even supposed to be on, and when you have permission to overdose on something in plentiful supply the rest of the year.

Perhaps the other joy of these first weeks is the rare luxury of watching first-class football matches in which, for the most part, you don’t really care about the result. This is football watched for its own sake. It could catch on.

Jeg er helt enig. I dagligdagen orker jeg ikke mere fodbold end AaB, og det er tilmed sjældent at jeg ser deres kampe. Men VM indtil nu har været godt. Det var pragtfuldt da Schweiz vandt over Serbien. Jeg græd salte tårer over Sverige, både da de tabte til Tyskland og siden til sidst triumferede mod Mexico.

Gid de indledende runder havde varet længere!

Vær rare at blive væk

Det irriterer mig altid når danske fodboldspillere rygtes til ‘mine’ udenlandske fodboldklubber – som nu hvor både Riza Durmisi og Pione Sisto kædes sammen med Lazio.

Forstå mig ret: Jeg har intet imod Durmisi som sådan, selvom han er og bliver et Brøndby-svin. Faktisk betragter jeg ham som en glimrende fodboldspiller, der havde fortjent en plads i den danske VM-trup. Pione Sisto kunne tilmed blive glimrende i Rom, tror jeg.

Men de to og alle andre danske spillere skal holde sig langt væk fra mine klubber.

Lazio, Saint-Étienne, Freiburg og Crystal Palace. De skal være danskerfri zoner. Jeg ønsker inderligt at de fire forbliver obskure og upopulære klubber, som jeg kan have for mig selv. Jeg vil ikke have, at der kommer danske spillere til, gør det godt og giver mine klubber opmærksomhed i den danske verdenspresse. Inden man får set sig om pibler der medløbere frem. Det vil være ganske uudholdeligt.

Så Pione og Riza: Tak, men nej tak. Jeg vil ikke dele mine klubber med nogen. Vær rare at blive væk.