Ny cheftræner

Jeg kunne egentlig godt lide det jeg hørte om AaB’s vikarierende cheftræner Peter Feher i ‘Ripodsten’. Han er genuint sjov, og AaB har en pudsigt positiv tradition med at indarbejde sjællændere i klubben. Personer som Feher kan utvivlsomt tilføre det nordjyske miljø noget godt og nødvendigt udefra. Han er en fortrinlig assistenttræner, men heller ikke mere end det. Jeg håber at klubben stiler højere. Truppen er den bedste i mange år, og nu skal potentialet snart forløses. Er Feher manden, der kan det? Hans historik i Helsingør og HIK tyder ikke på det.

Jeg har naturligvis svært ved at sætte navn på, hvem jeg gerne vil have som ny træner i stedet for. Det er trods alt nemmere at rive ned end at bygge op.

Men AaB må for for alt i verden ikke hyre min ærkeengel Erik Hamrén. Netop fordi jeg elsker ham så ubetinget, så kan jeg ikke leve med at mit billede af ham bliver besmudset af en eventuelt mislykket retur til klubben. Mit hjerte vil briste af det. Jeg har brug for at Smukke Erik forbliver perfekt. Han må og skal for evigt være et lykkebringende minde, der bringer varmt sollys og blide kys ind i selv mine mest grå stunder. Tabet af ham vil være ubærligt, ikke mindst efter jeg allerede mistet har Allan Kuhn i mit personlige Pantheon. Det er svært at bevare ens status som afgud, når man bliver fyret fra Hobro. 

Det samme må ikke ske for Hamrén. Det må ikke ske for min skrøbelige psyke. Så jeg håber den volatile sportsdirektør Inge André Olsen finder en anden ambitiøs træner, som ingen ellers havde tænkt på. Det vil være bedst for alle parter.

Transition

Allerførst: det er forfærdeligt for Jacob Friis og hans familie at datteren har leukæmi. Jeg forstår fuldt ud hans behov for at fokusere på det vigtige, det vil sige hende og øvrige familie. Jeg håber og ønsker alt det bedste for dem.

Dernæst: Uanset hvor meget sympati jeg føler for Jacob Friis på det menneskelige plan, så har AaB ikke leveret godt nok i hans to år som cheftræner. Klubben råder over en trup og et budget, der tilsiger at man skal spille med i toppen af Superligaen. Han har ikke kunne forløse potentialet, og i de situationer, hvor det virkelig gælder – f.eks. i årets pokalfinale – så er hans hold sjældent mentalt tilstede eller sat op til opgaven. Det falder tilbage på ham. Så rent fodboldmæssigt begræder jeg ikke, at han nu trækker sig.

Slutteligt: stop så. nej. hold op. lad være. Ståle Solbakken skal end ikke på rygtebasis nævnes i samme sætning som AaB. Det vil flå min sjæl i stumper og stykker. Efterlade mig som en imploderet stjerne i fasen lige før den bliver til et sort hul. Ladnuværeladnuværeladnuværeadnuvære.

Had og skadefro

Jeg har hadet Ståle Solbakken inderligt, intenst og altfortærende i årtier nu. Det er et had, der er nærmest virtuost i sin grimhed. En betændt og smertefuld byld af uforfalsket had, vrede, frustration, forsmåethed, bitterhed, misundelse og mindreværdsfølelse. Det er et had så frastødende og ukontrollabelt, at jeg ikke engang vil undskylde for for det. Jeg ved at det er utiltalende, men jeg er aldeles ligeglad.

Hadet har drevet mig i mindst 15 år nu. For jeg ser intet godt eller formildende i Ståle Solbakken. Han er en skidespræller, en døgenigt, en platugle. Et arrogant, opblæst bluffnummer, der kun kan vinde fodboldkampe, når han har et langt større budget end alle sine konkurrenter. Det så vi i FC Köln og Wolverhampton, hvor han rent faktisk skulle kunne mestre andre ting, end blot at bruge flere penge end andre. Han floppede begge steder, blev sparket ud og måtte komme krybende tilbage til hans beskyttede værksted i Parken. Hvor han så siden er blevet kysset i røven af pressen, der falder på halen for hans spin. Sådan en sølle eksistens. Og nu – efter skuffende sæsoner, flopindkøb i 100 mio. kr.-klassen og elendigt spil – får han endelig som fortjent. Hvor er det dog dejligt, at der endelig er lidt retfærdighed til.

Jeg skammer mig ikke engang over at ønske ham det ondt. Mine moralske imperativer gælder ikke for ham. Jeg ønsker ham sorg, jeg ønsker ham smerte, jeg ønsker ham nederlag. Nu og i al fremtid. Jeg ønsker at intet vil lykkes for ham, og at hans hjerte bliver knust igen og igen og igen. Og intet, INTET glæder mig mere end tanken om hans ødelagte følelsesliv i dag, hvor han endelig fik sit mere end fortjente spark i røven ud af FC København.

Ih, hvor jeg håber han lider. Uh, hvor jeg håbe han aldrig rejser sig igen. Ah, hvor føles denne usympatiske skadefro dog godt! 

Årets fodboldtrøjer

2020–2021 sæsonen ser ud til at blive ganske ualmindeligt ærgerlig på fodboldtrøjefronten. Normalt plejer der ellers hvert forår og sommer at komme en lind strøm af pirrende nyt spændende design, men der er langt mellem snapsene i 2020.

Den primære årsag er at de store sportsmærker alle kører med mislykkede koncepter i år. Adidas, Nike og Puma insisterer således på at tvære grimme 90’er-inspirerede baggrundsmønstre udover deres fodboldtrøjer (største og mest groteske forbrydelse er AC Milans monstrøse hjemmetrøje, men der er andre nederdrægtigheder her, her, her og her), hvilket støder min kunstneriske sensibilitet.

Sæsonens skuffelse er Umbro, der ellers plejer at levere markedets mest spændende trøjer. Italienske Macron vifter af og til med ørerne, men er ellers også underligt afdæmpede denne sæson. Min yndlingsklub Lazio har således fået et design, der generøst kan betegnes som anæmisk, men reelt er selve definitionen af ligegyldigt. Min all-time favorit Diadora er jeg slet ikke stødt på endnu.

Andre gange taber virksomhederne sutten fuldstændig designmæssigt, når de forsøger at lave noget unikt. Juventus ser ud til at skulle spille i en pyjamas, og Chelsea er også klar til at gå i seng. Real Madrid er blevet pink, men det er og bliver kun Palermo, der er mænd nok til at kunne bære den farve på en fodboldbane. Liverpool har pludselig fået noget blåt på trøjen. Manchester City er en smadret rude. Inter er blevet … ja, jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige, men det er en skændsel at se på.

Så er der de situationer, som man må betegne som ‘enten-eller’. Bedste eksempel er Galatasarays hjemme– og udebanetrøjer, som enten må betegnes som geniale eller uhyrligt rædsomme. Jeg tror jeg synes de er geniale, men tør ikke melde det ud af frygt for latterliggørelse. Så er der de spildte muligheder. Romas nye udebanetrøje med ulvelogoet er som udgangspunkt elegant, men ak, martret af Nikes aktuelle mønstermani (og sponsoren er fra en menneskerettighedsforagtende slaveholderstat, men sådan er de jo, derovre i den forkerte side af Rom).

Når det så er sagt, så er her mine favoritter til den kommende sæson:

Der er en klar bias mod Skotland, som jeg ikke helt kan forklare eller forsvare. Men det tyder jo på, at jeg med fordel snart kan rejse derover igen.

Gefion

Jeg holder meget af min adopterede landsdel Sjælland.

Naturligvis vil min primære identitet altid være aalborgenser, og Aalborg er mit ‘hjem’ i en større metafysisk forstand. Men Sjælland er der hvor jeg lever og har gjort det længe. Det er her hvor mine børn er født og opvokset – og det er her, de vil udspringe fra og få deres stedbundne identitet.

Det skurrer ganske vist stadig i mine ører, når min ældste i glimt har sjællandsk dialekt (men ikke københavnsk, for Guds skyld, ikke københavnsk!). Men det er jo blot en æstetisk detalje. Det er i hvert fald hvad jeg forsøger at overbevise mig selv om.

Men nuvel, jeg føler mig hjemme på Sjælland, kan lide landskabet, mentaliteten og sjællænderne. Som det udtrykkes i ‘Den danske sang et en ung blond pige’:

Al Sjællands ynde og Jyllands vælde / de tvende klange af blidt og hårdt

Hvilket selvsagt er noget højstemt romantisk vås, men nok heller ikke helt forkert.

Sjælland og sjællændere har en anden, måske mere mild mentalitet. Landsdelen og dem der bor her er formet af at være bagland for den altdominerende hovedstad, der suger kapital, talent og dynamik til sig. Det er måske derfor her ikke er de kæmpestore virksomheder – og det er givetvis derfor, at der med 99,9% sikkerhed kun er én sjællandsk fodboldklub i de to bedste rækker efter denne sæson.

Netop Roskilde, Næstved og Nykøbings aktuelle nedrykning til 2. division er anstødsstenen til mine tanker om Sjælland i dette indlæg. Landsdelens fodboldmæssige udslettelse gør mig dybt nedtrykt. AaB er min hjerteklub, men jeg mangler nogen at holde med lokalt. Jeg ved ikke hvad det skal til for at skabe et holdbart konkurrencekraftigt fodboldprojekt på Sjælland. Men jeg håber at Køge nu gør det godt, og at de øvrige får strammet sig an.

Sjælland fortjener det.

Det er nok ikke lige i aften her efter pokalfinalen, at jeg bør give mig i kast med en grundig introspektiv refleksion over mit forhold til AaB. Det vil ikke være godt for nogen af parterne.

Augu retur

Jeg holder meget (upassende meget, for at være helt ærlig) af Thomas Augistinussen. Men jeg kan på ingen måde forstå hvorfor han nu skal tilbage til AaB i en såkaldt ‘trænerrokade’.

Han var en anæmisk og kønsløs assistenttræner, der sammen med Wieghorst kedede folk ihjel og spulede den sidste livsglæde og optimisme ud af klubben. Siden blev han dog lempet ud til siden, og blev efterfølgende noget så erotisk opstemmende som erhvervsassurandør hos Tryg. Det skulle man så tro var hans rette hylde. Men nej. De gamle venner i AaB kalder igen.

Hvordan forsikringsmandens forstående retur ind i et monokulturelt og diversitetsforladt trænerteam (hvor han bliver kolleger med alle de andre pæne og kedelige mænd, der også har været i AaB i en evighed) skal gøre en forskel, er langt ud over mine begrænsede forestillingsevner. Man kan jo kun håbe det bedste.

Værst af alt: det er en tilbagevenden til den evindelige nepotistiske rekrutteringsstrategi. Nu var der ellers endelig kommet nyt blod ind i form en ny norsk sportschef og en fodboldchef helt fra Farum. Men fluks slår den nordjyske klike til og henter en gammel kammerat ind igen. Det er ligeså forudsigeligt som det er trættende.

Gid sæsonen dog snart ville ende.

Historieløs

Jeg kører i ring. Gentager mig selv. Kommer aldrig videre. Men i disse år er og bliver livet som AaB’er en bedøvende, følelsesløs, tom, retningsløs, glædesforladt, bittert-drag-om-munden-skuffende middelmådighed.

Der er intet formål, ingen essens, ingen pulserende kerne. Intet ondt, intet godt, intet drama. Ingen smerte, ingen ekstase. Ingen identitet, intet at elske. Ingen helte, ingen skurke. Kun en utæmmelig og altfortærende kedsomhed og tomhed.

For nylig læste jeg et interview med Joseph Campbell, manden der i 1949 udgav klassikeren ‘The Hero With a Thousand Faces’. Hans tese er at der findes en ‘monomyte’, en slags universalhistorie, der går igen i historiefortælling på tværs af alle kulturer og folkeslag – og at alle myter bare er varianter af den samme historie. Samme pointe havde Christopher Booker i ‘The Seven Basic Plots’, hvor han (som titlen svagt antyder) identificerede syv fortællinger, som alle historier kan indplaceres i. Og både Booker og Campbell er optaget af, hvor stor en rolle myter og fortællinger (om os selv, vores liv, vores omverden) betyder for både individet og samfundet.

Mit problem med AaB i disse år er, at de ikke har en myte eller en fortælling. De er helt og aldeles tomme. Der er ingen grund til at elske dem, ligesom der ikke grund til at hade dem. De ‘er’ bare. Det var meget sjovere i 2010, da de var i nedrykningsfare og kun med nød og næppe overlevede. Det var ikke decideret behageligt, men i det mindste fik striden en til at føle noget. Det var drama, det var episk. Og det er en fortælling, man som AaB’er kan referere til selv her 10 år senere.

Men nu hvor de med nød, næppe og takket være andres inkompetence, er endt i top 6 (og hvilket faux-drama er det ikke, at det skulle være en definerende succes?), hvad sker der så? De bliver de skilt ad, ydmyget, udspillet og gennempryglet i medaljeslutspillet. De er inderligt ligegyldige. Irrelevante. Er det der åndssvage hold, man trygt kan regne med 3 point mod. Et hold og en klub absolut fri for myter og interessante fortællinger. Den værste af alle verdener.

Jeg gik egentlig og savnede fodbold under COVID-19, men nu ved jeg snart ikke længere. Måske det var fint for mit sjæleliv, at jeg ikke var nødt til at forholde mig til AaB. Lige nu føles det i hvert fald som et spild.

Skal nok lade være med endnu engang at lave min fesne ‘ahrmen, AaB skal lige performe i én kamp mere før jeg aflyser pessimismen‘-manøvre her efter den læskende sejr over Brøndby. Ikke at jeg fik set kampen live; Den Bedre Halvdel var på nattevagt, så jeg lå og læste Rasmus Klump højt alt imens Lucas Andersen scorede til 3-2 på et tvivlsomt dømt straffespark. Men jeg så da målene efterfølgende, og de føltes godt. Foruroligende godt, faktisk, men sådan er det nok, når det er den gamle arvefjende fra Vestegnen det går ud over. Nu venter der så en tur i Parken mod mine absolutte hadeobjekter fra FCK. Jeg har set statistikken, der fortæller mig, at AaB ikke har vundet en superligakamp i Parken siden … 2007. Hvilket ikke er direkte stimulerende for min optimisme, men omvendt virker de svagere end vanligt. Jeg håber på en uafgjort, men regner med en afklapsning.