Skamløs

Jeg kan rumme mange ting. Jeg kan rumme når min datter prutter, så hele huset forvandles til en septiktank. Jeg kan (næsten) rumme en statsminister, der græder krokodilletårer over de stakkels skolelevers ve og vel, når de selvsamme skoleelever er hjemsendt på baggrund af hendes behov for FULDSTÆNDIG EPIDEMIKONTROL. Men jeg kan ikke, IKKE rumme det her:

Siden Allan Gaarde i oktober 2019 blev afskediget som sportsdirektør i superligaklubben AaB, har han gået stille med dørene.

Han er netop trådt ind i rekrutteringsfirmaet Onenexus sammen med den tidligere håndboldligatræner Carsten Albrechtsen samt Morten Seeberg, der har opbygget Connect Aps, der var en del af agentfirmaet People In Sport.

Fremover skal han hjælpe sportsklubber med ledelsesrådgivning og på at blive skarpere på at finde den rigtige cheftræner eller sportsdirektør. Noget han selv var udfordret på, da han sad for bordenden i AaB.

Allan Goddamn Gaarde, manden der stod i spidsen for år efter år efter år af middelmådighed, tristesse, bristede håb, dårligt spil, underpræstationer, rædsomme transfers og sidst, men bestemt ikke mindst: en perlerække af miserable og gentagne fejltagelser på cheftrænerposten. Han skal nu … rådgive om rekruttering af cheftrænere? Hvad er dette for et absurd parallelunivers, vi tilsyneladende befinder os i? Er verden gået fra forstanden? Denne inderligt inkompetente personage er jo den sidste i verden, der kan eller bør rådgive nogen som helst om rekruttering af sportslige ledere. Han har fejlet igen og igen, men i modsætning til hvad man skulle tro, så har det ikke gjort ham klogere.

Men tag ikke mit ord for det, læs ham selv. Sofisten.dk er dog et respektabelt sted, så jeg hverken kan vil ikke kolportere hans nonsens her. Det kan læses på Bold.dk der har været så servile/ondskabsfulde at formidle hans på én gang både labyrintiske og floskuløse CBS’ede vås i al dets magt og vælde. Der er kilometerlange floder af bullshit, som med statsgaranti kan få livet til at pible ud af jer og dræner tilværelsen for farver og glæde.

Der findes kun ét ord for Allan Gaarde, og det er ‘skamløs’. Jeg kan ikke rumme det. Det er alt, alt for meget.

Martí Cifuentes

Nuvel, rygterne gennem den seneste måned talte sandt, og AaB har nu hyret spanske Martí Cifuentes som ny cheftræner. Han kommer fra Sandefjord i den norske liga, der vel bedst kan betegnes som den lokale myseost-udgave af Hobro IK eller Viborg FF. Han får fine skudsmål fra Norge: ung, dygtig mand, flot fyr, lovende og alt det der. Endda fra Catalonien og vild med Johan Cruyffs FC Barcelona. Så om lidt står den på totalfodbold i Nordjylland.

Img 2956

Men jeg er naturligvis afventende skeptisk. Husker bitterligt hvordan det gik senest at AaB hyrede en af “Nordens allerstørste trænertalenter” som cheftræner. Jo, altså, på en god dag kan man sagtens pirre mig med forførende løfter om offensivt spil, ny tilgang, international inspiration og en evne til at overpræstere. Det smigrer da også mig, når min yndlingsklub duller sig op. Og jeg er inderligt glad for at AaB ikke valgte at lytte til Morten Bruuns bizarre forslag om at ansætte Thomas Thomasberg eller en tilsvarende middelmådighed. Hvis det her virker, så tegner det spændende.

Men ligesom med Magnus Pehrsson (dette livsglædefornægtende omvandrende sorte hul af inkompetence!) i 2009, så har Cifuentes endnu ikke præsteret noget for alvor. Ja, ok, han blev nummer 11 ud af 16 med Sandefjord i en (dårligere) liga, hvor alle regnede med at hans hold ville rykke ned, så han kan åbenbart få meget ud af lidt. Fint nok. Men han er uprøvet i en klub af AaB’s størrelse, hvor der (urealistiske) forventninger om at være en sub-topklub.

Han skal kort sagt træde et skridt (eller to) op, hvis det her skal blive en succes. Kan han det? Og hvor lang tid får han til at skabe succesen? Tilbage i 2011 skrev jeg et (i retrospekt ganske absurd) indlæg om Halmstad BK, der havde ansat en ung spansk træner Josep Clotet Ruiz. Dengang roste jeg dem for at gøre det, som AaB gør nu: at tage en chance med en international profil, og løfte sig udover middelmådigheden. Det endte selvsagt med at blive en dundrende fiasko, og HBK er her 10 år senere stadig ned i dyndet. 

Lad os håbe min skepsis denne gang ikke er berettiget. 

Hjerneblødning i Vendsyssel

Jeg skal ikke sidde her og lege ledelsesekspert eller strategiguru. Men der er simpelthen visse sportsfranchises, der er så forrykt skruet sammen i hovederne, at de er kognitivt og intellektuelt ude af stand til at træffe rigtige og langsigtede beslutninger. Det er dem, som ikke kan gøre det kloge, om man så forærede dem løsningen kvit og frit. Dem, som konsekvent formøbler enhver mulighed, så den ender med at blive en byrde. Man kan fremhæve notoriske sorte huller som New York Knicks eller Chicago Cubs (indtil 2016).

Men den klareste stjerne blandt disse forrygende tabere må dog være Vendsyssel FF, der i dag fyrede deres cheftræner Lasse Steensgaard.

Isoleret set er det en forståelig beslutning. Tingene har sejlet under Steensgaard, og holdet taber igen og igen. Han har fået lang snor efter VFF standarder, og det var efterhånden evident, at han ikke ville få rettet op på tingene. Spillermaterialet er ikke til nedrykning, og han får ikke nok ud af truppen. I en situation, hvor der er brug for kampgejst, så er manden, der blev fyret i AaB grundet sin glædesløse træninger, næppe den langsigtede løsning.

Men de vælger så at erstatte ham med … Michael Schjønberg?

En mand, der ikke har været cheftræner i en professionel klub siden 2011 (hvor det i parentes bemærket gik rædsomt med FC Vestsjælland)? Som senest hat været træner i Fyensserien? Som ingen meritter har på sit CV? Hvad er det for noget? Hvad kan han egentlig, altså udover at råbe højt? Hvordan når man som bestyrelse frem til, at han skal være den rette til at redde og udvikle klubben? Hvilke strategiske overvejelser kan der lægge bag sådan en hjerneblødning af en ansættelse? 

Hvis ikke det var fordi jeg nærer en vis sympati for al nordjysk fodbold (KOM SÅ JAMMERBUGT FC!), så ville jeg sidde og klukle over hvor fjollede VFF er. Men nu er sagen imidlertid den, at klubben ligger til nedrykning i 1. division, at de ingen retning har ledelsesmæssigt, der er episke udskiftninger i spillertruppen hvert evigt eneste transfervindue og de hyrer/fyrer træner konstant. Det er absurd, og præcis den slags dispositioner, som man skulle tro at VFF’s ret nye ejere ville undgå. Det ville aldrig være nemt at opbygge en konkurrencedygtig professionel fodboldklub i Udkantsdanmark, men det er som om at de aktivt arbejder på sabotere sig selv.

Igen: jeg er ikke ekspert, men hvis der er én ting alle succesfulde sportsfranchises – på trods af sportsgrene og landegrænser – har til fælles – så er det kontinuitet, et klart koncept og en strategisk retning. Der er en grund til New England Patriots, San Antonio Spurs og Ajax Amsterdam har succes henover årtier. De har en linje og identitet, som er holdbar og som de bygger ud fra. VFF? Ja, de har en tilsyneladende bindegal ledelse, en flok lejesvende i 6 måneder af gangen, et stort budget til at betale kompensation for trænerfyringer og et vindblæst stadion. 

Jeg håber og beder til at nogen snart laver en intervention i en klub. Om ikke andet, så når de fyrer Schjønberg for at have brækket benene på en ungdomsspiller til en træning.

Vendsyssel fortjener bedre end det her.

Ny cheftræner

Jeg kunne egentlig godt lide det jeg hørte om AaB’s vikarierende cheftræner Peter Feher i ‘Ripodsten’. Han er genuint sjov, og AaB har en pudsigt positiv tradition med at indarbejde sjællændere i klubben. Personer som Feher kan utvivlsomt tilføre det nordjyske miljø noget godt og nødvendigt udefra. Han er en fortrinlig assistenttræner, men heller ikke mere end det. Jeg håber at klubben stiler højere. Truppen er den bedste i mange år, og nu skal potentialet snart forløses. Er Feher manden, der kan det? Hans historik i Helsingør og HIK tyder ikke på det.

Jeg har naturligvis svært ved at sætte navn på, hvem jeg gerne vil have som ny træner i stedet for. Det er trods alt nemmere at rive ned end at bygge op.

Men AaB må for for alt i verden ikke hyre min ærkeengel Erik Hamrén. Netop fordi jeg elsker ham så ubetinget, så kan jeg ikke leve med at mit billede af ham bliver besmudset af en eventuelt mislykket retur til klubben. Mit hjerte vil briste af det. Jeg har brug for at Smukke Erik forbliver perfekt. Han må og skal for evigt være et lykkebringende minde, der bringer varmt sollys og blide kys ind i selv mine mest grå stunder. Tabet af ham vil være ubærligt, ikke mindst efter jeg allerede mistet har Allan Kuhn i mit personlige Pantheon. Det er svært at bevare ens status som afgud, når man bliver fyret fra Hobro. 

Det samme må ikke ske for Hamrén. Det må ikke ske for min skrøbelige psyke. Så jeg håber den volatile sportsdirektør Inge André Olsen finder en anden ambitiøs træner, som ingen ellers havde tænkt på. Det vil være bedst for alle parter.

Transition

Allerførst: det er forfærdeligt for Jacob Friis og hans familie at datteren har leukæmi. Jeg forstår fuldt ud hans behov for at fokusere på det vigtige, det vil sige hende og øvrige familie. Jeg håber og ønsker alt det bedste for dem.

Dernæst: Uanset hvor meget sympati jeg føler for Jacob Friis på det menneskelige plan, så har AaB ikke leveret godt nok i hans to år som cheftræner. Klubben råder over en trup og et budget, der tilsiger at man skal spille med i toppen af Superligaen. Han har ikke kunne forløse potentialet, og i de situationer, hvor det virkelig gælder – f.eks. i årets pokalfinale – så er hans hold sjældent mentalt tilstede eller sat op til opgaven. Det falder tilbage på ham. Så rent fodboldmæssigt begræder jeg ikke, at han nu trækker sig.

Slutteligt: stop så. nej. hold op. lad være. Ståle Solbakken skal end ikke på rygtebasis nævnes i samme sætning som AaB. Det vil flå min sjæl i stumper og stykker. Efterlade mig som en imploderet stjerne i fasen lige før den bliver til et sort hul. Ladnuværeladnuværeladnuværeadnuvære.

Had og skadefro

Jeg har hadet Ståle Solbakken inderligt, intenst og altfortærende i årtier nu. Det er et had, der er nærmest virtuost i sin grimhed. En betændt og smertefuld byld af uforfalsket had, vrede, frustration, forsmåethed, bitterhed, misundelse og mindreværdsfølelse. Det er et had så frastødende og ukontrollabelt, at jeg ikke engang vil undskylde for for det. Jeg ved at det er utiltalende, men jeg er aldeles ligeglad.

Hadet har drevet mig i mindst 15 år nu. For jeg ser intet godt eller formildende i Ståle Solbakken. Han er en skidespræller, en døgenigt, en platugle. Et arrogant, opblæst bluffnummer, der kun kan vinde fodboldkampe, når han har et langt større budget end alle sine konkurrenter. Det så vi i FC Köln og Wolverhampton, hvor han rent faktisk skulle kunne mestre andre ting, end blot at bruge flere penge end andre. Han floppede begge steder, blev sparket ud og måtte komme krybende tilbage til hans beskyttede værksted i Parken. Hvor han så siden er blevet kysset i røven af pressen, der falder på halen for hans spin. Sådan en sølle eksistens. Og nu – efter skuffende sæsoner, flopindkøb i 100 mio. kr.-klassen og elendigt spil – får han endelig som fortjent. Hvor er det dog dejligt, at der endelig er lidt retfærdighed til.

Jeg skammer mig ikke engang over at ønske ham det ondt. Mine moralske imperativer gælder ikke for ham. Jeg ønsker ham sorg, jeg ønsker ham smerte, jeg ønsker ham nederlag. Nu og i al fremtid. Jeg ønsker at intet vil lykkes for ham, og at hans hjerte bliver knust igen og igen og igen. Og intet, INTET glæder mig mere end tanken om hans ødelagte følelsesliv i dag, hvor han endelig fik sit mere end fortjente spark i røven ud af FC København.

Ih, hvor jeg håber han lider. Uh, hvor jeg håbe han aldrig rejser sig igen. Ah, hvor føles denne usympatiske skadefro dog godt! 

Årets fodboldtrøjer

2020–2021 sæsonen ser ud til at blive ganske ualmindeligt ærgerlig på fodboldtrøjefronten. Normalt plejer der ellers hvert forår og sommer at komme en lind strøm af pirrende nyt spændende design, men der er langt mellem snapsene i 2020.

Den primære årsag er at de store sportsmærker alle kører med mislykkede koncepter i år. Adidas, Nike og Puma insisterer således på at tvære grimme 90’er-inspirerede baggrundsmønstre udover deres fodboldtrøjer (største og mest groteske forbrydelse er AC Milans monstrøse hjemmetrøje, men der er andre nederdrægtigheder her, her, her og her), hvilket støder min kunstneriske sensibilitet.

Sæsonens skuffelse er Umbro, der ellers plejer at levere markedets mest spændende trøjer. Italienske Macron vifter af og til med ørerne, men er ellers også underligt afdæmpede denne sæson. Min yndlingsklub Lazio har således fået et design, der generøst kan betegnes som anæmisk, men reelt er selve definitionen af ligegyldigt. Min all-time favorit Diadora er jeg slet ikke stødt på endnu.

Andre gange taber virksomhederne sutten fuldstændig designmæssigt, når de forsøger at lave noget unikt. Juventus ser ud til at skulle spille i en pyjamas, og Chelsea er også klar til at gå i seng. Real Madrid er blevet pink, men det er og bliver kun Palermo, der er mænd nok til at kunne bære den farve på en fodboldbane. Liverpool har pludselig fået noget blåt på trøjen. Manchester City er en smadret rude. Inter er blevet … ja, jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige, men det er en skændsel at se på.

Så er der de situationer, som man må betegne som ‘enten-eller’. Bedste eksempel er Galatasarays hjemme– og udebanetrøjer, som enten må betegnes som geniale eller uhyrligt rædsomme. Jeg tror jeg synes de er geniale, men tør ikke melde det ud af frygt for latterliggørelse. Så er der de spildte muligheder. Romas nye udebanetrøje med ulvelogoet er som udgangspunkt elegant, men ak, martret af Nikes aktuelle mønstermani (og sponsoren er fra en menneskerettighedsforagtende slaveholderstat, men sådan er de jo, derovre i den forkerte side af Rom).

Når det så er sagt, så er her mine favoritter til den kommende sæson:

Der er en klar bias mod Skotland, som jeg ikke helt kan forklare eller forsvare. Men det tyder jo på, at jeg med fordel snart kan rejse derover igen.

Gefion

Jeg holder meget af min adopterede landsdel Sjælland.

Naturligvis vil min primære identitet altid være aalborgenser, og Aalborg er mit ‘hjem’ i en større metafysisk forstand. Men Sjælland er der hvor jeg lever og har gjort det længe. Det er her hvor mine børn er født og opvokset – og det er her, de vil udspringe fra og få deres stedbundne identitet.

Det skurrer ganske vist stadig i mine ører, når min ældste i glimt har sjællandsk dialekt (men ikke københavnsk, for Guds skyld, ikke københavnsk!). Men det er jo blot en æstetisk detalje. Det er i hvert fald hvad jeg forsøger at overbevise mig selv om.

Men nuvel, jeg føler mig hjemme på Sjælland, kan lide landskabet, mentaliteten og sjællænderne. Som det udtrykkes i ‘Den danske sang et en ung blond pige’:

Al Sjællands ynde og Jyllands vælde / de tvende klange af blidt og hårdt

Hvilket selvsagt er noget højstemt romantisk vås, men nok heller ikke helt forkert.

Sjælland og sjællændere har en anden, måske mere mild mentalitet. Landsdelen og dem der bor her er formet af at være bagland for den altdominerende hovedstad, der suger kapital, talent og dynamik til sig. Det er måske derfor her ikke er de kæmpestore virksomheder – og det er givetvis derfor, at der med 99,9% sikkerhed kun er én sjællandsk fodboldklub i de to bedste rækker efter denne sæson.

Netop Roskilde, Næstved og Nykøbings aktuelle nedrykning til 2. division er anstødsstenen til mine tanker om Sjælland i dette indlæg. Landsdelens fodboldmæssige udslettelse gør mig dybt nedtrykt. AaB er min hjerteklub, men jeg mangler nogen at holde med lokalt. Jeg ved ikke hvad det skal til for at skabe et holdbart konkurrencekraftigt fodboldprojekt på Sjælland. Men jeg håber at Køge nu gør det godt, og at de øvrige får strammet sig an.

Sjælland fortjener det.

Det er nok ikke lige i aften her efter pokalfinalen, at jeg bør give mig i kast med en grundig introspektiv refleksion over mit forhold til AaB. Det vil ikke være godt for nogen af parterne.