Årets fodboldtrøjer

2020–2021 sæsonen ser ud til at blive ganske ualmindeligt ærgerlig på fodboldtrøjefronten. Normalt plejer der ellers hvert forår og sommer at komme en lind strøm af pirrende nyt spændende design, men der er langt mellem snapsene i 2020.

Den primære årsag er at de store sportsmærker alle kører med mislykkede koncepter i år. Adidas, Nike og Puma insisterer således på at tvære grimme 90’er-inspirerede baggrundsmønstre udover deres fodboldtrøjer (største og mest groteske forbrydelse er AC Milans monstrøse hjemmetrøje, men der er andre nederdrægtigheder her, her, her og her), hvilket støder min kunstneriske sensibilitet.

Sæsonens skuffelse er Umbro, der ellers plejer at levere markedets mest spændende trøjer. Italienske Macron vifter af og til med ørerne, men er ellers også underligt afdæmpede denne sæson. Min yndlingsklub Lazio har således fået et design, der generøst kan betegnes som anæmisk, men reelt er selve definitionen af ligegyldigt. Min all-time favorit Diadora er jeg slet ikke stødt på endnu.

Andre gange taber virksomhederne sutten fuldstændig designmæssigt, når de forsøger at lave noget unikt. Juventus ser ud til at skulle spille i en pyjamas, og Chelsea er også klar til at gå i seng. Real Madrid er blevet pink, men det er og bliver kun Palermo, der er mænd nok til at kunne bære den farve på en fodboldbane. Liverpool har pludselig fået noget blåt på trøjen. Manchester City er en smadret rude. Inter er blevet … ja, jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige, men det er en skændsel at se på.

Så er der de situationer, som man må betegne som ‘enten-eller’. Bedste eksempel er Galatasarays hjemme– og udebanetrøjer, som enten må betegnes som geniale eller uhyrligt rædsomme. Jeg tror jeg synes de er geniale, men tør ikke melde det ud af frygt for latterliggørelse. Så er der de spildte muligheder. Romas nye udebanetrøje med ulvelogoet er som udgangspunkt elegant, men ak, martret af Nikes aktuelle mønstermani (og sponsoren er fra en menneskerettighedsforagtende slaveholderstat, men sådan er de jo, derovre i den forkerte side af Rom).

Når det så er sagt, så er her mine favoritter til den kommende sæson:

Der er en klar bias mod Skotland, som jeg ikke helt kan forklare eller forsvare. Men det tyder jo på, at jeg med fordel snart kan rejse derover igen.

Gefion

Jeg holder meget af min adopterede landsdel Sjælland.

Naturligvis vil min primære identitet altid være aalborgenser, og Aalborg er mit ‘hjem’ i en større metafysisk forstand. Men Sjælland er der hvor jeg lever og har gjort det længe. Det er her hvor mine børn er født og opvokset – og det er her, de vil udspringe fra og få deres stedbundne identitet.

Det skurrer ganske vist stadig i mine ører, når min ældste i glimt har sjællandsk dialekt (men ikke københavnsk, for Guds skyld, ikke københavnsk!). Men det er jo blot en æstetisk detalje. Det er i hvert fald hvad jeg forsøger at overbevise mig selv om.

Men nuvel, jeg føler mig hjemme på Sjælland, kan lide landskabet, mentaliteten og sjællænderne. Som det udtrykkes i ‘Den danske sang et en ung blond pige’:

Al Sjællands ynde og Jyllands vælde / de tvende klange af blidt og hårdt

Hvilket selvsagt er noget højstemt romantisk vås, men nok heller ikke helt forkert.

Sjælland og sjællændere har en anden, måske mere mild mentalitet. Landsdelen og dem der bor her er formet af at være bagland for den altdominerende hovedstad, der suger kapital, talent og dynamik til sig. Det er måske derfor her ikke er de kæmpestore virksomheder – og det er givetvis derfor, at der med 99,9% sikkerhed kun er én sjællandsk fodboldklub i de to bedste rækker efter denne sæson.

Netop Roskilde, Næstved og Nykøbings aktuelle nedrykning til 2. division er anstødsstenen til mine tanker om Sjælland i dette indlæg. Landsdelens fodboldmæssige udslettelse gør mig dybt nedtrykt. AaB er min hjerteklub, men jeg mangler nogen at holde med lokalt. Jeg ved ikke hvad det skal til for at skabe et holdbart konkurrencekraftigt fodboldprojekt på Sjælland. Men jeg håber at Køge nu gør det godt, og at de øvrige får strammet sig an.

Sjælland fortjener det.

Det er nok ikke lige i aften her efter pokalfinalen, at jeg bør give mig i kast med en grundig introspektiv refleksion over mit forhold til AaB. Det vil ikke være godt for nogen af parterne.

Augu retur

Jeg holder meget (upassende meget, for at være helt ærlig) af Thomas Augistinussen. Men jeg kan på ingen måde forstå hvorfor han nu skal tilbage til AaB i en såkaldt ‘trænerrokade’.

Han var en anæmisk og kønsløs assistenttræner, der sammen med Wieghorst kedede folk ihjel og spulede den sidste livsglæde og optimisme ud af klubben. Siden blev han dog lempet ud til siden, og blev efterfølgende noget så erotisk opstemmende som erhvervsassurandør hos Tryg. Det skulle man så tro var hans rette hylde. Men nej. De gamle venner i AaB kalder igen.

Hvordan forsikringsmandens forstående retur ind i et monokulturelt og diversitetsforladt trænerteam (hvor han bliver kolleger med alle de andre pæne og kedelige mænd, der også har været i AaB i en evighed) skal gøre en forskel, er langt ud over mine begrænsede forestillingsevner. Man kan jo kun håbe det bedste.

Værst af alt: det er en tilbagevenden til den evindelige nepotistiske rekrutteringsstrategi. Nu var der ellers endelig kommet nyt blod ind i form en ny norsk sportschef og en fodboldchef helt fra Farum. Men fluks slår den nordjyske klike til og henter en gammel kammerat ind igen. Det er ligeså forudsigeligt som det er trættende.

Gid sæsonen dog snart ville ende.

Historieløs

Jeg kører i ring. Gentager mig selv. Kommer aldrig videre. Men i disse år er og bliver livet som AaB’er en bedøvende, følelsesløs, tom, retningsløs, glædesforladt, bittert-drag-om-munden-skuffende middelmådighed.

Der er intet formål, ingen essens, ingen pulserende kerne. Intet ondt, intet godt, intet drama. Ingen smerte, ingen ekstase. Ingen identitet, intet at elske. Ingen helte, ingen skurke. Kun en utæmmelig og altfortærende kedsomhed og tomhed.

For nylig læste jeg et interview med Joseph Campbell, manden der i 1949 udgav klassikeren ‘The Hero With a Thousand Faces’. Hans tese er at der findes en ‘monomyte’, en slags universalhistorie, der går igen i historiefortælling på tværs af alle kulturer og folkeslag – og at alle myter bare er varianter af den samme historie. Samme pointe havde Christopher Booker i ‘The Seven Basic Plots’, hvor han (som titlen svagt antyder) identificerede syv fortællinger, som alle historier kan indplaceres i. Og både Booker og Campbell er optaget af, hvor stor en rolle myter og fortællinger (om os selv, vores liv, vores omverden) betyder for både individet og samfundet.

Mit problem med AaB i disse år er, at de ikke har en myte eller en fortælling. De er helt og aldeles tomme. Der er ingen grund til at elske dem, ligesom der ikke grund til at hade dem. De ‘er’ bare. Det var meget sjovere i 2010, da de var i nedrykningsfare og kun med nød og næppe overlevede. Det var ikke decideret behageligt, men i det mindste fik striden en til at føle noget. Det var drama, det var episk. Og det er en fortælling, man som AaB’er kan referere til selv her 10 år senere.

Men nu hvor de med nød, næppe og takket være andres inkompetence, er endt i top 6 (og hvilket faux-drama er det ikke, at det skulle være en definerende succes?), hvad sker der så? De bliver de skilt ad, ydmyget, udspillet og gennempryglet i medaljeslutspillet. De er inderligt ligegyldige. Irrelevante. Er det der åndssvage hold, man trygt kan regne med 3 point mod. Et hold og en klub absolut fri for myter og interessante fortællinger. Den værste af alle verdener.

Jeg gik egentlig og savnede fodbold under COVID-19, men nu ved jeg snart ikke længere. Måske det var fint for mit sjæleliv, at jeg ikke var nødt til at forholde mig til AaB. Lige nu føles det i hvert fald som et spild.

Skal nok lade være med endnu engang at lave min fesne ‘ahrmen, AaB skal lige performe i én kamp mere før jeg aflyser pessimismen‘-manøvre her efter den læskende sejr over Brøndby. Ikke at jeg fik set kampen live; Den Bedre Halvdel var på nattevagt, så jeg lå og læste Rasmus Klump højt alt imens Lucas Andersen scorede til 3-2 på et tvivlsomt dømt straffespark. Men jeg så da målene efterfølgende, og de føltes godt. Foruroligende godt, faktisk, men sådan er det nok, når det er den gamle arvefjende fra Vestegnen det går ud over. Nu venter der så en tur i Parken mod mine absolutte hadeobjekter fra FCK. Jeg har set statistikken, der fortæller mig, at AaB ikke har vundet en superligakamp i Parken siden … 2007. Hvilket ikke er direkte stimulerende for min optimisme, men omvendt virker de svagere end vanligt. Jeg håber på en uafgjort, men regner med en afklapsning.

Sæsonstart

Indrømmet: jeg havde frygtet at AaB ville gøre som sidste år, og levere en hysterisk elendig forårspremiere ovenpå en ellers moderat optimistisk vinterpause. Nu blev det i stedet til 2-0 over Silkeborg, hvilket overordnet set er ok – om end pointtab mod ligaens med afstand mest miserable trup også havde være uacceptabelt.

Men … den egentlig premiere og milepæl er næste weekends Brøndby-kamp.

Vinder AaB den vil jeg lægge pessimismen fra mig. Jeg forbliver dog – belært af mange års emotionel mishandling af mig fra AaB’s side – skeptisk ind til andet er bevist. For på trods af brandudsalg i spillertruppen, så vandt vestegnstyperne i dag over OB. Kunne godt have ønsket mig at de havde tabt, så AaB kunne møde et hold med negligerbar selvtillid. Men lad os nu se. Jeg håber og frygter på samme tid.

Vintervinduet

Jeg kan ikke blive enig med mig selv om hvad jeg skal føle her efter AaB har afsluttet vinterens transfervindue.

På den ene side er jeg ganske veltilpas ved salget af Mikkel Kaufmann. 25 mio. kr. for en 19-årig spiller, som jeg aldrig for alvor fik føling for? Jo tak.

På den anden side efterlader det et tyndt besat angreb, som klubben ikke forstærkede. Van Weert er en habil angriber, men han er meget skadet. Og jeg har ikke glemt perioden i begyndelsen af sæsonen, hvor han han ikke kunne score et mål, selv hvis han fik den smidt lige i ansigtet. Hvis han lægger sig igen med en ny hjernerystelser, så er eneste direkte alternativ en U19-angriber. Det virker … ikke betryggende.

Samtidig lykkedes det ikke at få en bette skilling for Jeres Okore, der har virket umotiveret for at spille i AaB igennem længere tid. Nu hænger vi på ham til sommer, hvor han er transferfri. Det er stærkt irriterende, især fordi hans afløsere forlængst er købt. Jeg formoder det manglende salg igennem de senere transfervinduer skyldes Gaardes inkompetence. Men alligevel. Historien om ham er mildest talt nedslående.

Abildgaard håber jeg stadig når at blive solgt denne vinduer. De taler om Rubin Kazan, og det russiske transfervindue er ikke lukket endnu. Jeg håber for AaB salget går igennem, ikke mindst efter Gaarde fik smidt sommerens forhandlinger med Sparta Prag på gulvet. 15 mio. for en reservespiller vil være mere end fint. For Abildgaard personligt er jeg mere ambivalent. Hvis han er er blot moderat som de fleste andre AaB-spillere – søde drenge med akutte hjemstavnstraumer og ulyst til verden udenfor 9000 – så kommer tatarerne i Kazan til at flå ham i stumper og stykker. Man må håbe for ham at lønnen bliver god.

Men alt i alt peger AaB-pilen nedad. I hvert fald indtil de får penge i kassen for Abildgaard.

Det plejer at gå ualmindeligt skidt når jeg glædes over mine sportshold. Sidste gang jeg udviste blot en anæmisk flig af AaB-begejstring, så formørkedes tingene snart igen. Det er derfor med en vis bæven og tøven, at jeg nu udtrykker min boblende begejstring over Lazios 10. sejr i træk i Serie A. Vi skal en del år tilbage for at finde en tilsvarende optimisme i min del af Rom. Og nu venter jeg så blot på at det går galt (igen).