The Saint

Lytter her til aften til soundtracket til filmen ‘The Saint’, en James Bond-klon med Val Kilmer og en absurd lækker Elisabeth Shue i hovedrollerne. Jeg købte cd’en tilbage i 1997, og den har haft overnormal betydning for mig. 

Måske vigtigst: soundtracket er årsagen til at jeg opdagede Everything But The Girl. ‘Before Today’ er stadig på min top 5 over yndlingsange. Altså, jeg kendte godt EBTG inden da – det var svært ikke at gøre det efter ‘Missing’ – men det var ‘The Saint’ soundtracket, der gav mig motivationen til at undersøge deres bagkatalog.

Der var et par urimeligt stærke kærlighedssange for en melankolsk anlagt teenager på albummet. Førnævnte ‘Before Today’, naturligvis, men også Duncan Sheik – ‘In the Absence of the Sun’ og den mystiske (ikke på streamingtjenersterne) Superior – ‘Polaroid Millenium’. Kombineret med 90’er-electronica/techno (se: Daft Punk – ‘Da Funk’, Moby – ‘Oil 1’, Underworld – ‘Pearl’s Girl’) gav det en herlig spændvidde. 

Sidst, men på ingen måde mindst soundtrackets MVP: Sneaker Pimps ‘Six Underground’. Der er til dato ikke lavet en bedre triphoppet popsang end den. 

Internettet fortæller mig at soundtracket fik en BAFTA Award i 1998, hvilket jeg godt kan forstå. Det er en fortrinlig samling af fremragende sange.

TV-stagnation

Læste et glimrende indlæg om tv-serier. Herefter gik op for mig, at jeg ikke har skrevet et tilnærmelsesvist positivt indlæg om nye tv-serier siden jeg (efter et par lange tilløb) blev fanget af ‘Dark’ i midten af 2019. Tilsvarende var ‘Min nabo Totoro’ den eneste film, jeg så og reelt kunne lide i år. 

Jeg kan ikke engang give COVID-19 skylden for derouten. For det er længe siden at film og tv-serier ophørte med at være betydningsfulde popkulturelle produkter for mig.

Bevares, mine børn ser en syndflod af dem. Men jeg kan ikke for alvor selv mønstre energien eller entusiasmen til at gå igang med en voksen tv-serie, når først arvingerne sover. Så er det nemmere at lave et eller arbejde, gruble bekymret over fremtiden, spilde tiden med nyhedslæsning, eller måske (hvis jeg er dygtig) få læst i en bog eller skrevet henførte blogindlæg.

I gamle dage (især i det sagnomspundne fantasiland, der kaldes ‘Livet før børn’) så Den Bedre Halvdel og jeg mange serier sammen. Det gør vi ikke rigtig længere, af en eller anden grund. Det sociale aspekt er forsvundet en anelse. Hun kan dog stadig blive fængslet af en serie – jeg kigger olmt på dig ‘Outlander’ – men de fleste løber ud i sandet for mig.

I sommer så jeg f.eks. en række afsnit af ‘Brave New World’, der havde et interessant koncept, men siden blev for fjollet. Sådan går det ofte for mig. De fleste science fiction serier er maksimalt gode i to sæsoner, hvis de da får så længe. Og med mindre eksekveringen er virkelig god i en dramaserie, så gider jeg ikke rigtig give den chancen. Andre gange bliver jeg træt fra begyndelsen, hvis pointerne bliver skåret for meget ud i pap. Så selvom jeg var glad for bogen bag tv-serien ‘Lovecraft Country’, så orker jeg ikke at se endnu en serie om racisme i USA. 

Jeg mangler nok bare at opdage den helt uomgængelige højkvalitetsserie, der er elementært spændende, har en historie at fortælle og rummer karakterer, der kan tø selv et tundrahjerte som mit op. I ved nok, en ‘The Wire’ eller ‘The Sopranos’. Intet kan få en voksen mand som mig til at flæbe, som når Stringer Bell dør. Det er den slags, jeg har brug for. Indtil da flyder tv-serierne blot forbi for mit vedkommende. 

The Usual Suspects

Et par enkelte observationer efter at have genset ‘The Usual Suspects’ igen efter mange år:

  • Filmen er et klassisk eksempel på behovet for at adskille kunstneren fra kunsten. Instruktøren Bryan Singer og Kevin Spacey er tilsyneladende begge et par utiltalende sædelighedsforbrydere, men det ændrer ikke ved, at ‘The Usual Suspects’ i sig selv er en helt forrygende film

  • Spacey er en tilsvarende eminent skuespiller, og han havde et objektivt voldsomt højdepunkt i 90’erne. Indenfor få år var han med i ‘The Usual Suspects’, ‘Seven’ og ‘American Beauty’. Det er vanskeligt at konkurrere med den track record

  • Filmen er nu 25 år gammel, men den er ikke ældet en tøddel. Dog: ville det store plottwist have været ligeså banebrydende og Keyser Söze-konceptet have samme popkulturelle effekt i dag, nu hvor adgangen til (ufrivillige) spoilers er så meget større?

  • Der optræder reelt kun én kvinde i filmen, og hun bliver skudt to gange i hovedet på et motelværelse i Pennsylvania. Det faktum ved jeg ikke om man bør udlede noget dybere ud af

  • Gabriel Byrne har den mest eventyrlige hårpragt på denne side af Hugh Grant anno ‘Fire bryllupper og en begravelse’

Jeg vil stærkt anbefale alle at (gen)se ‘The Usual Suspects’. Den er et mesterværk, også her mange år efter udgivelsen.

Der er for meget arvæv på mit desillusionerede og smertende hjerte til at jeg tør håbe på, at den kommende ‘Dune’ filmatisering bliver andet end en monumental skuffelse. Men den nye trailer ser godt nok lovende ud. Og måske filmens snarlige ankomst kan få mig til at holde mit smuldrende løfte om at genlæse bogen. Der er trods alt tale om det, jeg har fortalt mig selv er min all-time favorit science fiction roman.

Beat City

Jeg har dyrket ‘Ferris Bueller’s Day Off’ en del den seneste uge, vanen tro fremprovokeret af podcasten ‘The Rewatchables’. Det har efterladt mig med to hovedkonklusioner.

Dels at det er en af de retrofilm, der bedst nydes i greatest hits scener på YouTube. Der er et hav af fremragende momenter og popkulturelle højdepunkter, men summen af dem bliver ikke opløftet til noget episk. Forsøgte at se noget af den med min post-nattevagtramte viv, og den fungerede ikke helt.

Dels at det er en forbrydelse at sangen ’Beat City’ af The Flowerpot Men ikke er at finde på nogen streamingtjenester. Det er vanvid, da den er absurd fængende. Når Ferris, Cameron og Sloane kører ind i Chicago med sangen i baggrunden, så er det perfekt.

Hvad gør man når de gode sange er forsvundet eller fraværende fra de digitale siloer? Det er og bliver frustrerende.

Dune

Selvom ‘Dune’ stadig er en af de bøger jeg ikke tør genlæse af frygt for at blive skuffet, så må jeg sige at den kommende film ser lovende ud. Men … de kunne nu godt have brugt en flig af marketingbudgettet til at få designet et originalt logo. Bevares, det giver mening at Arrakis indgår i logoet, men det er som om at en anden paranormal franchise allerede har benyttet sig planettemaet:

Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg har ikke tænkt på ‘Heroes’ i mindst syv år, men nu fik jeg så et vemodigt flashback. For det er en af de mest vanrøgtede tv-serier, jeg nogensinde har set. Første sæson var helt forrygende; anden sæson svagere, men stadig af høj klasse. Siden skete der noget. Hvad ved jeg ikke, men det var en katastrofe. Sæson 3 er således noget af det dårligste tv jeg nogensinde har set, og tingene blev ikke bedre før de aflivede serien præmaturt.

Måske man skulle gense første sæson en skønne dag. Den var næsten på niveau med ‘Lost’, som jeg husker den.

Harry Potter

Min kone har dårlig samvittighed over at arbejde for meget. Hun lod sig derfor besnakke af sønnen til at købe en Lego-udgave af Hogwarts. Han byggede løs til tonerne af soundtracket, alt imens han kraftigt fantaserer om at han er Harry Potter.

Vi har ikke læst bøgerne endnu, men han er blevet pænt besat af filmene og selve ‘Harry Potter’-universet. Hans lidt lidt ældre kusine i Sundsvall er gigantisk fan, og det har smittet ham. Det giver visse udfordringer.

Dels at filmene varer knap 2,5 timer hver. Selv for en mand, der gerne parkerer sine børn foran en film for at pleje mig selv, så er det lang tid.

Dels er historien måske lidt vel uhyggelig og barsk for en 6-årig. Tror i hvert fald ikke han skal se de senere film endnu, dem husker jeg som relativt mørke og dystre. Selv den anden film behandler meget eksplicit racisme, et fænomen, der ikke giver mening for ham.

Måske næste trin er højtlæsning af bøgerne. Vi må se. Der er jo en del sider at gå i gang med.

The Rewatchables er nået til tredje ‘Godfather’-film, og der bliver ikke lagt fingre imellem. Ligeså intenst som de elsker de to første film, ligeså grusomt slagter de den tredje. Var Sofia Coppola virkelig elendig? Var historien vitterlig sortsnakkende? Var der en 28 minutter lang operascene? Overspillede Andy Garcia og Al Pacino rent faktisk voldsomt? Jeg må snart se at få genset de film. De føles vigtige.

The Two Popes

Der er særligt én scene i ‘The Two Popes’ der er virkelig meme-værdig; den hvor daværende pave Benedikt råfråder en pizza i sig. Han spilles af Anthony Hopkins, så når han glubsk fortærer sit pizzaslice, er det umuligt – UMULIGT! – ikke at se Hannibal Lecter foran sig. Scenen mangler således kun hestebønner og lidt Chianti for at være helt perfekt. 

Bortset fra den fornøjelige sekvens, så er ‘The Two Popes’ en udmærket film, som man sagtens kan fylde to timer af den aktuelle husarrest ud med. Filmen bliver nok endnu bedre hvis man en forudgående interesse for den katolske kirke (hvilket jeg som katolsk gift og med to katolsk døbte børn besidder), men den kan ses af alle med bred interesse for historie, kultur og skarpe dialoger mellem ideologiske modsætninger.

The Two Popes Poster

Filmen har fødderne solidt plantet i underholdningsgenren, så det bliver aldrig kedeligt. Til gengæld formidler filmen ikke specielt godt, hvorfor de to meget menneskelige og fejlbarlige mænd skulle være noget helt særligt. Jeg tror ganske enkelt ikke på filmens tolkning af de to. 

Jorge Bergoglio – den nuværende Pave Frans – fremstår som et hjertegodt, idealistisk og nærmerst naivt menneske. Han begår fejl undervejs, men hans grundessens er god. Men man får aldrig indtrykket af, at han er strålende teolog eller et enestående intellekt, hvilket ellers er selve adelsmærket for hans orden Jesuitterne. Hvordan skulle en sådan mand komme til tops i en ultrakompetetiv og politisk organisation som den katolske kirke? Har I nogensinde studeret den institutions historie? Paver var og er magtmennesker. Skulle en blid og blød mand komme i spidsen for det foretagne? Det virker helt usandsynligt. 

Samme mangel på realisme gælder for portrættet af  Joseph Ratzinger, Pave emeritus Benedikt. Han bliver fremstillet som gnaven og akavet, ja, nærmest grænsende til det socialt påfaldende. Han beskrives som helt ude af sync med andre mennesker og det omkringværende samfund, ligesom hans (konservative) teologi i filmens øjne er objektivt forkert. Undervejs i filmen må vi således forstå, at Ratzinger i år 2012 ikke kender The Beatles. Virkelig? Hvordan skulle en sådan særling nogensinde komme frem i et politisk spil? Hvordan skulle han kunne manøvrere og skabe alliancer, hvis han virkelig er så indadvendt? Det giver ikke mening. Tingene må nødvendigvis være mere nuancerede end som så.

Men nu lyder jeg for negativ. ’Two Popes’ er en udmærket film med glimrende skuespilpræstationer af både Hopkins og Jonathan Pryce. Se den for dens indblik i en (for udenforstående) pænt underlig verden, for dens indblik i Argentina i 1970’erne og for de ofte morsomme replikker.