Min nabo Totoro

Jeg havde godt set at DR har ‘Min nabo Totoro’ liggende, men jeg var i tvivl om hvorvidt det var en god børnefilm for en 3 og 5-årig. Den eneste Studio Ghibli-film jeg indtil da havde set var ‘Det levende slot’, som jeg husker som utrolig flot, men også tilsvarende utrolig mærkelig. Men eftersom ‘Totoro’ lå på Ramasjang og vi manglede en god film her nytårsdag, så fik den en chance. Og, nuvel, hvor uhyggelig kunne filmen egentlig være med nedenstående klientel?

Min tvivl blev gjort til skamme. De to arvinger elskede filmen. Og med god grund: den er ganske enkelt fremragende.

Historien kan opfattes på flere planer. Som barn følger man de to helt uimodståelige søskende Satsuki og Mei, der udforsker nye omgivelser og oplever forunderlige overnaturlige eventyr samt møder naturånder i form af popkulturikonet Totoro og en kattebus (sic). Som voksen kan måske godt regne ud, at pigernes møde med den fantastiske Totoro er en fantasikonstruktion – og en eskapistisk måde for dem at håndtere deres mors fravær og (muligvis dødelige) sygdom. Men begge mine børn købte 100% ind på historien, de eventyrlige dele og ikke mindst søskenderelationen. Der er således næppe tvivl om at min yngste identificerede sig stærkt med den lille og ganske feisty Mei.

Til slut bliver alting godt – fortolk selv om det skyldes Totoros guddommelige indgriben – og samlet set taler vi om en meget hjertevarm film, som kan ses af børn i ganske mange aldre.

Gigantisk anbefaling herfra.

Flyfilm

Jeg så tre film henover Atlanten: Den nye dokumentar om Diego Maradona, ‘Rocket Man’ om Elton John og sci-fi filmen ‘Ad Astra’. Alle tre efterlod mig overraskende veltilpas.

Maradona dokumentaren havde jeg læst og hørt meget positivt om. Egentlig har jeg aldrig næret den store fascination af ham; jeg var for lille til at huske hans fodboldprime i midt og slut-80’erne. Han har derfor i min bevidste tilværelse mest af alt været et fedladent kokainvrag, der fornedrede sig selv mere og mere som tiden gik. Men hold nu op: sikke en en spiller, sikke en indflydelse, sikke et ikon. Det er en fremragende dokumentar, og det er vanskeligt ikke at holde af manden. Byen Napoli spiller også en selvstændig rolle – sikke et sted! – og det er decideret genialt at underlægningsmusikken i de første to-tre minutter (en uafbrudt optagelse af Maradonas køretur gennem et ramponeret Napoli i sommeren 1984 til sin officielle præsentation som spiller i SSC Napoli på Stadio San Paolo) er Todd Terjes italo-disco pastiche ‘Delorean Dynamite’. Jeg var meget begejstret, og filmen er klart en af de bedste jeg så i 2019.

‘Rocket Man’ skulle jeg lige igennem de første 10 minutter af. For jeg har det vanskeligt med musicals og film, hvor karaktererne pludselig umotiveret bryder ud i sang. Jeg skulle også lige mobilisere min interesse. Elton John er ikke en af de musikere, jeg har lyttet mest til og kun sjældent sætter på anlægget. Han er manden bag indiskutable mesterværker – titelsangen eksempelvis – men jeg magter ganske enkelt ikke hans ballader. Når det så er sagt, så var det en udmærket film. Elton John er en interessant og fejlbehæftet kunstner, der har været et elskeligt røvhul igennem ganske mange år af sin karriere. Jeg er ikke sikker på at bevægelsen fra (postuleret) genert og stille dreng (med karikeret emotionelt kolde forældre) til flamboyant narkoman er portrætteret helt troværdigt, men lad det nu ligge. Jeg var godt underholdt de to timer.

Sidste film henover Newfoundland var ‘Ad Astra’. Det er den første film med Brad Pitt jeg har set siden ‘Spy Game’, og til min egen forbløffelse, så hadede jeg ham ikke i hovedrollen. Filmen minder mest af alt om den introverte ‘Solaris’ og Emma Newmans ‘Planetfall’-bøger1, hvilket tiltaler mig meget. Man skal ikke se filmen for dens actionscener (selvom de såmænd er udmærkede) eller rumfartshorror, men for dens melankoli og eksistentielle spørgsmål. Den er i hvert fald anbefalet herfra.

Samlet set bør jeg måske give filmmediet en chance til. Har set så forsvindende få film de senere år, og måske det er en skam. 

  1. Som jeg bliver ved med at namedroppe, men det er fordi jeg tænker meget på dem []

De glemte film

Det er efterhånden længe siden jeg selv overgav mig fuldstændig til streamingtjenesterne og satte den aldrende PlayStation 3 ned i kælderen sammen med mine dvd’er og BluRays.

Modsat musik – hvor jeg krampagtigt ønsker at holde fast i de fysiske manifestationer – har jeg ikke et affektionsforhold til tv-serier og film. Jeg behøver ikke eje dem, og bortset fra de tv-serier jeg fanatisk slugte i slut-00’erne (hej ‘Lost’!), har jeg aldrig selv købt særlig mange film, hverken fysisk eller digitalt.

Men noget i dette indlæg om Netflix’ amerikanske fysiske service ramte alligevel plet hos mig. Både når det handler om film, tv-serier og musik:

Even if the shuttering of Netflix’s DVD service won’t be exactly the same as a final nail in the coffin for disc media, it’ll still be meaningful. Netflix buys tons of physical media; once it stops doing that, the economics of movies on disc will only get worse.

The real shame will happen when movies stop coming out on DVDs and Blu-Rays altogether. That’s not because they were such a lovable way to package films (they have their pluses and minuses); it’s because with the loss of each media format, we also lose some titles forever. The list of movies that never made it from VHS to DVD is not insignificant.

Usually these “lost” titles are somewhat obscure, but even a major film like “Air Force One” can get lost in the shuffle. Even though that movie is available in a recently pressed Blu-Ray edition, it isn’t available to stream—not just from subscription services like Netflix and Hulu, but it’s not available to rent from iTunes or Amazon, either. It’s hard to say how many more titles we’ll lose when you can only watch movies online, but it’s something to think about as we so eagerly embrace that future.

Jeg deler bekymringen. Har selv tidligere skrevet om det frustrerende i, at indholdet i mit eget CD-katalog med kunstnere som Pet Shop Boys og Saint Etienne er langt dybere end det, jeg kan finde på Spotify eller i iTunes. Hvis det gælder for de to kunstnere, så må man gå ud fra at musikstreamerne aldrig vil få det fulde billede af musikernes værker.

I skrivende stund ved jeg ikke hvor jeg kan gense ‘Lost’ og ‘Friday Night Lights’, endsige finde de nyere sæsoner af ‘Supernatural’ – for de er ikke på nogen af streamingtjenesterne, der er tilgængelige i Danmark. Og hvad sker der egentlig med de film og serier, som i fremtiden ikke rigtig er nogen steder? Hverken fysisk eller tilgængelig via streaming? Bliver de ligesom sangen ‘Time is Right for Love’, Bobby Reeds vidunderlige Northern-soul klassiker, som hverken er tilgængelig via streaming, iTunes eller i fysisk form? Hvordan skal man så opdage eller huske de ting?

Det gør mig trist at tænke på, må jeg indrømme. Meget godt kan blive glemt, ligesom helt af sig selv.

Ghost in the Shell

Er ambivalent om den nye ‘Ghost in the Shell’ film. For anime-forlægget fra 1995 er et af de mere definerende popkulturelle artefakter i mit liv.

Min far havde filmen med hjem på VHS fra London i 1997, købt i en siden for længst lukket HMV. Og jeg har reelt ikke tal på hvor mange gange jeg så filmen dengang – om end jeg ikke helt forstod hele handlingen.

Dels er den relativt kompleks, dels var mit engelske alt andet lige ringere end nu. Men jeg var vild med dens smådystopiske cyberpunk-univers og de smukke animationer. Og så rummer filmen intet mindre end to helt fabelagtige actionsekvenser:

Den første er scenen, hvor Motoko Kusanagi og Batou forfølger og til sidste er i slagsmål med en mistænkt. Fra og med jagten gennem frugtmarkedet i Tokyo, er det en noget nær poetisk slåskamp – afsluttende med demonstrationen Kusanagis (den dag i dag fascinerende) thermo-optiske dragt. Selv her 20 år efter er det en futurisk scene.

Den næste er den mindst ligeså episke tankkampscene. Ikke siden tankrobotten ED-209 i Robocop har en kamprobot været så gennemført laber. Scenen kan stadig begejstre mit nørdede science fiction hjerte!

Men jeg er spændt, grænsende til bekymret, over hvordan nyindspilningen monstro behandler det oprindelige materiale.

Det gør mig ikke så meget at rollerne nu bliver spillet af ikke-asiater, men ‘Ghost in the Shell’ må ikke blive mindre mærkelig eller mindre filosofisk. Den oprindelige anime stillede spørgsmål hvordan man skal opfatte kunstig intelligens, og hvad der egentlig konstituerer at være et menneske. Jeg er nervøs for, at en tur igennem Hollywoods-vridemaskine vil ødelægge historien i bestræbelserne på at gøre filmen mere spiselig for et vestligt publikum.

Nu må vi se. Tror jeg får slæbt mig selv i biografen til den nye film. Skeptisk anlagt, javist, men jeg bør få den set.

Hver dag

Lyttede til P3 i dag mens jeg gik med barnevognen og datteren.

Det er en forteelse, der heldigvis ofte er måneder imellem – lytninger til P3, altså. Men sagen er den, at der var forårssæsonstart i Superligaen. Så selvom jeg vandrede hvileløst i Roskildes forblæste gader iført tilpas slidt latté pappa look, så jeg var jo nødt til at høre hvordan det gik med AaB i kampen mod AGF.

Nåede at græmme mig adskillige gange undervejs. Ikke så meget over kampen (AaB vandt!), men over musikken.

Noget af min tværhed skyldes utvivlsomt at jeg indeni er 53 år og særdeles gnaven, hvorfor jeg har meget vanskeligt ved at identificere mig med sange om at gå club og bare have en fucking fed fest1.

Men noget må også have strukturelle årsager

Under en løbetur tidligere i dag havde jeg hørt Bill Simmons og Malcolm Gladwell diskutere, at der måske fraset basketball i dag ikke er en (pop)kulturel midte i USA. I ved nok, de der personer, kunstnere, begivenheder, institutioner, som er uomgængelige og som alle kender og er nødt til at forholde sig til. De er midten. De fænomener, som alle uanset baggrund, sted i livet, social status og religion dog trods alt har et eller andet forhold til.

Dem som vi alle kender og forstår betydningen af. Som samtalen drejer sig om. Som transcenderer grænserne mellem genrer? Eksempler gennem tiden: Michael Jackson. The Beatles. Rolling Stones. Michael Laudrup. Mozart. Muhammad Ali. Nelson Mandela. Frank Sinatra. Matador2. Elvis Presley. Star Wars. Karl Marx. William Shakespeare. H.C. Andersen.

I kan sikkert selv komme på flere. Film, teater og forfattere er for længe siden røget ud af den kulturelle midte. Kan I eksempelvis nævne en film fra de seneste fem år, som var så magtfuld, at den var del af den kulturelle midte? Eller en bog? Som folk refererer til, og hvis indhold indgår i vores fælles samfundsmæssige forforståelse?

Og min påstand er nu, at musik og musikere også forlængst er røget ud af den kulturelle midte. Det hele er blevet balkaniseret. Folk lytter til musik i deres egen lille ghetto. Der var intet af det club-musik, som de spillede på P3 en søndag eftermiddag, der blot tilnærmelsesvist kan betegnes som værende i ‘midten’. De mest streamede kunstnere på Spotify i 2016 var Drake, Rihanna, Justin Bieber, Kanye West og Twenty One Pilots. Som alle har masser af fans, bevares, men er de allemandseje? Er det dem som samtalen handler om?3

Det var en lang snak blot for at sige, at jeg ikke kunne lide noget af det musik, de spiller på P3. Bortset fra én sang. Og det er så åbenbart undtagelsen, der bekræfter reglen.

For lyt lige til Emil Kruse & Tobias Rahim ‘Hver dag’.

Det er en eminent sang. En slags Soul II Soul for nutiden. Som næppe heller bliver en del af midten, men som alligevel er jævnt fantastisk. Måske det også hænger sammen med, at P3 spillede sangen da Jannik Pohl scorede til 2-1 i overtiden mod AGF.

Uanset hvad er den fortryllende. Giv den chance.

  1. Hvilket er et gennemgående tema i P3’s sange baseret på min dataindsamling i dag []
  2. Som jeg stadig ikke har set []
  3. Afledt problemstilling: Findes den samtale/midte jeg kredser om rent faktisk? []

Det digitale forbrug i 2016

Det var et helt ekstraordinært pauvert film år. Jeg så én og kun én film: Star Wars ‘The Force Awakens’ tilbage i januar måned. Nej, vent. Det er ikke helt sandt. Jeg fik også streamet ‘Interstellar’ og ‘Edge of Tomorrow’ undervejs. Alle tre var gode film, nok især den tankevækkende ‘Interstellar’. Det er ikke længere så tit at de laver mainstream science fiction film, men det gjorde de i dette tilfælde. Den er skøn.

Interstellar

Men det næsten ikke-eksisterende filmforbrug befæster blot tendensen fra de sidste tre-fire år, nemlig at jeg er blevet koblet fuldstændig af filmmediet. Ved heller ikke helt hvad jeg er gået glip af i 2016? Kom der nogle gode og helt uundværlige film? Jeg vil gerne se den nye ‘Star Wars: Rogue One’, ligesom ‘Arrival’ lyder lovende. Men hvad ellers?

Det var ikke meget bedre på tv-serie fronten. Vi fik set anden sæson af ‘Les Revenants’, det meste af ‘The Blacklist’ og gik begrædeligt nok i stå i ‘The Americans’. Årets mest positive oplevelse var imidlertid den spændende ‘The Path’ på HBO, hvor man følger livet i en kult.

Jeg har ikke for alvor set ‘Breaking Bad’, så er fuldt ud i stand til at nyde Aaron Paul som andet end Jesse Pinkman. Han er virkelig stærk i ‘The Path’, som kultmedlemmet der begynder at tvivle. Serien er et lidt atypisk hit her i husstanden, for den involverer hverken metafysik, alternative virkeligheder, tidsrejser eller science fiction. Den er et klassisk drama, hvor det ikke er kulten som sådan der er interessant, men snarere livet og de sociale dynamikker. Er meget spændt på anden sæson, som jeg vil prioritere højt at få set i 2017.

Et medie jeg til gengæld passede trofast var podcasts. Lyttede allermest til Den Korte Radioavis, som jeg opdagede efter alle andre tilbage i marts måned. Jeg er dybt imponeret over hvor begavet satire de kan levere hver evig eneste dag.

Ved ikke om analogien giver mening, men Den Korte Radioavis er satirens svar på The Smiths. Jeg har nu bogstaveligt talt hørt hundredevis af timer af programmet, og jeg kan måske udpege 1-2 brudstykker som jeg ikke fandt morsomme. Det svarer til The Smiths, hvis bagkatalog er fejlfrit – måske lige med undtagelse af den forbryderisk ringe ‘Golden Lights’.

Ellers nød jeg især ‘Kongerækken’, visse af Medianos udsendelser og ikke mindst mine obligatoriske podcasts om amerikansk sport: First Take og Bill Simmons. Selvom det er ved at være tre år siden vi var i USA sidst, bruger jeg diverse sportsudsendelser til at opretholde en ersatz-følelse af landet. Egentlig lidt sørgeligt når man tænker over det.

Hvad med jer? Hvilke popkukturelle og/eller digitale ting nød I i 2016?

Bennys trip

Jeg har aldrig set ‘Bennys badekar’ (1971) i sin helhed. Men når jeg ser nogle bidder af filmen, så slår det mig hvor meget børnepopulærkultur har ændret sig på … ja, det er vel snart 50 år.

bennysbadeklar

Se og lyt eksempelvis til Peter Bellis absurd funky ‘Blækspruttesang’. Er der lavet noget bedre på dansk før eller siden? Jeg tror det egentlig ikke. Ret beset er det vel en pastiche på en James Brown sang, men det er en djævelsk veludført en af slagsen – og den visuelle del er nærmest hallucinerende.

Det samme gælder afslutningssangen og dens inferno af farver. Tegnerne må have været på LSD under det meste af udarbejdelsen. Og så har vi ikke engang drøftet sørøverne endnu.

Tvivler på at det var gået på Ramasjang i dag. Desværre.

Hikōki-gumo

Det hænder desværre ikke længere så ofte at jeg bliver besat af en sang. Men det er sket hen over det seneste døgn. Vejen dertil er kringlet. Lad os tage den trinvist.

Når sønnen skal sove, slapper vi ofte af inden putning sammen med at se en hyggelig film. Nogle gange er det filmtrailers, gerne til japanske mangafilm. En favorit er eksempelvis traileren til ‘When Marnie Was there’, der har den rette kombination af roligt tempo og afslappende melankolsk musik.

Men der er altid brug for flere søvndyssende tegnefilm, så vi har også set traileren til en anden af Studio Ghiblis nylige værker: ‘The Wind Rises‘. Undervejs i den støder man på den sært fængende sang ‘ひこうき雲’ (Hikōki-gumo).

Det er en loungepopperle fra 1973 af Yumi Matsutoya. Den er dragende og vanskelig at beskrive, måske fordi jeg mangler en relevant kontekst. For bortset fra den fragmenterede erindring om slut-90’er navne som Pizzicato Five, Girl’s Generation, Ryuichi Sakamoto, Towa Tei og DJ Krush må jeg tilstå, at min reelle viden om japansk populærmusik er til at overse.

Men hvis jeg skulle beskrive Matsutoyas stil, så ville det være, at hun minder mig om sangen ‘Kaze wo Atsumete’ fra Lost in Translation soundtracket. Der er det samme listige orgel og den dovne tromme, der insisterende driver sangen frem. Jeg kan ikke stoppe med at lytte til ‘Hikōki-gumo’. Det er en pokkers god popsang, som ville være blevet et monsterhit, hvis det var Carole King, der havde sunget den på engelsk dengang i 1973.

Alt imens jeg har skamlyttet sangen, læste jeg også lidt om filmen den bruges i: ‘The Wind Rises’. Den er faktisk også interessant i sig selv. Det er en fiktionaliseret biopic om Jiro Horikoshi, der var manden bag det japanske kampfly Mitsubishi A6M Zero fra 2. verdenskrig. Tilsyneladende var han en følsom, kunstnerisk og pacifistisk sjæl, der aldrig kom sig over, at hans passion for at skabe fly blev misbrugt af det kejserlige Japan. Da filmen kom i 2013 skabte den debat i Japan, der som bekendt har et noget tvetydigt forhold til sin fortid, især 2. verdenskrig. Det er længe siden jeg har set en mangafilm, men ‘The Wind Rises’ kunne sagtens være den næste i rækken.

Indtil da vil jeg nyde Yumi Matsutoyas blide røst, der synger om (tror jeg) afsagn og store følelser. Varmt anbefalet.

The Force Awakens

Fik endelig set den nye ‘Star Wars: The Force Awakens’ i weekenden. Har egentlig skrevet en masse usammenhængende kommentarer ned i min notesbog, men nu er jeg for dvask til at få dem dem fusioneret til et sammenhængende og begavet hele. Så hermed min spontane betragtninger:

Intro

Filmen kan ikke stå alene. Den er ekstremt selvrefererende. Store dele af plottet, lokationerne, koncepterne og karaktererne er direkte kalkeret af fra ‘A New Hope’. Hver anden replik er et glimt-i-øjet citat fra de tre oprindelige film. Hvis man er fan er det selvsagt skønt, men man savner noget … ja, noget nyt. Det er rart at blive strøget blidt med hårene, men alligevel. Det er med andre ord en film lavet til fans, der var unge da de første film kom – og nu efter planen skal introducere deres børn til også at blive gode ‘Star Wars’ forbrugere. Det er ekstremt kalkuleret, men sådan er det vel når en filmfranchise bliver opkøbt af Disney.

Den er reelt uegnet til nye kunder. Min Bedre Halvdel havde ikke set nogle af de tidligere Star Wars film, og sagde at hun var godt underholdt. Det ved jeg ikke om passer, men det var da sødt af hende at sige, synes jeg. Hvis filmen for alvor skulle give mening for helt nytilkomne seere, så mener jeg, at den skulle have gjort mere ud af at introducere og udbygge universet. Som den er skruet sammen nu, forventer filmen implicit, at beskueren kender til den bagvedliggende historie. Hvilket måske er en rimelig forventning taget i betragtning af, at der findes seks andre Star Wars film. Men omvendt: Den relevante kontekst for ‘The Force Awakens’ findes i de oprindelige 30+ år gamle film, ikke i de tre afskyelige prequels fra begyndelsen af 2000-tallet. Det har ikke straffet filmen kommercielt, men jeg tvivler på, at ‘The Force Awakens’ vil rekruttere ligeså mange fans som de oprindelige. Dertil er den for usikker på sig selv.

 

FirstOrder

Plottet er helt meningsløst. Jeg er med på, at alting ikke blev godt og smukt og ægte efter at imperiet var blevet besejret i ‘Return of the Jedi’. Rebellerne vandt krigen, men ikke freden, og alt det der. Men på 20-30 år har de helt håbløse rebeller og den tilsyneladende uendeligt inkompetente Galaktiske Republik alligevel fedet den tilpas meget af til, at en crypto-nazistisk organisation ved navn ‘The First Order’ (man kan sige meget om både de religiøst fanatiske jedier og deres nemesisser i Sith kulten, men ingen af dem er særligt underspillede i deres navnevalg) har fået lov til at vokse sig store, tyvstjæle det gamle imperiums uniformer, flyve rundt i deres flåde OG skaffet den fornødne kapital til at opbygge endnu (sic) en dødsstjerne? Det står ikke ganske klart hvordan det har kunne lade sig gøre, men tilsyneladende har de galaktiske banker stolet mere på imperiets arvtagere end den besynderlige flok af såkaldte ‘rebeller’, der åbenbart er bedre til at være imod ting end til at bygge noget op. Rebellerne (hvoraf flere er rekrutteret direkte fra flokken af skuespillerne i ‘Lost’) sidder i hvert fald stadig i deres formørkede huler og har Tvind-agtige beslutningsprocesser om militærstrategi foran deres storskærme. Der var stunder i filmen, hvor man ønskede sig at Imperiet, undskyld: The First Order, var lykkedes med at sprænge rebellernes planet i stumper og stykker …

 

Image converted using ifftoany

Seriøst: Var det virkelig tvingende nødvendigt at lave en Tatooine 2.0? Den sandplanet var røvsyg i de oprindelige film, og dens klon i den nye film, Jakku, er om muligt endnu kedeligere. På Tatooine boede i det mindste Obi-Wan Kenobi og Luke kunne hente power coverters på Tosche Station, men på Jakku er der bogstaveligt ingenting. Bortset fra en faldefærdig, men alligevel flyveklar Millenium Falcon, naturligvis. Og nedstyrtede rumskibe, nu jeg tænker over det. De er faktisk ok seje. BOOM!

 

BB8

Den nye droid BB8 er mega-nuzer! R2D2 har fået en værdig kompagnon. Man slipper desværre ikke for C3PO, men han er heldigvis meget perifær. Var der nogensinde nogen der kunne lide den klovn? Nogen der efterspurgte hans tilstedeværelse? Nej. Det tror jeg ikke.

 

riddere

Jeg kan ikke forstå folk kalder Star Wars for science fiction. Hvilket måske skyldes at jeg læser for meget tør science fiction, men hallå: Star Wars er i bedste fald en fantasyfilm. Der er riddere, magi, sværdkampe, sjove fabeldyr, rejser fra punkt A til B, bondesønner der skal på et episk eventyr, prinsesser der skal reddes, letforståelige dualismer mellem godt og ondt. Til gengæld er der ingen bekymring over hverken økonomi (hvor meget koster en dødsstjerne? Hvordan hænger et intergalaktisk imperium overhovedet sammen?) eller teknologi. Så nej – du kan ikke lide science fiction, hvis du kan lide Star Wars. Du kan lide eventyrfilm, og det er også helt ok. Se ‘Battlestar Galactica’, så kan vi tale om det andet.

 

 solochewie

(MEGASPOILER) Hvor var det herligt at se Han Solo igen! Men hvorfor skulle han dø? Det er åndssvagt. Han var det eneste element af sex i den frigide filmserie. Hvem skal nu levere homoerotik sammen med Chewie? Hvem skal nu få Leia til blot i få sekunder til ikke at se irritabel og/eller gnaven ud? Jeg håber ikke han er død selvom han er penetreret med et lyssværd og er faldet ned i en uendelig kløft. Måske han kan reddes (MEGASPOILER SLUT)

Samlet set: Se filmen, hvis du skal. Har du ikke gidet Star Wars før, så behøver du heller ikke gide nu.