Harry Potter

Min kone har dårlig samvittighed over at arbejde for meget. Hun lod sig derfor besnakke af sønnen til at købe en Lego-udgave af Hogwarts. Han byggede løs til tonerne af soundtracket, alt imens han kraftigt fantaserer om at han er Harry Potter.

Vi har ikke læst bøgerne endnu, men han er blevet pænt besat af filmene og selve ‘Harry Potter’-universet. Hans lidt lidt ældre kusine i Sundsvall er gigantisk fan, og det har smittet ham. Det giver visse udfordringer.

Dels at filmene varer knap 2,5 timer hver. Selv for en mand, der gerne parkerer sine børn foran en film for at pleje mig selv, så er det lang tid.

Dels er historien måske lidt vel uhyggelig og barsk for en 6-årig. Tror i hvert fald ikke han skal se de senere film endnu, dem husker jeg som relativt mørke og dystre. Selv den anden film behandler meget eksplicit racisme, et fænomen, der ikke giver mening for ham.

Måske næste trin er højtlæsning af bøgerne. Vi må se. Der er jo en del sider at gå i gang med.

The Rewatchables er nået til tredje ‘Godfather’-film, og der bliver ikke lagt fingre imellem. Ligeså intenst som de elsker de to første film, ligeså grusomt slagter de den tredje. Var Sophia Coppola virkelig elendig? Var historien vitterlig sortsnakkende? Var der en 28 minutter lang operascene? Overspillede Andy Garcia og Al Pacino rent faktisk voldsomt? Jeg må snart se at få genset de film. De føles vigtige.

The Two Popes

Der er særligt én scene i ‘The Two Popes’ der er virkelig meme-værdig; den hvor daværende pave Benedikt råfråder en pizza i sig. Han spilles af Anthony Hopkins, så når han glubsk fortærer sit pizzaslice, er det umuligt – UMULIGT! – ikke at se Hannibal Lecter foran sig. Scenen mangler således kun hestebønner og lidt Chianti for at være helt perfekt. 

Bortset fra den fornøjelige sekvens, så er ‘The Two Popes’ en udmærket film, som man sagtens kan fylde to timer af den aktuelle husarrest ud med. Filmen bliver nok endnu bedre hvis man en forudgående interesse for den katolske kirke (hvilket jeg som katolsk gift og med to katolsk døbte børn besidder), men den kan ses af alle med bred interesse for historie, kultur og skarpe dialoger mellem ideologiske modsætninger.

The Two Popes Poster

Filmen har fødderne solidt plantet i underholdningsgenren, så det bliver aldrig kedeligt. Til gengæld formidler filmen ikke specielt godt, hvorfor de to meget menneskelige og fejlbarlige mænd skulle være noget helt særligt. Jeg tror ganske enkelt ikke på filmens tolkning af de to. 

Jorge Bergoglio – den nuværende Pave Frans – fremstår som et hjertegodt, idealistisk og nærmerst naivt menneske. Han begår fejl undervejs, men hans grundessens er god. Men man får aldrig indtrykket af, at han er strålende teolog eller et enestående intellekt, hvilket ellers er selve adelsmærket for hans orden Jesuitterne. Hvordan skulle en sådan mand komme til tops i en ultrakompetetiv og politisk organisation som den katolske kirke? Har I nogensinde studeret den institutions historie? Paver var og er magtmennesker. Skulle en blid og blød mand komme i spidsen for det foretagne? Det virker helt usandsynligt. 

Samme mangel på realisme gælder for portrættet af  Joseph Ratzinger, Pave emeritus Benedikt. Han bliver fremstillet som gnaven og akavet, ja, nærmest grænsende til det socialt påfaldende. Han beskrives som helt ude af sync med andre mennesker og det omkringværende samfund, ligesom hans (konservative) teologi i filmens øjne er objektivt forkert. Undervejs i filmen må vi således forstå, at Ratzinger i år 2012 ikke kender The Beatles. Virkelig? Hvordan skulle en sådan særling nogensinde komme frem i et politisk spil? Hvordan skulle han kunne manøvrere og skabe alliancer, hvis han virkelig er så indadvendt? Det giver ikke mening. Tingene må nødvendigvis være mere nuancerede end som så.

Men nu lyder jeg for negativ. ’Two Popes’ er en udmærket film med glimrende skuespilpræstationer af både Hopkins og Jonathan Pryce. Se den for dens indblik i en (for udenforstående) pænt underlig verden, for dens indblik i Argentina i 1970’erne og for de ofte morsomme replikker. 

Arrietty

Så kom der sgu farver på! Mens jeg forsøgte at koordinere kommunikationen af kommunens Covid-19-indsats, blev arvingerne parkeret foran ’Arriettys hemmelige verden’. Noget af en farveeksplosion:

Det er selvfølgelig unfair at sammenligne en dansk tegnefilm fra 1986 med en langt nyere animé fra et Japans absolut største og vigtigste studier. Men det er slående hvor meget smukkere og bedre håndværk Studio Ghibli er udtryk for. Efter ‘Valhallas’ tristesse er ’Arrietty’ kort og godt en visuel og lydmæssig nydelse.

Endnu vigtigere, så var børnene fænget af historien om de små ’lånere’, der er navnet på de miniput væsener der lever skjult for mennesker i gamle huse. Vi følger låner-pigen Arrietty, der mod alle odds bliver venner med den hjertesyge menneskedreng Shō. Det er ikke en actionfilm, men der var rigeligt med nervepirrende stunder til at arvingerne måtte gemme sig under en dyne et par gange undervejs.

Jeg er usikker på om de helt forstod den melankolske slutning, hvor Arietty og hendes familie må rejse fra huset. Det gør dog ikke så meget. Grundlæggende er ‘Arrietty’ en sympatisk historie om venskab på trods af forskelle, og uden at lyde alt for speltagtig, så er det på den måde en god og opbyggelig film.

Måske filmen er for stille og eftertænksom til de lidt større børn, men lige nu er min dreng lille og følsom nok til, at han er åben for andet end speedet action. Den er klart værd at se sammen her under karantænen, især i sofaen under en dyne med en kop varm kakao.

Valhalla

Vi så ‘Valhalla’ i dag, altså tegnefilmen fra 1986. Den ældste er aktuelt fascineret af nordisk og græsk mytologi, da vi er begyndt at læse to bøger om emnet (selvsagt købt for at få de kommende ugers indespærring i hjemmet til at forløbe blot en smule hurtigere). Farvet af mine rosenrøde minder om filmen og tegneserierne, satte jeg derfor filmen på i eftermiddag. 

Valhalla

Hvad er så konklusionen her 30-35 år efter jeg senest så ‘Valhalla’? Fungerer filmen stadig på egne præmisser? Eller er den bedst gemt og glemt i kassen med 80’er popkultur, der ikke fortjener nogen særlig nostalgi?

Nok mest det sidste. For ‘Valhalla’ er en dybt underlig og i dag helt politisk ukorrekt film (og ikke på den gode måde).

Hovedproblemet er at manuskriptet ikke fungerer og historien ikke hænger sammen. Manuskriptet er tydeligt flikket sammen af flere af Peter Madsens bind af tegnerserien, hvorfor historien er underligt afbrudt og hakkende. Der er lange stræk hvor filmen er kedelig og der ikke sker noget. Den laaaaange sekvens, hvor børnene bygger en hytte i skoven, ville være helt utænkelig her i 2020. Faktisk er alle scenerne i Asgård uden undtagelse røvsyge. Det samme er de fleste af scenerne, hvor Qvark er i fokus. 

Filmen rummer en masse enkeltdele og begreber fra mytologien, der hver for sig er fascinerende og ret stimulerende for fantasien. Regnbuebroen! Thors hammer! Yggdrasil! Problemet er imidlertid, at de ikke sættes i spil, men blot introduceres for så siden at glide ud igen uden at spille nogen rolle. Hvad skal vi eksempelvis bruge alle scenerne i borgen Valhalla til? De tjener ikke noget formål.

Endnu mere besynderligt er det faktum, at der så få scener, der forklarer hvorfor vi skal betragte Thor og de andre aser som gode eller værd at holde med. Faktisk er det meget vanskeligt at forstå udefra handlingen i filmen, at jætterne er de onde og guderne de gode.

Det der sker i den indledende sekvens, hvor menneskebørnene Tjalfe og Røskva bliver taget med til Asgård af Thor og Loke, er det rene barbari og voldstyranni. Som betaling for at Tjalfe (i øvrigt på opfordring af den manipulerende Loke) kommer til at skade en af Thors geder, truer Thor forældrene – som en gemen gangsterslavehandler – til som kompensation at give ham drengen som husslave i Asgård. Søsteren Røskva sniger sig også med, og begge bliver ufrie slaver i Thors husholdning. De stakkels forældre hører vi siden intet om. 

Thor er lidt af en røv konstant. Udover at køre sit hardcore gangsterregime så er han pralende, voldelig, konstant ude af føjte, hjælper ikke til i hjemmet, er opfarende og kan ikke kontrollere sit temperament, slår på børn, smadrer hjemmet hvis ting går ham imod og han drikker hele tiden. At han spilles af Dick Kaysø gør kun ondt værre. Thors handlinger i filmen ville vække ramaskrig i dag, 

Loke – med irriterende stemmeføring af Preben Kristensen – er ikke den charmerende gavtyv jeg husker, men bare en træls personage i almindelighed. Odin møder vi kun i en totalt overflødig (men til gengæld lang) sekvens, hvor Røskva og Qvark er i Valhalla og vil brokke sig over husslavernes arbejdsvilkår. Odin fremstår dement, eksplosivt hidsig og med en tvivlsom personlig hygiejne. Det er direkte umuligt at visualisere sådan en bums som gudernes konge, men det er også ligemeget, for han spiller ingen rolle i filmen (udover at han skal introduceres).

Det er ikke meget bedre med børnene. Tjalfe er en præpubertær, indbildsk og smådum dreng, der er vanskelig at holde af som helt. Det samme gælder filmens comic relief, Qvark. Karakteren er tænkt som en naturens muntre søn, der bøffer frejdigt (og kaotisk) rundt og skaber hjertevarme med sin ligefremhed og komiske adfærd. For mig er han dog mest af alt irriterende, og jeg ville ønske han var deporteret langt væk til Udgård. Røskva er den bedst beskrevne af personerne, men spiller ingen aktiv rolle i nøglescenerne. Kvinder har kun således én funktion i filmen, nemlig at agere heppekor eller logistiksupport til de agerende mænd.

Endelig bør animationerne og det visuelle kommenteres. Jeg husker tegneseriebindene som farverige og flotte, men filmen er anæmisk og bleg. Hvis man har set en Studio Ghibli film – også dem der blevet lavet i samme tidsperiode – er det lidt af en plage for øjnene at se ‘Valhalla’. Der er simpelthen niveauer i kvalitetsforskel. 

Mine børns reaktion var blandet. Den yngste syntes Quark-figuren var sjov, men faldt så i søvn undervejs. Den ældste var tydeligvis fascineret af enkelte elementer, mens den samlede film fungerede heller ikke helt for ham. Tror han synes den var uhyggelig. Interessant nok blev han betaget af de samme ting, som jeg selv husker fra filmen: Scenen hvor Thor genopliver en af sine geder, kampsekvenserne med Midgårdsormen, ædekonkurrencen hos Udgårdsloke, Thors dans med Ælde, Thors kamp mod katten/Midgårdsormen. Faktisk fungerer alle konkurrencerne hos Udgårsloke fantastisk, og det redder filmen fra at ryge på lossepladsen. Konkurrencerne er uhyggelige, magiske og dybt fascinerende for et barn. De virker – også i 2020. 

Så samlet set? Se den hvis du kender et barn, der er interesseret (eller potentielt interesseret) i nordisk mytologi. Den rummer tilpas med ting til at stimulere fantasien, men som film betragtet er den voldsomt fejlbehæftet.

Min nabo Totoro

Jeg havde godt set at DR har ‘Min nabo Totoro’ liggende, men jeg var i tvivl om hvorvidt det var en god børnefilm for en 3 og 5-årig. Den eneste Studio Ghibli-film jeg indtil da havde set var ‘Det levende slot’, som jeg husker som utrolig flot, men også tilsvarende utrolig mærkelig. Men eftersom ‘Totoro’ lå på Ramasjang og vi manglede en god film her nytårsdag, så fik den en chance. Og, nuvel, hvor uhyggelig kunne filmen egentlig være med nedenstående klientel?

Min tvivl blev gjort til skamme. De to arvinger elskede filmen. Og med god grund: den er ganske enkelt fremragende.

Historien kan opfattes på flere planer. Som barn følger man de to helt uimodståelige søskende Satsuki og Mei, der udforsker nye omgivelser og oplever forunderlige overnaturlige eventyr samt møder naturånder i form af popkulturikonet Totoro og en kattebus (sic). Som voksen kan måske godt regne ud, at pigernes møde med den fantastiske Totoro er en fantasikonstruktion – og en eskapistisk måde for dem at håndtere deres mors fravær og (muligvis dødelige) sygdom. Men begge mine børn købte 100% ind på historien, de eventyrlige dele og ikke mindst søskenderelationen. Der er således næppe tvivl om at min yngste identificerede sig stærkt med den lille og ganske feisty Mei.

Til slut bliver alting godt – fortolk selv om det skyldes Totoros guddommelige indgriben – og samlet set taler vi om en meget hjertevarm film, som kan ses af børn i ganske mange aldre.

Gigantisk anbefaling herfra.

Flyfilm

Jeg så tre film henover Atlanten: Den nye dokumentar om Diego Maradona, ‘Rocket Man’ om Elton John og sci-fi filmen ‘Ad Astra’. Alle tre efterlod mig overraskende veltilpas.

Maradona dokumentaren havde jeg læst og hørt meget positivt om. Egentlig har jeg aldrig næret den store fascination af ham; jeg var for lille til at huske hans fodboldprime i midt og slut-80’erne. Han har derfor i min bevidste tilværelse mest af alt været et fedladent kokainvrag, der fornedrede sig selv mere og mere som tiden gik. Men hold nu op: sikke en en spiller, sikke en indflydelse, sikke et ikon. Det er en fremragende dokumentar, og det er vanskeligt ikke at holde af manden. Byen Napoli spiller også en selvstændig rolle – sikke et sted! – og det er decideret genialt at underlægningsmusikken i de første to-tre minutter (en uafbrudt optagelse af Maradonas køretur gennem et ramponeret Napoli i sommeren 1984 til sin officielle præsentation som spiller i SSC Napoli på Stadio San Paolo) er Todd Terjes italo-disco pastiche ‘Delorean Dynamite’. Jeg var meget begejstret, og filmen er klart en af de bedste jeg så i 2019.

‘Rocket Man’ skulle jeg lige igennem de første 10 minutter af. For jeg har det vanskeligt med musicals og film, hvor karaktererne pludselig umotiveret bryder ud i sang. Jeg skulle også lige mobilisere min interesse. Elton John er ikke en af de musikere, jeg har lyttet mest til og kun sjældent sætter på anlægget. Han er manden bag indiskutable mesterværker – titelsangen eksempelvis – men jeg magter ganske enkelt ikke hans ballader. Når det så er sagt, så var det en udmærket film. Elton John er en interessant og fejlbehæftet kunstner, der har været et elskeligt røvhul igennem ganske mange år af sin karriere. Jeg er ikke sikker på at bevægelsen fra (postuleret) genert og stille dreng (med karikeret emotionelt kolde forældre) til flamboyant narkoman er portrætteret helt troværdigt, men lad det nu ligge. Jeg var godt underholdt de to timer.

Sidste film henover Newfoundland var ‘Ad Astra’. Det er den første film med Brad Pitt jeg har set siden ‘Spy Game’, og til min egen forbløffelse, så hadede jeg ham ikke i hovedrollen. Filmen minder mest af alt om den introverte ‘Solaris’ og Emma Newmans ‘Planetfall’-bøger1, hvilket tiltaler mig meget. Man skal ikke se filmen for dens actionscener (selvom de såmænd er udmærkede) eller rumfartshorror, men for dens melankoli og eksistentielle spørgsmål. Den er i hvert fald anbefalet herfra.

Samlet set bør jeg måske give filmmediet en chance til. Har set så forsvindende få film de senere år, og måske det er en skam. 

  1. Som jeg bliver ved med at namedroppe, men det er fordi jeg tænker meget på dem []

De glemte film

Det er efterhånden længe siden jeg selv overgav mig fuldstændig til streamingtjenesterne og satte den aldrende PlayStation 3 ned i kælderen sammen med mine dvd’er og BluRays.

Modsat musik – hvor jeg krampagtigt ønsker at holde fast i de fysiske manifestationer – har jeg ikke et affektionsforhold til tv-serier og film. Jeg behøver ikke eje dem, og bortset fra de tv-serier jeg fanatisk slugte i slut-00’erne (hej ‘Lost’!), har jeg aldrig selv købt særlig mange film, hverken fysisk eller digitalt.

Men noget i dette indlæg om Netflix’ amerikanske fysiske service ramte alligevel plet hos mig. Både når det handler om film, tv-serier og musik:

Even if the shuttering of Netflix’s DVD service won’t be exactly the same as a final nail in the coffin for disc media, it’ll still be meaningful. Netflix buys tons of physical media; once it stops doing that, the economics of movies on disc will only get worse.

The real shame will happen when movies stop coming out on DVDs and Blu-Rays altogether. That’s not because they were such a lovable way to package films (they have their pluses and minuses); it’s because with the loss of each media format, we also lose some titles forever. The list of movies that never made it from VHS to DVD is not insignificant.

Usually these “lost” titles are somewhat obscure, but even a major film like “Air Force One” can get lost in the shuffle. Even though that movie is available in a recently pressed Blu-Ray edition, it isn’t available to stream—not just from subscription services like Netflix and Hulu, but it’s not available to rent from iTunes or Amazon, either. It’s hard to say how many more titles we’ll lose when you can only watch movies online, but it’s something to think about as we so eagerly embrace that future.

Jeg deler bekymringen. Har selv tidligere skrevet om det frustrerende i, at indholdet i mit eget CD-katalog med kunstnere som Pet Shop Boys og Saint Etienne er langt dybere end det, jeg kan finde på Spotify eller i iTunes. Hvis det gælder for de to kunstnere, så må man gå ud fra at musikstreamerne aldrig vil få det fulde billede af musikernes værker.

I skrivende stund ved jeg ikke hvor jeg kan gense ‘Lost’ og ‘Friday Night Lights’, endsige finde de nyere sæsoner af ‘Supernatural’ – for de er ikke på nogen af streamingtjenesterne, der er tilgængelige i Danmark. Og hvad sker der egentlig med de film og serier, som i fremtiden ikke rigtig er nogen steder? Hverken fysisk eller tilgængelig via streaming? Bliver de ligesom sangen ‘Time is Right for Love’, Bobby Reeds vidunderlige Northern-soul klassiker, som hverken er tilgængelig via streaming, iTunes eller i fysisk form? Hvordan skal man så opdage eller huske de ting?

Det gør mig trist at tænke på, må jeg indrømme. Meget godt kan blive glemt, ligesom helt af sig selv.