The Usual Suspects

Et par enkelte observationer efter at have genset ‘The Usual Suspects’ igen efter mange år:

  • Filmen er et klassisk eksempel på behovet for at adskille kunstneren fra kunsten. Instruktøren Bryan Singer og Kevin Spacey er tilsyneladende begge et par utiltalende sædelighedsforbrydere, men det ændrer ikke ved, at ‘The Usual Suspects’ i sig selv er en helt forrygende film

  • Spacey er en tilsvarende eminent skuespiller, og han havde et objektivt voldsomt højdepunkt i 90’erne. Indenfor få år var han med i ‘The Usual Suspects’, ‘Seven’ og ‘American Beauty’. Det er vanskeligt at konkurrere med den track record

  • Filmen er nu 25 år gammel, men den er ikke ældet en tøddel. Dog: ville det store plottwist have været ligeså banebrydende og Keyser Söze-konceptet have samme popkulturelle effekt i dag, nu hvor adgangen til (ufrivillige) spoilers er så meget større?

  • Der optræder reelt kun én kvinde i filmen, og hun bliver skudt to gange i hovedet på et motelværelse i Pennsylvania. Det faktum ved jeg ikke om man bør udlede noget dybere ud af

  • Gabriel Byrne har den mest eventyrlige hårpragt på denne side af Hugh Grant anno ‘Fire bryllupper og en begravelse’

Jeg vil stærkt anbefale alle at (gen)se ‘The Usual Suspects’. Den er et mesterværk, også her mange år efter udgivelsen.

Der er for meget arvæv på mit desillusionerede og smertende hjerte til at jeg tør håbe på, at den kommende ‘Dune’ filmatisering bliver andet end en monumental skuffelse. Men den nye trailer ser godt nok lovende ud. Og måske filmens snarlige ankomst kan få mig til at holde mit smuldrende løfte om at genlæse bogen. Der er trods alt tale om det, jeg har fortalt mig selv er min all-time favorit science fiction roman.

Beat City

Jeg har dyrket ‘Ferris Bueller’s Day Off’ en del den seneste uge, vanen tro fremprovokeret af podcasten ‘The Rewatchables’. Det har efterladt mig med to hovedkonklusioner.

Dels at det er en af de retrofilm, der bedst nydes i greatest hits scener på YouTube. Der er et hav af fremragende momenter og popkulturelle højdepunkter, men summen af dem bliver ikke opløftet til noget episk. Forsøgte at se noget af den med min post-nattevagtramte viv, og den fungerede ikke helt.

Dels at det er en forbrydelse at sangen ’Beat City’ af The Flowerpot Men ikke er at finde på nogen streamingtjenester. Det er vanvid, da den er absurd fængende. Når Ferris, Cameron og Sloane kører ind i Chicago med sangen i baggrunden, så er det perfekt.

Hvad gør man når de gode sange er forsvundet eller fraværende fra de digitale siloer? Det er og bliver frustrerende.

Dune

Selvom ‘Dune’ stadig er en af de bøger jeg ikke tør genlæse af frygt for at blive skuffet, så må jeg sige at den kommende film ser lovende ud. Men … de kunne nu godt have brugt en flig af marketingbudgettet til at få designet et originalt logo. Bevares, det giver mening at Arrakis indgår i logoet, men det er som om at en anden paranormal franchise allerede har benyttet sig planettemaet:

Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg har ikke tænkt på ‘Heroes’ i mindst syv år, men nu fik jeg så et vemodigt flashback. For det er en af de mest vanrøgtede tv-serier, jeg nogensinde har set. Første sæson var helt forrygende; anden sæson svagere, men stadig af høj klasse. Siden skete der noget. Hvad ved jeg ikke, men det var en katastrofe. Sæson 3 er således noget af det dårligste tv jeg nogensinde har set, og tingene blev ikke bedre før de aflivede serien præmaturt.

Måske man skulle gense første sæson en skønne dag. Den var næsten på niveau med ‘Lost’, som jeg husker den.

Harry Potter

Min kone har dårlig samvittighed over at arbejde for meget. Hun lod sig derfor besnakke af sønnen til at købe en Lego-udgave af Hogwarts. Han byggede løs til tonerne af soundtracket, alt imens han kraftigt fantaserer om at han er Harry Potter.

Vi har ikke læst bøgerne endnu, men han er blevet pænt besat af filmene og selve ‘Harry Potter’-universet. Hans lidt lidt ældre kusine i Sundsvall er gigantisk fan, og det har smittet ham. Det giver visse udfordringer.

Dels at filmene varer knap 2,5 timer hver. Selv for en mand, der gerne parkerer sine børn foran en film for at pleje mig selv, så er det lang tid.

Dels er historien måske lidt vel uhyggelig og barsk for en 6-årig. Tror i hvert fald ikke han skal se de senere film endnu, dem husker jeg som relativt mørke og dystre. Selv den anden film behandler meget eksplicit racisme, et fænomen, der ikke giver mening for ham.

Måske næste trin er højtlæsning af bøgerne. Vi må se. Der er jo en del sider at gå i gang med.

The Rewatchables er nået til tredje ‘Godfather’-film, og der bliver ikke lagt fingre imellem. Ligeså intenst som de elsker de to første film, ligeså grusomt slagter de den tredje. Var Sofia Coppola virkelig elendig? Var historien vitterlig sortsnakkende? Var der en 28 minutter lang operascene? Overspillede Andy Garcia og Al Pacino rent faktisk voldsomt? Jeg må snart se at få genset de film. De føles vigtige.

The Two Popes

Der er særligt én scene i ‘The Two Popes’ der er virkelig meme-værdig; den hvor daværende pave Benedikt råfråder en pizza i sig. Han spilles af Anthony Hopkins, så når han glubsk fortærer sit pizzaslice, er det umuligt – UMULIGT! – ikke at se Hannibal Lecter foran sig. Scenen mangler således kun hestebønner og lidt Chianti for at være helt perfekt. 

Bortset fra den fornøjelige sekvens, så er ‘The Two Popes’ en udmærket film, som man sagtens kan fylde to timer af den aktuelle husarrest ud med. Filmen bliver nok endnu bedre hvis man en forudgående interesse for den katolske kirke (hvilket jeg som katolsk gift og med to katolsk døbte børn besidder), men den kan ses af alle med bred interesse for historie, kultur og skarpe dialoger mellem ideologiske modsætninger.

The Two Popes Poster

Filmen har fødderne solidt plantet i underholdningsgenren, så det bliver aldrig kedeligt. Til gengæld formidler filmen ikke specielt godt, hvorfor de to meget menneskelige og fejlbarlige mænd skulle være noget helt særligt. Jeg tror ganske enkelt ikke på filmens tolkning af de to. 

Jorge Bergoglio – den nuværende Pave Frans – fremstår som et hjertegodt, idealistisk og nærmerst naivt menneske. Han begår fejl undervejs, men hans grundessens er god. Men man får aldrig indtrykket af, at han er strålende teolog eller et enestående intellekt, hvilket ellers er selve adelsmærket for hans orden Jesuitterne. Hvordan skulle en sådan mand komme til tops i en ultrakompetetiv og politisk organisation som den katolske kirke? Har I nogensinde studeret den institutions historie? Paver var og er magtmennesker. Skulle en blid og blød mand komme i spidsen for det foretagne? Det virker helt usandsynligt. 

Samme mangel på realisme gælder for portrættet af  Joseph Ratzinger, Pave emeritus Benedikt. Han bliver fremstillet som gnaven og akavet, ja, nærmest grænsende til det socialt påfaldende. Han beskrives som helt ude af sync med andre mennesker og det omkringværende samfund, ligesom hans (konservative) teologi i filmens øjne er objektivt forkert. Undervejs i filmen må vi således forstå, at Ratzinger i år 2012 ikke kender The Beatles. Virkelig? Hvordan skulle en sådan særling nogensinde komme frem i et politisk spil? Hvordan skulle han kunne manøvrere og skabe alliancer, hvis han virkelig er så indadvendt? Det giver ikke mening. Tingene må nødvendigvis være mere nuancerede end som så.

Men nu lyder jeg for negativ. ’Two Popes’ er en udmærket film med glimrende skuespilpræstationer af både Hopkins og Jonathan Pryce. Se den for dens indblik i en (for udenforstående) pænt underlig verden, for dens indblik i Argentina i 1970’erne og for de ofte morsomme replikker. 

Arrietty

Så kom der sgu farver på! Mens jeg forsøgte at koordinere kommunikationen af kommunens Covid-19-indsats, blev arvingerne parkeret foran ’Arriettys hemmelige verden’. Noget af en farveeksplosion:

Det er selvfølgelig unfair at sammenligne en dansk tegnefilm fra 1986 med en langt nyere animé fra et Japans absolut største og vigtigste studier. Men det er slående hvor meget smukkere og bedre håndværk Studio Ghibli er udtryk for. Efter ‘Valhallas’ tristesse er ’Arrietty’ kort og godt en visuel og lydmæssig nydelse.

Endnu vigtigere, så var børnene fænget af historien om de små ’lånere’, der er navnet på de miniput væsener der lever skjult for mennesker i gamle huse. Vi følger låner-pigen Arrietty, der mod alle odds bliver venner med den hjertesyge menneskedreng Shō. Det er ikke en actionfilm, men der var rigeligt med nervepirrende stunder til at arvingerne måtte gemme sig under en dyne et par gange undervejs.

Jeg er usikker på om de helt forstod den melankolske slutning, hvor Arietty og hendes familie må rejse fra huset. Det gør dog ikke så meget. Grundlæggende er ‘Arrietty’ en sympatisk historie om venskab på trods af forskelle, og uden at lyde alt for speltagtig, så er det på den måde en god og opbyggelig film.

Måske filmen er for stille og eftertænksom til de lidt større børn, men lige nu er min dreng lille og følsom nok til, at han er åben for andet end speedet action. Den er klart værd at se sammen her under karantænen, især i sofaen under en dyne med en kop varm kakao.

Valhalla

Vi så ‘Valhalla’ i dag, altså tegnefilmen fra 1986. Den ældste er aktuelt fascineret af nordisk og græsk mytologi, da vi er begyndt at læse to bøger om emnet (selvsagt købt for at få de kommende ugers indespærring i hjemmet til at forløbe blot en smule hurtigere). Farvet af mine rosenrøde minder om filmen og tegneserierne, satte jeg derfor filmen på i eftermiddag. 

Valhalla

Hvad er så konklusionen her 30-35 år efter jeg senest så ‘Valhalla’? Fungerer filmen stadig på egne præmisser? Eller er den bedst gemt og glemt i kassen med 80’er popkultur, der ikke fortjener nogen særlig nostalgi?

Nok mest det sidste. For ‘Valhalla’ er en dybt underlig og i dag helt politisk ukorrekt film (og ikke på den gode måde).

Hovedproblemet er at manuskriptet ikke fungerer og historien ikke hænger sammen. Manuskriptet er tydeligt flikket sammen af flere af Peter Madsens bind af tegnerserien, hvorfor historien er underligt afbrudt og hakkende. Der er lange stræk hvor filmen er kedelig og der ikke sker noget. Den laaaaange sekvens, hvor børnene bygger en hytte i skoven, ville være helt utænkelig her i 2020. Faktisk er alle scenerne i Asgård uden undtagelse røvsyge. Det samme er de fleste af scenerne, hvor Qvark er i fokus. 

Filmen rummer en masse enkeltdele og begreber fra mytologien, der hver for sig er fascinerende og ret stimulerende for fantasien. Regnbuebroen! Thors hammer! Yggdrasil! Problemet er imidlertid, at de ikke sættes i spil, men blot introduceres for så siden at glide ud igen uden at spille nogen rolle. Hvad skal vi eksempelvis bruge alle scenerne i borgen Valhalla til? De tjener ikke noget formål.

Endnu mere besynderligt er det faktum, at der så få scener, der forklarer hvorfor vi skal betragte Thor og de andre aser som gode eller værd at holde med. Faktisk er det meget vanskeligt at forstå udefra handlingen i filmen, at jætterne er de onde og guderne de gode.

Det der sker i den indledende sekvens, hvor menneskebørnene Tjalfe og Røskva bliver taget med til Asgård af Thor og Loke, er det rene barbari og voldstyranni. Som betaling for at Tjalfe (i øvrigt på opfordring af den manipulerende Loke) kommer til at skade en af Thors geder, truer Thor forældrene – som en gemen gangsterslavehandler – til som kompensation at give ham drengen som husslave i Asgård. Søsteren Røskva sniger sig også med, og begge bliver ufrie slaver i Thors husholdning. De stakkels forældre hører vi siden intet om. 

Thor er lidt af en røv konstant. Udover at køre sit hardcore gangsterregime så er han pralende, voldelig, konstant ude af føjte, hjælper ikke til i hjemmet, er opfarende og kan ikke kontrollere sit temperament, slår på børn, smadrer hjemmet hvis ting går ham imod og han drikker hele tiden. At han spilles af Dick Kaysø gør kun ondt værre. Thors handlinger i filmen ville vække ramaskrig i dag, 

Loke – med irriterende stemmeføring af Preben Kristensen – er ikke den charmerende gavtyv jeg husker, men bare en træls personage i almindelighed. Odin møder vi kun i en totalt overflødig (men til gengæld lang) sekvens, hvor Røskva og Qvark er i Valhalla og vil brokke sig over husslavernes arbejdsvilkår. Odin fremstår dement, eksplosivt hidsig og med en tvivlsom personlig hygiejne. Det er direkte umuligt at visualisere sådan en bums som gudernes konge, men det er også ligemeget, for han spiller ingen rolle i filmen (udover at han skal introduceres).

Det er ikke meget bedre med børnene. Tjalfe er en præpubertær, indbildsk og smådum dreng, der er vanskelig at holde af som helt. Det samme gælder filmens comic relief, Qvark. Karakteren er tænkt som en naturens muntre søn, der bøffer frejdigt (og kaotisk) rundt og skaber hjertevarme med sin ligefremhed og komiske adfærd. For mig er han dog mest af alt irriterende, og jeg ville ønske han var deporteret langt væk til Udgård. Røskva er den bedst beskrevne af personerne, men spiller ingen aktiv rolle i nøglescenerne. Kvinder har kun således én funktion i filmen, nemlig at agere heppekor eller logistiksupport til de agerende mænd.

Endelig bør animationerne og det visuelle kommenteres. Jeg husker tegneseriebindene som farverige og flotte, men filmen er anæmisk og bleg. Hvis man har set en Studio Ghibli film – også dem der blevet lavet i samme tidsperiode – er det lidt af en plage for øjnene at se ‘Valhalla’. Der er simpelthen niveauer i kvalitetsforskel. 

Mine børns reaktion var blandet. Den yngste syntes Quark-figuren var sjov, men faldt så i søvn undervejs. Den ældste var tydeligvis fascineret af enkelte elementer, mens den samlede film fungerede heller ikke helt for ham. Tror han synes den var uhyggelig. Interessant nok blev han betaget af de samme ting, som jeg selv husker fra filmen: Scenen hvor Thor genopliver en af sine geder, kampsekvenserne med Midgårdsormen, ædekonkurrencen hos Udgårdsloke, Thors dans med Ælde, Thors kamp mod katten/Midgårdsormen. Faktisk fungerer alle konkurrencerne hos Udgårsloke fantastisk, og det redder filmen fra at ryge på lossepladsen. Konkurrencerne er uhyggelige, magiske og dybt fascinerende for et barn. De virker – også i 2020. 

Så samlet set? Se den hvis du kender et barn, der er interesseret (eller potentielt interesseret) i nordisk mytologi. Den rummer tilpas med ting til at stimulere fantasien, men som film betragtet er den voldsomt fejlbehæftet.