Tillykke

Jeg er ved at blive midaldrende. Og ikke kun fordi jeg har kone, barn, evigt ekspanderende bureaukratmave og en tryg lønmodtagertilværelse.

Nej, jeg er en grånende og aldrende mand eftersom det i dag er 20 år siden, at det ubetinget vigtigste videospil i mit liv – Final Fantasy VI – udkom i Japan.

Jeg fik spillet i julen 1996. Sammen med en adaptor (for spillet udkom ikke i Europa, så der skulle et aggregat til for at det amerikanske spil kunne bruges på en europæisk PAL-maskine) købt via postordre hos den myteomspundne butik Fantask i København. Hvilket var meget langt væk for for en intenst nørdet Nintendo Magasin læser i Nordjylland.

Nå, men Final Fantasy VI (og de utallige efterfølgere, som jeg trofast har købt til diverse konsoller) var med til at stimulere min usunde forkærlighed for Japan, japansk popkultur, rollespil og manga. Og jeg bliver stadig varm og glad og krøl-mig-sammen-i-fosterstilling-indeni agtig, når jeg tænker på spillet i dag.

Så for at gøre en lang historie kort: Tillykke Final Fantasy VI. Jeg elsker dig. 20 år er ingen alder. Jeg finder dig frem på min Super Nintendo i morgen, så Arvingen kan blive introduceret til dig.

Kontrafaktisk

Inde på Washington Post har de en fremragende artikel: ’40 Maps That Explain the World’. Selvom titlen er lidt vildledende, så er der nogle virkelige fund i blandt de 40 kort. Tag nu eksempelvis det kontrafaktiske kort over Afrika, hvis europæerne ikke havde leget koloniherrer fra 1840’erne og frem. Er det ikke et forrygende, tankevækkende og mind-bending kort? Alle de lande! Og hvor er det en fremragende detalje at vende kortet på hovedet, så der gøres op med den klassiske Europa-i-midten-og-på-toppen orientering. For en elsker af kort i fantasybøger, er det en fornøjelse at se hvad den virkelige verden kunne have budt på.

Der er selvsagt meget at indvende mod kortet. Hvor sandsynligt er det eksempelvis, at de samme nationer eksisterer i 2013 som i 18401? Orientalister ville sikkert også have en bemærkning eller to til den klassiske vestlige definition af, hvad der konstituerer en stat.

Men lad det nu ligge. Se på kortet og forestil jer en lidt mere magisk verden, end den vi har i dag. Det er ganske fortryllende.

  1. Udpluk af anerkendte europæiske nationer der eksisterede i 1840’erne: Sachsen-Anhalt, Hohenzollern-Sigmaringen, Kongeriget Sardinien og Territorio Libero di Trieste []

Rejsende læsehest

December har vist sig at være en produktiv læsemåned. Tre ugers bryllupsrejse er således en aldeles velegnet mulighed for at få kværnet nogle bøger. Her er listen i al sin magt og vælde:

Peter Baker – ‘Days of Fire. Bush and Cheney in the White House’ (2013)

Læste oprindeligt en positiv anmeldelse i The Economist, og føjede herefter bogen til min ønske inde på Amazon. Undervejs på rejsen opdagede jeg, at New York Times havde bogen på sin liste over årets ti bedste non-fiction bøger, hvilket fluks fik mig til at investere i den, da jeg stod i lufthavnen i San Francisco. Her 200 sider inde i bogen er jeg enig i, at den er ganske fascinerende. Jeg havde (og har) et ganske ambivalent forhold til George W. Bush, men har igennem årene også ofte tænkt, at der må være mere til historien om ham end det notorisk kritiske billede, der blev tegnet i de europæiske medier op igennem 2000-tallet. Såvel Bush som Cheney fremstår som mere nuancerede skikkelser i bogen, end man skulle tro. Det kan godt gå hen og blive en egentlig klassiker, tror jeg.

Morrissey – ‘Autobiography’ (2013)

Den her var vanskelig for mig. Jeg elsker The Smiths og store dele af Morrisseys sangkatalog, men Morrissey har igennem årene udviklet sig til at blive mere og mere selvhøjtidelig. Men nuvel, som fan var jeg jo nødt til at læse hans selvbiografi, jeg mener, vi taler jo trods alt om et mine største musikalske idoler. Det fortryder jeg nu. Magen til selvoptaget vås skal man lede længe efter. Der bliver gjort regninger op med alle de mennesker, som den stadigt mere vrantne Morrissey mener har forsmået ham eller ikke forstået hans artistiske geni. Vi taler om en noget nær uendelig lang omgang bitching. Og så alle disse manierede udfald mod hans gamle lærere, kongehuset og folk der spiser kød. De var kedelige i begyndelsen af 90’erne, og de er nærmest fossilerede i al deres skabagtige plathed. Musikken eller kreative processer hører vi ikke meget om, det er blot biting i Morrisseys sørgmodige selvfejring af egne herlighed. Undgå denne bog, med mindre du er meget forelsket i manden i forvejen. Jeg efterlod bogen i en af skufferne på värelse 2286 på Waikoloa Beach Marriott på Big Island, hvis du er interesseret i et gratis eksemplar.

Dan Simmons – ‘Carrion Comfort’ (1989)

Det er lidt blandet hvor stor en succes det er, når jeg har været i Fantask og bedt dem om input til nye spekulative bøger, jeg bør læse. Nogle gange er det store triumfer (John Scalzi og Robert Charles Wilson), andre har været rädsomme (ingen nævnt, ingen glemt). Så det var med let bævende mund og rystende händer, at jeg gav mig i kast med Simmons’ gyser. Marvel Morten anbefalede den varmt, da jeg nævnte at jeg godt kunne lide krydsningen mellem sci-fi og horror i Peter F. Hamiltons böger. Og det var heldigvis et hit! Simmons skriver fremragende og blodtørstigt, så man bliver herligt skidt tilpas. Ikke siden Justin Cronins ‘The Passage’ har jeg haft så stor fornöjelse 700 siders effektivt gys. Anbefales varmt, især hvis du kan lide Stephen King. Der forefindes et gratis eksemplar i skrivebordsskuffen i værelse 26 på Holiday Inn Fisherman’s Wharf i San Francisco.

Oliver Burkeman – ‘The Antidote: Happiness for People Who Can’t Stand Positive Thinking’ (2013)

Burkeman har en ugentlig klumme i The Guardian (‘This Column Will Change Your Life’), hvor han gør op med diverse selvhjælpsbøger – herunder især hele det varmtluftsdrevne konsult-crap befængte selvhjælps-industrielle kompleks, der er bygget op om myten om positiv tænkning. Når man som udgangspunkt er misantrop og sortseer, så er Burkemans bog en lise for sjælen. Hans grundlæggende pointe er, at der ikke er evidens for at positiv tænkning skaber resultater eller højere lykke. Tværtimod medfører ideologien om positiv tænkning, at folk bliver mere ulykkelige. Løsningen er, siger Burkeman, at blive inspireret af stoikerne – og anvende såkaldt negativ projicering. Tesen er interessant, men kan ikke bære en hel bog. Læs derfor dele af den, det kan være inspirerende. Der findes et eksemplar af bogen i vaskerummet på Hotel Hale Pau Hana i Kihei, Maui.

Dan Simmons ‘Song of Kali’ (1985) & Jonathan Aycliffe: ‘Naomi’s Room’ (2013)

Her er et lille paradoks: Jeg hader og afskyr gysefilm. Er alt for angst og nervøs til at kunne holde ud at se dem. Men jeg holder meget af gyserbøger, især når de kan udfylde ventetiden under lange flyrejser. Jeg investerede i en iPad Air i San Francisco, og siden jeg var i USA (og dermed kunne slippe for at betale de drakoniske toldsatser), købte jeg to saftige gysere til min Kindle App.

Efter succesen med ‘Carrion Comfort’ kastede jeg mig ud i Simmons’ første bog, der er meget rost og tilmed vandt en fin fantasypris tilbage i midtfirserne. Den foregår i Calcutta i 1977, hvor en forfatter bliver involveret i noget snavs med en kult, der dyrker gudinden Kali. Bogen er ikke decideret uhyggelig, men bevares, det lykkes bestemt for Simmons at få Calcutta til at lyde som et uhyre uelskeligt sted. Läs den, hvis du synes hinduistiske dødsguder og deres dyrkere er spændende.

‘Naomi’s Room’ er til gengæld exceptionelt creepy. Bogen er for 4/5 vedkommende en spøgelseshistorie, der sådan set er urovækkende nok i sig selv. I den sidste 1/5 af bogen stikker det dog helt af. (SPOILER) Skurken i bogen er en læge i 1860’erne, der i sindssyge (vist nok fremkaldt af syfilis) misbruger, torturerer og eksperimenterer på sin kone og børn på mest bestialsk vis. Både han, konen og börnene hjemsøger nu det hus, hvor hovedpersonen Robert og frue bor. Kort sagt bliver vores hovedpersonen mere og mere besat af den onde ånd, hvorefter slutningen kammer helt over i bloddryppende og sadistiske beskrivelser af hvordan den nu helt besatte hovedpersonen forlyster sig med sin kone, søster og niece (SPOILER SLUT). Det blev lidt for meget, må jeg nok indrømme, da jeg sad der i flyet et sted mellem Newark og Kastrup. Læs den hvis du kan lide film i torturpornogenren, såsom Saw serien.

Derudover fik jeg læst en masse aviser (San Francisco Chronicle, West Hawaii Today, Honolulu Star Advertiser, Wall Street Journal, Los Angeles Times) og magasiner (The Economist, Spectator, New Yorker, Foreign Affairs, The New Republic, Maui Yoga Living), så alt i alt føler jeg mig ladet op med inspiration til det nye år.

Skribenten og Locke Lamoras løgne

 

Tilbage i juli måned var vi en dagstur i Göteborg. Dels fordi det er en udmærket storby, dels fordi Den Bedre Halvdel skulle have fornyet sit pas efter vores borgerlige vielse og medfølgende navneændring.

Det blev en varm og solbeskinnet tur, hvor Gothia Cup’en fyldte byen, og hvor jeg indså, at alle svenskere tilsyneladende er blevet tatoveret hen over natten1.

På vejen hjem i toget fra Frederikshavn lørdag aften, havde vi den tvivlsomme fornøjelse at sidde i kupe med den forsamlede flok egnsprægede typer, der jævnt stimulanspåvirkede skulle ind til Aalborg og Jomfru Ane Gade for at befæste deres position som samfundets bærme. De var selvsagt ganske højrøstede, hvorfor jeg den aften lærte mange fortræffelige sager. Herunder om rockere i Frederikshavn, limsnifningens effekt på promiskuøsiteten og hvor kedeligt det er at arbejde i H&M.

Det var altsammen jævnt distraherende, hvorfor jeg ikke rigtig fik læst i min medbragte bog, Scott Lynch ‘The Lies of Locke Lamora’. Selv ikke scenerne, hvor de ellers så veldresserede dræberhajer går amok, kunne distrahere mig fra fortællingerne om de unge frederikshavneres tumultariske sexliv.

Her i retrospekt er det ganske besynderligt, for Lynchs bog er om muligt endnu mere vild, blodig og dramatisk.

Historien er fremragende2, persongalleriet farverigt, worldbuilding’en3 udsøgt og sproget er … ja, det er det bedste, jeg til dato har læst indenfor fantasy/sci-fi genren. Replikkerne falder knivskarpt, og byen Comorr (der er en slags pastiche på dogernes Venedig) er en dekadent og korpulent syndens hule. ‘The Lies of Locke Lamora’ er en af de bøger, der fortjener den hype og klassikerstatus, som alle nørderne på internettet har udråbt den til.

Efterfølgeren, ‘Red Seas Under Red Skies’, var ikke helt så banebrydende, men introducerer til gengæld et pirattema, der giver selv en landkrabbe som undertegnede lyst til at sejle på de syv have. Den tredje bog, ‘The Republic of Thieves’, udkom i oktober måned (seks år efter forrige bog!4 ), og jeg er igang med den i skrivende stund. Indtil videre holder den niveau, og jeg er spændt på hvordan Locke Lamora og hans tro følgesvend, Jean Tannen, skal komme ud af den aktuelle kattepine.

Hvis I leder efter en intet mindre en fremragende fantasyserie, så er bøgerne om Locke Lamora et helt oplagt sted at begynde. Særlig hvis man også kan lide den barske stil fra ‘Game of Thrones’ bøgerne.

  1. Min grundlæggende tillid til at Sverige er Det Velsignede Land, fik sig et ordentligt skud fra boven den dag. []
  2. Eftersom jeg aldrig orker at genfortælle handlingen her i mine ‘anmeldelser’, så må I læse mere om den andetsteds []
  3. Findes der et ord herfor på dansk? Jeg leder stadig. []
  4. Hvilket jeg dog ikke vil holde mod Lynch, han fik en depression i årene imellem, og er dermed ikke en dovenlars som George R. R. Martin []

En ny chance

Når man er så gammel og forstokket som undertegnede, er det sjældent at man ændrer mening efter det første indtryk. Da jeg i sommeren 2012 købte første bind af Robin Hobbs ‘Farseer Trilogy’ i Science Fiction Bokhandeln i Stockholm, fandt jeg den trang og egentlig ganske dårlig. Muligvis min antipati skyldtes de ar på sjælden det havde givet mig, at tvinge mig selv igennem ikke færre end TO bind af Robert Jordans sjæledrænende ‘Wheel of Time’ serie. Muligvis jeg var træt af det notoriske dårlige vejr under vores ferie. I hvert fald gik jeg i stå efter 100 sider, og da vi kom hjem, havnede bogen på hylden sammen med de øvrige halvlæste bøger.

Efter at have der og kukkeluret det meste af et år, fik jeg dog til sidst så dårlig samvittighed, at jeg gav bogen en chance mere. Der måtte vel være en eller anden lødig grund til, at snart sagt samtlige fantasyhjemmesider udråbte Hobbs trilogi til veritable mesterværker. Så i pausen mellem at jeg fik afsluttet Joe Abercrombies blodtørstige ‘First Law’ bøger og næste sending fra Amazon ankom, gav jeg mig i kast med Hobbs ‘Assasin’s Apprentice’ én gang til.

Og sikke en overraskelse. Den bog, der under Stockholms grå himmel havde virket som en langsom Bildungsroman i faux-middelalder rammer, viste sig nu at være en velskrevet og ganske spændende fantasybog om ZOMBIER! Eller næsten, i hvert fald. Zombieficerede stakler spiller i hvert fald en betydelig rolle i historien. Og selvom hovedpersonen Fitz er lidt for meget teenage-emo til min smag, så er jeg faktisk begyndt at være sådan oprigtigt interesseret i hans videre færd og skæbne. Er derfor allerede i gang med bind to, og det gjorde min kedsommelige bustur her til morgen til noget nærmest behageligt.

Jeg tror, at det er første gang siden min tidlige ungdom – hvor jeg læste stort set ALT, de havde i fantasyafdelingen på Hasseris Bibliotek (det var på den måde jeg kom igennem det meste af Dragonlance bøgerne og Ringenes Herre) – at jeg på den måde har givet en bog en ny chance, efter at have opgivet den i første omgang.

Måske noget vigtig læring til de videre læseeventyr.

Doomsday Book

Guderne skal vide, at jeg virkelig gerne ville kunne skrive, at jeg synes den højtbesungne Connie Willis er en fremragende science fiction forfatter. Men det kan jeg ikke. Og det værste er, at det med stor sandsynlighed er mig, der udgør problemet.

Første gang jeg stødte på Willis var under en af mine småautistiske find-inspiration-til-ny-læsning internetsessioner, hvor jeg finkæmmer diverse blogs, Amazons køberanmeldelser og andre snaskede sider fra nettets skyggesider. Jeg befandt mig i den anledning pludselig inde på Wiki-siden for Hugo Awards, science fiction genrens fineste og mest prestigefyldte bogpris. Der opdagede jeg, at Willis i 2011 ryddede bordet med sin dobbeltroman ‘Blackout/All Clear‘, hvor hun ud over Hugo Award’en også hapsede de to andre førende priser (Nebula og Locus Awards). Det var en besnærende opdagelse, for historisk set er det kun indiskutable mesterværker som Neil Gaiman ‘American Gods’, Joe Haldeman ‘Forever war’ og Frank Herbert ‘Dune’, der har præsteret noget lignende.

Så jeg bestilte første del af bogen, ‘Blackout’, engang sidste år. Forventninger var høje, og romanens setting lød på forhånd også stærkt appetitligt:

“The narrative opens in Oxford, England in 2060, where a trio of time traveling scholars prepares to depart for various corners of the Second World War. Their mission: to observe, from a safe vantage point, the day-to-day nature of life during this critical historical moment. As the action ranges from the evacuation of Dunkirk to the manor houses of rural England to the quotidian horrors of London during the Blitz, the objective nature of their roles gradually changes. Cut off from the safety net of the future and caught up in the chaotic events that make up history, they are forced to participate, in unexpected ways, in the defining events of the era.”

“Jo tak!”, tænkte jeg. Tidsrejser, alternative virkeligheder og tidsparadokser. Det lød nærmest som det ultimative kærlighedsbarn. Hvordan kunne det ikke være en über-spændende bog? Jeg havde derfor endog særdeles vanskeligt ved at holde armene nede, da pakken fra Amazon dukkede op.

Der var kun et problem. Bogen var forfærdende kedelig. Hvilket var højst mærkværdigt. Tillad mig at uddybe.

Willis har udtænkt en dybt original setting i ‘Blackout’, ligesom hendes tidsrejsekoncept er grænsende til det geniale. Der er heller ingen tvivl om, at hun kan finde ud af at skrive. Udfordringen er bare, at hun virker ude af stand til (eller blot ganske uinteresseret i) at drive en historie fremad. Den slags dispositoner fungerer ikke hos en plotdreven læser som undertegnede. Willis vil gerne skildre. Side op og side ned om livet i London under blitzen. Endnu flere sider om hvordan man kommer fra Saltram-on-Sea til Dover tids nok til at overvære Dunkirk evakueringen i 1940. Efter 250 sider uden skyggen af et tidsparadoks, endsige inspirerende science fiction koncepter, gav jeg op. Hugo, Nebula og Locus priser? Muligvis. Men det ændrede ikke på, at for en læser uden større interesse for samtidsskildringer eller livet i beskyttelsesrummene, så var ‘Blackout’ en decideret pinsel.

Det havde jeg dog lykkeligt glemt, da jeg for en måneds tid siden læste om Willis’ ‘Doomsday Book‘ fra 1992. Også den havde vundet Hugo og Nebula priserne, og den lød også stærkt interessant:

“Kivrin, a time-travelling historian, is mistakenly sent back to a Medieval village near Oxford as the Black Death is about to strike, and sees all around her succumb to the Plague. At the same time, in her home time, a flu pandemic is laying waste to Oxford, stopping any attempts to find her and bring her home.”

Tidsparadokser! Pandemier! Pest! Mit lille hjerte, hvad vil du mere? Måske jeg havde bedømt ‘Blackout’ for hårdt. Måske man burde give Willis en chance mere. Som sagt, så gjort. Bogen blev bestilt, og sidste weekend gav jeg mig i kast med de 600 sider.

Hvordan tror I, at det gik? Korrekt. Efter side 350, gider jeg ikke mere. Det, der kunne have været en sindssvagt spændende krydsning mellem science fiction, fantasy og horror, er i stedet en uendelig lang skildring af hverdagslivet i 1340 (hint: De havde dårlig tandhygiejne og døde som fluer) og logistiske problemstillinger. Hovedpersonerne bruger side efter side på at få fat i telefon, noget der kan forekomme komisk, når romanens ‘nutid’ er i år 2050. Hovedpersonerne skal hele tiden et sted hen, og det hører vi bedøvende meget om.

Det rædsomme fokus på logistik, logistik og mere logistik, der prægede ‘Blackout’, var bestemt også en integreret del af Willis’ bøger for 20 år siden. Her opstår det sørgelige, for jeg har hende mistænkt for at det er meningen. Fremfor at skrive den bog jeg efterspørger (en vild og voldsom bog a la Peter F. Hamilton), så er hendes pointe sandsynligvis, at hun ville skrive en mere ‘realistisk’ bog – og gøre op med nogle myter om den mørke middelalder. Hun vil gerne beskrive og brodere, ikke fortælle en god historie. Det er jo et legitimt ønske. Man kan sagtens argumentere for, at mit ønske om en spækket og dramatisk handling er forfejlet. Som den popkulturelle kritikere Anne Helen Petersen skriver i sit indlæg ‘In Defense of Boardwalk Empire’:

“People love to rag on Boardwalk Empire. The generalized complaints: it’s boring, it’s all the prestigious packaging without the gravitas, its lead (Nucky Thompson, played by Steve Buschemi) isn’t interesting. But mostly: it’s boring.

Are these the same people who say that Mad Men is boring? Or, more specifically, the same people who really only like Mad Men because of Jon Hamm’s face? Because I don’t get it: just because a show is 60 minutes long and doesn’t jump between six different fantasy worlds, all peopled with women in various stages of undress (read: Game of Thrones), does not a boring show make. Is it boring because there’s intricate dialogue? Because the suits are too pretty? Because there’s more diversity, both in terms of class and race and ethnicity, than not only most shows on television, but most shows on HBO? Is it boring because there’s a character who wears a mask over half his face but still manages to be a sex symbol? IS THAT BORING?

Point is, I have very little tolerance for the ‘boring’ argument, in part because I don’t think that all television has to have the pace of Breaking Bad. I like Top of the Lake, I liked the exquisitely slow Rectify. I feel the same way about the “it’s boring” complaint as I do about the “that movie was too long” complaint — there are bloated blockbusters that really are too long, and then there are movies that take longer to tell their story. Have some patience. Calm the eff down. Be expansive and imaginative with your expectations of how a plot can unfurl.”

Jeg kan sådan set godt følge hende et stykke af vejen. Nogle historier tager med rette deres tid, og det kan være forkert at kritisere dem for at være kedelige.

Men alligevel. Med Willis’ bøger taler vi om genrelitteratur, der normalt har som formål at underholde og hjælpe til eskapisme og virkelighedsflugt. Hvis jeg vil læse om logistik og praktiske problemer, så kan jeg åbne min dagbog. Hvis jeg vil læse periodelitteratur, så findes den antageligvis mere interessant og bedre udført uden for fantasy- og science fiction genrerne.

Samlet set er jeg vel blot skuffet. Eller havde i hvert fald ikke fået afstemt mine forventninger. Givet er det dog, at Willis nu er havnet på min no-go liste i fremtiden. Der kan hun sidde ude sammen med China Miéville, en anden sci-fi forfatter der holder mere af litterære strækøvelser end af at skrive underholdende og spændende bøger.

Haven

TV-serien ‘Haven’ er en fin lille guilty pleasure. De to første sæsoner kan ses på Netflix, og hvis man har blot et blot moderat svagt punkt for serier som ‘X-Files’, ‘Warehouse 13’, ‘Dollhouse’, ‘Supernatural’ og ‘Lost’, så kan man trygt blænde op for ‘Haven’.

Jeg har ikke selv læst Stephen King novellen ‘The Colorado Kid’, der er seriens oplæg og inspirationskilde. Men man fornemmer, at der er tænkt grundigt over seriens grundlæggende mysterie, der hele tiden flyder bag ved de som regel udmærkede ‘monster-of-the-week’ historier.

Serien foregår (naturligvis, når det nu er King vi taler om) i en lille by i Maine, hvor den lille by Haven er hjemstedet for en række overnaturlige fænomener – gådefuldt betegnet som “the troubles”. Vi følger FBI-agenten (en demografisk gruppe, der er stærkt overrepræsenteret i amerikanske tv-serier) Audrey Parker, der måske/måske ikke er en metafysisk skikkelse. Serien er ikke verdensklasse, og der er enkelte svage manuskripter af og til. Man fornemmer også, at der lånes med glimt i øjet fra de andre serier. Her midtvejs inde i anden sæson er vi allerede stødt på nogle af genrens absolutte klassikere: En ‘Groundhog Day’ historie, et afsnit om dobbeltgængere samt et afsnit om en kult, der kidnapper børn af gedulgte årsager.

‘Haven’ formår dog som regel at lave små, begavede twists i fortællingerne, så man alligevel brummer tilfredst efterfølgende. Se den, hvis du sætter pris på gode mysterier, hyggelig horror og den afvæbnende humor, der ofte er kendetegnet for tv-serier fra SyFy kanalen.

These aren’t the droids you’re looking for

Nuvel, hvis jeg var Han Solo (hvilket jeg ønsker omtrent 7-8 gange om dagen), så ville jeg flyve Millenium Falcon her til. Her må være et hav af grog, barslagsmål, steder at sælge mit smuglergods fra Arrakis, og musikken på de snedige steder må næsten være på niveau med den fra Mos Eisley Cantina. Det er lige et sted fra mig.

De særligt opmærksomme vil muligvis genkende statuen der pryder klippen i midten. Jeg har skrevet om den før, det er Le Monument de la Renaissance Africaine udenfor Dakar i Senegal. Hvad den laver her på den imaginære pirat spaceport, ved jeg ikke. Men det føles rigtigt på hel masser planer.

Afsted!

Awake

Når en tv-serie bliver lukket ned efter kun en enkelt sæson, er der som regel en nogenlunde god grund til det. Lave seertal og ratings samt de heraf følgende begrænsede reklameindtægter, er naturligvis den primære årsag.

Det er især gået ud over de ‘Lost’-agtige tv-serier (det vil sige ekspansiv, metafysisk og spekulativ fiktion), der gik hen og døde, når de skulle kæmpe om sendefladen med realityshows og sangkonkurrencer. Publikums tålmodighed med længerevarende historier og mystik er tilsyneladende blevet mindre siden midten af 2000-tallet. På stående fod kan jeg nævne episk anlagte serier som ’Flashforward’, ’Terranova’ og ’The Event’, der alle fik kniven efter første sæson.

Fælles for de tre er, at det i det store kosmiske regnskab nok var fortjent, at de blev droppet. Alle tre havde spændende grundhistorier, men gik i stå undervejs eller led under et uinteressant persongalleri. Når selv en så tilgivende, rummelig, billig, letbegejstrelig og tåbeligt nørdet person som undertegnede finder, at de spekulative elementer bliver for fjollede, ja, så er en tv-serie ude på dybt vand.

Verden er dog ikke altid lige retfærdig.

Min bedre halvdel vil eksempelvis næppe nogensinde tilgive CW at de lukkede ’The Secret Circle’ efter første sæson. Og jeg vil til min dødsdag ikke kunne forstå, hvordan den objektivt vurderet geniale ’Awake’ ikke fik i hvert fald én sæson mere.

En af de mange årsager til at jeg aldrig blev anmelder er, at jeg hverken har evnerne eller tålmodigheden til at referere en bog eller films handling på en bare rudimentært tilfredsstillende måde. Se derfor hellere denne 31 sekunders promo for ’Awake’ i stedet for.

Tro mig. De 12 afsnit er himmelstormende fremragende. Udsøgte. Hjernevaskende. Spændende. Grundlæggende taler vi om et justitsmord på niveau med dengang, at Fox aflyste ’Firefly’ efter kun 14 episoder.

Jeg ærgrede mig allerede sidste år over lukningen af ‘Awake’, men her til aften blev smerten så genoplivet. Har investeret i den fortrinlige service fra Unblock, så vi kan se Netflix’ indhold fra USA. Og eftersom Den Bedre Halvdel er på venindebesøg i Sverige, har jeg stenet lidt tv-serier, herunder de bedrøveligt få sidste afsnit af ‘Awake’.

Så her sidder jeg og ærgrer mig grusomt. For hvor er serien dog sublim – og hvor kunne den dog have været regeret den spekulative fiktion i årene frem. I skrivende stund er det reelt kun ‘Supernatural’ og ‘Revolution’, der stadig holder den episke fane højt på sendefladen.

Det er ikke nok. Jeg vil have mere.

Jeg vil have ‘Awake’ tilbage.

Læsehestens bekendelser i maj

Læsningen går lidt op og ned for tiden, men er vanen tro mest fokuseret indenfor sci-fi og fantasy genrene. Eller, nuvel, det er ikke helt korrekt. For efter at have fortæret alenlange, energidrænende (og ikke nødvendigvis særskilt gode) fantasybøger af Brandon Sanderson og Robert Jordan, havde jeg en afstikker til de såkaldte moderne klassikere. Læste Tom Wolfe, Hunter S. Thompson og gik i stå i den famøse ’Infinite Jest’. Det var en til tider fornøjelig og opbyggelig opdragelse indenfor socialt acceptabel litteratur.

Men nu er jeg så igen mest på sci-fi vognen. Kombineret med lidt murstensværker indenfor historie og religion.

Efter at været gået i selvsving over James S.A. Careys forholdsvist fremragende ’Leviathan Wakes’, gik jeg i gang med opfølgeren ’Caliban’s War’. Den var udmærket underholdning, men forgængerens sublime blanding af spaceopera og horror var der ikke tale om. Hvad var der galt? Læste for nylig en boganmeldelse, der grundlæggende delte sci-fi genren op således:

”There are two kinds of science fiction, let’s say, because we’re the kind of people who like to divide things into two kinds: the kind where things happen and the kind where nothing happens.

That’s not how SF is commonly grouped. Very generally, people like to talk about the “hard SF” crowd, who politely but rabidly describe the percentage of light-speed their spaceships’ drives are able to achieve and the hows and whys of atmosphere creation. (Oh, the shielding issues for the life-support habitat, you can’t imagine!) And there are the “soft SF” writers, who are more concerned with human beings than with orbit math and the physics of pulse-detonation engines. Of course, lots go happily between.

The one “soft” SF writer beloved by all is Ursula Le Guin, one of the best living writers, period, the end. What’s far more notable about her is that, although you would not notice it, often next to nothing occurs in her books and stories. It’s a terrific trip if you look through them with that in mind. If you return to The Left Hand of Darkness, two people go on a journey through a cold land; in The Dispossessed, a physicist leaves his stifling post-utopian planet for its neighbor. And still those books carry more impact than the most lurid gravity-slingshotting shoot-’em-up.

The real opposition in SF is in the writers of these powerful stories about people against those who write the action-packed space operas. Neato books and stories often aren’t imagination; they’re Sudoku, and the machinations of these writers can turn unfun fast. While space opera master Alastair Reynolds is a super-smart man with terrific big SF ideas, his books can turn into heinous slogs, where by Page 250 you easily forget—or stop caring!—who’s who and why’s why.”

Jeg har aldrig læst noget af Ursula Le Guin (og foretrækker bøger med en reel handling), men ’Caliban’s War’ laver en Alastair Reynolds. Actionscenerne er professionelt skruet sammen, rumskibene affyrer rigelige mængder photonmissiler og de intergalaktiske rænkespil er mangfoldige. Men personerne? Pfffffh. Jeg kunne leve med at de var papirtynde karikaturer i den første bog, men når fortællerlysten går i stå og jeg skal udholde 400 sider mere? Nej. Ikke det. For Guds skyld, ikke det. Spørgsmålet er nu om jeg skal tilgive Carey, når tredje bind udkommer her i juni. Jeg grubler stadig over det. Første bog var så fornøjelig …

I april gjorde Robert Charles Wilsons ’Spin’ mig kåd som en teenagepige til Justin Bieber koncert. Faktisk så kåd, at jeg rekvirerede de to opfølgere ’Axis’ og ’Vortex’ direkte efter. Ingen af dem er decideret dårlige bøger, men Wilson havde åbenlyst mere på hjertet i første bog. Vi springer frem og tilbage 10.000 år i tiden og mellem planeter. Det er meget episk og slutningen er af 2001’ske dimensioner. Det hele bliver dog mindre relevant og vedkommende end i ’Spin’, der udforskede nogle interessante psykologiske spørgsmål. I både ’Axis’ og ’Vortex’ kæmper Wilson med at finde en plausibel og interessant forklaring på hvem der opsatte den enorme barriere rundt om Jorden – samt ikke mindst hvorfor. Hans forklaring efter 1200 siders læsning i de tre bøger er i sidste ende et antiklimaks. Jeg var underholdt undervejs, men i sidste ende følte jeg mig brugt og ked af det. Lidt ligesom jeg havde været til Justin Bieber koncert, formoder jeg.

På natbordet ligger lige nu Kim Stanley Robinson ’Red Mars’ og Brandon Sanderson ’The Way of Kings’. Den første er en veritabel klassisker indenfor sci-fi genren, og jeg ser da også frem til at læse om de utopiske, post-kapitalistiske, terraformende og kooperative samfund på Mars. Sanderson stiftede jeg bekendtskab med sidste år. Hans ’Mistborn’ serie var aldeles glimrende, så jeg er fortrøstningsfuld i forhold til ’The Way of Kings’. Det er den første fantasybog i lang tid, så jeg er spændt på om jeg kan afvænne rumskibene til fordel for drager og andet godtfolk.

Indenfor faglitteraturen er jeg igang med Diarmaid MacCulloch ’A History of Christianity’. Ikke fordi jeg er blevet specielt religiøs, men jeg synes det er interessant at læse om religioner behandlet som sociale, historiske og kulturelle fænomener. Bogen er således ikke teologisk, men derimod et digert religionsvidenskabeligt værk. Den giver mig en udfordring. Der er mange historiske perioder jeg synes er interessante (den katolske kirke i Middelalderen, oplysningstiden og det 20. århundrede), men det er kognitivt umuligt for mig at læse de 1000 tætskrevne (og jeg mener virkelig tætskrevne) sider fra ende til anden.

Greg Wolf ’Rome: An Empire’s Story’ er med sine 400 side mere barmhjertig. Den har fået fremragende anmeldelser, men jeg er endnu ikke rigtig kommet i gang med den. Generelt oplever jeg en større interesse i mit sind for at læse om perioden. Tidligere holdt jeg mig til det østromerske univers i Byzans, men man skulle da være et skarn, hvis man ikke forsøgte at blive vidende om det vestromerske også. Nu ligger bogen i hvert fald på natbordet og stirrer nidkært og forventningsfuldt på mig.

Hvad med jer? Læser I nogle fremragende bøger for tiden? Nogen man også bør læse?