Feberlæsning

Har været igennem et par dage med ganske vederstyggelig influenza. Det kan ikke direkte anbefales. Er nu ovenpå igen – eller er i hvert fald moderat funktionsdygtig – men det var mildest talt et par feberramte og trættende døgn1.

Fik dog læst en smule, mens jeg lå der under dynen og havde åh-så-ondt af mig selv.

Kværnede mig igennem bog to af Mitchell Hogans ‘Sorcery Ascendant Sequence’ serie, der som det bombastisk anlagte og klichébefængte navn antyder, er fantasybøger af den ikke alt for originale slags. Bøgerne er langt fra stor kunst, og er snarere et rask shake’n’bake af diverse blandede elementer fra Tolkien, George R. R. Martin, Raymond Feist kombineret med lidt Dragonlance krydderi.

Underholdningsværdien er dog høj, magisystemet genialt – og hvis man er til ukompliceret fusionsfantasy med masser af letgenkendelige genrelitterære virkemidler, så er der intet at betænke sig på.

  1. Desværre har det vist sig at AaB’s afskyelige 6-2 nederlag i Parken ikke var en febervildelse i et sygt sind []

The Force Awakens

Fik endelig set den nye ‘Star Wars: The Force Awakens’ i weekenden. Har egentlig skrevet en masse usammenhængende kommentarer ned i min notesbog, men nu er jeg for dvask til at få dem dem fusioneret til et sammenhængende og begavet hele. Så hermed min spontane betragtninger:

Intro

Filmen kan ikke stå alene. Den er ekstremt selvrefererende. Store dele af plottet, lokationerne, koncepterne og karaktererne er direkte kalkeret af fra ‘A New Hope’. Hver anden replik er et glimt-i-øjet citat fra de tre oprindelige film. Hvis man er fan er det selvsagt skønt, men man savner noget … ja, noget nyt. Det er rart at blive strøget blidt med hårene, men alligevel. Det er med andre ord en film lavet til fans, der var unge da de første film kom – og nu efter planen skal introducere deres børn til også at blive gode ‘Star Wars’ forbrugere. Det er ekstremt kalkuleret, men sådan er det vel når en filmfranchise bliver opkøbt af Disney.

Den er reelt uegnet til nye kunder. Min Bedre Halvdel havde ikke set nogle af de tidligere Star Wars film, og sagde at hun var godt underholdt. Det ved jeg ikke om passer, men det var da sødt af hende at sige, synes jeg. Hvis filmen for alvor skulle give mening for helt nytilkomne seere, så mener jeg, at den skulle have gjort mere ud af at introducere og udbygge universet. Som den er skruet sammen nu, forventer filmen implicit, at beskueren kender til den bagvedliggende historie. Hvilket måske er en rimelig forventning taget i betragtning af, at der findes seks andre Star Wars film. Men omvendt: Den relevante kontekst for ‘The Force Awakens’ findes i de oprindelige 30+ år gamle film, ikke i de tre afskyelige prequels fra begyndelsen af 2000-tallet. Det har ikke straffet filmen kommercielt, men jeg tvivler på, at ‘The Force Awakens’ vil rekruttere ligeså mange fans som de oprindelige. Dertil er den for usikker på sig selv.

 

FirstOrder

Plottet er helt meningsløst. Jeg er med på, at alting ikke blev godt og smukt og ægte efter at imperiet var blevet besejret i ‘Return of the Jedi’. Rebellerne vandt krigen, men ikke freden, og alt det der. Men på 20-30 år har de helt håbløse rebeller og den tilsyneladende uendeligt inkompetente Galaktiske Republik alligevel fedet den tilpas meget af til, at en crypto-nazistisk organisation ved navn ‘The First Order’ (man kan sige meget om både de religiøst fanatiske jedier og deres nemesisser i Sith kulten, men ingen af dem er særligt underspillede i deres navnevalg) har fået lov til at vokse sig store, tyvstjæle det gamle imperiums uniformer, flyve rundt i deres flåde OG skaffet den fornødne kapital til at opbygge endnu (sic) en dødsstjerne? Det står ikke ganske klart hvordan det har kunne lade sig gøre, men tilsyneladende har de galaktiske banker stolet mere på imperiets arvtagere end den besynderlige flok af såkaldte ‘rebeller’, der åbenbart er bedre til at være imod ting end til at bygge noget op. Rebellerne (hvoraf flere er rekrutteret direkte fra flokken af skuespillerne i ‘Lost’) sidder i hvert fald stadig i deres formørkede huler og har Tvind-agtige beslutningsprocesser om militærstrategi foran deres storskærme. Der var stunder i filmen, hvor man ønskede sig at Imperiet, undskyld: The First Order, var lykkedes med at sprænge rebellernes planet i stumper og stykker …

 

Image converted using ifftoany

Seriøst: Var det virkelig tvingende nødvendigt at lave en Tatooine 2.0? Den sandplanet var røvsyg i de oprindelige film, og dens klon i den nye film, Jakku, er om muligt endnu kedeligere. På Tatooine boede i det mindste Obi-Wan Kenobi og Luke kunne hente power coverters på Tosche Station, men på Jakku er der bogstaveligt ingenting. Bortset fra en faldefærdig, men alligevel flyveklar Millenium Falcon, naturligvis. Og nedstyrtede rumskibe, nu jeg tænker over det. De er faktisk ok seje. BOOM!

 

BB8

Den nye droid BB8 er mega-nuzer! R2D2 har fået en værdig kompagnon. Man slipper desværre ikke for C3PO, men han er heldigvis meget perifær. Var der nogensinde nogen der kunne lide den klovn? Nogen der efterspurgte hans tilstedeværelse? Nej. Det tror jeg ikke.

 

riddere

Jeg kan ikke forstå folk kalder Star Wars for science fiction. Hvilket måske skyldes at jeg læser for meget tør science fiction, men hallå: Star Wars er i bedste fald en fantasyfilm. Der er riddere, magi, sværdkampe, sjove fabeldyr, rejser fra punkt A til B, bondesønner der skal på et episk eventyr, prinsesser der skal reddes, letforståelige dualismer mellem godt og ondt. Til gengæld er der ingen bekymring over hverken økonomi (hvor meget koster en dødsstjerne? Hvordan hænger et intergalaktisk imperium overhovedet sammen?) eller teknologi. Så nej – du kan ikke lide science fiction, hvis du kan lide Star Wars. Du kan lide eventyrfilm, og det er også helt ok. Se ‘Battlestar Galactica’, så kan vi tale om det andet.

 

 solochewie

(MEGASPOILER) Hvor var det herligt at se Han Solo igen! Men hvorfor skulle han dø? Det er åndssvagt. Han var det eneste element af sex i den frigide filmserie. Hvem skal nu levere homoerotik sammen med Chewie? Hvem skal nu få Leia til blot i få sekunder til ikke at se irritabel og/eller gnaven ud? Jeg håber ikke han er død selvom han er penetreret med et lyssværd og er faldet ned i en uendelig kløft. Måske han kan reddes (MEGASPOILER SLUT)

Samlet set: Se filmen, hvis du skal. Har du ikke gidet Star Wars før, så behøver du heller ikke gide nu.

The Winds of Winter

Traurigt nyt fra George R.R. Martin: I et ganske deprimeret indlæg på sin blog fortæller han, at næste bind i ‘Game of Thrones’ serien udkommer … ja, han ved det faktisk ikke, for det hele sejler åbenbart.

Nu har manden ganske vist altid været herostratisk berygtet for at bruge evigheder på at skrive sine bøger. Faktisk så berygtet, at selv blogs som ‘Finish the Book, George!’ i ren afmagt over de manglende fremskridt ikke er blevet opdateret siden medio 2012. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at ‘The Winds of Winter’ nu har taget snart fem år om at blive skrevet. Bog fire og fem i serien tog jo henholdsvis fem og seks år at gøre færdige.

Men derfor er det stadig en sørgelig nyhed.

Når sæson 6 af tv-serie udgaven begynder i april måned, vil historien overhale bogserien1, hvilke i sig selv er en barok udvikling. Og hvis man anlægger en pessimistisk vinkel, så kan man nogenlunde ædruligt konkludere, at Martin siden år 2000 har skrevet to bøger – og begge var mærkbart dårligere end de første tre bind i serien.

Hverken den overlange ‘A Feast for Crows’ eller den ufærdige ‘A Dance With Dragons’ var i nærheden af at toppe den fremragende ‘A Storm of Swords’ (hint: The Red Wedding). Martins bedrifter siden at Clinton var præsident er med andre ord ikke ligefrem lovende, hverken kvantitativt eller kvalitativt.

Endelig: Martin er blevet 67 år gammel, og bruger tiden på at chille, skrive blogindlæg om New York Giants og i øvrigt nyde livet som feteret rig forfatter. Det er jo fair nok. Han skylder ikke mig noget. Men det betyder altsammen, at sandsynligheden for at han når at få færdiggjort bogserien, bliver mindre og mindre for hver dag der går. Selv hvis han ved et mirakel for færdiggjort ‘The Winds of Winter’, så er der stadig liiiiiige det afsluttende bind syv, der skal have yderligere 5-10 år til at blive skrevet.

Det er for meget. For længe. Det kommer næppe til at ske. Så spørgsmålet er egentlig om vi er i den besynderlige situationen, at en tv-serie baseret på et bogoplæg overtager rollen som ejer af historien fra bøgerne – simpelthen fordi historien i bøgerne ikke er færdig? Således at den autoritative Game of Thrones historie er den, vi ser i tv-serien?

  1. Som en fodnote skal jeg bemærke, at vi i husstanden stadig ikke har fået set mere end tre afsnit af den fjerde sæson, og vi gudsketakoglov derfor har rigeligt med bloddryppende underholdning at se frem til []

Mellemtilfreds læsning

Man aner konturerne af et let skuffende bogår. Dels har jeg ikke fået taget mig sammen til at læse alt det, jeg gerne ville. Dels har de bøger jeg så rent faktisk har fået fortæret i løbet af 2015 ikke været overvældende gode.

Oktober og november måneder er måske meget illustrative i den henseende. For nylig købte jeg således to nyere gysere på min Kindle: ‘Suicide Forest’ af Jeremy Bates og ‘Follow You Home’ af Mark Edwards. Begge fandt jeg via anbefalinger på diverse bogblogs, om end det konkrete sted lige nu undslipper min hukommelse. Og begge er moderat skuffende.

‘Suicide Forest’ har ellers en lovende og eksotisk setting i Japan, men en tredjedel inde i bogen luffede hovedpersonerne stadig planløst rundt i den i titlen omtalte skov – vel at mærke uden at der er sket noget blot moderat uhyggeligt. Jeg begyndte derfor at skippe sider og springe i teksten. Det viste sig, at der var en besynderlig indavlet familie der A) slog folk ihjel i skoven og B) fremavlede børn via kidnappede kvinder. Hvilket var et rip-off af Adam Nevill ‘The Ritual’ (= crazy ass morderisk familie i en skov) og et nyere afsnit af ‘The Blacklist’ (= kidnappede kvinder som avlsdyr). Det irriterede mig så meget, at end ikke den blodige slutning med kastrationer og spidninger var nok til at stille mig tilfreds.

Det besynderlige er imidlertid, at ‘Follow You Home’ minsandten også opererer med kvinder, der tages til fange med henblik på at avle børn. Hvilket får mig til at spekulere på om der er en særlig kidnapning-og-børneavl trend i horror/thriller segmentet for tiden. Bogen er bedre end ‘Suicide Forest’, men gyset skuffer mig. Det ondskabsfulde i bogen viser sig at være en flok skurkagtige rumænere, hvilket alt andet lige er lidt af et antiklimaks, når jeg nu lige havde glædet mig til en spøgelseshistorie.

Af andre skuffelser bør nævnes Wesley Chu ‘Time Salvager’, der efter en lovende start og et univers med karakter af fornøjeligt (om end genkendeligt) gadekryds af genreklichéer, ‘Terminator’, Philip K. Dick og en Manic Pixie Dream Girl, bliver gudsjammerlig kedelig i midten af bogen. Jeg måtte stoppe undervejs, og det foregik med et bittert drag om munden.

På plussiden står dog to positive bekendtskaber inden for science fiction og fantasy: Mitchell Hogan ‘A Crucible of Souls’ og Ian Whates ‘Pelquin’s Comet’. Ingen af de to er vanvittigt originale, men har fængende plot og elskelige karakterer. Men de får mig stadig til at savne, at jeg læser noget, som jeg ikke har læst før. Altså en fantasyhistorie med fortællinger eller koncepter, som man aldrig har set før. Det er meget de samme trætte(nde) fraser og floskler, der går igen hele tiden. Så spændende er det trods alt heller ikke at læse om endnu en karbonkopi af Han Solo / Malcolm Reynolds. Måske man selv burde skrive den næste generationsdefinerende science fiction bog?

Ellers har jeg hen over efteråret fortæret en række business/selvhjælpsbøger, der alle har været ok og hver for sig har haft udmærkede indsigter, men (surprise!) ikke har reddet min kuldsejlede tilværelse synderligt. Det drejer sig om ‘Rework‘, ‘How to Find Fulfilling Work‘ og ‘High Output Management‘.

Månedens kulturforbrug

Bevares, forældreorloven og en intens arbejdsperiode betyder, at jeg ikke har fået fortæret så meget kultur, som jeg egentlig gerne ville de senere måneder. Lidt er der dog kommet ind under vesten.

Bøger
Jeg omtalte tidligere min episke dyst med Mark Greengrass’ monumentale og meget kloge (men også meget lange) ‘Christendom Destroyed’. Det endte med at bogen vandt. Jeg kom ikke igennem. Den står nu på reolen og kigger hånligt og spottende på mig.

På den skønlitterære front har jeg læst Robert Jackson Bennetts fortrinlige tur ud i fantasygenren i ‘City of Stairs’. Til gengæld gik jeg i stå i ‘Barrayar’, det andet bind af Lois McMaster Bujolds bogserie ‘The Verkosigan Saga’. Første bog var ellers udmærket sci-fi i et interessant univers, men så gik der for meget slotsintriger over handlingen. Fik heller ikke læst Brent Weeks’ ‘The Black Prism’ færdig. Hovedpersonerne var ganske enkelt for kedelige til at jeg kunne holde interessen fanget.

Nu er jeg i et limbo. På mit skrivebord ligger der i øjeblikket Adam Tooze ‘The Deluge: The Great War and the Remaking of Global Order 1916-1931’ og Richard J. Evans ‘The Coming of the Third Reich’. Begge er fysiske bøger, der kræver at jeg har tid og lejlighed til at fortære dem i ro og mag med lyset tændt. Det er hårde odds. Så er det lidt nemmere med skønlitteraturen, som jeg primært læser på min Kindle. I øjeblikket har jeg en gyserbog liggende, men den er en anelse for creepy for mig.

Artikler
De fleste artikler får jeg skimmet, snarere end virkelig grundiglæst. Her er et par stykker af dem, som jeg tænkt lidt mere over end normalt.

Tv-serier
På tv-seriefronten går det ganske stille. Hvis vi er heldige får vi set et enkelt afsnit, når først Arvingen langt om længe er faldet i søvn. Vi fik afsluttet første sæson af ‘The Americans’, der er helt eminent. Det er årets indtil videre varmeste anbefaling.

Siden da har vi også fået set ‘Helix’, en serie der lagde stærkt ud i stil med det legendariske afsnit ‘Ice’ fra første sæson af ‘X-Files’ (= arktisk base, mystisk virussygdom, intet er som man tror), men som jeg siden syntes gik lidt ned af bakke. Forklaringen på det kunne selvsagt også være, at jeg havde en grim vane med at surfe samtidig med at jeg så serien. Den noget flygtige opmærksomhed fra min side kan muligvis medvirke til min noget lunkne evaluering af serien.

Nu er vi gået igang med tredje sæson af ‘Grimm’, mest af alt for gammel kærligheds skyld. Der er ikke så mange overnaturlige serier tilbage, så man bør pusle og pleje dem, der stadig holder stand.

Det større billede

old-world-map

Egentlig havde jeg planlagt at julen og nytårets bog skulle være Alan Ryan ‘On Politics’.

Det er en af den slags bøger, der i magasiner som The Economist bliver betegnet som ‘magisterial‘, et adjektiv der altid giver mig kuldegysninger af fryd og kælen selvglæde1.

Det er en lang, men heldigvis også velskrevet bog. Oplyst, almendannet, omnipotent og indsigtsfuld på den der måde, som kun britiske renæssancemennesker fra Oxbridge universiteterne, kan være det. Her på side 107 er professor emeritus Ryan stadig igang med at docere om Platon og Aristoteles. Det er bestemt interessant, men jeg glæder mig mest af alt til at komme til middelalderen. På det seneste er jeg begyndt at interessere mig for den katolske kirke som sociologisk og institutionelt fænomen, herunder særligt den rolle som universel statsmagt, som kirken spillede i middelalderen. Bliver spændende at se hvordan Ryan udlægger den del af verdenshistorien.

Juleaftensdag blev bogen dog suppleret af Henry Kissingers ‘World Order’, som mine svigerforældre forærede mig fra morgenstunden.

Det var godt set af dem, for henover 2014 har jeg udviklet et hvis ikke blødt punkt, så i hvert fald en spirende interesse for den gamle überrealist af en amerikansk udenrigsminister. Dels ved at læse hans ‘On China’ før min rejse til Kina i foråret, dels ved at læse om hans rolle i den pakistansk-bangladeshiske borgerkrig i ‘The Blood Telegram’.

De senere år har jeg haft udenrigspolitik holdt langt væk fra kroppen, helt ude i strakt arm – det har ikke rigtig været noget, som jeg har yndet at diskutere med nogen. Naturligvis har jeg hele tiden fundet internationale forhold interessante og forsøgt at sætte mig ind i dem, men som årene går, indser jeg mere og mere, hvor lidt jeg egentlig ved om hvordan tingene hænger sammen. Verden er så ualmindelig kompleks, og de enkle monokausale, ideologiske, sort/hvide tolkninger af begivenhederne rundt omkring, bliver vanskeligere og vanskeligere at anvende som tiden går.

Jeg mener: Kan nogen her forklare borgerkrigen i Syrien for mig? Altså sådan rigtig forklare den? Hvordan aktørerne i borgerkrigen hænger sammen? Hvordan konflikten udarter sig? Hvilke geopolitiske konsekvenser den har? Og om og hvad man bør gøre fra internationalt plan? Eller hvad med Ukraine og Rusland? Hvad er det præcist, der driver oliepriserne og den aktuelle russiske økonomiske deroute. Det er vanskeligt!

Jeg argumenterer ikke for handlingslammelse eller at sværhedsgraden medfører, at man skal ophøre med at gå op i globale emner. Men jeg har i efterhånden længere tid søgt efter en … skal vi kalde det for ‘analyseramme’ af internationale forhold.

Kissinger har den fordel, at han som en gammel og berygtet ronkedor har en sådan analyseramme. Man kan uenige i dens præmisser og konklusioner, men man kan ikke beskylde ham for ikke at spille med åbne kort. ‘World Order’ er en grundlæggende pessimistisk bog, hvori Kissinger konkluderer, at de hidtidige bud på fælles globale spilleregler (det være sig alt lige fra den post-Westfalske statscentrerede folkeret, over islamistisk universalisme til de liberale markedsøkonomiske demokratier) ikke er meningsfulde i fremtiden. Han har ikke nogle bud på hvad der skal træde til i stedet for, men frygter for kommende konflikter mellem USA og et stadig stærkere Kina. Det er en spændende bog, men nok mest hvis man i forvejen synes at den slags geopolitiske afhandlinger og refleksioner er spændende.

På det mindre alvorlige plan, læser jeg også Jo Waltons fine lille opsamling ‘What Makes This Book So Great: Re-Reading the Classics of Fantasy and SF’. Det er en samling fortrinlige essays, som forhåbentlig leder til, at jeg opdager nye spændende bøger indenfor fantasy og science fiction.

  1. Tænk, hvis jeg en dag bliver betegnet som ‘magisterial’. Mit liv ville være fuldendt []

Årets bøger 2014

Bogfronten i 2014 har været præget af tre tendenser. Dels at vi er blevet forældre. Den slags giver mindre tid til at læse, skulle jeg hilse at sige. Dels at jeg begyndte på nyt arbejde, hvor jeg skal lægge betydeligt flere timer end på min tidligere arbejdsplads. Og endelig at Den Bedre Halvdel gav mig en Kindle i julegave sidste år – med alt hvad det indebærer af fleksibilitet, læsning i mørke og let adgang til nye bøger.

Denne kombination af mindre tid og fleksibilitet har haft som konsekvens, at jeg læser meget mere skønlitteratur, og markant mindre non-fiktion end i tidligere år.

Dels er det blevet nemmere at skaffe skønlitteraturen via min Kindle, dels spiller min snobbethed ind. Jeg har intet behov for at eje mine fantasy- eller science fiction bøger i fysisk form. Jeg læser og nyder dem, men jeg er stadig helt tryg ved, at de ligger et sted i skyen. Omvendt er det med de digre historiske og politiske bøger, jeg til tider ynder at foretære. Dem vil jeg gerne have til at stå og prale på mine reoler. Og så bilder jeg mig selv ind, at jeg læser grundigere og bedre på papir. Hvis jeg virkelig skal sætte mig ind i ting, kan jeg bedst lide at have stoffet i fysisk form.

Hvordan ser 2014 så ud i sidste ende? Jeg vil dele bøgerne op i tre kategorier: ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’, ‘God, men nok mest hvis du er sær’ og ‘Skuffende. Meget skuffende’. Og så opsamlingsheatet ‘Bøger jeg gik i stå i’

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Emily St. John Mandel: ‘Station Eleven’
  • Bob Stanley: ‘Yeah Yeah Yeah: The Story of Modern Pop’
  • Henry Kissinger: ‘On China’
  • Marable Manning: ‘Malcolm X: A Life of Reinvention’
  • Charles C. Mann: ‘1493’
  • Catherine Merridale: ‘Red Fortress’

Det slår mig nu, at der kun er én skønlitterær bog med på listen, nemlig ‘Station Eleven’. Men det er den eneste af årets høst, som jeg helt ubetinget var vild med. Det er (vanen tro) en postapokalyptisk bog, men ikke på den sædvanlige horror-vis. Den er klog og sjov og eftertænksom, og man er rigere efter at have læst den. Anbefales ubetinget. De øvrige favoritter er historiebøger indenfor emner, jeg synes er interessante. Alle er kloge, velskrevne og bør læses af sande filosofkonger.

‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Michael Rowe: ‘Wild Fell’
  • Michael Rowe: ‘Enter Night’
  • Stephen King: ‘Salem’s Lot’
  • Jennifer Foehner Wells: ‘Fluency’
  • Richard Matheson: ‘Hell House’
  • Terry Goodkind: ‘Wizard’s First Rule’
  • Peter Straub: ‘Ghost Story’
  • James S. A. Corey: ‘Cibola Burns’
  • Jim Butcher: ‘Storm Front’
  • Paul Cornell: ‘London Falling’
  • Paul Cornell: ‘The Severed Streets’
  • Luke Scull: ‘The Grimm Company’
  • John Mearsheimer: ‘The Tragedy of Great Power Politics’
  • Jeffrey Towson: ‘The One Hour China Book’
  • Susanne Hegelund: ‘Lobbyistens lommebog’
  • Gary J. Bass: ‘The Blood Telegram: Nixon, Kissinger and a Forgotten Genocide’

Masser af horror på listen. Fælles for alle disse bøger er, at de er gode, spændende og anbefalelsesværdige – men alligevel et godt stykke fra at være perfekte. Tættest på at blive elsket ubetinget kom ‘London Falling’, der er en vende-hovedet-op-på-alting horror/krimi bog. Den havde jeg meget glæde af i begyndelsen af året. Det havde jeg også af den canadiske horrorforfatter Michael Rowe. Han kan skrive som ind i helvedet. For både ‘Enter Night’ og ‘Wild Fell’ gælder, at de første 30 pct. af bøgerne er ustyrligt spændende, velskrevne og uhyggelige – men at bøgerne så ligeså stille falder sammen igen med en lang pibende og pruttende lyd. Den dag han formår at skrive en helt tight bog hele vejen igennem, så bliver han konge af horrorgenren – det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • John Micklethwait: ‘The Fourth Revolution’
  • George R.R. Martin: ‘Fevre Dream’
  • Jeff VanderMeer: ‘Annihilation’

Kan huske at jeg læste en anmeldelse, hvori der stod at ‘The Fourth Revolution’ var som at læse en usædvanlig lang og luftig udgave af The Economist. Det var ikke ment som en kompliment, og jeg forstår fuldt ud hvad der menes. Bogen fik en del hype, men jeg havde det som efter at have fortæret en big mac efterfølgende. De øvrige to er en af årets hypede science fiction bøger og en af G.R.R.M’s tidligere bøger (længe før Game of Thrones). Begge begynder godt og har et spændende grundplot, men kører af sporet og bliver kedelige. Jeg er ked af, at jeg læste dem begge igennem.

‘Bøger jeg gik i stå i’

  • Richard K. Morgan: ‘Altered Carbon’
  • Joe Abercrombie: ‘The Heroes’
  • Daniel Abraham: ‘The Widow’s House’
  • Guillermo del Toro: ‘The Strain’
  • Robert McCammon: ‘Swan Song’
  • Andy Weir: ‘The Martian’
  • Tim Powers: ‘The Anubis Gates’
  • Ann Leckie: ‘Ancillary Justice’

Det her er en blandet landhandel, men fælles for dem er, at jeg kedede mig og gik i stå. I flere af tilfældene tror jeg mere det er mig, end bøger, der er noget galt med. ‘The Martian’ og ‘Ancillary Justice’ er således begge meget anmelderroste, og sidstnævnte vandt snart sagt samtlige priser indenfor science fiction (Hugo Award, Nebula Award, Locus Award). Men jeg kedede mig altså. Det samme gjorde jeg i Daniel Abrahams bog, hvilket ærgrer mig lidt, da det er bog fire i serie, hvor jeg allerede har kværnet tre bøger. Måske jeg bør stramme mig an, og kæmpet mig igennem den alligevel.

Død og ødelæggelse

Læser vanen tro noget rigtig snask for tiden: Horror og post-apokalyptiske bøger.

Hvis vi begynder med sidstnævnte, så er det Robert McCammons ‘Swan Song’ (1987). Den vandt en række fantasy/horror priser det år (bl.a. Bram Stoker Award og World Fantasy Award), så bogen har sine credentials i orden.

Det er dog vanskeligt at læse ‘Swan Song’ uden at have Stephen Kings klassiker ‘The Stand’ i baghovedet. Indtil videre1 er historien bygget op præcis som Kings bog. Vi møder indledningsvist bogens pro- og antagonister inden katastrofen (der hos McCammon er et nukleart holocaust fremfor Kings globale influenzalignende pandemi ‘Captain Trips’), hvorefter vi følger deres færden i den nye, dystopiske verdensorden. Og ligesom hos King er der en enigmatisk og overnaturlig sadist af en hovedskurk. Hos King er det Randall Flagg, hos McCammon er det ‘The Man With The Scarlet Eye’.

Jeg kan ikke helt vurdere, hvor meget McCammon intentionelt har kopieret King. Hvis ikke han har fundet, hmmm, inspiration i ‘The Stand’, vil det være noget nær et mirakuløst eksempel på identisk tankegang.

Der er selvfølgelig små og større afvigelser. McCammon opererer med en messiaslignende skikkelse (den lille pige Swan, som bogen er opkaldt efter), som modvægt til den djævlelignende igangsætter af atomkrigen. Hans ødelagte verden er også noget mere bleg, end den tilsvarende hos King. Dels skriver McCammon om muligt endnu mere brutalt end King, dels er den postapokalyptiske verden i ‘Swan Song’ virkelig ikke særlig behagelig. Hvor universet i ‘The Stand’ var præget af anarki og fanatisme, så tilføjer McCammon miljøkatastrofer og stråleskader til ligningen. Man bliver ikke just i perlehumør af at læse bogen.

Men det er selvfølgelig heller ikke meningen, at bøger om tiden efter dommedag skal være livsbekræftende. Jeg var stærkt begejstret for Justin Cronins ‘The Passage’ (2010) og ‘The Twelve’ (2012), der handler om verden efter en global vampyrepidemi. På samme måde var jeg særdeles optaget af Dan Simmons ligeledes dystopiske ‘Carrion Comfort’ (1989). Så samlet set er bøger som ‘Swan Song’ lige noget for mig. Umiddelbart er jeg ikke ligeså bjergtaget, som jeg var af ‘The Stand’2, men jeg imødeser de resterende 63 pct. af bogen med glæde.

Herudover fornøjer jeg mig med netop Stephen King, nærmere bestemt ‘Salem’s Lot’ (1975). Det er endnu en horror- og vampyrbog, og det er samtidig det tredje King værk, jeg læser (efter ‘The Shining’ og ‘The Stand’). Indtil videre er jeg behageligt overrasket. Jeg nærer som udgangspunkt en vis skepsis overfor forfattere, der dominerer så meget indenfor en genre, som King gør indenfor horror. Og King er jo ikke ligefrem højtagtet i dine finere litterære cirkler. Men derfor kan han jo godt smække en nervepirrende bog sammen. Det synes jeg faktisk man må sige, at ‘Salem’s Lot’ er. Den er fundamentalt spændende, ondskabsfuld og uhyggelig. Ikke så meget vampyrerne. Altså, bevares, dem tager man jo oppe fra og ned. Men King er god til at beskrive hverdagsondskab, lig i lasten og ubetænksomhed. Som når en teenagemor slår sin ti måneder gamle søn. Det er hjerteskærende, og så ondt, så ondt. De scener kan han skrive, som få andre.

Jeg er nu nået til det punkt i ‘Salem’s Lot’, hvor vampyrerne er på nippet til at sprede død og ødelæggelse i den lille by, hvor bogen foregår. Det er altid et interessant (og klassisk!) sted i en horrorbog, det øjeblik før stormen bryder løs, og vampyrerne/pandemien/spøgelserne/atomkrigen river det korthus ned, som forfatteren så minutiøst har bygget op indtil da. Jeg læser urolig og bekymret videre i bogen.

Forhåbentlig bliver der ikke slagtet alt for mange af mine favoritpersoner.

  1. 37 pct. inde i min Kindle-udgave []
  2. Jeg tror heller ikke at ‘Swan Song’ vil få ligeså mange popkulturelle referencer. I den ligeledes post-apokalyptiske tv-serie ‘Revolution’, bruger hovedpersonen Stu Redman som dæknavn. Læsere af ‘The Stand’ vil nok genkende det []

Fiktionen former historien

JRR_HERALD_02 Egentlig er der som udgangspunkt tale om noget ret esoterisk: En anmeldelse af J.R.R. Tolkiens oversættelse af det engelske middelalderdigt ‘Beowulf’. Artiklen har alligevel interessant betragtninger om de måder, som Tolkiens forfatterskab påvirker hvordan vores egen samtid tror, at livet var i middelalderen. Der bliver indledt med det pudsige i, at forsideillustrationen skal forestille at være middelalderlig, men egentlig bare er … Tolkien’sk:

“There’s a drawing of a smug-faced dragon on the front cover of JRR Tolkien’s newly-published translation of “Beowulf.” Its green, scaly body loops and knots into a pretzel-esque shape that medieval historians call the “interlace” pattern. You might recognise these loops from Swedish runestones, crumbling Anglo-Saxon crosses or bad tattoos.

The drawing of the dragon, however, is not actually medieval—early medieval dragons’ snouts are usually rounded, not pointy. As the copyright page explains, it is a drawing by Tolkien himself. The very dust-jacket of this new book sums up why an 88-year-old translation of an extremely old poem will sell. We don’t want to read medieval poetry, but we do want to read JRR Tolkien.

Ever since The Hobbit appeared in 1937, Tolkien’s oeuvre has become a cipher for the look and feel of “medievalness.” From Monty Python’s Holy Grail to Game of Thrones, most modern depictions of the 5th to the 15th centuries in European history bear Tolkien’s distinctive mark. Today, the phrase “Middle Earth” conjures hobbit-holes, not the beautiful Old English word middangeard—the middle space between heaven and hell, where humans live out their short lives. The Lord of the Rings has grown so monumental that medieval culture shivers in its shadow.”  

Jeg er tilbøjelig til at give anmelderen i Prospect ret. Tolkien og ‘Ringenes Herre’-bøgerne er med til at danne et quasi-fiktivt billede af fortiden.

Prøv selv at lukke øjnene.

Hvis jeg beder jer visualisere ordet ‘middelalderen’, vil jeg godt vædde på, at der dukker et eller flash op fra en af ‘Ringenes Herre’ filmene. Bevares, måske ikke lige hobitterne, vel. Heller ikke orkerne. Og Gandalf var heller ikke en typisk middelalderskikkelse. Trods alt.

Men hvordan ser en middelalderborg eksempelvis ud for jer? Der er en god sandsynlighed for, at det er noget i stil med Minas Tirith. Hvordan gik middelaldermennesker klædt? Som dem i Rohan? Og var folk ikke lige det mere høviske og ædle i gamle dage? Ligesom Aragorn i Viggo Mortensens daskehårs-udgave? Sammen med modige riddere, der kæmpede for det gode mod det onde? Hvordan foregik krige egentlig i middelalderen? Mon ikke billederne på nethinden til forveksling ligner de episke kampscener fra ‘Ringenes Herre’-filmene? Jeg tror det.

Det er interessant hvordan et fiktionsværk på den måde kan medvirke til at forme den kollektive opfattelse af en given tidsperiode. Jeg er derfor også ganske spændt på om ‘Game of Thrones’ bøgerne og tv-serien vil korrigere det Tolkienske narrativ om middelaleren.

Forfatteren bag, George R.R. Martin, er om nogen en vaskeægte anti-Tolkien. Hvor Tolkiens bøger er fulde af episke helte, høvisk tale, ædle handlinger og klart definerede grænser mellem godt og ondt, så er Martins bøger blodige, dystre, fulde af incest, meningsløs vold, sadister, imperfekte helte og forfald. Livet for almindelige mennesker i Martins udgave af middelalderen, er præget af sult, sygdom og krige mellem adelige huse uden den ringeste hensyntagen til konsekvenserne for befolkningen.

Tilbage i 2012 havde Foreign Affairs to pudsige artikler (her og her) om hvor realistisk ‘Game of Thrones’-universet egentlig er relativt til hvad historieforskningen ved om forholdene i 1300-1400 tallets Europa. Deres konklusion var noget i stil med ‘måske er Martin en snert mere realistisk end Tolkiens pussenussede fantasier, men helt så lovløst og dystopisk var det trods alt heller ikke at leve dengang – og ofte blev folk altså heller ikke voldtaget og myrdet’. Hvilket man da må håbe, at forskerne har ret i.

Men alligevel. Mon ikke Jon Snow, Arya og Tyrions bedrifter vil være med i flashene på nethinden, når folk i de kommende årtier skuer tilbage på middelalderen. Jeg tror det. Og det bliver interessant at se hvordan det påvirker måden vi betragter historien.

Mechas, monstre og manga

Søndagens mirakuløse opdagelse af ‘Pacific Rim’ sendte mig på en nostalgisk Tour de Gamle Nørdede Passioner. Nærmere betegnet to popkulturelle artefakter, der formede mine sene teenageår. Jeg skrev allerede for et stykke tid tilbage en ode til videospillet ‘Final Fantasy VI’, men bare rolig, der var flere kærlighedsaffærer fra samme japanske kilde.

Patlabor 2

Den første er ‘Patlabor 2′, en mangafilm (eller ‘Anime’, som den slags retteligt hedder) fra 1993. Første gang jeg stødte på den var i forfilmene til den engelske VHS-udgave af ‘Ghost in the Shell’, som min far købte hjem til mig fra London i 1997.

‘Ghost in the Shell’ er naturligvis et mesterværk i sig selv. En del mennesker kender den ubevidst, da Wamdue Project brugte en forvirret sammenklippet udgave af filmen i deres musikvideo til ‘King of My Castle’ fra 1998. Er man nysgerrig på cyberpunk og dystopiske fremtidsvisioner af Tokyo, så er filmens to enestående actionscener at finde på YouTube her og her.

Nå, men tilbage til ‘Patlabor 2’. Traileren var i forfilmene på VHS-båndet, og selvom jeg ikke kan finde den online i dag, var det uhyre dragende for en 16-årig.

I filmen følger vi Sektion 2, en specialstyrke i Tokyos politi, der anvender robottanks, ‘mechas’, til at bekæmpe kriminalitet. I klippet neden for følger vi filmens to hovedpersoner – den livsglade mechapilot Noa og hendes noget mere tvære kollega Asuma – mens de kalibrerer Noas elskede robottank Alphonse.

Jamen, er det ikke mageløst? Hvordan kan man ikke elske denne sekvens med dens animerede interface, robotter og den fængende plinky-plonky musik? Filmen er dog ikke kun sjov og ballade. Uden at komme alt for meget ind på plottet, er der en kras kritik af militariseringen af Japan. Blandt andet i den legendariske ‘unnatural city’ sekvens, hvor Tokyo i undtagelsestilstand fremstilles melankolsk og nærmest poetisk. Eller hvad med den åndeløst ubehagelige actionsekvens, hvor en terrorist i helikopter sætter det meste af Tokyos kommunikation og infrastruktur ud af spil. Det ser man ikke ofte i animerede film!

‘Patlabor 2’ og ‘Pacific Rim’ er selvsagt i åndelig familie gennem deres fælles fokus på mechas. De episke mecha vs. kaiju kampe i ‘Pacific Rim’ sendte mig direkte tilbage til slut-90’erne, hvor film som ‘Patlabor’ var nørdnarko direkte ned i blodbanerne. Ahhhh!

‘Final Fantasy VII’ – angrebet på Junon

Dette var den første udgave af ‘Final Fantasy’ til Playstation – og det er velsagtens også den mest legendariske af de efterhånden ganske mange spil i serien.

Et godt stykke inde i spillet er vores helt, den frafaldne lejesoldat Cloud, sluppet ud af spillets ækvivalent til Kurt Russells New York. Sammen med en broget flok medsammensvorne af øko-terrorrister og ninjaer, bekæmper han i første omgang det gennemrådne konglomerat Shinra, der har overtaget verdensherredømmet. Det viser sig dog efterhånden, at den egentlig bad guy i spillet er den stærkt androgyne Sephiroth, Clouds tidligere sergent i militærenheden SOLDIER.

Sephiroth er blevet splittergal efter at hans elskede døde i en ulykke – vel at mærke en ulykke, som han giver Cloud skylden for. Omsvøbt af nihilistisk dødsdrift er hans plan nu at vække en række legendariske væsener – der til forveksling minder om Godzilla og kaijuerne i ‘Pacific Rim’ – med henblik på at fremkalde verdens undergang. Efterhånden går det op for ledelsen i Shinra, at Sephiroth ikke er til at spøge med. Især ikke, da det rent faktisk lykkes ham at få vækket et særligt gnavent godzilla-esque monster, der nu er på vej direkte mod havnebyen Junon. Til at forsvare byen har Shinra opstillet en svært fallos-agtig kanon, der med sin potente ladning skal holde udyret væk.

Ja-ja, jeg ved godt at grafikken er rædsom, men hey, den er snart 20 år gammel. Hvordan tror I selv at eftertiden vil vurdere de ting, som I sidder og pølser rundt i nu? Hva’? Giv lige spillet en pause, gør. Tro mig når jeg siger det: ‘Pacfic Rim’ har lånt liberalt fra denne scene. Den var noget af det første jeg tænkte på, da jeg så filmen forleden. Og nu har jeg fået lyst til at genspille Final Fantasy VII. Hvor lifligt!