Den uendelige historie

Det er 40 år siden Michael Endes ‘Den uendelige historie’ udkom, og jeg læste i den anledning en interessant fortolkning af bogen.

Hidtil har min fortolkningsramme af historien primært handlet om Bastians ensomhed og fantasiens betydning. Men bogen kan (bør?) måske snarere læses som en meditation over Tyskland i årene før, under og efter anden verdenskrig. Muligvis en lidt vel voldsom tolkning af en young adult bog, men den giver mening.

Måske man burde læse bogen engang igen ved lejlighed, om ikke andet så for at vurdere højtlæsningspotentialet.

Den værste af alle verdener

Brent Weeks – ‘The Black Prism’ frustrerer mig. Og ikke kun fordi bogen har ligget ulæst på min Kindle i årevis, og jeg først for nylig fik hanket op i mig selv for at give den en chance mere.

Nej, det mest frustrerende er at bogen har et originalt univers, et spændende plot, sublim worldbuilding og masser af nyskabelser indenfor fantasygenren – men det hele falder fra hinanden eftersom Weeks skriver rædderligt, infantilt og klichéfyldt. Det er til tider en gru at være med til. Han kan som fantast helt åbenlyst opfinde de utroligste ting, men udføre dem i tekstform? Dét magter han ikke. Det er genrelitteratur når det er værst.

Så hvad gør jeg? Skal jeg læse bogens snart fire efterfølgere? Jeg er interesseret i plottet og det er jo teoretisk muligt at Weeks er blevet en bedre forfatter siden ‘The Black Prism’ udkom tilbage i 2010. Må gruble over det. Der er jo så mange andre bedre bøger, jeg burde få læst.

Golden State

I grunden forstår jeg ikke helt hvorfor at en esoterisk butik som Science Fiction Bokhandeln ligger midt på en af det turisthærgede Gamla Stans mest befærdede gader. Men det ser ud til virke; som en af de få boghandlere virker den relativt upåvirket af Amazons dominans.

o

Siden min første Kindle i 2014 har jeg måske købt 2-3 skønlitterære bøger i fysisk udgave, men ved gårdagens besøg gjorde jeg sjælden en undtagelse og vendte hjem med Ben H. Winters ‘Golden State’ og Peter F. Hamilton ‘Salvation’.

Begge er nye udgivelser af forfattere, som jeg før i tiden har haft stormende forelskelser i. Winters’ ‘Underground Airlines’ var min favoritbog i 2016 og Hamilton har jeg været fan af siden jeg læste hans space opera mesterværk ‘The Reality Dysfunction’ tilbage i sommerferien 2008.

Jeg sætter egentlig pris på at læse på mine Kindle, men det er grundlæggende noget andet at læse en bog i fysisk form. Det er i hvert fald langt lettere for mig at læse langt og intenst på papir. Således også i går, hvor jeg åd samfulde 310 sider i ‘Golden State’ henover én aften. Det er en fremragende thriller, nok især hvis man holder af alternative virkeligheder, dystopien og forfattere som Blake Crouch og Philip K. Dick. Vi er måske ikke helt oppe i ‘Underground Airlines’ klassen, men det er tæt på.

Nu glæder jeg mig til at komme i gang med ‘Salvation’, som jeg håber er en tilbagevenden til Hamiltons gamle dyder. Det er desværre nogen år siden jeg har læst noget af ham, primært fordi han har insisteret på at skrive bøger indenfor det samme ‘Commonwealth’ univers. Ikke at der er noget galt med det univers som sådan, men når det nu er snart 10 år siden jeg læste de første tre glimrende bind i serien og jeg gik i stå i den fjerde gudsjammerligt kedelige bog (og derfor heller ikke har læst de tre efterfølgende …), så ville jeg afvente at Hamilton kastede sig ud i et nyt univers. Det har han gjort med ‘Salvation’, hvilket fylder mig med en vis forventning.

Generelt har 2019 været et fint år for mig på science fiction og fantasy fronten. Har fået læst en række særdeles gode romaner, og det ser ikke ud til at stoppe. Tror jeg får sat ny læserrekord i år.

Finish the Book, George! Nu med deadline

Velan! Se hvem der på sin blog nu pibler frem med en … deadline for sin bog:

As for finishing my book… I fear that New Zealand would distract me entirely too much. Best leave me here in Westeros for the nonce. But I tell you this — if I don’t have THE WINDS OF WINTER in hand when I arrive in New Zealand for worldcon, you have here my formal written permission to imprison me in a small cabin on White Island, overlooking that lake of sulfuric acid, until I’m done. Just so long as the acrid fumes do not screw up my old DOS word processor, I’ll be fine.

World Con er i sommeren 2020. Så den lemmedasker har lige givet sig selv en deadline på et år til at få færdiggjort en bog, han efter udsagn har skrevet på siden 2010. Det lover søreme godt.

Finish the Book, George! Afsnit ∞

I forlængelse af gårdagens cri de coeur kan jeg berette, at George R. R. Martin i et klamt, fælt og ulideligt blogindlæg selv forholder sig til TV-seriens afslutning. Og det kommer næppe bag på nogen, at han naturligvis er en røv med et øre:

And me? I’m still here, and I’m still busy. As a producer, I’ve got five shows in development at HBO (some having nothing whatsoever to do with the world of Westeros), two at Hulu, one on the History Channel. I’m involved with a number of feature projects, some based upon my own stories and books, some on material created by others. There are these short films I am hoping to make, adaptations of classic stories by one of the most brilliant, quirky, and original writers our genre has ever produced. I’ve consulted on a video game out of Japan. And then there’s Meow Wolf…

Hey, mester, måske du kunne skrue en anelse ned for din nebengesjæft og få skrevet den bog? Blot et stilfærdigt forslag fra en bekymret ven.

And I’m writing. Winter is coming, I told you, long ago… and so it is. THE WINDS OF WINTER is very late, I know, I know, but it will be done. I won’t say when, I’ve tried that before, only to burn you all and jinx myself… but I will finish it, and then will come A DREAM OF SPRING.

How will it all end? I hear people asking. The same ending as the show? Different?

Well… yes. And no. And yes. And no. And yes. And no. And yes.

Ej, hvor du pirrer nu, George. Din frække fyr!

I am working in a very different medium than David and Dan, never forget. They had six hours for this final season. I expect these last two books of mine will fill 3000 manuscript pages between them before I’m done… and if more pages and chapters and scenes are needed, I’ll add them. And of course the butterfly effect will be at work as well; those of you who follow this Not A Blog will know that I’ve been talking about that since season one. There are characters who never made it onto the screen at all, and others who died in the show but still live in the books… so if nothing else, the readers will learn what happened to Jeyne Poole, Lady Stoneheart, Penny and her pig, Skahaz Shavepate, Arianne Martell, Darkstar, Victarion Greyjoy, Ser Garlan the Gallant, Aegon VI, and a myriad of other characters both great and small that viewers of the show never had the chance to meet. And yes, there will be unicorns… of a sort…

Book or show, which will be the “real” ending? It’s a silly question. How many children did Scarlett O’Hara have?

How about this? I’ll write it. You read it. Then everyone can make up their own mind, and argue about it on the internet.

Hvad med det her: Du holder op med dine uendelige svinkeærinder og overspringshandlinger. Du får skrevet de to sidste bøger i serien, så vi alle kan gå hver til sit. Jeg kan få sjælefred og du kan komme tilbage til dine videospil, din cokesnifning med skuespillere og din tour rundt på bogmesser.

Er det en aftale? Eller skal jeg skrige af dig i et nyt blogindlæg om halvandet år, når du stadig ikke er færdig med noget?

Finish the book, George!

Det sidste afsnit i ‘Game of Thrones’ blev vist i nat. TV-serien fik premiere i april 2011, blot et par måneder inden den indtil videre seneste bog i rækken, ‘A Dance with Dragons’ udkom. Nu er den så slut og næste bog serien er stadig ikke i syne.

Jeg så med de første par sæsoner, nåede vel at fortære tre. Jeg kunne lide dem, og jeg fortryder stadig at jeg ikke købte det ‘Stark’-merchandise, som vi så i HBO-butikken på New York turen tilbage i maj 2011.

Siden boykottede jeg serien da det stod mere og mere klart, at George R.R. Martin ikke ville opfylde den kontrakt, som han har indgået med mig som læser1. Jeg har gentagne gange skreget min smerte og afmagt ud over den mishandling, jeg som læser er blevet udsat for – se blot her og her. Men ak, alt det spildte hjerteblod har været forgæves.

Det fremgår af de fleste anmeldelser, at TV-seriens manuskript og historie dykkede i kvalitet efter at den løb tør for bøger. Det er en ringe trøst, men det styrker mit grundlæggende argument om at bøgerne naturligvis må være den kanoniske historie, mens TV-serien skal betragtes som en apokryf parallelhistorie. Det er en veritabel skandale og en forbrydelse, at George R. R. Martin har ladet det komme hertil.

Men det værste af det hele? Det er og bliver George R. R. Martins stedmoderlige behandling af hans gulvkalv. For nylig skrev han således på sin blog:

All of a sudden this crazy story about my finishing THE WINDS OF WINTER and A DREAM OF SPRING years ago is popping up everywhere. No, I am not going to provide links. I don’t want to reward purveyors of misinformation with hits.

I will, however, say for the record — no, THE WINDS OF WINTER and A DREAM OF SPRING are not finished. DREAM is not even begun; I am not going to start writing volume seven until I finish volume six

It seems absurd to me that I need to state this. The world is round, the Earth revolves around the sun, water is wet… do I need to say that too? It boggles me that anyone would believe this story, even for an instant. It makes not a whit of sense. Why would I sit for years on completed novels? Why would my publishers — not just here in the US, but all around the world — ever consent to this? They make millions and millions of dollars every time a new Ice & Fire book comes out, as do I. Delaying makes no sense. Why would HBO want the books delayed? The books help create interest in the show, just as the show creates interest in the books.

So… no, the books are not done. HBO did not ask me to delay them. Nor did David & Dan. There is no “deal” to hold back on the books. I assure you, HBO and David & Dan would both have been thrilled and delighted if THE WINDS OF WINTER had been delivered and published four or five years ago… and NO ONE would have been more delighted than me.

Ved du hvad, George? DET TROR JEG IKKE PÅ. Du lyver. Og det er virkelig grimt at se på. Du skal ikke sidde der – efter alle dine sideprojekter, blogindlæg, dyre middage, konsulenthonorarer, celebrity-arrangementer, bogmesser og popkulturelle superstardom – og fortælle mig, at det du allerhelst ville var at have færdiggjort bog 6. Det er løgn, løgn, LØGN! Hvis det havde været dit ønske, så havde du sat din lodne røv på stolen og fået skrevet bogen. Du har kunne skrive alt muligt andet i de sidste 8 år – herunder en fuldstændig irrelevant baggrundshistorie for Game of Thrones universet – så hvorfor ikke bogen? Lidt for meget fame og distraktioner til at du kunne arbejde? Denne oversigt over dine utallige elendige undskyldninger er masochistisk læsning, der ikke engang levner muligheden for katarsis. Det er grufuldt!

Så nu siger jeg det igen – for Gud ved hvilken gang: FINISH THE BOOK GEORGE!

  1. JO, Neil Gaiman, jeg HAR krav på at bøgerne bliver skrevet og JO, George R. R. Martin ER min bitch! []

Eskapistisk diversitet

Jeg er irriteret. Og det faktum i sig selv irriterer mig. Men jeg hader ikke desto mindre, at alting skal politiseres og gøres til genstand for for identitetspolitiske kampe.

Jeg bliver inderligt træt, når jeg læser artikler som ‘Is the future female? Fixing sci-fi’s women problem’ og ‘I read the 100 “best” fantasy and sci-fi novels – and they were shockingly offensive’. Eller jublende artikler om hvorfor det er aldeles vidunderligt, at N.K. Jesimin har vundet de seneste tre års Hugo Awards for bedste roman.

Forstå mig nu ret: Jeg har intet imod diversitet. Og jeg er helt med på, at science fiction og fantasy genrelitteraturen igennem mange år var skrevet af hvide mænd, om hvide mænd og til hvide mænd. Hvilket naturligvis har betydning for hvordan kvinder og minoriteter blev fremstillet – hvis de da overhovedet fik en plads i bøgerne, dér ved siden af alle de heltemodige hvide og heteroseksuelle mandlige karakterer.

Jeg accepterer med andre ord præmissen og den fundamentale kritik af genrelitteraturens underskud af diversitet.

Men når jeg alligevel – med fare for at blive betegnet som en privilegieblind hvid mand, der er bange for at miste alle mine strukturelle og patriarkalske fordele – protesterer, så er det fordi det er blevet for meget nu.

For hvorfor er det jeg læser science fiction og fantasy? Det er for de intergalaktiske rumkrige, eskapismen, dragerne, magien. Det er for de uudforskede planeter, ‘Groundhog Day’-historierne, de alternative universer, tidsrejserne. Det er kort sagt for alt andet end alle identitets-, kultur- og værdipolitiske debatter, som man i dag nærmest ikke kan slippe for.

Så når jeg læser anmeldelser af nye bøger, der på trods af et fascinerende univers, en spændende handling og højt sprogligt niveau får dårlige karakterer på grund af fraværet af LGBT-hovedpersoner, så begynder jeg at mumle gnavent for mig selv. Eller når det at være en prominent og outspoken identitetspolitisk debattør er et afgørende kriterie for at vinde en science fiction litteratur pris i dag.

Det irriterer mig kort sagt, at det vigtigste i eskapistisk litteratur ikke længere er det, ja, eskapistiske, men derimod, at forfatteren har det rette kvantum af hovedpersoner, der er compliant med de aktuelle krav til diversitet og queerteori.

Det giver meget lidt mening for mig, må jeg indrømme. For hvis en science fiction eller fantasybog er god, så er jeg fuldstændig ligeglad med persongalleriets seksualitet, køn, etnicitet, religion (fortsæt selv listen).

Så læser jeg løs og fortaber mig. Hvilket man skulle mene var et af formålene med eskapistisk litteratur. Er det en meget priviligeret måde at tænke på?

Popkulturelt forbrug

I en endog særdeles sygdomsramt bededagsferie, nåede jeg at få fortæret lidt rask popkultur.

Dels fik jeg set hele anden sæson af Les Revenants, der holdt et tårnhøjt niveau hele vejen igennem. Har dog vanskeligt ved at se hvordan historien kan køre meningsfuldt videre herfra. Desuden vil jeg betragte det som en forbrydelse, hvis de igen tager tre år om at lave en ny sæson. Er virkelig spændt på at se hvad de gør.

Efter en vanskelig læseperiode på et par måneder, hvor jeg reelt ikke har fået læst en eneste bog, er jeg nu kommet godt i gang med V.E. Schwabs spændende toer i ‘Shades of Magic’ bogserien.

Jeg var ganske vild med forgængeren, ‘Shades of Magic’, der overraskede med et forfriskende og velgennemtænkt fantasyunivers, et medrivende plot og et persongalleri, som ikke var alt for uoriginalt. Bogen var som et vellykket elskovsbarn mellem Paul Cornell ‘London Falling’, Susanna Clarke: ‘Jonathan Strange & Mr. Norrell’, Scott Lynch ‘The Lies of Locke Lamora’ og Neil Gaiman ‘Neverwhere’. Det gælder sådan set også den nye bog ad Schwab, der har holdt et højt, højt underholdningsniveau de første 30 pct. af min Kindle-udgave. Varmt anbefalet indtil videre.

Endelig fik jeg også læst alle mine magasiner, så er nu au courant med The Economist, New Yorker, Djøf bladet og Ugeskrift for Læger. En sjælden forteelse, som næppe vil gentage sig igen ofte i fremtiden.

Feberlæsning

Har været igennem et par dage med ganske vederstyggelig influenza. Det kan ikke direkte anbefales. Er nu ovenpå igen – eller er i hvert fald moderat funktionsdygtig – men det var mildest talt et par feberramte og trættende døgn1.

Fik dog læst en smule, mens jeg lå der under dynen og havde åh-så-ondt af mig selv.

Kværnede mig igennem bog to af Mitchell Hogans ‘Sorcery Ascendant Sequence’ serie, der som det bombastisk anlagte og klichébefængte navn antyder, er fantasybøger af den ikke alt for originale slags. Bøgerne er langt fra stor kunst, og er snarere et rask shake’n’bake af diverse blandede elementer fra Tolkien, George R. R. Martin, Raymond Feist kombineret med lidt Dragonlance krydderi.

Underholdningsværdien er dog høj, magisystemet genialt – og hvis man er til ukompliceret fusionsfantasy med masser af letgenkendelige genrelitterære virkemidler, så er der intet at betænke sig på.

  1. Desværre har det vist sig at AaB’s afskyelige 6-2 nederlag i Parken ikke var en febervildelse i et sygt sind []