Finish the Book, George! Nu med deadline

Velan! Se hvem der på sin blog nu pibler frem med en … deadline for sin bog:

As for finishing my book… I fear that New Zealand would distract me entirely too much. Best leave me here in Westeros for the nonce. But I tell you this — if I don’t have THE WINDS OF WINTER in hand when I arrive in New Zealand for worldcon, you have here my formal written permission to imprison me in a small cabin on White Island, overlooking that lake of sulfuric acid, until I’m done. Just so long as the acrid fumes do not screw up my old DOS word processor, I’ll be fine.

World Con er i sommeren 2020. Så den lemmedasker har lige givet sig selv en deadline på et år til at få færdiggjort en bog, han efter udsagn har skrevet på siden 2010. Det lover søreme godt.

Finish the Book, George! Afsnit ∞

I forlængelse af gårdagens cri de coeur kan jeg berette, at George R. R. Martin i et klamt, fælt og ulideligt blogindlæg selv forholder sig til TV-seriens afslutning. Og det kommer næppe bag på nogen, at han naturligvis er en røv med et øre:

And me? I’m still here, and I’m still busy. As a producer, I’ve got five shows in development at HBO (some having nothing whatsoever to do with the world of Westeros), two at Hulu, one on the History Channel. I’m involved with a number of feature projects, some based upon my own stories and books, some on material created by others. There are these short films I am hoping to make, adaptations of classic stories by one of the most brilliant, quirky, and original writers our genre has ever produced. I’ve consulted on a video game out of Japan. And then there’s Meow Wolf…

Hey, mester, måske du kunne skrue en anelse ned for din nebengesjæft og få skrevet den bog? Blot et stilfærdigt forslag fra en bekymret ven.

And I’m writing. Winter is coming, I told you, long ago… and so it is. THE WINDS OF WINTER is very late, I know, I know, but it will be done. I won’t say when, I’ve tried that before, only to burn you all and jinx myself… but I will finish it, and then will come A DREAM OF SPRING.

How will it all end? I hear people asking. The same ending as the show? Different?

Well… yes. And no. And yes. And no. And yes. And no. And yes.

Ej, hvor du pirrer nu, George. Din frække fyr!

I am working in a very different medium than David and Dan, never forget. They had six hours for this final season. I expect these last two books of mine will fill 3000 manuscript pages between them before I’m done… and if more pages and chapters and scenes are needed, I’ll add them. And of course the butterfly effect will be at work as well; those of you who follow this Not A Blog will know that I’ve been talking about that since season one. There are characters who never made it onto the screen at all, and others who died in the show but still live in the books… so if nothing else, the readers will learn what happened to Jeyne Poole, Lady Stoneheart, Penny and her pig, Skahaz Shavepate, Arianne Martell, Darkstar, Victarion Greyjoy, Ser Garlan the Gallant, Aegon VI, and a myriad of other characters both great and small that viewers of the show never had the chance to meet. And yes, there will be unicorns… of a sort…

Book or show, which will be the “real” ending? It’s a silly question. How many children did Scarlett O’Hara have?

How about this? I’ll write it. You read it. Then everyone can make up their own mind, and argue about it on the internet.

Hvad med det her: Du holder op med dine uendelige svinkeærinder og overspringshandlinger. Du får skrevet de to sidste bøger i serien, så vi alle kan gå hver til sit. Jeg kan få sjælefred og du kan komme tilbage til dine videospil, din cokesnifning med skuespillere og din tour rundt på bogmesser.

Er det en aftale? Eller skal jeg skrige af dig i et nyt blogindlæg om halvandet år, når du stadig ikke er færdig med noget?

Finish the book, George!

Det sidste afsnit i ‘Game of Thrones’ blev vist i nat. TV-serien fik premiere i april 2011, blot et par måneder inden den indtil videre seneste bog i rækken, ‘A Dance with Dragons’ udkom. Nu er den så slut og næste bog serien er stadig ikke i syne.

Jeg så med de første par sæsoner, nåede vel at fortære tre. Jeg kunne lide dem, og jeg fortryder stadig at jeg ikke købte det ‘Stark’-merchandise, som vi så i HBO-butikken på New York turen tilbage i maj 2011.

Siden boykottede jeg serien da det stod mere og mere klart, at George R.R. Martin ikke ville opfylde den kontrakt, som han har indgået med mig som læser1. Jeg har gentagne gange skreget min smerte og afmagt ud over den mishandling, jeg som læser er blevet udsat for – se blot her og her. Men ak, alt det spildte hjerteblod har været forgæves.

Det fremgår af de fleste anmeldelser, at TV-seriens manuskript og historie dykkede i kvalitet efter at den løb tør for bøger. Det er en ringe trøst, men det styrker mit grundlæggende argument om at bøgerne naturligvis må være den kanoniske historie, mens TV-serien skal betragtes som en apokryf parallelhistorie. Det er en veritabel skandale og en forbrydelse, at George R. R. Martin har ladet det komme hertil.

Men det værste af det hele? Det er og bliver George R. R. Martins stedmoderlige behandling af hans gulvkalv. For nylig skrev han således på sin blog:

All of a sudden this crazy story about my finishing THE WINDS OF WINTER and A DREAM OF SPRING years ago is popping up everywhere. No, I am not going to provide links. I don’t want to reward purveyors of misinformation with hits.

I will, however, say for the record — no, THE WINDS OF WINTER and A DREAM OF SPRING are not finished. DREAM is not even begun; I am not going to start writing volume seven until I finish volume six

It seems absurd to me that I need to state this. The world is round, the Earth revolves around the sun, water is wet… do I need to say that too? It boggles me that anyone would believe this story, even for an instant. It makes not a whit of sense. Why would I sit for years on completed novels? Why would my publishers — not just here in the US, but all around the world — ever consent to this? They make millions and millions of dollars every time a new Ice & Fire book comes out, as do I. Delaying makes no sense. Why would HBO want the books delayed? The books help create interest in the show, just as the show creates interest in the books.

So… no, the books are not done. HBO did not ask me to delay them. Nor did David & Dan. There is no “deal” to hold back on the books. I assure you, HBO and David & Dan would both have been thrilled and delighted if THE WINDS OF WINTER had been delivered and published four or five years ago… and NO ONE would have been more delighted than me.

Ved du hvad, George? DET TROR JEG IKKE PÅ. Du lyver. Og det er virkelig grimt at se på. Du skal ikke sidde der – efter alle dine sideprojekter, blogindlæg, dyre middage, konsulenthonorarer, celebrity-arrangementer, bogmesser og popkulturelle superstardom – og fortælle mig, at det du allerhelst ville var at have færdiggjort bog 6. Det er løgn, løgn, LØGN! Hvis det havde været dit ønske, så havde du sat din lodne røv på stolen og fået skrevet bogen. Du har kunne skrive alt muligt andet i de sidste 8 år – herunder en fuldstændig irrelevant baggrundshistorie for Game of Thrones universet – så hvorfor ikke bogen? Lidt for meget fame og distraktioner til at du kunne arbejde? Denne oversigt over dine utallige elendige undskyldninger er masochistisk læsning, der ikke engang levner muligheden for katarsis. Det er grufuldt!

Så nu siger jeg det igen – for Gud ved hvilken gang: FINISH THE BOOK GEORGE!

  1. JO, Neil Gaiman, jeg HAR krav på at bøgerne bliver skrevet og JO, George R. R. Martin ER min bitch! []

Eskapistisk diversitet

Jeg er irriteret. Og det faktum i sig selv irriterer mig. Men jeg hader ikke desto mindre, at alting skal politiseres og gøres til genstand for for identitetspolitiske kampe.

Jeg bliver inderligt træt, når jeg læser artikler som ‘Is the future female? Fixing sci-fi’s women problem’ og ‘I read the 100 “best” fantasy and sci-fi novels – and they were shockingly offensive’. Eller jublende artikler om hvorfor det er aldeles vidunderligt, at N.K. Jesimin har vundet de seneste tre års Hugo Awards for bedste roman.

Forstå mig nu ret: Jeg har intet imod diversitet. Og jeg er helt med på, at science fiction og fantasy genrelitteraturen igennem mange år var skrevet af hvide mænd, om hvide mænd og til hvide mænd. Hvilket naturligvis har betydning for hvordan kvinder og minoriteter blev fremstillet – hvis de da overhovedet fik en plads i bøgerne, dér ved siden af alle de heltemodige hvide og heteroseksuelle mandlige karakterer.

Jeg accepterer med andre ord præmissen og den fundamentale kritik af genrelitteraturens underskud af diversitet.

Men når jeg alligevel – med fare for at blive betegnet som en privilegieblind hvid mand, der er bange for at miste alle mine strukturelle og patriarkalske fordele – protesterer, så er det fordi det er blevet for meget nu.

For hvorfor er det jeg læser science fiction og fantasy? Det er for de intergalaktiske rumkrige, eskapismen, dragerne, magien. Det er for de uudforskede planeter, ‘Groundhog Day’-historierne, de alternative universer, tidsrejserne. Det er kort sagt for alt andet end alle identitets-, kultur- og værdipolitiske debatter, som man i dag nærmest ikke kan slippe for.

Så når jeg læser anmeldelser af nye bøger, der på trods af et fascinerende univers, en spændende handling og højt sprogligt niveau får dårlige karakterer på grund af fraværet af LGBT-hovedpersoner, så begynder jeg at mumle gnavent for mig selv. Eller når det at være en prominent og outspoken identitetspolitisk debattør er et afgørende kriterie for at vinde en science fiction litteratur pris i dag.

Det irriterer mig kort sagt, at det vigtigste i eskapistisk litteratur ikke længere er det, ja, eskapistiske, men derimod, at forfatteren har det rette kvantum af hovedpersoner, der er compliant med de aktuelle krav til diversitet og queerteori.

Det giver meget lidt mening for mig, må jeg indrømme. For hvis en science fiction eller fantasybog er god, så er jeg fuldstændig ligeglad med persongalleriets seksualitet, køn, etnicitet, religion (fortsæt selv listen).

Så læser jeg løs og fortaber mig. Hvilket man skulle mene var et af formålene med eskapistisk litteratur. Er det en meget priviligeret måde at tænke på?

Popkulturelt forbrug

I en endog særdeles sygdomsramt bededagsferie, nåede jeg at få fortæret lidt rask popkultur.

Dels fik jeg set hele anden sæson af Les Revenants, der holdt et tårnhøjt niveau hele vejen igennem. Har dog vanskeligt ved at se hvordan historien kan køre meningsfuldt videre herfra. Desuden vil jeg betragte det som en forbrydelse, hvis de igen tager tre år om at lave en ny sæson. Er virkelig spændt på at se hvad de gør.

Efter en vanskelig læseperiode på et par måneder, hvor jeg reelt ikke har fået læst en eneste bog, er jeg nu kommet godt i gang med V.E. Schwabs spændende toer i ‘Shades of Magic’ bogserien.

Jeg var ganske vild med forgængeren, ‘Shades of Magic’, der overraskede med et forfriskende og velgennemtænkt fantasyunivers, et medrivende plot og et persongalleri, som ikke var alt for uoriginalt. Bogen var som et vellykket elskovsbarn mellem Paul Cornell ‘London Falling’, Susanna Clarke: ‘Jonathan Strange & Mr. Norrell’, Scott Lynch ‘The Lies of Locke Lamora’ og Neil Gaiman ‘Neverwhere’. Det gælder sådan set også den nye bog ad Schwab, der har holdt et højt, højt underholdningsniveau de første 30 pct. af min Kindle-udgave. Varmt anbefalet indtil videre.

Endelig fik jeg også læst alle mine magasiner, så er nu au courant med The Economist, New Yorker, Djøf bladet og Ugeskrift for Læger. En sjælden forteelse, som næppe vil gentage sig igen ofte i fremtiden.

Feberlæsning

Har været igennem et par dage med ganske vederstyggelig influenza. Det kan ikke direkte anbefales. Er nu ovenpå igen – eller er i hvert fald moderat funktionsdygtig – men det var mildest talt et par feberramte og trættende døgn1.

Fik dog læst en smule, mens jeg lå der under dynen og havde åh-så-ondt af mig selv.

Kværnede mig igennem bog to af Mitchell Hogans ‘Sorcery Ascendant Sequence’ serie, der som det bombastisk anlagte og klichébefængte navn antyder, er fantasybøger af den ikke alt for originale slags. Bøgerne er langt fra stor kunst, og er snarere et rask shake’n’bake af diverse blandede elementer fra Tolkien, George R. R. Martin, Raymond Feist kombineret med lidt Dragonlance krydderi.

Underholdningsværdien er dog høj, magisystemet genialt – og hvis man er til ukompliceret fusionsfantasy med masser af letgenkendelige genrelitterære virkemidler, så er der intet at betænke sig på.

  1. Desværre har det vist sig at AaB’s afskyelige 6-2 nederlag i Parken ikke var en febervildelse i et sygt sind []

The Force Awakens

Fik endelig set den nye ‘Star Wars: The Force Awakens’ i weekenden. Har egentlig skrevet en masse usammenhængende kommentarer ned i min notesbog, men nu er jeg for dvask til at få dem dem fusioneret til et sammenhængende og begavet hele. Så hermed min spontane betragtninger:

Intro

Filmen kan ikke stå alene. Den er ekstremt selvrefererende. Store dele af plottet, lokationerne, koncepterne og karaktererne er direkte kalkeret af fra ‘A New Hope’. Hver anden replik er et glimt-i-øjet citat fra de tre oprindelige film. Hvis man er fan er det selvsagt skønt, men man savner noget … ja, noget nyt. Det er rart at blive strøget blidt med hårene, men alligevel. Det er med andre ord en film lavet til fans, der var unge da de første film kom – og nu efter planen skal introducere deres børn til også at blive gode ‘Star Wars’ forbrugere. Det er ekstremt kalkuleret, men sådan er det vel når en filmfranchise bliver opkøbt af Disney.

Den er reelt uegnet til nye kunder. Min Bedre Halvdel havde ikke set nogle af de tidligere Star Wars film, og sagde at hun var godt underholdt. Det ved jeg ikke om passer, men det var da sødt af hende at sige, synes jeg. Hvis filmen for alvor skulle give mening for helt nytilkomne seere, så mener jeg, at den skulle have gjort mere ud af at introducere og udbygge universet. Som den er skruet sammen nu, forventer filmen implicit, at beskueren kender til den bagvedliggende historie. Hvilket måske er en rimelig forventning taget i betragtning af, at der findes seks andre Star Wars film. Men omvendt: Den relevante kontekst for ‘The Force Awakens’ findes i de oprindelige 30+ år gamle film, ikke i de tre afskyelige prequels fra begyndelsen af 2000-tallet. Det har ikke straffet filmen kommercielt, men jeg tvivler på, at ‘The Force Awakens’ vil rekruttere ligeså mange fans som de oprindelige. Dertil er den for usikker på sig selv.

 

FirstOrder

Plottet er helt meningsløst. Jeg er med på, at alting ikke blev godt og smukt og ægte efter at imperiet var blevet besejret i ‘Return of the Jedi’. Rebellerne vandt krigen, men ikke freden, og alt det der. Men på 20-30 år har de helt håbløse rebeller og den tilsyneladende uendeligt inkompetente Galaktiske Republik alligevel fedet den tilpas meget af til, at en crypto-nazistisk organisation ved navn ‘The First Order’ (man kan sige meget om både de religiøst fanatiske jedier og deres nemesisser i Sith kulten, men ingen af dem er særligt underspillede i deres navnevalg) har fået lov til at vokse sig store, tyvstjæle det gamle imperiums uniformer, flyve rundt i deres flåde OG skaffet den fornødne kapital til at opbygge endnu (sic) en dødsstjerne? Det står ikke ganske klart hvordan det har kunne lade sig gøre, men tilsyneladende har de galaktiske banker stolet mere på imperiets arvtagere end den besynderlige flok af såkaldte ‘rebeller’, der åbenbart er bedre til at være imod ting end til at bygge noget op. Rebellerne (hvoraf flere er rekrutteret direkte fra flokken af skuespillerne i ‘Lost’) sidder i hvert fald stadig i deres formørkede huler og har Tvind-agtige beslutningsprocesser om militærstrategi foran deres storskærme. Der var stunder i filmen, hvor man ønskede sig at Imperiet, undskyld: The First Order, var lykkedes med at sprænge rebellernes planet i stumper og stykker …

 

Image converted using ifftoany

Seriøst: Var det virkelig tvingende nødvendigt at lave en Tatooine 2.0? Den sandplanet var røvsyg i de oprindelige film, og dens klon i den nye film, Jakku, er om muligt endnu kedeligere. På Tatooine boede i det mindste Obi-Wan Kenobi og Luke kunne hente power coverters på Tosche Station, men på Jakku er der bogstaveligt ingenting. Bortset fra en faldefærdig, men alligevel flyveklar Millenium Falcon, naturligvis. Og nedstyrtede rumskibe, nu jeg tænker over det. De er faktisk ok seje. BOOM!

 

BB8

Den nye droid BB8 er mega-nuzer! R2D2 har fået en værdig kompagnon. Man slipper desværre ikke for C3PO, men han er heldigvis meget perifær. Var der nogensinde nogen der kunne lide den klovn? Nogen der efterspurgte hans tilstedeværelse? Nej. Det tror jeg ikke.

 

riddere

Jeg kan ikke forstå folk kalder Star Wars for science fiction. Hvilket måske skyldes at jeg læser for meget tør science fiction, men hallå: Star Wars er i bedste fald en fantasyfilm. Der er riddere, magi, sværdkampe, sjove fabeldyr, rejser fra punkt A til B, bondesønner der skal på et episk eventyr, prinsesser der skal reddes, letforståelige dualismer mellem godt og ondt. Til gengæld er der ingen bekymring over hverken økonomi (hvor meget koster en dødsstjerne? Hvordan hænger et intergalaktisk imperium overhovedet sammen?) eller teknologi. Så nej – du kan ikke lide science fiction, hvis du kan lide Star Wars. Du kan lide eventyrfilm, og det er også helt ok. Se ‘Battlestar Galactica’, så kan vi tale om det andet.

 

 solochewie

(MEGASPOILER) Hvor var det herligt at se Han Solo igen! Men hvorfor skulle han dø? Det er åndssvagt. Han var det eneste element af sex i den frigide filmserie. Hvem skal nu levere homoerotik sammen med Chewie? Hvem skal nu få Leia til blot i få sekunder til ikke at se irritabel og/eller gnaven ud? Jeg håber ikke han er død selvom han er penetreret med et lyssværd og er faldet ned i en uendelig kløft. Måske han kan reddes (MEGASPOILER SLUT)

Samlet set: Se filmen, hvis du skal. Har du ikke gidet Star Wars før, så behøver du heller ikke gide nu.

The Winds of Winter

Traurigt nyt fra George R.R. Martin: I et ganske deprimeret indlæg på sin blog fortæller han, at næste bind i ‘Game of Thrones’ serien udkommer … ja, han ved det faktisk ikke, for det hele sejler åbenbart.

Nu har manden ganske vist altid været herostratisk berygtet for at bruge evigheder på at skrive sine bøger. Faktisk så berygtet, at selv blogs som ‘Finish the Book, George!’ i ren afmagt over de manglende fremskridt ikke er blevet opdateret siden medio 2012. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at ‘The Winds of Winter’ nu har taget snart fem år om at blive skrevet. Bog fire og fem i serien tog jo henholdsvis fem og seks år at gøre færdige.

Men derfor er det stadig en sørgelig nyhed.

Når sæson 6 af tv-serie udgaven begynder i april måned, vil historien overhale bogserien1, hvilke i sig selv er en barok udvikling. Og hvis man anlægger en pessimistisk vinkel, så kan man nogenlunde ædruligt konkludere, at Martin siden år 2000 har skrevet to bøger – og begge var mærkbart dårligere end de første tre bind i serien.

Hverken den overlange ‘A Feast for Crows’ eller den ufærdige ‘A Dance With Dragons’ var i nærheden af at toppe den fremragende ‘A Storm of Swords’ (hint: The Red Wedding). Martins bedrifter siden at Clinton var præsident er med andre ord ikke ligefrem lovende, hverken kvantitativt eller kvalitativt.

Endelig: Martin er blevet 67 år gammel, og bruger tiden på at chille, skrive blogindlæg om New York Giants og i øvrigt nyde livet som feteret rig forfatter. Det er jo fair nok. Han skylder ikke mig noget. Men det betyder altsammen, at sandsynligheden for at han når at få færdiggjort bogserien, bliver mindre og mindre for hver dag der går. Selv hvis han ved et mirakel for færdiggjort ‘The Winds of Winter’, så er der stadig liiiiiige det afsluttende bind syv, der skal have yderligere 5-10 år til at blive skrevet.

Det er for meget. For længe. Det kommer næppe til at ske. Så spørgsmålet er egentlig om vi er i den besynderlige situationen, at en tv-serie baseret på et bogoplæg overtager rollen som ejer af historien fra bøgerne – simpelthen fordi historien i bøgerne ikke er færdig? Således at den autoritative Game of Thrones historie er den, vi ser i tv-serien?

  1. Som en fodnote skal jeg bemærke, at vi i husstanden stadig ikke har fået set mere end tre afsnit af den fjerde sæson, og vi gudsketakoglov derfor har rigeligt med bloddryppende underholdning at se frem til []

Mellemtilfreds læsning

Man aner konturerne af et let skuffende bogår. Dels har jeg ikke fået taget mig sammen til at læse alt det, jeg gerne ville. Dels har de bøger jeg så rent faktisk har fået fortæret i løbet af 2015 ikke været overvældende gode.

Oktober og november måneder er måske meget illustrative i den henseende. For nylig købte jeg således to nyere gysere på min Kindle: ‘Suicide Forest’ af Jeremy Bates og ‘Follow You Home’ af Mark Edwards. Begge fandt jeg via anbefalinger på diverse bogblogs, om end det konkrete sted lige nu undslipper min hukommelse. Og begge er moderat skuffende.

‘Suicide Forest’ har ellers en lovende og eksotisk setting i Japan, men en tredjedel inde i bogen luffede hovedpersonerne stadig planløst rundt i den i titlen omtalte skov – vel at mærke uden at der er sket noget blot moderat uhyggeligt. Jeg begyndte derfor at skippe sider og springe i teksten. Det viste sig, at der var en besynderlig indavlet familie der A) slog folk ihjel i skoven og B) fremavlede børn via kidnappede kvinder. Hvilket var et rip-off af Adam Nevill ‘The Ritual’ (= crazy ass morderisk familie i en skov) og et nyere afsnit af ‘The Blacklist’ (= kidnappede kvinder som avlsdyr). Det irriterede mig så meget, at end ikke den blodige slutning med kastrationer og spidninger var nok til at stille mig tilfreds.

Det besynderlige er imidlertid, at ‘Follow You Home’ minsandten også opererer med kvinder, der tages til fange med henblik på at avle børn. Hvilket får mig til at spekulere på om der er en særlig kidnapning-og-børneavl trend i horror/thriller segmentet for tiden. Bogen er bedre end ‘Suicide Forest’, men gyset skuffer mig. Det ondskabsfulde i bogen viser sig at være en flok skurkagtige rumænere, hvilket alt andet lige er lidt af et antiklimaks, når jeg nu lige havde glædet mig til en spøgelseshistorie.

Af andre skuffelser bør nævnes Wesley Chu ‘Time Salvager’, der efter en lovende start og et univers med karakter af fornøjeligt (om end genkendeligt) gadekryds af genreklichéer, ‘Terminator’, Philip K. Dick og en Manic Pixie Dream Girl, bliver gudsjammerlig kedelig i midten af bogen. Jeg måtte stoppe undervejs, og det foregik med et bittert drag om munden.

På plussiden står dog to positive bekendtskaber inden for science fiction og fantasy: Mitchell Hogan ‘A Crucible of Souls’ og Ian Whates ‘Pelquin’s Comet’. Ingen af de to er vanvittigt originale, men har fængende plot og elskelige karakterer. Men de får mig stadig til at savne, at jeg læser noget, som jeg ikke har læst før. Altså en fantasyhistorie med fortællinger eller koncepter, som man aldrig har set før. Det er meget de samme trætte(nde) fraser og floskler, der går igen hele tiden. Så spændende er det trods alt heller ikke at læse om endnu en karbonkopi af Han Solo / Malcolm Reynolds. Måske man selv burde skrive den næste generationsdefinerende science fiction bog?

Ellers har jeg hen over efteråret fortæret en række business/selvhjælpsbøger, der alle har været ok og hver for sig har haft udmærkede indsigter, men (surprise!) ikke har reddet min kuldsejlede tilværelse synderligt. Det drejer sig om ‘Rework‘, ‘How to Find Fulfilling Work‘ og ‘High Output Management‘.