Eftersom jeg nærmer mig de 40 år med urovækkende hast har jeg været en tur ved frisøren og sagt: ‘der skal ske noget nyt, fikst og raffi. Klip mig helt korthåret!’. Eller, nuvel, det er løgn, men jeg har dog skiftet til mit første mørke farvetema her på bloggen siden engang i dens allerførste dage. Det er inspireret af farvepaletten fra det såkaldte ‘Nord Theme’, som jeg har en vis veneration for. Nu må vi se hvor længe der går før jeg bliver træt af det.

Blogstatus

Min yndlingsbesættelse er at filosofere planløst over mine personlige kommunikationskanaler. Hvor, hvordan og hvad formidler jeg mine tanker? Og måske mest centralt: Hvorfor gør jeg det? Jeg har ikke nogen klare svar på noget af det.

Jo, jeg ved at jeg har et iboende behov for at udtrykke mig. Jeg ved, at det at skrive er min de facto eneste kreative egenskab. Jeg ved, at jeg har brug for at udtrykke mig på skrift, også overfor andre mennsker. Jeg ved også, at jeg gerne vil være uafhængig og ikke har lyst til at lægge noget indhold i de overvågningskapitalistiske siloer såsom Facebook. Jeg ved derfor, at jeg ønsker at eje og drive mine kommunikationskanaler 100% selv. Det giver selvsagt nogle distributionsproblemer, men obskuritet og en digital eremittilværelse er vel prisen for ikke at ville være de steder, hvor de normale mennesker finder indhold.

Det største problem er koncepterne for mine kommunikationskanaler. De findes ikke. Jeg har Sofisten og en digital platform i eget navn. Jeg har aldrig haft indholdsstrategier eller blot en plan for nogen af dem, det hele har været organisk og ad hoc. Hvilket i praksis betyder, at indholdet er det samme på tværs af platformene. Det kunne som sådan være ok, hvis altså ikke at den oprindelige kilde til indhold – sofisten.dk – er så konceptuelt forvirret. Hvad er Sofisten? Hvad skal den kunne?

Når jeg læser mine gamle indlæg fra de tidlige år – f.eks. 2009 – så er vi ovre i en art offentlig dagbog. Måske ikke ligefrem intim bekendelseslitteratur, men jeg skrev dog en del om, hvad jeg lavede og tænkte over på det givne tidspunkt. Af og til var indlæggene krydret med et Weltschmerz/cri du cœur indlæg om tilværelsens ulidelige melankolske lethed. Alt sammen skrevet under et anstrengt kunstigt pseudonym, der gav mig en forløjet følelse af anonymitet – og allerede dengang var en forloren mekanisme.

Her 2.603 offentlige indlæg senere (hvoraf en del må betegnes som decideret pinlige), er det vist en illusion at tro, at man ikke kan finde ud af hvem skribenten bag sofisten.dk er. Og man kan utvivlsomt doxe mig for alle mulige uunderbyggede og uholdbare holdninger, hvis man ellers orker at læse så meget kedsommeligt navlepilleri. Men … ja. Eksponering for en ændret virkelighed er nok grundvilkåret, når man har skrevet på en personlig blog i snart 16 år.

Så det er vel som det er. Mit problem med sofisten.dk i disse år er, at jeg mangler koncept, indhold og skriveinspiration. Den er min personlige blog, som jeg ikke vil leve uden. Det er anatema at opgive den. Men jeg ved ikke rigtig hvad Sofisten gør for mig længere – eller om dens eksistens har formet mine skriverier på en uhensigtsmæssig måde.

Den tidlige blogs bread-and-butter-indhold (altså ‘hvad har jeg lavet i dag’ og ‘refleksioner over aktuelt emne’ indlæggene) skriver jeg sådan set stadig, men det er til indvortes brug i min dagbog i Roam. Jeg er blevet for sky og konfliktangst til at jeg vil lægge de store politiske og holdningsdrevne indlæg her på siden. Det er jo egentlig absurd; hvad er ellers pointen med en blog man selv ejer og bestemmer over? Men jeg oplever, at jeg har mistet lysten til deltage i den offentlige debat. Og når jeg læser nogle af de politiske eller COVID-19-agtige indlæg, jeg trods alt har skrevet det seneste år, så bliver jeg træt af at høre på mig selv. De holder ikke i længden eller jeg lyder semi-depressiv eller jeg er faretruende tæt på at være en sølvpapirshat.

Så jeg søger efter Sofistens sjæl for tiden. Og jeg leder også efter konceptet eller nichen for min offentlige digitale platform. Hvad skal den kunne? Hvor Sofisten i teorien er en sorgløs sjæl, så bør en side i ens eget navn vel være mere strategisk anlagt og gennemtænkt? Måske være en afløser for den type indlæg – billeder, statusopdateringer – som normalt ville blive bragt på sociale medier? Eller primært tjene som ‘personlig branding’ (YDRK!), evt. særligt vinklet til at understøtte mine politiske ambitioner?

Jeg ved det stadig ikke. Så jeg fortsætter med min yndlingsbeskæftigelse.

At skrive

Jeg er i en underlig dialog med mig selv om det her med at skrive.

Er havnet i den bagvendte situation, at mens mit eksterne output på blogs og i offentlige fora størkner til, så skriver jeg mere end nogensinde før internt til mig selv. Roam Research har medført en renæssance i mit dagbogs- og noteskriveri, som i den grad er blomstret op. Jeg tænker og tænker, skriver og skriver. Min navle blive også i dén grad beskuet i en direkte skræmmende detaljeringsgrad. Ingen tanke, følelse eller “indsigt” er for lille til at blive griflet ned i mit byzantinske notesystem.

Men det betyder samtidig, at meget af den mentalhygiejniske funktion som mit blogskriveri – eller snarere selve processen med at få mine forvirrede narcissistiske tanker ned på skrift – har haft igennem 15 år, er blevet internaliseret. Jeg har helt enkelt færre ting på hjertet udadtil, når jeg allerede har grædt ud indadtil. Og når jeg i forvejen mest skriver her for og til mig selv, hvor efterlader det så Sofisten.dk i mit skriveunivers?

Bloggens indhold af mestendels quasi-anonymiseret karakter, har grundlæggende længe været konceptuelt meningsløs. Ikke selvudleverende nok til at være bekendelseslitteratur, ikke strategisk nok til at bruges kommercielt eller til personlig branding. Vi er i et diffust ingenmandsland.

Omvendt elsker jeg – om ikke andet, så af nostalgiske årsager – at jeg har mit eget besynderlige og lurvede hjørne på nettet, hvor jeg kan skrive om det, jeg har lyst til – uden at være indhegnet af andres krav og forventninger. Selvfølgelig vil jeg gerne sælge en bestemt persona til de af jer, der er sunket dybt nok til at læse med på regelmæssig basis. I ved nok, jeg er ham den quirky og semi-intellektuelle personage, med hang til nørdet popkultur og iført en perma-ironisk distance til verden. Det ville være løgn at påstå at jeg ikke forsøgte at binde jer den historie på ærmet.

Men jeg forsøger dog at tone det ned. Et af mine mange issues med sociale medier1 er netop det performative aspekt. At folk spiller roller og optræder på en imaginær scene2. Den konstante iscenesættelse, kuratering af tilværelsen, denne underlige transformation af én selv fra deltager til tilskuer i ens liv. Hvor jeg forventes rollen som ‘succesfuld og lykkelig mand i år 2020’, eller roller, der er endnu klammere – ikke mindst inde på de sociale mediers allermest frastødende bordel: LinkedIn.

Sofisten er stadig tænkt som mit frirum, hvor mine tanker (i teorien) kan blive læst af andre, og måske (kun måske) kan gøre en positiv forskel på et eller andet. Det er i den ånd, jeg vil fortsætte med at skrive. Og så må jeg jo blot syntetisere de klogeste dele af alt det bras, jeg smider ind i Roam.

  1. Udover at de er overvågningskapitalistiske foretagner, der lever af at sælge mine data OG at de ødelægger min evne til at fokusere og være nærværende []
  2. Ja, jeg ved det godt, Erving Goffman kigger ned fra himlen og frydes []

Magnum Opus

Jeg blev ramt af akut angst forleden aften. Havde jeg virkelig helt glemt at højtideligholde bloggens 15-års fødselsdag? Men nej, heldigvis ikke. Så langt ude er jeg dog ikke kommet. For det er først på fredag den 17. april 2020, at bloggen (igennem alle dens forskellige udgaver) officielt bliver buksemyndig.

Jeg glemte bloggens 5-årsdag mens jeg var noget mere reflekterende efter 10-årsdagen.

Det sidste magter jeg ikke helt denne gang. Har ikke rigtig lyst. Jeg siger ikke de sidste fem år har været dårlige, men de har indiskutabelt været de mest udfordrende og bekymringsfyldte i mit liv. Tilværelsen har langt fra udelukkende været progression og glæde hele tiden. Og jeg er en anden person i dag end i 2015 – for da slet ikke at tale om i 2005.

Bloggen har også skiftet karakter i denne periode. I begyndelsen af 10’erne ophørte den ligeså stille med at være en semi-anonym offentlig dagbog. Det skete i takt med at de store SoMe-siloer slog den personlige blog ihjel som koncept. Processen kulminerede for mig i 2015, hvor jeg i stedet henlagde alle mine bekendelser i en decideret dagbog. Eftersom det at betragte min egen navle altid har været min vigtigste inspirationskilde, så betød det færre og mindre personlige indlæg. Men indtil da var jeg overraskende ærlig i mine skriverier. På en måde, som man aldrig ville være det i dag. Hey, det var en anden tid dengang i 00’erne, vi vidste ikke bedre, og bla bla bla. I dag er jeg kedeligere klogere og skriver mest om bøger.

Men de første 8-10 års blogindlæg var anderledes. Hvilket måske er en del af problemet. Jeg mistænker mig selv for at følelserne af melankoli og bittersødme er de uerkendte årsager til, at jeg her fem år senere stadig ikke har fået gennemgået, systematiseret og publiceret de resterende 1.260 blogindlæg i perioden april 2007 – maj 2013. Det er ikke altid ubetinget rart at hilse på den person, jeg var engang. Derudover er det et kæmpe arbejde. Ikke at jeg ønsker at efterredigere mit liv – jeg skrev jo hvad jeg skrev – men det tager afsindigt lang tid at give alle indlæggene en kategori og tags.

Det er et andet aspekt af de 15 år. Tiden, altså. Jeg har brugt uendelige mængder tid her. Skrevet flere ord end i de fleste romaner. Tænkt på bloggen, puslet med bloggen, haft lyst til at skrive på bloggen. Bogstaveligt talt hver dag. Der har været min konstant igennem alle årene, min foretrukne overspringshandling. Rent intellektuelt giver det ikke mening, at en person ofrer så mange tanker, energi og kreative processer på et så egoistisk foretagne, som en personlig blog uden særlig mange læsere.

Men … det er selve kernen, tror jeg. At jeg skriver her fordi jeg ikke kan lade være. Fordi det gør en forskel for mig og mit mentale velvære. Bloggen har altid været helt usandsynlig vigtig for mig. Den er – hvor trist det end lyder og uanset om jeg kan lide det eller ej – nok mit hovedværk.

Så jeg ser allerede frem til indlægget ved 20-års jubilæet. Det vil jeg ikke gå glip af.

Twitter

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op med Twitter. Det er alt sammen meget ambivalent.

På positiv siden er at Twitter er de (for mig) interessante menneskers primære kommunikationskanal. Det er her politologer, sociologer, historikere, økonomer, journalister og andet godtfolk deler viden og forsøger at præge dagsordenen. Twitter er også stedet, hvor jeg kan finde relevante links og spændende artikler. Venner og familie deler børnebillederne andre steder, men for en uforbederlig nyhedsjunkie som undertegnede, så er Twitter klart det mest relevante sociale medie.

Bagsiden til den styrke er så at Twitter er en FOMO-producerende samt produktivitets- og nærværsdræbende maskine. Der er ganske enkelt noget usundt vanedannende og fokussmadrende ved at følge med i det uendelige flow af indlæg. Og ER det virkelig strengt nødvendigt for mig at være opdateret konstant?

Samtidig er det ikke for alvor en relevant digital platform for mine skriverier.

Dels kræver det alt for meget tid, energi og aktivitet at blive ‘relevant’ og ‘opdaget’ derinde. Jeg har simpelthen ikke kræfterne eller intellektet til at få den fornødne opmærksomhed fra de tunge spillere på Twitter. Dels påvirkede det min kreativitet og skriveflow at jeg skulle holde mig under de fornødne 360 tegn. Endelig bryder jeg mig ikke mig synderligt om at skrive twitter’sk, i.e. i konflikteskalerende og skarpe one-liners.

Hidtil har jeg crosspostet indlæggene fra min offentlige blog til Twitter i det forfængelige (og lidt medynksvækkende) håb om, at det ville lokke nye læsere til at opdage min pragtfulde personlighed og indsigtsfulde ordflom. Det er dog slut nu. Dels skete der ingenting. Tro det eller lad være, men alle mine velargumenterede guldkorn og frækt-djøffede betragtninger får 0 opmærksomhed derinde. Ja, det chokerede også mig, men svinene nægtede at æde mine perler.

Det skete vel at mærke samtidig med at cross-feederiet gik ud over min måde at skrive på, hvis indholdet partout skulle passe ind i den herskende Twitter-skabelon. Jeg har behov for at kunne skrive længere, mere … og (håber jeg) bedre. Endelig vil jeg helt ideologisk egentlig helst gerne holde mit indhold væk fra de store corporate overvågningskapitalistiske siloer, såsom netop Twitter og facebook.

Så jeg sletter ikke min profil (endnu). Men jeg vil forsøge ikke at læse så meget mere med derinde. Det er ikke godt for mig og min skrøbelige sjæl. Og jeg vil samtidig fokusere min digitale tilstedeværelse, så det kun foregår her på Sofisten og på min offentlige blog. Jeg bliver i teorien sværere at finde, men så må det være sådan.

Mere på hjertet

Nogle gange minder min skriveinspiration mig om musik af 18 Carat Affair; surrealistiske, fragmenterede, opklippede bidder af samples fra obskure 80’er film, en plinky-plonky syntheziser og lummer soul i et tilsyneladende uendeligt lo-fi hakkende loop.

Blot for at sige at jeg egentlig gerne vil skrive mere, oftere og bedre. Men også at jeg her 14 (snart 15!) år inde i blogskriveriet – og vandrende i en tåge af daglig drift, logistik, småbørnslivet og bolig/karriere-bekymringer – mangler de væsentlige indsigter at dele med jer her på en pseudoanonym platform som Sofisten.

Ikke at kvaliteten er meget bedre ovre på min konceptuelt forvirrede offentlige blog. Men det er trods alt nemmere at skabe indhold til den med dens format (med en kortere, statusopdaterings-lignende indlæg) og sølle selvpromoverende formål om at være mit digitale ansigt udadtil.

Sofisten (i dens forskellige iterationer, hvoraf der har været mange) har altid haft et diffust og uklart formål. Få læsere, ikke anonym nok til at agere bekendelseslitteratur, fanget i dens midt-00’er ønske om nok at blive læst (eller endnu bedre: opdaget), men ikke genkendt – og da især ikke af folk, der kender mig i forvejen. Hvordan placerer man lige den slags amorfe størrelser ind i ens skrive- og inspirationsrutine?

Men fortvivl ej, jeg går ingen vegne. Sofisten er min sande skrivekærlighed, og jeg har vanskeligt ved at visualisere mig en tilværelse uden den.

Imens

Jeg har mange tanker, usikkerheder og bekymringer i øjeblikket, men ingen af dem er af en sådan karakter, at de er egnede til at blive skrevet om i detaljer på en pseudoanonym blog som Sofisten.

Hvilket selvsagt er et dilemma, når de selvsamme bekymringer optager 90% af min vågne bevidsthed – og dermed ikke efterlader megen plads til kreativ udfoldelse, inspiration eller den trivielle tænkning, der altid har været fundamentet for mine skriverier.

Det kommer vel tilbage. Håber jeg.

Black Start

Velkommen til.

Sofisten er den direkte afløser for min hidtidige blog, så hvis du er kommet derfra: Ohøj, det er henrivende at se dig igen.

Hvis du derimod er ny, stadig tror på det gode i menneskeheden og har forvildet dig herind af andre veje, så er jeg behørigt imponeret og håber du vil læse med. Til gengæld lover jeg at der snart kommer noget mere sindsoprivende indhold her end denne fesne velkomsthilsen.

Flyttedag

Det er flyttedag. Ligesom David Bowie havde et kreativt og kommercielt behov for konstant at skifte udseende og koncept, så har min blogaktivitet siden april 2005 været igennem ganske mange forskellige udgaver.

Efter et stykke tid kører jeg som regel sur i det, og det punkt har jeg nået med Udkastet. Det er vanskeligt at beskrive, men jeg har behov for at føle at jeg starter på en frisk.

Som et twist vender jeg dog tilbage til et tidligere hjem: Sofisten.dk. Grundlæggende vil der udover en ny url ikke være nogen dybere forskel. Skribenten er den samme, emnerne er de samme, ja, selv bloggens designtemplate er det samme.

Sofisten er den blogidentitet, der (næstefter overspringshandlingen.dk, som desværre er ejet af andre nu) igennem tiden føltes mest naturlig for mig. Det føles godt at komme tilbage dertil.

Udkastet.nu vil forblive online. Siden kommer til at tjene som mit blogarkiv (2005-2018), og det er derfor stadig min ambition at genoplive alle mine indlæg i perioden 2006-2014. Det er dog en større opgave. Ja, ikke at lægge dem på, det er sådan set enkelt nok og kan klares med et par klik. Men jeg vil gerne genlæse dem alle, tænke over den, give dem kategorier, tags og den slags. Jeg var sjusket i min arkiveringspraksis dengang og det rammer mig i nakken nu. Så at restaurere gamle blogindlæg er mit store afstressningsprojekt i den kommende tid.

Men alle nye indlæg kommer i fremtiden på Sofisten. Håber vi ses derovre.

Nye steder

Har puslet og rodet og skramlet med mit skrivesetup den senere tid.

Jeg har længe været i vildrede om hvad jeg skulle gøre med sofisten.dk. Bloggen er ligesom fanget i midten. Her er forsvindende få læsere, en egenhostet blog har ingen relevante distributionskanaler, der findes bedre steder for mig at græde ud på skrift – dvs. i min private dagbog – og at skrive under pseudonym umuliggør samtidig også enhver form for (ydrk! bvadr! gyyyylp!) personlig branding.

Så nu supplerer jeg den (nok engang) med en offentlig profil, omend jeg forsøger mig med en flig af innovation. De tidligere gange lavede jeg blot endnu en WordPress-baseret blog. Det virkede aldrig. Jeg endte med at skrive om de samme ting, med den samme blogskabelon og i det samme ekkokammer. Noget skal derfor være anderledes denne gang.

Min nye skriveplatform er ganske vist igen på mit eget domæne, men motoren bagved er micro.blog. Platformen er enkel at bruge og minimalistisk i sit design og tilgang. Den giver mig gode distributionsmuligheder til sociale medier. Og endelig tiltaler hele den bagvedliggende indieweb-tilgang mig meget.

Jeg vil ikke garantere at min nye offentlige blog ikke igen ender med at løbe ud i sandet. Det vil stadig i sin essens være en personlig blog, og den slags er notorisk vanskelige at få til at overleve. Jeg vil stadig skrive her på Sofisten – det er stadig den ægte blog for mig – men hvis I vil have alting med, så kig forbi det nye sted engang imellem også.

Forhåbentlig bliver det interessant.