Station Eleven

Måske det er en anelse morbidt, men jeg overvejer i disse pandemitider at genlæse Emily St. John Mandels vidunderlige post-apokalyptiske roman ‘Station Eleven’.

Historien indledes med at 98% af jordens befolkning dør af en svineinfluenza lignende virus, men det er alligevel en underligt livsbekræftende og poetisk bog. Det kunne jeg godt have brug for i skrivende stund. 

Et alternativ kunne være Stephen King ‘The Stand’, der dog er en noget mere ondsindet størrelse end Mandel. Jeg satser i hvert fald på at Covid 19 ikke har så meget tilfælles med Captain Trips.

A Memory Called Empire

Arkady Martine ‘A Memory Called Empire’ har efter min mening en af de senere års mest æstetisk tilfredsstillende science fiction forsider:

Er den ikke fortryllende? Den dag jeg bliver den despotiske hersker over et intergalaktisk imperium af uforståelige dimensioner, så vil jeg også have sådan en trone. Det virker kun passende for en mand af min noble stand, beskedne væsen og uangribelige moralske habitus.

Desværre er bogen ikke helt så sindsoprivende som forsiden. Forfatterens baggrund er blandt andet en Ph.D. og forskning i byzantinsk og armensk middelalderhistorie. Den slags plejer at pirre mig, og fagligheden fornemmes tydeligt i den altopslugende fornøjelse Martine har i at opbygge de politiske intriger i det, ja, byzantinsk komplekse Teixcalaanli imperium.

Men … selv om det er underholdende til en vis grad, så bliver det en anelse udmattende i længden at læse endnu en spidsfindig diplomatisk og sensitiv replikudveksling mellem bogens hovedperson og diverse fiktive notabiliteter – især når der ikke for alvor sker noget i plottet. Jeg har brug for mere eskapisme og handling i min space opera. Flere eksploderende rumskibe, færre sigende blikke mellem mødedeltagere i luksuriøse faciliteter.

Derfor kun en delvis anbefaling til ‘A Memory Called Empire’. Du skal i hvert fald have god tid til den.

Det er fjollet: alene i 2020 har jeg købt og begyndt på to (i øvrigt velskrevne, originale, uhyggelige, kvalitets) horrorbøger – ‘The Amulet’ og ‘Burnt Offering’ – blot for at opgive dem undervejs, så snart forfatterne begyndte at udsætte børn for horror-ting. Hvornår lærer jeg det? Jeg burde vel efterhånden være klogere? Det er muligvis irrationelt, men jeg magter ikke at læse om børn der lider. Måske jeg blot skulle se at finde mig en ny genre.

Kørt fast i dyster læsning

Er gået en anelse i stå i min faglitterære læsning. Kan ikke for alvor få gjort noget ved de bøger, der efterhånden har givet mig dårlig samvittighed siden begyndelsen af december.

Ivan Krastev & Stephen Holmes ‘The Light that Failed’ er ellers i udgangspunktet lige noget for mig. Et politologisk-historisk tilbageblik på seneste 30 år siden Murens fald. Mmmm. Tilmed med et særligt fokus på udviklingen i de central- og østeuropæiske lande. Altså, Sofisten anno 2006 ville slet ikke kunne være i sig selv ved den beskrivelse. Sofisten anno 2020 har dog noget nemmere ved at holde begejstringen i ro. Ikke at det er en uinteressant eller dårligt skrevet bog. Tværtimod har de 20 sider jeg indtil videre har læst været både begavede, indsigtsfulde og tankevækkende. Men … de har også været nedslående. På det personlige plan er jeg hvis ikke oprørt, så dog fundamentalt deprimeret over at tingene gik som de gik. At verden ikke er et bedre sted. At håbene fra dengang om frihed løb ud i sandet. Og at vi kigger ind i en fremtid, der ikke virker lovende for mine børn. Så måske det snarere er mig – og ikke Krastev & Holmes – den er gal med. Bogen er jeg i hvert fald gået i stå i.

Eric Kaufmanns kontroversielle ‘Whiteshift’ var på mange must-read lister sidste år. Det forstår jeg egentlig godt, men jeg er her efter halvanden måned ikke helt mentalt klar på 580 sider om den samfundsmæssige betydning af at hvide indenfor de næste årtier ikke længere er i majoriteten i den vestlige verden. Måske der er emnet, måske det er de mange tætskrevne sider med lille skriftstørrelse, der hæmmer mig. Uanset forklaringen, så kommer jeg ikke videre i den.

Endelig gav mine forældre mig Rune Lykkebergs ‘Vesten mod Vesten’ i fødselsdagsgave. Endnu en bog der kredsen om krisen i de vestlige liberale demokratier, man aner efterhånden et mønster. Jeg burde se at få den læst, men Lykkeberg som skribent er begyndt at irritere mig. Første gang han tilbage i begyndelsen af 10’erne lavede sit ‘jeg fortolker samtiden ved at analysere popkultur og løfte det (for) højt op i Informations-klummeskribent niveau’-stunt syntes jeg det var vældig fornøjeligt og begavet. Her i mit midaldrende tusmørke virker det imidlertid mere selvsmagende og trættende. Nej, Lykkeberg, ærligt talt, ‘Hunger Games’-bøgerne er ikke for mig de primære kilder til at forstå den vestlige verdens dekadente forfald. Så jeg går i stå, hvilket frustrerer mit ego og giver mig dårlig samvittighed. Jeg vil jo så gerne være en god søn og læse de gaver, jeg får af mine forældre.

Løsningen på det hele? Det er selvsagt den nye flok bøger, jeg har til aften har bestilt på Amazon. Intet løser en læsekrise som at tilføje nye bøger i stakken!

Michael Rutger

Jeg har fortæret Michael Rutgers to horrorbøger ‘The Anomaly’ (2018) og ‘The Possesion’ (2019) med glubende appetit de seneste dage.

Man kan godt mærke at han til daglig skriver filmmanuskripter. For ud over at have en særdeles veludviklet og frit fabulerende fantasi, så skriver han fremragende, plottet afvikles med sikker hånd, dialogen flyden og hans genremæssige virkemidler er forskrækkeligt effektive.

Man skal ikke læse bøgerne for mere end det de er: gode overnaturlige gys à la ‘X-Files’ og ’Supernatural’. Men hvis det er dét, man som læser har brug for i sin tilværelse lige nu, så bliver det ikke meget bedre end Rutger. Varmt anbefalet.

Bogåret 2019

2019 var lidt af et rekordår i min læsning. Ifølge Goodreads har jeg således dags dato fortæret ikke færre end 60 bøger. I retfærdighedens skal det sige, at ikke alle af dem blev læst lige grundigt. Men det er et markant opsving fra 2018 (+15) og 2017 (+24), og jeg har den subjektive fornemmelse af at jeg nød de læste bøger mere end i tidligere år – især skønlitteraturen.

Når jeg kigger på listen er bøgerne (igen særlig de skønlitterære) mindre fisefornemme end tidligere. Jeg har således læst en solid portion thrillers, horror, spekulative fiction, mysterier og science fiction, mens mit indtag af fantasy er stagneret.

Der var et par all-time højdepunkter blandt min nonfiction læsning, men når jeg ser tilbage, så var der også en række reelle skæverter. Det er egentlig ret underligt, da det plejer at være den modsatte fordeling mellem skønlitteratur og nonfiction.

Metoden

Tilbage i 2014 anvendte jeg for første gang de fire autoritative kategorier i min årlige boggennemgang:

  • ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’ (≈ 5-6 stjerner)
  • ‘God, men nok mest hvis du er sær’ (≈ 4-5 stjerner)
  • ‘Skuffende. Meget skuffende’ (≤3 stjerner)
  • ‘Bøger jeg gik i stå i’ (uden for bedømmelse)

Jeg skal ikke kunne sige om kategorierne er særlig anvendelige for andre1, men de giver mening for mig.

Årets skønlitterære oplevelse:

24527917667 e967bf1bb7 b 2

Som jeg skrev ved læsningen tilbage i februar måned: “Der er en reel sandsynlighed for at Tom Sweterlitsch ‘The Gone World‘ bliver årets bogoplevelse for mig. Det er en svimlende krydsning mellem ‘True Detective’, ‘Inception’, ‘Fringe’ og (hvilket er særligt forførende) Joe Haldeman ‘The Forever War’. Meget varmt anbefalet”. Det kom til at holde stik. Jeg læste andre fremragende speculative fiction bøger i løbet af året, men ingen tryllebandt mig ligeså meget som ’The Gone World’. Det er en fantastisk bog, der fortjener at blive en moderne klassiker. 

Årets nonfiction oplevelse:

9780525656043

Tilbage i maj var jeg begejstret for Lovells fantastisk velskrevne mesterværk om maoismen. Det er jeg stadig. Det er den bedste nonfiction bog siden Christopher de Hamel: ‘Meetings With Remarkable Manuscripts’. Vil anbefale alle blot moderat historisk, politisk og/eller filosofisk interesserede at læse den. Lovell er en gudsbenådet formidler, emnet er aktuelt og tankevækkende.

 

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Tom Sweterlitsch: ’The Gone World’
  • Susan Rooney: ’Normal People’
  • Iain Reid: ‘I’m Thinking of Ending Things’
  • Stuart Turton: ’The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle’
  • Blake Crouch: ‘Recursion’
  • Emma Newman: ‘Before Mars’
  • Emma Newman: ‘Atlas Alone’
  • Christopher Priest: ’The Affirmation’
  • Christopher Priest: ’The Prestige’
  • Julia Lovell: ‘Maoism: A Global History’
  • Anna Fifield: ’The Great Successor: The Divinely Perfect Destiny of Brilliant Comrade Kim Jong Un’
  • Yuval Noah Harari: ’Sapiens: A Brief History of Humankind’
  • Daniel Immerwahr: ‘How to Hide an Empire’
  • Lori Gottlieb: ‘Maybe You Should Talk to Someone’
  • Thorsten Borring Olesen: ‘De danske ministerier: Anker Jørgensens tid: 1972-1982′
  • Niels Wium Olesen: ‘De danske ministerier: Poul Schlüters tid 1982-1993’

Kommentar: Hvis man ser bort fra den fabelagtige ‘Normal People’, så befinder alle mine favorit skønlitterære bøger sig indenfor spekulative fiction genren. Vi taler tidsrejser, paralleluniverser, postapokalyptiske dystopier, Groundhog Day-agtige scenarier og Philip K. Dick’ske tankeeksperimenter.  Jeg ved ikke hvad det fortæller om mig og mine behov i disse år. Alle nonfictionbøgerne gjorde mig klogere/fik mig til at tænke. På alle måder en god årgang.

 

‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Michael McDowell: ’The Elementals’
  • Kali Wallace: ’Salvation Day’
  • Iain Reid: ‘Foe’
  • David Koepp: ‘Cold Storage’
  • Michelle Paver: ‘Dark Matter’
  • R.F. Kuang: ’The Dragon Republic’
  • James Brabazon: ’The Break Line’
  • Christopher Priest: ’The Islanders’
  • James S.A. Corey: ’Tiamat’s Wrath’
  • Josiah Bancroft: ’The Hod King’
  • John Scalzi: ’The Consuming Fire’
  • M. Todd Henderson: ‘Mental State’
  • Ben H. Winters: ‘Golden State’
  • Peter F. Hamilton: ’Salvation’
  • Brent Weeks: ’The Black Prism’
  • Jenn Lyons: ’The Ruin of a King’
  • Cal Newport: ‘Digital Minimalism’
  • Dmitri Trenin: ‘Russia’
  • Luuk Van Middelaar: ‘Alarums and Excursions’
  • Alan Jacobs: ‘How to Think’
  • Christopher Clapham: ’The Horn of Africa: State Formation and Decay’
  • Jesse Norman: ‘Adam Smith: What He Thought, and Why It Matters’
  • Huw Lewis-Jones: ’The Writer’s Map: And Atlas of Imaginary Lands’
  • Judith Schalansky: ‘Pocket Atlas of Remote Islands: Fifty Islands I Have Not Visited and Never Will’
  • Peter Frankopan: ’The Silk Roads: A New History of the World’

Kommentar: Ingen af nonfictionbøgerne i denne kategori vil jeg reelt anbefale til den ikke-sære læser. Jeg satte pris på dem, men de bør ikke læses med mindre man går op i emnerne i forvejen. Og nok engang er de skønlitterære bidrag stort set alle indenfor genrelitteraturen. Er der tre af dem der skulle op i topkategorien, ville det være McDowell, Koepp og Paver. Jeg nød at læse alle tre, men igen: de kræver en forkærlighed for spøgelser, pandemier og arktiske gys. 

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • Alex Michaelides: ’The Silent Patient’
  • Peter F. Hamilton: ’Salvation Lost’
  • Greer Hendricks & Sarah Pekkanen: ‘An Anonymous Girl’
  • Sylvain Neuvel: ‘Only Human’
  • Sylvain Neuvel: ‘Waking Gods’
  • Sarah Vaughan: ‘Anatomy of a Scandal’
  • David Zahl: ’Seculosity’
  • Carlo Rovelli: ’Seven Brief Lessons on Physics’
  • Seneca: ‘Letters From a Stoic’
  • Gustavo Rinaldi: ‘Econnomics for Policy Makers’
  • K. S. Komireddi: ‘Malevolent Republic: A Short History of the New India’
  • Jenny Odell: ‘How to Do Nothing’
  • Roham Alvandi: ’Nixon, Kissinger and the Shah’
  • Quinn Slobodian: ‘Globalists’
  • Richard H. Thaler: ‘Misbehaving’

Kommentar: Mange af disse var ikke decideret dårlige – faktisk er der næppe en eneste af bøgerne der ville score mindre end 3 ud af 6 – men fællesmængden er, at jeg havde større forventninger til dem. Årets dårligste bog jeg fik læst til ende? ‘Silent Patient’ endte med at have et rigtig fesent twist. ‘Salvation Lost’, bind to i en trilogi, kunne slet ikke holde første binds niveau (og nu ved jeg ikke om jeg gider at læse bind tre, når den en skønne dag udkommer). ‘An Anonymous Girl’ havde et dårligt plot. 

Bøger jeg gik i stå i

  • Mary Robinette Kowal: ’The Calculating Stars’
  • Peter H. Wilson: ’The Holy Roman Empire: A Thousand Years of Europe’s History’
  • Toby Green: ‘A Fistful of Shells: West Africa from the Rise of the Slave Trade to the Age of Revolution’
  • Christopher Booker: ’The Seven Basic Plots’
  • Twyla Tharp: ’The Creative Habit’
  • Ryan Holiday: ’The Obstacle is the Way’

Kommentar: Kowal bogen vandt dette års Hugo Award for bedste roman, men den fungerede ikke for mig. De første 50 sider var gode, siden løb bogen ud i sandet. Wilson og Green har det tilfælles, at de A) behandler historiske emner/epoker, som jeg havde fortalt mig selv var interessante og B) Var murstenstunge afhandlinger. Jeg døde relativt kort ind i dem begge. Tharp og Holiday var irriterende skrevet selvhjælpsbøger, som jeg ikke gad læse til ende – og jeg har ellers en stor svaghed for selvhjælpsbøger. 

Målet for 2020 er at fortsætte udviklingen med kun at læse bøger, som rent faktisk giver mig glæde og indsigt. Og så vil jeg gerne rette op på den noget halvskidte succesrate for nonfiction bøger. Kvantitetsmæssigt har jeg ingen særlige ambitioner. 

  1. Måske ’Skuffende. Meget skuffende’ kategorien er for bred []

Salvation Day

Jeg ved ikke helt hvorfor det slår klik for Kali Wallace. 96% af ‘Salvation Day’ er en stramt og effektivt skrevet – og endda til tider ganske skræmmende – horrorhistorie, der tilmed har en interessant mytologi og worldbuilding. Men slutningen? Dér går der YA-litteratur i den.

Vor ellers eftertænksomme helt forvandler sige til en lallende idiot. Den slags tvivlsomme behandling af en en indtil da nuanceret karakter havde en dygtigere forfatter (se: Emma Newman) aldrig begået. Det er tåkrummende og ødelagde de ellers uhyre fornøjelige timer, jeg netop havde tilbragt ombord på det dræberparasithærgede rumskib.

Dmitri Trenin: ‘Russia’

Læste for nyligt et interessant interview med den russiske historiker Dmitri Trenin, og fik i den anledning lyst til at læse hans nye bog ‘Russia’.

Trenin er ret unik: Russer, gammel soldat i den røde hær, uddannet i både Rusland og Vesten, udenrigspolitisk ekspert, bosiddende i Moskva og ansat i en vestlig tænketank. Hans perspektiv i ‘Russia’ er insideren, der er i stand til at se nøgternt på sig selv og sine omgivelser udefra – og forholde sig kritisk og pragmatisk til helheden. Dermed er hans analyse også behageligt ikke-hysterisk. Man slipper for det russiske regimes propaganda, men omvendt er man også befriet for alarmistisk russofobi.

Trenin har sine helte og skurke, og selvom han er kritisk overfor Putins styreform (Rusland anno 2019 beskrives som et autoritært regime forklædt som en stat) og hans udenrigspolitik, så giver han samtidig Putin kredit for at have stabiliseret Rusland efter 90’ernes kaotiske tilstande.

Han forudser ret lidenskabsløst, at det er vanskeligt at forestille sig at den nuværende tilstand – hvor den russiske befolkning stiller sig tilfreds med stor social ulighed, korruption og økonomisk stagnation – kan vare ved efter Putin må slippe styret. De spændende bliver så hvad der kommer bagefter. Rusland har altid (uanset om landet blev ledet af en zar, kommunistpartiet eller Putin) haft en autoritær styreform, så det skulle være underligt, hvis det pludselig blev anderledes i årene frem – ikke mindst tilnærmelsen mellem Kina og Rusland taget i betragtning.

‘Russia’ er ikke en lang bog, og den går ikke i detaljen. Men den giver et godt indblik i russisk historie de sidste 200 år, og sætter nutiden og den nærmeste fremtid i perspektiv. Den er i den grad værd at læse, hvis man er blot en smule interesseret i Rusland og geopolitiske forhold.

Misbehaving

Jeg fik aldrig læst Richard H. Thaler og Cass R. Sunsteins ‘Nudge’ dengang hypen var på sit højeste. Siden blev det hele lidt vel offentlig sektor-agtigt, da Djøf-spæklaget i alt fra ministerier til kommuner og sygehuse så en mulighed for nye projektlederstillinger og konsulenthonorarer i at nudge borgerne.

Det var dermed med en vis forhåndsskepsis at jeg gik ombord i Thalers ‘Misbehaving: The Making of Behavioral Economics’.

Her halvvejs i bogen er jeg udmærket underholdt. Selvom mange af indsigterne er velkendt stof fra dengang jeg læste ‘Animal Spirits’ og ‘Thinking fast and slow’, så er Thaler en fortrinlig populærvidenskabelig formidler. Hvis man er blot en smule interesseret i krydsfeltet mellem psykologi og økonomi, så bør Thalers bog være øverst på læselisten.

Et enkelt usagligt ‘men’ skal der dog også være plads til.

Det bliver nemlig lidt trættende i længden, når en mand der har modtaget Nobelprisen i økonomi, rådgivet statsledere, spillet sig selv i Hollywoodfilm og været formand for American Economist Association konstant forsøger at give den i rollen som outsideren, der kæmper for at få anerkendelse af mainstream økonomisk teori. Det bør man stoppe med når man er en af de helt store superstjerner indenfor sit fag.

Men stoffet i bogen? Det er interessant nok. Anbefalet læsning.

Den uendelige historie

Det er 40 år siden Michael Endes ‘Den uendelige historie’ udkom, og jeg læste i den anledning en interessant fortolkning af bogen.

Hidtil har min fortolkningsramme af historien primært handlet om Bastians ensomhed og fantasiens betydning. Men bogen kan (bør?) måske snarere læses som en meditation over Tyskland i årene før, under og efter anden verdenskrig. Muligvis en lidt vel voldsom tolkning af en young adult bog, men den giver mening.

Måske man burde læse bogen engang igen ved lejlighed, om ikke andet så for at vurdere højtlæsningspotentialet.