Wrapped Up in Books

FindX

Kære CBS, hvorfor slår I mig ikke bare ihjel med det samme?

  • Salvatore: ‘Managerial Economics in a Global Economy’ (2007)
  • Henry: ‘Understanding Strategic Management’ (2009)
  • Melander, Hedegaard & Flyger: ‘Økonomisk Virksomhedsbeskrivelse’ (2007)
  • Hedegaard & Hedegaard: ‘Strategisk investering & finansiering’ (2009)
  • Agresti & Franklin: ‘Statistics: The Art and Science of Learning From Data’ (2009)

Det bliver i sandhed et langt, langt semester.

Fra andedammen

Nuvel, der var desværre ingen svaner i Lago Maggiore, da jeg her til aften svøbte mit voluminøse legeme i søens isnende kolde vand.

Til gengæld er der ænder, og de er helt usædvanligt næsvise. Da jeg sjoskede ud fra strandkanten havde en af ænderne sågar den frækhed at rappe fornærmet efter mig.

img_8764

Jeg veg klogeligt udenom synderen. Ænder snapper muligvis ikke nær så hårdt som svaner, men derfor skal man alligevel ikke spøge med fugle. De er dødsensfarlige. Jeg nøjedes derfor med at glæde mig til den juleand, som vi så sikkert som amen i kirken indtager i min familie 24. december. Hævnen er som bekendt bedst på fem måneders afstand.

I øvrigt havde jeg også i forvejen så rigeligt at gøre med at abstrahere fra den massive kulde, der truede med at æde mig op indefra. Det har regnet i dagene før vi ankom, så på trods af den varme luft, så strømmer der stadig koldt vand ned i søen fra bjergene.

Kontrasten mellem de 30+ grader i luften og det permafrostagtige vand, var milimeter fra at få mig til at brøle som en hvalros i brunst. De truende overarme på den brysk udseende italienske mama et par meter fra mig, fik mig heldigvis på bedre tanker. Der var samlet set slet ikke tid til at wrestle med fugle.

Som ovenstående illustrerer, er vi vel ankommet til det schweiziske ferieparadis i Magadino. De sidste 24 timer har været ganske afstressende. Ja, man fristes næsten til at gentage sine ord fra Magadino ved samme tid sidste sommer.

Vi sover længe, og spiser lokale blåbær fra købmanden til morgenmaden. Tog en kvik to timers bjergvandring op af Mt. Vira. Kom tilbage sveddryppende og prustende som gennempryglede okser. Eftermiddagen præges af lange middagslure, stegning af maveflæsket ved stranden samt indtagelse af god mad og litervis af flydende schweizisk guld. I morgen står den på mere bjergvandring, inden vi (forhåbentlig) får fikset cyklerne i kælderen.

Jeg har lånt Peter Øvigs bøger om Blekingegadebanden af min søster, og det er fin sommerferielæsning. Ikke sådan meget dybt, måske, men underholdende. Sidste år læste jeg rigelige mængder sci-fi, men i år står den altså på retro/krimi/terror doku-fiktion. Kan dog se, at jeg formodentlig løber tør for læsestof indenfor kort tid. Må hellere tage forbi Bellinzona eller Locarno og se, hvad deres boghandlere kan byde på af smudsig litteratur.

Der slappes med andre ord helt af.

Alt ville være perfekt såfremt at vandet bliver blot en anelse varmere de kommende dage. Uagtet at jeg selvfølgelig er uendelig hårdhudet, så er det trods alt bekymrende, når en simpel svømmetur medfører følelsesløshed i alle – og jeg mener virkelig: ALLE – legemesdele syd for navlen. Så skru bare op for varmen, tak.

Nå, ja, lidt færre ænder ville også være rart.

Sleepyhead

Afslappet søndag. Uhyre afslappet, faktisk. Har fået mig en ordentlig middagslur (vi taler timer), efter at jeg kom for skade at slumre under dynen sammen med John Darwin’s: ‘After Tamerlane’.

Ikke fordi at bogen er kedelig. Tværtimod, den er blandt de mest inspirerende jeg har læst i nyere tid. Men jeg var så uforstandig, at jeg fandt ‘Civilization 2‘ som abandonware igår aftes. Det er og bliver et helt eventyrligt strategispil, der i bagklogskabens ulideligt klare lys, har optaget adskillige dage af mit endnu forholdsvist korte liv.

Kombineres det med, at jeg også fandt Monkey Island 1 og 2 liggende og rode gratis på nettet, så kan det (med min tvivlsomme moralske habitus in mente) næppe undre, at jeg endte med at sidde og spille old-school spil til kl. 4 i nat.

Var derfor en anelse træt her til formiddag, hvilket forklarer den akutte behov for en lang og snorkende middagslur.

Nørderierne stopper dog ikke her. Vi skal ind at se den nye Harry Potter film i aften. Jeg ved ikke rigtig hvad forventningerne til den er. Det er nogle år siden, at jeg læste bogen, så kan oprigtig talt ikke huske hvor god den er.

Lad os nu se. Fantasyfilm plejer at være et hit i min verden.

Søges: Steder at solde familieformuen op

Som bekendt er jeg i almindelighed indbegrebet af zen-buddhistisk tålmodighed og balance. Men jeg går alligevel og er rigtig godt og grundigt gnaven over den alenlange leveringstid ved Amazon.

Det er egentlig ikke fordi jeg mistænker firmaet for at være nogle charlataner. De sendte mig en elskværdig mail i mandags om, at nu havde de smidt sidste sæson af Battlestar Galactica (og andre godter) afsted med posten. Så tingene er gået ganske snabt i deres ende.

Herefter applikerede jeg min (indrømmet!) ret begrænsede analyseevne på problemstillingen: ‘Hvornår arriverer pakken monstro i min favn?’. Jeg nåede efter en time eller to frem til, at en pakke sendt fra England om mandagen, alt andet lige burde kunne nå frem indenfor højest tre-fire dage.

Dér tog jeg fejl. Grueligt fejl, faktisk. For jeg er stadig ensom, alene og aldeles pakkeløs.

Estimaterne tyder nu på mandag, ja, hvis ellers at Post Danmark (eller hedder de allerede Post Norden nu?) gider hanke blot en anelse om i den faglige stolthed, og så se at få leveret min pakke.

Som nævnt synes jeg egentlig at Amazon er en flok hædersmænd, men det forekommer lang tid at vente på varer man køber.

Kan nogle af de få tilbageværende læsere bidrage med erfaringer?

Kan de danske/skandinaviske netbutikker i almindelighed konkurrere når vi taler priser (og leveringstid!) på cd’er og dvd’er? Hvis ja, hvem er i så fald bedst? CDON, eller? Og hvad med bøger? Er saxo.com et reelt alternativ til Amazon?

Shampoo Planet

Er du rig og befinder dig i Vancouver, ja, så kan du nu købe min yndlingsforfatter Douglas Coupland’s villa. Linket leder til en række fascinerende billeder, bl.a. det nedenstående:

At dømme ud fra indretningen, så har han ret åbenlyst ikke mistet sin begejstring for popkunst. Glæder mig intenst til at ‘Generation A’ udkommer til efteråret.

Sommerlæsning

Har ganske vist kun to ugers sommerferie i år, men påtænker alligevel at få kværnet en masse læsestof imens at der kobles af ved Lago Maggiores bredder.

Når man – som jeg – er netjunkie, så er der overflow af data og info. Avishjemmesider, magasiner, blogs, tv-avisen, RSS-feed læsere osv. osv. osv. Alle er de uudtømmelige kilder til de seneste begivneheder fra nær og fjern.

Man kan nemt drukne i nyheder, og risikerer derved at miste det store overblik. Ud over at dét i sig selv er problematisk for ens videre intellektuelle udvikling, så betyder det konstante udbud af her-og-nu nyt ulyksageligt nok, at man kan udvikle en usund afhængighed af nyheder. For tænk nu hvis man ikke vidste det nyeste nye. Tænk, hvis man var prisgivet til at først at opdage ting via avisen den efterfølgende dag. ‘Gys og gru’, sidder netjunkien her og ryster, alt imens at Politikens hjemmeside tjekkes nok engang i et af de åbnede browser vinduer.

Sommerferien er derfor et nødvendigt afbræk, hvor jeg gerne skal være aldeles ikke-online og helt afskåret fra nyheds-narkoen.

Samtidig må det siges, at hvis nettet kan give bidrage med info og nyt, så leverer instant nyhederne ikke altid viden og mening. Bevares, jeg har stor respekt for jounalister og deres gebet, men de er alt andet lige ikke altid eksperter indenfor alle emner. Det ekstra perspektiv, det store overblik,  ‘longue durée’ og den udvidede forståelsesramme, må man samlet set søge andre steder end online.

Så i sommerferien vil jeg gerne læse nogle bøger, som kan udvide horisonten en anelse. Spenderede derfor en fornøjelig times tid inde på Amazon for at få lidt inspiration til spændende læsning. Fandt et par bøger jeg godt kunne tænke at få kigget nærmere på:

* John Darwin – ‘After Tamerlane’

* Jared Diamon – ‘Guns, Germs and Steel’

* Gregory Clark – ‘A Farewell to Alms’

Men de handler trist nok allesammen om historie, geopolitik og historiske forklaringer på hvorfor verden nu ser ud som den gør.

Kan nogle af de nærværende læsere måske hjælpe lidt til med forslag til skønlitterære bøger? Er åben for alle forslag, men hav gerne in mente, at der er tale om en læser der til daglig udelukkende gider læse science-fiction, og som notorisk hader alle former for poesi og digte.

Lyset i mørket

I disse for AaB så svære tider, så kan det måske inspirere den handlingslammede ledelse på Hornevej i Aalborg Øst at nærstudere L:Ron:Haralds geniale fodboldplaner. Det er ærgerligt at der en så eklatant mangel på ligeså visionære og fremadsynede mennesker i Nordjylland:

“Havde jeg Don Ø’s penge, ville jeg købe SønderjyskE og AGF, og så ville jeg fandengaleme fusionere dem. Jeg ville købe forbundet, jeg ville købe dommerne, jeg ville købe alle røvhullerne. Jeg ville kalde dem Jyske og finde det absolutte midtpunkt mellem Haderslev og Århus, hvor jeg ville lave et majestætisk, næsten Colosseum agtigt stadion, hvor vi ville se hold fra både ind- og udland blive spanket, pryglet og ydmyget med seksuelle undertoner og religiøse overtoner”

Tak til Valdemar for bogen ‘Barske bemærkninger i sportens verden’, hvor ovenstående vidunderlige citat stammer fra. Den kan varmt anbefales, især hvis man har en svaghed for velformulerede svinere og yndefulde metaforer indenfor fodbold.

Ud af skabet

Man burde velsagtens skamme sig.

Men jeg laver altså ikke noget fornuftigt i disse dage. Ingen dybe tanker over verdens sande tilstand (selvom jeg som Eurasia-nörd vel burde väre aldeles oprevet over de seneste ugers konflikt i Georgien) og ingen större fysiske aktiviteter a la nye bjerg-erobringer.

Det skyldes dels at både Maria og undertegnede er blevet en anelse små-sengeliggende af forkölelse, dels at vejret er skiftet ganske kraftigt om. Vi er gået fra bagende temperaturer og grillende sol til nu at befinde os i start 20’erne og have skiftevis kraftig regn, så overskyet og endelig periodevis sol. Området er også smukt i den slags vejr (jeg kan til stadighed fascineres af at se på hvordan skyerne opförer sig i bjergene!), men den slags omskifteligheder lägger nu alligevel ikke rigtig op til de store udendörsaktiviteter. Hvis vi ser bort fra en solbadedag i Lavertezzo i den smukke Valle de Verzasca og gårdagens besög i Locarno og Ascona, så er de sidste tre-fire dage derfor primärt blevet brugt til indendörs sysler a la bogläsning, familiehygge og en svömmetur eller to i Lago Maggiore.

Således fik jeg forleden färdiggjort förste bind i Peter Hamiltons ‘Night’s Dawn’ science-fiction bogserie. Sci-fi er min hemmelige last, som jeg efter adskillige års tabu, fremmedgörelse og det-snakker-vi-ikke-om-offentligt nu har tänkt mig at udleve i fuld flor. Jeg har altid elsket Frank Herberts ‘Dune’ böger og haft en varm passion for Philip K. Dick, ligesom jeg som nördet teenager havde stor gläde af Isaac Asimovs ‘Foundation’ böger. De senere år har jeg dog på ulykkelig vis forsögt at undertrykke min sci-fi lidenskab, under vrangforestillingen om, at rumskibe, tidsrejser, episke fortällinger og kolonisering af fremmede planeter ikke var sobre emner at beskäftige sig med for en veluddannet og seriös ung mand. Imidlertid lånte jeg forleden Walter Jon Williams ‘Dread Empire’s Fall’ serie på biblioteket, og det var som at smide en tändstik ned i knasende tört hö. Passionen blev atter vakt til live, og når först de intergalaktiske rumkampe brager og de spekulative fremtidsvisioner folder sig ud, så er jeg helt og aldeles til salg.

Assisteret af det trofaste internet og en nästen ligeså nördet kollega, fandt jeg ud af, at Hamiltons ‘Night’s Dawn’ serie skulle väre noget när det ypperste som sci-fi genren har budt på de sidste 10-15 år. Det viste sig dog at väre en underdrivelse, for det er sandt for dyden mange år siden, at en bog har bläst benene så godt og grundigt väk under mig som ‘The Reality Dysfunction’, den förste del i serien, har gjort det. Den er helt eminent god. For det förste har Hamilton en ualmindelig god fantasi og det univers han har opbygget er helt igennem fascinerende. For det andet er han god til at skrive, et kendetegn som det desvärre ikke er alle sci-fi forfattere som besidder. Herudover er historien drönuhyggelig og der er fart på hele tiden. Det er som om at universerne fra Dune, Foundation og Blade Runner har fået et elskovsbarn sammen med den förste Alien film, og samlet set har man den mest fabelagtige bog i mands minde. Og det bedste af det hele er, at jeg kun har läst den förste af tre böger. Der er med andre ord stadig 2000+ sider som jeg kan svälge i. Jeg kan nästen ikke vente med at komme hjem og plyndre Fantask når jeg kommer hjem!

Det nästbedste ved at komme ud af sci-fi skabet er, at jeg nu med god samvittighed kan bekende mig til underlödige tv-serier såsom Lost (indiskutabelt den mest sci-fi’ede tv-serie overhovedet) og – måske – Heroes (som jeg stadig mangler rigtig at blive fascineret af. Måske Sven kan hjälpe?). Jeg har aldrig rigtig fået set tv-serier som Star Trek eller Battlestar Galactica, men jeg har på fornemmelsen, at det er noget jeg burde göre mig mere i.

Det er med andre ord fagre nye verden. For at komme lidt ned på jorden igen, er jeg efterfölgende begyndt at läse Lawrence Wrights ‘The Looming Tower’ om Al-Qaedas udvikling fra 1940’erne indtil 11. september 2001. Normalt orker jeg ikke at läse nogle af de uendelig mange konspiratoriske NU-afslörer-jeg-sandheden-bag-9/11-og-krigen-mod-terror-og-Irak (gät hvad, det var Bush der gjorde det hele. Mwahahahahahaha!!!) böger, men da jeg havde läst positive anmeldelser i såvel Weekendavisen, Economist og Atlantic Monthly + at bogen har vundet Pullitzer prisen i 2007, så tänkte jeg at det var på tide at få udvidet horisonten lidt. Og den er virkelig spändende. Jeg er kun nået til side 89, men vi har allerede väret rundt om bl.a. islamismens bedstefar Sayyid Qutb og baggrunden for Ayman Al-Zawahiri og Osama Bin Laden. Det er dyster, men spändende og berigende läsning. Og heldigvis er Wright en alt for dygtig forfatter til at slynge postulater og dommedagsteorier rundt omkring sig. Bogen kan indtil videre varmt anbefales.

Rygterne vil vide, at der just nu er et ophold i regnen og at vi derfor skal en tur ud at vandre igen. Må hellere se at få snörret skoene og komme afsted.

We No Longer Knew Who We Were

Efter mange timers læsning fik jeg pløjet mig igennem Harry Potter and the Deathly Hallows og det er vist tiden at gøre status oven på de syv bøger. Selvom jeg traditionelt altid har været til salg for gode fantasybøger, så kom jeg relativt sent med i kulten, læste først med fra 2002. Ud fra antagelsen om at det drejede sig om børnebøger – hvilket de jo også er – gik jeg ud fra at det ikke var noget for mig. Det tog jeg så fejl i.

At kunne lide Harry Potter er lidt ligesom at kunne lide den svenske popkonge Orup. Sidtnævnte stjæler med arme og ben fra så forskellige kunstnere som Elvis, Pet Shop Boys, Prince og George Michael. Men Orups helt urimelige genialitet giver sig til udtryk i den syntese han opnår, når de enkelte brudstykker kombineres med den klassiske svenske schlager-tradition. Den er så fængende at det er umuligt ikke at elske hans musik. Det samme foregår i HP, hvor den nu-knap-så-fattige forfatter effektivt blander alt godt fra havet. Lidt fantasy hér, lidt Tolkien dér, lidt klassiske kostskole roman oveni, lidt krimi, lidt Star Wars og trylle-trylle-trylle, man har et fantasiunivers som fungerer uovertruffent. Nu er det så slut med den unge troldmand, og jeg synes han blev sendt godt afsted. Man kan argumentere for at 5’eren og 6’eren ikke har været særlig stærke. De var begge grundlæggende noget blege og blodfattige over lange strækninger (skoleåret på Hogwarts skulle jo overstås før slutsekvensen kunne komme!), for så at blive til særdeles actionpacked i sidste ende. Jeg røber næppe større hemmeligheder ved at afsløre at syveren stort set foregår ikke på skolen, hvilket man savner lidt undervejs. Til gengæld er strukturen den samme: Et langt forholdsvist vævende tilløb til den store afslutningssekvens. Sidstnævnte er til gengæld virkelig gennemført og jeg var ganske tilfreds da jeg lagde bogen fra mig.

Jeg synes at J.K Rowling formår at slutte Potter sagaen på den rette værdige måde og få bundet trådene sammen. Og set udover det lange perspektiv var hendes fantasisyntese stærk nok til at kunne klare to-tre halvsvage bøger undervejs. Ikke at universet var perfekt. En noget passionsløs økonom analyserer i en kommentar i The Guardian nogle af problemstillingerne i Potter universitet og kommer frem til at universet er inkonsistent. Hun mener at det er problematisk at man aldrig får forklaret hvordan eller hvorfor magi eksisterer, ligesom hun gør opmærksom på at de økonomiske modsætninger der er i universet. Jeg er ikke helt enig, men anerkender at der er ting der ikke hænger helt sammen. Slutteligt kan man jo blot citere den fremragende Free Exchange blog: Can economics suck the fun out of everything? Og ja, det kan det tilsyneladende.

Journey from A to B

Selvom man er doven af natur, kan man jo sagtens føle sig lidt ophængt. Så efter at de seneste dages specialearbejde ikke helt har hidbragt det ønskelige resultat (er stadig ikke tilfreds med vores analyse), så trængte jeg til den klassiske ‘lørdag-formiddag-på-Østerbro’ tur. Med andre ord ruflede Maria og jeg en tur på Ndr. Frihavnsgade for at købe lidt ind, samt en tur omkring Casablanca Records på Østerbrogade. Som sædvanlig var frekvensen af barnevogne, samt tilhørende ressourcestærke og overskudsagtige mennesker tårnhøj, men sådan en klar vinterdag er Østerbro nu alligevel svær at slå.

Selvom nettet vel i dag er et bedre sted at købe musik både pris- og udvalgsmæssigt, så sætter jeg stadig pris på at støtte de lokale butikker. Folkene i Casablanca er ligeledes ganske rare og ikke nærige med deres musikviden, så alt i alt har jeg det udpræget fint med at have investeret i Guillemots: ‘Through the windowpane’. Har vist nævnt Guillemots et par gange efterhånden, de er gamle bekendte fra de forskelle musik-blogs jeg frekventerer. Deres album kører i baggrunden i skrivende stund, og det er ganske nysselig musik. De kan ihvertfald finde ud af at skrue melodiøs indiepop sammen. Jeg har tilsyneladende også formået at udøve min dårlige indflydelse på Maria, ihvertfald købte hun sin første cd i årevis. Tilmed var det en anden yndlingskunstners nye album – Moneybrother: ‘Pengabrorsan’. Han er tilsyneladende gået over til at synge på svensk – hvordan det spænder af, må jeg lige vende tilbage omkring.

Er ellers gået igang med at genlæse Douglas Coupland’s Miss Wyoming i mine skrivepauser. Den er fra 2000 og stadig ok, slet ikke dårlig, men dog langt fra højderne i Microserfs (den direkte inspirationskilde til denne blog) og Generation X. Tidligere når jeg ved sociale komsammener skulle nævne min yndlings skønlitterære forfatter, nævnte jeg konsekvent Coupland. Ligeledes var jeg nok det Nordjyske Landsbibliotek flittigste låner af hans øvrige romaner og novellesamlinger Shampoo Planet, Life after God og Polaroids from the Dead. Selvom jeg stadig forsøger at læse alt hvad han udgiver, så er han blevet stadig mindre relevant for mig. På trods af at være opkaldt efter en The Smiths sang (hvilket jo burde borge for kvalitet!), så var Girlfriend in a Coma egentlig ikke særlig god. Hans nyeste roman, jPod, var en skuffelse, ligesom hverken Hey, Nostradamus! eller Eleanor Rigby var helt oppe at ringe. Man kan argumentere for at Coupland skriver for generationerne før mig. Generation X var ‘twentysomethings’ i begyndelsen af 1990’erne, og Coupland artikulerede dengang de træk som kendetegnede denne generation der kom efter baby-boomerne: Identitetskvaler, mistro til ‘grand-narrativer’, smånihilisme, postmoderne meningsløshed og en overdreven brug af ironi. Men Coupland er i dag ved at være en aldrende herre. Han er ikke længere chick og hans forkærlighed for popkunst (han forsøger at skabe en lident succesfuld karriere som installationskunstner!) virker lidt gammeldags efterhånden. Dialogerne i hans bøger er karikerede og omtrent ligeså troværdige som dem i Gilmore Girls. Personerne er lidt for snappy, lidt for ironiske, kender lidt for mange små-obskure popkulturfænomener og er lidt for gode til de kække kommentarer. Nu omgås jeg måske ikke de rigtige mennesker, men erfaringsmæssigt er det altså forholdsvis sjældent, at folk kan holde über-intellektuelle ironiske ping-pong sekvenser kørende i længere tid. Det kan de dog i Couplands bøger – og i længden går det ud over handlingsforløbene, som aldrig har været hans stærke side. Vil sandsynligvis stadig namedroppe Coupland, men har på fornemmelsen at jeg snart trænger til ny skønlitterær inspiration. Er min ambition at læse mere skønlitteratur når jeg engang bliver færdig med studiet – så hvis der er nogle gode forslag til forfattere jeg burde opdage, så er jeg lutter øren.