Extreme Economies

Nu hulkede jeg jo forleden helt uklædeligt over min manglende evne til at læse fagbøger på en rationel måde. Så egentlig burde jeg vel applaudere Richard Davies for at hans ‘Extreme Economies: Survival. Failure. Future – Lessons from the World’s Limits’ mest af alt er en samling af essays, snarere end en sammenhængende bog. Det gør det alt andet lige nemmere at finde ud af hvilke dele af teksten, det giver mening for en at læse.

Men selvom Davies’ idé – at udforske de mest yderligtgående økonomiske cases for at opnå generel læring – er interessant, så er den røde tråd mellem hans cases ikke helt så stærk og sammenhængende, som jeg kunne ønske mig. Hans afsluttende konklusion (at verden vil blive aldrende som Akita i Japan, automatiseret som Tallinn, ulige som Santiago de Chile) overbeviser mig ikke, og i sidste ende er jeg efter bogens slutning samlet set lidt … utilfredsstillet.

Men ret skal være ret: flere af hans cases er voldsomt spændende. Det var især inspirerende at læse om konsekvenserne af den sindssyge byplanlægning i Glasgow i 1960’erne. Det samme var det at lære mere om den måde, som den kleptokratiske og dysfunktionelle stat ødelægger Kinshasa. Begge afsnit mindede mig om de bedste dele af ‘Seeing Like a State’, hvilket fik mig til at klukke fornøjet.

På det lidt mere kuriøse plan var det også underholdende at læse om fængselsøkonomien i ‘Angola’ i Louisiana, både den formelle og uformelle. Vidste I eksempelvis, at fængslerne helt åbent er delvist finansieret af at sælge de produkter, som fangerne laver under forhold, der bedst kan betegnes som slaveagtige? Og at fængslets afsætningsvirksomhed hedder noget så charmerende som ‘Prison Enterprises’? Hvis I er interesserede, så kan varerne bestilles på deres hjemmeside.

This too shall pass

Har haft Stefan Zweig ‘Die Welt von Gestern’ liggende på boghylden i et stykke tid. Mistede dog med COVID-19 appetitten på at læse en bog om overgangen fra sikkerhed, højkultur og civilisation (Wien og Østrig-Ungarn i årtierne op mod år 1914) til barbari, krige og ødelæggelse (første verdenskrig og siden nazismens frembrud i Tyskland). Det virkede lissom nemmere at håndtere situationen med mere letbenede former for eskapisme, end at kaste mig over en selvbiografi af en østrigsk jøde, der begår selvmord i 1942 i fortvivelse over hvad det europæiske kontinent har reduceret sig selv til. 

Wiener Secessionsgebäude

Men … nu hvor de dystopiske artikler om det kommende sammenbrud af den hidtidige verdensorden bliver flere og flere, så er tiden vist moden inde til at få læst det autoritative værk om emnet. Om ikke andet, så sætter det livet lige nu og i de kommende årtier i perspektiv. Vi må håbe på at historien ikke gentager sig1.

  1. I relation hertil: jeg kan egentlig ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt det er beroligende eller deprimerende, hvis verdenshistorien er cirkulær og gentager sig selv. Det må jeg tænke mere over. []

The Glass Hotel

Er i gang med Emily St. John Mandels nye roman ‘The Glass Hotel’, som er helt spektakulært god. Hun skriver bøger à la sin canadiske landsmand Douglas Coupland, ja, altså bortset at hun er en langt dygtigere, mere eftertænksom og mindre selvoptaget forfatter end han er.

Var ellers kørt uklædeligt sur i de skønlitterære værker. Er blevet forstoppet af alt for megen bloddryppende horrorlæsning på det seneste, og så kom COVID-19 tilmed forbi og fratog mig lysten til science fiction dystopierne. Jeg havde brug for en bog, der kunne få mig til at føle noget igen. Og dét kan ‘The Glass Hotel’ i den grad.

Mandel kan især noget med sine personskildringer, som får mig til virkelig at gå op i dem og deres skæbne. Hendes gennembrud, mesterværket ‘Station Eleven’ var selvfølgelig også en bog om tilværelsen efter at en influenzapandemi udsletter 98% af menneskeheden. Men det jeg husker bedst fra bogen er alligevel dens grundmelankoli og skildringen af ensomhed. Det samme er tilfældet i ‘The Glass Hotel’, hvor alle karaktererne er vedkommende og berører mig.

På den måde minder ‘The Glass Hotel’ mig om bøger som Couplands ‘Girlfriend in a Coma’, Egans ‘A Visit From the Goon Squad’ og Fowlers ‘We Are All Completely Beside Outselves’. Alle er imperfekte, men er samtidig intelligente og empatiske værker om søgen efter identitet, fællesskab og mening i en opbrudt verden. Ting der ræssonerer meget hos mig lige for tiden.

Jeg kan ikke forestille mig, at ‘The Glass Hotel’ ikke bliver en af årets ti bedste bøger for mig. Ualmindeligt stærkt anbefalet herfra.

Harry Potter

Min kone har dårlig samvittighed over at arbejde for meget. Hun lod sig derfor besnakke af sønnen til at købe en Lego-udgave af Hogwarts. Han byggede løs til tonerne af soundtracket, alt imens han kraftigt fantaserer om at han er Harry Potter.

Vi har ikke læst bøgerne endnu, men han er blevet pænt besat af filmene og selve ‘Harry Potter’-universet. Hans lidt lidt ældre kusine i Sundsvall er gigantisk fan, og det har smittet ham. Det giver visse udfordringer.

Dels at filmene varer knap 2,5 timer hver. Selv for en mand, der gerne parkerer sine børn foran en film for at pleje mig selv, så er det lang tid.

Dels er historien måske lidt vel uhyggelig og barsk for en 6-årig. Tror i hvert fald ikke han skal se de senere film endnu, dem husker jeg som relativt mørke og dystre. Selv den anden film behandler meget eksplicit racisme, et fænomen, der ikke giver mening for ham.

Måske næste trin er højtlæsning af bøgerne. Vi må se. Der er jo en del sider at gå i gang med.

Camilla Townsend – ‘Fifth Sun’

Jeg havde egentlig store forventninger til Camilla Townsend ‘Fifth Sun: A New History of the Aztecs’, men bogen fungerer ikke for mig. Hvilket irriterer mig betragteligt. Den har jo fået gode anmeldelser, og jeg vil egentlig gerne vide mere om de centralamerikanske civilisationer før (og konsekvenserne af) europæernes ankomst.

Problemet er at Townsend er alt for interesseret i Nahuatl-sproget, de skriftlige kilder og aztekernes poesi til min smag. Hun har en forkærlighed for at ville fortælle den store historie gennem at skildre enkeltpersoners liv.

Hvilket utvivlsomt giver mening for andre typer læsere, men jeg er nok en mere gammeldags kinda guy når det handler om historie. Jeg kan bedst lide politisk historie og en bred introduktion til en civilisations samfund, økonomi og religion. Social- og kulturhistorie er ok, men det er ikke de aspekter, jeg allermest ønsker at forstå – og ‘Fifth Sun’ bliver dermed heller ikke den grundige introduktion til aztekerne, som jeg havde ønsket mig.

Nu giver jeg den lige 50 sider mere. Måske en del af problemet er, at jeg læser ‘Fifth Sun’ og andre faglitterære bøger forkert. Jeg læser i en alder af 38 år således stadig murstenstykke, digre og akademiske værker, som om de var skønlitterære værker. Vi begynder på side 1, og pløjer os så mere eller mindre entusiastisk igennem teksten til den bitre ende. Den læsemodel fungerer for de virkelig velskrevne værker, men går i itu i hænderne på en mindre spændende skrivende forfatter – eller hvis emnet ikke optager mig intenst.

Må til at revidere min læseteknik, tror jeg.

“George R.R. Martin Pitched a Westworld / Game of Thrones Crossover”

Selvfølgelig gjorde den løgnagtigeluddovne, lemmedaskende, lurvede, laskede, lamme skidespræller det. Ingen overspringshandling er for plat for ham. Og det passer perfekt ind i hans almene plattenslageri. Han har jo nu i snart 9 år gjort alt hvad han kunne for at undgå at få skrevet den næste bog i ‘A Song of Ice and Fire’. I guder, hvor er jeg træt af ham. Finish the book, George!

Peter Watson: ‘The Age of Atheists’

Ved I hvad, jeg vil være helt ærlige overfor jer. Hvis I læser med herinde så er I tydeligvis af en ganske særlig støbning, I ved nok, den slags hærdede typer der vitterligt kan håndtere den barske sandhed. Så nu siger jeg det bare lige ud, helt ude omsvøb og bortforklaringer: jeg tror der er risiko for at jeg kommer til skimme en del af siderne i Peter Watson: ‘The Age of Atheists: How We Have Sought to Live Since the Death of God’.

The age of atheists 9781476754321 hr

Forstå mig ret: bogen er mageløs. Velskrevet, klog, indsigtsfuld og nærmest absurd altfortærende i sin appetit og bredde. Alene forsiden gør den værd at læse, det er jo så skønt at se ‘Un dimanche après-midi à l’Île de la Grande Jatte’ engang imellem. Men bogen er også virkelig, virkelig lang. At dømme ud fra indholdsfortegnelsen når vi undervejs gennem Nietzsche, Marx, Freud, ekspressionistisk dans, teosofi, fænomenologi, nazisme, eksistentialisme, selvhjælpsbøger, sex, stoffer og rock-and-roll. Phew!

Watson interesserer sig for alternativerne til religion sådan som de har udfoldet sig de sidste 130 år; tankesystemerne, de æstetiske overbevisninger og de andre måder at leve på. Det er ikke en polemisk bog. Watson er ikke ude på en kritik af den traditionelle religion, eller som en anden Richard Dawkins, at lovprise en rationalistisk og naturvidenskabelig tilgang til vores plads i universet. Han vil derimod undersøge de sekulære alternativer og ikke mindst hvordan de skaber mening:

“the wholly secular lack a sense of wholeness, fulfillment, fullness of meaning, a sense of something higher; they have an incompleteness . . . ‘a massive blindness’ to the fact that there is ‘some purpose in life beyond the utilitarian’ ”.

Det er et fascinerende projekt. Ikke mindst hvis man (som jeg) ikke kan lade være med at lægge mærke til, hvordan ellers erklærede ikke-religiøse mennesker finder mening og identitet i tilfældige ting ved at dyrke dem, ja, religiøst. Fænomener som ‘en fed karriere’, ‘at være en god mor’, ‘politik’, ‘at have den perfekte krop’, ‘klimakampen’ og ’social status’ er de facto ersatz-religion for mange mennesker. Hvis man betragter religioner som sociologiske og psykologiske (snarere end teologiske) fænomener, så bliver det tydeligt at de langt fra er forsvundet, selv ikke i sekulære samfund.

Jeg siger ikke at der er noget galt i at kanalisere sit behov for mening ind i den slags aktiviteter, det er altsammen meget naturligt i en affortryllet verden. Og hey, min blog – åbenlyst et meningsskabende fænomen for mig – fylder 15 år om lidt, så jeg har ikke nogen sten at kaste herinde fra glashuset. Derfor er det da også spændende når Watson udforsker mange af de virkelig yderligtgående typer, der har forsøgt at løfte de sekulære meningsskabere op i en højere potens.

Jeg er i skrivende stund på side 70 ud af 563, så der er et stykke vej endnu. Størst glæde fik jeg på side 40, da jeg læste om Ascona:

Seven jpg 2019 06 24 10 42 44

Ascona er som billedet antyder en malerisk turistfælde ved Lago Maggiore. Kan I se lysene ovre på anden side af søen? Det er Magadino, hvor Min Bedre Halvdels mormor bor. Så jeg har været i Ascona nogle gange efterhånden, og tro mig, det er ikke et vildt sted. Man spiser Mövenpick is og spadserer langs vandet i den lune sommeraften. De spiller fesen jazz og tager overpriser for det meste. Et nobelt og frygtelig konservativt sted. Troede jeg. For Watson har gjort mig klogere:

“In Ascona a remarkable number of feminists, pacifists, literary figures, anarchists, modern dancers and Surrealists came together to consolidate their radical ideas and initiate certain ‘life-experimensts’ … Ascona was part-Tolstoyan and part-anarchist, with a decidedly naturalist – at times occult – orientation. Among the better known luminaries who passed through was D.H. Lawrence, Franz Kafka, Carl Gustav Jung and Hermann Hesse.

Nietzscheanism was a pervasive presence, not so much the ‘will-to-power’ form of Nietzscheanism but the Dionysian kind, where the aim is ecstatic dynamism”

Der blev med andre ord gået til den oppe i refugiet på Monte Verità. I dén grad, faktisk:

“Adherents sought intensity through an erotic freedom, which included nudity, sometimes orgies, and at other times embraced a cult of masculinity. There was vegetarianism, sun worship, occultism, black magic, mysticism and Satanism”

Og altsammen for mere end 100 år siden. Der kan man da tale om meningsskabende alternativer til traditionel religion! Jeg ville ønske at jeg havde kendt til den side af Ascona, for det lyder da spændende.

Jeg nærer et håb om at jeg kan opsamle flere indsigter i den stil fra Watsons bog, så måske, MÅSKE løj for jer i indledningen. Måske får jeg jeg faktisk læst bogen? Jeg håber.

Station Eleven

Måske det er en anelse morbidt, men jeg overvejer i disse pandemitider at genlæse Emily St. John Mandels vidunderlige post-apokalyptiske roman ‘Station Eleven’.

Historien indledes med at 98% af jordens befolkning dør af en svineinfluenza lignende virus, men det er alligevel en underligt livsbekræftende og poetisk bog. Det kunne jeg godt have brug for i skrivende stund. 

Et alternativ kunne være Stephen King ‘The Stand’, der dog er en noget mere ondsindet størrelse end Mandel. Jeg satser i hvert fald på at Covid 19 ikke har så meget tilfælles med Captain Trips.

A Memory Called Empire

Arkady Martine ‘A Memory Called Empire’ har efter min mening en af de senere års mest æstetisk tilfredsstillende science fiction forsider:

Er den ikke fortryllende? Den dag jeg bliver den despotiske hersker over et intergalaktisk imperium af uforståelige dimensioner, så vil jeg også have sådan en trone. Det virker kun passende for en mand af min noble stand, beskedne væsen og uangribelige moralske habitus.

Desværre er bogen ikke helt så sindsoprivende som forsiden. Forfatterens baggrund er blandt andet en Ph.D. og forskning i byzantinsk og armensk middelalderhistorie. Den slags plejer at pirre mig, og fagligheden fornemmes tydeligt i den altopslugende fornøjelse Martine har i at opbygge de politiske intriger i det, ja, byzantinsk komplekse Teixcalaanli imperium.

Men … selv om det er underholdende til en vis grad, så bliver det en anelse udmattende i længden at læse endnu en spidsfindig diplomatisk og sensitiv replikudveksling mellem bogens hovedperson og diverse fiktive notabiliteter – især når der ikke for alvor sker noget i plottet. Jeg har brug for mere eskapisme og handling i min space opera. Flere eksploderende rumskibe, færre sigende blikke mellem mødedeltagere i luksuriøse faciliteter.

Derfor kun en delvis anbefaling til ‘A Memory Called Empire’. Du skal i hvert fald have god tid til den.