Aktuel eskapisme

Et triumvirat hersker uindskrænket indenfor fantasygenren. Tre mænd (to er døde, en er selve definitionen af den gnavne gamle mand) dominerer hylderne i ’sci-fi & fantasy’ sektionerne i alverdens boghandlere og lufthavne.

J.R.R. Tolkien er hvad man i amerikanske krimiserier ville kalde for genrens OG. Det meste indenfor genren er enten skrevet efter ham eller op imod ham. Efter en behagelig pause fra hysteriet afstedkommet af ’Ringenes Herre’ filmene (2001-2003), skal vi med filmatiseringen af ’The Hobbit’ nu igen martres af hans hobitter, orker, New Zealandske landskaber og keltiske mytologi. Det bliver ulideligt, men kasseapparatet skal nok klimpre lystigt alligevel.

Den anden (og nulevende) fantasyhersker er George R.R. Martin. Han er anti-Tolkien. Hvor Tolkiens bøger er fulde af episke helte, høvisk tale, ædle handlinger og klart definerede grænser mellem godt og ondt, så er Martins bøger blodige, dystre, fulde af incest, meningsløs vold, imperfekte helte og forfald. Hans opus magnum er ’A Song of Ice and Fire’ serien, der har opnået fænomenal popularitet. Dels i kraft af egne kvaliteter, dels i kraft af HBO’s fantastiske tv-serie (opkaldt efter den første bog ’A Game of Thrones’). Fantasygenrens klassiske motor (det godes kamp mod – og i sidste ende uundgåelige sejr over – det onde) kortsluttes i Martins bøger. Han bliver ofte beskyldt for at være voldsfetichist og afvigende, men bag den grumme tone gemmer sig et pacifistiske budskab. Volden har altid konsekvenser og er sjældent en løsning. Heller ikke når den udøves af ’de gode’. Seriens eneste ædle og rethandlende person, Eddard Stark, bliver således halshugget uceremonielt trekvart inde i første bind på foranledning af den aldeles uelskelige tronraner Joffrey. Generelt har Martin ingen kvaler med at slå sine hovedpersoner ihjel. Det er forfriskende og vældig post-moderne sådan at lege med læsernes følelser, men også farligt.

Faren opstår især fordi Martins skrivetempo er legendarisk langsomt. Der gik således fem år mellem bog tre, ’A Storm of Swords’ og bog fire ’A Feast for Crows’ – og siden igen seks år inden den femte bog, ’A Dance with Dragons’ udkom sidste sommer. I sig selv er det ikke problematisk at forfattere tager sig den tid, de har brug. Faktisk er det bedre, end at de udgiver et eller andet uigennemarbejdet sprøjt. Men Martin tog en problematisk beslutning efter den fuldstændig fremragende over-the-top episke afslutning i ’A Storm of Swords’. Fremfor at følge op på alle de vildtvoksne plottråde og hans cliffhanger slutning, valgte han kun at fokusere på halvdelen af personerne i den efterfølgende ’A Feast for Crows’. Det var en fejl. Nu skrev jeg godt nok før, at der ikke er helte i Martins bøger, men det passer ikke helt. Nogle af de fejlbehæftede personer er mere elskelige end andre. Og 90 pct. af alle læserne har enten Jon Snow, Arya Stark eller Tyrion Lannister som yndlingspersoner. Det kan ikke være anderledes. Så at skrive en bog på 900 sider, hvor man fuldstændig ignorerer de karakteres skæbne – vel at mærke efter at have lade ens læsere vente i fem år – var grove løjer. Ikke at det generede Martin betydeligt. Han tog som nævnt seks år mere om næste bog, så i alt måtte fans af Tyrion vente 11 år efter ’A Storm of Snow’ på at høre nyt om deres yndling. Det kræver selvtillid eller enganske ualmindelig tilstand af kold-i-røven at behandle sine læsere på den måde. Nu venter vi så alle på sjette bind, ’The Winds of Winter’ der udkommer engang i udefinerbar fremtid. Martin er nok ligeglad med læsernes utålmodighed. Han sælger blot flere og flere bøger i takt med at tv-seriens popularitet, og har næppe travlt med at blive færdig med sit guldæg.

En del læsere er nervøse for, at Martin skal få samme skæbne som den sidste af de tre fantasykonger. Robert Jordan døde i 2007 uden at have færdiggjort genrens måske allermest episke og ambitiøse værk, fjorten binds serien ’A Wheel of Time’. De sidste tre bind er blevet skrevet færdig af et andet hotshot indenfor genren, Brandon Sanderson, og det sidste, ’A Memory of Light’ udkommer her i januar 2013. Jordans fanskare er enorm, og bogen bør blive en stensikker nummer 1 på New York Times’ bestsellerliste. Jordan er imidlertid også lidt af en vandedeler. Enten elsker man ham ubetinget, eller også kan man ikke holde ham ud. Selv hælder jeg nok mod den sidste lejr. Lidt karikeret kan man kalde Jordan for Tolkiens arving. Han har adopteret alle Tolkiens værdier (den ekstensive verdensbygning, den højstemte tone, den klare godt-ondt opdeling), og har tilmed mimeret hans skrivestil. Hvor Martin er en udpræget plotmand, så er den neo-Tolkienske Jordan ligesom læremesteren meget mere optaget af landskabsbeskrivelser, ædel tale og udpenslinger af hvordan en kvindes kjole ser ud. Det betyder, at Jordans bøger ofte er meget lange, uden at der nødvendigvis sker ret meget.

Det er på mange måder synd, at Jordan på den måde så ukritisk har adopteret det Tolkienske syn på hvordan fantasy bør skrives. For bag det uendelige spæklag af overflødige beskrivelser og ord, ord, ord, gemmer der sig et ret interessant plot, der i en mindre ekstensiv forfatters hænder kunne være blevet endog særdeles glimrende. Jordan er ikke videre original, men hans styrke består i at han er ferm til at videreudvikle de koncepter, han stjæler fra andre. Den første bog i serien, ’The Eye of the World’, tyvstjæler plot og rammer fra Tolkien og Star Wars. Frank Herberts sci-fi mesterværk ’Dune’ har åbenlyst også inspireret. Den kvindelige ridderorden Aes Sedai er en slet skjult kopi af Bene Gesserit kulten. Aiel folkefærdet bygger skamløst på ’Fremen’ ørkenfolket. Og tanken om den mandlige frelser er ligeledes kalkeret fra ’Dune’ universets tanker om ’Kwisatz Haderach’. Så er der de mindre detaljer, såsom at Seanchan folket er stærkt inspireret af ’Kelewan’ universet i Raymond E. Feists ’Magician’ fra 1982.

Helhedsindtrykket er, at Jordan er god til at syntetisere andres koncepter, men ikke til selv at lave noget banebrydende genialt. Det er en kulturel model, der godt kan fungere. Langt de fleste popgrupper og -musikere benytter sig af den. Og jeg ville godt kunne leve med det, hvis ikke Jordan var så stor en slave af Tolkien. Jeg har nu kæmpet mig igennem de to første bind af ’Wheel of Time’ serien. Det var en prøvelse. Vi taler små 1900 sider, hvoraf der er bevægelse i plottet på måske 300 af dem. Efter moden overvejelse, stopper jeg derfor nu. Min sjæl kan ikke holde til at læse flere sider om hvordan de underskønne gobeliner ser ud i salene i paladset i Caemlyn. Suk.

Spørgsmålet er nu kun, hvor jeg skal gå videre herfra. Pt. er der ikke så mange ’klassikere’ indenfor fantasygenren, som jeg mangler at få set på. Jeg overvejer at substituere tilbage til science-fiction, som jeg har forsømt igennem det sidste års tid. Flere boganmeldelser følger nok.

Nyt mål i livet

Oplevede et større ’heúreka!’-øjeblik her til morgen under den som altid ildelugtende bustur fra Hjørring (seriøst, de burde få undersøgt det luftanlæg, det er hver morgen, at jeg gisper efter vejret som en velvoksen orne på vej mod slagteriet).

Er i gang med Norman Davies ’Vanished Kingdoms: The History of Half-Forgotten Europe’, en bog der på mange måder er tabernes historie. Den handler om en lang række glemte riger i løbet af Europas historie (eksempelvis kongeriget Tolosa fra år 418 til 507 og Litva fra år 1253 til 1795), og er en fornøjelse at læse. I afsnittet om Byzans – et historisk emne, jeg har et notorisk svagt punkt for – blev jeg blæst væk af følgende sætning:

”Professor Sir Steven Runciman (1903-2000), an eccentric gentleman scholar, was conversant with an astonishing array of languages, including, reputedly, Greek, Latin, Turkish, Farsi, Arabic, Georgian, Armenian, Russian and Bulgarian, and in the title of an influential early work he bravely linked ‘Byzantine’ with ‘Civilisation’.”

hans wiki-side kan man endvidere læse følgende:

“In his personal life, Runciman was an old-fashioned English eccentric, known, among other things, as an aesthete, raconteur, and enthusiast of the occult. According to Andrew Robinson, a history teacher at Eton, “he played piano duets with the last Emperor of China, told tarot cards for King Fuad of Egypt, narrowly missed being blown up by the Germans in the Pera Palace hotel in Istanbul and twice hit the jackpot on slot machines in Las Vegas”.”

Måske det ikke er helt sandt alt sammen, og muligvis er det udtryk for hybris fra min side. Men hvis mit eftermæle bliver ‘Eccentric Gentleman Scholar’ (og muligvis at jeg får æren for at have rehabiliteret de historiske studier af et esoterisk emne), vil jeg dø som verdens lykkeligste mand. Herom hersker der ingen tvivl.

Fængende læsning

Det vil næppe styrke mit flossede renomme i de litterære kredse, men hvis jeg skuer tilbage, så er de tre skønlitterære bøger, som jeg har været mest intenst opslugt af: Michael Crichton ’Jurassic Park’ (skrevet i 1990, læst i 1994), Peter F. Hamilton ’The Reality Dysfunction’ (skrevet i 1996, læst i 2008) og Justin Cronin ’The Passage’ (skrevet i 2010, i gang med at læse netop NU). Andre bøger har bestemt også haft formende betydning for undertegnede, men i kategorien ’Læser-og-glemmer-tid-og-sted’ kategorien, står de tre alligevel stærkest i erindringen.

Måske det er en anelse præmaturt at hylde ’The Passage’, for jeg er ikke engang halvvejs inde i bogen endnu. Købte den mandag morgen i Amsterdam lufthavn, da jeg manglede læsestof til den sidste del af rejsen. Undervejs i USA havde jeg (foranlediget af den behageligt forvirrende sci-fi agtige filmtrailer) læst David Mitchells ’Cloud Atlas’, hvilket dog viste sig at være noget af en lidt nedslående ’tre stjerner ud af seks’ omgang. Havde derfor brug for noget anderledes sublim underholdning den sidste halvanden time hjemad.

Det må man sige at jeg fik i ’The Passage’. Hvilket er overraskende. For jeg har set bogen mange gange siden 2010. I diverse boghandlere og lufthavne. Undladt at købe den. Måske fordi jeg ikke var klar over, hvad det er for en bog. Måske jeg misforstod dens cover?

På mystisk vis har jeg hver gang bildt mig selv ind, at bogen var en slags Stig Larssonsk krimibog om pædofili og menneskesindets dystre sider. Kan man ikke forledes til at tro det af forsiden? Nej? Ikke det? Uanset hvad, så læser jeg ikke den slags bøger. Ligeså meget jeg elsker sci-fi og fantasy, ligeså meget fnyser jeg hånligt af krimier. Så jeg skulle således ud i de jetlagshærgede ekstremer og en prisnedsættelse til 10 Euro, før end at jeg overgav mig. Det er jeg glad for nu. For sagen er den, at ’The Passage’ er en dystopisk, post-apokalyptisk horror-fantasy bog. Og tro mig, det er fremragende. Jeg har ikke været så godt underholdt og fanget, siden sidst jeg læste dystopiske, post-apokalyptiske horror-fantasy bøger som……’Jurassic Park’ og ’The Reality Dysfunction’.

Måske jeg nu har identificeret min yndlings litteraturgenre? Jeg har læst tonsvis af high fantasy og klassisk sci-fi, men selv ikke episke intergalaktiske krige kan fænge mig ligeså meget som en god gammeldags massakre i det rurale Oklahoma udført af virulente og blodtørstige vampyrer. De første 300 sider i ’The Passage’ er simpelthen det bedste, jeg har læst i lange tider. Har aldrig brudt mig særskilt meget om horrorgenren, men jeg formoder, at ’The Passage’ er ligesom at læse Stephen King, når han er i topform (Cronins bog sammenlignes ofte med Kings ’The Stand’, som åbenbart skulle være en klassiker i verden-går-under genren). Og det bedste af det hele? Det er selvsagt, at efterfølgeren til ’The Passage’ udkom her i begyndelsen af november måned. Coveret ser denne gang tilpas dystert og dragende ud.

 Jeg kommer helt sikkert til at læse den også.

Boglektioner

Det har vanen tro været en sommer i sci-fi og fantasybøgers tegn. Allerede inden feriens begyndelse havde jeg opbygget et større bjerg af murstensromaner, som jeg havde en herostratisk ambition om at komme igennem.

Det var først og fremmest en række sci-fi klassikere: David Brin ’The Uplift War’ (1987), Stanisław Lem ’Solaris’ (1961), Vernor Vinge ’A Fire Upon the Deep’ (1992) og Robert Heinlein ’The Moon is a Hard Mistress’ (1966). På fantasysiden fandt man ’Eye of the World’ (1990), det første bind i Robert Jordans über-episke 14-binds ’Wheel of Time’ saga. For at komplettere mit overmod, havde jeg også anskaffet mig første bind i en anden storladen fantasyserie: Steven Erikson ’Gardens of the Moon’ (1999). Endelig havde jeg forinden rekvireret non-fiction bogen ’The Quest’ af Daniel Yergin.

Under ferien valgte jeg så dumstædigt også at gå amok i Science Fiction Bokhandeln i Stockholm. Her lagde jeg de klamme, svedige hænder på en række nye fantasybøger: Raymond E. Feist ’Magician’ (1982), Robin Hobb ’Assasin’s Apprentice’ (1995), Brandon Sanderson ’Mistborn’ (2006) og endelig Robert Jordan ’The Great Hunt’ (1990).

Alt i alt en mildest talt overvældende mængde bøger, der skal lægges oven i bunken af endnu-ikke-helt-færdiglæste bøger som Paolo Bacigalupi ’The Windup Girl’ (2009), Michael Cobley ’The Ascented Stars’ (2012), Patrick Rothfuss: ’The Wise Man’s Fear’ (2011).

Hvad kan man udlede heraf? Tre ting, tror jeg.

For det første, at jeg har udviklet en patalogisk og ubæredygtig afhængighed af at købe bøger. For det andet, at jeg det senere år har forskudt min kærlighed fra sci-fi i retning mod fantasy. For det tredje, at jeg er bekymret for at min ensporede læsning af genrelitteratur på det lange sigt vil gøre mig dum.

I forhold til den ubæredygtige bogkøbstrang, må man vel blot konstatere, at det bør stoppe. Snarest. Det er dyrt. Jeg har ikke plads til alle de bøger hjemme i Jordhulen. Det giver mig stress, at have en så alenlang to-do liste. Og når jeg beviseligt får ikke færdiglæst mange af bøgerne, hvad er så den dybere mening i at købe dem? Læste en klumme i Weekendavisen i denne uge, hvor en af kulturskribenterne fortæller om hvordan han og konen netop har været i gang med en større udsmidningsrunde af bøger, simpelthen fordi de fyldte for meget. Den tanke fylder mig med skræk. Jeg kan ikke bære det. Sikke noget. Den slags kan man da ikke gøre mod dem, man elsker!

Den forskudte kærlighed fra sci-fi mod fantasy skyldes tre ting. Dels opdagede jeg George R.R. Martins mesterlige ’A Song of Ice and Fire’ sidste år. Den åbnede mine øjne for hvad fantasy-litteratur også kunne være.  Meget ondt kan man sige om GRRM, men han repræsenterer et brud med den Tolkien’ske skabelon, som generelt trætter mig med alle dens forfinede elvere, høviske kongesønner og idealiserede britiske middelalderstemning. Dels har jeg nok i tiden efter ’Lost’ manglet et kulturprodukt, der kunne tilbyde mig den store fortælling, detaljerede universer og de helt lange linjer. Næsten alle tv-serier efter ’Lost’, der har forsøgt sig med den skabelon (se: ’The Event’, ’Flashforward’, ’Alcatraz’, ’Awake’) er døde efter én sæson. Eneste undtagelse er reelt ’Fringe’, som nu også synger på sidste vers. Fantasy-genren med dens multiple bind og lange fortællinger, giver mig en stærk tilfredsstillelse. Det giver også læsestress, bevares, men tanken om at enormt univers bare venter på at blive opdaget, tiltaler mig meget. Endelig er jeg nok blevet lidt skuffet over de sci-fi bøger, jeg har læst det seneste halvandet år. Jeg har forsøgt mig med højtbesungne klassikere som Dan Simmons ’Hyperion’ (1989) og Robert Heinlein ’Starship Troopers’ (1959) samt nyere hypede værker som China Miéville ’Kraken’ (2010), men reelt har det kun været Joe Haldeman ’The Forever War’ (1974) og Niel Gaiman ’American Gods’ (2001), som jeg sådan rigtig har sat pris på. Ja, faktisk har jeg ikke været intens fanget af en sci-fi bo siden Peter F. Hamiltons monumentale mesterværker ’The Night Dawn’s Trilogy’ (1996-1999) og ’Commonwealth Saga’ (2004-2005).

Bliver man så dummere af at læse genrelitteratur som fantasy og sci-fi? Måske ikke, men det litterære etablissement vil utvivlsomt mene, at man næppe bliver klogere af det. For nylig læste jeg et indlæg i Los Angeles Book Review, hvor deres anmelder i artiklen ’My Stephen King Problem:  A Snob’s Note’ udforsker sin navle i forhold til det at læse genrelitteratur kontra at læse ’fin litteratur’. King optræder som forfatteren, der er ultrapopulær, men som anmelderen i 25 år har undgået at læse fordi det er dårlig genre litteratur. NU gør han det så omsider (fordi flere og flere på tvivlsom vis er begyndt at skrive rosende ord om King). Han ender med at konkluderere, at King er en dårligere forfatter end anmelderens egne yndlinge. Hvilket vel næppe kan overraske, når det kommer fra en mand, der kan skrive følgende gylp:

But this aversion to horror fiction wasn’t the only thing that kept me from King’s work. No, for I’d informally decided sometime around my fiftieth birthday that ninety-nine percent of my fiction reading (and I was at a point in my life where I was calculating how many books I was going to be able to read before I came down with dementia or died) would be devoted to certifiably literary fiction (by both the dead and the living, and including dead and living writers of certifiably literary genre novels) and books by friends and acquaintances. I would keep my raffine literary nose out of books of pulp.

Nuvel, der fornemmes en vis ironi i det skrevne, men alligevel. Mennesker der uden at blinke er i stand til at anvende begreber som ’certifiably literary fiction’’, vil næppe holde af mine yndlingsbøger. En anden paragraf i artiklen er dog umiddelbart mere interessant end standard litteraturanmelderens fine fornemmelser:

And then one day King came up in the course of a discussion my wife and I had about my own writing — which she found to be a little dark and not really, if I understood her, something she wished to curl up with at night. I agreed that it was a little dark, and I also said that I probably (and probably wrongly) didn’t give enough credence to the idea that people (or my characters) could change or become better. We talked about why people read the fiction they read. My wife, who works in the medical field, made the perfectly valid point that not everybody reads fiction for the reasons I read it. (Among the things I hope for when I open a book of fiction is that each sentence I read will be right and true and beautiful, that the particular music of those sentences will bring me a pleasure I wouldn’t be able to find the exact equivalent of in another writer, that I will be continually surprised by what a particular writer reveals about particular human beings and the world they inhabit. A great book of fiction will lead me toward some fresh understanding of humanity, and toward joy.) My wife felt it was wrong to stand in judgment of people who read fiction in order to escape from life, and I said she was right: I didn’t feel morally superior because I read John Cheever or David Foster Wallace or William Styron or Zadie Smith or Mary Lee Settle instead of Stephen King.

I did feel, however, that I demanded something different (something more?) from a novel than I guessed most of the readers of Stephen King did. (Not that this made me morally superior, just more demanding, a high-maintenance reader.) Though of course I’d never read a King novel (or story), so maybe I was wrong.

Man kunne (burde) utvivlsomt knytte en enkelt spydig bemærkning til anmelderens påtaget esoteriske og nydelsessyge formål med at læse skønlitteratur. Men i stedet vil jeg give hans kone ret. Mange, herunder undertegnede, læser skønlitteratur af eskapistiske grunde. Det har jeg det i grunden fint med. Når man er papirnusser til hverdag, så kan det være rart at læse om mere højtravende ting.

Og jeg er i øvrigt uenig i, at en forkærlighed for sci-fi og fantasy nødvendigvis gør mig til en mindre krævende læser, end hvis jeg holdt mig til den certificerede skønlitteratur (sic). Hvorfor skulle det være tilfældet? Er en tanke/et argument/en indsigt nødvendigvis mere rigtig, hvis den er knudret formuleret? Er en historie nødvendigvis bedre, fordi den er kedelig skrevet? Er Habermas, Luhmann og Žižek nødvendigvis større filosofkonger, fordi de skriver utilgængeligt og akademisk end Niall Ferguson? Er performance- og installationskunst nødvendigvis mere dybsindigt end lettilgængelige billedkunstnere som Claude Monét?

Guderne skal vide, at jeg heller aldrig har læst en Stephen King bog. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg er en tøsedreng uden lige. Jeg har ikke nerver til horror. Faktisk har jeg lige løjet, for jeg har engang læst ’Ondskabens Hotel’ og dele af ’Misery’. Sidstnævnte var så sadistisk, at jeg ikke kunne holde det ud. Så siden da har han været på min ignoreliste. Dermed ikke sagt, at jeg tror King skriver særskilt dårligt eller godt.

Konklusionen? Vel mest af alt, at jeg har masser af interessante bøger at fordrive tiden med under mine to timers transport arbejdet t/r. Nye boganbefalinger modtages dog som altid med kyshånd.

Beneath a Steel Sky

Fantask er en fremragende butik, hvis ejere og medarbejdere fortjener parader i gaderne, statuerejsninger og ridderkors i stride strømme. Hvis e-bøger og internettet nogensinde formår at lukke den butik, er det en forbrydelse af nærmest uhørt karakter herhjemme.

Forrige weekend formåede den rare mand bag disken således at ramme plet, da han ud fra mine konfuse og usammenhængende ytringer (“nå, men, æhm, altså, jeg kan godt lide Peter F. Hamilton. Og George R. R. Martin. Og Frank Herbert. Du ved nok, sådan noget med space opera og intergalaktiske slag. Og politik. Og intriger. Og incestuøse tvillingepar, der skubber børn ud af vinduerne!”), anbefalede mig to bøger.

Jeg har ganske vist kun fået læst den ene, Greg Bears ‘Eon’, men du milde Moses, den er fremragende! Efter mange års øvelse har jeg kapituleret og indset, at jeg aldrig bliver en god anmelder. Jeg mangler ordene til at finde ind til kernen i et givent kulturelt artefakt. Orker ikke at beskrive. Derfor vil jeg ikke engang forsøge på at artikulere hvor velskreven bogen er, hvor innovativt plottet folder sig ud og hvor store mængder LSD Greg Bear må have indtaget undervejs i skrivningen. Det er Old School sci-fi, når det er bedst.

Nedenfor er bog nummer to. Jeg har ikke læst i den endnu, så aner ikke om indholdet er godt. Men det er for så vidt også ligegyldigt. For se lige engang på coveret:

Hallå! Det er en delfin. Eller rettere: EN DELFIN MED EN FUTURISTISK HJELM PÅ. Hvordan skal dette vidunderlige stykke kunst kunne undgå at være et mesterværk? Det lader sig ikke gøre. Jeg gentager: DELFINEN HAR EN FUTURISTISK HJELM PÅ. Vender frygteligt tilbage, når jeg har fået læst bogen.

Andre anbefalinger til spændende sci-fi modtages med kyshånd.

We Can Remember It For You Wholesale

En fast læser (og notorisk sci-fi hader) sendte mig i dag traileren til nyindspilning af en af de absolutte klassikere i genren: ‘Total Recall’. Se den her.

Umiddelbart ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg skal reagere.

Som udgangspunkt er det godt, tror jeg, at filmen genfortælles på en ny måde. Instruktøren af originalen, Paul Verhoeven, er jo en hypervoldens mester, der i film som ‘Robocop’ og ‘Starship Troopers’ anvender ofte ganske grotesk vold til at understrege satire og underliggende budskaber (i.e. det stærke anti-krig budskab i ‘Starship Troopers’). Det samme er tilfældet med ‘Total Recall’, der ender ud med en imponerende body count. De ikke helt overbevisende special effects og tilstedeværelsen af Arnold Schwarzenegger i hovedrollen trækker vel også fra i det samlede indtryk.

Så måske historien i filmen vil komme bedre frem med et mere slick ydre, mindre tongue-in-cheek actionscener og en anden skuespiller. For sagen er den, at oplægget bag filmen er uhyre stærkt. Jeg elsker Philip K. Dick (og gjorde det også før at det blev hipt!) og jeg elsker hans novelle bag den oprindelige film. Faktisk så meget, at jeg købte den i sci-fi butikken i Gamla Stan helt tilbage i 1998. Historien holder stadig i dag, med dens udforskning af identitet og hvad der er virkeligt.

Så hvorfor skepsisen overfor nyindspilningen?

Først og fremmest er jeg et konservativt og regressivt bæst. Derfor irriteres jeg over, at man i nyindspilningen tilsyneladende har fravalgt at handlingen foregår på Mars. Det geniale og futuristiske ved originalen var jo betop den generelle dystopiske stemning, hvor Verhoeven- i bedste Blade Runner (en anden film baseret et romanforelæg af herligt skizofrene Philip K. Dick) stil – protrætterede en futuristisk, dekadent, udslukt, udpint og falleret Jord. Det gav mening, at hovedpersonen Douglas Quaid drømte om at være hemmelig agent på Mars, alene fordi Jorden var et så rædsomt og kedeligt sted at bo. Så hvorfor lade historien udspinde sig på Jorden? Det er da alt, alt for kedeligt.

Og ærligt talt. Colin Farrell er altså ikke et kvalitativt trin op fra Arnold Schwarzenegger. Tværtimod, nærmest. Der er noget fælt hip-i-2003 agtigt over Farrell. Han er en skuespiller fra en anden og dårligere tid, hvor man kunne blive ‘stjerne’ af at medvirke i lortefilm som ‘Alexander’. At han castes i hovedrollen er, ja, bekymrende.

Men nuvel. Nok med mit brok. Traileren er elementært spændende, og jeg skal nok ende med at se filmen. Det er dog med markant lavere forventninger, end jeg har til ‘Prometheus’.

Aktuelt på natbordet

Forleden jamrede jeg over mit møje og besvær med at komme igennem Patrick Rothfuss’ uendeligt lange fantasyroman ‘The Wise Man’s Fear’. Min konklusion var efterfølgende at den ikke er tiden og den dårlige samvittighed værd. Derfor har jeg – meget begavet! – nu gang i seks bøger sideløbende. Yderst ineffektivt, bevares, men jeg har en undskyldning. De fleste af dem er non-fiction, hvorfor det ikke altid er så betydningsfuldt at læse hele bogen, ej heller at det sker kronologisk.

På det ganske lange sigt lav-intensivt læser jeg (stadig) Henrik Berggren ‘Underbara Dagar Framför Oss’. Den har været i dvale i lidt mere end et år, men jeg fragtede den med til Bruxelles sidst jeg var i Danmark. Olof Palme er en de politiske personligheder jeg er mest nysgerrig omkring, og jeg vil gerne forstå hans betydning for det svenske Socialdemokrati og samfund i almindelighed.

Moynihan døde i 2003, men nåede inden da at være embedsmand under adskillige præsidenter, FN-ambassadør, dekan på Harvard, senator for New York og filosofkonge i almindelighed. Han var sociolog og anvendte sine analytiske evner ekstensivt i sin politiske karriere. Ideologisk er han ikke nem at sætte i bås. Han var Demokrat, men havde måske allermest indflydelse i sin tid som rådgiver for Nixon. Bogen er en samling af hans brevkorrespondancer, og brevene er snart sagt allesammen knivskarpe og spækket med intellektuelle refleksioner. Jeg har altid godt kunne lide at læse om Moynihan, fordi han er så politisk og intellektuelt heterodox, og nægtede at blive sat i en bestemt bås. Man kan kun håbe på at få et blot moderat ligeså kreativt og skabende liv som ham.

Jeg har altid haft en lidt mærkelig fascination af Mao. Hans begrebsverden er så besnærende underlige (“Lad 100 blomster blomstre” og “Kulturrevolution”), samtidig med at han som person er aldeles skruppelløs. Jeg forstår egentlig godt at hans tanker kunne inspirere folk som Blekingegadebanden, for de maoistiske koncepter om permanent revolution, selvkritik og konflikt er markant mere ‘Sturm und Drang’-underholdende end de vanlige marxistisk-leninistiske tørvetrillere. Det er meget nemmere at operationalisere Maos militaristiske guerillatankegang i konkret handling, end det er at fortabe sig i esoterisk Frankfurterskole halløj og gramsciansk føle-røre teori. ‘Mao’s Great Famine’ omhandler netop et af Maos endog særdeles handlekraftige projekter: ‘Det Store Spring Fremad‘, verdenshistoriens måske største menneskeskabte katastrofe. Tvangskollektivisering, politisk vold, mislykket industrialisering og efterfølgende hungersnød kostede op imod 45 mio. mennesker livet. Det er forfærdende læsning, og står ‘Det Store Spring Fremad’ som et af de helt dystre vidnesbyrd om planøkonomien og kollektivismens intellektuelle fallit.

Som stor fan af Konstantinopel og det østromerske rige i almindelighed, var det en sand fornøjelse at min søster forærede mig Luttwaks bog i julegave. Bogen fik ved sin udgivelse i 2009 en del omtale i USA, fordi Luttwaks grundlæggende påstand er, at USA i dag følger en vestromersk strategi (baseret på militær og erobringer). Han argumenterer for, at man hellere burde lære af Byzans, der uagtet en svagere militær position og ugunstig geografi  via diplomati, alliancer og effektivt bureaukrati formåede at overleve som imperium næsten 1000 år længere end kollegerne i Rom. Personligt er jeg ikke fan af ‘grand strategies’ tankegangen, og mener at Luttwak trækker analogien for langt. Men bogen er spændende og velskrevet, og man får et fremragende indblik i hvordan det østromerske imperium var skruet sammen.

Som forsiden antyder, så er der tale om episk, storladen og galakse-rystende space opera. Jeg kan ikke ikke sige så meget om bogen endnu, for er ret beset ikke nået så langt i den. Problemet er, at jeg har læst bog et og to for flere år siden, og jeg kan ikke rigtig huske hvad de handler om. De par gange jeg har forsøgt at begynde på Cobleys bog, er jeg derfor gået i stå. Det er ikke rigtig optimalt, og selvom jeg husker begge bøgerne som rimelig fremragende, er jeg næsten for doven til at fræse de to forgængere igennem en gang til.

På bogens wiki-side bliver den beskrevet ‘biopunk science fiction’, hvad det så end skal betyde. Jeg så den første gang i Sterling Books her i Bruxelles, hvor den var varmt anbefalet af personalet. Når den tilmed har vundet samtlige prestigefyldte priser indenfor sci-fi genren (Nebula Award, Hugo Award, Locus Award), så burde der være noget om snakken. Bogen foregår i det 23. århundrede i en dystopisk verden hvor klimaforandringer og bioteknologi hærger. Handlingen udspiller sig i Thailand, og det hele er meget William Gibson’sk i sin beskrivelse af en dyster nær fremtid. De første 50 sider har været ret spændende, men jeg mangler endnu at blive helt draget ind i universet. Jeg er bevidst om at det er et kikset træk ved mig, men jeg har altså et småligt behov for at synes om en given hovedperson, før end at jeg gider engagere mig i hvad der sker med vedkommende. Og når nu Anderson Lake indtil videre har været en ganske irriterende støder, ja, så går det lidt langsomt. Jeg har dog fortsat store forhåbninger til bogen.

Evigt ejes kun det tabte

Jeg er i et vanskeligt eksistentielt dilemma for tiden. Således er jeg nu nået 500 sider ind i fantasy-murstenen ‘The Wise Man’s Fear’, men er gået mere og mere i stå. Får læst et par sider hver aften, men det er også alt. Og der er stadig små 450 sider tilbage.

Det er ikke af ond vilje. Patrick Rothfuss skriver godt, er kreativ og har opbygget et ret fascinerende univers. Men han kan ikke begrænse sig. Eller også har hans editor sovet i timen. Bogen er simpelthen for ekspansiv. Der udvides hele tiden i bredden. Bogen bliver ved og ved med alskens sidehistorier, der – bevares! – er interessante, men fjerner opmærksomheden fra den spændende hovedhistorie. Nu 500 sider inde i bogen venter vi stadig på at Rothfuss får udbygget narrativet fra den første bog.

For ja, det er en del af en serie. Jeg har allerede læst første bind, ligeledes en moppedreng (672 sider). Vi taler således om at jeg har investeret betragtelige timer og ressourcer på bogen. Skal jeg fortsætte læsningen? Uagtet at bogen stjæler min opmærksomhed fra de fire-fem andre ulæste bøger på min reol, som jeg egentlig meget hellere vil i gang med?

I økonomisk termer opererer man med sunk costs, det vil sige udgifter der er afholdt og som man ikke kan få igen på nogen måde. Teorien tilsiger, at man ikke skal foretage sine økonomiske dispositioner på baggrund af disse sunk costs. Eftersom man alligevel ikke kan vinde det tabte tilbage, så bør disse omkostninger ikke være relevante for fremtidige handlinger. Siger teorien, altså.

Med andre ord: Hvis jeg ikke har lyst til at læse videre i ‘The Wise Man’s Fear’, så skal jeg lade være med det. Uanset om jeg har hældt masser af timer og opmærksomhed i bogserien hidtil. Men det er vanskeligt. Det føles som spild. Jeg hader ikke at læse bøger færdige. Og jeg vil jo egentlig gerne vide, hvordan den ender. Men det kan jeg jo omvendt bare læse på nettet, hvis jeg vil springe over hvor gærdet er lavest.

Hvad tænker I? Hvor tit opgiver I en bog, som allerede har krævet megen energi og tid, men som nu mere dræner opmærksomheden fra mere interessant læsestof?

Formende

Stødte på øvelsen “The top 10 books which have influenced your view of the world” ovre på Daniel Drezners blog. Nu er han ganske vist professor og grifler først og fremmest om international politik, så der er ikke overraskende en del teoritunge bøger om emnet på hans liste. Samme akademiske niveau kan jeg ikke være med på, men greb mig alligevel i at bruge noget af arbejdsdagen på at sammensætte min egen liste. Her er de ti bøger, som har spillet en rolle de sidste 28 år:

Frank Herbert – ’Dune’ (1965)

Jeg læste første gang ’Dune’ i gymnasiet og blev blæst væk. Indtil da havde sci-fi i min verden først og fremmest været lig med ’Star Wars’ filmene, men pludselig kunne genren indeholde meget mere: Politik, religion, ørkenplaneter og en masse trippet filosofi, der helt sikkert var udtænkt af Herbert i en LSD-rus. ’Dune’ sagaen blev fortsat i en lang række bøger, der sådan set alle var udmærkede, men ikke havde samme shock and awe virkning som originalen. Det er stadig min all-time yndlings sci-fi bog.

Douglas Coupland – ’Microserfs’ (1995) (eller: ’Polaroids from the Dead’ (1996) eller ‘Girlfriend in a Coma’ (1998))

Jeg har svært ved at vælge mellem de tre, da de som sådan alle er ‘den samme bog’. Skrevet i Couplands glanperiode, er de indbegrebet af hipster og hyperironisér-alting, som ramte mig rent i gymnasietiden. Coupland blev aldrig ligeså god igen, selvom både ’Hey Nostradamus!’ (2003) og ’Eleanor Rigby’ (2004) faldt i min smag.

Isaac Asimov – ’Foundation’ (1951)

Endnu en old-school sci-fi bog. Asimov havde en fantasi som ingen anden, og var en mester i at opbygge fantasiuniverser. Hans bøger har tjent til mange fantasiflugter for undertegnede igennem årene.

Peter F. Hamilton – ’The Reality Dysfunction’ (1996)

Sommeren 2008 købte jeg ‘The Reality Function for at have den med på sommerferie til Magadino. Jeg er ikke blevet så imponeret af en bog de sidste ti år, læster i den konstant. Den rummer ALT hvad en sci-fi bog skal, og åbnede mine øjne for space opera genren. Til tyder krydsede den over i horror, hvilket blot gjorde den endnu bedre. Dens to efterfølger var også fremragende, men ’Reality Dysfunction’ er uden tvivl det bedste skønlitteratur jeg har læst på denne side af de 25.

Hans Jørgen Nielsen – ’Fodboldenglen’ (1979)

En typisk dansklærerbog, men jeg elsker den stadig hæmningsløst. Bogen handler om politik, 70’ernes desillusion ungdomsoprøret og sidst, men bestemt ikke mindst: Fodboldklubben Fremad Amager. Betød meget for min opfattelse af dansk litteratur, som jeg ikke havde interesseret mig synderligt for.

Paul A. Sabatier: ’Theories of the Policy Process’ (1999)

I foråret 2004 fulgte min bachelormakker (og senere specialemakker) Henriette og jeg et udbud policy processer, som dengang var noget af det hotteste man kunne diskutere indenfor forvaltningspolitik. På pensum var adskillige kapitler fra ’Theories of the Policy Process’, og jeg forgudede bogen, som blev benytttet som teoriramme for både BA-projektet og specialet. Jeg bladrer stadig af og til i bogen, eftersom at policy proces analyse er nogenlunde det eneste indenfor politologien, som jeg synes er genuint spændende. Hvis jeg engang skal skrive et phd-projekt, så er jeg ikke i tvivl om, at Sabatier også vil være min bedste ven på det tidspunkt.

John Darwin – ’After Tamerlane: The Rise and Fall of Global Empires’ (2008)

Mit første spæde forsøg ud i at læse historiebøger. Det var en stor oplevelse, særligt fordi jeg er til salg for store, sweeping verdenshistoriebøger. Historiebøger er nu min primære last, når jeg står i en boghandel.

Dunleavy & O’Leary: ’Theories of the State’ (1987)

Er alle statskundskabere på KU’s bibel. Introbogen til selve faget statskundskab/komparativ politik, og den er så fremragende, at den stadig benyttes her 23 år efter sin udgivelse. Bevares, man kunne nok godt ønske sig at nyere teoriretninger indgår, ligesom at marxisme afsnittet næppe ville være så omfangsrigt, hvis bogen var skrevet i dag. Men det er skønhedsfejl. Bogen er en guldgrube, som jeg stadig kan finde på at kigge i.

John Kingdon ’Agendas, Alternatives and Public Policies’ (1984)

Endnu en klassiker indenfor policy process analyser, og det måske mest elegant fremførte argument, som jeg endnu har læst. Formende for hvordan jeg tænker politik og beslutningsprocesser.

Peter Hall & Rosemary Taylor: ’Political Science and the Three New Institutionalisms’ (1996)

Ganske vist ikke en bog, men snarere en artikel i tidsskriftet Political Studies. Er også em golden oldie i på statskundskab. Åbnede mine øjne for den historiske institutionalisme, som jeg stadig holder meget af som teori og forklaringsramme for sociale fænomener.

Set i bagspejlet er antallet af finlitterære bøger ret begrænset, ligesom jeg sikkert har glemt nogle vigtige børnebøger. Astrid Lindgren kunne snildt have været med på listen, men så havde jeg været nødt til at indrømme, at jeg altid tudbrøler til slutscenen i ’Brødrene Løvehjerte’. Ak og ve.

Hvilke bøger har formet jer?

Søges: Steder at solde familieformuen op

Som bekendt er jeg i almindelighed indbegrebet af zen-buddhistisk tålmodighed og balance. Men jeg går alligevel og er rigtig godt og grundigt gnaven over den alenlange leveringstid ved Amazon.

Det er egentlig ikke fordi jeg mistænker firmaet for at være nogle charlataner. De sendte mig en elskværdig mail i mandags om, at nu havde de smidt sidste sæson af Battlestar Galactica (og andre godter) afsted med posten. Så tingene er gået ganske snabt i deres ende.

Herefter applikerede jeg min (indrømmet!) ret begrænsede analyseevne på problemstillingen: ‘Hvornår arriverer pakken monstro i min favn?’. Jeg nåede efter en time eller to frem til, at en pakke sendt fra England om mandagen, alt andet lige burde kunne nå frem indenfor højest tre-fire dage.

Dér tog jeg fejl. Grueligt fejl, faktisk. For jeg er stadig ensom, alene og aldeles pakkeløs.

Estimaterne tyder nu på mandag, ja, hvis ellers at Post Danmark (eller hedder de allerede Post Norden nu?) gider hanke blot en anelse om i den faglige stolthed, og så se at få leveret min pakke.

Som nævnt synes jeg egentlig at Amazon er en flok hædersmænd, men det forekommer lang tid at vente på varer man køber.

Kan nogle af de få tilbageværende læsere bidrage med erfaringer?

Kan de danske/skandinaviske netbutikker i almindelighed konkurrere når vi taler priser (og leveringstid!) på cd’er og dvd’er? Hvis ja, hvem er i så fald bedst? CDON, eller? Og hvad med bøger? Er saxo.com et reelt alternativ til Amazon?