Søges: Steder at solde familieformuen op

Som bekendt er jeg i almindelighed indbegrebet af zen-buddhistisk tålmodighed og balance. Men jeg går alligevel og er rigtig godt og grundigt gnaven over den alenlange leveringstid ved Amazon.

Det er egentlig ikke fordi jeg mistænker firmaet for at være nogle charlataner. De sendte mig en elskværdig mail i mandags om, at nu havde de smidt sidste sæson af Battlestar Galactica (og andre godter) afsted med posten. Så tingene er gået ganske snabt i deres ende.

Herefter applikerede jeg min (indrømmet!) ret begrænsede analyseevne på problemstillingen: ‘Hvornår arriverer pakken monstro i min favn?’. Jeg nåede efter en time eller to frem til, at en pakke sendt fra England om mandagen, alt andet lige burde kunne nå frem indenfor højest tre-fire dage.

Dér tog jeg fejl. Grueligt fejl, faktisk. For jeg er stadig ensom, alene og aldeles pakkeløs.

Estimaterne tyder nu på mandag, ja, hvis ellers at Post Danmark (eller hedder de allerede Post Norden nu?) gider hanke blot en anelse om i den faglige stolthed, og så se at få leveret min pakke.

Som nævnt synes jeg egentlig at Amazon er en flok hædersmænd, men det forekommer lang tid at vente på varer man køber.

Kan nogle af de få tilbageværende læsere bidrage med erfaringer?

Kan de danske/skandinaviske netbutikker i almindelighed konkurrere når vi taler priser (og leveringstid!) på cd’er og dvd’er? Hvis ja, hvem er i så fald bedst? CDON, eller? Og hvad med bøger? Er saxo.com et reelt alternativ til Amazon?

Ud af skabet

Man burde velsagtens skamme sig.

Men jeg laver altså ikke noget fornuftigt i disse dage. Ingen dybe tanker over verdens sande tilstand (selvom jeg som Eurasia-nörd vel burde väre aldeles oprevet over de seneste ugers konflikt i Georgien) og ingen större fysiske aktiviteter a la nye bjerg-erobringer.

Det skyldes dels at både Maria og undertegnede er blevet en anelse små-sengeliggende af forkölelse, dels at vejret er skiftet ganske kraftigt om. Vi er gået fra bagende temperaturer og grillende sol til nu at befinde os i start 20’erne og have skiftevis kraftig regn, så overskyet og endelig periodevis sol. Området er også smukt i den slags vejr (jeg kan til stadighed fascineres af at se på hvordan skyerne opförer sig i bjergene!), men den slags omskifteligheder lägger nu alligevel ikke rigtig op til de store udendörsaktiviteter. Hvis vi ser bort fra en solbadedag i Lavertezzo i den smukke Valle de Verzasca og gårdagens besög i Locarno og Ascona, så er de sidste tre-fire dage derfor primärt blevet brugt til indendörs sysler a la bogläsning, familiehygge og en svömmetur eller to i Lago Maggiore.

Således fik jeg forleden färdiggjort förste bind i Peter Hamiltons ‘Night’s Dawn’ science-fiction bogserie. Sci-fi er min hemmelige last, som jeg efter adskillige års tabu, fremmedgörelse og det-snakker-vi-ikke-om-offentligt nu har tänkt mig at udleve i fuld flor. Jeg har altid elsket Frank Herberts ‘Dune’ böger og haft en varm passion for Philip K. Dick, ligesom jeg som nördet teenager havde stor gläde af Isaac Asimovs ‘Foundation’ böger. De senere år har jeg dog på ulykkelig vis forsögt at undertrykke min sci-fi lidenskab, under vrangforestillingen om, at rumskibe, tidsrejser, episke fortällinger og kolonisering af fremmede planeter ikke var sobre emner at beskäftige sig med for en veluddannet og seriös ung mand. Imidlertid lånte jeg forleden Walter Jon Williams ‘Dread Empire’s Fall’ serie på biblioteket, og det var som at smide en tändstik ned i knasende tört hö. Passionen blev atter vakt til live, og når först de intergalaktiske rumkampe brager og de spekulative fremtidsvisioner folder sig ud, så er jeg helt og aldeles til salg.

Assisteret af det trofaste internet og en nästen ligeså nördet kollega, fandt jeg ud af, at Hamiltons ‘Night’s Dawn’ serie skulle väre noget när det ypperste som sci-fi genren har budt på de sidste 10-15 år. Det viste sig dog at väre en underdrivelse, for det er sandt for dyden mange år siden, at en bog har bläst benene så godt og grundigt väk under mig som ‘The Reality Dysfunction’, den förste del i serien, har gjort det. Den er helt eminent god. For det förste har Hamilton en ualmindelig god fantasi og det univers han har opbygget er helt igennem fascinerende. For det andet er han god til at skrive, et kendetegn som det desvärre ikke er alle sci-fi forfattere som besidder. Herudover er historien drönuhyggelig og der er fart på hele tiden. Det er som om at universerne fra Dune, Foundation og Blade Runner har fået et elskovsbarn sammen med den förste Alien film, og samlet set har man den mest fabelagtige bog i mands minde. Og det bedste af det hele er, at jeg kun har läst den förste af tre böger. Der er med andre ord stadig 2000+ sider som jeg kan svälge i. Jeg kan nästen ikke vente med at komme hjem og plyndre Fantask når jeg kommer hjem!

Det nästbedste ved at komme ud af sci-fi skabet er, at jeg nu med god samvittighed kan bekende mig til underlödige tv-serier såsom Lost (indiskutabelt den mest sci-fi’ede tv-serie overhovedet) og – måske – Heroes (som jeg stadig mangler rigtig at blive fascineret af. Måske Sven kan hjälpe?). Jeg har aldrig rigtig fået set tv-serier som Star Trek eller Battlestar Galactica, men jeg har på fornemmelsen, at det er noget jeg burde göre mig mere i.

Det er med andre ord fagre nye verden. For at komme lidt ned på jorden igen, er jeg efterfölgende begyndt at läse Lawrence Wrights ‘The Looming Tower’ om Al-Qaedas udvikling fra 1940’erne indtil 11. september 2001. Normalt orker jeg ikke at läse nogle af de uendelig mange konspiratoriske NU-afslörer-jeg-sandheden-bag-9/11-og-krigen-mod-terror-og-Irak (gät hvad, det var Bush der gjorde det hele. Mwahahahahahaha!!!) böger, men da jeg havde läst positive anmeldelser i såvel Weekendavisen, Economist og Atlantic Monthly + at bogen har vundet Pullitzer prisen i 2007, så tänkte jeg at det var på tide at få udvidet horisonten lidt. Og den er virkelig spändende. Jeg er kun nået til side 89, men vi har allerede väret rundt om bl.a. islamismens bedstefar Sayyid Qutb og baggrunden for Ayman Al-Zawahiri og Osama Bin Laden. Det er dyster, men spändende og berigende läsning. Og heldigvis er Wright en alt for dygtig forfatter til at slynge postulater og dommedagsteorier rundt omkring sig. Bogen kan indtil videre varmt anbefales.

Rygterne vil vide, at der just nu er et ophold i regnen og at vi derfor skal en tur ud at vandre igen. Må hellere se at få snörret skoene og komme afsted.

Journey from A to B

Selvom man er doven af natur, kan man jo sagtens føle sig lidt ophængt. Så efter at de seneste dages specialearbejde ikke helt har hidbragt det ønskelige resultat (er stadig ikke tilfreds med vores analyse), så trængte jeg til den klassiske ‘lørdag-formiddag-på-Østerbro’ tur. Med andre ord ruflede Maria og jeg en tur på Ndr. Frihavnsgade for at købe lidt ind, samt en tur omkring Casablanca Records på Østerbrogade. Som sædvanlig var frekvensen af barnevogne, samt tilhørende ressourcestærke og overskudsagtige mennesker tårnhøj, men sådan en klar vinterdag er Østerbro nu alligevel svær at slå.

Selvom nettet vel i dag er et bedre sted at købe musik både pris- og udvalgsmæssigt, så sætter jeg stadig pris på at støtte de lokale butikker. Folkene i Casablanca er ligeledes ganske rare og ikke nærige med deres musikviden, så alt i alt har jeg det udpræget fint med at have investeret i Guillemots: ‘Through the windowpane’. Har vist nævnt Guillemots et par gange efterhånden, de er gamle bekendte fra de forskelle musik-blogs jeg frekventerer. Deres album kører i baggrunden i skrivende stund, og det er ganske nysselig musik. De kan ihvertfald finde ud af at skrue melodiøs indiepop sammen. Jeg har tilsyneladende også formået at udøve min dårlige indflydelse på Maria, ihvertfald købte hun sin første cd i årevis. Tilmed var det en anden yndlingskunstners nye album – Moneybrother: ‘Pengabrorsan’. Han er tilsyneladende gået over til at synge på svensk – hvordan det spænder af, må jeg lige vende tilbage omkring.

Er ellers gået igang med at genlæse Douglas Coupland’s Miss Wyoming i mine skrivepauser. Den er fra 2000 og stadig ok, slet ikke dårlig, men dog langt fra højderne i Microserfs (den direkte inspirationskilde til denne blog) og Generation X. Tidligere når jeg ved sociale komsammener skulle nævne min yndlings skønlitterære forfatter, nævnte jeg konsekvent Coupland. Ligeledes var jeg nok det Nordjyske Landsbibliotek flittigste låner af hans øvrige romaner og novellesamlinger Shampoo Planet, Life after God og Polaroids from the Dead. Selvom jeg stadig forsøger at læse alt hvad han udgiver, så er han blevet stadig mindre relevant for mig. På trods af at være opkaldt efter en The Smiths sang (hvilket jo burde borge for kvalitet!), så var Girlfriend in a Coma egentlig ikke særlig god. Hans nyeste roman, jPod, var en skuffelse, ligesom hverken Hey, Nostradamus! eller Eleanor Rigby var helt oppe at ringe. Man kan argumentere for at Coupland skriver for generationerne før mig. Generation X var ‘twentysomethings’ i begyndelsen af 1990’erne, og Coupland artikulerede dengang de træk som kendetegnede denne generation der kom efter baby-boomerne: Identitetskvaler, mistro til ‘grand-narrativer’, smånihilisme, postmoderne meningsløshed og en overdreven brug af ironi. Men Coupland er i dag ved at være en aldrende herre. Han er ikke længere chick og hans forkærlighed for popkunst (han forsøger at skabe en lident succesfuld karriere som installationskunstner!) virker lidt gammeldags efterhånden. Dialogerne i hans bøger er karikerede og omtrent ligeså troværdige som dem i Gilmore Girls. Personerne er lidt for snappy, lidt for ironiske, kender lidt for mange små-obskure popkulturfænomener og er lidt for gode til de kække kommentarer. Nu omgås jeg måske ikke de rigtige mennesker, men erfaringsmæssigt er det altså forholdsvis sjældent, at folk kan holde über-intellektuelle ironiske ping-pong sekvenser kørende i længere tid. Det kan de dog i Couplands bøger – og i længden går det ud over handlingsforløbene, som aldrig har været hans stærke side. Vil sandsynligvis stadig namedroppe Coupland, men har på fornemmelsen at jeg snart trænger til ny skønlitterær inspiration. Er min ambition at læse mere skønlitteratur når jeg engang bliver færdig med studiet – så hvis der er nogle gode forslag til forfattere jeg burde opdage, så er jeg lutter øren.

Play again? Y/N

Tilbage fra et weekendbesøg på hjemstavnen, det var hyggeligt, bortset fra at DSB syntes de ville lægge en ekstra time oven i turen hjem i går aftes. Mmmm, en ekstra bonustime i toget? Så jeg skal sidde at dø indvendigt i seks timer fremfor fem? Nææææh, tak skal I have! Det er næsten alt for meget!

Turen blev dog nogenlunde udholdelig, da jeg havde købt Douglas Couplands ‘jPod’ om lørdag. Jeg har tidligere hypet bogen i højstemte vendinger (vel at mærke uden at have læst den…!), så da jeg læste at charlatanen Stobbe allerede havde investeret i den, blev jeg selvsagt nødt til at handle hurtigt! Og efter at have kværnet bogen i et hug, så kan jeg konstatere, at Coupland ikke har mistet det ironiske greb, men at han efterhånden er løbet tør for idéer når det gælder handling. Især slutningen virker forhastet og ikke særlig gennemtænkt. Og så er jPod den første bog af ham, hvor der ikke er en person som jeg fandt udpræget interessant. Nuvel, det er stadig en god bog som jeg glædeligt anbefaler videre, men den når ikke Microserfs eller Shampoo Planet højderne.

Bortset fra det, så gik weekenden med at være familiesocial osv. Lige nu sidder jeg og skal i gang med dagens arbejde, på listen foran mig står (med ubehjælpelig håndskrift): administrative bøder, bruttooplæg, elprisanalyse, organisationernes økonomi – afventer HTS-I og HVR, Nordsøolienotat. Har også en ambition om at slæbe min dovne mås i SATS senere, så alt i alt en dag som de fleste andre!

PS. Må hellere afslutte med et lille citat fra bogen: ‘I asked Kaitlan about irony, and it turns out that only twenty per cent of human beings have a sense of irony – which means that eighty per cent of the world takes everything at face value. I can’t imagine anything worse than that. Okay, maybe I can, but imagine reading the morning newspaper and believing it all to be true on some level.’

The only constant is change

Så nåede jeg minsandten hjem og efter en god nats søvn er jeg nu frisk og frejdigt igang med at lytte til den samlede høst af cd’er som jeg samlede op i Japan. Turen hjem var lang, men gik fint. Vi fløj fra Seoul Incheon kl 14.35 lokal tid, og efter ca. 17 timers rejse (inkl. et stop i Frankfurt), tumlede jeg overtræt rundt på kollegieværelset og pakkede ud. I Seoul lufthavn købte jeg Economist og Jonathan Safran Foer’s ‘Everything is illuminated’. Sammen med diverse aviser og en amerikansk udgave af Nick Hornby’s ‘Fever Pitch’ (jeg kommer ALDRIG til at synes om Drew Barrymore!), fik de mig nogenlunde gennem turen. ‘Everything is illuminated’ var ok, omhandler jødeforfølgelser i Ukraine under 2. verdenskrig, men var til tider lidt konfust skrevet. Kan ikke helt forstå at Hr. Safran er blevet så hypet som han er.

Idag skal jeg så akklimatisere, til timer og have køkkenrengøring. Når jeg sidder og kigger på min to-do liste for november, så ser det ud til at blive en stresset omgang – især er der jo en fest den 12. der skal arrangeres….! Vi har møde i udvalget i morgen, så lad os nu se.

Ellers virker det ikke om om at der sket det helt store herhjemme (hvad havde du forventet på to uger?), så jeg må hellere se at komme i gang med at lave nogle skandaler på kollegiet så det hele ikke bliver gråt alt sammen 😉