Now is Not The Time

Da den i øvrigt udmærkede tv-serie ’House of Cards’ fik premiere, omhandlede en af de store historier hvordan Netflix havde udnyttet ’Big Data’ til at skrue manuskriptet sammen og give seerne præcis det, de gerne ville have.

For at least a year, Netflix has been explicit about its plans to exploit its Big Data capabilities to influence its programming choices. “House of Cards” is one of the first major test cases of this Big Data-driven creative strategy. For almost a year, Netflix executives have told us that their detailed knowledge of Netflix subscriber viewing preferences clinched their decision to license a remake of the popular and critically well regarded 1990 BBC miniseries.

Netflix’s data indicated that the same subscribers who loved the original BBC production also gobbled down movies starring Kevin Spacey or directed by David Fincher. Therefore, concluded Netflix executives, a remake of the BBC drama with Spacey and Fincher attached was a no-brainer, to the point that the company committed $100 million for two 13-episode seasons.

Så vidt, så godt. Der er dog også andre (og muligvis mere bekymrende) tendenser på spil. For hvad vil Big Data tilgangen betyde for den kreative proces? Hvis det lykkes for Netflix at perfektionere det sådan, at vi får præcis det vi ønsker os, hvornår og hvordan skal vi så opleve det nye og anderledes? Hvordan vil man så fnde den skæve film eller bogen man ikke på forhånd anede var fremragende? Vi ser også denne på andre måder. Som når man havner i Googles ’Filter Bubble’ eller kun læser nyhedsmedier, som man på forhånd er enige med. Hvis ikke man selv gør en aktiv indsats for at opsøge det anderledes, risikerer man at leve en ikke særlig mangfoldig tilværelse.

Jeg kom til at tænke på ovenstående, da jeg i dag færdiggjorde James S.A. Coreys sublimt underholdende space opera værk ’Leviathan Wakes’. Det lyder muligvis skægt, men bogen er simpelthen for god. Hvordan skal jeg forklare det? Jo, altså, det er som at forfatteren har bestræbt sig på at ville lave space opera genrens svar på en blockbuster film. Han har taget alle de elementer, som han ved virker – og så fusioneret dem på en sådan måde, at 2 +2 = 5. Bogen er sindssygt god. Jeg er ikke blevet så godt underholdt, siden første bind af Peter F. Hamiltons ’Night’s Dawn Trilogy’. Man skulle næsten tro, at forfatteren havde sat sig ned og analyseret samtlige sci-fi elskeres præferencer, og så indrettet sin historie, skrivestil og personer efter hvad han ved, der fungerer. Jeg vil ikke beskrive bogen som uægte eller uoriginal, for historien og verdensopbygningen er godt tænkt igennem. Men jeg føler mig på en sær måde udnyttet efter at have læst bogen. Den er på en måde for kalkuleret. Som om at forfatteren ville lave en pastiche over space opera genren, strikkede samtlige essentielle elementer sammen – og så endte med at have noget rigtig, rigtig godt. Det lyder muligvis meget meta-meta diskussions agtigt. Men jeg kan godt identificere fælderne og jeg ved godt, hvornår jeg bliver snøret med de små tricks. Så samtidig med at jeg hopper lykkeligt i med begge ben, så irriteres jeg over at jeg er så dum og så nem at få med i seng.

Et andet eksempel er den britiske actionserie ’Strike Back’, som Den Bedre Halvdel og jeg ser på HBO Nordic. Den er fuld af klichéer. Alle mændene har så skarptskårne kæber, at man kan slibe sin kniv på dem. Der er militær patos, stereotyp machismo, æresbegreber. De to hovedpersoner er noget nær en perfekt binær kode (lys/mørk, mut/talende, familiemand/skørtejæger etc.) og historierne er forudsigelige. Men det gør ikke så meget for klichéerne fungerer. Igen bliver jeg udnyttet, men jeg ved det og jeg kan lide det. Jeg vil anbefale alle at se serien, men de skal være klar på at give slip på deres indre kulturkritiker.

Det bekymrer mig lidt, at mine præferencer udvikler sig sådan. Overvejer om jeg ikke snart burde udfordre mig selv med nogle bøger, film og tv-serier indenfor genrer, som jeg normalt ikke begår mig i. Jeg frygter i hvert fald at blive et monokausalt og snæverttænkende menneske.

Stejl læsekurve

Efter at have diverteret min flygtige opmærksomhed med en række historie- og samfundsfaglige bøger, har jeg nu for alvor fået den skønlitterære kam til mit hår. Inspireret af Hank Moody og en evig pestillens af en kommentator her på siden, har jeg igangsat et storslået ’opnå skønlitterær street-cred’ projekt for mig selv. Ikke ved at læse de gamle klassiker (ingen ’Kongens Fald’ eller Platon til mig, tak, den slags er bedre at læse om end at læse selv), men derimod ved at læse de moderne klassikere fra 1940 og frem. Målet er at jeg kan fremstå som en vaskeægte beatnik, der kan recitere de vigtigste skelsættende værker – og virkelig forstå de oprigtig intellektuelle menneskers popkulturelle og kontekstuelle referencer til dette og hint.

Jeg begyndte med den febrilske Hunter S. Thompson milepæl ’Fear and Loathing in Las Vegas’ (1972), der vel bedste kan beskrives som 170 siders LSD-drevne rablerier. Kan efter endt læsning godt forstå at bogen er berømt, inspirerende og genredefinerende. Men omkring halvvejs begyndte jeg at savne noget handling. At læse ’Fear and Loathing’ er mest af alt en stiløvelse. Lidt ligesom at se ’Kill Bill’ filmene. Instruktøren og forfatteren er utvivlsomt genial, og den popkulturelle kapital er tårnhøj. Men man føler ikke noget efter at have fortæret bogen. Eller også har jeg bare ikke helt fattet, hvad det drejer sig om. Som en mindre skønånd skrev til mig i en sms:

”Ach…men altså. Det er jo ikke en bog, der skal gøre varm. Da jeg læste den var det som at blive losset i skridtet. Et festfyrværkeri af ord og beskrivelser, som kun amerikanere kan levere. En ekvilibristisk Tour de force skrevet af en sindssyg. Et tidsbillede af en nation. Og så erindrer jeg ikke at have grinet mere af en bog.”

Nu er jeg så i gang med David Foster Wallace ’Infinite Jest’ (1996), der også står på samtlige højrøvede feinschmeckeres reoler. Jeg vidste nok ikke helt hvad jeg gik ind til, da jeg bestilte bogen. Men den er bogstavelig talt murstenstyk. Historien springer rundt i kronologien, siderne er labyrintiske. Nej, virkelig, sådan ser den ud over alt. Ja, det er sådan at David Foster Wallace ruller. På 1072 sider. Hvoraf de 100 er fodnoter, som åbenbart er essentielle at læse. Uagtet at de er fuldstændig gakkelak. Faktisk er ’Infinite Jest’ en af den slags bøger, hvortil der findes adskillelige ’sådan læser du bogen’ guides på nettet (se her og her), ligesom der findes en decideret reference book. Disse guides rummer bl.a. følgende guldkorn:

 

“If you opt not to destroy your copy of IJ, you should use the three bookmark method. One bookmark for where you are in the main text, another for your current footnote location, and a third for page 223, which lists the years covered by the novel in chonological order, from the Year of the Whopper (which corresponds to 2002) to the Year of Glad (2010). To say that IJ skips around quite a bit chronologically is an understatement, so keeping the timeline straight is important.”

og

“Around page 50, you’re going to feel a sinking sense of dread, as it dawns on you how much stuff you’ll be asked to keep track of: lots of characters coming and going, subplots upon subplots, page long sentences, and more. You have to believe that what seems at first like a bunch of disconnected vignettes will in fact come together; that the connections among what seem like radically disparate plot lines really do make themselves apparent in time. But at first, it requires something of a focus on the local plot lines, and a leap of faith in the fact that the global picture will eventually resolve.”

Nuvel, jeg vil ikke sige, at det er umuligt at jeg kommer igennem ‘Infinite Jest’. Men det bliver da en udfordring. Så mangler jeg bare, at der kommer belæste mennesker på besøg i mit ydmyge hjem, ser mit gennemlæste eksemplar af bogen på reolen og falder behørigt på røven over hvilket intellektuelt fyrtårn, de er på besøg hos. Jeg kan næsten ikke vente.

Ex Libris

Er gået en smule i stå med læsningen for tiden. Det er et stykke tid siden jeg modtog en livline fra Amazon. Det er selvforskyldt. For måske jeg begik en fejl sidste gang, da jeg – noget overambitiøst – bestilte to murstenstykke historiske bøger: Anne Applebaum ’The Iron Curtain: The Crushing of Eastern Europe 1944–1956’ og Christopher Clark ’The Sleepwalkers: How Europe Went to War in 1914’.

Begge bøger har fået ustyrligt gode anmeldelser og er på ’Best Books’ listerne i alle de pseudointellektuelle magasiner, jeg læser for at opretholde min nødtørftigt opretholdte facade om almendannelse. De er af den type, som anmelderne i bemeldte pamfletter anvender tillægsordet ’magisterial’ om. Underforstået at der ikke er en historieprofessor ved Cambridge og Oxford, der ikke ville blive fuld af kærlige og rørstrømske følelser, hvis de ved et begrædeligt uheld kom forbi Jordhulen her i Hjørring, og tog sig den frihed at undersøge husstandens bogreoler. Den slags snobber jeg hæmningsløst efter, så det var ganske oplagt at købe dem.

Men de er lange. Virkelig lange. Nej, faktisk er de alt, alt for lange.

Applebaum opgav jeg efter 400 sider, da det gik op for mig, at ligegyldigt hvor meget jeg end pruster og stønner, så skriver hun stort set intet om det eneste Central- og Østeuropæiske land, som jeg virkelig går op i (i.e Tjekkiet og det daværende Tjekkoslovakiet). Derimod er der mange ørkenvandrende sider om de kommunistiske ungdomsorganisationer i Polen. Det burde muligvis ikke komme bag på mig (hun er trods alt gift med den nuværende polske udenrigsminister), men derfor kan man jo godt føle sig lidt snydt alligevel.

Clarks bog har jeg ikke opgivet helt endnu. Det skyldes mest af alt, at jeg ved at jeg BURDE synes om den. Et af mine historiske yndlingsimperier – det østrig-ungarske kejserige – spiller en hovedrolle i bogen og optakten til 1. verdenskrig, hvorfor jeg ikke burde sidde der i togkupéen og ønske, at forfatteren dog bare snart ville se at få skudt ærkehertug Franz Ferdinand inden alt for længe. Men det gør jeg altså. Og det giver mig dårlig samvittighed og bekymringer over min manglende intellektuelle udholdenhed.

De to bøger er ikke blevet serviceret bedre af, at jeg ved siden af dem har været nødt til at ofre Stephen Kings (i retrospekt lidt skuffende) post-apokalyptiske ’The Stand’ og David Gemmell ’Dark Moon’ min opmærksomhed hen over juleferien. Sidstnævnte havde jeg læst et sted på nettet skulle være en veritabel klassiker indenfor fantasygenren, men når man først har gift sig med George R.R. Martin (og hans blodige og sexistiske stil), så er det vanskeligt at håndtere den noget mere bovlamme high fantasy stil.

I tiden efter har jeg mest af alt læst min Weekendavis og mit The Economist, men nuvel, nu har jeg trodset den akutte recession, som lejlighedssalget har efterladt min privatøkonomi i. Der er simpelthen en ny ladning bøger på vej. Og det er ikke for børn, skulle jeg lige hilse at sige.

Inspireret af mit nye idol Hank Moody glæder jeg mig til frådende at fortære Hunter S. Thompsons ’Fear and Loathing in Las Vegas’ og David Foster Wallace ’Infinite Jest’. Der er næppe noget der kan kickstarte min karriere som perma-ironisk beatnik forfatter, end at læse den slags smuds. For at glatte overfladen ud, bestiller jeg dog også en sci-fi bog (Greg Bear: ’The Forge of God’) og en historiebog (Peter Watson ’The Great Divide: History and Human Nature in the Old World and the New’).

Håber altsammen på, at det vil få stimuleret lidt af den tankeaktivitet og kreativitet, som jeg har manglet lidt den senere tid. Hvem ved, måske jeg endda også vil skrive her lidt oftere. Hører i den forbindelse gerne om hvad de nærværende læsere har gang i af bøger for tiden.

Aktuel eskapisme

Et triumvirat hersker uindskrænket indenfor fantasygenren. Tre mænd (to er døde, en er selve definitionen af den gnavne gamle mand) dominerer hylderne i ’sci-fi & fantasy’ sektionerne i alverdens boghandlere og lufthavne.

J.R.R. Tolkien er hvad man i amerikanske krimiserier ville kalde for genrens OG. Det meste indenfor genren er enten skrevet efter ham eller op imod ham. Efter en behagelig pause fra hysteriet afstedkommet af ’Ringenes Herre’ filmene (2001-2003), skal vi med filmatiseringen af ’The Hobbit’ nu igen martres af hans hobitter, orker, New Zealandske landskaber og keltiske mytologi. Det bliver ulideligt, men kasseapparatet skal nok klimpre lystigt alligevel.

Den anden (og nulevende) fantasyhersker er George R.R. Martin. Han er anti-Tolkien. Hvor Tolkiens bøger er fulde af episke helte, høvisk tale, ædle handlinger og klart definerede grænser mellem godt og ondt, så er Martins bøger blodige, dystre, fulde af incest, meningsløs vold, imperfekte helte og forfald. Hans opus magnum er ’A Song of Ice and Fire’ serien, der har opnået fænomenal popularitet. Dels i kraft af egne kvaliteter, dels i kraft af HBO’s fantastiske tv-serie (opkaldt efter den første bog ’A Game of Thrones’). Fantasygenrens klassiske motor (det godes kamp mod – og i sidste ende uundgåelige sejr over – det onde) kortsluttes i Martins bøger. Han bliver ofte beskyldt for at være voldsfetichist og afvigende, men bag den grumme tone gemmer sig et pacifistiske budskab. Volden har altid konsekvenser og er sjældent en løsning. Heller ikke når den udøves af ’de gode’. Seriens eneste ædle og rethandlende person, Eddard Stark, bliver således halshugget uceremonielt trekvart inde i første bind på foranledning af den aldeles uelskelige tronraner Joffrey. Generelt har Martin ingen kvaler med at slå sine hovedpersoner ihjel. Det er forfriskende og vældig post-moderne sådan at lege med læsernes følelser, men også farligt.

Faren opstår især fordi Martins skrivetempo er legendarisk langsomt. Der gik således fem år mellem bog tre, ’A Storm of Swords’ og bog fire ’A Feast for Crows’ – og siden igen seks år inden den femte bog, ’A Dance with Dragons’ udkom sidste sommer. I sig selv er det ikke problematisk at forfattere tager sig den tid, de har brug. Faktisk er det bedre, end at de udgiver et eller andet uigennemarbejdet sprøjt. Men Martin tog en problematisk beslutning efter den fuldstændig fremragende over-the-top episke afslutning i ’A Storm of Swords’. Fremfor at følge op på alle de vildtvoksne plottråde og hans cliffhanger slutning, valgte han kun at fokusere på halvdelen af personerne i den efterfølgende ’A Feast for Crows’. Det var en fejl. Nu skrev jeg godt nok før, at der ikke er helte i Martins bøger, men det passer ikke helt. Nogle af de fejlbehæftede personer er mere elskelige end andre. Og 90 pct. af alle læserne har enten Jon Snow, Arya Stark eller Tyrion Lannister som yndlingspersoner. Det kan ikke være anderledes. Så at skrive en bog på 900 sider, hvor man fuldstændig ignorerer de karakteres skæbne – vel at mærke efter at have lade ens læsere vente i fem år – var grove løjer. Ikke at det generede Martin betydeligt. Han tog som nævnt seks år mere om næste bog, så i alt måtte fans af Tyrion vente 11 år efter ’A Storm of Snow’ på at høre nyt om deres yndling. Det kræver selvtillid eller enganske ualmindelig tilstand af kold-i-røven at behandle sine læsere på den måde. Nu venter vi så alle på sjette bind, ’The Winds of Winter’ der udkommer engang i udefinerbar fremtid. Martin er nok ligeglad med læsernes utålmodighed. Han sælger blot flere og flere bøger i takt med at tv-seriens popularitet, og har næppe travlt med at blive færdig med sit guldæg.

En del læsere er nervøse for, at Martin skal få samme skæbne som den sidste af de tre fantasykonger. Robert Jordan døde i 2007 uden at have færdiggjort genrens måske allermest episke og ambitiøse værk, fjorten binds serien ’A Wheel of Time’. De sidste tre bind er blevet skrevet færdig af et andet hotshot indenfor genren, Brandon Sanderson, og det sidste, ’A Memory of Light’ udkommer her i januar 2013. Jordans fanskare er enorm, og bogen bør blive en stensikker nummer 1 på New York Times’ bestsellerliste. Jordan er imidlertid også lidt af en vandedeler. Enten elsker man ham ubetinget, eller også kan man ikke holde ham ud. Selv hælder jeg nok mod den sidste lejr. Lidt karikeret kan man kalde Jordan for Tolkiens arving. Han har adopteret alle Tolkiens værdier (den ekstensive verdensbygning, den højstemte tone, den klare godt-ondt opdeling), og har tilmed mimeret hans skrivestil. Hvor Martin er en udpræget plotmand, så er den neo-Tolkienske Jordan ligesom læremesteren meget mere optaget af landskabsbeskrivelser, ædel tale og udpenslinger af hvordan en kvindes kjole ser ud. Det betyder, at Jordans bøger ofte er meget lange, uden at der nødvendigvis sker ret meget.

Det er på mange måder synd, at Jordan på den måde så ukritisk har adopteret det Tolkienske syn på hvordan fantasy bør skrives. For bag det uendelige spæklag af overflødige beskrivelser og ord, ord, ord, gemmer der sig et ret interessant plot, der i en mindre ekstensiv forfatters hænder kunne være blevet endog særdeles glimrende. Jordan er ikke videre original, men hans styrke består i at han er ferm til at videreudvikle de koncepter, han stjæler fra andre. Den første bog i serien, ’The Eye of the World’, tyvstjæler plot og rammer fra Tolkien og Star Wars. Frank Herberts sci-fi mesterværk ’Dune’ har åbenlyst også inspireret. Den kvindelige ridderorden Aes Sedai er en slet skjult kopi af Bene Gesserit kulten. Aiel folkefærdet bygger skamløst på ’Fremen’ ørkenfolket. Og tanken om den mandlige frelser er ligeledes kalkeret fra ’Dune’ universets tanker om ’Kwisatz Haderach’. Så er der de mindre detaljer, såsom at Seanchan folket er stærkt inspireret af ’Kelewan’ universet i Raymond E. Feists ’Magician’ fra 1982.

Helhedsindtrykket er, at Jordan er god til at syntetisere andres koncepter, men ikke til selv at lave noget banebrydende genialt. Det er en kulturel model, der godt kan fungere. Langt de fleste popgrupper og -musikere benytter sig af den. Og jeg ville godt kunne leve med det, hvis ikke Jordan var så stor en slave af Tolkien. Jeg har nu kæmpet mig igennem de to første bind af ’Wheel of Time’ serien. Det var en prøvelse. Vi taler små 1900 sider, hvoraf der er bevægelse i plottet på måske 300 af dem. Efter moden overvejelse, stopper jeg derfor nu. Min sjæl kan ikke holde til at læse flere sider om hvordan de underskønne gobeliner ser ud i salene i paladset i Caemlyn. Suk.

Spørgsmålet er nu kun, hvor jeg skal gå videre herfra. Pt. er der ikke så mange ’klassikere’ indenfor fantasygenren, som jeg mangler at få set på. Jeg overvejer at substituere tilbage til science-fiction, som jeg har forsømt igennem det sidste års tid. Flere boganmeldelser følger nok.

Nyt mål i livet

Oplevede et større ’heúreka!’-øjeblik her til morgen under den som altid ildelugtende bustur fra Hjørring (seriøst, de burde få undersøgt det luftanlæg, det er hver morgen, at jeg gisper efter vejret som en velvoksen orne på vej mod slagteriet).

Er i gang med Norman Davies ’Vanished Kingdoms: The History of Half-Forgotten Europe’, en bog der på mange måder er tabernes historie. Den handler om en lang række glemte riger i løbet af Europas historie (eksempelvis kongeriget Tolosa fra år 418 til 507 og Litva fra år 1253 til 1795), og er en fornøjelse at læse. I afsnittet om Byzans – et historisk emne, jeg har et notorisk svagt punkt for – blev jeg blæst væk af følgende sætning:

”Professor Sir Steven Runciman (1903-2000), an eccentric gentleman scholar, was conversant with an astonishing array of languages, including, reputedly, Greek, Latin, Turkish, Farsi, Arabic, Georgian, Armenian, Russian and Bulgarian, and in the title of an influential early work he bravely linked ‘Byzantine’ with ‘Civilisation’.”

hans wiki-side kan man endvidere læse følgende:

“In his personal life, Runciman was an old-fashioned English eccentric, known, among other things, as an aesthete, raconteur, and enthusiast of the occult. According to Andrew Robinson, a history teacher at Eton, “he played piano duets with the last Emperor of China, told tarot cards for King Fuad of Egypt, narrowly missed being blown up by the Germans in the Pera Palace hotel in Istanbul and twice hit the jackpot on slot machines in Las Vegas”.”

Måske det ikke er helt sandt alt sammen, og muligvis er det udtryk for hybris fra min side. Men hvis mit eftermæle bliver ‘Eccentric Gentleman Scholar’ (og muligvis at jeg får æren for at have rehabiliteret de historiske studier af et esoterisk emne), vil jeg dø som verdens lykkeligste mand. Herom hersker der ingen tvivl.

Fængende læsning

Det vil næppe styrke mit flossede renomme i de litterære kredse, men hvis jeg skuer tilbage, så er de tre skønlitterære bøger, som jeg har været mest intenst opslugt af: Michael Crichton ’Jurassic Park’ (skrevet i 1990, læst i 1994), Peter F. Hamilton ’The Reality Dysfunction’ (skrevet i 1996, læst i 2008) og Justin Cronin ’The Passage’ (skrevet i 2010, i gang med at læse netop NU). Andre bøger har bestemt også haft formende betydning for undertegnede, men i kategorien ’Læser-og-glemmer-tid-og-sted’ kategorien, står de tre alligevel stærkest i erindringen.

Måske det er en anelse præmaturt at hylde ’The Passage’, for jeg er ikke engang halvvejs inde i bogen endnu. Købte den mandag morgen i Amsterdam lufthavn, da jeg manglede læsestof til den sidste del af rejsen. Undervejs i USA havde jeg (foranlediget af den behageligt forvirrende sci-fi agtige filmtrailer) læst David Mitchells ’Cloud Atlas’, hvilket dog viste sig at være noget af en lidt nedslående ’tre stjerner ud af seks’ omgang. Havde derfor brug for noget anderledes sublim underholdning den sidste halvanden time hjemad.

Det må man sige at jeg fik i ’The Passage’. Hvilket er overraskende. For jeg har set bogen mange gange siden 2010. I diverse boghandlere og lufthavne. Undladt at købe den. Måske fordi jeg ikke var klar over, hvad det er for en bog. Måske jeg misforstod dens cover?

På mystisk vis har jeg hver gang bildt mig selv ind, at bogen var en slags Stig Larssonsk krimibog om pædofili og menneskesindets dystre sider. Kan man ikke forledes til at tro det af forsiden? Nej? Ikke det? Uanset hvad, så læser jeg ikke den slags bøger. Ligeså meget jeg elsker sci-fi og fantasy, ligeså meget fnyser jeg hånligt af krimier. Så jeg skulle således ud i de jetlagshærgede ekstremer og en prisnedsættelse til 10 Euro, før end at jeg overgav mig. Det er jeg glad for nu. For sagen er den, at ’The Passage’ er en dystopisk, post-apokalyptisk horror-fantasy bog. Og tro mig, det er fremragende. Jeg har ikke været så godt underholdt og fanget, siden sidst jeg læste dystopiske, post-apokalyptiske horror-fantasy bøger som……’Jurassic Park’ og ’The Reality Dysfunction’.

Måske jeg nu har identificeret min yndlings litteraturgenre? Jeg har læst tonsvis af high fantasy og klassisk sci-fi, men selv ikke episke intergalaktiske krige kan fænge mig ligeså meget som en god gammeldags massakre i det rurale Oklahoma udført af virulente og blodtørstige vampyrer. De første 300 sider i ’The Passage’ er simpelthen det bedste, jeg har læst i lange tider. Har aldrig brudt mig særskilt meget om horrorgenren, men jeg formoder, at ’The Passage’ er ligesom at læse Stephen King, når han er i topform (Cronins bog sammenlignes ofte med Kings ’The Stand’, som åbenbart skulle være en klassiker i verden-går-under genren). Og det bedste af det hele? Det er selvsagt, at efterfølgeren til ’The Passage’ udkom her i begyndelsen af november måned. Coveret ser denne gang tilpas dystert og dragende ud.

 Jeg kommer helt sikkert til at læse den også.

Boglektioner

Det har vanen tro været en sommer i sci-fi og fantasybøgers tegn. Allerede inden feriens begyndelse havde jeg opbygget et større bjerg af murstensromaner, som jeg havde en herostratisk ambition om at komme igennem.

Det var først og fremmest en række sci-fi klassikere: David Brin ’The Uplift War’ (1987), Stanisław Lem ’Solaris’ (1961), Vernor Vinge ’A Fire Upon the Deep’ (1992) og Robert Heinlein ’The Moon is a Hard Mistress’ (1966). På fantasysiden fandt man ’Eye of the World’ (1990), det første bind i Robert Jordans über-episke 14-binds ’Wheel of Time’ saga. For at komplettere mit overmod, havde jeg også anskaffet mig første bind i en anden storladen fantasyserie: Steven Erikson ’Gardens of the Moon’ (1999). Endelig havde jeg forinden rekvireret non-fiction bogen ’The Quest’ af Daniel Yergin.

Under ferien valgte jeg så dumstædigt også at gå amok i Science Fiction Bokhandeln i Stockholm. Her lagde jeg de klamme, svedige hænder på en række nye fantasybøger: Raymond E. Feist ’Magician’ (1982), Robin Hobb ’Assasin’s Apprentice’ (1995), Brandon Sanderson ’Mistborn’ (2006) og endelig Robert Jordan ’The Great Hunt’ (1990).

Alt i alt en mildest talt overvældende mængde bøger, der skal lægges oven i bunken af endnu-ikke-helt-færdiglæste bøger som Paolo Bacigalupi ’The Windup Girl’ (2009), Michael Cobley ’The Ascented Stars’ (2012), Patrick Rothfuss: ’The Wise Man’s Fear’ (2011).

Hvad kan man udlede heraf? Tre ting, tror jeg.

For det første, at jeg har udviklet en patalogisk og ubæredygtig afhængighed af at købe bøger. For det andet, at jeg det senere år har forskudt min kærlighed fra sci-fi i retning mod fantasy. For det tredje, at jeg er bekymret for at min ensporede læsning af genrelitteratur på det lange sigt vil gøre mig dum.

I forhold til den ubæredygtige bogkøbstrang, må man vel blot konstatere, at det bør stoppe. Snarest. Det er dyrt. Jeg har ikke plads til alle de bøger hjemme i Jordhulen. Det giver mig stress, at have en så alenlang to-do liste. Og når jeg beviseligt får ikke færdiglæst mange af bøgerne, hvad er så den dybere mening i at købe dem? Læste en klumme i Weekendavisen i denne uge, hvor en af kulturskribenterne fortæller om hvordan han og konen netop har været i gang med en større udsmidningsrunde af bøger, simpelthen fordi de fyldte for meget. Den tanke fylder mig med skræk. Jeg kan ikke bære det. Sikke noget. Den slags kan man da ikke gøre mod dem, man elsker!

Den forskudte kærlighed fra sci-fi mod fantasy skyldes tre ting. Dels opdagede jeg George R.R. Martins mesterlige ’A Song of Ice and Fire’ sidste år. Den åbnede mine øjne for hvad fantasy-litteratur også kunne være.  Meget ondt kan man sige om GRRM, men han repræsenterer et brud med den Tolkien’ske skabelon, som generelt trætter mig med alle dens forfinede elvere, høviske kongesønner og idealiserede britiske middelalderstemning. Dels har jeg nok i tiden efter ’Lost’ manglet et kulturprodukt, der kunne tilbyde mig den store fortælling, detaljerede universer og de helt lange linjer. Næsten alle tv-serier efter ’Lost’, der har forsøgt sig med den skabelon (se: ’The Event’, ’Flashforward’, ’Alcatraz’, ’Awake’) er døde efter én sæson. Eneste undtagelse er reelt ’Fringe’, som nu også synger på sidste vers. Fantasy-genren med dens multiple bind og lange fortællinger, giver mig en stærk tilfredsstillelse. Det giver også læsestress, bevares, men tanken om at enormt univers bare venter på at blive opdaget, tiltaler mig meget. Endelig er jeg nok blevet lidt skuffet over de sci-fi bøger, jeg har læst det seneste halvandet år. Jeg har forsøgt mig med højtbesungne klassikere som Dan Simmons ’Hyperion’ (1989) og Robert Heinlein ’Starship Troopers’ (1959) samt nyere hypede værker som China Miéville ’Kraken’ (2010), men reelt har det kun været Joe Haldeman ’The Forever War’ (1974) og Niel Gaiman ’American Gods’ (2001), som jeg sådan rigtig har sat pris på. Ja, faktisk har jeg ikke været intens fanget af en sci-fi bo siden Peter F. Hamiltons monumentale mesterværker ’The Night Dawn’s Trilogy’ (1996-1999) og ’Commonwealth Saga’ (2004-2005).

Bliver man så dummere af at læse genrelitteratur som fantasy og sci-fi? Måske ikke, men det litterære etablissement vil utvivlsomt mene, at man næppe bliver klogere af det. For nylig læste jeg et indlæg i Los Angeles Book Review, hvor deres anmelder i artiklen ’My Stephen King Problem:  A Snob’s Note’ udforsker sin navle i forhold til det at læse genrelitteratur kontra at læse ’fin litteratur’. King optræder som forfatteren, der er ultrapopulær, men som anmelderen i 25 år har undgået at læse fordi det er dårlig genre litteratur. NU gør han det så omsider (fordi flere og flere på tvivlsom vis er begyndt at skrive rosende ord om King). Han ender med at konkluderere, at King er en dårligere forfatter end anmelderens egne yndlinge. Hvilket vel næppe kan overraske, når det kommer fra en mand, der kan skrive følgende gylp:

But this aversion to horror fiction wasn’t the only thing that kept me from King’s work. No, for I’d informally decided sometime around my fiftieth birthday that ninety-nine percent of my fiction reading (and I was at a point in my life where I was calculating how many books I was going to be able to read before I came down with dementia or died) would be devoted to certifiably literary fiction (by both the dead and the living, and including dead and living writers of certifiably literary genre novels) and books by friends and acquaintances. I would keep my raffine literary nose out of books of pulp.

Nuvel, der fornemmes en vis ironi i det skrevne, men alligevel. Mennesker der uden at blinke er i stand til at anvende begreber som ’certifiably literary fiction’’, vil næppe holde af mine yndlingsbøger. En anden paragraf i artiklen er dog umiddelbart mere interessant end standard litteraturanmelderens fine fornemmelser:

And then one day King came up in the course of a discussion my wife and I had about my own writing — which she found to be a little dark and not really, if I understood her, something she wished to curl up with at night. I agreed that it was a little dark, and I also said that I probably (and probably wrongly) didn’t give enough credence to the idea that people (or my characters) could change or become better. We talked about why people read the fiction they read. My wife, who works in the medical field, made the perfectly valid point that not everybody reads fiction for the reasons I read it. (Among the things I hope for when I open a book of fiction is that each sentence I read will be right and true and beautiful, that the particular music of those sentences will bring me a pleasure I wouldn’t be able to find the exact equivalent of in another writer, that I will be continually surprised by what a particular writer reveals about particular human beings and the world they inhabit. A great book of fiction will lead me toward some fresh understanding of humanity, and toward joy.) My wife felt it was wrong to stand in judgment of people who read fiction in order to escape from life, and I said she was right: I didn’t feel morally superior because I read John Cheever or David Foster Wallace or William Styron or Zadie Smith or Mary Lee Settle instead of Stephen King.

I did feel, however, that I demanded something different (something more?) from a novel than I guessed most of the readers of Stephen King did. (Not that this made me morally superior, just more demanding, a high-maintenance reader.) Though of course I’d never read a King novel (or story), so maybe I was wrong.

Man kunne (burde) utvivlsomt knytte en enkelt spydig bemærkning til anmelderens påtaget esoteriske og nydelsessyge formål med at læse skønlitteratur. Men i stedet vil jeg give hans kone ret. Mange, herunder undertegnede, læser skønlitteratur af eskapistiske grunde. Det har jeg det i grunden fint med. Når man er papirnusser til hverdag, så kan det være rart at læse om mere højtravende ting.

Og jeg er i øvrigt uenig i, at en forkærlighed for sci-fi og fantasy nødvendigvis gør mig til en mindre krævende læser, end hvis jeg holdt mig til den certificerede skønlitteratur (sic). Hvorfor skulle det være tilfældet? Er en tanke/et argument/en indsigt nødvendigvis mere rigtig, hvis den er knudret formuleret? Er en historie nødvendigvis bedre, fordi den er kedelig skrevet? Er Habermas, Luhmann og Žižek nødvendigvis større filosofkonger, fordi de skriver utilgængeligt og akademisk end Niall Ferguson? Er performance- og installationskunst nødvendigvis mere dybsindigt end lettilgængelige billedkunstnere som Claude Monét?

Guderne skal vide, at jeg heller aldrig har læst en Stephen King bog. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg er en tøsedreng uden lige. Jeg har ikke nerver til horror. Faktisk har jeg lige løjet, for jeg har engang læst ’Ondskabens Hotel’ og dele af ’Misery’. Sidstnævnte var så sadistisk, at jeg ikke kunne holde det ud. Så siden da har han været på min ignoreliste. Dermed ikke sagt, at jeg tror King skriver særskilt dårligt eller godt.

Konklusionen? Vel mest af alt, at jeg har masser af interessante bøger at fordrive tiden med under mine to timers transport arbejdet t/r. Nye boganbefalinger modtages dog som altid med kyshånd.

Beneath a Steel Sky

Fantask er en fremragende butik, hvis ejere og medarbejdere fortjener parader i gaderne, statuerejsninger og ridderkors i stride strømme. Hvis e-bøger og internettet nogensinde formår at lukke den butik, er det en forbrydelse af nærmest uhørt karakter herhjemme.

Forrige weekend formåede den rare mand bag disken således at ramme plet, da han ud fra mine konfuse og usammenhængende ytringer (“nå, men, æhm, altså, jeg kan godt lide Peter F. Hamilton. Og George R. R. Martin. Og Frank Herbert. Du ved nok, sådan noget med space opera og intergalaktiske slag. Og politik. Og intriger. Og incestuøse tvillingepar, der skubber børn ud af vinduerne!”), anbefalede mig to bøger.

Jeg har ganske vist kun fået læst den ene, Greg Bears ‘Eon’, men du milde Moses, den er fremragende! Efter mange års øvelse har jeg kapituleret og indset, at jeg aldrig bliver en god anmelder. Jeg mangler ordene til at finde ind til kernen i et givent kulturelt artefakt. Orker ikke at beskrive. Derfor vil jeg ikke engang forsøge på at artikulere hvor velskreven bogen er, hvor innovativt plottet folder sig ud og hvor store mængder LSD Greg Bear må have indtaget undervejs i skrivningen. Det er Old School sci-fi, når det er bedst.

Nedenfor er bog nummer to. Jeg har ikke læst i den endnu, så aner ikke om indholdet er godt. Men det er for så vidt også ligegyldigt. For se lige engang på coveret:

Hallå! Det er en delfin. Eller rettere: EN DELFIN MED EN FUTURISTISK HJELM PÅ. Hvordan skal dette vidunderlige stykke kunst kunne undgå at være et mesterværk? Det lader sig ikke gøre. Jeg gentager: DELFINEN HAR EN FUTURISTISK HJELM PÅ. Vender frygteligt tilbage, når jeg har fået læst bogen.

Andre anbefalinger til spændende sci-fi modtages med kyshånd.

We Can Remember It For You Wholesale

En fast læser (og notorisk sci-fi hader) sendte mig i dag traileren til nyindspilning af en af de absolutte klassikere i genren: ‘Total Recall’. Se den her.

Umiddelbart ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg skal reagere.

Som udgangspunkt er det godt, tror jeg, at filmen genfortælles på en ny måde. Instruktøren af originalen, Paul Verhoeven, er jo en hypervoldens mester, der i film som ‘Robocop’ og ‘Starship Troopers’ anvender ofte ganske grotesk vold til at understrege satire og underliggende budskaber (i.e. det stærke anti-krig budskab i ‘Starship Troopers’). Det samme er tilfældet med ‘Total Recall’, der ender ud med en imponerende body count. De ikke helt overbevisende special effects og tilstedeværelsen af Arnold Schwarzenegger i hovedrollen trækker vel også fra i det samlede indtryk.

Så måske historien i filmen vil komme bedre frem med et mere slick ydre, mindre tongue-in-cheek actionscener og en anden skuespiller. For sagen er den, at oplægget bag filmen er uhyre stærkt. Jeg elsker Philip K. Dick (og gjorde det også før at det blev hipt!) og jeg elsker hans novelle bag den oprindelige film. Faktisk så meget, at jeg købte den i sci-fi butikken i Gamla Stan helt tilbage i 1998. Historien holder stadig i dag, med dens udforskning af identitet og hvad der er virkeligt.

Så hvorfor skepsisen overfor nyindspilningen?

Først og fremmest er jeg et konservativt og regressivt bæst. Derfor irriteres jeg over, at man i nyindspilningen tilsyneladende har fravalgt at handlingen foregår på Mars. Det geniale og futuristiske ved originalen var jo betop den generelle dystopiske stemning, hvor Verhoeven- i bedste Blade Runner (en anden film baseret et romanforelæg af herligt skizofrene Philip K. Dick) stil – protrætterede en futuristisk, dekadent, udslukt, udpint og falleret Jord. Det gav mening, at hovedpersonen Douglas Quaid drømte om at være hemmelig agent på Mars, alene fordi Jorden var et så rædsomt og kedeligt sted at bo. Så hvorfor lade historien udspinde sig på Jorden? Det er da alt, alt for kedeligt.

Og ærligt talt. Colin Farrell er altså ikke et kvalitativt trin op fra Arnold Schwarzenegger. Tværtimod, nærmest. Der er noget fælt hip-i-2003 agtigt over Farrell. Han er en skuespiller fra en anden og dårligere tid, hvor man kunne blive ‘stjerne’ af at medvirke i lortefilm som ‘Alexander’. At han castes i hovedrollen er, ja, bekymrende.

Men nuvel. Nok med mit brok. Traileren er elementært spændende, og jeg skal nok ende med at se filmen. Det er dog med markant lavere forventninger, end jeg har til ‘Prometheus’.

Aktuelt på natbordet

Forleden jamrede jeg over mit møje og besvær med at komme igennem Patrick Rothfuss’ uendeligt lange fantasyroman ‘The Wise Man’s Fear’. Min konklusion var efterfølgende at den ikke er tiden og den dårlige samvittighed værd. Derfor har jeg – meget begavet! – nu gang i seks bøger sideløbende. Yderst ineffektivt, bevares, men jeg har en undskyldning. De fleste af dem er non-fiction, hvorfor det ikke altid er så betydningsfuldt at læse hele bogen, ej heller at det sker kronologisk.

På det ganske lange sigt lav-intensivt læser jeg (stadig) Henrik Berggren ‘Underbara Dagar Framför Oss’. Den har været i dvale i lidt mere end et år, men jeg fragtede den med til Bruxelles sidst jeg var i Danmark. Olof Palme er en de politiske personligheder jeg er mest nysgerrig omkring, og jeg vil gerne forstå hans betydning for det svenske Socialdemokrati og samfund i almindelighed.

Moynihan døde i 2003, men nåede inden da at være embedsmand under adskillige præsidenter, FN-ambassadør, dekan på Harvard, senator for New York og filosofkonge i almindelighed. Han var sociolog og anvendte sine analytiske evner ekstensivt i sin politiske karriere. Ideologisk er han ikke nem at sætte i bås. Han var Demokrat, men havde måske allermest indflydelse i sin tid som rådgiver for Nixon. Bogen er en samling af hans brevkorrespondancer, og brevene er snart sagt allesammen knivskarpe og spækket med intellektuelle refleksioner. Jeg har altid godt kunne lide at læse om Moynihan, fordi han er så politisk og intellektuelt heterodox, og nægtede at blive sat i en bestemt bås. Man kan kun håbe på at få et blot moderat ligeså kreativt og skabende liv som ham.

Jeg har altid haft en lidt mærkelig fascination af Mao. Hans begrebsverden er så besnærende underlige (“Lad 100 blomster blomstre” og “Kulturrevolution”), samtidig med at han som person er aldeles skruppelløs. Jeg forstår egentlig godt at hans tanker kunne inspirere folk som Blekingegadebanden, for de maoistiske koncepter om permanent revolution, selvkritik og konflikt er markant mere ‘Sturm und Drang’-underholdende end de vanlige marxistisk-leninistiske tørvetrillere. Det er meget nemmere at operationalisere Maos militaristiske guerillatankegang i konkret handling, end det er at fortabe sig i esoterisk Frankfurterskole halløj og gramsciansk føle-røre teori. ‘Mao’s Great Famine’ omhandler netop et af Maos endog særdeles handlekraftige projekter: ‘Det Store Spring Fremad‘, verdenshistoriens måske største menneskeskabte katastrofe. Tvangskollektivisering, politisk vold, mislykket industrialisering og efterfølgende hungersnød kostede op imod 45 mio. mennesker livet. Det er forfærdende læsning, og står ‘Det Store Spring Fremad’ som et af de helt dystre vidnesbyrd om planøkonomien og kollektivismens intellektuelle fallit.

Som stor fan af Konstantinopel og det østromerske rige i almindelighed, var det en sand fornøjelse at min søster forærede mig Luttwaks bog i julegave. Bogen fik ved sin udgivelse i 2009 en del omtale i USA, fordi Luttwaks grundlæggende påstand er, at USA i dag følger en vestromersk strategi (baseret på militær og erobringer). Han argumenterer for, at man hellere burde lære af Byzans, der uagtet en svagere militær position og ugunstig geografi  via diplomati, alliancer og effektivt bureaukrati formåede at overleve som imperium næsten 1000 år længere end kollegerne i Rom. Personligt er jeg ikke fan af ‘grand strategies’ tankegangen, og mener at Luttwak trækker analogien for langt. Men bogen er spændende og velskrevet, og man får et fremragende indblik i hvordan det østromerske imperium var skruet sammen.

Som forsiden antyder, så er der tale om episk, storladen og galakse-rystende space opera. Jeg kan ikke ikke sige så meget om bogen endnu, for er ret beset ikke nået så langt i den. Problemet er, at jeg har læst bog et og to for flere år siden, og jeg kan ikke rigtig huske hvad de handler om. De par gange jeg har forsøgt at begynde på Cobleys bog, er jeg derfor gået i stå. Det er ikke rigtig optimalt, og selvom jeg husker begge bøgerne som rimelig fremragende, er jeg næsten for doven til at fræse de to forgængere igennem en gang til.

På bogens wiki-side bliver den beskrevet ‘biopunk science fiction’, hvad det så end skal betyde. Jeg så den første gang i Sterling Books her i Bruxelles, hvor den var varmt anbefalet af personalet. Når den tilmed har vundet samtlige prestigefyldte priser indenfor sci-fi genren (Nebula Award, Hugo Award, Locus Award), så burde der være noget om snakken. Bogen foregår i det 23. århundrede i en dystopisk verden hvor klimaforandringer og bioteknologi hærger. Handlingen udspiller sig i Thailand, og det hele er meget William Gibson’sk i sin beskrivelse af en dyster nær fremtid. De første 50 sider har været ret spændende, men jeg mangler endnu at blive helt draget ind i universet. Jeg er bevidst om at det er et kikset træk ved mig, men jeg har altså et småligt behov for at synes om en given hovedperson, før end at jeg gider engagere mig i hvad der sker med vedkommende. Og når nu Anderson Lake indtil videre har været en ganske irriterende støder, ja, så går det lidt langsomt. Jeg har dog fortsat store forhåbninger til bogen.