Seanan McGuire – ‘Middlegame’

Jeg var i forrygende rædsomt humør i går, og låste derfor mig selv og min Kindle inde i et mørkt rum det meste af dagen. Resultatet blev at jeg fik læst den første skønlitterære bog siden ‘The Glass Hotel’ tilbage i midten af april. Valget faldt på Seanan McGuire – ‘Middlegame’, som jeg glubsk og frådende fortærede i ét hug.

‘Middlegame’ vandt for nylig en Locus Award for ‘Best Fantasy Novel’, og ligeledes nomineret som ‘Best Novel’ i den endnu mere prestigefyldte Hugo Award.

Selvom begge priser de senere år er ramt af hyperidentitetspolitik, så har de denne gang fat i noget rigtigt. For ‘Middlegame’ er fremragende, begavet og velskrevet speculative fiction med forførende tidsrejser, paralleluniverser, telepatiske tvillinger og horrorværdige mord. Vi er i samme boldgade som ‘The Gone World’, ‘The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle’, ‘I’m Thinking of Ending Things’ og snart sagt alt hvad Blake Crouch skriver.

Jeg var virkelig godt underholdt, og i langt bedre humør efter endt læsning. Nu satser jeg så på, at jeg fået skyllet den læseblokering ud, som jeg ellers har gået rundt med alt for længe.

Ross Douthat – ‘The Decadent Society’

Det tog lidt tid før jeg kom i gang med den, men Ross Douthat ‘The Decadent Society’ er klart en af de mest intellektuelt stimulerende samfundskritikker jeg har læst i lang tid. Bogen udkom før COVID-19 tittede forbi, men dens analyse af en intellektuelt, økonomisk, politisk og kulturelt stagnerende vestlig verden vækker genklang hos mig.

The decadent society 9781476785240 hr

Douthat er bedre til at analysere, dekonstruere og kritisere end han er til at anvise løsninger. Det er dog karaktertræk jeg til overflod deler med ham, så det vil jeg ikke lægge ham til last. Man skal læse bogen for dens indsigtsfulde og tankevækkende analyse af vores samtid, og jeg er meget enig i de positive anmeldelser. Den fortjener at blive læst.

Roderick Beaton – ‘Greece: Biography of a Modern Nation’

Det er langt fra hver gang at bøger om enkeltlandes historier fungerer for mig, men jeg lærte og forstod en en del ting bedre efter at have læst Roderick Beaton ‘Greece: Biography of a Modern Nation’. Tag nu blot det episke spørgsmål om grækernes essens:

“For at least a century and a half these two illustrious ancestors, the ancient and the Byzantine, have jostled uneasily together in the national imagining”.

Det Beaton henviser til er det moderne Grækenlands arv fra henholdsvis ‘de gamle grækere’ (I ved nok: demokrati, filosoffer og den slags) og så Byzans (det østromerske kejserrige i Konstantinobel, ortodoks kristendom). To ekstremt forskellige strømninger, der må være vanskelige for en græker at forene i én fortælling om hvem ‘vi’ er. Med Beatons ord:

“The modern language has not one but two words to describe a person as ‘Greek’: ‘Hellene’ and ‘Romios’. When it comes to translation, both has the same meaning. But they are not interchangeable. ‘Hellene’ is the standard term. Ever since 1822 it has been used in all official contexts. Indeed the official name for the Greek state in English is the ‘Hellenic Republic’. ‘Romios’, on the other hand, appears on no passport or official paper. Increasingly, since the early nineteenth century, it has become the unofficial, more intimate way for Greeks to refer to themselves – and, more often than not, among themselves too. ‘Hellene’ is the outward-facing term, it defines the Greek for the outsider. ‘Romios’ carries an emotional weight (…)

It has sometimes been suggested that each of these overlapping, but distinct identities can be mapped onto cultural traits or patterns of behaviour. So when Greeks think of themselves as ‘Hellenes’, they are apt to have in mind elites and official culture, to identify with Western Europe in their politics and cultural preferences, to adapt a secular outlook and rational ways of thinking. When they think of themselves as ‘Romioi’, on the other hand, they do so in order to emphasize intimacy and informality, to identify with the traditional forms of culture linked more immediately to the Balkans or the Middle East, to embrace a religious outlook, spontaneity and emotional ways of thinking.”

Jeg tror man skal passe på med den her slags fejende metafortolkninger af en folkesjæl (og da især når man ikke selv er en del af det pågældende folk!), men det er da interessant, hvordan sprog og identitet interagerer med hinanden. Og det giver mig et smil på læben, at grækerne på den måde stadig betegner sig selv som romere – ligesom de gjorde i Byzans.

Bortset fra det, så blev jeg meget klogere på tiden op til og under 2. verdenskrig, en ekstremt voldelig og borgerkrigshærget tid. Jeg havde før læsningen af bogen ingen reel forståelse for, hvad der foregik i Grækenland før, under og efter besættelsen, ligesom jeg ikke forstod baggrund for militærjuntaen frem mod 1974. Det var også berigende at blive klogere om opdelingen på Cypern og Makarios III. Både min far og bedstefar var udstationerede på øen med FN-missionen, men igen er det en del af verdenshistorie, jeg ikke for alvor havde gjort noget for at sætte mig ind i.

Beaton skriver generelt fremragende, og er tydeligvis forelsket i sit forskningsemne. Indrømmet: kapitlerne om perioden fra 1718 frem til første verdenskrig er måske ikke ligefrem en decideret thriller. Ja, der blev skimmet undervejs, det tilstår jeg. Til gengæld bliver Beaton virkelig skarp når det handler om årene op til 2. verdenskrig, ikke mindst Metaxas regimet. Det er en bog man bliver klogere af at læse, og jeg vil anbefale bogen på det varmeste – især hvis man i forvejen er interesseret i Grækenlands nyere historie.

To bøger inde

Blot en intern læsenote her efter at have højtlæst det meste af de første to bind af Harry Potter og begyndelsen af ‘Fangen fra Azkaban’.

Harry potter and the prisoner of azkaban

For det første må man blot konstatere at bøgerne og historien virker. Drengen er fuldstændig fængslet og vil hele tiden høre mere. Det bliver nogle noget sene sovetidspunkter i øjeblikket. Jeg tror det hjælper på forståelsen, at han allerede har set de tre første film. Det gør ham i stand til at visualisere og huske de forskellige scener, selv når Rowling bruger sprog og begreber, der kun giver begrænset mening for en seksårig (‘Ministeriet for Magi’?). Men universet fungerer selv i sin mere enkle form fremragende for en dreng, der i forvejen synes magi, ninjaer, kamprobotter og overnaturlige fænomener er megafedt. 

For det andet må jeg løfte hatten for Rowlings evne til at kombinere den klassiske (og stærkt dragende) kostskole-setting med en historie om trolddom, paralleluniverser og et fængende manikæisk setup mellem det gode og det onde. Det er genialt eksekveret, ikke mindst at vi følger hovedpersonerne fra de er 11 år og op til afslutningen af gymnasiet. Læserne vokser op sammen med karaktererne og internaliserer dem, hvilket sikkert forklarer den nærmest religiøse dyrkelse bøgerne er udsat for i visse segmenter af befolkningen.

For det tredje ville jeg ønske at Rowling ikke indledte samtlige af bøgerne med de uendelige (og absurd kedelige) sekvenser hos familien Dursley på Ligustervænget 4. Alle læsere vil gerne igang med skoleåret på Hogwarts, det er jo ligesom magi og kampen mellem det gode og onde, vi er her for. Ingen – INGEN – ønsker at læse de bovlamme infodump’ede resumeer af sidste bog eller skulle igennem endnu flere åh-hvor-er-de-dog-dumme-ved-Harry!-sider.

For det fjerde (men relateret til det tredje): JA, det er det børne-/YA-bøger, vi har med at gøre. Ingen forventer komplekse personligheder og dybdegående karakterstudier. Men familien Dursley er en (for) voldsom outlier i bøgerne. De er så karikeret ondskabsfulde, dumme og ignorante, at det bliver for meget – også fordi man som læser ikke for alvor forstår deres motivation for at hade Harry Potter.

Thumbnail

Fremstillingen af dem er så tegneserieagtig og perfid, at Rowling selv står noget forpjusket tilbage. Vernon og Petunia Dursley er Rowlings karikatur over de fisefornemme, smålige og ‘Little Englander’-agtige forstadstyper. Ok, fint nok, ha-ha-ha, men hvorfor den nærmest frydefulde udpensling af sønnens overvægt? Hvorfor den erotiske væmmelse i beskrivelserne af hans dobbelthager og inferiøre intelligens (relativt til vores uplettede og heldigvis behageligt fysisk tiltrækkende hovedperson?). Det er en dreng på 12 år, der udsættes for en voksen kvindes uhæmmede vrede. Hvad siger det egentlig om Rowling?

Marge

Her i indledningen af bog 3 keder Rowling os tilmed med et besøg på Ligustervænget af tante Marge, en karakter, der ikke giver mening. Hun hader Harry Potte intenst og siger de mest grufulde ting til ham. Det får ham til at bryde sammen (og giver Rowling mulighed for at fragte ham ud af Muggler-verden via Natbussen). Men man forstår ikke hvorfor. Hvor stammer hendes had fra? Hvad er denne karakters motivation, udover at hun (som alle i sin klasse, må man forstå på Rowling) er overvægtig, fordomsfuld, fordrukken og intellektuelt tilbagestående. Selv ikke skurkene i Marvel tegneserier er så usammenhængende og ulogisk ondskabsfulde, som hun er. 

Jeg er bevidst om, at det kan virke excessivt på den måde at gå ud af en tangent. Men det er dele af bøgerne, som burde være redigeret ud for længst. Fint nok at familien Dursley havde optrådt i første bind, men så heller ikke mere. Jeg er virkelig, virkelig træt af at læse højt om dem nu!

Extreme Economies

Nu hulkede jeg jo forleden helt uklædeligt over min manglende evne til at læse fagbøger på en rationel måde. Så egentlig burde jeg vel applaudere Richard Davies for at hans ‘Extreme Economies: Survival. Failure. Future – Lessons from the World’s Limits’ mest af alt er en samling af essays, snarere end en sammenhængende bog. Det gør det alt andet lige nemmere at finde ud af hvilke dele af teksten, det giver mening for en at læse.

Men selvom Davies’ idé – at udforske de mest yderligtgående økonomiske cases for at opnå generel læring – er interessant, så er den røde tråd mellem hans cases ikke helt så stærk og sammenhængende, som jeg kunne ønske mig. Hans afsluttende konklusion (at verden vil blive aldrende som Akita i Japan, automatiseret som Tallinn, ulige som Santiago de Chile) overbeviser mig ikke, og i sidste ende er jeg efter bogens slutning samlet set lidt … utilfredsstillet.

Men ret skal være ret: flere af hans cases er voldsomt spændende. Det var især inspirerende at læse om konsekvenserne af den sindssyge byplanlægning i Glasgow i 1960’erne. Det samme var det at lære mere om den måde, som den kleptokratiske og dysfunktionelle stat ødelægger Kinshasa. Begge afsnit mindede mig om de bedste dele af ‘Seeing Like a State’, hvilket fik mig til at klukke fornøjet.

På det lidt mere kuriøse plan var det også underholdende at læse om fængselsøkonomien i ‘Angola’ i Louisiana, både den formelle og uformelle. Vidste I eksempelvis, at fængslerne helt åbent er delvist finansieret af at sælge de produkter, som fangerne laver under forhold, der bedst kan betegnes som slaveagtige? Og at fængslets afsætningsvirksomhed hedder noget så charmerende som ‘Prison Enterprises’? Hvis I er interesserede, så kan varerne bestilles på deres hjemmeside.

This too shall pass

Har haft Stefan Zweig ‘Die Welt von Gestern’ liggende på boghylden i et stykke tid. Mistede dog med COVID-19 appetitten på at læse en bog om overgangen fra sikkerhed, højkultur og civilisation (Wien og Østrig-Ungarn i årtierne op mod år 1914) til barbari, krige og ødelæggelse (første verdenskrig og siden nazismens frembrud i Tyskland). Det virkede lissom nemmere at håndtere situationen med mere letbenede former for eskapisme, end at kaste mig over en selvbiografi af en østrigsk jøde, der begår selvmord i 1942 i fortvivelse over hvad det europæiske kontinent har reduceret sig selv til. 

Wiener Secessionsgebäude

Men … nu hvor de dystopiske artikler om det kommende sammenbrud af den hidtidige verdensorden bliver flere og flere, så er tiden vist moden inde til at få læst det autoritative værk om emnet. Om ikke andet, så sætter det livet lige nu og i de kommende årtier i perspektiv. Vi må håbe på at historien ikke gentager sig1.

  1. I relation hertil: jeg kan egentlig ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt det er beroligende eller deprimerende, hvis verdenshistorien er cirkulær og gentager sig selv. Det må jeg tænke mere over. []

The Glass Hotel

Er i gang med Emily St. John Mandels nye roman ‘The Glass Hotel’, som er helt spektakulært god. Hun skriver bøger à la sin canadiske landsmand Douglas Coupland, ja, altså bortset at hun er en langt dygtigere, mere eftertænksom og mindre selvoptaget forfatter end han er.

Var ellers kørt uklædeligt sur i de skønlitterære værker. Er blevet forstoppet af alt for megen bloddryppende horrorlæsning på det seneste, og så kom COVID-19 tilmed forbi og fratog mig lysten til science fiction dystopierne. Jeg havde brug for en bog, der kunne få mig til at føle noget igen. Og dét kan ‘The Glass Hotel’ i den grad.

Mandel kan især noget med sine personskildringer, som får mig til virkelig at gå op i dem og deres skæbne. Hendes gennembrud, mesterværket ‘Station Eleven’ var selvfølgelig også en bog om tilværelsen efter at en influenzapandemi udsletter 98% af menneskeheden. Men det jeg husker bedst fra bogen er alligevel dens grundmelankoli og skildringen af ensomhed. Det samme er tilfældet i ‘The Glass Hotel’, hvor alle karaktererne er vedkommende og berører mig.

På den måde minder ‘The Glass Hotel’ mig om bøger som Couplands ‘Girlfriend in a Coma’, Egans ‘A Visit From the Goon Squad’ og Fowlers ‘We Are All Completely Beside Outselves’. Alle er imperfekte, men er samtidig intelligente og empatiske værker om søgen efter identitet, fællesskab og mening i en opbrudt verden. Ting der ræssonerer meget hos mig lige for tiden.

Jeg kan ikke forestille mig, at ‘The Glass Hotel’ ikke bliver en af årets ti bedste bøger for mig. Ualmindeligt stærkt anbefalet herfra.

Harry Potter

Min kone har dårlig samvittighed over at arbejde for meget. Hun lod sig derfor besnakke af sønnen til at købe en Lego-udgave af Hogwarts. Han byggede løs til tonerne af soundtracket, alt imens han kraftigt fantaserer om at han er Harry Potter.

Vi har ikke læst bøgerne endnu, men han er blevet pænt besat af filmene og selve ‘Harry Potter’-universet. Hans lidt lidt ældre kusine i Sundsvall er gigantisk fan, og det har smittet ham. Det giver visse udfordringer.

Dels at filmene varer knap 2,5 timer hver. Selv for en mand, der gerne parkerer sine børn foran en film for at pleje mig selv, så er det lang tid.

Dels er historien måske lidt vel uhyggelig og barsk for en 6-årig. Tror i hvert fald ikke han skal se de senere film endnu, dem husker jeg som relativt mørke og dystre. Selv den anden film behandler meget eksplicit racisme, et fænomen, der ikke giver mening for ham.

Måske næste trin er højtlæsning af bøgerne. Vi må se. Der er jo en del sider at gå i gang med.

Camilla Townsend – ‘Fifth Sun’

Jeg havde egentlig store forventninger til Camilla Townsend ‘Fifth Sun: A New History of the Aztecs’, men bogen fungerer ikke for mig. Hvilket irriterer mig betragteligt. Den har jo fået gode anmeldelser, og jeg vil egentlig gerne vide mere om de centralamerikanske civilisationer før (og konsekvenserne af) europæernes ankomst.

Problemet er at Townsend er alt for interesseret i Nahuatl-sproget, de skriftlige kilder og aztekernes poesi til min smag. Hun har en forkærlighed for at ville fortælle den store historie gennem at skildre enkeltpersoners liv.

Hvilket utvivlsomt giver mening for andre typer læsere, men jeg er nok en mere gammeldags kinda guy når det handler om historie. Jeg kan bedst lide politisk historie og en bred introduktion til en civilisations samfund, økonomi og religion. Social- og kulturhistorie er ok, men det er ikke de aspekter, jeg allermest ønsker at forstå – og ‘Fifth Sun’ bliver dermed heller ikke den grundige introduktion til aztekerne, som jeg havde ønsket mig.

Nu giver jeg den lige 50 sider mere. Måske en del af problemet er, at jeg læser ‘Fifth Sun’ og andre faglitterære bøger forkert. Jeg læser i en alder af 38 år således stadig murstenstykke, digre og akademiske værker, som om de var skønlitterære værker. Vi begynder på side 1, og pløjer os så mere eller mindre entusiastisk igennem teksten til den bitre ende. Den læsemodel fungerer for de virkelig velskrevne værker, men går i itu i hænderne på en mindre spændende skrivende forfatter – eller hvis emnet ikke optager mig intenst.

Må til at revidere min læseteknik, tror jeg.

“George R.R. Martin Pitched a Westworld / Game of Thrones Crossover”

Selvfølgelig gjorde den løgnagtigeluddovne, lemmedaskende, lurvede, laskede, lamme skidespræller det. Ingen overspringshandling er for plat for ham. Og det passer perfekt ind i hans almene plattenslageri. Han har jo nu i snart 9 år gjort alt hvad han kunne for at undgå at få skrevet den næste bog i ‘A Song of Ice and Fire’. I guder, hvor er jeg træt af ham. Finish the book, George!