Anmeldelserne af den nye ‘Dune’-film er begyndt at tikke ind, og jeg er helt uironisk og ukontrollabelt spændt. The Guardian er overstrømmende positiv, hvilket selvsagt er betryggende. Men … jeg er stadig urolig. ‘Dune’ er vigtig for mig. Faktisk så vigtig, at jeg ikke har turde genlæse romanen af frygt for, at jeg ville opdage at bogen ikke holder længere. Det ville jeg ikke kunne bære. Der er for mange institutioner og bastioner, der i disse år styrter i grus. Jeg vil ikke miste ‘Dune’ også. Dertil er mit selvbillede for skrøbeligt. For meget af mit science fiction hjerte er investeret i børgernes univers. Det vil være ødelæggende for min livsglæde. Så filmatiseringen skal være god. Og ‘Dune’ vil være den første film i noget nær et årti, som jeg insisterer på at se i biografen. Skuf mig nu ikke. 

Rivers of London

En mere intellektuelt stringent person end undertegnede ville formodentlig bemærke, at det er fjollet at læse videre ind i en bogserie, hvis den oplevede læseglæde falder for hver bog. Alligevel er det på trods af stadig lavere engagement og lejlighedsvis skimning lykkedes mig at være i færd med bog 7 (sic) af Ben Aaronovitchs ‘Rivers of London’-epos

Genren er vel det, man med et jævnt tåkrummende begreb kalder ‘Urban Fantasy’. Vi er kort sagt solidt inde i de mest underlødige dele af skønlitteraturen. Det grundlæggende problem for mig er at første bog er decideret fremragende, og gav lyst til mere. Meget mere, faktisk. Bogen mindede mig om Paul Cornells ‘Shadow Police’-serie, hvor London også spiller en central rolle – ja, nærmester er en karakter i historien.

Ben Aaronovitch Rivers of London

Jeg sidder derfor her, bog efter bog, som en anden sølle junkie og håber på at Aaronovitch genfinder kreativiteten i sit plot og saften&kraften i sit sprog.

Det lykkedes lykkeligvist i fem bind, men nu sidder jeg så igen i den ulyksageligt situation, at jeg i stedet for at læse videre i bogen som jeg burde, i stedet ender med i en ren overspringshandling at tilvælge læsning af transfertråden i AaB’s debatforum. Hvilket raskt og balanceret menneske gør det? De røde lamper blinker faretruende. 

Jeg lærte engang i tidernes morgen om ‘Sunk Cost’-begrebet i økonomi, om hvordan det ikke er rationelt at hælde flere midler i noget dårligt, bare fordi man allerede har brugt mange penge eller tid på det. Man bør stoppe uanset hvad, hvis det er dårligt. Så det rationelle er at stoppe med at læse Aaronovitch-bøgerne, da den tid jeg har brugt på de første seks bøger, ikke er et argument for at fortsætte og ikke burde influere på om jeg stopper med at læse i syveren. Det tygger jeg så lidt på.

PS. Nu du spørger så empatisk og interesseret, så er jeg stadig ikke fan af Inge Andre Olsens evne til at købe og sælge spillere, og jeg har meget lave forventninger til AaB’s nye nordmakedonske midtbanespiller. 

Goodwill

Fik endelig slæbt os sammen til at bruge det lokale folkebibliotek igen her post de allermest drakoniske COVID-19-restriktioner. Jeg forstod aldrig helt behovet for coronapas for at kunne komme ind på et bibliotek, men nuvel. 

Da jeg stræber efter at forme mine børn 1:1 i mit billede, låner jeg udelukkende bøger og tegneserier af den type, der influerede mig tilbage i de glade slut-80’ere. Hidtil har det især været ‘Yoko Tsuno’-serien, men denne gang stødte jeg på ‘Ridder Goodwill’-tegneserierne. Fluks røg der seks bind med hjem. 

Goodwill tre stjerner
Tror det er mere end rimeligt at henføre store dele af min forkærlighed for kitschet 80’er-fantasy til netop ‘Ridder Goodwill’. 

Må have læst de første seks bind – ikke mindst ‘De tre stjerner’ og efterfølgeren ‘Graven af is’ – usandsynligt mange gange. Koncepterne, tegnestilen, de episke sværdkampe gik rent ind. Vi skal vel hen til ‘Dungeons & Dragons’ og ‘Robocop’ tegnefilmene på TV Danmark for at finde noget sejere.

Før biblioteksturen i weekenden huskede jeg imidlertid ikke så meget af handlingen. Det var mest flygtige glimt og en bevidsthed om, at ‘Ridder Goodwill’ var fremragende og noget, som enhver rask dreng og pige med fordel bør læse. Men hvad så nu, hvor jeg har søgt at læse dem sammen med den ældste? Følgende to ting kan konkluderes:

Det er ikke børnetegneserier
Der er en underlig diskrepans mellem tegnestilen og handlingen. Se blot på Goodwills fjantede væbner Kervin, der er tegnet et sted mellem Lucky Luke og smølferne. Der er et umiskendeligt barnligt touch. Men historierne? Der flyder blod i stride strømme. Der er afhuggede lemmer. Der er scener, der får pagtens ark sekvensen fra ‘Indiana Jones’ til at ligne en søndagsskole. Kvinder brændes på bål. Bordeller besøges. Vanvittige troldmænd vender om på tid og rum. Og jeg kunne ikke huske noget af dette. Min kapacitet til fortrængelser er beundringsværdig, tænker jeg.

Goodwill er en værre liderkarl
Jeg husker Goodwill som en meget ædel og ridderlig skikkelse. Men et gennemgående træk er, at han drikker og horer sig igennem sine rejser og eventyr. Flere af tegneseriernes historier har som præmis, at tingene først og fremmest går galt fordi Goodwill i al væsentlighed er styret af sine genitalier. Bevares, hans væbner Kervin er intellektuelt mindrebemidlet og spiser for meget ‘bønner og flæsk’ (en utiltalende ret, der går igen og igen i tegneserierne), men hans moralske kompas er dog nogenlunde konsistent. Jeg var vist en forholdsvist ringe menneskekender som barn.

Samlet set tror jeg ikke at vi ikke på denne side af de 10 år får læst mere end de første album, hvor tegnerne dog lagde en smule bånd på de mest excessive udskejelser. Og jeg vil nu fundere over, hvilke ting jeg ellers har fortrængt for min barndom. Noget tyder på at det ikke er småting.

Filosofiske vildfarelser

Det er ikke så tit igen at jeg læser dansksprogede bøger, men for nylig købte jeg den danske oversættelse af Wolfram Eilenberger – ‘Zeit der Zauberer: Das große Jahrzehnt der Philosophie 1919 – 1929’

Oprindeligt opdagede jeg bogen i en overstrømmende boganmeldelse i JP, hvorefter jeg tænkte: “Ja, måske ER tiden nu inde til at læse og forstå Heidegger og Wittgensteins filosofi”. En tanke der allerede dengang burde have fået det til at bimle og bamle inde i mit hoved.

Nuvel, jeg rumsterer på side 143 i bogen og mit fokus er begyndt at sive for alvor.

Noget skyldes filosofferne selv. Ingen af dem kan betegnes som ukomplekse i deres tilgang til verden, ej heller specielt optagede af at formidle deres tanker i et lettilgængeligt sprog. Noget andet er oversættelsen til dansk. Den går mig på. Jeg læser Eilenberger og kan selv med mine noget rustikke tyskkundskaber høre, hvordan en given sætning sprogligt har lydt på intellektuelt tysk: formfuldendt, elegant, begavet – grænsende til overlegent. Men oversat til dansk bliver de samme sætninger og formuleringer, der med garanti var fejende flotte på originalsproget, kluntede og knudrede. Ordstillingen føles ofte forkert; det er dansk, men skrevet på en tysk måde. 

Eilenberger kommer oveni at jeg har for nylig rekvirerede første bind af Derek Parfits moralfilosofiske mursten ‘On What Matters’. Parfit skriver klart, tydeligt og uden jargon. Men også han er en abstrakt tænker, der kræver mere koncentration og fokus, end hvad jeg kan allokere til ham nu.

I retrospekt er mine filosofiske ekskurser dybt bizarre. Hvad havde jeg egentlig regnet med? Jeg har jo alle dage været bedre til at læse om de store tænkere, snarere end rent faktisk at læse de store tænkeres egne ord. Og når jeg nu igennem adskillige måneder ikke har kunne tvinge mit hoved til at læse bøger, der er mere avancerede end selvhjælpsbøger og tarvelige thrillere, troede jeg så i ramme alvor, at traurige tyske tanker om bevidsthedsfilosofi, ville kickstarte min boglæsning?

Af og til må jeg undres over min kapacitet til selvbedrag. Den er tilsyneladende grænseløs. 

Læser i disse dage Mary Doria Russell – ‘The Sparrow’ (1996). Den er meget interessant og velskrevet, ligesom den har givet mig en lidt usund svaghed for at læse om jesuitter i rummet. Bogen foregår i den nære fremtid og vandt en række science fiction priser. Men der er nu mest af alt tale om en roman om religion og tro, altsammen pakket ind i genrelitterære klæder. Så når der spekuleres i en tv-serieudgave, så virker det ikke som verdens mest gennemtænkte idé. Men bogen er god og tankevækkende, og kan varmt anbefales.

Bogåret 2020

Læste et sted i en af de utallige ‘årets bedste bøger’-lister rundt om på nettet, at COVID-19-pandemien har haft en enten-eller effekt på ens læsning. Enten har man fået læst voldsomt meget mere i 2020, eller også er ens læsning kollapset fuldstændig.

Jeg må desværre tilstå, at det er det sidste, der har været tilfældet for mig. I hvert fald den overordnede tendens.

For efter at have sat rekord i 2019 med 63 (mere eller mindre grundigt) læste bøger, så er jeg i 2020 faldet ned på 40. Det behøver måske ikke i sig selv være et problem. Tværtimod kunne det måske være nyttigt, hvis jeg læser færre bøger, men at læsningen så til gengæld er mindre sjusket – og at bøgerne er af en højere litterær kvalitet.

Men … jeg kan se på min GoodReads database, at jeg generelt har været mindre begejstret for det læste i 2020. Samtidig er det min subjektive opfattelse, at det der med den mere grundige læsning, nuvel, de er nok stadig mere ambition end virkelighed.

I 2019 stødte jeg på nogle decidere perler, men 2020 har været mere spagfærdig. Jeg tror ikke, at der var nogen af de læste bøger i år, der for alvor har påvirket mig eller min tænkning.

Årets skønlitterære oplevelse

71E9Du8wYnL

Seanan McGuire – ‘Middlegame’

Tilbage i juli noterede jeg at “‘Middlegame’ er fremragende, begavet og velskrevet speculative fiction med forførende tidsrejser, paralleluniverser, telepatiske tvillinger og horrorværdige mord”. Jeg hverken kan eller vil bede om mere. En værdig vinder.

Årets nonfiction oplevelse

Black wave 3d

Kim Ghattas – ‘Black Wave: Saudi Arabia, Iran, and the Forty-Year Rivalry That Unraveled Culture, Religion, and Collective Memory in the Middle East

Jeg var vild med bogen, da jeg læste den tilbage i februar 2020. Hvis man ønsker at forstå Mellemøsten og regionens dynamikker, så er det en must-read bog.


Den generelle metode

Tilbage i 2014 anvendte jeg for første gang de fire autoritative kategorier i mit årlige bogtilbageblik:

  • ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’ (≈ 5-6 stjerner)
  • ‘God, men nok mest hvis du er sær’ (≈ 4-5 stjerner)
  • ‘Skuffende. Meget skuffende’ (≤3 stjerner)
  • ‘Bøger jeg gik i stå i’ (uden for bedømmelse)

Jeg skal ikke kunne sige om kategorierne er særlig anvendelige for andre, men de giver mening for mig. Delvist. Sådan sa. Se note nedenfor.


‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Emily St. John Mandel – ’The Glass Hotel’
  • Seanan McGuire – ‘Middlegame’
  • Kim Ghattas – ‘Black Wave: Saudi Arabia, Iran, and the Forty-Year Rivalry That Unraveled Culture, Religion, and Collective Memory in the Middle East’
  • Ross Douthat: ‘The Decadent Society: How We Became the Victims of Our Own Success’
  • Helen Pluckrose & James A. Lindsay – ‘Cynical Theories: How Activist Scholarship Made Everything about Race, Gender, and Identity—and Why This Harms Everybody’
  • Sönke Ahrens – ‘How to Take Smart Notes: One Simple Technique to Boost Writing, Learning and Thinking – for Students, Academics and Nonfiction Book Writers’

Kommentar: ‘The Glass Hotel’ var en dejlig melankolsk bog, jeg håber ikke at St. John Mandel skal bruge fem år på sin næste roman. Af de øvrige bøger vil jeg nok mest anbefale Sönke Ahrens, ikke mindst hvis man går en smule op i personlig produktivitet og viden. Ahrens er den ideologiske partner til Roam Research-værktøjet, som jeg implementede i løbet af 2020 og har stor glæde af.


‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Ben Lerner – ’The Topeka School’
  • Michael Rutger – ’The Anomaly’
  • Michael Rutger – ’The Possesion’
  • Max Brooks – ‘World War Z’
  • Bernard Taylor – ’Sweetheart, Sweetheart’
  • Simon Leys – ’The Hall of Uselessness: Collected Essays’
  • Roderick Beaton – ‘Greece: Biography of a Modern Nation’
  • Richard Davies – ‘Extreme Economies: Survival, Failure, Future – Lessons from the World’s Limits’
  • Peter Watson – ‘The Age of Atheists: How We Have Sought to Live Since the Death of God’
  • Ivan Krastev & Stephen Holmes – ‘The Light that Failed: A Reckoning’
  • Eric Kaufmann – ‘Whiteshift: Populism, Immigration and the Future of White Majorities’
  • Raghuram G. Rajan – ‘The Third Pillar: The Revival of Community in a Polarised World’

Kommentar: Et par sjove og helt underlødige gysere på denne del af listen. Jeg kan varmt anbefale alle nonfictionbøgerne, hvis I interesserer jer for underlige emner.


‘Skuffende. Meget skuffende’

  • John Scalzi – ’The Last Emperox’
  • Joanna Lillis – ‘Dark Shadows: Inside the Secret World of Kazakhstan’
  • David Wellington – The Last Astronaut’
  • Frank Dikötter – ‘How to Be a Dictator: The Cult of Personality in the Twentieth Century’
  • T. Kingfisher – ’The Twisted Ones’
  • Peter Pomerantzev – ‘This Is Not Propaganda: Adventures in the War Against Reality’
  • Camilla Townsend – ‘Fifth Sun: A New History of the Aztecs’
  • Peter Zeihan – ‘Disunited Nations: Succeeding in a World Where No One Gets Along’
  • A.G. Riddle – ‘Winter World’
  • Richard E. Neustadt & Ernest R. May – ‘Thinking in Time: The Uses of History for Decision-Makers’
  • Roger Scruton – ‘How to Be a Conservative’
  • Branko Milanović – ‘Global Inequality: A New Approach for the Age of Globalization’
  • Rune Lykkeberg – ‘Vesten mod vesten’

Kommentar: Sidste år skrev jeg en fodnote til mig selv om, at kategorien ikke fungerer for mig længere. Den er ganske enkelt for bred, når den omfatter alle bøger med tre stjerner og nedefter. Når jeg kigger på listen ovenfor, så er der ikke mange 1 og 2 stjernede bøger. Der er ingen virkelige stinkere på listen. Men der er til gengæld et væld af middelmådige skuffelser. Den slags, der begynder med en brilliant idé og argument, eller måske med et fedt science fiction-koncept, for så siden at bløde ligeså stille ud omkring side 150. Så de ender på de tre stjerner, som en anerkendelse for at have en original idé, men hvor helhedsindtrykket endte med at være et lidt træt ‘meh!’. Jeg kan ikke for alvor anbefale nogen af bøgerne, hvis I har andet at lave i jeres liv.


Bøger jeg gik i stå i

  • William Dalrymple – ‘The Anarchy: The East India Company, Corporate Violence, and the Pillage of an Empire’
  • Jill Lepore – ‘These Truths’
  • Stefan Zweig – ‘Die Welt von Gestern: Erinnerungen eines Europäers’
  • Michael McDowell – ’The Amulet’

Kommentar: De to første er gode, anmelderroste og ikke mindst lange bøger. Jeg fortærede dele af dem, men kunne ikke rumme dem i deres helheder. Der er tale om 4+ bøger, men de blev ganske enkelt for ekspansive til at jeg kom igennem dem. Zweig er en veritabel klassiker og havde fantastiske første 100 sider, men jeg kunne ikke holde ved, da først apokalypsen for alvor sætter ind. Han bliver endnu en af de forfattere, som jeg trives med at læse om, snarere end at læse selv. McDowell var en forrygende gyser, men jeg stoppede med at læse, da der kom et spædbarn ind i en tørretumbler. Selv jeg har mine grænser.

Stødte på en informativ artikel om de nominerede til årets Booker Prize. Det er i sandhed en … opmuntrende affære:

In Shuggie Bain the Scottish-born author Douglas Stuart describes the lives of a young boy and his alcoholic mother as they struggle to survive poverty and deprivation in 1980s Glasgow. Stuart has said that the novel was inspired by the life of his own mother, to whom the book is dedicated.

Avni Doshi’s Burnt Sugar, set in present-day India, contrasts the memories of Tara and Antara — mother and daughter, resentful of one another — as Tara’s mind is ravaged by dementia.

Meanwhile, in The New Wilderness by American writer Diane Cook, the strained relationship between young mother Bea and her five-year-old daughter Agnes plays out in a dystopia shaped by climate collapse.

Hvor forfriskende og livsbekræftende! Bøger om familietraumer og problematiske forhold til mødre er jo lige det man har lyst til at boltre sig med under en eskalerende global pandemi.

Der er for meget arvæv på mit desillusionerede og smertende hjerte til at jeg tør håbe på, at den kommende ‘Dune’ filmatisering bliver andet end en monumental skuffelse. Men den nye trailer ser godt nok lovende ud. Og måske filmens snarlige ankomst kan få mig til at holde mit smuldrende løfte om at genlæse bogen. Der er trods alt tale om det, jeg har fortalt mig selv er min all-time favorit science fiction roman.

World War Z

Jeg har haft Max Brooks – ‘World War Z: An Oral History of the Zombie War’ liggende kvartlæst på min Kindle i flere år. Så det er lidt mærkværdigt, at det skulle blive lige netop dén bog, der fik genantændt min lyst at læse skønlitteratur.

Zombier har igennem tiden været et stort no-go for mig, og det på tværs af alle former for popkultur. Som overnaturlige væsener har de altid virket fjollede på mig. Ikke at det mytologiske aspekt i eksempelvis vampyrer eller genfærd i sig selv er mindre tåbelige. Men de kan dog i en tilpas talentfuld forfatters hånd udvikles til at besidde en form for seksualitet, baggrundshistorie og følelsesmæssigt drive. I ved nok, spøgelser der vender tilbage for at hævne en uretfærdighed, eller den arketypiske mystiske forførende blodsuger.

Det er noget mere vanskeligt med zombier. Selve konceptet (i.e udøde, rådnende væsener uden bevidsthed, der drives udelukkende af en instinktiv og umættelig appetit på menneskekød) rummer begrænset med sexappeal. Og det har reduceret zombierne til at bebo de mere lemlæstende og blodige dele af horrorgenren, som jeg ikke har den store veneration for. Det går ret hurtigt op for læseren, at selvom Brooks sagtens kan skrive en grum horrorscene med afrevne lemmer og mæskeri af menneskekød, så er zombierne mest af alt metaforer. Brooks bog handler mere om hvad der sker, når civilisationen, menneskeligheden og samfundet bryder sammen under pres fra en eksistentiel trussel – både lokalt og globalt. Zombierne kan ses som et elskovsbarn mellem en pandemi og klimaforandringer, hvilket gør bogen overraskende relevant her 14 år efter udgivelsen.

Rent læsemæssigt er ‘World War Z’ en fornøjelse, når man først har købt ind på dens præmis. Den er en epistolarisk roman, hvilket ikke fungerede for mig ved første gennemlæsning, men nu virker stilen forfrisken og stimulerende på mig. Jeg er ca. 2/3 inde i bogen, og den holder højt niveau. Nu er spørgsmålet så om min nyvundne accept af zombiekonceptet betyder, at jeg bør give ‘The Walking Dead’ en chance? Det tyder på at den serie kan lidt af det samme som ‘World War Z’, der have været en inspirationskilde.