Sleeping Giants

Helt tilbage i 2007 brokkede jeg mig over at min daværende yndlingsforfatter Douglas Coupland havde en utiltalende tendens til ‘Gilmore Girls’-dialog.

Det vil sige at hans karakterer uanset konteksten – mødt den store kærlighed! livstruende sygdom! verdens undergang! dårlig hårdag! – konstant leverer overdrevet begavede og hyperironiske replikker, hvor de popkulturelle referencer drysser som manna fra himlen og citeringspotentialet er altid i top.

Men selvom jeg har stor respekt for teenageres intellekt og den snappe dialogstil bestemt kan være morsom i afmålte mængder, så ser jeg mest af alt ‘Gilmore Girls’-syndromet som et udtryk for, at en forfatter ikke magter at konstruere en realistisk karakter. I stedet for at lade ens karakterer reagere nogenlunde normalt, bliver de til enerverende karikaturer. Det kan selvfølgelig være en selvstændig pointe for en forfatter at konstruere den slags karakterer, men mest af alt er det fattigt.  

Sleeping Giants

Desværre lider også Sylvain Neuvels ’Themis Files’ trilogi af det beklagelige syndrom. Det ellers spændende science fiction plot martres af hovedpersoner, der aldrig fattes ord, er grotesk omnipotente og altid – ALTID! – har en rap replik på lager. Det blev allerede for meget i første bind, og her to bøger inde ved jeg ikke rigtig om jeg orker at få læst den sidste. Det er, i manglen af et bedre ord, ærgerligt.

Forstå mig ret: Forfattere behøver ikke at skrive kedelige karakterer eller overdrevet fejlbehæftede personer. Jeg leder heller ikke efter en smådum antihelt. Og ja, når vi er indenfor de mere fantastiske genrer – science fiction, fantasy, horror – så er det muligvis fjollet af mig at forlange realisme. Men altså … stop nu med de der über-kække replikker. Der er jo ingen der taler sådan. Heller ikke når robotter fra rummet er ved at udslette menneskeheden.

Det burde ikke være umuligt at skrive genrelitteratur med flerdimensionelle karakterer; det kræver blot en dygtig forfatter. Heri består muligvis det grundlæggende problem. For på trods af at Neuvel kan skrue et spændende plot sammen, så har han andre forfattermæssige mangler.

Jeg ender nok med at give sidste bind, ‘Only Human’, en chance. Men derefter tror ikke at jeg opsøger Neuvels forfatterskab igen lige foreløbigt.

The Prestige

Må indrømme at jeg ikke direkte husker filmen ‘The Prestige’. 2006 er en del år siden efterhånden, undskylder jeg mig med. Mindes derfor mest af alt, at filmen var en af to tryllekunstnerfilm med handling i 1890’erne, der udkom i det år1.

Jeg havde derfor ikke de store forventninger til filmens bogoplæg: Christopher Priest ‘The Prestige’ (1995), som jeg til min forbavselse opdagede er genudgivet som en del af den autoritative ‘SF Masterworks’ serie. For mine tågede erindringer om filmen til trods, så var det ikke ligefrem science fiction, jeg forbandt ‘The Prestige’ med. Steampunk, måske, men ikke min favoritgenre. Da den kun kostede 4 dollars på min Kindle, så fik bogen dog en chance.

Efter endt læsning kan jeg dog med stor tilfredshed meddele, at jeg heldigvis tog fejl. ‘The Prestige’ er science fiction og den er fremragende. På overfladen følger man to Fin de siècle tryllekunstneres rivalitet, men bogen handler mest af alt om illusioner og besættelse. Der er masser af plot- og fortæller twists, og jeg var fanget fra start til slut. Bogen er velskrevet og med en dybt original handling. Og Nikola Tesla er med i en central rolle, hvis den slags nørdreferencer ellers er noget, som tiltrækker jer.

‘The Prestige’ er meget varmt anbefalet. Klart en af de bedste læseoplevelser i længere tid.

  1. Den anden var ‘The Illusionist’, som jeg heller ikke husker særlig detaljeret. []

Anker Jørgensens tid 1972-1982

Jeg er efter en lang periode stort set uden danske bøger gået i gang med ‘De danske ministerier: Anker Jørgensens tid 1972-1982’. Det er ikke noget helt lille projekt (624 sider og bind to om Poul Schlüter æraen er endnu længere), men det er både nødvendigt og overraskende underholdende.

Nødvendigt fordi jeg ved faretruende lidt om nyere dansk politisk historie. Jo, jeg kender da de brede linjer i samfundsudviklingen. Men jeg kan reelt ikke sige meget begavet om, hvad der konkret kendetegnede politikken i årtierne under H.C. Hansen, Viggo Kampmann, Jens Otto Krag, Hilmar Baunsgaard, Poul Hartling og Anker Jørgensen.

Min ambition for det kommende år er derfor at få læst nogle ordentlige murstensbøger om dansk politisk historie, og altså begyndende med Anker Jørgensen og Poul Schlüter, og så opsøge Bo Lidegaards bøger om Jens Otto Krag.

Heldigvis er bøgerne som nævnt også overraskende underholdende. Historiker Thorsten Borring Olesen er en glimrende formidler, der dels til tider skriver direkte fængende, dels på på elegant vis får flettet biografi, politik og historie sammen i én sammenhængende analyse. Han er samtidig god til at sætte den politiske udvikling ind i den større internationale, kulturelle og samfundsmæssige udvikling, så jeg føler mig her på side 134 allerede en del klogere end før.

Man skal nok ikke kaste sig over dobbeltværket om Anker Jørgensen og Poul Schlüter, hvis man ikke i forvejen synes dansk politik er grundlæggende interessant. Men hvis man gør det, så kan jeg allerede nu på dette tidlige og præmature tidspunkt sige, at bøgerne er værd at opsøge. 

John Scalzi

Når jeg ser på min Goodreads-liste, må jeg konstatere, at John Scalzi er en af de forfattere, jeg har læst flest bøger af.

Det er der flere gode grunde til. Han skriver underholdende science fiction/space opera, der som oftest er fuld af kreative idéer og (i mangel af et passende dansk ord) velgennemført ‘worldbuilding’. Han har udpræget sans for et strikke et hæsblæsende plot sammen, og han er bestemt ikke ueffen ud i at skrive actionscener. Jeg har kort sagt aldrig kedet mig i en Scalzi bog, hvilket er væsentligt mere end man kan sige om de fleste andre forfattere.

Men når jeg læser hans nyeste roman, ‘The Consuming Fire’, bliver jeg (igen) mindet om, hvor irriterende og bedrevidende en forfatter Scalzi er. Hvordan alle hans karakterer nærmest pr. definition er omnipotente, altid har et popkulturelt-kækt-ironisk svar på rede hånd, altid har gennemskuet situationen dybere, altid har et es i ærmet. Og ikke mindst: Hvordan Scalzi tilsyneladende er ude af stand til at skrive dialoger, der ikke lyder som noget fra rippet direkte ud af ‘Gilmore Girls’. Det var jævnt træls for fem bøger siden, og nu er det så ved at blive decideret ulideligt.

Måske det er unfair at kritisere en space opera forfatter for ikke at være i stand til at lave nuancerede karakterportrætter. Men da Scalzi vældig gerne vil tages seriøst1, så ville det nu være rart, hvis ikke hans hovedpersoner var så tegneserieagtige.

Lige nu er de lette Scalzi-kalorier dog helt ok ovenpå en periode med lidt vel dyster læsning og ditto tv-serier. Men jeg tror nu alligevel, at jeg snart forlader hans buffet.

  1. Hans personlige blog er meget politisk anlagt, ligesom sammenbruddet af ormehullerne i hans nye bog er en slet skjult parabel for klimaforandringer []

Landene som forsvandt

Fik Bjørn Berge ‘Landene som forsvandt 1840-1975’ i julegave, og det har været fortrinlig læsning indtil videre. Berges metode i bogen er at skrive om et sted, der på et eller andet tidspunkt i historien har udstedt frimærker – og dermed i Berges øjne kvalificerer sig til at blive kaldt et ‘land’.

De enkelte landekapitler er korte og sjældent helt fyldestgørende, men de vækker til gengæld appetitten til at udforske landene noget mere. Han er ferm til at opstøve steder, der er uhyre eksotiske og obskure for en eurocentrisk og småtskåren sjæl som undertegnede. Jeg havde indtil i dag f.eks. aldrig hørt om forlængst afdøde lande som Obock, Elobey eller Alwar, men det er antageligvis mere min skyld end deres.

Berge skriver godt og oftest med et tvetydigt drag om munden. Jeg skal ikke kunne sige om han har læst James C. Scott ‘Seeing like a State’, men Berge udviser en klar grundlæggende forståelse af, at selve statsdannelsen sjældent er positivt nyt for de individer, der bebor det pågældende territorium (ikke mindst fordi der oftest er tale om kolonier eller sub-kolonier. Og med den lange liste over (bogstaveligt talt) ‘failed states’ i Berges bog in mente, kan man ikke lade være med at spekulere over, hvordan det dog skal gå med et kaotisk nyt land som Sydsudan eller et miserabelt land som den Central Afrikanske Republik.

Historien lover ikke godt.

Bogåret 2018

Ingen juleferie uden en retrospektiv gennemgang af årets bøger. Som i tidligere år opdeler jeg årets bøger i fire kategorier:

  • ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’
  • ‘God, men nok mest hvis du er sær’
  • ‘Skuffende. Meget skuffende’
  • Bøger jeg gik i stå i

Kvantitativt var bogåret 2018 bedre end 2017: Jeg fik læst 44 bøger mod 36 året før. Til gengæld var jeg marginalt mindre begejstret for de læste bøger. I 2017 vurderede jeg i gennemsnit bøgerne til 3,9/5, mens det i 2018 var faldet til 3,8. Årets bog for mig er Jennifer Egan ‘A Visit From the Goon Squad’ fra 2010:

A visit from the goon squad

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Jennifer Egan: ’A Visit From the Goon Squad’
  • Josiah Bancroft: ‘Senlin Ascents’
  • Josiah Bancroft: ‘Arm of the Sphinx’
  • Matt Ruff: ‘Lovecraft Country’
  • Odd Arne Westad: ’The Cold War’
  • Charles C. Mann: ’The Wizard and the Prophet’
  • Robert Sapolsky: ‘Behave’
  • Christopher de Hamel: ‘Meetings With Remarkable Manuscripts’
  • James C. Scott: ’Seeing like a State’

Kommentar: Bedste fictionlæsning var helt klart Jennifer Egan. Fantastisk roman, velskreven, melankolsk, tankevækkende. Fik også et par solide non-fiction titler ind under bæltet. Største læseoplevelse var Christopher de Hamel, men jeg blev nok klogest af Sapolsky.


‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Jane Harper: ‘The Dry’
  • Ernest Cline: ‘Ready Player One’
  • Emma Newman: ‘Planetfall’
  • Emma Newman: ‘After Atlas’
  • Tim Pratt: ’The Wrong Stars’
  • Tim Pratt: ’The Dreaming Stars’
  • Omar El Akkad: ‘American War’
  • Christopher Golden: ‘Ararat’
  • Nick Cutter: ‘Little Heaven’
  • Alan Dean Foster: ‘Alien’
  • Christopher Farnsworth: ‘Deep State’
  • John Scalzi: ’The Collapsing Empire’
  • Sebastien de Castell: ’Traitor’s Blade’
  • Sebastien de Castell: ‘Tyrant’s Throne’
  • Sebastien de Castell: ‘Knight’s Shadow’
  • Sebastien de Castell: ’Saint’s Blood’
  • Ray Dalio: ‘Principles’
  • Bob Woodward: ‘Fear’
  • Michael Wolff: ‘Fear and Fury’
  • Bruno Maçães: ‘The Dawn of Eurasia: On the Trail of the New World Order’
  • John Gray: ’Seven Types of Atheism’
  • Jordan B. Peterson: ’12 Rules for Life’
  • Paul Kennedy: ’The Rise and Fall of the Great Powerd’
  • Simon Sebag Montefiore: ’The Romanovs: 1613-1918′
  • Chris Wickham: ‘Medieval Europe’

Kommentar: Et opsamlingsheat af udmærkede genrelitterære titler, kombineret med de næstbedste non-fiction titler. Emma Newmans tankevækkende ‘Planetfall’ bøger er nok dem, der er tættest på at komme op i den øverste liga. Tror jeg vil huske dem langt længere tid frem end en del andre af titlerne på listen.

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • Peter F. Drucker: ‘The Effective Executive’
  • Henrik Qvortrup: ‘Tre år, ni måneder, tre dage’
  • Ben Rhodes: ‘The World As It is’
  • Jane Harper: ‘Force of Nature’
  • Jaron Lanier: ‘Ten Arguments for Deleting Your Social Media Accounts Right Now’

Kommentarer: Måske er jeg lidt hård her. Ingen af bøgerne var skrigende dårlige, de var bare ikke min kop the. Ej, ok, Qvortrups bog var en stinker.

Bøger jeg gik i stå i

  • S. J. Morden: ‘One Way’
  • Joshua Kurlantzick: ‘A Great Place to Have a War’

Kommentar: Jeg er meget tilfreds med, at jeg år for år får reduceret antallet af titler i denne kategori. Årets to sorte får er en science fiction bog jeg kom til at læse foran i (og derfor ikke gad læse resten af bogen) og en for lang og for deskriptiv bog om Laos’ nyere historie.

Finish the Book, George!

Så er de der igen; farisæerne som sidder der og finder på forstående undskyldninger og efterrationaliseringer for, hvorfor at George R.R. Martin stadig ikke har lettet sin planetstørrelse-røv og fået skrevet næste bind i ‘A Song of Fire and Ice’. Jeg mener, se bare overskriften på denne fornærmende artikel:

Ok? OK?! Det er da så langt fra OK, som det overhovedet kan være. Manden er en skidespræller, en charlatan, en gemen svindler. Og jeg står ved hvert et ord, som jeg skrev tilbage i juli 2017, hvor der allerede på det tidspunkt var gået 6 år siden seneste bind i bogserien:

George R. R. Martin, nu skal jeg sige dig en ting: Du skal KRAFTEDEME ikke sidde dér og være en krukke, og love at vi ”måske” får næste Game of Thrones bog inden udgangen af 2018. Du skal fandeme ikke sidde der på din lousy blog og tale om ”gode dage og dårlige dage”, når der er gået SEKS ÅR siden seneste bog i serien.

Når du har tid til at mingle med skuespillere, lave spin-off tv-serier, skrive flere blogindlæg om dagen, være redaktør på tåbelige antologier, være kongen af bogmesser og æde dig igennem samtlige restauranter i Albuquerque og omegn, så har du OGSÅ TID TIL AT FÅ SKREVET DEN FORBANDEDE BOG.

Tv-serien overhalede dig for over en sæson siden og hele dit skabagtige ”uuuuuuh, jeg er en kunstner for kunstens skyld, og jeg skylder jer rent faktisk ikke en bog, nå!”-ævl er noget af det værste, jeg har oplevet en forfatter udsætte sine læsere for. Gu’ gør du så, din skriveblokerede burgøjser.

Sæt din behårede røv ned foran tastaturet og få skrevet den bog. NU! NU! NUUUUUUUU!

Og ved du hvad, George? Med ‘bog’ mente jeg naturligvis ikke ‘Fire & Blood’, som er en faux-historie om House Targaryen 300 år før handlingen i bogserien. Gør du nar? Var det hvad du mente, da du lovede en bog inden udgangen af 2018? VAR DET? Hvad i alverden har du gang i, din beskæggede umulius?

Og lad mig så lige fortælle dig en ting. Du skal ikke få alle dine apologeter, rygklappere og fanboys på diverse forlagsfinansierede fantasyblogs til at opdigte stadig mere absurde grunde til, hvorfor det faktisk er godt og sundt for os alle sammen, at vi ikke kan komme videre i historien i bøgerne:

We hunger for endings, but maybe it’s time to rethink our reliance on conclusions. Though we have confidence The Winds of Winter will eventually arrive, in the case of A Song of Ice and Fire, George R. R. Martin may still ultimately leave us without a choice in that regard. That would be a little heartbreaking, I’ll admit, but will the lands of Westeros and Essos be any less rich if we don’t find out who wins this particular round of jockeying for the throne? That world is getting bigger all the time, and maybe it’s for us to stop demanding to see the ends of it, and see what we can see.

Jeg har aldrig hørt magen. Nej. Jeg skal ikke gentænke mit behov for slutninger og det er ikke mig, der er noget galt med. Du er i underholdningsbranchen, din usle junker. Og du har ikke leveret din del af aftalen i en menneskealder.

Hvis Stephen King kan skrive gennem flodbøger af narko og trafikuheld, så kan du denondelyneme også tage dig blot en smule sammen.

Finish the book, George!