Harry Potter

Min kone har dårlig samvittighed over at arbejde for meget. Hun lod sig derfor besnakke af sønnen til at købe en Lego-udgave af Hogwarts. Han byggede løs til tonerne af soundtracket, alt imens han kraftigt fantaserer om at han er Harry Potter.

Vi har ikke læst bøgerne endnu, men han er blevet pænt besat af filmene og selve ‘Harry Potter’-universet. Hans lidt lidt ældre kusine i Sundsvall er gigantisk fan, og det har smittet ham. Det giver visse udfordringer.

Dels at filmene varer knap 2,5 timer hver. Selv for en mand, der gerne parkerer sine børn foran en film for at pleje mig selv, så er det lang tid.

Dels er historien måske lidt vel uhyggelig og barsk for en 6-årig. Tror i hvert fald ikke han skal se de senere film endnu, dem husker jeg som relativt mørke og dystre. Selv den anden film behandler meget eksplicit racisme, et fænomen, der ikke giver mening for ham.

Måske næste trin er højtlæsning af bøgerne. Vi må se. Der er jo en del sider at gå i gang med.

Camilla Townsend – ‘Fifth Sun’

Jeg havde egentlig store forventninger til Camilla Townsend ‘Fifth Sun: A New History of the Aztecs’, men bogen fungerer ikke for mig. Hvilket irriterer mig betragteligt. Den har jo fået gode anmeldelser, og jeg vil egentlig gerne vide mere om de centralamerikanske civilisationer før (og konsekvenserne af) europæernes ankomst.

Problemet er at Townsend er alt for interesseret i Nahuatl-sproget, de skriftlige kilder og aztekernes poesi til min smag. Hun har en forkærlighed for at ville fortælle den store historie gennem at skildre enkeltpersoners liv.

Hvilket utvivlsomt giver mening for andre typer læsere, men jeg er nok en mere gammeldags kinda guy når det handler om historie. Jeg kan bedst lide politisk historie og en bred introduktion til en civilisations samfund, økonomi og religion. Social- og kulturhistorie er ok, men det er ikke de aspekter, jeg allermest ønsker at forstå – og ‘Fifth Sun’ bliver dermed heller ikke den grundige introduktion til aztekerne, som jeg havde ønsket mig.

Nu giver jeg den lige 50 sider mere. Måske en del af problemet er, at jeg læser ‘Fifth Sun’ og andre faglitterære bøger forkert. Jeg læser i en alder af 38 år således stadig murstenstykke, digre og akademiske værker, som om de var skønlitterære værker. Vi begynder på side 1, og pløjer os så mere eller mindre entusiastisk igennem teksten til den bitre ende. Den læsemodel fungerer for de virkelig velskrevne værker, men går i itu i hænderne på en mindre spændende skrivende forfatter – eller hvis emnet ikke optager mig intenst.

Må til at revidere min læseteknik, tror jeg.

“George R.R. Martin Pitched a Westworld / Game of Thrones Crossover”

Selvfølgelig gjorde den løgnagtigeluddovne, lemmedaskende, lurvede, laskede, lamme skidespræller det. Ingen overspringshandling er for plat for ham. Og det passer perfekt ind i hans almene plattenslageri. Han har jo nu i snart 9 år gjort alt hvad han kunne for at undgå at få skrevet den næste bog i ‘A Song of Ice and Fire’. I guder, hvor er jeg træt af ham. Finish the book, George!

Peter Watson: ‘The Age of Atheists’

Ved I hvad, jeg vil være helt ærlige overfor jer. Hvis I læser med herinde så er I tydeligvis af en ganske særlig støbning, I ved nok, den slags hærdede typer der vitterligt kan håndtere den barske sandhed. Så nu siger jeg det bare lige ud, helt ude omsvøb og bortforklaringer: jeg tror der er risiko for at jeg kommer til skimme en del af siderne i Peter Watson: ‘The Age of Atheists: How We Have Sought to Live Since the Death of God’.

The age of atheists 9781476754321 hr

Forstå mig ret: bogen er mageløs. Velskrevet, klog, indsigtsfuld og nærmest absurd altfortærende i sin appetit og bredde. Alene forsiden gør den værd at læse, det er jo så skønt at se ‘Un dimanche après-midi à l’Île de la Grande Jatte’ engang imellem. Men bogen er også virkelig, virkelig lang. At dømme ud fra indholdsfortegnelsen når vi undervejs gennem Nietzsche, Marx, Freud, ekspressionistisk dans, teosofi, fænomenologi, nazisme, eksistentialisme, selvhjælpsbøger, sex, stoffer og rock-and-roll. Phew!

Watson interesserer sig for alternativerne til religion sådan som de har udfoldet sig de sidste 130 år; tankesystemerne, de æstetiske overbevisninger og de andre måder at leve på. Det er ikke en polemisk bog. Watson er ikke ude på en kritik af den traditionelle religion, eller som en anden Richard Dawkins, at lovprise en rationalistisk og naturvidenskabelig tilgang til vores plads i universet. Han vil derimod undersøge de sekulære alternativer og ikke mindst hvordan de skaber mening:

“the wholly secular lack a sense of wholeness, fulfillment, fullness of meaning, a sense of something higher; they have an incompleteness . . . ‘a massive blindness’ to the fact that there is ‘some purpose in life beyond the utilitarian’ ”.

Det er et fascinerende projekt. Ikke mindst hvis man (som jeg) ikke kan lade være med at lægge mærke til, hvordan ellers erklærede ikke-religiøse mennesker finder mening og identitet i tilfældige ting ved at dyrke dem, ja, religiøst. Fænomener som ‘en fed karriere’, ‘at være en god mor’, ‘politik’, ‘at have den perfekte krop’, ‘klimakampen’ og ’social status’ er de facto ersatz-religion for mange mennesker. Hvis man betragter religioner som sociologiske og psykologiske (snarere end teologiske) fænomener, så bliver det tydeligt at de langt fra er forsvundet, selv ikke i sekulære samfund.

Jeg siger ikke at der er noget galt i at kanalisere sit behov for mening ind i den slags aktiviteter, det er altsammen meget naturligt i en affortryllet verden. Og hey, min blog – åbenlyst et meningsskabende fænomen for mig – fylder 15 år om lidt, så jeg har ikke nogen sten at kaste herinde fra glashuset. Derfor er det da også spændende når Watson udforsker mange af de virkelig yderligtgående typer, der har forsøgt at løfte de sekulære meningsskabere op i en højere potens.

Jeg er i skrivende stund på side 70 ud af 563, så der er et stykke vej endnu. Størst glæde fik jeg på side 40, da jeg læste om Ascona:

Seven jpg 2019 06 24 10 42 44

Ascona er som billedet antyder en malerisk turistfælde ved Lago Maggiore. Kan I se lysene ovre på anden side af søen? Det er Magadino, hvor Min Bedre Halvdels mormor bor. Så jeg har været i Ascona nogle gange efterhånden, og tro mig, det er ikke et vildt sted. Man spiser Mövenpick is og spadserer langs vandet i den lune sommeraften. De spiller fesen jazz og tager overpriser for det meste. Et nobelt og frygtelig konservativt sted. Troede jeg. For Watson har gjort mig klogere:

“In Ascona a remarkable number of feminists, pacifists, literary figures, anarchists, modern dancers and Surrealists came together to consolidate their radical ideas and initiate certain ‘life-experimensts’ … Ascona was part-Tolstoyan and part-anarchist, with a decidedly naturalist – at times occult – orientation. Among the better known luminaries who passed through was D.H. Lawrence, Franz Kafka, Carl Gustav Jung and Hermann Hesse.

Nietzscheanism was a pervasive presence, not so much the ‘will-to-power’ form of Nietzscheanism but the Dionysian kind, where the aim is ecstatic dynamism”

Der blev med andre ord gået til den oppe i refugiet på Monte Verità. I dén grad, faktisk:

“Adherents sought intensity through an erotic freedom, which included nudity, sometimes orgies, and at other times embraced a cult of masculinity. There was vegetarianism, sun worship, occultism, black magic, mysticism and Satanism”

Og altsammen for mere end 100 år siden. Der kan man da tale om meningsskabende alternativer til traditionel religion! Jeg ville ønske at jeg havde kendt til den side af Ascona, for det lyder da spændende.

Jeg nærer et håb om at jeg kan opsamle flere indsigter i den stil fra Watsons bog, så måske, MÅSKE løj for jer i indledningen. Måske får jeg jeg faktisk læst bogen? Jeg håber.

Station Eleven

Måske det er en anelse morbidt, men jeg overvejer i disse pandemitider at genlæse Emily St. John Mandels vidunderlige post-apokalyptiske roman ‘Station Eleven’.

Historien indledes med at 98% af jordens befolkning dør af en svineinfluenza lignende virus, men det er alligevel en underligt livsbekræftende og poetisk bog. Det kunne jeg godt have brug for i skrivende stund. 

Et alternativ kunne være Stephen King ‘The Stand’, der dog er en noget mere ondsindet størrelse end Mandel. Jeg satser i hvert fald på at Covid 19 ikke har så meget tilfælles med Captain Trips.

A Memory Called Empire

Arkady Martine ‘A Memory Called Empire’ har efter min mening en af de senere års mest æstetisk tilfredsstillende science fiction forsider:

Er den ikke fortryllende? Den dag jeg bliver den despotiske hersker over et intergalaktisk imperium af uforståelige dimensioner, så vil jeg også have sådan en trone. Det virker kun passende for en mand af min noble stand, beskedne væsen og uangribelige moralske habitus.

Desværre er bogen ikke helt så sindsoprivende som forsiden. Forfatterens baggrund er blandt andet en Ph.D. og forskning i byzantinsk og armensk middelalderhistorie. Den slags plejer at pirre mig, og fagligheden fornemmes tydeligt i den altopslugende fornøjelse Martine har i at opbygge de politiske intriger i det, ja, byzantinsk komplekse Teixcalaanli imperium.

Men … selv om det er underholdende til en vis grad, så bliver det en anelse udmattende i længden at læse endnu en spidsfindig diplomatisk og sensitiv replikudveksling mellem bogens hovedperson og diverse fiktive notabiliteter – især når der ikke for alvor sker noget i plottet. Jeg har brug for mere eskapisme og handling i min space opera. Flere eksploderende rumskibe, færre sigende blikke mellem mødedeltagere i luksuriøse faciliteter.

Derfor kun en delvis anbefaling til ‘A Memory Called Empire’. Du skal i hvert fald have god tid til den.

Det er fjollet: alene i 2020 har jeg købt og begyndt på to (i øvrigt velskrevne, originale, uhyggelige, kvalitets) horrorbøger – ‘The Amulet’ og ‘Burnt Offering’ – blot for at opgive dem undervejs, så snart forfatterne begyndte at udsætte børn for horror-ting. Hvornår lærer jeg det? Jeg burde vel efterhånden være klogere? Det er muligvis irrationelt, men jeg magter ikke at læse om børn der lider. Måske jeg blot skulle se at finde mig en ny genre.

Kørt fast i dyster læsning

Er gået en anelse i stå i min faglitterære læsning. Kan ikke for alvor få gjort noget ved de bøger, der efterhånden har givet mig dårlig samvittighed siden begyndelsen af december.

Ivan Krastev & Stephen Holmes ‘The Light that Failed’ er ellers i udgangspunktet lige noget for mig. Et politologisk-historisk tilbageblik på seneste 30 år siden Murens fald. Mmmm. Tilmed med et særligt fokus på udviklingen i de central- og østeuropæiske lande. Altså, Sofisten anno 2006 ville slet ikke kunne være i sig selv ved den beskrivelse. Sofisten anno 2020 har dog noget nemmere ved at holde begejstringen i ro. Ikke at det er en uinteressant eller dårligt skrevet bog. Tværtimod har de 20 sider jeg indtil videre har læst været både begavede, indsigtsfulde og tankevækkende. Men … de har også været nedslående. På det personlige plan er jeg hvis ikke oprørt, så dog fundamentalt deprimeret over at tingene gik som de gik. At verden ikke er et bedre sted. At håbene fra dengang om frihed løb ud i sandet. Og at vi kigger ind i en fremtid, der ikke virker lovende for mine børn. Så måske det snarere er mig – og ikke Krastev & Holmes – den er gal med. Bogen er jeg i hvert fald gået i stå i.

Eric Kaufmanns kontroversielle ‘Whiteshift’ var på mange must-read lister sidste år. Det forstår jeg egentlig godt, men jeg er her efter halvanden måned ikke helt mentalt klar på 580 sider om den samfundsmæssige betydning af at hvide indenfor de næste årtier ikke længere er i majoriteten i den vestlige verden. Måske der er emnet, måske det er de mange tætskrevne sider med lille skriftstørrelse, der hæmmer mig. Uanset forklaringen, så kommer jeg ikke videre i den.

Endelig gav mine forældre mig Rune Lykkebergs ‘Vesten mod Vesten’ i fødselsdagsgave. Endnu en bog der kredsen om krisen i de vestlige liberale demokratier, man aner efterhånden et mønster. Jeg burde se at få den læst, men Lykkeberg som skribent er begyndt at irritere mig. Første gang han tilbage i begyndelsen af 10’erne lavede sit ‘jeg fortolker samtiden ved at analysere popkultur og løfte det (for) højt op i Informations-klummeskribent niveau’-stunt syntes jeg det var vældig fornøjeligt og begavet. Her i mit midaldrende tusmørke virker det imidlertid mere selvsmagende og trættende. Nej, Lykkeberg, ærligt talt, ‘Hunger Games’-bøgerne er ikke for mig de primære kilder til at forstå den vestlige verdens dekadente forfald. Så jeg går i stå, hvilket frustrerer mit ego og giver mig dårlig samvittighed. Jeg vil jo så gerne være en god søn og læse de gaver, jeg får af mine forældre.

Løsningen på det hele? Det er selvsagt den nye flok bøger, jeg har til aften har bestilt på Amazon. Intet løser en læsekrise som at tilføje nye bøger i stakken!

Michael Rutger

Jeg har fortæret Michael Rutgers to horrorbøger ‘The Anomaly’ (2018) og ‘The Possesion’ (2019) med glubende appetit de seneste dage.

Man kan godt mærke at han til daglig skriver filmmanuskripter. For ud over at have en særdeles veludviklet og frit fabulerende fantasi, så skriver han fremragende, plottet afvikles med sikker hånd, dialogen flyden og hans genremæssige virkemidler er forskrækkeligt effektive.

Man skal ikke læse bøgerne for mere end det de er: gode overnaturlige gys à la ‘X-Files’ og ’Supernatural’. Men hvis det er dét, man som læser har brug for i sin tilværelse lige nu, så bliver det ikke meget bedre end Rutger. Varmt anbefalet.