Den uendelige historie

Det er 40 år siden Michael Endes ‘Den uendelige historie’ udkom, og jeg læste i den anledning en interessant fortolkning af bogen.

Hidtil har min fortolkningsramme af historien primært handlet om Bastians ensomhed og fantasiens betydning. Men bogen kan (bør?) måske snarere læses som en meditation over Tyskland i årene før, under og efter anden verdenskrig. Muligvis en lidt vel voldsom tolkning af en young adult bog, men den giver mening.

Måske man burde læse bogen engang igen ved lejlighed, om ikke andet så for at vurdere højtlæsningspotentialet.

I’m Thinking of Ending Things

Man skulle næsten tro at kongen af speculative fiction skizofreni Philip K. Dick var genopstået fra de døde. Har i hvert fald fald fortæret nogle fortrinlige nyere værker indenfor det, man lidt fortegnet kunne kalde ‘er-det-jeg-oplever-virkeligt-eller-er-jeg-ved-at-blive-splittergal?!’-litteratur.

Blake Crouch er den aktuelle mester indenfor genren (seriøst: Se at få læst ‘Dark Matter’ og ‘Recursion’), men efter at have færdiglæst Iain Reid ‘I’m Thinking of Ending Things’ ved morgenmadsbordet, så tror jeg at hans position er truet. Reids debut er noget af det mest veleksekverede og fængslende psykologiske horror jeg har læst i lang tid.

Jeg har allerede købt Reids anden roman ‘Foe’, som også har fået ros for sin læskende uhygge. Glæder mig til at komme i gang med den.

Den værste af alle verdener

Brent Weeks – ‘The Black Prism’ frustrerer mig. Og ikke kun fordi bogen har ligget ulæst på min Kindle i årevis, og jeg først for nylig fik hanket op i mig selv for at give den en chance mere.

Nej, det mest frustrerende er at bogen har et originalt univers, et spændende plot, sublim worldbuilding og masser af nyskabelser indenfor fantasygenren – men det hele falder fra hinanden eftersom Weeks skriver rædderligt, infantilt og klichéfyldt. Det er til tider en gru at være med til. Han kan som fantast helt åbenlyst opfinde de utroligste ting, men udføre dem i tekstform? Dét magter han ikke. Det er genrelitteratur når det er værst.

Så hvad gør jeg? Skal jeg læse bogens snart fire efterfølgere? Jeg er interesseret i plottet og det er jo teoretisk muligt at Weeks er blevet en bedre forfatter siden ‘The Black Prism’ udkom tilbage i 2010. Må gruble over det. Der er jo så mange andre bedre bøger, jeg burde få læst.

Salvation

Som tidligere nævnt er Peter F. Hamilton en af mine absolutte yndlings science-fiction forfattere, så det var med betydelige forventninger at jeg fik i gang med ‘Salvation’.

Fik jeg så hvad jeg kom efter? Både ja og nej.

Jeg fik space opera, intergalaktiske krige, nærmest pornografisk detaljerede rumskibe og utopiske samfundsmodeller. Men jeg fik også detektivhistorier og post-apokalyptiske scener. Altsammen er ting jeg holder meget af, men i én og samt bog bliver det næsten lidt for meget. Især når det ikke rigtig hænger sammen.

Det konceptuelle overload lader sig gøre fordi ‘Salvation’ mest af alt må betragtes som en antologi af noveller, som Hamilton har forsøgt at vinde nødtørftigt sammen med en overordnet historie. Det fungerer delvist, men så alligevel ikke helt; novellerne er simpelthen for varierende i kvalitet og relevans. Jeg har kort sagt Hamilton mistænkt for at have haft en række karakterer og historier liggende i skuffen, der hver for sig var interessante, men dog ikke helt tunge nok til at kunne bære en hel roman.

Løsningen blev derfor ‘Salvation’, der samlet set gav mig mange fine stunder, men som mangler det store overblik fra hans tidligere mesterværker. Men hvem prøver jeg egentlig på at narre med denne smågnavne anmeldelse? Hamilton er altid en fornøjelse, og jeg kommer naturligvis også til at læse opfølgeren, ‘Salvation Lost’, der netop er udkommet.

Dark Matter

Stødte på et bud på de 10 bedste spøgelseshistorier i The Guardian, og syntes at Michelle Paver ‘Dark Matter’ lød interessant. Kværnede bogen i ét hug her til formiddag, hvilket var en ubetinget fornøjelse.

På trods af at bogen er deklareret som horror, så er historien mere urovækkende end direkte uhyggelig. Men romanen er velskrevet og dens univers – en fejlslagen videnskabelig ekspedition til Svalbard i 1937 – er fængende og fremragende eksekveret.

Det er ligefrem rart med en gyserhistorie der ikke leverer uhygge baseret på sadistisk vold, men mere spiller på klassiske gyserdyder som psykologi, ‘cabin fever’ og en upålidelig fortæller, der alene i en hytte i snestorm tydeligvis er på vanviddets rand.

Efter endt læsning står det således ikke klart om der faktisk er sket noget overnaturligt, eller om vil blot har været en tur inde i sindet på en sårbar og skadet sjæl. Den slags åbne slutninger plejer at irritere mig grufuldt, men i ‘Dark Matter’ ville jeg ikke ønske det anderledes.

Historiens omgivelser – en isoleret bugt på Spitsbergen – er måske bogens største styrke. På trods af at de barske omgivelser måske/måske ikke er medvirkende til hovedpersonens sammenbrud, så fik jeg en intens lyst til at tage første og bedste fly til Longyearbyen. Det virker som et fascinerende sted. Jeg har generelt i et stykke tid næret en unormal interesse for ishavet og ubeboede øer – hvorfor jeg for nylig også nød Bjørn Berge ‘Landene som forsvandt: 1840-1975’ og Judith Schalansky ‘Pocket Atlas of Remote Islands’. De er god inspiration til at drømme sig væk.

I foråret forsøgte jeg også at komme igennem Dan Simmons ‘The Terror’, der også er en gyserhistorie i ishavet. Den blev dog en kende for lang; 900 sider, hvor der først begynder at ske decideret uhyggelige ting 3/4 inde i bogen, er simpelthen for meget til mig. ‘Dark Matter’ rammer derimod en ganske perfekt balance. Jeg skal ikke kunne sige om det ligefrem er en af de 10 bedste spøgelseshistorier nogensinde, men anbefale bogen – dét vil jeg gerne.

Golden State

I grunden forstår jeg ikke helt hvorfor at en esoterisk butik som Science Fiction Bokhandeln ligger midt på en af det turisthærgede Gamla Stans mest befærdede gader. Men det ser ud til virke; som en af de få boghandlere virker den relativt upåvirket af Amazons dominans.

o

Siden min første Kindle i 2014 har jeg måske købt 2-3 skønlitterære bøger i fysisk udgave, men ved gårdagens besøg gjorde jeg sjælden en undtagelse og vendte hjem med Ben H. Winters ‘Golden State’ og Peter F. Hamilton ‘Salvation’.

Begge er nye udgivelser af forfattere, som jeg før i tiden har haft stormende forelskelser i. Winters’ ‘Underground Airlines’ var min favoritbog i 2016 og Hamilton har jeg været fan af siden jeg læste hans space opera mesterværk ‘The Reality Dysfunction’ tilbage i sommerferien 2008.

Jeg sætter egentlig pris på at læse på mine Kindle, men det er grundlæggende noget andet at læse en bog i fysisk form. Det er i hvert fald langt lettere for mig at læse langt og intenst på papir. Således også i går, hvor jeg åd samfulde 310 sider i ‘Golden State’ henover én aften. Det er en fremragende thriller, nok især hvis man holder af alternative virkeligheder, dystopien og forfattere som Blake Crouch og Philip K. Dick. Vi er måske ikke helt oppe i ‘Underground Airlines’ klassen, men det er tæt på.

Nu glæder jeg mig til at komme i gang med ‘Salvation’, som jeg håber er en tilbagevenden til Hamiltons gamle dyder. Det er desværre nogen år siden jeg har læst noget af ham, primært fordi han har insisteret på at skrive bøger indenfor det samme ‘Commonwealth’ univers. Ikke at der er noget galt med det univers som sådan, men når det nu er snart 10 år siden jeg læste de første tre glimrende bind i serien og jeg gik i stå i den fjerde gudsjammerligt kedelige bog (og derfor heller ikke har læst de tre efterfølgende …), så ville jeg afvente at Hamilton kastede sig ud i et nyt univers. Det har han gjort med ‘Salvation’, hvilket fylder mig med en vis forventning.

Generelt har 2019 været et fint år for mig på science fiction og fantasy fronten. Har fået læst en række særdeles gode romaner, og det ser ikke ud til at stoppe. Tror jeg får sat ny læserrekord i år.

The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle

Det har været et usædvanligt vellykket skønlitterært 2019. Antallet af åh-nej-klokken-er-alt-for-mange-men-jeg-er-NØDT-til-at-læse-videre romaner har været helt usandsynligt stort.

Jeg har således været fanget af alt lige fra Sally Rooney ‘Normal People’, Blake Crouch ‘Recursion’, Emma Newmans science fiction dystopier, Christopher Priests ‘The Prestige’ og ‘The Affimation’, R.F. Kuang ‘The Poppy War’ til Tom Sweterlitsch ‘The Gone World’.

Kombineret med at jeg har fået læst en del fremragende faglitteratur ved siden af, så tegner 2019 derfor heldigvis til at blive mit bedste læseår i lang, lang tid.

Lige pt. kredser mine tanker dog primært om Stuart Turton ‘The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle’. Jeg fik den anbefalet af en snob, der normalt kun har hån til overs for mine genrelitterære tilbøjeligheder. Stor var overraskelsen derfor, da det viste sig at Turtons bog er et vanvittigt vellykket gadekryds af Agatha Christie, ’Inception’, og ‘Groundhog Day’. Måske der endnu er håb for menneskeheden?

Jeg var godt underholdt og spekulerede konstant over intrigerne og mordgåden. Plottet er smågenialt skruet sammen og det lykkedes mig tilmed – hvilket jeg faktisk er ganske stolt over – ikke at snyde og læse foran. Den slags øvelser kræver betydelig selvdisciplin fra min side, da jeg ellers konsekvent altid læser foran i de bøger (eller læser spoilers om tv-serier), jeg aktuelt er besat af. At Turtons bog var så spændende at jeg ikke ville tillade mig selv at spolere oplevelsen, siger derfor en hel del.

Som den elendige boganmelder jeg er, magter jeg ikke opsummere handlingen eller bogen i almindelighed1. Alt hvad jeg vil sige er, at hvis man synes om mordmysterier, tidsparadokser og utroværdige gentlemen på et engelsk gods i 1920’erne, så er der ingen grund til yderligere overvejelser; bare se at få bogen læst. Det bliver en af dine bedste læseoplevelser lang tid.

  1. Det klares altsammen bedre her

Indien

Der er dele af verden jeg ved alt, alt for lidt om. Hvor min viden om samfund, historie og kultur er basal og utilstrækkelig. Hvor jeg forfalder til klichéer og stereotyper.

Det handler typisk om landene i de sektioner jeg altid skimmer lidt for hurtigt over i The Economist: Asien og Sydamerika. Vigtige nationer som Indonesien, Malaysia og Filippinerne er gode eksempler. Hvad ved jeg egentlig om dem? Skrab lidt i overfladen og min ignorance åbenbarer sig nådesløst.

Mit mest kriminelt negligerede land er dog Indien. Man kan fylde biblioteker med min uvidenhed om det land. Så det var med den ædle hensigt at forstå Indien bedre, at jeg gik i gang med K.S. Komireddis ‘Malevolent Republic: A Short History of the New India’, der oprindeligt var blevet blevet anbefalet af Financial Times som en af sommerens bedste bøger.

Efter endt læsning ved jeg ikke helt hvad man skal sige. ‘Polemisk’ er et for mildt tillægsord om bogen. ‘Hadefuld’ og ‘frådende’ er nok mere dækkende.

I Komireddis verden er alle hidtidige indiske politikere idioter, der enten er inkompetente, korrupte, autoritære eller blot folkemorderiske. Han hader ganske vist den nuværende leder Modi og hindunationalisterne mest af alle, men alle hans forgængere siden 50’erne bliver revet i stumper og stykker af Komireddi. Selv Mahatma Gandhi bliver kaldt en skamløs hykler.

Udfordringen er at jeg ikke har forudsætningerne til at vurdere rigtigheden af Komireddis mange svinere. Var Indira Gandhi virkelig en katastrofe og en magtliderlig diktator? Var Manmohan Singh virkelig i lommen på den vestlige finansverden? Var Vajpayee virkelig en bindegal nationalist, der målrettet gik efter at destruere de sekulære indiske samfundsinstitutioner?

Jeg aner det ikke, og derfor burde jeg nok have læst en mere … emotionelt distanceret bog om Indiens nyere historie. For lige nu føler jeg mig ikke klogere om Indien, men jeg tror jeg har et billede af at Komireddi ikke er den nemmeste mand i verden at leve sammen med.

Læs kun bogen hvis du i forvejen er Indien-connoisseur og gerne vil have udfordret dit billede af. Til det formål er ‘Malevolent Republic’ utvivlsomt udmærket.

Finish the Book, George! Nu med deadline

Velan! Se hvem der på sin blog nu pibler frem med en … deadline for sin bog:

As for finishing my book… I fear that New Zealand would distract me entirely too much. Best leave me here in Westeros for the nonce. But I tell you this — if I don’t have THE WINDS OF WINTER in hand when I arrive in New Zealand for worldcon, you have here my formal written permission to imprison me in a small cabin on White Island, overlooking that lake of sulfuric acid, until I’m done. Just so long as the acrid fumes do not screw up my old DOS word processor, I’ll be fine.

World Con er i sommeren 2020. Så den lemmedasker har lige givet sig selv en deadline på et år til at få færdiggjort en bog, han efter udsagn har skrevet på siden 2010. Det lover søreme godt.