Læser i disse dage Mary Doria Russell – ‘The Sparrow’ (1996). Den er meget interessant og velskrevet, ligesom den har givet mig en lidt usund svaghed for at læse om jesuitter i rummet. Bogen foregår i den nære fremtid og vandt en række science fiction priser. Men der er nu mest af alt tale om en roman om religion og tro, altsammen pakket ind i genrelitterære klæder. Så når der spekuleres i en tv-serieudgave, så virker det ikke som verdens mest gennemtænkte idé. Men bogen er god og tankevækkende, og kan varmt anbefales.

Bogåret 2020

Læste et sted i en af de utallige ‘årets bedste bøger’-lister rundt om på nettet, at COVID-19-pandemien har haft en enten-eller effekt på ens læsning. Enten har man fået læst voldsomt meget mere i 2020, eller også er ens læsning kollapset fuldstændig.

Jeg må desværre tilstå, at det er det sidste, der har været tilfældet for mig. I hvert fald den overordnede tendens.

For efter at have sat rekord i 2019 med 63 (mere eller mindre grundigt) læste bøger, så er jeg i 2020 faldet ned på 40. Det behøver måske ikke i sig selv være et problem. Tværtimod kunne det måske være nyttigt, hvis jeg læser færre bøger, men at læsningen så til gengæld er mindre sjusket – og at bøgerne er af en højere litterær kvalitet.

Men … jeg kan se på min GoodReads database, at jeg generelt har været mindre begejstret for det læste i 2020. Samtidig er det min subjektive opfattelse, at det der med den mere grundige læsning, nuvel, de er nok stadig mere ambition end virkelighed.

I 2019 stødte jeg på nogle decidere perler, men 2020 har været mere spagfærdig. Jeg tror ikke, at der var nogen af de læste bøger i år, der for alvor har påvirket mig eller min tænkning.

Årets skønlitterære oplevelse

71E9Du8wYnL

Seanan McGuire – ‘Middlegame’

Tilbage i juli noterede jeg at “‘Middlegame’ er fremragende, begavet og velskrevet speculative fiction med forførende tidsrejser, paralleluniverser, telepatiske tvillinger og horrorværdige mord”. Jeg hverken kan eller vil bede om mere. En værdig vinder.

Årets nonfiction oplevelse

Black wave 3d

Kim Ghattas – ‘Black Wave: Saudi Arabia, Iran, and the Forty-Year Rivalry That Unraveled Culture, Religion, and Collective Memory in the Middle East

Jeg var vild med bogen, da jeg læste den tilbage i februar 2020. Hvis man ønsker at forstå Mellemøsten og regionens dynamikker, så er det en must-read bog.


Den generelle metode

Tilbage i 2014 anvendte jeg for første gang de fire autoritative kategorier i mit årlige bogtilbageblik:

  • ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’ (≈ 5-6 stjerner)
  • ‘God, men nok mest hvis du er sær’ (≈ 4-5 stjerner)
  • ‘Skuffende. Meget skuffende’ (≤3 stjerner)
  • ‘Bøger jeg gik i stå i’ (uden for bedømmelse)

Jeg skal ikke kunne sige om kategorierne er særlig anvendelige for andre, men de giver mening for mig. Delvist. Sådan sa. Se note nedenfor.


‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Emily St. John Mandel – ’The Glass Hotel’
  • Seanan McGuire – ‘Middlegame’
  • Kim Ghattas – ‘Black Wave: Saudi Arabia, Iran, and the Forty-Year Rivalry That Unraveled Culture, Religion, and Collective Memory in the Middle East’
  • Ross Douthat: ‘The Decadent Society: How We Became the Victims of Our Own Success’
  • Helen Pluckrose & James A. Lindsay – ‘Cynical Theories: How Activist Scholarship Made Everything about Race, Gender, and Identity—and Why This Harms Everybody’
  • Sönke Ahrens – ‘How to Take Smart Notes: One Simple Technique to Boost Writing, Learning and Thinking – for Students, Academics and Nonfiction Book Writers’

Kommentar: ‘The Glass Hotel’ var en dejlig melankolsk bog, jeg håber ikke at St. John Mandel skal bruge fem år på sin næste roman. Af de øvrige bøger vil jeg nok mest anbefale Sönke Ahrens, ikke mindst hvis man går en smule op i personlig produktivitet og viden. Ahrens er den ideologiske partner til Roam Research-værktøjet, som jeg implementede i løbet af 2020 og har stor glæde af.


‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Ben Lerner – ’The Topeka School’
  • Michael Rutger – ’The Anomaly’
  • Michael Rutger – ’The Possesion’
  • Max Brooks – ‘World War Z’
  • Bernard Taylor – ’Sweetheart, Sweetheart’
  • Simon Leys – ’The Hall of Uselessness: Collected Essays’
  • Roderick Beaton – ‘Greece: Biography of a Modern Nation’
  • Richard Davies – ‘Extreme Economies: Survival, Failure, Future – Lessons from the World’s Limits’
  • Peter Watson – ‘The Age of Atheists: How We Have Sought to Live Since the Death of God’
  • Ivan Krastev & Stephen Holmes – ‘The Light that Failed: A Reckoning’
  • Eric Kaufmann – ‘Whiteshift: Populism, Immigration and the Future of White Majorities’
  • Raghuram G. Rajan – ‘The Third Pillar: The Revival of Community in a Polarised World’

Kommentar: Et par sjove og helt underlødige gysere på denne del af listen. Jeg kan varmt anbefale alle nonfictionbøgerne, hvis I interesserer jer for underlige emner.


‘Skuffende. Meget skuffende’

  • John Scalzi – ’The Last Emperox’
  • Joanna Lillis – ‘Dark Shadows: Inside the Secret World of Kazakhstan’
  • David Wellington – The Last Astronaut’
  • Frank Dikötter – ‘How to Be a Dictator: The Cult of Personality in the Twentieth Century’
  • T. Kingfisher – ’The Twisted Ones’
  • Peter Pomerantzev – ‘This Is Not Propaganda: Adventures in the War Against Reality’
  • Camilla Townsend – ‘Fifth Sun: A New History of the Aztecs’
  • Peter Zeihan – ‘Disunited Nations: Succeeding in a World Where No One Gets Along’
  • A.G. Riddle – ‘Winter World’
  • Richard E. Neustadt & Ernest R. May – ‘Thinking in Time: The Uses of History for Decision-Makers’
  • Roger Scruton – ‘How to Be a Conservative’
  • Branko Milanović – ‘Global Inequality: A New Approach for the Age of Globalization’
  • Rune Lykkeberg – ‘Vesten mod vesten’

Kommentar: Sidste år skrev jeg en fodnote til mig selv om, at kategorien ikke fungerer for mig længere. Den er ganske enkelt for bred, når den omfatter alle bøger med tre stjerner og nedefter. Når jeg kigger på listen ovenfor, så er der ikke mange 1 og 2 stjernede bøger. Der er ingen virkelige stinkere på listen. Men der er til gengæld et væld af middelmådige skuffelser. Den slags, der begynder med en brilliant idé og argument, eller måske med et fedt science fiction-koncept, for så siden at bløde ligeså stille ud omkring side 150. Så de ender på de tre stjerner, som en anerkendelse for at have en original idé, men hvor helhedsindtrykket endte med at være et lidt træt ‘meh!’. Jeg kan ikke for alvor anbefale nogen af bøgerne, hvis I har andet at lave i jeres liv.


Bøger jeg gik i stå i

  • William Dalrymple – ‘The Anarchy: The East India Company, Corporate Violence, and the Pillage of an Empire’
  • Jill Lepore – ‘These Truths’
  • Stefan Zweig – ‘Die Welt von Gestern: Erinnerungen eines Europäers’
  • Michael McDowell – ’The Amulet’

Kommentar: De to første er gode, anmelderroste og ikke mindst lange bøger. Jeg fortærede dele af dem, men kunne ikke rumme dem i deres helheder. Der er tale om 4+ bøger, men de blev ganske enkelt for ekspansive til at jeg kom igennem dem. Zweig er en veritabel klassiker og havde fantastiske første 100 sider, men jeg kunne ikke holde ved, da først apokalypsen for alvor sætter ind. Han bliver endnu en af de forfattere, som jeg trives med at læse om, snarere end at læse selv. McDowell var en forrygende gyser, men jeg stoppede med at læse, da der kom et spædbarn ind i en tørretumbler. Selv jeg har mine grænser.

Stødte på en informativ artikel om de nominerede til årets Booker Prize. Det er i sandhed en … opmuntrende affære:

In Shuggie Bain the Scottish-born author Douglas Stuart describes the lives of a young boy and his alcoholic mother as they struggle to survive poverty and deprivation in 1980s Glasgow. Stuart has said that the novel was inspired by the life of his own mother, to whom the book is dedicated.

Avni Doshi’s Burnt Sugar, set in present-day India, contrasts the memories of Tara and Antara — mother and daughter, resentful of one another — as Tara’s mind is ravaged by dementia.

Meanwhile, in The New Wilderness by American writer Diane Cook, the strained relationship between young mother Bea and her five-year-old daughter Agnes plays out in a dystopia shaped by climate collapse.

Hvor forfriskende og livsbekræftende! Bøger om familietraumer og problematiske forhold til mødre er jo lige det man har lyst til at boltre sig med under en eskalerende global pandemi.

Der er for meget arvæv på mit desillusionerede og smertende hjerte til at jeg tør håbe på, at den kommende ‘Dune’ filmatisering bliver andet end en monumental skuffelse. Men den nye trailer ser godt nok lovende ud. Og måske filmens snarlige ankomst kan få mig til at holde mit smuldrende løfte om at genlæse bogen. Der er trods alt tale om det, jeg har fortalt mig selv er min all-time favorit science fiction roman.

World War Z

Jeg har haft Max Brooks – ‘World War Z: An Oral History of the Zombie War’ liggende kvartlæst på min Kindle i flere år. Så det er lidt mærkværdigt, at det skulle blive lige netop dén bog, der fik genantændt min lyst at læse skønlitteratur.

Zombier har igennem tiden været et stort no-go for mig, og det på tværs af alle former for popkultur. Som overnaturlige væsener har de altid virket fjollede på mig. Ikke at det mytologiske aspekt i eksempelvis vampyrer eller genfærd i sig selv er mindre tåbelige. Men de kan dog i en tilpas talentfuld forfatters hånd udvikles til at besidde en form for seksualitet, baggrundshistorie og følelsesmæssigt drive. I ved nok, spøgelser der vender tilbage for at hævne en uretfærdighed, eller den arketypiske mystiske forførende blodsuger.

Det er noget mere vanskeligt med zombier. Selve konceptet (i.e udøde, rådnende væsener uden bevidsthed, der drives udelukkende af en instinktiv og umættelig appetit på menneskekød) rummer begrænset med sexappeal. Og det har reduceret zombierne til at bebo de mere lemlæstende og blodige dele af horrorgenren, som jeg ikke har den store veneration for. Det går ret hurtigt op for læseren, at selvom Brooks sagtens kan skrive en grum horrorscene med afrevne lemmer og mæskeri af menneskekød, så er zombierne mest af alt metaforer. Brooks bog handler mere om hvad der sker, når civilisationen, menneskeligheden og samfundet bryder sammen under pres fra en eksistentiel trussel – både lokalt og globalt. Zombierne kan ses som et elskovsbarn mellem en pandemi og klimaforandringer, hvilket gør bogen overraskende relevant her 14 år efter udgivelsen.

Rent læsemæssigt er ‘World War Z’ en fornøjelse, når man først har købt ind på dens præmis. Den er en epistolarisk roman, hvilket ikke fungerede for mig ved første gennemlæsning, men nu virker stilen forfrisken og stimulerende på mig. Jeg er ca. 2/3 inde i bogen, og den holder højt niveau. Nu er spørgsmålet så om min nyvundne accept af zombiekonceptet betyder, at jeg bør give ‘The Walking Dead’ en chance? Det tyder på at den serie kan lidt af det samme som ‘World War Z’, der have været en inspirationskilde.

Ben Lerner – ‘The Topeka School’

På trods af min jeremiade forleden, så fik jeg faktisk læst Ben Lerner ‘The Topeka School’ færdig her til aften.

Ikke 100% grundigt måske, men nok til at jeg med god samvittighed kan sætte den på hylden. Det er jeg svært tilfreds med, må jeg indrømmme.

Lerner skriver i almindelighed uhyre selvforelsket om et emne, han finder særdeles spændende: sig selv og hvordan hans oplevelser (med en anelse fiktionsfernis strøget ud over) kan anvendes til at forstå større samfundsmæssige udviklinger. Det er ikke en selvbiografi, men hovedpersonen er en karbonkopi af Lerner selv, og handlingen følger i store stræk Lerners eget liv (ligesom bogens forgænger ‘Leaving the Atocha Station’ også gjorde). En slags modificeret Knausgaard, bortset fra at Lerner er mindre interessant og har et større ego end Knaugård. Det er en 7 (eller 8) ud af 10 bog, der rummer rørende sentimentale og oprigtige sekvenser, men hvor det samlede indtryk er skæmmet af Lerners autoerotiske nydelse over sig selv. Jeg er glad for at jeg fik læst ‘The Topeka School’, den rummede fine (ja, ligefrem fremragende) afsnit, men behøver nu ikke flere stykker med Lerner de næste par årtier. Jeg er i den grad blevet mæt.

En mere administrativ note: Jeg lånte ‘The Topeka School’ på biblioteket, og det er den første skønlitterære bog, jeg har læst i fysisk form i en evighed. Det føltes rart, og var en påmindelse om, at jeg mister et eller andet ved primært at læse på min Kindle. Og at jeg kan bruge biblioteket til andet og mere, end blot at låne ting til børnene.

Læsning

Er der en sammenhæng mellem personlighedstyper og litteraturpræferencer?

Jeg er JTI-mæssigt et sted mellem INTP og ENTP, alt afhængigt af vindretningen den pågældende dag. Men uanset graden af I eller E, så er jeg til det store billede, de overordnede koncepter, de fejende bevægelser. Måske det er en af forklaringerne på at jeg er så fokuseret på plottet i bøger, på at der er drive i handlingen. Jeg får ikke noget nydelse af sproglig ekvilibrisme eller finlitterære excesser, jeg vil have eskapisme og spænding. Det er de store bevægelser og de udfoldede drømmefaner, der begejstrer mig i min læsning.

For nylig gjorde en af mine venner nar af mine præferencer. Han er ligeglad med handling, påstod han, det vigtige for ham er kunsten, det sproglig niveau, den litterære kvalitet – ikke hvordan person A når frem til punkt B. Det perspektiv kan der være noget om, for jo, jeg står også skumlende af en bog hvis min (genre)litteratur er for sjasket skrevet.

Faldende bogstaver

Men nu hvor jeg har læst blot et par af de uendelig mange sider i Don DeLillo’s ‘Underworld’, så er jeg stensikker på at jeg aldrig kommer igennem den. Han skriver utvivlsomt på sublim postmoderne vis, og der er vistnok tale om et hovedværk indenfor literary fiction. Der findes dem, der mener han bør have Nobels litteratur pris. Men teksten keder mig – og jeg er nervøs for at det samme også gælder for en anden bog, jeg lånte i dag på biblioteket: Ben Lerner ‘The Topeka School’. Endnu en overuddannet mand fra New York, der skriver sprogmasturberende om sig selv og sin ungdom. Suk. 

Jeg ved ikke om det er for sent i en alder af 38 år at lære at læse litteratur på en anden måde, end jeg gør. At lære at skimme mindre og afkoble mig fra den adrenalinjagende handlingsfiksering, for i stedet virkelig at fordybe mig i teksten og sproget. Så jeg vitterligt kan sætte pris på litteraturen som kunst

Men burde jeg det i det hele taget gøre det? Er det vigtigt, at man forsøger at leve op til et eller andet postuleret ideal for “god læsning”? Jeg vil ikke kunne bære, hvis en af mine store glæder i livet – at læse – pludselig blev et spørgsmål om pligt og andre menneskers kriterier for god smag.

Seanan McGuire – ‘Middlegame’

Jeg var i forrygende rædsomt humør i går, og låste derfor mig selv og min Kindle inde i et mørkt rum det meste af dagen. Resultatet blev at jeg fik læst den første skønlitterære bog siden ‘The Glass Hotel’ tilbage i midten af april. Valget faldt på Seanan McGuire – ‘Middlegame’, som jeg glubsk og frådende fortærede i ét hug.

‘Middlegame’ vandt for nylig en Locus Award for ‘Best Fantasy Novel’, og ligeledes nomineret som ‘Best Novel’ i den endnu mere prestigefyldte Hugo Award.

Selvom begge priser de senere år er ramt af hyperidentitetspolitik, så har de denne gang fat i noget rigtigt. For ‘Middlegame’ er fremragende, begavet og velskrevet speculative fiction med forførende tidsrejser, paralleluniverser, telepatiske tvillinger og horrorværdige mord. Vi er i samme boldgade som ‘The Gone World’, ‘The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle’, ‘I’m Thinking of Ending Things’ og snart sagt alt hvad Blake Crouch skriver.

Jeg var virkelig godt underholdt, og i langt bedre humør efter endt læsning. Nu satser jeg så på, at jeg fået skyllet den læseblokering ud, som jeg ellers har gået rundt med alt for længe.

Ross Douthat – ‘The Decadent Society’

Det tog lidt tid før jeg kom i gang med den, men Ross Douthat ‘The Decadent Society’ er klart en af de mest intellektuelt stimulerende samfundskritikker jeg har læst i lang tid. Bogen udkom før COVID-19 tittede forbi, men dens analyse af en intellektuelt, økonomisk, politisk og kulturelt stagnerende vestlig verden vækker genklang hos mig.

The decadent society 9781476785240 hr

Douthat er bedre til at analysere, dekonstruere og kritisere end han er til at anvise løsninger. Det er dog karaktertræk jeg til overflod deler med ham, så det vil jeg ikke lægge ham til last. Man skal læse bogen for dens indsigtsfulde og tankevækkende analyse af vores samtid, og jeg er meget enig i de positive anmeldelser. Den fortjener at blive læst.