Indien

Der er dele af verden jeg ved alt, alt for lidt om. Hvor min viden om samfund, historie og kultur er basal og utilstrækkelig. Hvor jeg forfalder til klichéer og stereotyper.

Det handler typisk om landene i de sektioner jeg altid skimmer lidt for hurtigt over i The Economist: Asien og Sydamerika. Vigtige nationer som Indonesien, Malaysia og Filippinerne er gode eksempler. Hvad ved jeg egentlig om dem? Skrab lidt i overfladen og min ignorance åbenbarer sig nådesløst.

Mit mest kriminelt negligerede land er dog Indien. Man kan fylde biblioteker med min uvidenhed om det land. Så det var med den ædle hensigt at forstå Indien bedre, at jeg gik i gang med K.S. Komireddis ‘Malevolent Republic: A Short History of the New India’, der oprindeligt var blevet blevet anbefalet af Financial Times som en af sommerens bedste bøger.

Efter endt læsning ved jeg ikke helt hvad man skal sige. ‘Polemisk’ er et for mildt tillægsord om bogen. ‘Hadefuld’ og ‘frådende’ er nok mere dækkende.

I Komireddis verden er alle hidtidige indiske politikere idioter, der enten er inkompetente, korrupte, autoritære eller blot folkemorderiske. Han hader ganske vist den nuværende leder Modi og hindunationalisterne mest af alle, men alle hans forgængere siden 50’erne bliver revet i stumper og stykker af Komireddi. Selv Mahatma Gandhi bliver kaldt en skamløs hykler.

Udfordringen er at jeg ikke har forudsætningerne til at vurdere rigtigheden af Komireddis mange svinere. Var Indira Gandhi virkelig en katastrofe og en magtliderlig diktator? Var Manmohan Singh virkelig i lommen på den vestlige finansverden? Var Vajpayee virkelig en bindegal nationalist, der målrettet gik efter at destruere de sekulære indiske samfundsinstitutioner?

Jeg aner det ikke, og derfor burde jeg nok have læst en mere … emotionelt distanceret bog om Indiens nyere historie. For lige nu føler jeg mig ikke klogere om Indien, men jeg tror jeg har et billede af at Komireddi ikke er den nemmeste mand i verden at leve sammen med.

Læs kun bogen hvis du i forvejen er Indien-connoisseur og gerne vil have udfordret dit billede af. Til det formål er ‘Malevolent Republic’ utvivlsomt udmærket.

Finish the Book, George! Nu med deadline

Velan! Se hvem der på sin blog nu pibler frem med en … deadline for sin bog:

As for finishing my book… I fear that New Zealand would distract me entirely too much. Best leave me here in Westeros for the nonce. But I tell you this — if I don’t have THE WINDS OF WINTER in hand when I arrive in New Zealand for worldcon, you have here my formal written permission to imprison me in a small cabin on White Island, overlooking that lake of sulfuric acid, until I’m done. Just so long as the acrid fumes do not screw up my old DOS word processor, I’ll be fine.

World Con er i sommeren 2020. Så den lemmedasker har lige givet sig selv en deadline på et år til at få færdiggjort en bog, han efter udsagn har skrevet på siden 2010. Det lover søreme godt.

Sandet til

Efter en relativt produktiv periode er jeg gået i stå på bogfronten de senere uger. Læsningen er sandet til i et par lidt rigeligt lange og omfattende faglitterære bøger, og jeg er ikke for alvor kommet ud af malaisen endnu. Og da slet ikke indenfor skønlitteraturen.

Især Peter H. Wilson ‘Heart of Europe: A History of the Holy Roman Empire’ er en skurk i denne sørgelige forfaldsfortælling. Det er frustrerende for mig at indrømme det. Episke historiebøger om esoteriske emner er jo ellers lige er den slags, som jeg vitterligt gerne vil læse. Emnet interesserer mig som udgangspunkt og formidlet på rigtige måde afskrækker 857 sider mig ikke. Men … når jeg går i stå i løbet af de første 15 sider, og forfatteren er mere optaget af detaljens forunderlighed end af den store fortælling, så bliver det vanskeligt mig. Så kan end ikke den sorte død eller paver ved navn Leo få mig tilbage på hesten.

Men nuvel, den største skuffelse er dog nok alligevel Christopher Priest ‘The Islanders’. Hvilket ærgrer mig, da jeg var begejstret for hans ‘The Prestige’ og ‘The Affirmation’. Sidstnævnte foregår endda i samme univers som ‘The Islanders’, så jeg var aldeles overbevist om at jeg da naturligvis også ville elske den. I stedet er jeg nu ved at falde i staver her 37% inde i min Kindle-udgave, og plottet kommer ikke rigtig nogen vegne. Det er alt sammen meget ærgerligt.

Grundlæggende mangler jeg nok blot en decideret velskrevet og spændende skønlitterær bog, som jeg kan blive forelsket i og kan give mig lysten til fiktion tilbage. Alle gode forslag modtages med kyshånd

Finish the Book, George! Afsnit ∞

I forlængelse af gårdagens cri de coeur kan jeg berette, at George R. R. Martin i et klamt, fælt og ulideligt blogindlæg selv forholder sig til TV-seriens afslutning. Og det kommer næppe bag på nogen, at han naturligvis er en røv med et øre:

And me? I’m still here, and I’m still busy. As a producer, I’ve got five shows in development at HBO (some having nothing whatsoever to do with the world of Westeros), two at Hulu, one on the History Channel. I’m involved with a number of feature projects, some based upon my own stories and books, some on material created by others. There are these short films I am hoping to make, adaptations of classic stories by one of the most brilliant, quirky, and original writers our genre has ever produced. I’ve consulted on a video game out of Japan. And then there’s Meow Wolf…

Hey, mester, måske du kunne skrue en anelse ned for din nebengesjæft og få skrevet den bog? Blot et stilfærdigt forslag fra en bekymret ven.

And I’m writing. Winter is coming, I told you, long ago… and so it is. THE WINDS OF WINTER is very late, I know, I know, but it will be done. I won’t say when, I’ve tried that before, only to burn you all and jinx myself… but I will finish it, and then will come A DREAM OF SPRING.

How will it all end? I hear people asking. The same ending as the show? Different?

Well… yes. And no. And yes. And no. And yes. And no. And yes.

Ej, hvor du pirrer nu, George. Din frække fyr!

I am working in a very different medium than David and Dan, never forget. They had six hours for this final season. I expect these last two books of mine will fill 3000 manuscript pages between them before I’m done… and if more pages and chapters and scenes are needed, I’ll add them. And of course the butterfly effect will be at work as well; those of you who follow this Not A Blog will know that I’ve been talking about that since season one. There are characters who never made it onto the screen at all, and others who died in the show but still live in the books… so if nothing else, the readers will learn what happened to Jeyne Poole, Lady Stoneheart, Penny and her pig, Skahaz Shavepate, Arianne Martell, Darkstar, Victarion Greyjoy, Ser Garlan the Gallant, Aegon VI, and a myriad of other characters both great and small that viewers of the show never had the chance to meet. And yes, there will be unicorns… of a sort…

Book or show, which will be the “real” ending? It’s a silly question. How many children did Scarlett O’Hara have?

How about this? I’ll write it. You read it. Then everyone can make up their own mind, and argue about it on the internet.

Hvad med det her: Du holder op med dine uendelige svinkeærinder og overspringshandlinger. Du får skrevet de to sidste bøger i serien, så vi alle kan gå hver til sit. Jeg kan få sjælefred og du kan komme tilbage til dine videospil, din cokesnifning med skuespillere og din tour rundt på bogmesser.

Er det en aftale? Eller skal jeg skrige af dig i et nyt blogindlæg om halvandet år, når du stadig ikke er færdig med noget?

Finish the book, George!

Det sidste afsnit i ‘Game of Thrones’ blev vist i nat. TV-serien fik premiere i april 2011, blot et par måneder inden den indtil videre seneste bog i rækken, ‘A Dance with Dragons’ udkom. Nu er den så slut og næste bog serien er stadig ikke i syne.

Jeg så med de første par sæsoner, nåede vel at fortære tre. Jeg kunne lide dem, og jeg fortryder stadig at jeg ikke købte det ‘Stark’-merchandise, som vi så i HBO-butikken på New York turen tilbage i maj 2011.

Siden boykottede jeg serien da det stod mere og mere klart, at George R.R. Martin ikke ville opfylde den kontrakt, som han har indgået med mig som læser1. Jeg har gentagne gange skreget min smerte og afmagt ud over den mishandling, jeg som læser er blevet udsat for – se blot her og her. Men ak, alt det spildte hjerteblod har været forgæves.

Det fremgår af de fleste anmeldelser, at TV-seriens manuskript og historie dykkede i kvalitet efter at den løb tør for bøger. Det er en ringe trøst, men det styrker mit grundlæggende argument om at bøgerne naturligvis må være den kanoniske historie, mens TV-serien skal betragtes som en apokryf parallelhistorie. Det er en veritabel skandale og en forbrydelse, at George R. R. Martin har ladet det komme hertil.

Men det værste af det hele? Det er og bliver George R. R. Martins stedmoderlige behandling af hans gulvkalv. For nylig skrev han således på sin blog:

All of a sudden this crazy story about my finishing THE WINDS OF WINTER and A DREAM OF SPRING years ago is popping up everywhere. No, I am not going to provide links. I don’t want to reward purveyors of misinformation with hits.

I will, however, say for the record — no, THE WINDS OF WINTER and A DREAM OF SPRING are not finished. DREAM is not even begun; I am not going to start writing volume seven until I finish volume six

It seems absurd to me that I need to state this. The world is round, the Earth revolves around the sun, water is wet… do I need to say that too? It boggles me that anyone would believe this story, even for an instant. It makes not a whit of sense. Why would I sit for years on completed novels? Why would my publishers — not just here in the US, but all around the world — ever consent to this? They make millions and millions of dollars every time a new Ice & Fire book comes out, as do I. Delaying makes no sense. Why would HBO want the books delayed? The books help create interest in the show, just as the show creates interest in the books.

So… no, the books are not done. HBO did not ask me to delay them. Nor did David & Dan. There is no “deal” to hold back on the books. I assure you, HBO and David & Dan would both have been thrilled and delighted if THE WINDS OF WINTER had been delivered and published four or five years ago… and NO ONE would have been more delighted than me.

Ved du hvad, George? DET TROR JEG IKKE PÅ. Du lyver. Og det er virkelig grimt at se på. Du skal ikke sidde der – efter alle dine sideprojekter, blogindlæg, dyre middage, konsulenthonorarer, celebrity-arrangementer, bogmesser og popkulturelle superstardom – og fortælle mig, at det du allerhelst ville var at have færdiggjort bog 6. Det er løgn, løgn, LØGN! Hvis det havde været dit ønske, så havde du sat din lodne røv på stolen og fået skrevet bogen. Du har kunne skrive alt muligt andet i de sidste 8 år – herunder en fuldstændig irrelevant baggrundshistorie for Game of Thrones universet – så hvorfor ikke bogen? Lidt for meget fame og distraktioner til at du kunne arbejde? Denne oversigt over dine utallige elendige undskyldninger er masochistisk læsning, der ikke engang levner muligheden for katarsis. Det er grufuldt!

Så nu siger jeg det igen – for Gud ved hvilken gang: FINISH THE BOOK GEORGE!

  1. JO, Neil Gaiman, jeg HAR krav på at bøgerne bliver skrevet og JO, George R. R. Martin ER min bitch! []

De danske ministerier: Poul Schlüters tid 1982-1993

I disse valgtider er det fascinerende at læse ‘Poul Schlüters tid 1982-1993’.

290103

Størrelsen og karakteren af de økonomiske udfordringer, som Danmark stod overfor i 1982 og årene frem, kan give læseren gåsehud selv i dag. Samtidig sætter de helt nødvendige, fremtidsdefinerende og smertefulde politiske beslutninger, som den nye regering tog dengang, den nuværende politiske malaise i et trist perspektiv.

For hvor mange af nutidens politikere ville have haft viljen, evnen og formatet til at trække Danmark ud af krisen, sådan som folk som Henning Christophersen gjorde det dengang? Lars Løkke? Mette Frederiksen? Søren Pape? Thulesen Dahl? Næppe. Vestager? Måske. Hun har i hvert fald bevist, at hun ikke er bange for at det gør ondt. 

Nåh, jo. Bogen er i øvrigt god. Anbefales til alle politisk interesserede, der måske ikke lige husker alle detaljerne fra dansk politik i 1980’erne.

Sleeping Giants

Helt tilbage i 2007 brokkede jeg mig over at min daværende yndlingsforfatter Douglas Coupland havde en utiltalende tendens til ‘Gilmore Girls’-dialog.

Det vil sige at hans karakterer uanset konteksten – mødt den store kærlighed! livstruende sygdom! verdens undergang! dårlig hårdag! – konstant leverer overdrevet begavede og hyperironiske replikker, hvor de popkulturelle referencer drysser som manna fra himlen og citeringspotentialet er altid i top.

Men selvom jeg har stor respekt for teenageres intellekt og den snappe dialogstil bestemt kan være morsom i afmålte mængder, så ser jeg mest af alt ‘Gilmore Girls’-syndromet som et udtryk for, at en forfatter ikke magter at konstruere en realistisk karakter. I stedet for at lade ens karakterer reagere nogenlunde normalt, bliver de til enerverende karikaturer. Det kan selvfølgelig være en selvstændig pointe for en forfatter at konstruere den slags karakterer, men mest af alt er det fattigt.  

Sleeping Giants

Desværre lider også Sylvain Neuvels ’Themis Files’ trilogi af det beklagelige syndrom. Det ellers spændende science fiction plot martres af hovedpersoner, der aldrig fattes ord, er grotesk omnipotente og altid – ALTID! – har en rap replik på lager. Det blev allerede for meget i første bind, og her to bøger inde ved jeg ikke rigtig om jeg orker at få læst den sidste. Det er, i manglen af et bedre ord, ærgerligt.

Forstå mig ret: Forfattere behøver ikke at skrive kedelige karakterer eller overdrevet fejlbehæftede personer. Jeg leder heller ikke efter en smådum antihelt. Og ja, når vi er indenfor de mere fantastiske genrer – science fiction, fantasy, horror – så er det muligvis fjollet af mig at forlange realisme. Men altså … stop nu med de der über-kække replikker. Der er jo ingen der taler sådan. Heller ikke når robotter fra rummet er ved at udslette menneskeheden.

Det burde ikke være umuligt at skrive genrelitteratur med flerdimensionelle karakterer; det kræver blot en dygtig forfatter. Heri består muligvis det grundlæggende problem. For på trods af at Neuvel kan skrue et spændende plot sammen, så har han andre forfattermæssige mangler.

Jeg ender nok med at give sidste bind, ‘Only Human’, en chance. Men derefter tror ikke at jeg opsøger Neuvels forfatterskab igen lige foreløbigt.

The Prestige

Må indrømme at jeg ikke direkte husker filmen ‘The Prestige’. 2006 er en del år siden efterhånden, undskylder jeg mig med. Mindes derfor mest af alt, at filmen var en af to tryllekunstnerfilm med handling i 1890’erne, der udkom i det år1.

Jeg havde derfor ikke de store forventninger til filmens bogoplæg: Christopher Priest ‘The Prestige’ (1995), som jeg til min forbavselse opdagede er genudgivet som en del af den autoritative ‘SF Masterworks’ serie. For mine tågede erindringer om filmen til trods, så var det ikke ligefrem science fiction, jeg forbandt ‘The Prestige’ med. Steampunk, måske, men ikke min favoritgenre. Da den kun kostede 4 dollars på min Kindle, så fik bogen dog en chance.

Efter endt læsning kan jeg dog med stor tilfredshed meddele, at jeg heldigvis tog fejl. ‘The Prestige’ er science fiction og den er fremragende. På overfladen følger man to Fin de siècle tryllekunstneres rivalitet, men bogen handler mest af alt om illusioner og besættelse. Der er masser af plot- og fortæller twists, og jeg var fanget fra start til slut. Bogen er velskrevet og med en dybt original handling. Og Nikola Tesla er med i en central rolle, hvis den slags nørdreferencer ellers er noget, som tiltrækker jer.

‘The Prestige’ er meget varmt anbefalet. Klart en af de bedste læseoplevelser i længere tid.

  1. Den anden var ‘The Illusionist’, som jeg heller ikke husker særlig detaljeret. []