Stødte på en informativ artikel om de nominerede til årets Booker Prize. Det er i sandhed en … opmuntrende affære:

In Shuggie Bain the Scottish-born author Douglas Stuart describes the lives of a young boy and his alcoholic mother as they struggle to survive poverty and deprivation in 1980s Glasgow. Stuart has said that the novel was inspired by the life of his own mother, to whom the book is dedicated.

Avni Doshi’s Burnt Sugar, set in present-day India, contrasts the memories of Tara and Antara — mother and daughter, resentful of one another — as Tara’s mind is ravaged by dementia.

Meanwhile, in The New Wilderness by American writer Diane Cook, the strained relationship between young mother Bea and her five-year-old daughter Agnes plays out in a dystopia shaped by climate collapse.

Hvor forfriskende og livsbekræftende! Bøger om familietraumer og problematiske forhold til mødre er jo lige det man har lyst til at boltre sig med under en eskalerende global pandemi.

Der er for meget arvæv på mit desillusionerede og smertende hjerte til at jeg tør håbe på, at den kommende ‘Dune’ filmatisering bliver andet end en monumental skuffelse. Men den nye trailer ser godt nok lovende ud. Og måske filmens snarlige ankomst kan få mig til at holde mit smuldrende løfte om at genlæse bogen. Der er trods alt tale om det, jeg har fortalt mig selv er min all-time favorit science fiction roman.

World War Z

Jeg har haft Max Brooks – ‘World War Z: An Oral History of the Zombie War’ liggende kvartlæst på min Kindle i flere år. Så det er lidt mærkværdigt, at det skulle blive lige netop dén bog, der fik genantændt min lyst at læse skønlitteratur.

Zombier har igennem tiden været et stort no-go for mig, og det på tværs af alle former for popkultur. Som overnaturlige væsener har de altid virket fjollede på mig. Ikke at det mytologiske aspekt i eksempelvis vampyrer eller genfærd i sig selv er mindre tåbelige. Men de kan dog i en tilpas talentfuld forfatters hånd udvikles til at besidde en form for seksualitet, baggrundshistorie og følelsesmæssigt drive. I ved nok, spøgelser der vender tilbage for at hævne en uretfærdighed, eller den arketypiske mystiske forførende blodsuger.

Det er noget mere vanskeligt med zombier. Selve konceptet (i.e udøde, rådnende væsener uden bevidsthed, der drives udelukkende af en instinktiv og umættelig appetit på menneskekød) rummer begrænset med sexappeal. Og det har reduceret zombierne til at bebo de mere lemlæstende og blodige dele af horrorgenren, som jeg ikke har den store veneration for. Det går ret hurtigt op for læseren, at selvom Brooks sagtens kan skrive en grum horrorscene med afrevne lemmer og mæskeri af menneskekød, så er zombierne mest af alt metaforer. Brooks bog handler mere om hvad der sker, når civilisationen, menneskeligheden og samfundet bryder sammen under pres fra en eksistentiel trussel – både lokalt og globalt. Zombierne kan ses som et elskovsbarn mellem en pandemi og klimaforandringer, hvilket gør bogen overraskende relevant her 14 år efter udgivelsen.

Rent læsemæssigt er ‘World War Z’ en fornøjelse, når man først har købt ind på dens præmis. Den er en epistolarisk roman, hvilket ikke fungerede for mig ved første gennemlæsning, men nu virker stilen forfrisken og stimulerende på mig. Jeg er ca. 2/3 inde i bogen, og den holder højt niveau. Nu er spørgsmålet så om min nyvundne accept af zombiekonceptet betyder, at jeg bør give ‘The Walking Dead’ en chance? Det tyder på at den serie kan lidt af det samme som ‘World War Z’, der have været en inspirationskilde.

Ben Lerner – ‘The Topeka School’

På trods af min jeremiade forleden, så fik jeg faktisk læst Ben Lerner ‘The Topeka School’ færdig her til aften.

Ikke 100% grundigt måske, men nok til at jeg med god samvittighed kan sætte den på hylden. Det er jeg svært tilfreds med, må jeg indrømmme.

Lerner skriver i almindelighed uhyre selvforelsket om et emne, han finder særdeles spændende: sig selv og hvordan hans oplevelser (med en anelse fiktionsfernis strøget ud over) kan anvendes til at forstå større samfundsmæssige udviklinger. Det er ikke en selvbiografi, men hovedpersonen er en karbonkopi af Lerner selv, og handlingen følger i store stræk Lerners eget liv (ligesom bogens forgænger ‘Leaving the Atocha Station’ også gjorde). En slags modificeret Knausgaard, bortset fra at Lerner er mindre interessant og har et større ego end Knaugård. Det er en 7 (eller 8) ud af 10 bog, der rummer rørende sentimentale og oprigtige sekvenser, men hvor det samlede indtryk er skæmmet af Lerners autoerotiske nydelse over sig selv. Jeg er glad for at jeg fik læst ‘The Topeka School’, den rummede fine (ja, ligefrem fremragende) afsnit, men behøver nu ikke flere stykker med Lerner de næste par årtier. Jeg er i den grad blevet mæt.

En mere administrativ note: Jeg lånte ‘The Topeka School’ på biblioteket, og det er den første skønlitterære bog, jeg har læst i fysisk form i en evighed. Det føltes rart, og var en påmindelse om, at jeg mister et eller andet ved primært at læse på min Kindle. Og at jeg kan bruge biblioteket til andet og mere, end blot at låne ting til børnene.

Læsning

Er der en sammenhæng mellem personlighedstyper og litteraturpræferencer?

Jeg er JTI-mæssigt et sted mellem INTP og ENTP, alt afhængigt af vindretningen den pågældende dag. Men uanset graden af I eller E, så er jeg til det store billede, de overordnede koncepter, de fejende bevægelser. Måske det er en af forklaringerne på at jeg er så fokuseret på plottet i bøger, på at der er drive i handlingen. Jeg får ikke noget nydelse af sproglig ekvilibrisme eller finlitterære excesser, jeg vil have eskapisme og spænding. Det er de store bevægelser og de udfoldede drømmefaner, der begejstrer mig i min læsning.

For nylig gjorde en af mine venner nar af mine præferencer. Han er ligeglad med handling, påstod han, det vigtige for ham er kunsten, det sproglig niveau, den litterære kvalitet – ikke hvordan person A når frem til punkt B. Det perspektiv kan der være noget om, for jo, jeg står også skumlende af en bog hvis min (genre)litteratur er for sjasket skrevet.

Faldende bogstaver

Men nu hvor jeg har læst blot et par af de uendelig mange sider i Don DeLillo’s ‘Underworld’, så er jeg stensikker på at jeg aldrig kommer igennem den. Han skriver utvivlsomt på sublim postmoderne vis, og der er vistnok tale om et hovedværk indenfor literary fiction. Der findes dem, der mener han bør have Nobels litteratur pris. Men teksten keder mig – og jeg er nervøs for at det samme også gælder for en anden bog, jeg lånte i dag på biblioteket: Ben Lerner ‘The Topeka School’. Endnu en overuddannet mand fra New York, der skriver sprogmasturberende om sig selv og sin ungdom. Suk. 

Jeg ved ikke om det er for sent i en alder af 38 år at lære at læse litteratur på en anden måde, end jeg gør. At lære at skimme mindre og afkoble mig fra den adrenalinjagende handlingsfiksering, for i stedet virkelig at fordybe mig i teksten og sproget. Så jeg vitterligt kan sætte pris på litteraturen som kunst

Men burde jeg det i det hele taget gøre det? Er det vigtigt, at man forsøger at leve op til et eller andet postuleret ideal for “god læsning”? Jeg vil ikke kunne bære, hvis en af mine store glæder i livet – at læse – pludselig blev et spørgsmål om pligt og andre menneskers kriterier for god smag.

Seanan McGuire – ‘Middlegame’

Jeg var i forrygende rædsomt humør i går, og låste derfor mig selv og min Kindle inde i et mørkt rum det meste af dagen. Resultatet blev at jeg fik læst den første skønlitterære bog siden ‘The Glass Hotel’ tilbage i midten af april. Valget faldt på Seanan McGuire – ‘Middlegame’, som jeg glubsk og frådende fortærede i ét hug.

‘Middlegame’ vandt for nylig en Locus Award for ‘Best Fantasy Novel’, og ligeledes nomineret som ‘Best Novel’ i den endnu mere prestigefyldte Hugo Award.

Selvom begge priser de senere år er ramt af hyperidentitetspolitik, så har de denne gang fat i noget rigtigt. For ‘Middlegame’ er fremragende, begavet og velskrevet speculative fiction med forførende tidsrejser, paralleluniverser, telepatiske tvillinger og horrorværdige mord. Vi er i samme boldgade som ‘The Gone World’, ‘The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle’, ‘I’m Thinking of Ending Things’ og snart sagt alt hvad Blake Crouch skriver.

Jeg var virkelig godt underholdt, og i langt bedre humør efter endt læsning. Nu satser jeg så på, at jeg fået skyllet den læseblokering ud, som jeg ellers har gået rundt med alt for længe.

Ross Douthat – ‘The Decadent Society’

Det tog lidt tid før jeg kom i gang med den, men Ross Douthat ‘The Decadent Society’ er klart en af de mest intellektuelt stimulerende samfundskritikker jeg har læst i lang tid. Bogen udkom før COVID-19 tittede forbi, men dens analyse af en intellektuelt, økonomisk, politisk og kulturelt stagnerende vestlig verden vækker genklang hos mig.

The decadent society 9781476785240 hr

Douthat er bedre til at analysere, dekonstruere og kritisere end han er til at anvise løsninger. Det er dog karaktertræk jeg til overflod deler med ham, så det vil jeg ikke lægge ham til last. Man skal læse bogen for dens indsigtsfulde og tankevækkende analyse af vores samtid, og jeg er meget enig i de positive anmeldelser. Den fortjener at blive læst.

Roderick Beaton – ‘Greece: Biography of a Modern Nation’

Det er langt fra hver gang at bøger om enkeltlandes historier fungerer for mig, men jeg lærte og forstod en en del ting bedre efter at have læst Roderick Beaton ‘Greece: Biography of a Modern Nation’. Tag nu blot det episke spørgsmål om grækernes essens:

“For at least a century and a half these two illustrious ancestors, the ancient and the Byzantine, have jostled uneasily together in the national imagining”.

Det Beaton henviser til er det moderne Grækenlands arv fra henholdsvis ‘de gamle grækere’ (I ved nok: demokrati, filosoffer og den slags) og så Byzans (det østromerske kejserrige i Konstantinobel, ortodoks kristendom). To ekstremt forskellige strømninger, der må være vanskelige for en græker at forene i én fortælling om hvem ‘vi’ er. Med Beatons ord:

“The modern language has not one but two words to describe a person as ‘Greek’: ‘Hellene’ and ‘Romios’. When it comes to translation, both has the same meaning. But they are not interchangeable. ‘Hellene’ is the standard term. Ever since 1822 it has been used in all official contexts. Indeed the official name for the Greek state in English is the ‘Hellenic Republic’. ‘Romios’, on the other hand, appears on no passport or official paper. Increasingly, since the early nineteenth century, it has become the unofficial, more intimate way for Greeks to refer to themselves – and, more often than not, among themselves too. ‘Hellene’ is the outward-facing term, it defines the Greek for the outsider. ‘Romios’ carries an emotional weight (…)

It has sometimes been suggested that each of these overlapping, but distinct identities can be mapped onto cultural traits or patterns of behaviour. So when Greeks think of themselves as ‘Hellenes’, they are apt to have in mind elites and official culture, to identify with Western Europe in their politics and cultural preferences, to adapt a secular outlook and rational ways of thinking. When they think of themselves as ‘Romioi’, on the other hand, they do so in order to emphasize intimacy and informality, to identify with the traditional forms of culture linked more immediately to the Balkans or the Middle East, to embrace a religious outlook, spontaneity and emotional ways of thinking.”

Jeg tror man skal passe på med den her slags fejende metafortolkninger af en folkesjæl (og da især når man ikke selv er en del af det pågældende folk!), men det er da interessant, hvordan sprog og identitet interagerer med hinanden. Og det giver mig et smil på læben, at grækerne på den måde stadig betegner sig selv som romere – ligesom de gjorde i Byzans.

Bortset fra det, så blev jeg meget klogere på tiden op til og under 2. verdenskrig, en ekstremt voldelig og borgerkrigshærget tid. Jeg havde før læsningen af bogen ingen reel forståelse for, hvad der foregik i Grækenland før, under og efter besættelsen, ligesom jeg ikke forstod baggrund for militærjuntaen frem mod 1974. Det var også berigende at blive klogere om opdelingen på Cypern og Makarios III. Både min far og bedstefar var udstationerede på øen med FN-missionen, men igen er det en del af verdenshistorie, jeg ikke for alvor havde gjort noget for at sætte mig ind i.

Beaton skriver generelt fremragende, og er tydeligvis forelsket i sit forskningsemne. Indrømmet: kapitlerne om perioden fra 1718 frem til første verdenskrig er måske ikke ligefrem en decideret thriller. Ja, der blev skimmet undervejs, det tilstår jeg. Til gengæld bliver Beaton virkelig skarp når det handler om årene op til 2. verdenskrig, ikke mindst Metaxas regimet. Det er en bog man bliver klogere af at læse, og jeg vil anbefale bogen på det varmeste – især hvis man i forvejen er interesseret i Grækenlands nyere historie.

To bøger inde

Blot en intern læsenote her efter at have højtlæst det meste af de første to bind af Harry Potter og begyndelsen af ‘Fangen fra Azkaban’.

Harry potter and the prisoner of azkaban

For det første må man blot konstatere at bøgerne og historien virker. Drengen er fuldstændig fængslet og vil hele tiden høre mere. Det bliver nogle noget sene sovetidspunkter i øjeblikket. Jeg tror det hjælper på forståelsen, at han allerede har set de tre første film. Det gør ham i stand til at visualisere og huske de forskellige scener, selv når Rowling bruger sprog og begreber, der kun giver begrænset mening for en seksårig (‘Ministeriet for Magi’?). Men universet fungerer selv i sin mere enkle form fremragende for en dreng, der i forvejen synes magi, ninjaer, kamprobotter og overnaturlige fænomener er megafedt. 

For det andet må jeg løfte hatten for Rowlings evne til at kombinere den klassiske (og stærkt dragende) kostskole-setting med en historie om trolddom, paralleluniverser og et fængende manikæisk setup mellem det gode og det onde. Det er genialt eksekveret, ikke mindst at vi følger hovedpersonerne fra de er 11 år og op til afslutningen af gymnasiet. Læserne vokser op sammen med karaktererne og internaliserer dem, hvilket sikkert forklarer den nærmest religiøse dyrkelse bøgerne er udsat for i visse segmenter af befolkningen.

For det tredje ville jeg ønske at Rowling ikke indledte samtlige af bøgerne med de uendelige (og absurd kedelige) sekvenser hos familien Dursley på Ligustervænget 4. Alle læsere vil gerne igang med skoleåret på Hogwarts, det er jo ligesom magi og kampen mellem det gode og onde, vi er her for. Ingen – INGEN – ønsker at læse de bovlamme infodump’ede resumeer af sidste bog eller skulle igennem endnu flere åh-hvor-er-de-dog-dumme-ved-Harry!-sider.

For det fjerde (men relateret til det tredje): JA, det er det børne-/YA-bøger, vi har med at gøre. Ingen forventer komplekse personligheder og dybdegående karakterstudier. Men familien Dursley er en (for) voldsom outlier i bøgerne. De er så karikeret ondskabsfulde, dumme og ignorante, at det bliver for meget – også fordi man som læser ikke for alvor forstår deres motivation for at hade Harry Potter.

Thumbnail

Fremstillingen af dem er så tegneserieagtig og perfid, at Rowling selv står noget forpjusket tilbage. Vernon og Petunia Dursley er Rowlings karikatur over de fisefornemme, smålige og ‘Little Englander’-agtige forstadstyper. Ok, fint nok, ha-ha-ha, men hvorfor den nærmest frydefulde udpensling af sønnens overvægt? Hvorfor den erotiske væmmelse i beskrivelserne af hans dobbelthager og inferiøre intelligens (relativt til vores uplettede og heldigvis behageligt fysisk tiltrækkende hovedperson?). Det er en dreng på 12 år, der udsættes for en voksen kvindes uhæmmede vrede. Hvad siger det egentlig om Rowling?

Marge

Her i indledningen af bog 3 keder Rowling os tilmed med et besøg på Ligustervænget af tante Marge, en karakter, der ikke giver mening. Hun hader Harry Potte intenst og siger de mest grufulde ting til ham. Det får ham til at bryde sammen (og giver Rowling mulighed for at fragte ham ud af Muggler-verden via Natbussen). Men man forstår ikke hvorfor. Hvor stammer hendes had fra? Hvad er denne karakters motivation, udover at hun (som alle i sin klasse, må man forstå på Rowling) er overvægtig, fordomsfuld, fordrukken og intellektuelt tilbagestående. Selv ikke skurkene i Marvel tegneserier er så usammenhængende og ulogisk ondskabsfulde, som hun er. 

Jeg er bevidst om, at det kan virke excessivt på den måde at gå ud af en tangent. Men det er dele af bøgerne, som burde være redigeret ud for længst. Fint nok at familien Dursley havde optrådt i første bind, men så heller ikke mere. Jeg er virkelig, virkelig træt af at læse højt om dem nu!

Extreme Economies

Nu hulkede jeg jo forleden helt uklædeligt over min manglende evne til at læse fagbøger på en rationel måde. Så egentlig burde jeg vel applaudere Richard Davies for at hans ‘Extreme Economies: Survival. Failure. Future – Lessons from the World’s Limits’ mest af alt er en samling af essays, snarere end en sammenhængende bog. Det gør det alt andet lige nemmere at finde ud af hvilke dele af teksten, det giver mening for en at læse.

Men selvom Davies’ idé – at udforske de mest yderligtgående økonomiske cases for at opnå generel læring – er interessant, så er den røde tråd mellem hans cases ikke helt så stærk og sammenhængende, som jeg kunne ønske mig. Hans afsluttende konklusion (at verden vil blive aldrende som Akita i Japan, automatiseret som Tallinn, ulige som Santiago de Chile) overbeviser mig ikke, og i sidste ende er jeg efter bogens slutning samlet set lidt … utilfredsstillet.

Men ret skal være ret: flere af hans cases er voldsomt spændende. Det var især inspirerende at læse om konsekvenserne af den sindssyge byplanlægning i Glasgow i 1960’erne. Det samme var det at lære mere om den måde, som den kleptokratiske og dysfunktionelle stat ødelægger Kinshasa. Begge afsnit mindede mig om de bedste dele af ‘Seeing Like a State’, hvilket fik mig til at klukke fornøjet.

På det lidt mere kuriøse plan var det også underholdende at læse om fængselsøkonomien i ‘Angola’ i Louisiana, både den formelle og uformelle. Vidste I eksempelvis, at fængslerne helt åbent er delvist finansieret af at sælge de produkter, som fangerne laver under forhold, der bedst kan betegnes som slaveagtige? Og at fængslets afsætningsvirksomhed hedder noget så charmerende som ‘Prison Enterprises’? Hvis I er interesserede, så kan varerne bestilles på deres hjemmeside.