Break It To You Gently

Tak, jeg er bevidst om at det ikke just vidner om substans og schwung i min tilværelse. Men ugens gladeste nyhed for undertegnede var, at Feedly – det noget nær eneste alternativ til den snarligt lukkede Google Reader – vil supportere min yndlings app Reeder. Det er fremragende nyt. Bare så I ved det.

Ja, jo – jeg ved godt, at blogformatet er døende, RSS-formatet ligeså og at folk hellere vil have deres nyheder via Twitter og slige 140-tegns tjenester. Det må I selv om, I opmærksomhedsudfordrede og fordybelsesfrygtende ødeland. For det ændrer ikke på, at der er brug for længere tekster og refleksioner til at forstå en kompleks verden. Mange af disse vise og indsigtsfulde ord grifles på nettet. Afledt heraf er der brug for et redskab til at indsamle disse kloge tekster.

Hvilket netop er, hvad Google Reader kan. Jeg bruger Reader (via Reeder) hver evig eneste dag. Tanken om at undvære servicen var noget nær ubærlig. Hvorfor det kom som en lettelse af episke dimensioner, at høre om Feedly og Reeder.

Nu skal der så migreres. Mon nogle af de nærværende læsere ligeledes skal rykke med?

Skriv en kommentar