i Musik

Bortgang

Whitney Houstons død er jo overalt på nettet i dag, således også her på Sofisten. Mest af alt opleves begivenheden vel som en fornemmelse af spild af talent. Stor var hun jo engang. Hun havde potentialet til at blive et ikon og en genredefinerende kunstner, som Aretha Franklin er det. De seneste 10-15 års narkodrevne nedtur sørgede for at det ikke blev tilfældet.

Da jeg stod og puklede på maskinerne i træningscentret i eftermiddags, kørte nyheden om hendes død non-stop på alle tv-skærmene. Men karakteristisk nok var det udelukkende med billeder fra perioden 1985 til omkring 1995, altså fra dengang hvor hun kunne gå på vandet. De  senere års syndefald blev overraskende nænsomt behandlet.

Der er divergerende meninger om hendes musikalske betydning. Det tæller klart ned, at hun ikke selv skrev sine egne sange. For mit eget vedkommende var hendes musikalske genrer ikke lige min kop te. Jeg hader det meste af ‘The Bodyguard’ soundtracket som pesten.

Men jeg ved da at Den Bedre Halvdel er stor fan af Houston, så nogen betydning har hun da i husholdningen. Og jeg kan godt lide Raphael Saadiq og Q-Tip sangen ‘Fine‘ fra hendes opsamlingsplade fra år 2000. Men ellers virkede det ikke som at hun havde flere gode sange i sig. Ærgerligt.

Måske hun bare skulle være blevet sammen med Kevin Costner.

Giv lyd fra dig

Comment