Bon Temps og omegn

Den nye sæson af True Blood blev vist på amerikansk tv i søndags og blev fortæret i Bruxelles mandag aften. Det tør svagt antydes, at det var noget som gjorde Den Bedre Halvdel i godt humør. Ja, hun blev nærmest decideret kåd. Guderne må vide hvorfor. Det er ikke utænkeligt, at hendes Gemal gik og skumlede en smule, mens han lavede aftensmad under tv-serie seancen. Hmpf.

Men nuvel.

Jeg kommer nok aldrig sådan oprigtigt til at forstå hendes fascinationen af vampyrer. Jeg elsker at hun er næsten ligeså nørdet som undertegnede, men dér kan jeg alligevel ikke være med. Bevares, jeg kan da godt se hvorfor at vampyrer er velegnede som kulturfænomen. Særlig i den romanticerede og domesticerede udgave af vampyrer, der har plaget verden lige siden Twilight-bøgerne. Det er jo guf for enhver teenager (og åbenbart også en ung dame i midt-tyverne….). Men alligevel. Jeg undres.

True Blood er ikke så slem til at udvande vampyrfænomenet, for den serie har sandt for dyden nogle endog særdeles old-school og krasbørstige vampyrer. Og i øvrigt en sand underskov af andre overnaturlige væsener. Tilsyneladende er samtlige individer i Bon Temps en eller anden form for varulv, fairy, vampyr et al.

Men i Twilight og Vampire Diaries universerne er vampyrerne blevet reducerede til en karikatur. Som regel i form af at den nye høje, mørke og mystiske fyr (som er omdrejningspunkt for den sky, men selvsagt smukke, kvindelige hovedpersons begær) har nogle spændende overnaturlige evner og en beklagelig tendens til at drikke dyreblod. I længden bliver det lidt tamt, tænker jeg. Men ok, jeg er igang med at læse en uhørt episk fantasy serie, så jeg har næppe noget at lade nogen høre.

Kan ikke helt blive enig med mig selv om hvorvidt jeg også bør få set True Blood serien. Jeg har ikke det fornødne overskud til at kaste mig over samtlige 11 bøger i serien. Sideløbende med tv-serien fik Den Bedre Halvdel kværnet den nyeste af bøgerne bag serien. Den var god og åbenbart karakteristisk lummer, men dens slutning var vist nok noget af et antiklimaks. For lidt blod og sex, formoder jeg.

Men tv-serien burde jeg vel kunne se. Er den værd at investere tid i?

4 kommentarer til “Bon Temps og omegn”

  1. Haha, fedt, at indlægget mest drejer sig om Hippo, hvorefter hun skriver og cementerer det, der lige er skrevet – fantastisk!

    Skal siges, at min kæreste også er helt forgabt i (Twilight og) Sookie-bøgerne (ohhh…sooookieeee) samt tv-serien.

    Jeg ser tv-serien, og den er ganske glimrende, omend det som i næsten alle serier uden en stram struktur bliver lidt udvandet og det hele skal overtrumfes hele tiden, så (som Sofisten siger) der til sidst ikke er et eneste normalt menneske tilbage – dem vi ellers plejer at identificere os med.

    Men jeg tilgiver rask væk denne type serie nemmere end andre, fordi det hele jo er sådan lidt tegneserieagtigt med lige mængder overraskelser, opfindelser og retcon. Det samme gør sig gældende for bøgerne, hvor forfatteren næppe har haft et stramt plot, der til sidst (efter 50-60 bøger?) bliver forløst.
    Ligeledes med Buffy, hvor det (bare efter de 3 sæsoner jeg har set) bliver en stor mudret masse af forviklinger, hekse og deslige og pludselig er vores lille intime, nørdede skare blevet til en 9-10 personer, der alle har gang i alt muligt. Det er selvfølgelig deri man finder materiale til en mængde sæsoner, men det bliver lidt trættende.

    Modsat fx Harry Potter-bøgerne, der er forholdsvis stramt tilrettelagt og virkelig bygger ovenpå med tanke for det nedenunder og vice versa.

    Men første sæson af True Blood (som første sæson af Prison Break) er vildt god. Et mordmysterie og et fast greb om både handling og tilskuer.

    Så go watch…

    Svar
  2. Jeg har selv forsøgt mig med True Blood som tv-serie (har ikke læst bøgerne), og det går simpelthen ikke. Jeg synes slet og ret, at det er for slibrigt. Serien forekom mig faktisk nærmest fedtet, og jeg havde lyst til at tage et bad efter at have set den. Og jeg synes ellers ikke, at jeg plejer at være så snerpet. Så jeg har valgt at antage, at jeg nok bare ikke hører til dem, som vampyrsex taler til, og selvom jeg er sikker på, at serien byder på mere og andet end dette, så er vampyrsex vel immervæk en grundpræmis, som man er nødt til at kunne acceptere for at kunne nyde serien.

    Hey, se evt. Forsyte-sagaen (2002) i stedet, hvis det ikke slår an med True Blood! Den er velspillet, velproduceret og medrivende på fin-de-siècle-anxiety-måden. Og der er ingen overnaturlige væsner med.

    Svar
  3. Absolut!!
    Den er så gennemført karikeret, sjov og lummer (lummer er faktisk en underdrivelse, men den går vi med) at den er fantastisk. Og så har den en umanerlig lækker intro.

    Jeg holdte mig ellers ikke for fin til at både håne veninde, der var helt vild med serien, og samtidig smug-se den selv. I starten. Nu er jeg out ‘n proud fan.

    Svar

Skriv en kommentar