i Bøger, Science Fiction

Boglektioner

Det har vanen tro været en sommer i sci-fi og fantasybøgers tegn. Allerede inden feriens begyndelse havde jeg opbygget et større bjerg af murstensromaner, som jeg havde en herostratisk ambition om at komme igennem.

Det var først og fremmest en række sci-fi klassikere: David Brin ’The Uplift War’ (1987), Stanisław Lem ’Solaris’ (1961), Vernor Vinge ’A Fire Upon the Deep’ (1992) og Robert Heinlein ’The Moon is a Hard Mistress’ (1966). På fantasysiden fandt man ’Eye of the World’ (1990), det første bind i Robert Jordans über-episke 14-binds ’Wheel of Time’ saga. For at komplettere mit overmod, havde jeg også anskaffet mig første bind i en anden storladen fantasyserie: Steven Erikson ’Gardens of the Moon’ (1999). Endelig havde jeg forinden rekvireret non-fiction bogen ’The Quest’ af Daniel Yergin.

Under ferien valgte jeg så dumstædigt også at gå amok i Science Fiction Bokhandeln i Stockholm. Her lagde jeg de klamme, svedige hænder på en række nye fantasybøger: Raymond E. Feist ’Magician’ (1982), Robin Hobb ’Assasin’s Apprentice’ (1995), Brandon Sanderson ’Mistborn’ (2006) og endelig Robert Jordan ’The Great Hunt’ (1990).

Alt i alt en mildest talt overvældende mængde bøger, der skal lægges oven i bunken af endnu-ikke-helt-færdiglæste bøger som Paolo Bacigalupi ’The Windup Girl’ (2009), Michael Cobley ’The Ascented Stars’ (2012), Patrick Rothfuss: ’The Wise Man’s Fear’ (2011).

Hvad kan man udlede heraf? Tre ting, tror jeg.

For det første, at jeg har udviklet en patalogisk og ubæredygtig afhængighed af at købe bøger. For det andet, at jeg det senere år har forskudt min kærlighed fra sci-fi i retning mod fantasy. For det tredje, at jeg er bekymret for at min ensporede læsning af genrelitteratur på det lange sigt vil gøre mig dum.

I forhold til den ubæredygtige bogkøbstrang, må man vel blot konstatere, at det bør stoppe. Snarest. Det er dyrt. Jeg har ikke plads til alle de bøger hjemme i Jordhulen. Det giver mig stress, at have en så alenlang to-do liste. Og når jeg beviseligt får ikke færdiglæst mange af bøgerne, hvad er så den dybere mening i at købe dem? Læste en klumme i Weekendavisen i denne uge, hvor en af kulturskribenterne fortæller om hvordan han og konen netop har været i gang med en større udsmidningsrunde af bøger, simpelthen fordi de fyldte for meget. Den tanke fylder mig med skræk. Jeg kan ikke bære det. Sikke noget. Den slags kan man da ikke gøre mod dem, man elsker!

Den forskudte kærlighed fra sci-fi mod fantasy skyldes tre ting. Dels opdagede jeg George R.R. Martins mesterlige ’A Song of Ice and Fire’ sidste år. Den åbnede mine øjne for hvad fantasy-litteratur også kunne være.  Meget ondt kan man sige om GRRM, men han repræsenterer et brud med den Tolkien’ske skabelon, som generelt trætter mig med alle dens forfinede elvere, høviske kongesønner og idealiserede britiske middelalderstemning. Dels har jeg nok i tiden efter ’Lost’ manglet et kulturprodukt, der kunne tilbyde mig den store fortælling, detaljerede universer og de helt lange linjer. Næsten alle tv-serier efter ’Lost’, der har forsøgt sig med den skabelon (se: ’The Event’, ’Flashforward’, ’Alcatraz’, ’Awake’) er døde efter én sæson. Eneste undtagelse er reelt ’Fringe’, som nu også synger på sidste vers. Fantasy-genren med dens multiple bind og lange fortællinger, giver mig en stærk tilfredsstillelse. Det giver også læsestress, bevares, men tanken om at enormt univers bare venter på at blive opdaget, tiltaler mig meget. Endelig er jeg nok blevet lidt skuffet over de sci-fi bøger, jeg har læst det seneste halvandet år. Jeg har forsøgt mig med højtbesungne klassikere som Dan Simmons ’Hyperion’ (1989) og Robert Heinlein ’Starship Troopers’ (1959) samt nyere hypede værker som China Miéville ’Kraken’ (2010), men reelt har det kun været Joe Haldeman ’The Forever War’ (1974) og Niel Gaiman ’American Gods’ (2001), som jeg sådan rigtig har sat pris på. Ja, faktisk har jeg ikke været intens fanget af en sci-fi bo siden Peter F. Hamiltons monumentale mesterværker ’The Night Dawn’s Trilogy’ (1996-1999) og ’Commonwealth Saga’ (2004-2005).

Bliver man så dummere af at læse genrelitteratur som fantasy og sci-fi? Måske ikke, men det litterære etablissement vil utvivlsomt mene, at man næppe bliver klogere af det. For nylig læste jeg et indlæg i Los Angeles Book Review, hvor deres anmelder i artiklen ’My Stephen King Problem:  A Snob’s Note’ udforsker sin navle i forhold til det at læse genrelitteratur kontra at læse ’fin litteratur’. King optræder som forfatteren, der er ultrapopulær, men som anmelderen i 25 år har undgået at læse fordi det er dårlig genre litteratur. NU gør han det så omsider (fordi flere og flere på tvivlsom vis er begyndt at skrive rosende ord om King). Han ender med at konkluderere, at King er en dårligere forfatter end anmelderens egne yndlinge. Hvilket vel næppe kan overraske, når det kommer fra en mand, der kan skrive følgende gylp:

But this aversion to horror fiction wasn’t the only thing that kept me from King’s work. No, for I’d informally decided sometime around my fiftieth birthday that ninety-nine percent of my fiction reading (and I was at a point in my life where I was calculating how many books I was going to be able to read before I came down with dementia or died) would be devoted to certifiably literary fiction (by both the dead and the living, and including dead and living writers of certifiably literary genre novels) and books by friends and acquaintances. I would keep my raffine literary nose out of books of pulp.

Nuvel, der fornemmes en vis ironi i det skrevne, men alligevel. Mennesker der uden at blinke er i stand til at anvende begreber som ’certifiably literary fiction’’, vil næppe holde af mine yndlingsbøger. En anden paragraf i artiklen er dog umiddelbart mere interessant end standard litteraturanmelderens fine fornemmelser:

And then one day King came up in the course of a discussion my wife and I had about my own writing — which she found to be a little dark and not really, if I understood her, something she wished to curl up with at night. I agreed that it was a little dark, and I also said that I probably (and probably wrongly) didn’t give enough credence to the idea that people (or my characters) could change or become better. We talked about why people read the fiction they read. My wife, who works in the medical field, made the perfectly valid point that not everybody reads fiction for the reasons I read it. (Among the things I hope for when I open a book of fiction is that each sentence I read will be right and true and beautiful, that the particular music of those sentences will bring me a pleasure I wouldn’t be able to find the exact equivalent of in another writer, that I will be continually surprised by what a particular writer reveals about particular human beings and the world they inhabit. A great book of fiction will lead me toward some fresh understanding of humanity, and toward joy.) My wife felt it was wrong to stand in judgment of people who read fiction in order to escape from life, and I said she was right: I didn’t feel morally superior because I read John Cheever or David Foster Wallace or William Styron or Zadie Smith or Mary Lee Settle instead of Stephen King.

I did feel, however, that I demanded something different (something more?) from a novel than I guessed most of the readers of Stephen King did. (Not that this made me morally superior, just more demanding, a high-maintenance reader.) Though of course I’d never read a King novel (or story), so maybe I was wrong.

Man kunne (burde) utvivlsomt knytte en enkelt spydig bemærkning til anmelderens påtaget esoteriske og nydelsessyge formål med at læse skønlitteratur. Men i stedet vil jeg give hans kone ret. Mange, herunder undertegnede, læser skønlitteratur af eskapistiske grunde. Det har jeg det i grunden fint med. Når man er papirnusser til hverdag, så kan det være rart at læse om mere højtravende ting.

Og jeg er i øvrigt uenig i, at en forkærlighed for sci-fi og fantasy nødvendigvis gør mig til en mindre krævende læser, end hvis jeg holdt mig til den certificerede skønlitteratur (sic). Hvorfor skulle det være tilfældet? Er en tanke/et argument/en indsigt nødvendigvis mere rigtig, hvis den er knudret formuleret? Er en historie nødvendigvis bedre, fordi den er kedelig skrevet? Er Habermas, Luhmann og Žižek nødvendigvis større filosofkonger, fordi de skriver utilgængeligt og akademisk end Niall Ferguson? Er performance- og installationskunst nødvendigvis mere dybsindigt end lettilgængelige billedkunstnere som Claude Monét?

Guderne skal vide, at jeg heller aldrig har læst en Stephen King bog. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg er en tøsedreng uden lige. Jeg har ikke nerver til horror. Faktisk har jeg lige løjet, for jeg har engang læst ’Ondskabens Hotel’ og dele af ’Misery’. Sidstnævnte var så sadistisk, at jeg ikke kunne holde det ud. Så siden da har han været på min ignoreliste. Dermed ikke sagt, at jeg tror King skriver særskilt dårligt eller godt.

Konklusionen? Vel mest af alt, at jeg har masser af interessante bøger at fordrive tiden med under mine to timers transport arbejdet t/r. Nye boganbefalinger modtages dog som altid med kyshånd.

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Suk. Det var just sådanne typer, der gjorde dagene på litteraturstudiet så frygteligt lange. Når jeg altså ikke gik og regnede på mine fremtidige jobmuligheder, gik meget af tiden med ikke at komme til at afsløre, at jeg havde læst ‘Da Vinci-mysteriet’, ‘Harry Potter’, ‘Stieg Larsson-trilogien’ mv. Måske ikke alle mesterværker, men alle unikke indenfor deres genre (man bliver altså ikke en international bestseller for ingenting).

    Har svært ved at forstå, at det ene skulle udelukke det andet. At koncertpianisten ikke kan høre Big Fat Snake på vej hjem i bilen, eller at teateranmelderen skulle miste hjerneceller ved at se Paradise. Tværtimod tænker jeg, at den famøse anmelder har formået at udvide sin horisont kun over halvvejs gennem livet. Hurra for ham.

    Tror faktisk, det her paniske snobberi var en af hovedårsagerne til, at jeg endte med at skrive speciale om ‘Twilight’-vampyrextravaganza og nød igen og igen at forklare min problemstilling på specialegangen… : )

  2. Hvor er Richard K. Morgan, William Gibson og Neal Stephenson på din liste?
    Totalt useriøst at udelade dem.

    Har du læst flere af Joe Haldemans “Forever…”-titler?

    OT: Grønskolling: jeg læste din blog. Jeg mødte min kone på nettet. Korrektion: jeg mødte hende, der nu er min kone på nettet. Der er håb derude.
    Vi har to børn, en lejlighed og bundløs gæld sammen.

  3. @Sofist: Edward lider jo bare så meget med at erkende, hvem han er…men ja, på en røvirriterende måde : ) Ellers er han jo bare en 1800-tals udgave af Dylan fra 90210 hevet op ad skuffen og sat i en moderne kontekst. Bill fra True Blood er på mange måder også en byroner, intens og plaget af skyld som de andre, men jeg synes til gengæld præmissen for True Blood er dejligt forfriskende. Helt ned i de morderiske detaljer, når vampyrerne ikke dør, ved smukt at krakelere som marmor på overfladen som i ‘Twilight’, men bliver til en ubestemmelig masse af blod, hud og indvolde, der må og skal ramme alle i lokalet. Smukt.

    @V: Godt med endnu en solstrålehistorie, har skam heller ikke opgivet mediet helt. Heller ikke da veninden til nyheden om endnu et forsøg på nettet udbrød “Yeah, det kommer der så mange gode historier ud af. Altså for os andre”.

  4. Jeg blev først rigtig hooked på serien i sæson to, den er værd at vente på. Der er også mere Eric, hvilket bestemt også mere er i min smag, end indestængte heltetyper. Han står i øvrigt også for et af bogseriens bedste citater, så simpelt og så godt. “Humans are like cows. Edible. But cute, too”.

  5. Spændende emne. Formoder dog at min opståen i dine tanker primært skyldes, at diskussionstråden lynhurtigt fulgte Godwins lov og udviklede sig til en politisk mudderkastningskamp.

    PS. Spekulerer stadig over hvad der er det mest deprimerende sci-fi, jeg har læst.

  6. … og jeg ligger stadig inde med sæson 2 af True Blood plus alle jeres bøger (nogen, der sagde dårlig samvittighed..?).

    Lige i øjeblikket er overdragelsesforretningen jo noget besværliggjort af mine meget små barylere, men jeg kan evt. sende molevitten hjem til jer med posten – eller Jonas kan overdrage det til Stine, hvis det på et tidspunkt kan passe med, at I kommer den vej forbi. Let me know 🙂

  7. @Louise: Ah, mon ikke du er lovligt undskyldt? Det lyder ok med en overdragelse til mit fjernlager hos Stine 😉 Men der er ikke umiddelbart nogle Københavnture på tapetet for tiden, så der er ingen hast…. Vi er forøvrigt i fuld gang med sæson tre af tv-serien. Jeg er lidt splittet. Sæson to var bedre end den første, men pt. er det som at manuskriptforfatterne træder lidt vande. De ved ikke rigtig hvad de skal gøre med Bill-karakteren, endsige tre- (eller fire-)kantsdramaet med Sookie, Eric og Alcide.