i BĂžger

Bogfronten

Ikke meget skÞnlitteratur jeg fÄr fortÊret for tiden. Har vanskeligt ved at fokusere, synes jeg. Nok mest pÄ grund af permatrÊtheden. Men ogsÄ fordi jeg er begyndt at blive trÊt af at lÊse pÄ min Kindle. Den er ikke befordrende for min dybe lÊsning. Skimmer for meget, lÊser ikke sÊtninger tilpas grundigt.

Det gĂ„r dog lidt bedre for de fysiske bĂžger. Hvis jeg formĂ„r at iPad’ens nyhedsside og underlĂždige fristelser fra mig, sĂ„ gĂ„r boglĂŠsningen faktisk slet ikke sĂ„ ilde.

Fik den fĂžrste sending non-fiction i umindelige tider for nylig. Af den har jeg som nĂŠvnt lĂŠst dele af John S. Strongs ‘Buddhisms: An Introduction’, som dog er kommet midlertidigt en tur pĂ„ boghylden.

I stedet har jeg lĂŠst den rablende gale Alexander Dugins ‘Eurasian Mission: An Introduction to Neo-Eurasianism’. Bogen kan nok bedst beskrives som Putins ideologiske og geopolitiske kampskrift. Den er sĂ„ledes bĂ„de interessant og provokerende, om end ikke ligefrem munter. Kom efter endt lĂŠsning til at tĂŠnke pĂ„ George Orwells anmeldelse af Hitles ‘Mein Kampf’ i 1940. Heri skrev han:

“Also Hitler has grasped the falsity of the hedonistic attitude to life. Nearly all western thought since the last war, certainly all ‘progressive’ thought, has assumed tacitly that human beings desire nothing beyond ease, security and avoidance of pain. In such a view of life there is no room, for instance, for patriotism and the military virtues. The Socialist who finds his children playing with soldiers is usually upset, but he is never able to think of a substitute for the tin soldiers; tin pacifists somehow won’t do. Hitler, because in his own joyless mind he feels it with exceptional strength, knows that human beings don’t only want comfort, safety, short working-hours, hygiene, birth-control and, in general, common sense; they also, at least intermittently, want struggle and self-sacrifice, not to mention drums, flags and loyalty-parades. However they may be as economic theories, Fascism and Nazism are psychologically far sounder than any hedonistic conception of life. The same is probably true of Stalin’s militarised version of Socialism. All three of the great dictators have enhanced their power by imposing intolerable burdens on their peoples. Whereas Socialism, and even capitalism in a more grudging way, have said to people ‘I offer you a good time,’ Hitler has said to them ‘I offer you struggle, danger and death,’ and as a result a whole nation flings itself at his feet.”

Dugin er nÄet frem til Hitlers erkendelse, tror jeg. Hans ideologi tilbyder i hvert fald samme type logik om selvopofrelse, vold og og totalitarisme.

Guld, rĂžgelse og myrra skĂŠr

Noget mere oplĂžftende er Chris Wickham ‘The Inheritance of Rome: A History of Europe from 400 to 1000’. Endnu et af disse upĂ„klageligt saglige, dybdegĂ„ende og indsigtsfulde historiske vĂŠrker af en Oxbridge professor, hvis digre vĂŠrker i diverse anmeldelser konsekvent kaldes ‘magisterial’.

Det er en interessant tidsperiode, synes jeg, altsÄ Europa i Ärhundrederne efter at det vestromerske rige falder fra hinanden. Vi er i den tidlige middelalder, hvor der er folkevandringer og regulÊr tilbagegang i det store perspektiv. Jeg fandt det eksempelvis meget tankevÊkkende, at de arkÊologiske fund fra perioden Är 450-700 viser, at samhandlen pÄ tvÊrs af Europa (og Afrika) gik mere eller mindre i stÄ og den ellers minutiÞst organiserede romerske skatteopkrÊvning brÞd sammen. MÄske endnu mere konkret blev kvaliteten af hÄndvÊrk af eksempelvis potteri forringet henover tid. Det er med andre ord ingenlunde en historisk konstant, at vi som samfund vil opleve permanent vÊkst og fremgang. I realiteten er det lÞgn, vi har gÄet og fortalt hinanden de sidste 2-300 Är siden oplysningstiden og den industrielle revolution. Normaltilstanden i menneskets historie har for langt stÞrstedelen af befolkningen vÊret stagnation eller svag tilbagegang. Det er da en skrÊmmende tanke, er det ikke?

Wickham er i bogen meget pĂ„passelig med at konkludere eller postuleret noget, som han ikke har historiske kilder til at dokumentere. Hvilket jo er agtvĂŠrdige egenskaber i en historiker. Omvendt gĂžr det ham ogsĂ„ kedeligere end nĂždvendigt – og gĂžr hans job det meget svĂŠrere, fordi der er jo er meget fĂŠrre bevarede kilder til denne ‘dark age’ end der var til romerriget nogle Ă„rhundreder i forvejen.

Man stĂžder derfor ofte pĂ„ formuleringer i bogen i stil med “
 men det ved vi ikke med sikkerhed” og “kilderne er ikke entydige, og det er vanskeligt at konkludere x, y, z”. Det gĂžr den samlet set lidt trĂŠttende, men jeg hĂŠnger i. Jeg skal nu til at i kast med afsnittet ‘The Empires of the East: Byzantine survival 550-850’, hvilket jeg som en gammel fan af Byzans ser meget frem til at fordybe mig i.

Øvrige bĂžger? Jo, jeg er begyndt pĂ„ ‘City of Miracles’, der er bind tre i Robert Jackson Bennetts ‘The Divine Cities’ trilogi. Jeg gĂ„r ind til den med Ă„bne og lidt skeptiske Ăžjne. FĂžrste bind var fremragende og nytĂŠnkende fantasy, mens bind to ikke rigtig fungerede for mig. SĂ„ det kan blive bĂ„de en dreng og pige, som de siger.

Giv lyd fra dig

Comment