i Bøger

Bogåret 2019

2019 var lidt af et rekordår i min læsning. Ifølge Goodreads har jeg således dags dato fortæret ikke færre end 60 bøger. I retfærdighedens skal det sige, at ikke alle af dem blev læst lige grundigt. Men det er et markant opsving fra 2018 (+15) og 2017 (+24), og jeg har den subjektive fornemmelse af at jeg nød de læste bøger mere end i tidligere år – især skønlitteraturen.

Når jeg kigger på listen er bøgerne (igen særlig de skønlitterære) mindre fisefornemme end tidligere. Jeg har således læst en solid portion thrillers, horror, spekulative fiction, mysterier og science fiction, mens mit indtag af fantasy er stagneret.

Der var et par all-time højdepunkter blandt min nonfiction læsning, men når jeg ser tilbage, så var der også en række reelle skæverter. Det er egentlig ret underligt, da det plejer at være den modsatte fordeling mellem skønlitteratur og nonfiction.

Metoden

Tilbage i 2014 anvendte jeg for første gang de fire autoritative kategorier i min årlige boggennemgang:

  • ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’ (≈ 5-6 stjerner)
  • ‘God, men nok mest hvis du er sær’ (≈ 4-5 stjerner)
  • ‘Skuffende. Meget skuffende’ (≤3 stjerner)
  • ‘Bøger jeg gik i stå i’ (uden for bedømmelse)

Jeg skal ikke kunne sige om kategorierne er særlig anvendelige for andre1, men de giver mening for mig.

Årets skønlitterære oplevelse:

24527917667 e967bf1bb7 b 2

Som jeg skrev ved læsningen tilbage i februar måned: “Der er en reel sandsynlighed for at Tom Sweterlitsch ‘The Gone World‘ bliver årets bogoplevelse for mig. Det er en svimlende krydsning mellem ‘True Detective’, ‘Inception’, ‘Fringe’ og (hvilket er særligt forførende) Joe Haldeman ‘The Forever War’. Meget varmt anbefalet”. Det kom til at holde stik. Jeg læste andre fremragende speculative fiction bøger i løbet af året, men ingen tryllebandt mig ligeså meget som ’The Gone World’. Det er en fantastisk bog, der fortjener at blive en moderne klassiker. 

Årets nonfiction oplevelse:

9780525656043

Tilbage i maj var jeg begejstret for Lovells fantastisk velskrevne mesterværk om maoismen. Det er jeg stadig. Det er den bedste nonfiction bog siden Christopher de Hamel: ‘Meetings With Remarkable Manuscripts’. Vil anbefale alle blot moderat historisk, politisk og/eller filosofisk interesserede at læse den. Lovell er en gudsbenådet formidler, emnet er aktuelt og tankevækkende.

 

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Tom Sweterlitsch: ’The Gone World’
  • Susan Rooney: ’Normal People’
  • Iain Reid: ‘I’m Thinking of Ending Things’
  • Stuart Turton: ’The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle’
  • Blake Crouch: ‘Recursion’
  • Emma Newman: ‘Before Mars’
  • Emma Newman: ‘Atlas Alone’
  • Christopher Priest: ’The Affirmation’
  • Christopher Priest: ’The Prestige’
  • Julia Lovell: ‘Maoism: A Global History’
  • Anna Fifield: ’The Great Successor: The Divinely Perfect Destiny of Brilliant Comrade Kim Jong Un’
  • Yuval Noah Harari: ’Sapiens: A Brief History of Humankind’
  • Daniel Immerwahr: ‘How to Hide an Empire’
  • Lori Gottlieb: ‘Maybe You Should Talk to Someone’
  • Thorsten Borring Olesen: ‘De danske ministerier: Anker Jørgensens tid: 1972-1982′
  • Niels Wium Olesen: ‘De danske ministerier: Poul Schlüters tid 1982-1993’

Kommentar: Hvis man ser bort fra den fabelagtige ‘Normal People’, så befinder alle mine favorit skønlitterære bøger sig indenfor spekulative fiction genren. Vi taler tidsrejser, paralleluniverser, postapokalyptiske dystopier, Groundhog Day-agtige scenarier og Philip K. Dick’ske tankeeksperimenter.  Jeg ved ikke hvad det fortæller om mig og mine behov i disse år. Alle nonfictionbøgerne gjorde mig klogere/fik mig til at tænke. På alle måder en god årgang.

 

‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Michael McDowell: ’The Elementals’
  • Kali Wallace: ’Salvation Day’
  • Iain Reid: ‘Foe’
  • David Koepp: ‘Cold Storage’
  • Michelle Paver: ‘Dark Matter’
  • R.F. Kuang: ’The Dragon Republic’
  • James Brabazon: ’The Break Line’
  • Christopher Priest: ’The Islanders’
  • James S.A. Corey: ’Tiamat’s Wrath’
  • Josiah Bancroft: ’The Hod King’
  • John Scalzi: ’The Consuming Fire’
  • M. Todd Henderson: ‘Mental State’
  • Ben H. Winters: ‘Golden State’
  • Peter F. Hamilton: ’Salvation’
  • Brent Weeks: ’The Black Prism’
  • Jenn Lyons: ’The Ruin of a King’
  • Cal Newport: ‘Digital Minimalism’
  • Dmitri Trenin: ‘Russia’
  • Luuk Van Middelaar: ‘Alarums and Excursions’
  • Alan Jacobs: ‘How to Think’
  • Christopher Clapham: ’The Horn of Africa: State Formation and Decay’
  • Jesse Norman: ‘Adam Smith: What He Thought, and Why It Matters’
  • Huw Lewis-Jones: ’The Writer’s Map: And Atlas of Imaginary Lands’
  • Judith Schalansky: ‘Pocket Atlas of Remote Islands: Fifty Islands I Have Not Visited and Never Will’
  • Peter Frankopan: ’The Silk Roads: A New History of the World’

Kommentar: Ingen af nonfictionbøgerne i denne kategori vil jeg reelt anbefale til den ikke-sære læser. Jeg satte pris på dem, men de bør ikke læses med mindre man går op i emnerne i forvejen. Og nok engang er de skønlitterære bidrag stort set alle indenfor genrelitteraturen. Er der tre af dem der skulle op i topkategorien, ville det være McDowell, Koepp og Paver. Jeg nød at læse alle tre, men igen: de kræver en forkærlighed for spøgelser, pandemier og arktiske gys. 

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • Alex Michaelides: ’The Silent Patient’
  • Peter F. Hamilton: ’Salvation Lost’
  • Greer Hendricks & Sarah Pekkanen: ‘An Anonymous Girl’
  • Sylvain Neuvel: ‘Only Human’
  • Sylvain Neuvel: ‘Waking Gods’
  • Sarah Vaughan: ‘Anatomy of a Scandal’
  • David Zahl: ’Seculosity’
  • Carlo Rovelli: ’Seven Brief Lessons on Physics’
  • Seneca: ‘Letters From a Stoic’
  • Gustavo Rinaldi: ‘Econnomics for Policy Makers’
  • K. S. Komireddi: ‘Malevolent Republic: A Short History of the New India’
  • Jenny Odell: ‘How to Do Nothing’
  • Roham Alvandi: ’Nixon, Kissinger and the Shah’
  • Quinn Slobodian: ‘Globalists’
  • Richard H. Thaler: ‘Misbehaving’

Kommentar: Mange af disse var ikke decideret dårlige – faktisk er der næppe en eneste af bøgerne der ville score mindre end 3 ud af 6 – men fællesmængden er, at jeg havde større forventninger til dem. Årets dårligste bog jeg fik læst til ende? ‘Silent Patient’ endte med at have et rigtig fesent twist. ‘Salvation Lost’, bind to i en trilogi, kunne slet ikke holde første binds niveau (og nu ved jeg ikke om jeg gider at læse bind tre, når den en skønne dag udkommer). ‘An Anonymous Girl’ havde et dårligt plot. 

Bøger jeg gik i stå i

  • Mary Robinette Kowal: ’The Calculating Stars’
  • Peter H. Wilson: ’The Holy Roman Empire: A Thousand Years of Europe’s History’
  • Toby Green: ‘A Fistful of Shells: West Africa from the Rise of the Slave Trade to the Age of Revolution’
  • Christopher Booker: ’The Seven Basic Plots’
  • Twyla Tharp: ’The Creative Habit’
  • Ryan Holiday: ’The Obstacle is the Way’

Kommentar: Kowal bogen vandt dette års Hugo Award for bedste roman, men den fungerede ikke for mig. De første 50 sider var gode, siden løb bogen ud i sandet. Wilson og Green har det tilfælles, at de A) behandler historiske emner/epoker, som jeg havde fortalt mig selv var interessante og B) Var murstenstunge afhandlinger. Jeg døde relativt kort ind i dem begge. Tharp og Holiday var irriterende skrevet selvhjælpsbøger, som jeg ikke gad læse til ende – og jeg har ellers en stor svaghed for selvhjælpsbøger. 

Målet for 2020 er at fortsætte udviklingen med kun at læse bøger, som rent faktisk giver mig glæde og indsigt. Og så vil jeg gerne rette op på den noget halvskidte succesrate for nonfiction bøger. Kvantitetsmæssigt har jeg ingen særlige ambitioner. 

  1. Måske ’Skuffende. Meget skuffende’ kategorien er for bred []

Giv lyd fra dig

Comment