i Bloggen

Blogstatus

Min yndlingsbes√¶ttelse er at filosofere planl√łst over mine personlige kommunikationskanaler. Hvor, hvordan og hvad formidler jeg mine tanker? Og m√•ske mest centralt:¬†Hvorfor g√łr jeg det? Jeg har ikke nogen klare svar p√• noget af det.

Jo, jeg ved at jeg har et iboende behov for at udtrykke mig. Jeg ved, at det at skrive er min de facto eneste kreative egenskab. Jeg ved, at jeg har brug for at udtrykke mig p√• skrift, ogs√• overfor andre mennsker. Jeg ved ogs√•, at jeg gerne vil v√¶re uafh√¶ngig og ikke har lyst til at l√¶gge noget indhold i de overv√•gningskapitalistiske siloer s√•som Facebook. Jeg ved derfor, at jeg √łnsker at eje og drive mine kommunikationskanaler 100% selv. Det giver selvsagt nogle distributionsproblemer, men obskuritet og en digital eremittilv√¶relse er vel prisen for ikke at ville v√¶re de steder, hvor de normale mennesker finder indhold.

Det st√łrste problem er koncepterne for mine kommunikationskanaler. De findes ikke. Jeg har Sofisten og en digital platform i eget navn.¬†Jeg har aldrig haft indholdsstrategier eller blot en plan for nogen af dem, det hele har v√¶ret organisk og ad hoc. Hvilket i praksis betyder, at indholdet er det samme p√• tv√¶rs af platformene. Det kunne som s√•dan v√¶re ok, hvis alts√• ikke at den oprindelige kilde til indhold – sofisten.dk – er s√• konceptuelt forvirret. Hvad er Sofisten? Hvad skal den kunne?

N√•r jeg l√¶ser mine gamle indl√¶g fra de tidlige √•r – f.eks. 2009 – s√• er vi ovre i en art offentlig dagbog. M√•ske ikke ligefrem intim bekendelseslitteratur, men jeg skrev dog en del om, hvad jeg lavede og t√¶nkte over p√• det givne tidspunkt. Af og til var indl√¶ggene krydret med et Weltschmerz/cri du cŇďur indl√¶g om tilv√¶relsens ulidelige melankolske lethed.¬†Alt sammen skrevet under et anstrengt kunstigt pseudonym, der gav mig en forl√łjet f√łlelse af anonymitet – og allerede dengang var en forloren mekanisme.

Her 2.603 offentlige indlæg senere (hvoraf en del må betegnes som decideret pinlige), er det vist en illusion at tro, at man ikke kan finde ud af hvem skribenten bag sofisten.dk er. Og man kan utvivlsomt doxe mig for alle mulige uunderbyggede og uholdbare holdninger, hvis man ellers orker at læse så meget kedsommeligt navlepilleri. Men … ja. Eksponering for en ændret virkelighed er nok grundvilkåret, når man har skrevet på en personlig blog i snart 16 år.

S√• det er vel som det er. Mit problem med sofisten.dk i disse √•r er, at jeg mangler koncept, indhold og skriveinspiration. Den er min personlige blog, som jeg ikke vil leve uden. Det er anatema at opgive den. Men jeg ved ikke rigtig hvad Sofisten g√łr for mig l√¶ngere – eller om dens eksistens har formet mine skriverier p√• en uhensigtsm√¶ssig m√•de.

Den tidlige blogs bread-and-butter-indhold (alts√• ‚Äėhvad har jeg lavet i dag‚Äô og ‚Äėrefleksioner over aktuelt emne‚Äô indl√¶ggene) skriver jeg s√•dan set stadig, men det er til indvortes brug i min dagbog i Roam. Jeg er blevet for sky og konfliktangst til at jeg vil l√¶gge de store politiske og holdningsdrevne indl√¶g her p√• siden. Det er jo egentlig absurd; hvad er ellers pointen med en blog man selv ejer og bestemmer over? Men jeg oplever, at jeg har mistet lysten til deltage i den offentlige debat. Og n√•r jeg l√¶ser nogle af de politiske eller COVID-19-agtige indl√¶g, jeg trods alt har skrevet det seneste √•r, s√• bliver jeg tr√¶t af at h√łre p√• mig selv. De holder ikke i l√¶ngden eller jeg lyder semi-depressiv eller jeg er faretruende t√¶t p√• at v√¶re en s√łlvpapirshat.

S√• jeg s√łger efter Sofistens sj√¶l for tiden. Og jeg leder ogs√• efter konceptet eller nichen for min offentlige digitale platform. Hvad skal den kunne? Hvor Sofisten i teorien er en sorgl√łs sj√¶l, s√• b√łr en side i ens eget navn vel v√¶re mere strategisk anlagt og gennemt√¶nkt? M√•ske v√¶re en afl√łser for den type indl√¶g – billeder, statusopdateringer – som normalt ville blive bragt p√• sociale medier? Eller prim√¶rt tjene som ‚Äėpersonlig branding‚Äô (YDRK!), evt. s√¶rligt vinklet til at underst√łtte mine politiske ambitioner?

Jeg ved det stadig ikke. Så jeg fortsætter med min yndlingsbeskæftigelse.

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Jeg l√¶ser stadig gerne alle dine overvejelser – ogs√• de mere meta-agtige af slagsen. Og jeg kan virkelig godt f√łlge dig, omend jeg har valgt en noget anden tilgang til min blog, men overvejelserne ligner dine.