Betal for min mening

Noget tyder på at 2013 bliver ’Year of the Paywall’. Jyllands-Posten har allerede delvist gjort indført det, Politiken følger så snart at de har fået teknikken til at køre. Berlingske rumler vistnok også med noget. Jeg kan sådan set godt forstå udviklingen. Uden at være ekspert i medier, annioncemarkedet eller forretningsmodellen for mediekoncerner, så tilsiger almindelig fornuft mig alligevel, at med mindre reklameindtægterne er eksorbitant høje, så kan det ikke løbe rundt for privatejede medier at levere gratis nyheder på nettet. Især ikke, når man tager papiravisernes kvaler og faldende oplagstal i betragtning.

Personligt sætter jeg stor pris på en papiravis (indlægget her udtrykker glæden ved at kunne fordybe sig i en kvalitetspapiravis meget bedre end jeg selv ville kunne formulere), men jeg er vist i mindretal efterhånden. Og hvis jeg skal betale den ganske høje pris for et enkelteksemplar eller et abonnement, så skal der denondelyneme være tale om kvalitetsjournalistik. Hvilket er grunden til at jeg for tiden abonnerer på Weekendavisen, og har opsagt det meste andet.

I dag læste jeg mig så frem til, at en de helst store amerikanske bloggere, Andrew Sulliwan, vil indføre, ja, paywall for at man kan læse hans udgydelser. Under argumentation om at ville være uafhængig af de store mediekoncerner (han har tidligere haft sin blog ’The Daily Dish’ hos bl.a. Time, The Atlantic og Newsweek), skriver han:

We’re only human and so we want to set up the incentives so we are geared entirely to improving the total reader experience, not to ratchet up hits, or to please corporate advertisers. We may be fooling ourselves, and it would be imprudent for us to rule out all advertising right now for ever. So we won’t. But it would be a great missed opportunity, in my view, not to try. Remember the classic saying:

If you’re not paying for the product, you are the product being sold.

We want to treat our readers better than that, because you deserve better than that. Hence the purest, simplest model for online journalism: you, us, and a meter. Period. No corporate ownership, no advertising demands, no pressure for pageviews … just a concept designed to make your reading experience as good as possible, and to lead us not into temptation.

So for the next month, we’re going to offer you advance membership of the Dish for $19.99 a year, which translates to $1.67 a month, which is around a nickel a day. The meter won’t start until February, and the price won’t change then, but by pre-subscribing, you give us a crucial financial bridge to get to independence – and you’ll never notice a thing when the transition happens.

To be honest, we didn’t know where to set the price – we have almost no precedents for where we want to go – but $19.99 seemed the lowest compatible with a serious venture. We wanted to make this as affordable as possible, while maximizing revenues.

Nuvel, man kan vel gå til den slags på et specifikt og et generelt niveau. På det specifikke niveau, er Andrew Sullivan indiskutabelt en mand med mange læsere. Han pryder sig med en uortodoks og ikonoklastisk profil som homoseksuel, konservativ, katolik og Obama-fan (note to self: Hvis man omtaler sig selv som utraditionel og anderledes tænkende, så er man det højst sandsynligt ikke), og havde især i 2007 og 2008 stor betydning i den amerikanske debat op til præsidentvalget. Jeg læste ham lidt dengang. Bevares, han er vaks, men hvis man rent faktisk læser hans blog, så bestod (og består) den mest af alt af kommentarer til andres meninger. Når han skriver ’we’ ovenfor, så skal det forstås ganske bogstaveligt. Han har ansat studentermedhjælpere til at lave research og og journalister til at skrive sine indlæg. Vi er altså et meget langt stykke fra den klassiske (og uddøende, mere herom senere) blogger.

Men kan han så – specifikt – rent faktisk få det at løbe rundt bag en paywall med den vare han sælger (dvs. sine – eller rettere sine medarbejdernes – meninger og analyser)? Det er vanskeligt at sige. Sullivan er en af måske fem bloggere i verden som læsernes muligvis gider betale for. Måske min skepsis skyldes at jer tilbagestående, egnspræget og sløv. Men jeg tvivler på Sullivans nye tiltag – og det sker af generelle årsager.

Nu er Danmark i sagens natur et alt for lille sprogområde, men prøv at se bort fra det. Rent teoretisk, kære læsere, hvem i den danske debat er I så reellt villige til at betale for at høre deres mening? Hvem vil I betale 150 kr./år for at høre på? Jeg vil næsten vædde på, at jeres svar er ’ingen’. Og hvorfor skulle engelsksprogede læsere så gide? Selvfølgelig er hans marked meget større qua at han skriver på engelsk, og måske vil de store tals lov medføre, at han kan slippe afsted med det. Og så alligevel ikke. Som jeg ser det, så vil der i fremtiden ske en endnu større segmentering. De hurtige, uanalyserende og telegramagtige nyheder vil også i fremtiden være gratis på nettet. Discountnyhederne, om man så må sige. Til gengæld vil man skulle betale for rapportager, analyser, indsigt, dybde og lange artikler. Den værdifulde og omkostningstunge journalistik. Det er i hvert fald det segment, som de fleste danske dagblade forsøger at erobre. Hvor er der i det felt plads til en meningssælger som Sullivan? Han er crowded ud af discountmarkedet, men kan ikke levere samme analysekraft som de bedste aviser (Financial Times, The Guardian, WSJ). Han leverer ikke rapportager eller lignende, og han vil også i fremtiden være afhængig af at hans læsere leverer kommentarer og (gratis) input til hans blog. Rent generelt tror jeg simpelthen ikke på hans forretningsmodel, og jeg har vanskeligt ved at se at han skulle være interessant og læsværdig nok til at slå markedskræfterne på den måde.

I sidste ende er min holdning nok også farvet af at jeg er misundelig, forsmået og lidt gnaven over udviklingen. Som nævnt før er den klassiske personlige blogger en uddøende race. Meget få holder en blog, som den I befinder jer på, i live. Det er meget instruktivt, at der i de netop overståede nytårstaler af dronningen og statsministeren blev talt om Facebook (PAS PÅ!) og twitter, men ikke de formater, hvor man rent faktisk kan skrive længere tekster. Det kan jeg personligt godt begræde. De store danske blogs er i dag krea- eller modeblogs, hvis det da ikke er professionelle propagandaplatforme på dagbladenes hjemmesider. I den forbindelse kan man til skam og skændsel jo nævne dette jobopslag fra slutningen af december 2012:

Kommunikations- eller analytiske studentermedhjælpere søges til kulturdebattør

Vil du være med at opbygge en stærk politisk profil og hjælpe med at sætte præg på kulturdagsordenen? Studentermedhjælpere søges til lønnet arbejde for offentlig kulturdebattør med blog hos et af de store danske dagblade.

Om jobbet
Du vil komme til at arbejde med en kulturdebattør, hvis politiske profil ønskes styrket. Igennem debattørens blog på et af de store danske dagblade skal emneområderne kultur, ret og etik i højere grad sættes på dagsordnen. Det skal vi bruge din hjælp til.

Du vil indgå i et tæt samarbejde med en stærk offentlig profil og få mulighed for at sætte dit præg på den offentlige debat. Vi søger flere, der kan formidle debattørens synspunkter og analyser videre til offentligheden og de politiske beslutningstagere.

Dine primære arbejdsområder består i:

Researche samt udarbejde samfundsfaglige analyser og identificere f.eks. akutelle økonomiske og juridiske udfordringer.
Skrive udkast samt virke som sparringspartner ift. debatindlæg og artikler til de nationale medier, herunder specifikt de store danske dagblade.
Bistå med at styrke den generelle politiske kommunikation.

Den ideelle profil
Du har en personlig interesse for samfund og politik samt et bredt, teoretisk funderet kendskab til områderne kultur, ret og etik. Du er selvstændig, nytænkende og kan handle hurtigt og effektivt, når du ser en spændende, anderledes vinkel på et bloggens fokusområder. Derfor er dine personlige kvalifikationer præget af stærke analytiske evner, talent for politisk kommunikation og er vant til at formidle vanskeligt stof til udenforstående.

Løn og vilkår
Vi kan til gengæld tilbyde en løn på 175 kr./timen og meget fleksible muligheder for at kombinere med andet studiejob. Du kan forvente at arbejde 4-5 timer/ugen. Vi har tilholdssted i København, men der er mulighed for at arbejde hjemmefra.

Du er godt i gang med en relevant samfundsvidenskabelig eller kommunikationsorienteret uddannelse på enten KU, AU, AAU, SDU eller RUC Stillingerne kan søges af studerende på statskundskab, økonomi, sociologi, filosofi, historie, retorik, dansk, journalistik eller lign.

Jeg skal selvfølgelig ikke dømme, og vi er jo alle travle mennekser med alt for lidt tid. Jeg er heller ikke så naiv, at jeg tror alle mennesker selv skriver deres læserbreve eller kronikker. Bevarers, jeg har igennem mit arbejdsliv selv ageret skribent for en del af den slags i andres navn. Men ovenstående er alligevel forholdsvist groft. Hvis man ikke har en mening eller indsigt, så kan man jo betale andre for at researche sig frem til en. I kan jo have det in mente, når I læser om kultur, ret og etik på et af de større dagblades hjemmesider.

Samlet set er der vel blot at konstatere, at mediebilledet forandrer sig og hvis man vil leve af at skrive på nettet, må man innovere sin forretningsmodel. Det er det, som Andrew Sullivan forsøger på, og det skal blive interessant at se om det vil lykkes. Indtil da, vil jeg grifle ufortrødent og gratis videre.

3 kommentarer til “Betal for min mening”

  1. Hvis der virkelig er tale om en direkte kopi af studenterjobopslaget, så er der i dén grad brug for hjælp – ikke mindst til korrekturlæsning.
    Så…hvem er den omtalte meningsdanner?

    Og hvorfor har netop dén fanget din opmærksomhed?

    Svar
  2. Alle raske mennesker gennemtrawler jobsider for at vurdere egen markedsværdi. Opmærksomheden blev vækket af den helt forrykte tilgang til den offentlige debat.

    Jeg ved ikke hvem det er. Opslaget er meget hemmelighedsfuldt. Har heller ikke researchet det yderligere. Men der er vel tre større danske dagblade (JP, B og Pol), der har blogs tilknyttet. En ‘kulturdebattør der ønsker sin politiske profil styrket’, lyder som en politiker, der gerne vil genvælges. Interessen for ‘kultur, ret og etik’ lyder som højrefløjen, om end det også er et udvalg hos Radikale. Dine bud er ligeså gode som mine.

    Svar

Skriv en kommentar