Beneath a Steel Sky

Fantask er en fremragende butik, hvis ejere og medarbejdere fortjener parader i gaderne, statuerejsninger og ridderkors i stride strømme. Hvis e-bøger og internettet nogensinde formår at lukke den butik, er det en forbrydelse af nærmest uhørt karakter herhjemme.

Forrige weekend formåede den rare mand bag disken således at ramme plet, da han ud fra mine konfuse og usammenhængende ytringer (“nå, men, æhm, altså, jeg kan godt lide Peter F. Hamilton. Og George R. R. Martin. Og Frank Herbert. Du ved nok, sådan noget med space opera og intergalaktiske slag. Og politik. Og intriger. Og incestuøse tvillingepar, der skubber børn ud af vinduerne!”), anbefalede mig to bøger.

Jeg har ganske vist kun fået læst den ene, Greg Bears ‘Eon’, men du milde Moses, den er fremragende! Efter mange års øvelse har jeg kapituleret og indset, at jeg aldrig bliver en god anmelder. Jeg mangler ordene til at finde ind til kernen i et givent kulturelt artefakt. Orker ikke at beskrive. Derfor vil jeg ikke engang forsøge på at artikulere hvor velskreven bogen er, hvor innovativt plottet folder sig ud og hvor store mængder LSD Greg Bear må have indtaget undervejs i skrivningen. Det er Old School sci-fi, når det er bedst.

Nedenfor er bog nummer to. Jeg har ikke læst i den endnu, så aner ikke om indholdet er godt. Men det er for så vidt også ligegyldigt. For se lige engang på coveret:

Hallå! Det er en delfin. Eller rettere: EN DELFIN MED EN FUTURISTISK HJELM PÅ. Hvordan skal dette vidunderlige stykke kunst kunne undgå at være et mesterværk? Det lader sig ikke gøre. Jeg gentager: DELFINEN HAR EN FUTURISTISK HJELM PÅ. Vender frygteligt tilbage, når jeg har fået læst bogen.

Andre anbefalinger til spændende sci-fi modtages med kyshånd.

7 kommentarer til “Beneath a Steel Sky”

  1. Nej, det var en anden. Marvel-Morten er forresten ikke rigtig inde i varmen hos mig. Han fnøs engang højlydt af foragt, da jeg købte en sci-fi bog, der åbenbart ikke levede op til hans krav for hvad der konstituerer god smag indenfor sci-fi. Hmpf.

    Svar
  2. Ja, det er tit problemet med über-nørder. De har opnået så høj status inden for nørdernes verden, at de reproducerer de hierarkiske samfundsstrukturer, som man som nørd flygter fra i første omgang, når man kaster sig ud på eskapismens vilde vover.

    Svar
  3. Hmmmm…. “Author of Sundiver”…? “Sundiver” tror jeg faktisk, jeg har liggende ulæst derhjemme, gaflet med hjem fra et af det lokale biblioteks “bog-bytte-arrangementer”, hvor man kvit og frit kan forsyne sig med alskens bøger af enhver art, som andre ikke gider at opbevare på længere. Måske jeg skulle se at få den læst.

    Desværre er det umådelig længe siden, at jeg har læst en “rigtig” science fiction bog, så jeg har desværre ingen gode anbefalinger lige pt. 🙂

    Svar
  4. Uh, jeg synes det ligner en hjernemaske, den delfin har på. Og det ville bestemt ikke trække ned i min læseoplevelse, hvis det var tilfældet. #dinoriders

    God fornøjelse!

    /marie

    Svar
  5. Nu er jeg kommet 35 sider ind i bogen, der har vist sig at være aldeles fremragende. Marie, din reference til Dino-Riders (hvor jeg dog savner den tegneserie!) er faktisk ikke helt ved siden af.

    Vi befinder os i en fjern fremtid, hvor menneskeheden er truet. Den gældende sociale orden er, at universets mangfoldige racer er del op i ‘patrons’ og ‘clients’. ‘Patrons’ har pligt til at udvikle deres ‘clients’, der så omvendt er forpligtigede til at underordne sig. Det er en slags kolonialisme, bare på intergalaktisk niveau.

    Menneskeheden er i den prekære situation, at vi ikke har nogen ‘patron’, uagtet at vi er blandt de mindre udviklede og svagere arter. Der er mange der gerne vil gøre os til ‘clients’, men vi stritter imod. Meget heltemodigt,

    I fremtiden har vi dog, meget dobbeltmoralsk, lært fra de øvrige racer, hvordan vi kan gøre andre arter til vores ‘clients’. Således har man via genteknologi udviklet delfiner og andre pattedyr til at være vores clients. De kan nu tale, flyve rumskibe og i øvrigt være behjælpelige. Det man ser på forsiden er således en delfin, der har en art ‘hjernemaske’ på, hvilket gør den i stand til at kommunikere med eksempelvis computere. Hvis man fjerner Dino-Riders’ missiler og laserkanoner, er vi altså så langt væk fra det univers.

    I øvrigt kan første afsnit af netop Dino-Riders ses her: http://www.youtube.com/watch?v=lor_uUkJkkw

    Svar

Skriv en kommentar