i Bloggen

At skrive

Jeg er i en underlig dialog med mig selv om det her med at skrive.

Er havnet i den bagvendte situation, at mens mit eksterne output p√• blogs og i offentlige fora st√łrkner til, s√• skriver jeg mere end nogensinde f√łr internt til mig selv. Roam Research har medf√łrt en ren√¶ssance i mit dagbogs- og noteskriveri, som i den grad er blomstret op. Jeg t√¶nker og t√¶nker, skriver og skriver. Min navle blive ogs√• i d√©n grad beskuet i en direkte skr√¶mmende detaljeringsgrad. Ingen tanke, f√łlelse eller ‚Äúindsigt‚ÄĚ er for lille til at blive griflet ned i mit byzantinske notesystem.

Men det betyder samtidig, at meget af den mentalhygiejniske funktion som mit blogskriveri Рeller snarere selve processen med at få mine forvirrede narcissistiske tanker ned på skrift Рhar haft igennem 15 år, er blevet internaliseret. Jeg har helt enkelt færre ting på hjertet udadtil, når jeg allerede har grædt ud indadtil. Og når jeg i forvejen mest skriver her for og til mig selv, hvor efterlader det så Sofisten.dk i mit skriveunivers?

Bloggens indhold af mestendels quasi-anonymiseret karakter, har grundl√¶ggende l√¶nge v√¶ret konceptuelt meningsl√łs. Ikke selvudleverende nok til at v√¶re bekendelseslitteratur, ikke strategisk nok til at bruges kommercielt eller til personlig branding. Vi er i et diffust ingenmandsland.

Omvendt elsker jeg – om ikke andet, s√• af nostalgiske √•rsager – at jeg har mit eget besynderlige og lurvede hj√łrne p√• nettet, hvor jeg kan skrive om det, jeg har lyst til – uden at v√¶re indhegnet af andres krav og forventninger. Selvf√łlgelig vil jeg gerne s√¶lge en bestemt persona til de af jer, der er sunket dybt nok til at l√¶se med p√• regelm√¶ssig basis. I ved nok, jeg er ham den quirky og semi-intellektuelle personage, med hang til n√łrdet popkultur og if√łrt en perma-ironisk distance til verden. Det ville v√¶re l√łgn at p√•st√• at jeg ikke fors√łgte at binde jer den historie p√• √¶rmet.

Men jeg fors√łger dog at tone det ned. Et af mine mange issues med sociale medier1 er netop det performative aspekt. At folk spiller roller og optr√¶der p√• en imagin√¶r scene2. Den konstante iscenes√¶ttelse, kuratering af tilv√¶relsen, denne underlige transformation af √©n selv fra deltager til tilskuer i ens liv. Hvor jeg forventes rollen som ‚Äėsuccesfuld og lykkelig mand i √•r 2020‚Äô, eller roller, der er endnu klammere – ikke mindst inde p√• de sociale mediers allermest frast√łdende bordel: LinkedIn.

Sofisten er stadig t√¶nkt som mit frirum, hvor mine tanker (i teorien) kan blive l√¶st af andre, og m√•ske (kun m√•ske) kan g√łre en positiv forskel p√• et eller andet. Det er i den √•nd, jeg vil forts√¶tte med at skrive. Og s√• m√• jeg jo blot syntetisere de klogeste dele af alt det bras, jeg smider ind i Roam.

  1. Udover at de er overv√•gningskapitalistiske foretagner, der lever af at s√¶lge mine data OG at de √łdel√¶gger min evne til at fokusere og v√¶re n√¶rv√¶rende []
  2. Ja, jeg ved det godt, Erving Goffman kigger ned fra himlen og frydes []

Giv lyd fra dig

Comment