At skrive

Jeg er i en underlig dialog med mig selv om det her med at skrive.

Er havnet i den bagvendte situation, at mens mit eksterne output på blogs og i offentlige fora størkner til, så skriver jeg mere end nogensinde før internt til mig selv. Roam Research har medført en renæssance i mit dagbogs- og noteskriveri, som i den grad er blomstret op. Jeg tænker og tænker, skriver og skriver. Min navle blive også i dén grad beskuet i en direkte skræmmende detaljeringsgrad. Ingen tanke, følelse eller “indsigt” er for lille til at blive griflet ned i mit byzantinske notesystem.

Men det betyder samtidig, at meget af den mentalhygiejniske funktion som mit blogskriveri – eller snarere selve processen med at få mine forvirrede narcissistiske tanker ned på skrift – har haft igennem 15 år, er blevet internaliseret. Jeg har helt enkelt færre ting på hjertet udadtil, når jeg allerede har grædt ud indadtil. Og når jeg i forvejen mest skriver her for og til mig selv, hvor efterlader det så Sofisten.dk i mit skriveunivers?

Bloggens indhold af mestendels quasi-anonymiseret karakter, har grundlæggende længe været konceptuelt meningsløs. Ikke selvudleverende nok til at være bekendelseslitteratur, ikke strategisk nok til at bruges kommercielt eller til personlig branding. Vi er i et diffust ingenmandsland.

Omvendt elsker jeg – om ikke andet, så af nostalgiske årsager – at jeg har mit eget besynderlige og lurvede hjørne på nettet, hvor jeg kan skrive om det, jeg har lyst til – uden at være indhegnet af andres krav og forventninger. Selvfølgelig vil jeg gerne sælge en bestemt persona til de af jer, der er sunket dybt nok til at læse med på regelmæssig basis. I ved nok, jeg er ham den quirky og semi-intellektuelle personage, med hang til nørdet popkultur og iført en perma-ironisk distance til verden. Det ville være løgn at påstå at jeg ikke forsøgte at binde jer den historie på ærmet.

Men jeg forsøger dog at tone det ned. Et af mine mange issues med sociale medier1 er netop det performative aspekt. At folk spiller roller og optræder på en imaginær scene2. Den konstante iscenesættelse, kuratering af tilværelsen, denne underlige transformation af én selv fra deltager til tilskuer i ens liv. Hvor jeg forventes rollen som ‘succesfuld og lykkelig mand i år 2020’, eller roller, der er endnu klammere – ikke mindst inde på de sociale mediers allermest frastødende bordel: LinkedIn.

Sofisten er stadig tænkt som mit frirum, hvor mine tanker (i teorien) kan blive læst af andre, og måske (kun måske) kan gøre en positiv forskel på et eller andet. Det er i den ånd, jeg vil fortsætte med at skrive. Og så må jeg jo blot syntetisere de klogeste dele af alt det bras, jeg smider ind i Roam.

  1. Udover at de er overvågningskapitalistiske foretagner, der lever af at sælge mine data OG at de ødelægger min evne til at fokusere og være nærværende []
  2. Ja, jeg ved det godt, Erving Goffman kigger ned fra himlen og frydes []

Skriv en kommentar