Årtiet

Nettet flyder i disse dage over med klummer og essays, der reflekterer (mere eller mindre) dybsindigt over 10’erne. Nogen går makrovejen. Hvad var det for et årti for kloden, hvordan skal det hele fortolkes, hvad siger begivenhederne om fremtiden? Andre intimudforsker skribentens egen uendeligt interessante navle. Hvad skete der i årtiet for lige netop dette her unikke og fascinerende individ? Hvad betyder det altsammen for mig.

Egentlig ville jeg gerne skrive en tilsvarende tekst. Jeg har jo trods alt haft en blog i snart 15 år; det at selvudlevere min egen middelmådighed til et (ak, forsvindende lille) publikum på nettet er en hofdisciplin for mig.

Men egentlig tror jeg at det kræver en vis tidsmæssig distance at kunne forstå og fortolke ting og begivenheder nogenlunde ædrueligt. Jeg er først nu for alvor begyndt at forstå og kunne sætte mine 90’ere og 00’ere ind i den store fortælling om mit liv.

Hvis jeg da overhovedet kan det. For hvem fa’en var man for flere årtier siden? Kan man overhovedet huske sig selv troværdigt på årtiers afstand? Eller rekonstruerer jeg blot et forvrænget billede af, hvem jeg gerne ville have været? For når jeg læser mine blogindlæg fra 2005, hvem er så den 23-årige narrehat der sad på et kollegieværelse på Østerbro og skrev den slags enfoldigheder?

Netop tidsforvrængningen var en af de ting, jeg tænkte over efter at have læst Sally Rooney ‘Normal People’ tidligere i år. Hovedpersonerne i bogen er alle i begyndelsen af 20’erne. De føler så stærke følelser. De tænker så abstrakte tanker. De er så … udviklede. Fejlbehæftede og søgende, måske, men udviklede. Og normalt betragter jeg ikke mig selv som et decideret ukompliceret og overfladisk menneske. Men jeg mindes ikke at have haft et komplekst følelsesliv dengang. Jeg tror ikke jeg var sådan. Men igen: Hvad ved jeg egentlig om mig selv her 15 års fortrængninger senere? Og vupti, så fik jeg alligevel skrevet en navleudforskende klumme!

Så 10’erne? Ingen anelse om hvad de betød. Spørg mig i midten af 2030’erne, når jeg er et gammelt røvhul, børnene er flyttet og mine egne 30’er er en fjern epoke, jeg på det tidspunkt kan længes nostalgisk efter (og rekonstruere fortællingen om).

Skriv en kommentar