Arrietty

Så kom der sgu farver på! Mens jeg forsøgte at koordinere kommunikationen af kommunens Covid-19-indsats, blev arvingerne parkeret foran ’Arriettys hemmelige verden’. Noget af en farveeksplosion:

Det er selvfølgelig unfair at sammenligne en dansk tegnefilm fra 1986 med en langt nyere animé fra et Japans absolut største og vigtigste studier. Men det er slående hvor meget smukkere og bedre håndværk Studio Ghibli er udtryk for. Efter ‘Valhallas’ tristesse er ’Arrietty’ kort og godt en visuel og lydmæssig nydelse.

Endnu vigtigere, så var børnene fænget af historien om de små ’lånere’, der er navnet på de miniput væsener der lever skjult for mennesker i gamle huse. Vi følger låner-pigen Arrietty, der mod alle odds bliver venner med den hjertesyge menneskedreng Shō. Det er ikke en actionfilm, men der var rigeligt med nervepirrende stunder til at arvingerne måtte gemme sig under en dyne et par gange undervejs.

Jeg er usikker på om de helt forstod den melankolske slutning, hvor Arietty og hendes familie må rejse fra huset. Det gør dog ikke så meget. Grundlæggende er ‘Arrietty’ en sympatisk historie om venskab på trods af forskelle, og uden at lyde alt for speltagtig, så er det på den måde en god og opbyggelig film.

Måske filmen er for stille og eftertænksom til de lidt større børn, men lige nu er min dreng lille og følsom nok til, at han er åben for andet end speedet action. Den er klart værd at se sammen her under karantænen, især i sofaen under en dyne med en kop varm kakao.

Skriv en kommentar