i Musik

Årets bedste sange i 2012

2012 nærmer sig sin afslutning, og det er tid til den rituelle gennemgang af årets vigtigste sange i husholdningen. Der er ikke en klart udviklet metodologi bag listen. Sangene behøver ikke være fra 2012, men er mest af alt udtryk for hvilken musik, jeg har lyttet mest til de sidste 12 måneder. Tidligere år har jeg benyttet mig af ’antal afspilninger’ funktionen i iTunes, men den målevariabel er blevet upræcis med Spotifys indtog i mit liv. Uanset hvad og hvilke metodologiske kvaler I end måtte have, så er nedenstående sange de i mine øjne centrale værker fra årets der gik. De bør kanoniseres hurtigst muligt.

 

Miguel ’Adorn’

Årets ubetinget vigtigste og bedste sang. Miguel styrede husholdning med jernhånd, især efter at den unge mand også erobrede Den Bedre Halvdels hjerte. ’Adorn’ er den mest romantiske, sexede, velkomponerede og fængende r’n’b/pop kreation i nyere tid. Den lyder som en opdateret (og bedre) udgave af Marvin Gayes ’Sexual Healing’. De vil også lytte betaget til den om 20 og 30 år.

 

Miguel ’Do You’

’Do You’ er ’Adorns’ endnu mere beskidte lillebror. Tilbage i oktober skrev jeg: ”Hør lige hvordan sangen nærmest går i overdrive efter 01:00. Fra sfæriske synth-rytmer til møgbeskidte trommer. Føl hvordan bassen hamrer igennem ved 01:18. Miguels narko-romantiske tilnærmelser skaffer ham en øjeblikkelig topplacering på listen over aktuelle førsteelskere. Han crooner (og ser ud) som en ung Prince. Det er 2012’s mest imponerende soulkreation”. Sidstnævnte var en overdrivelse, for Miguel overgik sig selv med ‘Adorn’. Men ‘Do You’ er stadig lysår foran snart sagt alle andre sange fra 2012.

 

Dawes ‘Time Spent in Los Angeles’

Jeg lyttede stort set uafbrudt til ‘Time Spent in Los Angeles’ i foråret i Bruxelles. Jeg savnede Den Bedre Halvdel, og ville bare gerne hjem snart. Hvis jeg erstattede ‘Los Angeles’ med ‘Brussels’, kunne jeg sagtens trille rundt i Belgien og forestille mig at sangen handlede om lige netop mig. Årets mest melodiske og sentimentale værk.

 

Sky Ferreira: ‘Everything is Embarrassing’

Den ene af to ‘lyden-af-tidlig-Madonna’ sange på listen (den anden er Solange ‘Losing You’). Tilbage i oktober skrev jeg: “Når jeg lytter til sangen, visualiserer jeg mig på dansegulvet til promfesten i en af John Hughes’ teenagefilm. Faktisk, så tror jeg at Molly Ringwald lige har hevet mig ud at danse. Jeg står nu og stamper akavet med mit pandehår, min socialt hæmmende akne og mine grimme Converse-sko. Men hvad gør det, for vi danser og hun har så bløde læber”. Der er præmier til den af jer, der kan gætte hvad sidste linje er en reference til.

 

Solange ‘Losing You’

En sen tilføjelse her i December. Solange, den stakkels gøj, er muligvis lidt brændemærket af at være Beyoncés lillesøster. Sagen er imidlertid den, at hun er lysår bedre end søsteren. I ’Losing You’ ligner og lyder hun som en ny og smuk gendigtning af Neneh Cherry, særlig hvis sidstnævnte lavede en ny og fremragende blip-bloppende coverversion af Massive Attacks ’Unfinished Sympathy’. Videoen er optaget i Sydafrika og er tilpas skæv til at man kan holde ud at se den i sin helhed. Alle jeg spiller den for siger “Det lyder som tidlig Madonna”. Måske de har ret. Et popmesterværk er det ihvertfald.

 

Flying Burrito Brothers ‘Burrito #2’

I midten af 2012 lånte jeg nogle tidlige country-rock cd’er på biblioteket. Jeg var særlig innteresseret i de værker, som legenden Gram Parsons havde været involveret i, bl.a. The Byrds ‘Sweetheart of the Rodeo’ og Flying Burrito Brothers ‘The Guilded Palace of Sin’. Tilskyndelsen hertil kom egentlig efter at have hørt den svært fængende ‘Christine’s Tune’ af netop Flying Burrito Brothers i et afsnit af ‘True Blood’. Det viste sig imidlertid, at sangen ‘Burrito #2’, sin åndssvage titel til trods, er et musikalsk mesterværk.

 

Kendrick Lamar ‘A.D.H.D.’

‘A.D.H.D.’ er egentlig fra 2011, og Kendrick Lamar udgav senere hvad musikpressen kaldte 2012’s bedste hiphop album. Jeg var og er imidlertid ikke færdig med det dystopiske mesterværk, ‘A.D.H.D.’ er. Her på musikbloggenes svar på elefantkirkegården skrev jeg: ‘Er det monstro det mest begavede og forbitrede hæp-hop siden Blackalicious? Mon teksten er det hidtil mest deprimerende gravskrift for en tabt generation? Er Kendrick Larmar mon den nye Mos Def?’. Og ja, det tror jeg faktisk han er.

 

Frank Ocean ‘Novacane’

Igen en sang fra 2011, og igen en kunstner der i 2012 udgav et über-hypet album (det fremragende ’Channel Orange’). Som med Kendrick Lamar er vi i en dyster, no-future verden, hvor stofferne anvendes til at dulme smerten med følelsesløshed. At det så pakkes ind i en smuk symfonisk ramme, ja, det gør kun det samlede indtryk stærkere. For de mere kærlighedssyge og romantisk indstillede kan Oceans ’Thinkin’ About You’ anbefales.

 

Pet Shop Boys ’Leaving’

’Leaving’ er bedste sang fra det udmærkede nye PSB-album. Måske burde den ikke have en plads her på listen. Men der er trods alt tale om den (rent musikhistorisk) vigtigste gruppe i mit liv, og plinky-plonky lydtapetet var nok til at jeg brummede som en veltilpas abekat i færd med at blive kløet på ryggen.

 

Ulige Numre ’København’

Igen en af disse skamløst sentimentale sange, der giver meget mening, hvis man er udstationeret i udlandet (eller eksileret i Nordjylland). Ulige Numre pirrer min teen angst, som ingen har gjort det siden Håkan Hellströms to første album. Videoen er i øvrigt en af de bedste i nyere dansk musikhistorie.

 

Honorable mentions:

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Godt at se at du fremhæver Novacane. Nummeret er ikke en del af Channel O., så det kan være, at det er gået en masse mennesker forbi. Anyway, super fed liste, hvor du dog glemmer numre som “Lost” og “Pyramids”. Men igen, listen kan jo ikke kun bestå af F. Ocean 🙂