Det er givetvis udtryk for fremskreden alder og uklædelig sentimentalitet at jeg er så vild med Anemone – ‘Sunshine (Back to the Start)’, som tilfældet er. De lyder jo fuldstændig som Dubstar på deres to mesterlige synthpopalbums ‘Disgraceful’ (1995) og ‘Goodbye’ (1997), hvilket gør mig uhæmmet glad indeni.

Men … jeg er begyndt at fundere over hvordan jeg kan frigøre mig fra at nostalgien spiller en så stor rolle i mit musikforbrug. Jeg burde kunne finde større glæde og entusiasme for reelt ny musik. Er usikker på om Spotifys algoritmer (som jeg forlader mig alt for meget på til at finde ny musik) har en positiv effekt på at udforske nye ting, eller om de snarere fanger mig i en bedaget og tilbageskuende boble.

En kommentar til “”

  1. Jeg hører reelt ikke ny musik. Eller, det passer ikke helt, for P6 Beat kører ved min arbejdsstation (jeg har ikke mulighed for podcasts eller Spotify), så jeg følger minimalt med i, hvad der rører sig på den front. Spotify har ikke været åbnet i et år, og udover LP’er hører jeg ret ofte musik på… YouTube (indsæt smiley, der er ved at kravle under gulvbrædderne af skam). Så jeg har ikke nogen løsning.

    Svar

Skriv en kommentar