i Bøger, Samfund

Aktuelt på natbordet

Forleden jamrede jeg over mit møje og besvær med at komme igennem Patrick Rothfuss’ uendeligt lange fantasyroman ‘The Wise Man’s Fear’. Min konklusion var efterfølgende at den ikke er tiden og den dårlige samvittighed værd. Derfor har jeg – meget begavet! – nu gang i seks bøger sideløbende. Yderst ineffektivt, bevares, men jeg har en undskyldning. De fleste af dem er non-fiction, hvorfor det ikke altid er så betydningsfuldt at læse hele bogen, ej heller at det sker kronologisk.

På det ganske lange sigt lav-intensivt læser jeg (stadig) Henrik Berggren ‘Underbara Dagar Framför Oss’. Den har været i dvale i lidt mere end et år, men jeg fragtede den med til Bruxelles sidst jeg var i Danmark. Olof Palme er en de politiske personligheder jeg er mest nysgerrig omkring, og jeg vil gerne forstå hans betydning for det svenske Socialdemokrati og samfund i almindelighed.

Moynihan døde i 2003, men nåede inden da at være embedsmand under adskillige præsidenter, FN-ambassadør, dekan på Harvard, senator for New York og filosofkonge i almindelighed. Han var sociolog og anvendte sine analytiske evner ekstensivt i sin politiske karriere. Ideologisk er han ikke nem at sætte i bås. Han var Demokrat, men havde måske allermest indflydelse i sin tid som rådgiver for Nixon. Bogen er en samling af hans brevkorrespondancer, og brevene er snart sagt allesammen knivskarpe og spækket med intellektuelle refleksioner. Jeg har altid godt kunne lide at læse om Moynihan, fordi han er så politisk og intellektuelt heterodox, og nægtede at blive sat i en bestemt bås. Man kan kun håbe på at få et blot moderat ligeså kreativt og skabende liv som ham.

Jeg har altid haft en lidt mærkelig fascination af Mao. Hans begrebsverden er så besnærende underlige (“Lad 100 blomster blomstre” og “Kulturrevolution”), samtidig med at han som person er aldeles skruppelløs. Jeg forstår egentlig godt at hans tanker kunne inspirere folk som Blekingegadebanden, for de maoistiske koncepter om permanent revolution, selvkritik og konflikt er markant mere ‘Sturm und Drang’-underholdende end de vanlige marxistisk-leninistiske tørvetrillere. Det er meget nemmere at operationalisere Maos militaristiske guerillatankegang i konkret handling, end det er at fortabe sig i esoterisk Frankfurterskole halløj og gramsciansk føle-røre teori. ‘Mao’s Great Famine’ omhandler netop et af Maos endog særdeles handlekraftige projekter: ‘Det Store Spring Fremad‘, verdenshistoriens måske største menneskeskabte katastrofe. Tvangskollektivisering, politisk vold, mislykket industrialisering og efterfølgende hungersnød kostede op imod 45 mio. mennesker livet. Det er forfærdende læsning, og står ‘Det Store Spring Fremad’ som et af de helt dystre vidnesbyrd om planøkonomien og kollektivismens intellektuelle fallit.

Som stor fan af Konstantinopel og det østromerske rige i almindelighed, var det en sand fornøjelse at min søster forærede mig Luttwaks bog i julegave. Bogen fik ved sin udgivelse i 2009 en del omtale i USA, fordi Luttwaks grundlæggende påstand er, at USA i dag følger en vestromersk strategi (baseret på militær og erobringer). Han argumenterer for, at man hellere burde lære af Byzans, der uagtet en svagere militær position og ugunstig geografi  via diplomati, alliancer og effektivt bureaukrati formåede at overleve som imperium næsten 1000 år længere end kollegerne i Rom. Personligt er jeg ikke fan af ‘grand strategies’ tankegangen, og mener at Luttwak trækker analogien for langt. Men bogen er spændende og velskrevet, og man får et fremragende indblik i hvordan det østromerske imperium var skruet sammen.

Som forsiden antyder, så er der tale om episk, storladen og galakse-rystende space opera. Jeg kan ikke ikke sige så meget om bogen endnu, for er ret beset ikke nået så langt i den. Problemet er, at jeg har læst bog et og to for flere år siden, og jeg kan ikke rigtig huske hvad de handler om. De par gange jeg har forsøgt at begynde på Cobleys bog, er jeg derfor gået i stå. Det er ikke rigtig optimalt, og selvom jeg husker begge bøgerne som rimelig fremragende, er jeg næsten for doven til at fræse de to forgængere igennem en gang til.

På bogens wiki-side bliver den beskrevet ‘biopunk science fiction’, hvad det så end skal betyde. Jeg så den første gang i Sterling Books her i Bruxelles, hvor den var varmt anbefalet af personalet. Når den tilmed har vundet samtlige prestigefyldte priser indenfor sci-fi genren (Nebula Award, Hugo Award, Locus Award), så burde der være noget om snakken. Bogen foregår i det 23. århundrede i en dystopisk verden hvor klimaforandringer og bioteknologi hærger. Handlingen udspiller sig i Thailand, og det hele er meget William Gibson’sk i sin beskrivelse af en dyster nær fremtid. De første 50 sider har været ret spændende, men jeg mangler endnu at blive helt draget ind i universet. Jeg er bevidst om at det er et kikset træk ved mig, men jeg har altså et småligt behov for at synes om en given hovedperson, før end at jeg gider engagere mig i hvad der sker med vedkommende. Og når nu Anderson Lake indtil videre har været en ganske irriterende støder, ja, så går det lidt langsomt. Jeg har dog fortsat store forhåbninger til bogen.

Giv lyd fra dig

Comment