Årets sange

2018 var endnu et fragmenteret musikår. Generelt lod jeg mig viljeløst styre af, hvad Spotifys ‘Discover Weekly’ algoritme mente jeg burde opdage. Jeg købte ingen nye albums og det var samtidig året, hvor cd-samlingen blev lagt i kælderrummet og alt musik i hjemmet nu kører via Sonos og streamningtjenester.

Det er ikke en udvikling jeg glædes over.

Dels er jeg glad for min musiksamling, dels fornemmer jeg et behov for et mindre friktionsløst musikforbrug. Mine seneste 5 års småhysteriske fokus på streaming, enkelte sange, playlister og helt ubesværet adgang til nærmest alt musik, gør det for nemt for mig. Jeg skifter sang for hurtigt, fordyber mig sjældent i en kunstner. Det hele er for flakkende og frenetisk.

Der er brug for at jeg igen (med en arkaisk vending) sætter et album på anlægget – og rent faktisk lytter det til ende. Som i så mange andre facetter af livet, skal jeg kæmpe for at få min opmærksomhed og nærvær tilbage igen. 

Når det så alt sammen er sagt, så synes jeg egentlig at nedenstående sange er en fornuftig blanding af nyt og gammelt. Genremæssigt må jeg konstatere, at der ikke er meget hiphop, jeg gider lytte til længere. Fraværet af danske kunstnere er også markant. Måske det er noget jeg bør opdyrke mere det kommende år. 

Skriv en kommentar