Som alle andre Spotify-brugere har jeg også fået min ‘wrapped’-liste med de sange, som jeg har lyttet mest til det seneste år. For mig var den dog relativt ubrugelig. Den er fyldt med den musik, som jeg streamer når jeg skal fokusere, hvilket vil sige musik fra gamle videospil og min ungdoms japanske rollespil. Derfor er her de sange, som jeg vil mene betød mest i 2020:
Richard Hawley – ‘Tonight’
‘Tonight’ var min COVID-19-karantænesang – og årets sang, selvom den har 15 år på bagen. En meget smuk og trist sag om knuste hjerter, fortvivlede eksistenser og natlige vandreture i Sheffields bakker
Emil Kruse – ‘Lad det gå’ eller ‘Bare sig’
Kruse fortsætter med at være Danmarks bedste musiker. Jeg kan ikke beslutte mig for hvilken af de to sange, der er bedst – så de er
London Grammar – ‘Baby It’s You’
Elegant electropop og en storslået kærlighedssang
Marcus Gordon – ‘Sig mig’
Bedste danske popsang
Susumu Yokota – ‘Long Long Silk Bridge’
Mystisk instrumentalt mesterværk, der tryllebandt mig store dele af året
Chris Stapleton – ‘Joy of My Life’
Kæft, det er en sød kærlighedssang. Stapleton er typen, man kun kan knuselske
Drive-By Truckers – ’Thoughts and Prayers’
Verdens bedste rockband med en smuk sag om skyderier i USA
Flowerpot Men – ‘Beat City’
Mesterværk, der ikke kan købes eller streames nogen steder – så I må se den på YouTube. Det er en forbrydelse.
Anemone – ‘Sunshine (Back to the Start)’
Årets Pet Shop Boys/Dubstar-klon, som jeg elskede sørgerligt højt
The Style Council – ‘The Lodgers (Or She Was Only a Shopkeeper’s Daughter)’
Style Council er svære at få ind i mit liv. De er hvide mænd, der spiller sort musik, hvilket mange sikkert kan finde at klage over. Jeg har elsket ‘Shout to the Top’ i mange år, men det er først for nylig, jeg opdagede den svært forførende ‘The Lodgers’.
The Human League – ‘Tell Me When’
Skammeligt glemt synthpopperle fra 1995. Jeg læste et sted, at de sange der hittede det år man fyldte 14 år, intuitivt vil være dem man glædet mest over. Det er tilsyneladende sandt i dette tilfælde
Lou Halter – ‘My Baby Just Cares for Me’
Egentlig har jeg et problem med Hayters persona som ‘DJ ved modelfester’. Og måske er ‘My Baby Just Cares for Me’ for kalkuleret og en pastiche, snarere end en rigtig sang. Men den virker på mig. Det må jeg blankt erkende
Lianne La Havas – ‘Bittersweet’
Årets soulsang, og den måske grummeste break-up sangen siden ‘Ex-Factor‘
Roedelius – ‘Geradewohl’
Absurd og underlig instrumental electronica. Jeg kan ikke forklare på en meningsfuld måde, hvorfor jeg har lyttet så meget til den. Sangen er lidt som at være fanget i et vortex af morsekoder
The Makers – ‘Don’t Challenge Me’
Et højest besynderligt gadekryds af electronica, reggae, jazz og blip-blop lyde fra 1972. Hvis jeg var selvoptaget nok, ville jeg bruge et adjektiv som ‘idiosynkratisk’ om sangen, men måske ‘mærkelig’ er mere dækkende
Porches – ‘I Miss That’
Jeg tror jeg hader vokalen intenst og at jeg er for gammel til Porches teenangst’ede image. Men ‘I Miss That’ er ikke desto mindre et mesterværk
Aaron Copland – ‘Clarinet Concerto: 1. Slowly and Expressively’
Jeg ved ikke hvilken ‘Classical Music for Studying’-playliste jeg fandt den, men Copland er som balsam på min betændte sjæl
PATINA – ‘Flammer Rammer’
Ja-ja, det bliver ikke mere normcore end det her, men det er en skøn og uforpligtende popsang
Macross 82-99 – ‘葛城 ミサトYEBISU’
Macross 82-99 og Vaporwave/City pop/Future Funk styrede store dele af min musiksmag i 2020. YEBISU er måske endnu bedre i remix-udgaven, men jeg kan ikke stå få den støjede lyd og den forvrængede sample af den vidunderlige Khemistry – ‘Can You feel My Love?’
Yung Bae – ‘Bad Boy’
Hvis der havde eksisteret dansegulve i 2020, så burde denne have været en decideret banger. Nu må den nøjes med at blive voldspillet af grånende 39-årige mænd i den ydre provins
Smokey Brights – ‘Flash Your Lights (Rudy Willingham Remix)
God, gammeldags housekreation. Burde have lagt gaderne øde
Yves Tumor – ‘Noid’
Paranoidt støjhelvede. Og fremragende
Steve Reich – ‘Duet for Two Violins and String Orchestra’
Jeg ville gerne kunne skrive noget mere begavet end ‘smuk klassisk musik’, men det er ikke desto mindre, hvad der er tale om