Taletid

Første dag i det nye år. 2008 har indtil videre være ganske komfortabelt. I jordhulen i Æbeløgade er der fuld gang i eksamenslæsningen for den unge medicinstuderendes vedkommende. Imens spenderer den noget mere dovent anlagte erhvervspolitiske konsulent sin dag med at læse aviser på nettet, besøge vredladne og agitatoriske blogs omkring amerikansk indenrigspolitik, kukkelure på Facebook samt med at spekulere over, om Mao nu egentlig også ER en stor management guru. Det er med andre ord en typisk søndags eftermiddag stemning, uagtet at der egentlig er tale om en tirsdag. Nuvel.

Nytårsaften blev fejret på det højborgerlige kollegium på Østerbro. Der var sammenskudsgilde hos de rare mennesker på 2. nord, og Sven, Niels-Jacob, Maria og undertegnede var ansvarlige for at medbringe kød til 21 mennesker. Det blev besluttet forholdsvist tidligt i processen at der skulle steg på bordet. Imens at de to unge gentlemen pyntede op til fest, var Maria og jeg derfor stærkt opslugte af at kissemisse med to særdeles blodige oksefilleter. Det var en dramatisk omgang, men jeg kan med megen stolthed i stemmen bekendtgøre, at de ikke blot var vellykkede, men UHYRE vellykkede. Ja, og så er det ikke engang løgn! I har nu INGEN undskyldninger for ikke at lade mig tage mig af stegen til næste fest. Okse, gris, giraf eller mammut? Jeg er ligeglad, jeg steger det hele!

Alt i alt blev det en god aften, som tilsyneladende ikke engang gav medierne lejlighed til at fremture med de sædvanlige fyrværkeri-springer-stakkels-to-årig-spedalsk-og-døvstum-tiggers-hånd-af historier. Til gengæld undlod rådhusklokkerne i København at slå ved midnat og den gode Margrethe bliver kaldt hykler af Ekstra Bladet grundet at hun skosede danskerne miljøvaner i sin nytårstale – pudsigt nok uden at komme ind på sin egen tilsyneladende noget ekstravagante brug af stærkt forurenende transportmidler. Som indebrændt republikaner og modstander af monarkiet i almindelig skal jeg ikke nægte, at samme tanke strejfede mig igår da jeg hørte talen. Dels finder jeg det ualmindeligt poppet at absolut skulle nævne klima i hver en sammenhæng (i 2005 var fattigdom EMNET over dem alle. I år er det klima. Jeg venter stadig på hvornår verden igen opdager hvor mange mennesker der helt unødvendigt dør og lider i Afrika hver dag), så har jeg det generelt skidt med at blive belært af Danmarks største bistandsmodtager.

For det må jo være rart at kunne agere samfundets dårlige samvittighed, når man som livslang skatteyderfinansieret amatørmaler hele sit liv har levet på behagelig tryg afstand af den virkelige verden. Måske er Ekstra Hadets tone populistisk og pøbelagtig, men de har jo ret i, at hvis man nu så gerne vil lege samfundsrevser, så må der gerne være en vis konsistent imellem ens gerninger og det man prædiker. Som svenskofil blev jeg selvsagt nødt til at sammenligne med Kong Carl Gustafs tale hinsidans. Naturligvis er det meget usagligt at inddrage ‘kan jeg lide eller ikke lide denne person’ parametre, når man skal vurdere om en persons budskab er godt eller skidt. Men sagen er desværre den, at jeg ikke synes Margrethe eller det danske kongehus er særskilt sympatiske – tværtimod faktisk. Derfor har jeg intuitivt en skidt tendens til at opfatte alt hvad de siger og gør som en stor omgang nonsens. I sammenligning er de svenske kongelige decideret knuselskelige. Kong Carl Gustaf er måske ikke den hurtigste knallert på havnen, men i det mindste er han en rar hyggeonkel i al sin enfoldighed. Og han mener tilsyneladende hvad han siger. Derfor klinger hans bevingede ord om tolerance også noget bedre, end når vores importtyskere af et kongehus lukker varm luft ud.

Nu skal det blive spændende at høre hvad statsministeren har at sige i sin nytårstale. Jeg forudser, suk!, noget klima og noget kvalitetsreform. Med andre ord: Intens kedsomhed og mere varm luft.

Skriv en kommentar