Her går jeg og fortæller mig selv at 38 år ikke er nogen alder, at jeg stadig har en prægtig fremtid foran mig og at jeg naturligvis nok skal nå at forandre verden. Det varer lige indtil jeg opdager at to af de helt afgørende afrikanske afkoloniseringsskikkelser – filosoffen Frantz Fanon og Congos første premierminister Patrice Lumumba – begge døde som 36 årig. De inspirerede et kontinent og blev ikoner. Hvad har jeg nået på længere tid end de fik? Måske tiden er inde til en selvransagelse. 

Michael Rutger

Jeg har fortæret Michael Rutgers to horrorbøger ‘The Anomaly’ (2018) og ‘The Possesion’ (2019) med glubende appetit de seneste dage.

Man kan godt mærke at han til daglig skriver filmmanuskripter. For ud over at have en særdeles veludviklet og frit fabulerende fantasi, så skriver han fremragende, plottet afvikles med sikker hånd, dialogen flyden og hans genremæssige virkemidler er forskrækkeligt effektive.

Man skal ikke læse bøgerne for mere end det de er: gode overnaturlige gys à la ‘X-Files’ og ’Supernatural’. Men hvis det er dét, man som læser har brug for i sin tilværelse lige nu, så bliver det ikke meget bedre end Rutger. Varmt anbefalet.

Riskær

Den var ret interessant, den meget omtalte dokumentar ‘Riskær – den dømte demokrat’. Måske ikke så meget angående hans politiske indhold1, men personen/kandidaten Klaus Riskær anno 2019 får man et glimrende indblik i.

Jeg ved ikke helt hvad min konklusion ender med at blive.

På den ene side er han en mand med en sag. Jeg tror egentlig på ham, når han udtrykker et ønske og en længsel om at forandre samfundsmodellen til det bedre. På den anden side, så fornemmer man hele tiden at han er en charlatan, lidt for smart og mangler et moralsk anker til at moderere sin impulsivitet. Han fremstår begavet, men ikke viis – og han har historisk set for ofte anvendt sin intelligens til at implementere sine forkerte valg. Jeg håber inderligt for ham (og det borgerlige Danmark), at han omgør sin beslutning om at stille op igen til næste folketingsvalg. 

Slutteligt forstår jeg ikke helt hvorfor politikere siger ja til at deltage i den type dokumentariske programmer. For er der nogen politikere, der er endt med at stå stærkere i eftertiden af at lade et kamerahold følge dem op til og under en valgkamp? Er de så forblændede af ønsket om at kunne forme fortællingen om sig selv, at de ikke ser risikoen? På stående fod kan jeg huske den inderligt tåkrummende ‘Dagbog fra midten’ (2009) om Ny Alliance og ‘Lykketoft Finale’ (2005) om titelpersonens tabte valgkamp mod Anders Fogh. Begge film der næppe glædede eller gavnede de involverede politikere. 

  1. Som jeg stadig er for uintelligent til at forstå i al dets kompleksitet og grandiose visioner []

Det plejer at gå ualmindeligt skidt når jeg glædes over mine sportshold. Sidste gang jeg udviste blot en anæmisk flig af AaB-begejstring, så formørkedes tingene snart igen. Det er derfor med en vis bæven og tøven, at jeg nu udtrykker min boblende begejstring over Lazios 10. sejr i træk i Serie A. Vi skal en del år tilbage for at finde en tilsvarende optimisme i min del af Rom. Og nu venter jeg så blot på at det går galt (igen).

The Beloved

Jeg er med tiden blevet mere skeptisk over at Spotifys algoritme har opnået hegemoni over min musiksmag – ikke mindst fordi der bliver stadig længere mellem at de rammer virkelig rent i deres ugentlige musikanbefalinger.

Denne uge er dog en undtagelse; de har gravet The Beloved – ‘A Hundred Words’ frem af urtidshavet i 1986. Der er tale om en catchy indiepoppet sag, som fluks er røget ind på mine playlister.

I min bevidsthed var The Beloved ellers ensbetydende med den lidt rigeligt softporn’ede synthpopklassiker ‘Sweet Harmony’, der er en af de sange, man ikke sådan for alvor kan sætte på mens andre mennesker er til stede.

Men et par år tidligere lød de åbenbart som derivater af New Order anno ‘Dreams Never End’ og ’Age of Consent’. Dengang var sangen sikkert gudsjammerligt uoriginal og The Beloved som sølle plagiatorer, men her 34 år senere virker den slags overvejelser ganske overflødige. Jeg mener; jeg har jo dyrket The Radio Dept., gruppen der om nogen lyder som et derivat af et derivat. Hvem er jeg så til at dømme en stakkel musikers engang i midt-80’ernes tvivlsomme karrieredispositioner engang i midt-80’erne?.

‘A Hundred Words’ er i hvert fald underskøn, og sendte mig straks på videre udforskning af nye og ældre sange indenfor genren. Hvilket så absolut er en af mine favoritaktiviteter.

Retronostalgi

Læste et helt og aldeles vidunderligt blogindlæg af Mikkel Lodahl, hvori han erklærer sin kærlighed til Amiga-spillet ‘Duck Tales: The Quest for Gold’ fra 1990. Nu havde vi – til min store sorg og misundelse dengang – desværre aldrig en Amiga i mit barndomshjem. Men det havde min klassekammerat Morten, og ‘Duck Tales’ er et af de spil, som jeg husker at vi spillede dengang hjemme på hans værelse. Det har gemt sig et sted i min hjerne. For selvom jeg ikke har skænket spillet en tanke i måske 25-30 år, så kunne jeg huske samtlige scener, musik og lydeffekter i den longplay video, jeg opsøgte for lidt siden.

Men ikke nok med det; blogindlægget og det pludselige rush af nostalgi sendte mig endnu længere tilbage i tiden. Nærmere bestemt til ‘Donald Duck’s Playground’ (1986), som jeg spillede på min storebrors Commodore 128 tilbage i slut-80’erne.

Jeg har svage erindringer om at det kun var sjældent jeg fik lov til at spille det. Måske ikke så underligt, jeg er 8 år yngre end min storebror, spillet er mere undervisning end spil, og indholdet er ikke ligefrem rettet mod større børn. Alligevel er alting blevet lagret et eller andet obskurt sted i mit hoved. For endnu engang kunne jeg huske alting i longplay videoen, som efterlod mig ubevidst smilende flere gange. Jeg kan stadig huske Anders’ vrede rappen, når man taber et græskar. Og jeg kan huske den intense glæde jeg fik, når jeg havde færdiggjort legepladsen til Rip, Rap og Rup. Det er mageløst.

Det ophører aldrig med at undre mig, hvorfor vi husker og glemmer de ting vi gør. Hvor gemmer man alle de ubevidste erindringer? Hvorfor vil jeg som dement engang givetvis kunne huske McDonald’s, men have glemt mine børn? Tanken har altid skræmt mig – og gør det stadig.