Årtiet

Nettet flyder i disse dage over med klummer og essays, der reflekterer (mere eller mindre) dybsindigt over 10’erne. Nogen går makrovejen. Hvad var det for et årti for kloden, hvordan skal det hele fortolkes, hvad siger begivenhederne om fremtiden? Andre intimudforsker skribentens egen uendeligt interessante navle. Hvad skete der i årtiet for lige netop dette her unikke og fascinerende individ? Hvad betyder det altsammen for mig.

Egentlig ville jeg gerne skrive en tilsvarende tekst. Jeg har jo trods alt haft en blog i snart 15 år; det at selvudlevere min egen middelmådighed til et (ak, forsvindende lille) publikum på nettet er en hofdisciplin for mig.

Men egentlig tror jeg at det kræver en vis tidsmæssig distance at kunne forstå og fortolke ting og begivenheder nogenlunde ædrueligt. Jeg er først nu for alvor begyndt at forstå og kunne sætte mine 90’ere og 00’ere ind i den store fortælling om mit liv.

Hvis jeg da overhovedet kan det. For hvem fa’en var man for flere årtier siden? Kan man overhovedet huske sig selv troværdigt på årtiers afstand? Eller rekonstruerer jeg blot et forvrænget billede af, hvem jeg gerne ville have været? For når jeg læser mine blogindlæg fra 2005, hvem er så den 23-årige narrehat der sad på et kollegieværelse på Østerbro og skrev den slags enfoldigheder?

Netop tidsforvrængningen var en af de ting, jeg tænkte over efter at have læst Sally Rooney ‘Normal People’ tidligere i år. Hovedpersonerne i bogen er alle i begyndelsen af 20’erne. De føler så stærke følelser. De tænker så abstrakte tanker. De er så … udviklede. Fejlbehæftede og søgende, måske, men udviklede. Og normalt betragter jeg ikke mig selv som et decideret ukompliceret og overfladisk menneske. Men jeg mindes ikke at have haft et komplekst følelsesliv dengang. Jeg tror ikke jeg var sådan. Men igen: Hvad ved jeg egentlig om mig selv her 15 års fortrængninger senere? Og vupti, så fik jeg alligevel skrevet en navleudforskende klumme!

Så 10’erne? Ingen anelse om hvad de betød. Spørg mig i midten af 2030’erne, når jeg er et gammelt røvhul, børnene er flyttet og mine egne 30’er er en fjern epoke, jeg på det tidspunkt kan længes nostalgisk efter (og rekonstruere fortællingen om).

Yebisu

Khemistry – ‘Can You Feel My Love’ (1982)マクロス Macross 82-99 – ‘葛城 ミサト Yebisu’ (2013)マクロス Macross 82-99 – ‘Yebisu (Yung Bae Edit)’ (2014)

Tre smukke iterationer af det, der grundlæggende er den samme sang. Jeg er vild med dem alle, men måske mest med 2013 udgaven. Der er noget ved den kraftigt forvrængede lyd og musikvideoen, der virker særlig effektivt på mig i min aktuelle japanofile periode.

Oh Baby – ‘What We Do’

Er det en musikvideo-genre? Altså kvinde-går-fremmedgjort-igennem-asiastisk-storbylandskab-til-synthpop? À la hvad Tracey Thorn (og Ben Watt) gjorde tilbage i 1999 i musikvideoen til ‘Five Fathoms’? Uanset hvad, så er Oh Baby – ‘What We Do’ en sent opdaget perle for mit vedkommende. Sangen ville klart have kommet på listen over årets sange, hvis jeg altså ikke havde været så fjollet og vulgær at lave den allerede i begyndelsen af december1.

  1. Sammen med ‘Miss Macross’, ‘Yebisu’ og ‘Plastic Love’, naturligvis. []

Bogåret 2019

2019 var lidt af et rekordår i min læsning. Ifølge Goodreads har jeg således dags dato fortæret ikke færre end 60 bøger. I retfærdighedens skal det sige, at ikke alle af dem blev læst lige grundigt. Men det er et markant opsving fra 2018 (+15) og 2017 (+24), og jeg har den subjektive fornemmelse af at jeg nød de læste bøger mere end i tidligere år – især skønlitteraturen.

Når jeg kigger på listen er bøgerne (igen særlig de skønlitterære) mindre fisefornemme end tidligere. Jeg har således læst en solid portion thrillers, horror, spekulative fiction, mysterier og science fiction, mens mit indtag af fantasy er stagneret.

Der var et par all-time højdepunkter blandt min nonfiction læsning, men når jeg ser tilbage, så var der også en række reelle skæverter. Det er egentlig ret underligt, da det plejer at være den modsatte fordeling mellem skønlitteratur og nonfiction.

Metoden

Tilbage i 2014 anvendte jeg for første gang de fire autoritative kategorier i min årlige boggennemgang:

  • ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’ (≈ 5-6 stjerner)
  • ‘God, men nok mest hvis du er sær’ (≈ 4-5 stjerner)
  • ‘Skuffende. Meget skuffende’ (≤3 stjerner)
  • ‘Bøger jeg gik i stå i’ (uden for bedømmelse)

Jeg skal ikke kunne sige om kategorierne er særlig anvendelige for andre1, men de giver mening for mig.

Årets skønlitterære oplevelse:

24527917667 e967bf1bb7 b 2

Som jeg skrev ved læsningen tilbage i februar måned: “Der er en reel sandsynlighed for at Tom Sweterlitsch ‘The Gone World‘ bliver årets bogoplevelse for mig. Det er en svimlende krydsning mellem ‘True Detective’, ‘Inception’, ‘Fringe’ og (hvilket er særligt forførende) Joe Haldeman ‘The Forever War’. Meget varmt anbefalet”. Det kom til at holde stik. Jeg læste andre fremragende speculative fiction bøger i løbet af året, men ingen tryllebandt mig ligeså meget som ’The Gone World’. Det er en fantastisk bog, der fortjener at blive en moderne klassiker. 

Årets nonfiction oplevelse:

9780525656043

Tilbage i maj var jeg begejstret for Lovells fantastisk velskrevne mesterværk om maoismen. Det er jeg stadig. Det er den bedste nonfiction bog siden Christopher de Hamel: ‘Meetings With Remarkable Manuscripts’. Vil anbefale alle blot moderat historisk, politisk og/eller filosofisk interesserede at læse den. Lovell er en gudsbenådet formidler, emnet er aktuelt og tankevækkende.

 

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Tom Sweterlitsch: ’The Gone World’
  • Susan Rooney: ’Normal People’
  • Iain Reid: ‘I’m Thinking of Ending Things’
  • Stuart Turton: ’The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle’
  • Blake Crouch: ‘Recursion’
  • Emma Newman: ‘Before Mars’
  • Emma Newman: ‘Atlas Alone’
  • Christopher Priest: ’The Affirmation’
  • Christopher Priest: ’The Prestige’
  • Julia Lovell: ‘Maoism: A Global History’
  • Anna Fifield: ’The Great Successor: The Divinely Perfect Destiny of Brilliant Comrade Kim Jong Un’
  • Yuval Noah Harari: ’Sapiens: A Brief History of Humankind’
  • Daniel Immerwahr: ‘How to Hide an Empire’
  • Lori Gottlieb: ‘Maybe You Should Talk to Someone’
  • Thorsten Borring Olesen: ‘De danske ministerier: Anker Jørgensens tid: 1972-1982′
  • Niels Wium Olesen: ‘De danske ministerier: Poul Schlüters tid 1982-1993’

Kommentar: Hvis man ser bort fra den fabelagtige ‘Normal People’, så befinder alle mine favorit skønlitterære bøger sig indenfor spekulative fiction genren. Vi taler tidsrejser, paralleluniverser, postapokalyptiske dystopier, Groundhog Day-agtige scenarier og Philip K. Dick’ske tankeeksperimenter.  Jeg ved ikke hvad det fortæller om mig og mine behov i disse år. Alle nonfictionbøgerne gjorde mig klogere/fik mig til at tænke. På alle måder en god årgang.

 

‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Michael McDowell: ’The Elementals’
  • Kali Wallace: ’Salvation Day’
  • Iain Reid: ‘Foe’
  • David Koepp: ‘Cold Storage’
  • Michelle Paver: ‘Dark Matter’
  • R.F. Kuang: ’The Dragon Republic’
  • James Brabazon: ’The Break Line’
  • Christopher Priest: ’The Islanders’
  • James S.A. Corey: ’Tiamat’s Wrath’
  • Josiah Bancroft: ’The Hod King’
  • John Scalzi: ’The Consuming Fire’
  • M. Todd Henderson: ‘Mental State’
  • Ben H. Winters: ‘Golden State’
  • Peter F. Hamilton: ’Salvation’
  • Brent Weeks: ’The Black Prism’
  • Jenn Lyons: ’The Ruin of a King’
  • Cal Newport: ‘Digital Minimalism’
  • Dmitri Trenin: ‘Russia’
  • Luuk Van Middelaar: ‘Alarums and Excursions’
  • Alan Jacobs: ‘How to Think’
  • Christopher Clapham: ’The Horn of Africa: State Formation and Decay’
  • Jesse Norman: ‘Adam Smith: What He Thought, and Why It Matters’
  • Huw Lewis-Jones: ’The Writer’s Map: And Atlas of Imaginary Lands’
  • Judith Schalansky: ‘Pocket Atlas of Remote Islands: Fifty Islands I Have Not Visited and Never Will’
  • Peter Frankopan: ’The Silk Roads: A New History of the World’

Kommentar: Ingen af nonfictionbøgerne i denne kategori vil jeg reelt anbefale til den ikke-sære læser. Jeg satte pris på dem, men de bør ikke læses med mindre man går op i emnerne i forvejen. Og nok engang er de skønlitterære bidrag stort set alle indenfor genrelitteraturen. Er der tre af dem der skulle op i topkategorien, ville det være McDowell, Koepp og Paver. Jeg nød at læse alle tre, men igen: de kræver en forkærlighed for spøgelser, pandemier og arktiske gys. 

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • Alex Michaelides: ’The Silent Patient’
  • Peter F. Hamilton: ’Salvation Lost’
  • Greer Hendricks & Sarah Pekkanen: ‘An Anonymous Girl’
  • Sylvain Neuvel: ‘Only Human’
  • Sylvain Neuvel: ‘Waking Gods’
  • Sarah Vaughan: ‘Anatomy of a Scandal’
  • David Zahl: ’Seculosity’
  • Carlo Rovelli: ’Seven Brief Lessons on Physics’
  • Seneca: ‘Letters From a Stoic’
  • Gustavo Rinaldi: ‘Econnomics for Policy Makers’
  • K. S. Komireddi: ‘Malevolent Republic: A Short History of the New India’
  • Jenny Odell: ‘How to Do Nothing’
  • Roham Alvandi: ’Nixon, Kissinger and the Shah’
  • Quinn Slobodian: ‘Globalists’
  • Richard H. Thaler: ‘Misbehaving’

Kommentar: Mange af disse var ikke decideret dårlige – faktisk er der næppe en eneste af bøgerne der ville score mindre end 3 ud af 6 – men fællesmængden er, at jeg havde større forventninger til dem. Årets dårligste bog jeg fik læst til ende? ‘Silent Patient’ endte med at have et rigtig fesent twist. ‘Salvation Lost’, bind to i en trilogi, kunne slet ikke holde første binds niveau (og nu ved jeg ikke om jeg gider at læse bind tre, når den en skønne dag udkommer). ‘An Anonymous Girl’ havde et dårligt plot. 

Bøger jeg gik i stå i

  • Mary Robinette Kowal: ’The Calculating Stars’
  • Peter H. Wilson: ’The Holy Roman Empire: A Thousand Years of Europe’s History’
  • Toby Green: ‘A Fistful of Shells: West Africa from the Rise of the Slave Trade to the Age of Revolution’
  • Christopher Booker: ’The Seven Basic Plots’
  • Twyla Tharp: ’The Creative Habit’
  • Ryan Holiday: ’The Obstacle is the Way’

Kommentar: Kowal bogen vandt dette års Hugo Award for bedste roman, men den fungerede ikke for mig. De første 50 sider var gode, siden løb bogen ud i sandet. Wilson og Green har det tilfælles, at de A) behandler historiske emner/epoker, som jeg havde fortalt mig selv var interessante og B) Var murstenstunge afhandlinger. Jeg døde relativt kort ind i dem begge. Tharp og Holiday var irriterende skrevet selvhjælpsbøger, som jeg ikke gad læse til ende – og jeg har ellers en stor svaghed for selvhjælpsbøger. 

Målet for 2020 er at fortsætte udviklingen med kun at læse bøger, som rent faktisk giver mig glæde og indsigt. Og så vil jeg gerne rette op på den noget halvskidte succesrate for nonfiction bøger. Kvantitetsmæssigt har jeg ingen særlige ambitioner. 

  1. Måske ’Skuffende. Meget skuffende’ kategorien er for bred []

Flyfilm

Jeg så tre film henover Atlanten: Den nye dokumentar om Diego Maradona, ‘Rocket Man’ om Elton John og sci-fi filmen ‘Ad Astra’. Alle tre efterlod mig overraskende veltilpas.

Maradona dokumentaren havde jeg læst og hørt meget positivt om. Egentlig har jeg aldrig næret den store fascination af ham; jeg var for lille til at huske hans fodboldprime i midt og slut-80’erne. Han har derfor i min bevidste tilværelse mest af alt været et fedladent kokainvrag, der fornedrede sig selv mere og mere som tiden gik. Men hold nu op: sikke en en spiller, sikke en indflydelse, sikke et ikon. Det er en fremragende dokumentar, og det er vanskeligt ikke at holde af manden. Byen Napoli spiller også en selvstændig rolle – sikke et sted! – og det er decideret genialt at underlægningsmusikken i de første to-tre minutter (en uafbrudt optagelse af Maradonas køretur gennem et ramponeret Napoli i sommeren 1984 til sin officielle præsentation som spiller i SSC Napoli på Stadio San Paolo) er Todd Terjes italo-disco pastiche ‘Delorean Dynamite’. Jeg var meget begejstret, og filmen er klart en af de bedste jeg så i 2019.

‘Rocket Man’ skulle jeg lige igennem de første 10 minutter af. For jeg har det vanskeligt med musicals og film, hvor karaktererne pludselig umotiveret bryder ud i sang. Jeg skulle også lige mobilisere min interesse. Elton John er ikke en af de musikere, jeg har lyttet mest til og kun sjældent sætter på anlægget. Han er manden bag indiskutable mesterværker – titelsangen eksempelvis – men jeg magter ganske enkelt ikke hans ballader. Når det så er sagt, så var det en udmærket film. Elton John er en interessant og fejlbehæftet kunstner, der har været et elskeligt røvhul igennem ganske mange år af sin karriere. Jeg er ikke sikker på at bevægelsen fra (postuleret) genert og stille dreng (med karikeret emotionelt kolde forældre) til flamboyant narkoman er portrætteret helt troværdigt, men lad det nu ligge. Jeg var godt underholdt de to timer.

Sidste film henover Newfoundland var ‘Ad Astra’. Det er den første film med Brad Pitt jeg har set siden ‘Spy Game’, og til min egen forbløffelse, så hadede jeg ham ikke i hovedrollen. Filmen minder mest af alt om den introverte ‘Solaris’ og Emma Newmans ‘Planetfall’-bøger1, hvilket tiltaler mig meget. Man skal ikke se filmen for dens actionscener (selvom de såmænd er udmærkede) eller rumfartshorror, men for dens melankoli og eksistentielle spørgsmål. Den er i hvert fald anbefalet herfra.

Samlet set bør jeg måske give filmmediet en chance til. Har set så forsvindende få film de senere år, og måske det er en skam. 

  1. Som jeg bliver ved med at namedroppe, men det er fordi jeg tænker meget på dem []

Læste et par fortrinlig blogindlæg om ‘The Sopranos’ (her og her), som gav mig lyst til at gense serien. Det er trods alt mindst 10 år siden jeg så den første gang, og den er på min personlige Mount Rushmore over hæderkronede popkulturelle fænomener. Paradoksalt nok mindes jeg mere de emotionelle scener – A.J.’s selvmordsforsøg, Tonys hallucinationer i sin koma – end de arketypiske mafiascener. Det er vist tid til et gensyn.  

Plastic Love

Jeg siger ikke at det drejer sig om objektivt gode sange, men siden jeg læste om Vaporwave, Future Funk og City Pop, har jeg ikke kunne få dem ud af mit hoved.

18 Carat Affair ‘Passion’ og ‘Desire’ lyder som forskruet storcentermusik, der kopulerer med en lummer soulklassiker. Jeg ved ikke helt hvordan jeg ellers skal beskrive det. Men det er fængende.

Macross 82-99 – ‘Miss Macross’ er en glitrende opdateret udgave af den franske housemusik, jeg holdt så ubærligt meget af i begyndelsen af 2000-tallet. Jeg lytter til den konstant.

Men, men men … den egentlig stjerne kommer her: Mariya Takeuchi – ‘Plastic Love’. Jeg ville gerne kunne sige at jeg er ironisk distanceret. At jeg kun mene det i spøg. Men nej. Jeg elsker dette japanske popvidunder fra 1984. Det er en smooth, ja, nærmest Hall & Oates’k lyd. Det piner mig intenst at sangen ikke er på Spotify, da jeg ellers i givet fald egenhændigt ville sikre Takeuchi indtægter de næste mange år frem.