Normalt er jeg hverken til 1800-tals malere eller søfart, men Ivan Aivazovsky kunne altså en ting eller to når det handler om at male havet. Se lige hvor dramatisk, tumultarisk og smukt det er. Vi er nærmest ovre i magisk realisme eller besjælet natur. Se flere episke billeder af ham her.

W6CJ2j5nuD9f5PyhJdHu 1082131459

Dmitri Trenin: ‘Russia’

Læste for nyligt et interessant interview med den russiske historiker Dmitri Trenin, og fik i den anledning lyst til at læse hans nye bog ‘Russia’.

Trenin er ret unik: Russer, gammel soldat i den røde hær, uddannet i både Rusland og Vesten, udenrigspolitisk ekspert, bosiddende i Moskva og ansat i en vestlig tænketank. Hans perspektiv i ‘Russia’ er insideren, der er i stand til at se nøgternt på sig selv og sine omgivelser udefra – og forholde sig kritisk og pragmatisk til helheden. Dermed er hans analyse også behageligt ikke-hysterisk. Man slipper for det russiske regimes propaganda, men omvendt er man også befriet for alarmistisk russofobi.

Trenin har sine helte og skurke, og selvom han er kritisk overfor Putins styreform (Rusland anno 2019 beskrives som et autoritært regime forklædt som en stat) og hans udenrigspolitik, så giver han samtidig Putin kredit for at have stabiliseret Rusland efter 90’ernes kaotiske tilstande.

Han forudser ret lidenskabsløst, at det er vanskeligt at forestille sig at den nuværende tilstand – hvor den russiske befolkning stiller sig tilfreds med stor social ulighed, korruption og økonomisk stagnation – kan vare ved efter Putin må slippe styret. De spændende bliver så hvad der kommer bagefter. Rusland har altid (uanset om landet blev ledet af en zar, kommunistpartiet eller Putin) haft en autoritær styreform, så det skulle være underligt, hvis det pludselig blev anderledes i årene frem – ikke mindst tilnærmelsen mellem Kina og Rusland taget i betragtning.

‘Russia’ er ikke en lang bog, og den går ikke i detaljen. Men den giver et godt indblik i russisk historie de sidste 200 år, og sætter nutiden og den nærmeste fremtid i perspektiv. Den er i den grad værd at læse, hvis man er blot en smule interesseret i Rusland og geopolitiske forhold.

Årets sange 2019

På mange måder et udmærket, om end ikke ligefrem innovativt år. 2019 var formodentlig det første år, hvor jeg ikke lyttede til et decideret album. Det nærmeste vi kommer det er soundtracket til ‘Octopath Traveler’, som er fortrinligt at lytte til løbet af arbejdsdagen. Jeg har også en fornemmelse af at min musiksmag er blevet tiltagende ‘stille’ og ‘melankolsk’. Der er ikke mange uptempo sange på listen, hvilket måske fint afspejler min sindsstemning i disse år. Der er heller ikke et eneste hiphop nummer, hvilket sikkert siger noget om at jeg er afkoblet fra mainstream.

Mere på hjertet

Nogle gange minder min skriveinspiration mig om musik af 18 Carat Affair; surrealistiske, fragmenterede, opklippede bidder af samples fra obskure 80’er film, en plinky-plonky syntheziser og lummer soul i et tilsyneladende uendeligt lo-fi hakkende loop.

Blot for at sige at jeg egentlig gerne vil skrive mere, oftere og bedre. Men også at jeg her 14 (snart 15!) år inde i blogskriveriet – og vandrende i en tåge af daglig drift, logistik, småbørnslivet og bolig/karriere-bekymringer – mangler de væsentlige indsigter at dele med jer her på en pseudoanonym platform som Sofisten.

Ikke at kvaliteten er meget bedre ovre på min konceptuelt forvirrede offentlige blog. Men det er trods alt nemmere at skabe indhold til den med dens format (med en kortere, statusopdaterings-lignende indlæg) og sølle selvpromoverende formål om at være mit digitale ansigt udadtil.

Sofisten (i dens forskellige iterationer, hvoraf der har været mange) har altid haft et diffust og uklart formål. Få læsere, ikke anonym nok til at agere bekendelseslitteratur, fanget i dens midt-00’er ønske om nok at blive læst (eller endnu bedre: opdaget), men ikke genkendt – og da især ikke af folk, der kender mig i forvejen. Hvordan placerer man lige den slags amorfe størrelser ind i ens skrive- og inspirationsrutine?

Men fortvivl ej, jeg går ingen vegne. Sofisten er min sande skrivekærlighed, og jeg har vanskeligt ved at visualisere mig en tilværelse uden den.