Stødte på en skøn lille tekstbid i The Guardians anmeldelse af George Packers bog ‘Our Man’:

Holbrooke knew enough to see through the official Vietnam briefings that claimed success was just around the corner. And he received an early lesson that good intentions are not enough. A Peanuts cartoon strip, which was shared among his friends during the war, showed a downbeat Charlie Brown after his baseball team had been beaten 184-0. “I don’t understand it,” Charlie Brown says. “How can we lose when we’re so sincere?”

Er det ikke pragtfuldt? Hvordan kan vi tabe, når vi er så oprigtige? Det kunne være mit slogan!

Venstre

Jeg har en syndflod af meninger om den aktuelle tilstand i mit parti, men det vil næppe gøre en positiv forskel for nogen, at jeg græder alt for meget ud offentligt om dem. Derfor vil jeg blot flygtigt nævne, hvad jeg går op i landspolitisk lige nu.

For det første at Venstre genfinder en liberal politisk linje. Jeg er med på at man er et masseparti, der skal kunne appellere til et bredt felt af vælgere. Men i længden er det uholdbart at være en del af en amorf og brunrød grød sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Venstres partiprogram og ideologi er liberalismen. Det burde afspejle sig i den førte politik.

For det andet at Venstre ikke længere kan betragtes som Danmarks mest ulækre parti. Vi skal væk fra det korrupte, kræmmeragtige, går-den-så-går-den og moralsk anløbne. Jeg er stor fortaler for politiske resultater, pragmatisme og kompromiser, men nu er tiden inde til at opføre sig ordentligt og principfast.

For det tredje at der sker en udskiftning i det lurvede persongalleri, der i alt for mange år har drevet Venstre som en brugtvognsforretning og personlig berigelsesplatform. De fleste mennesker er ikke specielt ideologisk anlagt, de vil blot gerne have en politiker, der er nogenlunde til at stole på og som man tror på vil træffe den klogeste beslutning for det fælles bedste den dag at lokummet for alvor brænder. Er jeg på ideologisk bølgelængde med Mette Frederiksen? Nej. Tror jeg på at hun i svære stunder vil vælge rigtigt? Ja, det gør jeg vel egentlig. Har jeg det på samme måde med Venstres aktuelle ledelse? Hmmmmm …

Anna Fifield – ‘The Great Successor’

Der var begrædeligt få stille stunder under familiens pilgrimstur til Lalandia, men jeg fik dog læst det meste af Anna Fifields portrætbog om Kim Jong Un.

Bogen har fået endog særdeles positive anmeldelser og den giver bestemt et interessant og journalistisk velskrevet indblik i forholdene i Nordkorea i disse år, både for den menige nordkoreaner og på et mere overordnet samfundsniveau. Det er muligvis ikke den mest tankevækkende bog jeg har læst om Nordkorea (det er stadig Brian Myers ’The Cleanest Race’, der argumenterer for at den nordkoreanske statsideologi er racebaseret/racistisk nationalisme snarere end kommunisme), men man bliver bestemt klogere efter endt læsning.

Opløftet bliver man dog ikke. Den tredje Kim i dynastiet efter Den Store Leder og Den Kære Leder fremstår i bedste fald som et skruppelløst magtmenneske, der ikke lader noget eller nogen stå i vejen for regimets fortsatte overlevelse.

Nordkorea er en parasitagtig gangsterstat, der faciliterer international kriminalitet og terrorisme. Regimet har været villig til en helt ekstrem og totalitær undertrykkelse af befolkningen, og på trods af en bizar ideologi om selvstændighed eksisterer landet udelukkende så længe Kina at ser en interesse i at have en buffer mod Sydkorea. At der nu er atomvåben inde i billedet gør kun det hele endnu værre.

Nu kan man selvfølglig diskutere hvad en ’løsning på Nordkorea’ reelt bør handle om. Regimeskifte? Atomar afrustning? At få forvandlet Nordkorea til en blot nogenlunde normal international aktør?

Uanset hvad ens succeskriterium er, så er det dog vanskeligt at se hvad den nordkoreanske ledelse og Kim Jong Un personligt skulle få ud af øget åbenhed og nedrustning. Faktisk vil det outcome være noget nær det eneste, som et gangsterregime med atomvåben ikke er interesseret i. På den måde ryger ens personlige sikkerhed og mulighederne for at berige sig selv jo. Så hellere fastholde rollen som international paria. Uanset hvad man mener om Trumps nordkoreanske tilgang (og jeg betragter den som dybt imbecil og amoralsk), så er det vanskeligt at pege på noget, der rent faktisk har virket i at presse regimet. Sanktionerne omgås let via Kina, og så er man lige vidt.

Som det nok fornemmes, tror jeg vi kommer til at trækkes med Nordkorea og Kim-regimet i mange år fremover. I hvert fald indtil den dag, at kineserne får nok af at finansiere landet. Omvendt er de (og Sydkorea) næppe interesseret i at der strømmer 25 mio. ludfattige, underernærede og uoplyste racister ind over deres grænser, så mon ikke alle parter vil sig for næsen og gøre hvad de kan for at holde showet kørende.

I know I need a small vacation

Han havde helt ret, salige Glen Campbell, da han i ‘Wichita Lineman’ bekendtgjorde at “I know I need a small vacation”. Thi det gør både Den Bedre Halvdel og jeg efter en lang arbejdssommer.

De kommende uger står på et par dage i Lalandia (ikke just min præference, men de reelle magthavere i husstanden insisterer), hvorefter vi kører rundt i Sverige. Det er den mest diffuse ferie jeg til dato har entreret, eftersom vi nærmest intet har planlagt udover en nat i Astrid Lindgrens Värld. Men energien og overskuddet til minutiøs ferieplanlægning har ikke helt været der, så nu må må det gå som det går. Stockholm burde da kunne rumme os noget tid.

Bortset fra det er jeg underligt tom for skriveinspiration for tiden. Måske igen noget en ferie kan kurere.