Landene som forsvandt

Fik Bjørn Berge ‘Landene som forsvandt 1840-1975’ i julegave, og det har været fortrinlig læsning indtil videre. Berges metode i bogen er at skrive om et sted, der på et eller andet tidspunkt i historien har udstedt frimærker – og dermed i Berges øjne kvalificerer sig til at blive kaldt et ‘land’.

De enkelte landekapitler er korte og sjældent helt fyldestgørende, men de vækker til gengæld appetitten til at udforske landene noget mere. Han er ferm til at opstøve steder, der er uhyre eksotiske og obskure for en eurocentrisk og småtskåren sjæl som undertegnede. Jeg havde indtil i dag f.eks. aldrig hørt om forlængst afdøde lande som Obock, Elobey eller Alwar, men det er antageligvis mere min skyld end deres.

Berge skriver godt og oftest med et tvetydigt drag om munden. Jeg skal ikke kunne sige om han har læst James C. Scott ‘Seeing like a State’, men Berge udviser en klar grundlæggende forståelse af, at selve statsdannelsen sjældent er positivt nyt for de individer, der bebor det pågældende territorium (ikke mindst fordi der oftest er tale om kolonier eller sub-kolonier. Og med den lange liste over (bogstaveligt talt) ‘failed states’ i Berges bog in mente, kan man ikke lade være med at spekulere over, hvordan det dog skal gå med et kaotisk nyt land som Sydsudan eller et miserabelt land som den Central Afrikanske Republik.

Historien lover ikke godt.

Bogåret 2018

Ingen juleferie uden en retrospektiv gennemgang af årets bøger. Som i tidligere år opdeler jeg årets bøger i fire kategorier:

  • ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’
  • ‘God, men nok mest hvis du er sær’
  • ‘Skuffende. Meget skuffende’
  • Bøger jeg gik i stå i

Kvantitativt var bogåret 2018 bedre end 2017: Jeg fik læst 44 bøger mod 36 året før. Til gengæld var jeg marginalt mindre begejstret for de læste bøger. I 2017 vurderede jeg i gennemsnit bøgerne til 3,9/5, mens det i 2018 var faldet til 3,8. Årets bog for mig er Jennifer Egan ‘A Visit From the Goon Squad’ fra 2010:

A visit from the goon squad

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Jennifer Egan: ’A Visit From the Goon Squad’
  • Josiah Bancroft: ‘Senlin Ascents’
  • Josiah Bancroft: ‘Arm of the Sphinx’
  • Matt Ruff: ‘Lovecraft Country’
  • Odd Arne Westad: ’The Cold War’
  • Charles C. Mann: ’The Wizard and the Prophet’
  • Robert Sapolsky: ‘Behave’
  • Christopher de Hamel: ‘Meetings With Remarkable Manuscripts’
  • James C. Scott: ’Seeing like a State’

Kommentar: Bedste fictionlæsning var helt klart Jennifer Egan. Fantastisk roman, velskreven, melankolsk, tankevækkende. Fik også et par solide non-fiction titler ind under bæltet. Største læseoplevelse var Christopher de Hamel, men jeg blev nok klogest af Sapolsky.


‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Jane Harper: ‘The Dry’
  • Ernest Cline: ‘Ready Player One’
  • Emma Newman: ‘Planetfall’
  • Emma Newman: ‘After Atlas’
  • Tim Pratt: ’The Wrong Stars’
  • Tim Pratt: ’The Dreaming Stars’
  • Omar El Akkad: ‘American War’
  • Christopher Golden: ‘Ararat’
  • Nick Cutter: ‘Little Heaven’
  • Alan Dean Foster: ‘Alien’
  • Christopher Farnsworth: ‘Deep State’
  • John Scalzi: ’The Collapsing Empire’
  • Sebastien de Castell: ’Traitor’s Blade’
  • Sebastien de Castell: ‘Tyrant’s Throne’
  • Sebastien de Castell: ‘Knight’s Shadow’
  • Sebastien de Castell: ’Saint’s Blood’
  • Ray Dalio: ‘Principles’
  • Bob Woodward: ‘Fear’
  • Michael Wolff: ‘Fear and Fury’
  • Bruno Maçães: ‘The Dawn of Eurasia: On the Trail of the New World Order’
  • John Gray: ’Seven Types of Atheism’
  • Jordan B. Peterson: ’12 Rules for Life’
  • Paul Kennedy: ’The Rise and Fall of the Great Powerd’
  • Simon Sebag Montefiore: ’The Romanovs: 1613-1918′
  • Chris Wickham: ‘Medieval Europe’

Kommentar: Et opsamlingsheat af udmærkede genrelitterære titler, kombineret med de næstbedste non-fiction titler. Emma Newmans tankevækkende ‘Planetfall’ bøger er nok dem, der er tættest på at komme op i den øverste liga. Tror jeg vil huske dem langt længere tid frem end en del andre af titlerne på listen.

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • Peter F. Drucker: ‘The Effective Executive’
  • Henrik Qvortrup: ‘Tre år, ni måneder, tre dage’
  • Ben Rhodes: ‘The World As It is’
  • Jane Harper: ‘Force of Nature’
  • Jaron Lanier: ‘Ten Arguments for Deleting Your Social Media Accounts Right Now’

Kommentarer: Måske er jeg lidt hård her. Ingen af bøgerne var skrigende dårlige, de var bare ikke min kop the. Ej, ok, Qvortrups bog var en stinker.

Bøger jeg gik i stå i

  • S. J. Morden: ‘One Way’
  • Joshua Kurlantzick: ‘A Great Place to Have a War’

Kommentar: Jeg er meget tilfreds med, at jeg år for år får reduceret antallet af titler i denne kategori. Årets to sorte får er en science fiction bog jeg kom til at læse foran i (og derfor ikke gad læse resten af bogen) og en for lang og for deskriptiv bog om Laos’ nyere historie.

Årets film og tv-serier

Det var endnu et spagfærdigt år på film og tv-serie fronten. 2017 var dårligt, men 2018 endnu værre.

Det skyldes især at jeg ikke får set noget sammen med Den Bedre Halvdel. Visse af vores ‘fælles’ serier føles efterhånden mest af alt som træls arbejde, der bare skal overstås. Det gælder især ‘The Americans’ (for traurig) og ‘The Path’ (første afsnit af sæson 3 var episk ringe, ingen af os gad se videre). Og de serier som hun sluger råt – ‘Nashville’, ‘A Discovery of Witches’, ‘Parenthood’ – gider jeg ikke rigtig investere energi i. 

Så når børnene endelig sover om aftenen, vil jeg hellere læse, skrive eller bare nyde de få timer, hvor jeg ikke er på og ikke skal nå noget. Reelt set er derfor kun ‘The Blacklist’, som jeg har set sammen med hende, det seneste års tid. Vi må gøre det bedre i 2019.

Hvad så jeg ellers? 

Jeg var glad for ‘Castle Rock’ tilbage i september. Slutningen var fesen, men ellers var det en sublim tv-serie oplevelser. Dens historie sendte mig kortvarigt tilbage til de glade ‘Lost’-dage, hvor jeg tilbragte ganske mange timer på nettet med at læse dubiøse spekulationer om plottet.

I november var jeg optaget af ‘Manifest’, endnu en ‘Lost’-esque serie. Den begyndte stærkt, jeg var hooked. Men så blev plottet fjollet. Jeg har til dato stadig ikke fået set hele afsnit 9, da handlingen kørte af sporet. Jeg venter nu spændt på, at serien kommer tilbage til foråret. Hvis afsnit 10 er godt, så stiger jeg på vognen igen. Hvis ikke, så afskriver jeg serien. Det går nok. Mere værdifuld er den heller ikke. 

I juni så jeg ‘Travelers’, men – surprise! – jeg gik i stå henimod slutningen af første sæson. Det er endnu en ok sci-fi serie med et interessant grundpræmis, der dog sandede til som sæsonen skred frem. Serien lider også under, at dens hovedpersoner ikke er særlig interessante. 

Og det var så det. Mere så jeg ikke. Faktisk så jeg ikke engang en eneste film. Eller nej, det er vist ikke rigtigt, jeg tror også det var i 2018 at jeg så Churchill-filmen ‘Darkest Hour’, men jeg er ikke 100% sikker. Og så er jeg i gang med ‘Counterpart’, men da sæson 2 er kun lige begyndt og der er så få dage tilbage af 2018, at det næsten ikke tæller. Jeg så lidt af ‘Sharp Objects’, ‘La Mante’ og sæson to af ‘West World’, fik aldrig set dem færdigt. Prøvede også for Gud-ved-hvilken-gang at få set sæson to af ‘Leftovers’ færdig, men jeg kan simpelthen ikke. Som sagt i indledningen: Det var ikke et godt tv-serie eller filmår.

Hvad ser jeg frem til i 2019?

Af underlødig underholdning glæder jeg mig til at ‘The Blacklist’ begynder igen i januar. Jeg ser også frem til næste omgang af ‘Stranger Things’, ligesom jeg for nylig så en lovende trailer til tredje sæson af ‘True Detective’. Den kunne godt gå hen og blive seværdig. 

Årets sange

2018 var endnu et fragmenteret musikår. Generelt lod jeg mig viljeløst styre af, hvad Spotifys ‘Discover Weekly’ algoritme mente jeg burde opdage. Jeg købte ingen nye albums og det var samtidig året, hvor cd-samlingen blev lagt i kælderrummet og alt musik i hjemmet nu kører via Sonos og streamningtjenester.

Det er ikke en udvikling jeg glædes over.

Dels er jeg glad for min musiksamling, dels fornemmer jeg et behov for et mindre friktionsløst musikforbrug. Mine seneste 5 års småhysteriske fokus på streaming, enkelte sange, playlister og helt ubesværet adgang til nærmest alt musik, gør det for nemt for mig. Jeg skifter sang for hurtigt, fordyber mig sjældent i en kunstner. Det hele er for flakkende og frenetisk.

Der er brug for at jeg igen (med en arkaisk vending) sætter et album på anlægget – og rent faktisk lytter det til ende. Som i så mange andre facetter af livet, skal jeg kæmpe for at få min opmærksomhed og nærvær tilbage igen. 

Når det så alt sammen er sagt, så synes jeg egentlig at nedenstående sange er en fornuftig blanding af nyt og gammelt. Genremæssigt må jeg konstatere, at der ikke er meget hiphop, jeg gider lytte til længere. Fraværet af danske kunstnere er også markant. Måske det er noget jeg bør opdyrke mere det kommende år. 

Gaarde lavede en Gaarde

Jeg havde egentlig skrevet et kilometerlangt indlæg om AaB’s midlertidige fastansættelse (sic) af Jacob Friis som cheftræner. Det udartede sig dog i en indebrændt retning, så vi er nok alle bedst tjent med, at det indlæg bliver liggende i drift-mappen.

Men lad mig blot kort rekapitulere: Jeg ønsker forsat, at AaB får ny inspiration med en træner udenfor Allan Gaardes iltfattige og lukkede kredsløb af et netværk. Den fornyelse synes jeg ikke forfremmelsen af en assistenttræner, der har været medansvarlig for de seneste tre års spillemæssige deroute, er udtryk for.

Og jeg finder det barokt, at når man så endelig vælger at give stillingen til en intern kandidat – der efter eget udsagn har været 38 år i klubben – så sker det på en korttidskontrakt, da man liiiige skal evaluere ham først. Det giver ikke mening. Friis har været elitetræner i klubben i 10 år. I kender ham. I ved hvad han står for. Hvad er det egentlig at I er i tvivl om, hvis ellers han er så fremragende en kandidat, som I påstår?

Men nuvel. Jeg håber det bedste og at Friis modbeviser min skepsis.Jeg mistænker dog mest af alt, at dette stunt handler om at give Gaarde mere tid til at hyre en permanent træner, der modsat hans to tidligere rekrutteringer, Søndergaard og Wieghorst, ikke er eklatante flops. Han har ikke råd til endnu en fyring, hvis han ikke skal skal miste jobbet.

Måske Friis er AaB’s messias. Men jeg tror det ikke – og det gør AaB vist heller ikke.