Splittet i Rådmandshaven

Givet at FC Roskilde prioriterer at overleve i 1. division og derfor stillede med 9 reservespillere, så er det måske ikke så underligt, at AaB gennembankede mit lokale hold i pokalkampen i går aftes. FCR var helt igennem forskrækkelige, og det kunne nemt være endt med mere end en røvfuld på 0-5.

Jeg var en lille smule splittet.

Ikke på det eksistentielle fodboldplan, men … en smule. For selvfølgelig stod jeg i dagens anledning i udebanesektionen og ønskede at AaB ville vinde. Alt andet ville være forkert og et moralsk morads.

Men i mit stille sind havde jeg nok håbet på en brav indsats af FC Roskilde. Måske blot et enkelt mål, måske en antydning af en målchance. Noget der kunne bekræfte den kærlighed, jeg forsøger at opdyrke til lokalområdet. Men nej. Det var helt igennem jammerligt, og mine med-AaB’ere grinede af mit Roskilde. Ak og ve.

Men nuvel, bortset fra mine småskizofrene sympatier og det stormfulde vejr, så var det alligevel en god fodboldaften i Rådmandshaven. Måske jeg burde prioritere nogle flere away-kampe med AaB.

R.E.M.

Jeg har et had-kærlighedsforhold til R.E.M.

Det (gen)opdagede jeg, da Spotify for nylig anbefalede en live udgave af ‘Orange Crush’. Den er fremragende og mindede mig om de mange andre fine sange fra det album, ‘Green’, som sangen stammer fra.

Det slog mig at jeg på stående fod ikke kan nævne en musiker eller gruppe, der er ligeså ferme som R.E.M. til at lave popsange, der kombinerer melodiske og melankolske hooks. Det gælder lige fra deres tidlige dage som kongerne af college rock til de senere udgivelser. Selvfølgelig mest eksplicit i et skamspillet mesterværk som ‘Everybody Hurts’, men også i de overvældende smukke ‘Man on the Moon’, ‘The Lifting’ og ‘Daysleeper’.

R.E.M.’s sange kræver generelt at man parkerer sin ironi, skepsis og kynisme. Kan man det, så er de meget følelsesmæssigt tilfredsstillende – og faktisk lidt i en liga for sig selv.

Men hvis man ikke er i stand til det? Så er de nærmest ubærligt selvhøjtidelige, påtaget oprigtige og irriterende belærende. Og her kommer vi så til hadeaspektet: Jeg orker ikke R.E.M. som politisk aktive.

Deres musik og kunst? Ja, tak. Deres politik, deres aktivisme og kunstneren-som-meningsdanner? Det bliver et kæmpe nej tak herfra.

Det er ikke kun fordi at jeg som en reaktionær og afbalanceret bitter mand oftest bliver træt og muggen over at blive udsat for populærmusikeres uimodsagte holdninger. Og jeg kunne heller ikke drømme om at beklikke kunstneres ret til at ytre sig. Ligesom jeg heller ikke tror, at det at være musiker nødvendigvis betyder, at man ikke har indsigt i økonomi, jura, socialpolitik, geopolitiske forhold i Mellemøsten eller andre samfundsrelevante emner.

Men det irriterer mig, at kunstnere – og det være sig alt lige fra forfattere over musikere, skuespillere til sportsfolk – benytter den position og platform, som deres kunst har givet dem, til at bedrive holdningsarbejde. For hvad er det helt præcist der gør, at jeg bør lytte mere til en musiker eller en forfatters holdninger til et aktuelt politisk emne, end jeg bør lytte til farmaceuten, der står nede i Steno Apoteket? Ret beset er der ingen værdiforskel, bortset fra at kunstneren har en større megafon og af uvisse grunde (hvilket især gælder forfattere) tillægges en større forståelse for verdens sande tilstand.

Bevares, jeg er helt med på, at der kan være efterspørgsel efter kunstnere som rollemodeller. Og som den aktuelle Colin Kaepernick diskussion viser, så er der også ganske store kommercielle interesser involveret. Mange kunstnere kan ligeledes have en økonomisk interesse i at have samfundsengagement som en del af deres brand. R.E.M. har således i mange år dyrket deres image som de klimabevidste og socialt indignerede blødt venstreorienteredes band.

Hvilket alt sammen irriterer mig. For en kunstners kunst burde være det centrale. Det er generelt lidt af et tema for mig i denne uge, det her med at have en ret skarp sondring mellem kunstneren, kunsten og så ‘alt det andet’ – jf. et af mine tidligere indlæg om at science fiction bøger burde vurderes ud fra deres kvalitet som science fiction.

Jeg ved godt at Marx sagde, at alting er politisk. Men det er ikke rigtigt. Og faktisk tror jeg, at de fleste mennesker ville blive gladere, hvis alting ikke hele tiden blev politiseret – og man kunne nyde kunstens skønhed for sin egen skyld.

Eskapistisk diversitet

Jeg er irriteret. Og det faktum i sig selv irriterer mig. Men jeg hader ikke desto mindre, at alting skal politiseres og gøres til genstand for for identitetspolitiske kampe.

Jeg bliver inderligt træt, når jeg læser artikler som ‘Is the future female? Fixing sci-fi’s women problem’ og ‘I read the 100 “best” fantasy and sci-fi novels – and they were shockingly offensive’. Eller jublende artikler om hvorfor det er aldeles vidunderligt, at N.K. Jesimin har vundet de seneste tre års Hugo Awards for bedste roman.

Forstå mig nu ret: Jeg har intet imod diversitet. Og jeg er helt med på, at science fiction og fantasy genrelitteraturen igennem mange år var skrevet af hvide mænd, om hvide mænd og til hvide mænd. Hvilket naturligvis har betydning for hvordan kvinder og minoriteter blev fremstillet – hvis de da overhovedet fik en plads i bøgerne, dér ved siden af alle de heltemodige hvide og heteroseksuelle mandlige karakterer.

Jeg accepterer med andre ord præmissen og den fundamentale kritik af genrelitteraturens underskud af diversitet.

Men når jeg alligevel – med fare for at blive betegnet som en privilegieblind hvid mand, der er bange for at miste alle mine strukturelle og patriarkalske fordele – protesterer, så er det fordi det er blevet for meget nu.

For hvorfor er det jeg læser science fiction og fantasy? Det er for de intergalaktiske rumkrige, eskapismen, dragerne, magien. Det er for de uudforskede planeter, ‘Groundhog Day’-historierne, de alternative universer, tidsrejserne. Det er kort sagt for alt andet end alle identitets-, kultur- og værdipolitiske debatter, som man i dag nærmest ikke kan slippe for.

Så når jeg læser anmeldelser af nye bøger, der på trods af et fascinerende univers, en spændende handling og højt sprogligt niveau får dårlige karakterer på grund af fraværet af LGBT-hovedpersoner, så begynder jeg at mumle gnavent for mig selv. Eller når det at være en prominent og outspoken identitetspolitisk debattør er et afgørende kriterie for at vinde en science fiction litteratur pris i dag.

Det irriterer mig kort sagt, at det vigtigste i eskapistisk litteratur ikke længere er det, ja, eskapistiske, men derimod, at forfatteren har det rette kvantum af hovedpersoner, der er compliant med de aktuelle krav til diversitet og queerteori.

Det giver meget lidt mening for mig, må jeg indrømme. For hvis en science fiction eller fantasybog er god, så er jeg fuldstændig ligeglad med persongalleriets seksualitet, køn, etnicitet, religion (fortsæt selv listen).

Så læser jeg løs og fortaber mig. Hvilket man skulle mene var et af formålene med eskapistisk litteratur. Er det en meget priviligeret måde at tænke på?

Tal tydeligt

Jeg kan ret godt lide Simon Kupers artikel ‘The trouble with racial language From colour-blind to community — a guide to the useless words that are damaging debate’:

Community: A word that people usually apply to other ethnic groups. I once asked a well-meaning white gentile friend, who was talking about “the Jewish community”, which community he belonged to. He was baffled. He was just himself, an individual, with unique views. Assigning people to monolithic ethnic “communities” is simplistic. For instance, is someone Muslim, Moroccan, French, Parisian, European or all of the above? Second, no ethnic group anywhere is a club with a unified world view that you join at birth.”

Culture: There’s a view that each ethnic group has a fixed, sacrosanct culture, which includes timeless practices such as, say, banning female drivers. But in fact, “cultures” change. Compare, for instance, western beliefs about gay marriage 30 years ago and today. That’s also why “British values” is a nonsense phrase: many majority British norms today would horrify the ancestors.”

Og der er flere hvor de kommer fra.

Varmt anbefalet læsning – og god kontekst til næste gang en eller anden forvildet politiker begynder at tale om ‘muslimer’ som en homogen fællesmængde, eller hævder at have patent på uforanderlige “danske værdier” eller “dansk kultur”.

Jeg ved ikke hvorfor jeg udsætter mig selv for det. Altså at læse bøger om Donald Trumps præsidentperiode. Jeg burde være stoppet efter den lurvede ‘Fire and Fury’, men jeg blev nødt til at læse Bob Woodwards ‘Fear’ også. Det er en aldeles glimrende bog, velskrevet og velresearchet.

Men den efterlader – ligesom ‘Fire and Fury’ i øvrigt – læseren bekymret, grænsende til det angste. Hvis billedet i de to bøger af Trumps holdninger, kognitive evner og personlighed er troværdigt, så skal vi virkelig spænde sikkerhedsselerne de næste to år. Det kan blive rigtig grumt.

Sverige efter valget

Det var ganske vist ikke en speciel original analyse, men jeg kommenterede på det daværende svenske valg i 2014. Jeg fremhævede dengang det helt principielt problematiske i, at majoriteten i Riksdagen i den såkaldte ‘Decemberoverenskomst’ besluttede at udelukke et parti med 13% af vælgerne bag sig fra det parlamentariske arbejde. Og jeg forudså at det som konsekvens ville få Sverigedemokraterna til at vokse:

Men berettiger det til, at seks partier ophøjer sig selv til at kunne definere om og hvornår parlamentarisme skal fungere i Sverige? Løser det de bagvedliggende årsager til Sverigedemokraternas stigende popularitet, at den brede majoritet af partierne undlader at forholde sig til 13 pct. af vælgernes bekymringer? Siden hvornår har ‘ikke-se, ikke-høre’ strategien nogensinde fået et problem til at gå væk af sig selv?

Det virker kortsigtet for mig. Så ja, det ene formål med ‘Decemberoverenskomsten’ (at muliggøre minoritetsregeringer) er vel opfyldt nu. Men vil det holde Sverigedemokraterna fra fadet? Vil de forsvinde af sig selv af, at de andre partier nu har identificeret dem som ikke-eksisterende og irrelevante indtil 2022?

Jeg tvivler.

For det første var og er de det eneste reelle oppositionsparti, hvis man er imod den aktuelle konsensus i svensk integrationspolitik. Der er ikke andre steder at gå hen, hvis man som vælger er kritisk overfor at modtage flere flygtninge. Alene det garanterer partiet en lun og tryg tilværelse.

For det andet vil isolationen blot styrke partiet i dets image, nemlig som svensk politiks omvendte musketered: Én mod alle, alle mod én. De ville ikke have fået indflydelse på den førte politik alligevel, nu har de så blot fået institutionaliseret deres rolle om svensk politiks martyr.

Jeg synes i al ubeskedenhed at min teori holdt stik.

Hvad jeg ikke forudså dengang i december 2014 var de store flygtningestrømme der kom året efter, og som for alvor satte strøm på immigrations- og integrationspolitikken i Sverige.

I 2018 har Sverigedemokraterna så fået knap 18% af stemmerne, og de er det største parti blandt svenske mænd. Decemberoverenskomsten var med andre ord en dundrende fiasko. De problemer og bekymringer som driver Sverigedemokraternas vælger er ikke blevet mindre, og det er partiets opbakning heller ikke.

Nu står vi så her september 2018 og partierne bag Decemberoverenskomsten har tilsyneladende stadig ikke lært noget. For tankespindet er præcis det samme som for fire år siden. Sverigedemokraterna skal bare holdes fra indflydelse for enhver pris, og det uanset hvad det har af demokratiske og parlamentariske konsekvenser.

Vi er således i den barokke situation, at Stefan Löfven mener, at han er den legitime kommende statsminister med under 40% af vælgerne bag sin parlamentariske koalition. Samfulde 60% bakker ikke op om ham og hans regering, men det betyder åbenbart ikke noget – for det primære mål er jo at isolere og ignorere Sveriges tredjestørste parti. Hvilket jo er meget heldigt for ham, for hvis de borgerlige partier spillede efter normale parlamentariske regler, så kunne de med implicit støtte fra Sverigedemokraterna sætte sig i regeringskontorerne.

Forstå mig ret: Jeg bryder mig ikke om Sverigedemokraterna og deres politik. Men den nuværende parlamentariske praksis i Sverige er helt uholdbar. Det kunne være interessant hvis de borgerlige partier i Sverige spurgte deres vælgere:

“Hvad vil du helst have? At Sverigedemokraterna for alt i verden forbliver isoleret, eller at det parti og den politik DU har sat kryds ved, danner regering?”

Jeg ved godt hvad jeg vil svare, og jeg har de svenske vælgere mistænkt for at ville svare det samme.

Det eneste der reelt undrer mig er, at ingen af de borgerlige partier de seneste 4 år sådan for alvor er begyndt at låne af Sverigedemokraternas politik for at appellere til immigrationskritiske vælgere.

Det kan man jo mene er et udtryk for smuk moralsk habitus fra partiernes side, men jeg tror ikke den tilbageholdenhed varer ved. Det er simpelthen for mange stemmer at lade gå til spilde, især hvis den dydige adfærd betyder at Löfven forbliver statsminister.

Hvis jeg var valgstrateg i et af de borgerlige partier, så ville jeg af valgtaktiske hensyn arbejde på at få nogle immigrationspolitiske varer på hylderne. Hvis Sverigedemokraterna er den eneste butik i byen som immigrationskritiske vælger kan handle i, så vil partiet fortsætte med at vokse – også ved valget i 2022. Det må siges at være læren her fra Danmark, hvor Dansk Folkeparti voksede og voksede fra valg til valg, indtil at de partier begyndte at skrue op for strammerretorikken.

Man kan så diskutere om det er positivt at det i dag er meget vanskeligt at se forskel på Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstres immigrations- og integrationspolitik.

Men jeg vil dog mene, at den situation trods alt er at foretrække fremfor at et parti med klare nynazistiske rødder får 18% af stemmerne – og at den parlamentariske situation efterfølgende primært handler om at holde dem fra indflydelse.