Paul Kennedy ‘The Rise and Fall of Great Powers’

Fik her til aften færdigskimmet Paul Kennedys klassiker ‘The Rise and Fall of Great Powers: Economic Change and Military Conflict from 1500 to 2000’.

Bogen er fra 1987, og det kan mærkes. Dels i den irriterende dårlige trykkvalitet af min paperbackudgave, dels i Kennedys mildt sagt upræcise forudsigelser.

For selvom bogen og dens analyser af stormagtspolitik gennem 500 år med rette har opnået legendarisk status, så er min primære lære efter endt læsning, at man ikke må begå den fejl at tro, at fremtiden tilnærmelsesvist vil ligne fortiden eller nutiden. Det er Kennedy ganske vist selv helt klar over, men i sine analyser kan han alligevel ikke frigøre sig fra at fortolke verden ud fra den verden og kontekst, han selv befandt sig i dengang bogen blev skrevet i 1985-1986.

Det er f.eks. ifølge Kennedy helt usandsynligt at Sovjetunionen skulle lade Øst- og Vesttyskland genforene, da det realpolitisk ville være uspiseligt. Japan er det store dyr i åbenbaringen (økonomien buldrer frem!), mens Kina stadig lige skal finde ud af ikke at være et uland her efter maoismens excesser. Mellemøsten og Afrika nævnes ikke, bortset fra som skueplads for supermagternes proxy-krige. Islam som geopolitisk fænomen nævnes ikke med ord.

Det er vitterligt ikke for at gøre nar af en eminent historiker som Kennedy, at jeg understreger hans tvivlsomme evner som fremtidsforsker. Det tjener mest af alt som illustration af, at man selv med 500 års historisk indsigtsfuld analyse ikke kan sige noget rigtig begavet om verden ret mange år frem i tiden. Og at der er en god sandsynlighed for, at du bliver stærkt overrasket over verden om 30 år, hvis du antager at den i det store hele ser ud som i 2018.

Misha Glenny – The Balkans 1804-2012: Nationalism, War and the Great Powers

Afsluttede forleden aften Misha Glennys ‘The Balkans 1804-2012: Nationalism, War and the Great Powers’.

Jeg har et godt stykke tid følt et behov for at forstå Balkan – og i særdeleshed det gamle Jugoslavien og Albanien – bedre. For Balkan er en historisk, politisk og kulturelt særdeles kompleks region. Det afspejler sig også i Glennys bog på godt og ondt.

Godt i den forstand, at han har fat i virkelig mange interessante historiske variabler og fortolkninger. Bogen gør derfor det den skal: Den nysgerrige læser bliver bedre i stand til at forstå de bagvedliggende årsager til borgerkrigen i 1990’erne og de efterfølgende politiske udviklinger.

Ondt at bogen bliver meget lang og (for) detaljeret, hvilket desværre yderligere forværres af dens kronologiske opbygning. Jeg begik således den fejl at begynde på side 1 og så klø på. Det var dumt. Efter 70 sider var bogen og jeg stadig kun nået til år 1813, og min indledende entusiasme for at læse om osmannernes politik og samfundsmodel for Balkan var derfor ved at blegne en anelse. Jeg burde reelt have skippet knap halvdelen af bogen, og fokuseret på det 20. århundrede, som reelt er det jeg interesserer mig for. De afsnit var nemlig fremragende.

Samlet set: Vil du have en grundig indføring i Balkan-regionens nyere politiske historie, så er Glennys bog et glimtende sted at starte. Men du skal vælge dine afsnit for omhu. Ellers drukner du i substansen.

The Romanovs: 1613-1918

Min sommerferielæsning har i år indtil videre bestået af Simon Sebag Montefiores uhyre underholdende ‘The Romanovs: 1613-1918’.

Jeg siger ikke at den russiske tsarfamilies 300 år ved magten udelukkende bestod af fordrukne psykopater, seksuelle afvigere, paladsintriger, tidlig barnedød, skræmmende inkompetente tosser samt groteske (men kreative!) vilkårlige henrettelser. Men det er tæt på. ‘Game of Thrones’ skulle ganske vist være inspireret af rosekrigene, men dekadencen, perversiteterne og de depraverede autokratier? Det er som taget direkte ud af Moskva og Skt. Petersborg.

Egentlig er den slags konger-og-hertuger historiebøger ikke lige min kop the. Ikke at jeg er den store social- eller kulturhistoriker af natur, men når jeg nu for Gud ved hvilken gang har læst om Peter den Stores druk, hor og dværgkast, så savner man nu noget god gammeldags økonomisk analyse. Og hvor er de millioner af rigtige mennesker henne, der gennemlevede perioden ved siden af hoffet? De fylder ikke meget i Sebag Montefiores bog. Altså udover når de blev udkommanderet til endnu en tåbelig krig, eller når de døde i endnu en helt undgåelig sultkatastrofe.

Men det skal nu ikke skille mig og bogen ad.

For udover at være velskrevet1, så giver bogen læseren en indsigt i og forståelse for, at Rusland – hverken før, under eller efter tsartiden – har været demokratisk.

Dermed ikke sagt at Rusland og russere aldrig kommer til at vælge en anden styreform end autokrati. Men det russiske udgangspunkt har igennem historien alle dage været en stærk mand i spidsen. Det vidner om en god del intellektuel arrogance og naivitet, da man tilbage i 90’erne gik ud fra at russerne naturligvis stræbte efter et liberalt demokrati a la det, vi kender fra Vesteuropa. Man bliver efter endt læsning slået af hvor dygtig Vladimir Putin i vore dage er til at adoptere de mest effektive dele fra den tsarske begrebsverden, i.e. den stærke far der passer på sine børn i en farlig verden, hvor alle hader og konspirerer mod russerne. Alene for den forståelses skyld, vil jeg gerne anbefale bogen.

Nu vil jeg så – inspireret af Kroatiens deltagelse i VM-finalen – gå i gang med Misha Glenny ‘The Balkans, 1804-2012: Nationalism, War and the Great Powers’. Jeg har aldrig for alvor forstået Balkan, den jugoslaviske borgerkrig, Ottomanernes betydning og alle de etniske konflikter. Nu er tiden vist inde til at give det en seriøs bearbejdning.

  1. Som kun dygtige britiske historikere er i stand til, de er altså djævelsk dygtige formidlere i det land! []

Ferie

De tre ugers ferie er begyndt – og med dem også regnvejret, blæsten og den cementgrå himmel. Men jeg skal ikke jamre, jeg har jo higet efter køligere vejr i et stykke tid nu. Og så bør jeg vel ikke sidde her og flæbe, når jeg nu får det, jeg så gerne ville have?

Foråret og sommeren 2018 vil ikke blive bogført under ‘optimistiske’, ‘livsglade’ eller ‘positive’ i mine annaler. Vi er nok snarere ovre i den ‘bekymrede’ og ‘frustrerede’ genre. Skriveinspirationen har været begrænset, det samme har overskuddet. Ferien er tiltrængt, om ikke andet så for at få et afbræk.

Ambitionen er et efterår med progression. Der er brug for det.