Har fundet en ny guilty pleasure: TV-serien ‘Travelers’ på Netflix. Den er ikke stor kunst, snarere hvad Politikens kalder for en mellemmadsserie i form af en letfordøjelig speculative fiction thriller. Det er nogenlunde hvad jeg kan rumme for tiden. Alene tanken om at gå i gang med serier som ‘The Handmaid’s Tale’ eller gå igang igen med ‘The Americans’, fylder mig øjeblikkeligt med en dyb træthed og livslede. ‘Travelers’ er i samme liga som ‘Blacklist’, ‘Frequency’, ‘Fringe’ og ‘Counterpart’ (og for min bedre halvdels vedkommende: ‘Nashville’ og ‘Parenthood’). Eskapisme af anstændig kvalitet og underholdningsværdi. Anbefalet til pauserne mellem alt det finkulturelle, som I læsere utvivlsomt fortærer med større appetit end mig.

World in Motion

Læste en pudsig lille klumme i Financial Times, som fint indkapsler mit eget overraskende positive billede af de 14 dage af VM i fodbold.

Even for the fair-weather fan there is something wonderful about the first two weeks of the World Cup. This is mainly because there is football — or soccer as it is known to those nations that rarely qualify — on television all the time; three or four matches each day, which means you can luxuriate in footie. You can spend an entire weekend sitting on your couch waiting for the next game to start. You literally don’t have to talk to anyone for a fortnight, and certainly not about anything except football.

You catch yourself opining seriously about the Colombian midfield or the Japanese left back. Obviously, few matches have the same road-clearing sense of unmissability attached to an England game — if not always to an England penalty — but they have nearly always rewarded the effort. How many of us would ordinarily make any effort to watch Senegal-Japan? Yet it was a delight.

Den indledende runde har været en fornøjelse, synes jeg. Ikke kun grundet antallet af kampe og den ret høje kvalitet af spillet, men også fordi de første runder af VM udgør en tidsmæssigt afgrænset unik lille og uskyldsren boble.

Nu begynder de sidste runder så desværre. Med dem sætter alvoren, den defensive spillestil og risikominimeringen ind. Så er det slut med den uforpligtende underholdning, de obskure hold i bedste sendetid og det positive spil. Bevares, intensiteten og spændingen om resultatet er større nu, hvor det er vind-eller-forsvind. Men den spontane glæde og rene fornøjelse? Den er væk. Eller som Robert Shrimsley opsummerer det:

Then we hit the second fortnight and suddenly normality resumes. Two or three days may pass without a game. The withdrawal symptoms are terrible. What the hell is this? What am I supposed to do with my evenings? By the final week, the third-place play-off seems like a major draw even for those of us who can ordinarily easily go a week without watching a game.

I know there are other options — Wimbledon, test matches, a family holiday. But these four weeks of football feel like a stolen month, a few precious days when matches aren’t even supposed to be on, and when you have permission to overdose on something in plentiful supply the rest of the year.

Perhaps the other joy of these first weeks is the rare luxury of watching first-class football matches in which, for the most part, you don’t really care about the result. This is football watched for its own sake. It could catch on.

Jeg er helt enig. I dagligdagen orker jeg ikke mere fodbold end AaB, og det er tilmed sjældent at jeg ser deres kampe. Men VM indtil nu har været godt. Det var pragtfuldt da Schweiz vandt over Serbien. Jeg græd salte tårer over Sverige, både da de tabte til Tyskland og siden til sidst triumferede mod Mexico.

Gid de indledende runder havde varet længere!

Road to Hana

Normalt er jeg en smule skeptisk overfor kunstnere, hvis malerier har det med – uanset motiv – at minde om kønsorganer. Så jeg ved ikke rigtig hvad jeg egentlig synes om Georgia O’Keeffe, der må siges at være vulva-maleren par excellence.

Men jeg må indrømme, at da jeg læste om den nye udstilling Georgia O’Keeffe: Visions of Hawai’i, så blev jeg glad, nostalgisk og rejselysten på samme tid. Hendes blomster og landskabsbilleder derfra er fremragende. Til december er det fem år siden vores bryllupsrejse gik til Big Island og Maui – og der er sket en masse siden da (to børn etc.). Jeg drømmer mig ofte tilbage, og O’Keeffes billeder er meget dækkende for det rosenrøde syn jeg har på øerne i dag.

Vi må snart afsted igen.

American War

Blev færdig med Omar El Akkads ‘American War’ i toget her til morgen. Har tænkt meget over bogen, langt mere end jeg normalt gør efter endt læsning af et skønlitterært værk.

Det er en fremtidsdystopi, der foregår i et klimakriseramte USA i 2075, hvor den anden amerikanske borgerkrig bryder ud. Jeg begyndte på bogen med forventningen om at en postapokalytisk science fiction bog, måske lidt i stil med ‘Station 11’. Jeg fik noget ganske andet. Det genrelitterære science fiction set-up til trods, så har El Akkad ret åbenlyst skrevet en bog, der handler om kriges konsekvenser for de svageste og flygtninge.

Bogen er tankevækkende, og det er længe siden at en fiktionsbog har berørt mig på den måde. Den er ikke perfekt. Visse af personerne opleves ikke rigtige individer, men mere som karakterer, der skal spille en rolle i at få El Akkads pointer frem. Og til tider er dialogen lidt for melodramatisk.

Men handlingen er spændende, og bogen får som nævnt en til at tænke. Anbefalet herfra.

De glemte film

Det er efterhånden længe siden jeg selv overgav mig fuldstændig til streamingtjenesterne og satte den aldrende PlayStation 3 ned i kælderen sammen med mine dvd’er og BluRays.

Modsat musik – hvor jeg krampagtigt ønsker at holde fast i de fysiske manifestationer – har jeg ikke et affektionsforhold til tv-serier og film. Jeg behøver ikke eje dem, og bortset fra de tv-serier jeg fanatisk slugte i slut-00’erne (hej ‘Lost’!), har jeg aldrig selv købt særlig mange film, hverken fysisk eller digitalt.

Men noget i dette indlæg om Netflix’ amerikanske fysiske service ramte alligevel plet hos mig. Både når det handler om film, tv-serier og musik:

Even if the shuttering of Netflix’s DVD service won’t be exactly the same as a final nail in the coffin for disc media, it’ll still be meaningful. Netflix buys tons of physical media; once it stops doing that, the economics of movies on disc will only get worse.

The real shame will happen when movies stop coming out on DVDs and Blu-Rays altogether. That’s not because they were such a lovable way to package films (they have their pluses and minuses); it’s because with the loss of each media format, we also lose some titles forever. The list of movies that never made it from VHS to DVD is not insignificant.

Usually these “lost” titles are somewhat obscure, but even a major film like “Air Force One” can get lost in the shuffle. Even though that movie is available in a recently pressed Blu-Ray edition, it isn’t available to stream—not just from subscription services like Netflix and Hulu, but it’s not available to rent from iTunes or Amazon, either. It’s hard to say how many more titles we’ll lose when you can only watch movies online, but it’s something to think about as we so eagerly embrace that future.

Jeg deler bekymringen. Har selv tidligere skrevet om det frustrerende i, at indholdet i mit eget CD-katalog med kunstnere som Pet Shop Boys og Saint Etienne er langt dybere end det, jeg kan finde på Spotify eller i iTunes. Hvis det gælder for de to kunstnere, så må man gå ud fra at musikstreamerne aldrig vil få det fulde billede af musikernes værker.

I skrivende stund ved jeg ikke hvor jeg kan gense ‘Lost’ og ‘Friday Night Lights’, endsige finde de nyere sæsoner af ‘Supernatural’ – for de er ikke på nogen af streamingtjenesterne, der er tilgængelige i Danmark. Og hvad sker der egentlig med de film og serier, som i fremtiden ikke rigtig er nogen steder? Hverken fysisk eller tilgængelig via streaming? Bliver de ligesom sangen ‘Time is Right for Love’, Bobby Reeds vidunderlige Northern-soul klassiker, som hverken er tilgængelig via streaming, iTunes eller i fysisk form? Hvordan skal man så opdage eller huske de ting?

Det gør mig trist at tænke på, må jeg indrømme. Meget godt kan blive glemt, ligesom helt af sig selv.

Deltid

Forleden læste jeg en let rablende artikel om hvorfor det at fokusere på personlig produktivitet og effektivitet er en farlig affære. Undervejs var der et ret rammende citat:

“No one really cares what you do. Think about it this way. You’ll be working for another 50 years or something. If you took an entire year or two off, to do nothing, to like, smoke weed and game, you could still bounce back without really affecting your long-term career trajectory. When someone steps back in the future and looks at your life output after you’re gone, that part won’t even matter.“

Jeg tror – eller er det ‘håber’? – at det perspektiv på livet er det rigtige.

For her som 36-årig, der har en oplevelse af at min karriere i bedste fald er stagnerende (og de ting jeg skaber i mit dagjob hverken er særlig meningsfulde eller gør en større forskel for nogen), så det vanskeligt ikke at længes efter en forandring, en ny start eller måske blot en pause til at tænke mig om.

Set i det lys er det trøstende at tænke, at jeg stadig har mere end 30 år tilbage til at finde den rette hylde – og at det på langt sigt næppe heller gør den store skade, at jeg her i juni, juli og august arbejder på halv tid. For den ældste arving har brug for kortere dage i børnehaven i en periode, så i de kommende måneder henter jeg ham hver dag mellem kl. 12 og 13. Hans trivsel er det vigtigste projekt i vores tilværelse lige nu, og er det vi prioriterer over alt andet.

Så må jeg satse på at jeg et senere tidspunkt kan udvikle på karrieren. Der er, må vi håbe, stadig mange år at gøre det i.

Gangway

Givet at jeg elsker ringlende guitarer, The Smiths, Pet Shop Boys og Saint Etienne, så er det besynderligt, at jeg aldrig har opbygget et kærlighedsforhold til det suverænt mest anglofile danske band, der samtidig læner sig allermest op af ovenstående kunstnere: Gangway.

Men selvom jeg kender og gerne nynner med på deres hits – ‘Mountain Song’, ‘My Girl and Me’ og ‘Everything Seems to Go My Way’ -, så har jeg aldrig følt noget dybere behov for at udforske Gangways sangkatalog yderligere. Og når man tager i betragtning hvor megen dårlig musik jeg har obsesset over i løbet af mit liv, så forstår jeg måske heller ikke helt selv den prioritering.

Men lang historie kort: Jeg blev glad da jeg læste bloggersbychoice’s rangering af Gangways 17 singler. Det gav mig en kærkommen mulighed for at give sangene en ærlig gennemlytning, kun knap 20 år for sent.

Og hvad er så konklusionen? Ja, altså, jeg er stadig ikke fan. Nogle af sangene er noget bras, nogle er præget af at man nok skulle have været der dengang de udkom. Andre er ok uden at være overvældende. Og så er der enkelte virkelig stærke.

Min favorit er nok ‘Yellow’ fra deres debutalbum ‘The Twist’ (1984). Her lyder de meget som deres inspirationskilder, hvilket i dette tilfælde slet ikke er nogen dårlig ting. Vil give albummet en chance på næste pendlertur til og fra arbejdet.

Før jeg fik børn var jeg af den opfattelse, at moderne børne-tv var et inferno af lort, som ikke kunne måle sig med min barndoms B&U vemodige produktioner fra DR. Men det var forkert. Der er masser af gode ting til mindre børn på Ramasjang, Netflix og Viaplay. Hvis ting som ‘Paw Patrol’, ‘Zack & Quack’ og ‘Kazoops’ havde eksisteret i 80’erne, ville DR have haft svært ved at konkurrere om opmærksomheden. Ikke alting var bedre i gamle dage.