Nothing Has Changed

Jeg vil ikke påstå, at jeg David Bowie fan per se. Men jeg kan virkelig godt lide to af de tre forskellige forsider til hans opsamlingsalbum ‘Nothing Has Changed’, der udkommer i dag:

music-david-bowie-nothing-has-changed-01music-david-bowie-nothing-has-changed-03Det nederste er fra 1972, altså midt i den musikalske periode, som jeg personligt opfatter som hans bedste (se: ‘Hunky Dory’, ‘Ziggy Stardust’ og ‘Aladdin Sane’). Han ser selvsagt aparte ud, den unge LSD-drevne androgyne filosofkonge.

Og så er der det øverste billede, hvor vore dages Bowie (melankolsk? Trodsigt? Stålsat?) betragter sig selv – og måske stadig ser den spraglede fugl fra dengang for over 40 år siden. Intet har forandret sig, må man forstå.

Måske føler jeg ikke ligefrem gammel. Men her i en alder af snart 33 år, kan jeg godt mærke, at jeg rent fysisk er om ikke i tilbagegang, så i hvert fald ikke ligefrem er i en positiv udvikling1. Jeg er – især efter Arvingens fødsel begyndt at spekulere over egen dødelighed, og om hvorvidt jeg forvalter tilværelsen så godt, som jeg kan.

Bowies cover ræsonnerer derfor hos mig. Jeg står selv og stirrer sådan i spejlet til tider.

  1. For lidt motion, for meget pasta etc. []

Død og ødelæggelse

Læser vanen tro noget rigtig snask for tiden: Horror og post-apokalyptiske bøger.

Hvis vi begynder med sidstnævnte, så er det Robert McCammons ‘Swan Song’ (1987). Den vandt en række fantasy/horror priser det år (bl.a. Bram Stoker Award og World Fantasy Award), så bogen har sine credentials i orden.

Det er dog vanskeligt at læse ‘Swan Song’ uden at have Stephen Kings klassiker ‘The Stand’ i baghovedet. Indtil videre1 er historien bygget op præcis som Kings bog. Vi møder indledningsvist bogens pro- og antagonister inden katastrofen (der hos McCammon er et nukleart holocaust fremfor Kings globale influenzalignende pandemi ‘Captain Trips’), hvorefter vi følger deres færden i den nye, dystopiske verdensorden. Og ligesom hos King er der en enigmatisk og overnaturlig sadist af en hovedskurk. Hos King er det Randall Flagg, hos McCammon er det ‘The Man With The Scarlet Eye’.

Jeg kan ikke helt vurdere, hvor meget McCammon intentionelt har kopieret King. Hvis ikke han har fundet, hmmm, inspiration i ‘The Stand’, vil det være noget nær et mirakuløst eksempel på identisk tankegang.

Der er selvfølgelig små og større afvigelser. McCammon opererer med en messiaslignende skikkelse (den lille pige Swan, som bogen er opkaldt efter), som modvægt til den djævlelignende igangsætter af atomkrigen. Hans ødelagte verden er også noget mere bleg, end den tilsvarende hos King. Dels skriver McCammon om muligt endnu mere brutalt end King, dels er den postapokalyptiske verden i ‘Swan Song’ virkelig ikke særlig behagelig. Hvor universet i ‘The Stand’ var præget af anarki og fanatisme, så tilføjer McCammon miljøkatastrofer og stråleskader til ligningen. Man bliver ikke just i perlehumør af at læse bogen.

Men det er selvfølgelig heller ikke meningen, at bøger om tiden efter dommedag skal være livsbekræftende. Jeg var stærkt begejstret for Justin Cronins ‘The Passage’ (2010) og ‘The Twelve’ (2012), der handler om verden efter en global vampyrepidemi. På samme måde var jeg særdeles optaget af Dan Simmons ligeledes dystopiske ‘Carrion Comfort’ (1989). Så samlet set er bøger som ‘Swan Song’ lige noget for mig. Umiddelbart er jeg ikke ligeså bjergtaget, som jeg var af ‘The Stand’2, men jeg imødeser de resterende 63 pct. af bogen med glæde.

Herudover fornøjer jeg mig med netop Stephen King, nærmere bestemt ‘Salem’s Lot’ (1975). Det er endnu en horror- og vampyrbog, og det er samtidig det tredje King værk, jeg læser (efter ‘The Shining’ og ‘The Stand’). Indtil videre er jeg behageligt overrasket. Jeg nærer som udgangspunkt en vis skepsis overfor forfattere, der dominerer så meget indenfor en genre, som King gør indenfor horror. Og King er jo ikke ligefrem højtagtet i dine finere litterære cirkler. Men derfor kan han jo godt smække en nervepirrende bog sammen. Det synes jeg faktisk man må sige, at ‘Salem’s Lot’ er. Den er fundamentalt spændende, ondskabsfuld og uhyggelig. Ikke så meget vampyrerne. Altså, bevares, dem tager man jo oppe fra og ned. Men King er god til at beskrive hverdagsondskab, lig i lasten og ubetænksomhed. Som når en teenagemor slår sin ti måneder gamle søn. Det er hjerteskærende, og så ondt, så ondt. De scener kan han skrive, som få andre.

Jeg er nu nået til det punkt i ‘Salem’s Lot’, hvor vampyrerne er på nippet til at sprede død og ødelæggelse i den lille by, hvor bogen foregår. Det er altid et interessant (og klassisk!) sted i en horrorbog, det øjeblik før stormen bryder løs, og vampyrerne/pandemien/spøgelserne/atomkrigen river det korthus ned, som forfatteren så minutiøst har bygget op indtil da. Jeg læser urolig og bekymret videre i bogen.

Forhåbentlig bliver der ikke slagtet alt for mange af mine favoritpersoner.

  1. 37 pct. inde i min Kindle-udgave []
  2. Jeg tror heller ikke at ‘Swan Song’ vil få ligeså mange popkulturelle referencer. I den ligeledes post-apokalyptiske tv-serie ‘Revolution’, bruger hovedpersonen Stu Redman som dæknavn. Læsere af ‘The Stand’ vil nok genkende det []

Hjemmedans

Arvingen udvikler sig med lynets hast for tiden. Fra at være en glad lille pølse, der lå og grinte til en, så er han nu et glad og uhyre nysgerrigt lille energibundt, der kravler rundt overalt og op ad alting.

Intet er sikkert længere. Stikkontakter, lamper, bøger og faderens hifi-anlæg bliver besteget og undersøgt grundigt og begejstret. En anden favorit er at danse og hoppe. Ja, altså, han kan ikke helt stå og gå selv endnu, men med et par hænder under armene, så hoppes der som en gal. Hop, hop, HOP, hophophophopHOP. Alt imens der grines højt og uhæmmet. Det er vanskeligt at være en vred gammel mand efterfølgende.

Til de af jer, der selv skal opleve denne ret fornøjelige periode i forældreskabet, er her et bud på tre svenske rapmesterværker fra 90’erne, der virker stensikkert på min smooth hæp-hop baby derhjemme:

Teddybears Sthlm – ‘Rock’n’Roll Highschool

Ok, teknisk set er den udgivet i 2000, men dens retrobeat og blipblop lydene er perfekte for små buttede babyben. I øvrigt er der noget sært ved at lytte til en 14-år gammel gang, der ville være 80’er-retro allerede dengang. Det bliver pludselig meget meta altsammen.

Just D – ‘Hubabuba

Alene det faktum, at den er opkaldt efter tyggegummi burde indikere noget. Dens bouncy og fjollede beat er det rene narko for en danselysten snart 9 måneder gammel player.

Petter – ‘Saker och Ting

1999’s overlegent bedste beat (måske sammen med Common ‘1-9-9-9’), og det er kun et spørgsmål om tid før Arvingen lærer at kaste håndtegn til rytmen.

Andre mulige dansetracks modtages med kyshånd (eller i hvert fald et savlfyldt knus) af Arvingen derhjemme.