Den musikalske diæt

Udover Sturgill Simpson er min playliste for tiden lidt af en blandet landhandel. Vi skal både til Hawai’i, Sverige, proto-hipsterland og … 80’erne.

Dennis Kamakahi: ‘Wahine ‘Ilikea‘ (1974)

Nu er det snart et år siden vi var på bryllupsrejsen i Hawai’i. Jeg tænker oftere på den end jeg burde. Og det er altid med længsel og melankoli. Tanken om den tur (og året før: Vores rejse til Colorado) giver mig konsekvent udlængsel. ‘Wahine ‘Ilikea‘ er et guddommeligt slack-key nummer. Stødte første gang på ordet ‘Wahine’, da vi spiste morgenmad første morgen på Big Island. Det var på Starbucks, og vi havde købt en lokal avis (West Hawai’i Today), hvor jeg læste om University of Hawai’is stolte kvindelige volleyballhold ‘Hawai’i Rainbow Wahine‘. Hvad er en ‘Wahine’ så? Det er det hawaiianske og māori ord for kvinde (især en kvindelig surfer!), og ‘Wahine ‘Ilikea’ er en kvindelig bølge. Der er sikkert nogle lumre undertoner i sangen, men jeg bruger den mest i melankolsk sammenhæng. Dennis Kamakahi døde tidligere i år, hvilket gør mig trist til mode. Og så tænker jeg, at den førstfødte datter skal hedde Wahine til mellemnavn.

Veronica Maggio – ‘Låtsas som det regnar’ (2014)

Jeg var egentlig stået af Vernica Maggio for et par album siden, men ‘Låtsas som det regnar‘ er EPISK. Videoen er lidt semikikset, men det er et sublimt omkvæd og er en af 2014’s hidtil bedste post-breakup sange.

Beck – ‘Morning’ (2014)

Jeg kunne endog særdeles godt lide Becks malstrøm af et depressions-melankoli album ‘Sea Change’ (2002), og hans nyeste kreation fra i år, ‘Morning Phase’, er ikke langt derfra i tone og kvalitet. Bliver næppe nogensinde en rigtig fan af Beck, dertil er han for inkonsistent og for meget 90’er-hip, men i sine bedste stunder er han ret enestående. Bonusinfo: I år er det 20 år siden at ‘Loser’ udkom. Føler I jer gamle nu, suckers?

Kajagoogoo – ‘Too Shy‘ (1983)

Man kan ikke rigtig tage det seriøst, vel? Se lige navnet på gruppen. Hør den fesne new wave tekst. Den spinkle synth. Og tænk på at forsangeren Limahl siden lavede ‘Never Ending Story‘ og blev hyldet af Gramsespektrum. Men det ændrer ikke på, at ‘Too Shy’ er mesterlig. Blev mindet om den, da jeg læste et indlæg om 12″ singler fra 80’erne ovre på en storartet musikblog. Nu er jeg fanget i fælden, og laver ikke meget andet end at lytte til musik fra en svunden tid.

Klarsynet

Jeg obsesser ganske usundt meget. Især om hvordan jeg skaber de rette rammer for, at min såkaldte kreativitet kan få rum til at udfolde sig.

I praksis vil det sige: Hvordan får jeg inspiration til at skrive? Og ikke mindst: Hvordan undgår jeg at overspringshandle / spilde tiden med alt muligt unyttigt. Jeg har kort sagt brug for rammer, programmer, apps, et eller andet, der kan få ordene til at flyde.

Den værste hindring for, at der sker – at være nødt til at bruge en windows-PC i arbejdsøjemed – kan jeg ikke gøre så meget ved. Word og Excel er ganske vist dræbende for min livslyst, men det får begrædeligt nok ikke min arbejdsgiver til at gå over til Apple.

Men i privatlivet, kan jeg trods alt vælge selv. Her kører jeg kun Apple.

Min glæde ved at arbejde på en Mac er af nyere dato. Indtil slutningen af 2011 mente jeg, at Apple-produkter var skamløst overvurderede. Jeg havde ikke meget andet end foragt til overs for dem, der brugte ustyrlige summer på deres iPhones, iPads og MacBook Airs. Hvorfor dog betale overpris, når man kunne få gode, driftsikre og robuste alternativer til en lavere pris?

Så købte Den Bedre Halvdel imidlertid en MacBook Pro.

Efter at have smugprøvet den lidt, var jeg solgt. Alting var så let, enkelt og elegant. Hvor windows var bøvlet, kluntet og notorisk tungt, var styresystemet på Mac’en designet med henblik på at enkelhed og elegance. Underskoven af Apps var sjovere, end hvad Microsoft & co. kunne tilbyde, især når de talte sammen med ens iPhone. Det var en gamechanger. I 2012 købte jeg selv en Mac, og er nu dybt filtret ind i Apple-infrastrukturen. Kan ikke rigtig se mig selv skifte til Android telefoner/tablets, endsige frivilligt opsøge et windows-styresystem igen.

Nå, men den gamle Mac fra dengang er begyndt at halte. Den har kun 4GB ram, og var begyndt at blive sløv i optrækket allerede sidste år, da Apple udsendte Mavericks styresystemet. Helt grelt blev det fredag aften, da jeg installerede den nye Yosemite opdatering. Intet fungerede rigtig godt mere. Noget måtte der gøres.

Så nu har jeg investeret i en ny kreativitetsfremmende model: En MacBook Pro 15″ med retinaskærm.

Og jeg siger jer: Den er vidunderlig. Jeg elsker den. Alting glider som smurt, og alt på skærmen fremstår knivskarpt og … tør jeg sige det, smukt. Brugervenligheden er den samme, og med et Office 365 abonnement behøver jeg ikke engang lade som, at en windows-PC er nødvendig.

Fornemmer, at det her bliver den computer, jeg kommer til at blive gladest for at arbejde på – og forhåbentligt kommer kreativiteten til at blomstre her på bloggen.

Afkoblet

Det er nok meget sigende, at det kræver et par dages påtvunget afholdenhed for mig at nå til erkendelsen. Men en weekend uden adgang til internettet, giver overraskende megen tid og energi til at lave andre ting – og egentlig savnede jeg hverken min mail, twitter eller nyhedshjemmesiderne alt for meget.

Bevares, jeg fik hverken reddet verden eller skrevet den store generationsdefinerende samtidsroman. Til gengæld fik jeg talt en del med Arvingen og hans mor, gået ture, været familiesocial og læst i mine (papir)bøger.

Mine forældre fylder rundt i år, så de havde lejet et feriehus udenfor Anderslöv i Skåne1. Hele min nærmeste familie var valfartet dertil, så der var fyldt op med en større hov af voksne og børn.

I hytten lå der en mappe med udprint (datoen i hjørnet sagde 22/10-2000!), som beskrev egnen Söderslätt. Salige Carl von Linné beskrev i sin tid området som ‘Härligast i världen’, kunne jeg forstå. Måske det var sådan tilbage i foråret 1749, da han var på sin store Skåne-rejse. I dag er det mest landbrugsland. Bakket og charmerende landbrugsland, ganske vist, men jeg vil nu trods alt alligevel mene, at min hjemstavns landskaber i Vendsyssel og Himmerland fint kan være med i den konkurrence. Faktisk lignede himlen og landskabet noget, der uden større problemer kunne have optrådt i et Poul Anker Bech maleri. Så der er på sin vis et lille stykke hjemstavn kun en time væk fra vores Jordhule på Islands Brygge.

Uanset hvad, var Arvingen nu fint tilfreds med egnen, når han lå og kiggede stærkt interesseret op under barnevognsturene blandt markerne. Jeg har ikke skrevet så meget om ham på det seneste2, men han bliver stadig sjovere og kan flere og flere ting. Babyer er bestemt søde, men det er først ved 6-7 måneders alderen, at de virkelig får en egen personlighed og møfler rundt. Det er uhyre livsbekræftende, skulle jeg hilse at sige.

Bortset fra det, fik jeg læst en del i Catherine Merridale ‘Red Fortress: The Secret Heart of Russia’s History’, en fremragende bog om Ruslands kulturelle, religiøse og politiske historie siden Moskva blev grundlagt omkring år 1000. Det lyder muligvis som et emne der kræver, hmmm, en særlig interesse i emnet, men Merridale skriver som en drøm. Jeg er nået til 1700-tallet, hvor Peter d. Store er ved at reformere det russiske samfund totalt, herunder ved at flytte hovedstaden til Skt. Petersborg. Bogen kan varmt anbefales, hvis man er interesseret i eksotiske lande og ganske anderledes tankemønstre. Nå, ja, og hvis man går op i Moskva som by, herunder især Kreml (det røde fort i bogens titel). Bogen er egentlig struktureret op om de forandringer Kreml gennemgår i takt med de samfundsmæssige og politiske ændringer. Så den er også for de arkitektonisk interesserede. Varmt anbefalet!

  1. Det er en anden måde at skrive “På landet langt ude for lands lov og ret” []
  2. Det er jo trods alt ikke en pappablog []

Duften af fremtiden

Forleden dag skrev jeg om de små ‘hvordan vil du huske Jorden?’ historier fra Douglas Couplands bog ‘Generation X’. En anden af de små perler, som jeg af og til tænker over, er denne:

“I’ve got one,” says Dag with some enthusiasm, partially the result, I suspect, of his wanting to score brownie points with Elvissa.

“It happened in 1974. In Kingston, Ontario. My dad and I were at a gas station and I was given the task of filling up the gas tank—a Galaxy 500, snazzy car. And filling it up was a big responsibility for me. I was one of those goofy kids who always got colds and never got the hang of things like filling up gas tanks or unraveling tangled fishing rods. I’d always screw things up somehow; break something; have it die.

Anyway, Dad was in the station shop buying a map, and I was outside feeling so manly and just so proud of how I hadn’t botched anything up yet—set fire to the gas station or what have you—and the tank was a/most full.

Well, Dad came out just as I was topping the tank off, at which point the nozzle simply went nuts. It started spraying allover. I don’t know why—it just did  —all over my jeans, my runningshoes, the license plate, the cement— like purple alcohol.

Dad saw everything and I thought I was going to catch total shit. I felt so small. But instead he smiled and said to me, ‘Hey, Sport. Isn’t the smell of gasoline great? Close your eyes and inhale. So clean. It smells like the future.’

Well, I did that—I closed my eyes just as he asked, and breathed in deeply. And at that point I saw the bright orange light of the sun coming through my eyelids, smelled the gasoline and my knees buckled. But it was the most perfect moment of my life, and so if you ask me (and I have a lot of my hopes pinned on this), heaven just has to be an awful lot like those few seconds. That’s my memory of earth.”

Det er helt uunderbygget og usagligt, jeg ved det godt. Men jeg tænker ofte på den her historie, når godhjertede og bekymrede mennesker drøfter klimaforandringer, indførelsen af en skat på CO2 og behovet for at ophøre med at anvende fossile brændsler lige om lidt.

Hvilket sikkert alt sammen er rigtigt … men jeg har det jo på samme måde, som Dag i historien. Jeg elsker duften af benzin. Er der noget bedre end duftbilledet på en tankstation? Det lugter, ganske rigtigt, af fremtiden. Af at nå frem til målet. Af dynamik. Af ting, der skabes. ‘Hvordan kan man dog have noget imod det? Hvorfor vil I stoppe mig?’, spørger min reptilhjerne gnavent.

Det er dette irrationelle, olfaktoriske fænomen, som de klimapolitiske forkæmpere er oppe imod, tror jeg. Den intuitivt velvillige tanke, som skal overvindes før politisk handling kan udleves. Det er op ad bakke.