Metamodern Sounds in Country Music

Det hænder at en sang bider sig fast i min underbevisthed. For tiden er det Sturgill Simpsons syrede Outlaw country sang ‘Turtles All the Way Down’. 

Den er perfekt. Tør jeg godt sige. Akustiske og elektrisk guitar krydses med Mellotron, og en tekst om Jesus, Buddha, kosmologi, stoffer og fysik – blot for at munde ud i den evigt gyldige erkendelse: “Love is the only thing that saved my life”. Jeg har ikke hørt eller hørt noget så kosmisk siden Pete Townshends Meher Baba periode eller Rogers LSD-scener i ‘Mad Men’

Og så fik jeg endnu en mulighed for at bringe et Hawai’i billede. Denne gang fra Two-Steps på Big Island. Hvilket jo er det halve af fornøjelsen, især her på en småsløj efterårsaften i Nordeuropa.

Memory of Earth

Indtil for ikke så forfærdelig mange år siden, var Douglas Coupland min ubetingede yndlingsforfatter. Han er faldet af på den siden da, men bøger som ‘Microserfs’ (1995), ‘Polaroids From the Dead’ (1996) og ‘Girlfriend in a Coma’ (1998) indtager stadig hæderspladser på mine reoler. Her i weekenden blev jeg mindet om en sekvens fra hans ligeledes klassiske ‘Generation X’ (1991). Slackerne Andy, Dag og Claire taler om, hvilket minde de vil tage med sig fra Jorden:

“I want you to tell me something first: after you’re dead and buried and floating around whatever place we go to, what’s going to be your best memory of Earth? (…) What one moment for you defines what it’s like to be alive on this planet? What’s your takeaway? (…) Fake yuppie experiences that you had to spend money on, like white water rafting or elephant rides in Thailand don’t count. I want to hear some small moment from your life that proves you’re really alive”

De efterfølgende små historier og minder, som hovedpersonerne fortæller hinanden, er bogens måske stærkeste par sider. Generelt var det altid Couplands styrke dengang i hans glansperiode: At han formåede at lade sin ellers altfortærende ironiske distance og popkulturelle jerk-offs afløse af øjeblikke af oprigtighed og skamløs melankoli. Den bedste af historierne, er den ellers materialistiske og ikke særligt sympatiske Tobias’ erinding:

“It’s like this: Every summerback in Tacoma Park my dad and I would rig up a shortwave radio that he had left over from the 1950s. We’d string a wire across the yard at sunset and tether it up to the linden tree to act as an antenna. We’d try all of the bands, and if the radiation in the Van Allen belt was low, then we’d pick up just about everywhere: Johannesburg, Radio Moscow, Japan, Punjabi stuff.

But more than anything we’d get signals from South America, these weird haunted-sounding bolero-samba music transmissions from dinner theaters in Ecuador and Caracas and Rio. The music would come in faintly — faintly but clearly. One night Mom came out onto the patio in a pink sundress and carrying a glass pitcher of lemonade. Dad swept her into his arms and they danced to the samba music with Mom still holding the pitcher. She was squealing but loving it. I think she was enjoying that little bit of danger the threat of broken glass added to the dancing.

And there were crickets cricking and the transformer humming on the power lines behind the garages, and I had my suddenly young parents all to myself—them and this faint music that sounded like heaven—far away, clear, and impossible to contact—coming from this faceless place where it was always summer and where beautiful people were always dancing and where it was impossible to call by telephone, even if you wanted to. Now that’s earth to me.”  

Er det ikke et smukt lille øjebliksbillede? Det fungerer ligeså godt på mig i dag, som det gjorde dengang i slut-90’erne, hvor jeg havde lånt bogen på Nordjyllands Hovedbibliotek.

Grunden til at jeg tænkte på scenen i Coupland bogen i dag er, at Arvingen siden han var helt spæd er faldet i søvn til musik fra Hawai’i. Noget af det er fra soundtracket til ‘The Descendants’, som er fyldt med melankolske sange, brummende hawai’iansk vokal og slack-key guitar.

Resten – hvilket gør ham ligeså glad! – er den solbeskinnede og letbenede særlige hawai’ianske udgave af reggae: Jawaiian music. Der er ikke noget, som det at blive vugget i søvn til sange som The Mana’o Company ‘Driving Me Crazy’ eller Koauka ‘One Woman Man’. Det gør tilmed forældrene glade, da vi bliver mindet om køreturene rundt på Big Island og Maui under bryllupsrejsen sidste vinter. Radiostationen Island FM 107,5 er det helt perfekte soundtrack til sådan en møflesøndag hjemme med den unge mand.

Hvem ved, måske han en dag i fremtiden også vil huske de øjeblikke, hvor hans fortravlede forældre dansede med ham til musikken fra endog særdeles fjerne himmelstrøg?

Jeg håber det.

Scania

For nylig lyttede jeg nok engang til en debat i P1 på vej hjem fra arbejde. Emnet var meget Politiken’sk, nemlig hvorfor så få mænd gider deltage i avisens jævnt trættende debattema om de stressede børnefamilier. I ved nok, det der blev kickstartet af en sand jeremiade af et læserbrev fra en mor, der følte at det måtte være et kollektivt problem for samfundet, at hendes egne forældre ikke rigtig gider hjælpe til med logistikken.

Nå, men en af de få mænd, der har taget den lidet misundelsesværdige tjans på sig at svare den stressede mor ovenfor, var med i P1 debatten.

På et tidspunkt anvender han en formulering, som jeg bed mærke i – og siden har tænkt en del over. Nemlig at ja, langt de fleste børnefamilier er spændt hårdt for, men at det er et grundvilkår, som familier igennem alle tider har måtte leve med. Og da han og fruen fik barn nummer to og tre, indgik de en aftale om, at nu ‘driftede’ de livet og tilværelsen i de kommende år. Karrieren og selvrealiseringen må komme i anden række, det samme må samlivet og nærværet med hinanden. Børnene er i centrum, og det at holde husstanden kørende er udfordrende nok i sig selv. Og, mente han, hvis man af egen fri vilje vælger at få (flere) børn, så må man acceptere, at det i en årrække handler om ‘drift’ og at få enderne til at mødes rent logistikmæssigt.

Det tænkte jeg en del over.

Ja, ikke så meget over det slet skjulte kønspolitiske motiv i debatten. Ej heller om jeg synes nutidens bedsteforældre hjælper for lidt til med børnepasning1. Nej, jeg tænkte over det med ‘drift’. Og om det at omlægge (og acceptere) en tilværelse fra ‘udvikling’ til ‘drift’.

For jeg tror sådan set at manden har ret. Jeg er ikke begejstret for det, og jeg finder at ‘drift’ er et rædsomt ord i almindelighed. Men det at blive forældre indebærer unægteligt masser af drift og logistik.

Her i husstanden er det indiskutabelt Den Bedre Halvdel, der tager det meste af slæbet. Jeg går på arbejde 10 timer hver dag og hun er på barsel, så det er især hende, der sørger for at tingene hænger sammen – og det er også hende, der er den primære plejegiver for Arvingen. Jeg hjælper til, men vi er ikke i nærheden af at have lighed i fordelingen af huslige pligter og yngelpleje.

Er det så problematisk? Kunne jeg blive mere hjælpsom, nærværende og mindre fokuseret på arbejdet? Ja, uden tvivl. Men modellen for tilværelsen fungerer lige nu. I hvert fald så længe vi kun har én ung mand at passe. Men hvis der var to? Tre? Eller endnu tættere på: Når hun skal tilbage på arbejdsmarkedet, og vi derfor pludselig skal til at forholde os til grufulde koncepter som ‘pasning’ og ‘hente/bringe’. Så er det et helt andet ballgame, som de siger.

Men anyway. Diskusionen mellem ‘udvikling’ og ‘drift’ er vel ikke helt afsluttet herhjemme. Den Bedre Halvdel skal have fundet sig et speciale indenfor sit felt. Og det valg vil igen få stor indflydelse på, hvor vi skal leve og bo, eftersom hendes uddannelsesstilling vil være koblet op på bestemte sygehuse i de næste fem år frem.

Lige nu er livet fornøjeligt her på Islands Brygge. Lejligheden er fin, den er tæt på mit arbejde, kvarteret er hyggeligt og der er masser af grønne områder i baghaven. Omvendt er huslejen nærmest lammende høj, og pasningssituationen i Københavns Kommune ikke ligefrem rosenrød. Der er med andre ord ikke helt givet, at vi også bor her om 3-5 år. Flere af vores venner er flyttet til Malmö, og deres livsmodel i Skåne virker faktisk relativt tillokkende. Måske det kunne være en mulighed?

Så der er stadig ‘udvikling’ ved siden af ‘driften’ at forholde sig til. Karriere, bolig og den slags. Hvilket egentlig passer en notorisk rastløs sjæl, som undertegnenede, aldeles udmærket.

  1. Arvingens bedsteforældre bor henholdsvis 500 og 1500 km væk. Hvad skal de helt præcis gøre? []

Steder der er mine

Bruxelles lignede sig selv. Var på en hurtig strejftur forbi til et seminar med arbejdet. Det var første gang jeg var tilbage, siden jeg forlod byen i april 2012. Fik indarbejdet en lille lomme i programmet, hvor jeg fik tid til at gå en tur rundt de gamle steder. Var forbi lejligheden i Rue de Livourne, og travede lidt rundt i Ixelles kvarteret. Lidt vemodigt var det da.

Det er ikke sådan, at jeg savner at være udstationeret eller Bruxelles på daglig basis. Men når jeg af og til tænker tilbage, var det en god tid vi havde dernede. Arbejdet dengang var muligvis ikke det helt rigtige match for mig, men vi trivedes socialt og geografisk. Husker så mange gode stunder fra vores lejlighed, weekenderne på eventyr rundt i landet og rutinerne. Bruxelles er – dens særheder, regnvejr og glas&beton arkitektur til trods – klart en af mine yndlingsbyer.

Kan godt lide på den måde at gemme på steder, der er ‘mine’. Her snart 10 år efter mit halve års praktikophold i Prag, er det stadigvæk ‘min’ by. Det samme er Luzern i Schweiz og Kihei på Maui. Det er steder, jeg forbinder med noget iboende positivt, fordi der er mange gode minder derfra.

Er der steder, der er ‘jeres’?

Dit jobvalg forarger

Fik okset mig ud på den ugentlig luntetur her til eftermiddag. Lyttede undervejs til dagens P1 Debat på podcast. Panelet var sjældent blodfattigt. En tidligere direktør i TRYG, der nu erhverver sig som alvidende orakel i diverse debatsektioner samt som såkaldt ‘professionelt bestyrelsesmedlem’. En repræsentant fra Dansk Sygeplejeråd, der gav den i rollen som ‘Venstrefløjen’. Og så noget så eksotisk som et konservativt byrådsmedlem fra Frederiksberg. Der var med andre ord virkelig lagt op til en søvndyssende debat.

Et af dagens emner var det tidligere medlem af Europa-Parlamentet, Emilie Turunen, der som bekendt har fået nyt job som Public Affairs chef hos Nykredit.

Det har medført en forarget debat visse steder, da Turunen gennem sin tid som MEP’er markerede sig som stærk kritiker af den finansielle sektor og argumenterede for strammere regulering. Medierne var ikke sene til at finde saftige citater fra Turunens fortid frem (det mest rammende var vel: “… er forarget over at eks-kommissærer scorer kassen som lobbyister for store banker og virksomheder”), og opstandelsen var selvsagt stor i det stillestående vand, der kaldes ‘den politiske debat’. Tænk, hvordan kan en venstreorienteret dog vælge at arbejde for noget så sort og ondt som den finansielle sektor? Tilmed den samme finansielle sektor hun har brugt de sidste fem år på at kritisere?

Debatten i P1 var et fint lille mikrokosmos af debatten om Turunen den seneste uge. Bla bla bla går ud over troværdighed bla bla bla nej, hun er en stærk kvinder bla bla bla. Det var rædsomt. Løbeturen i Amager Fælles føltes pludselig uendelig meget længere. Jeg var nødsaget til at skifte over til Orientering, så ilde til mode blev jeg.

OK, lad os få et par ting på det rene.

Turunen er ikke længere politiker. Hun har intet tillidshverv. Der er ingen vælgere hun står til regnskab overfor. Hun er en privatperson, der søger et job efter at have været parlamentariker i fem år. Nu har hun så fået et velbetalt og spændende job, og det er jo dejligt for hende. Og sikke et scoop for Nykredit at få en lobbyist med et kæmpe netværk og viden om finansielle forhold. Det er da godt tænkt. Win-win for begge parter.

Så hvori består problemet egentlig?

Er Turunen en hykler og efterslæb på troværdighedskontoen? Har hun tidligere udvist adfærd (i form af et pludseligt partiskifte fra SF til Socialdemokratiet), der kan tolkes som at hun ikke er afvisende overfor lidt rask opportunisme?

Ja, uden tvivl, men det er hendes personlige problem. Det har intet at gøre med politik. Hvis man skal bedømme, rose eller kritisere Turunen politisk, så bør man forholde sig til hendes politiske resultater og adfærd i Europa-Parlamentet. Det er fair og relevant. Men at kritisere en privatperson for at have fået nyt job? Hvordan kan det på nogen måde være et relevant emne i den offentlige debat? Er det ikke en smule altmodisch at argumentere for, at venstreorienterede kun må bestride særlige type jobs? Må Turunen kun søge jobs i eksempelvis den offentlige sektor eller en NGO? Hvilket årti lever vi i?

Folk skal gøre det, der er bedst for dem i den givne situation. Hvis Turunen vurderer at en stilling som lobbyist i Nykredit er det rigtige for hende, så lad hende dog søge og få den. Og så bland jer dog udenom, forargede typer. Lad dog folk – selv tidligere politikere – leve det liv, de gerne vil.

Ghost In the Machine

For efterhånden et par år siden læste jeg David Allens klassiske selvhjælpsbog ‘Getting Things Done’. Den har noget nær ikonisk status indenfor den særdeles lukrative subgenre af sådan-optimerer-du-dig-selv-teorier og apps til at understøtte såkaldt ‘personlig produktivitet’.

Den slags poppsykologi er det rene narko, hvis man som undertegnede A) har tendens til at overspringshandle og miste fokus samt B) Er nervøst anlagt af natur, men dog alligevel hader at planlægge og koordinere. Et rask lille rationelt jernbur til at strukturere hverdagen, er meget tillokkende i den situation.

Allens grundlæggende tese er, at kilden til stress, ulykke og manglende produktivitet er, at man bærer rundt på for mange opgaver og aftaler i hovedet. Problemet er ikke, at du har travlt, nej, problemet er hvis du hele tiden går og er bekymret over at du har travlt – og desuden mere eller mindre ubevidst konstant er i tvivl om hvorvidt du nu har husket alting. I stedet for at løse opgaverne, bruger man i stedet sin energi på at lave mentalt hjulspind og obsesse over tingene.

Løsningen, hævder han, er at alt det ‘stuff’ (som han så malerisk kalder det) man bærer rundt på oppe i hovedet i stedet skal opsamles i et to-do system. Essensen er, at hvis man virkelig formår at få alle sine forpligtelser, opgaver og bekymringer ud ad hovedet, får splittet det op i enkelte next-step bidder og siden lagt det hele ind i sit velfungerende system, så vil man mentalt kunne slappe af i formodningen om, at systemet husker alting for en.

Det lyder banalt, men erkendelsen gav mening for mig. Det er faktisk en lettelse ikke hele tiden at gå og skulle huske alting.

‘Getting Things Done’ (eller blot ‘GTD’ indenfor jargonen) fik massiv succes i amerikanske IT-miljøer, og der er i årenes løb opstået et GTD-industrielt kompleks, der sprøjter den ene guide og task management app ud efter den anden.

Jeg leder til stadighed efter apps og programmer til at skabe det optimale workflow i min papirnussertilværelse.

Udfordringen er, at jeg i stedet for at være bekymret over selve de ting jeg skulle huske, nu i stedet er bekymret for om mit system fungerer godt nok – og om jeg husker at vedligeholde det tilstrækkeligt.

Tidligere har jeg sværget til en kombination af Things og Evernote til at huske alting, men begge apps lider af at være Mac-baserede. Det fungerede delvist tidligere, men når nu min arbejdsgivere har købt helt ind på Microsoft og Office 365, så er jeg nødt til at tilpasse mit system.

I stedet for Things er jeg hoppe på Todoist. Jeg synes mindre om det end Things, men Todoist er på alle platforme og kan sågar indarbejdes i Outlook.

Og i stedet for Evernote til at skrive noter og opsamle viden, er jeg begyndt at anvende OneNote. Programmet ER noget mere kluntet end Evernote, men når man er tvunget til at arbejde i Office-pakken, så fungerer OneNote blot mere sømløst med de Outlook, Word, Excel mv. – især når det hele syncer via OneDrive.

Hvordan holder læserne styr på tilværelsen? Er der nogle gode apps eller programmer, som I anvender?

WWJD

Herligt nyt: Jens Lekman er på vej med nyt materiale. Der kan smuglyttes til tre nye sange flettet ind i et mixtape her, og det er intet mindre end mageløst.

Hans seneste album fra 2012, ‘I Know What Love Isn’t’, fængede mig ikke helt, men de nye sange føles som en perlende tilbagevenden til den samplebaserede lyd fra de første album. Det er så pokkers irriterende vanskeligt at være vredladen og indebrændt, når man lytter til Lekman. Hvilket vel egentlig er ok?