Verden er VIDunderlig

I går sad jeg på vores seng og vuggede Arvingen frem og tilbage (og endnu mere frem og tilbage) i det lønlige (men ah, så naive) håb, at han snart ville falde i søvn.

Det viste sig at være en længerevarende affære. Alt imens jeg sad der og brummede beroligende og alfaderligt, kiggede jeg på det verdenskort, vi har hængende på væggen.

Det slog mig: Der er noget nær uendelig mange steder på Jorden, jeg ikke ved det fjerneste om. Tanken har naget en del på det seneste. I øjeblikket læser jeg Gary J. Bass’ ‘Blood Telegram’, en indtil videre fremragende bog om Bangladeshs løsrivelses fra Pakistan i 1971. Men sagen er den, at indtil jeg gik i gang med bogen, anede jeg stort set intet om Bangladeshs nyere historie. Ja, jeg ved faktisk nærmest intet om landet, bortset fra de hæse rapportager, der af og til er i The Economist. Og sådan forholder det sig med begrædeligt mange steder.

Så i går brugte jeg en ikke ubetragtelig mængde tid på at læse om steder som Guyana, Fransk Guyana, Surinam, Papua Ny Guinea, Laos og de hollandske Antiller. Det er ganske fascinerende steder, som man stort set aldrig hører om i medierne.

Læs eksempelvis denne tankevækkende rejseberetning fra Guyana. Altså, hvad er det ikke for et land? Og se lige hvordan Willemstad, hovedstaden på den tidligere hollandske koloni Curaçao, ser ud:

Willemstad

Jamen, er det ikke barokt? Et mini-Amsterdam i Caribien. Det er altså en helt fortryllende verden vi lever i!

Min ambition de kommende måneder er at blive klogere på lande som Indonesien, Malaysia og Filippinerne. Alle er steder, jeg ved bekymrende lidt om. Hvis nogen af de nærværende læsere har anbefalinger til læsestof, modtager jeg det med kyshånd.

Dies Irae

Jeg er fuldt ud bevidst om at det kun er ganske få af de tilstedeværende læsere, der gider læse om fodbold.

Men jeg er NØDT til at græde mine salte tårer over AaB’s forsmædelige 0-4 nederlag til en flok cypriotiske gedehyrder – og den heraf følgende exit fra Champions League. 100 mio. kr. smidt ud på tåbelige fejl. Mod et hold man spillede ud af banen i den første kamp. Det gør så ondt, så ondt, så ondt.

Mit lille sorte hjerte græder. Måske heler det aldrig igen.

Arj, det gør det nok igen allerede til de kommende europæiske kampe, vi trods alt får i trøstepræmie efter at Dynamo Zagreb blev slået. Det bliver godt og ægte og smukt.

Men indtil da vil jeg sidde her og hulke indvendigt. Ak og ve. Jeg er helt irrationelt ked af det og forstemt.

Your Maudlin Career

Som jeg sidder her og lytter til det nye Morrissey-album, kan jeg ikke finde ud af om jeg er fanget i en tidslomme, eller om jeg blot er ualmindelig reaktionær.

Albumtitlen er vanen tro eminent (“World Peace is None of Your Business”), men musikken … den halter altså. Det er gumpetungt, selvsmagende og lyder – præcis som alle de øvrige af hans comebackalbums siden 2004 – som en bovlam udgave af Big Fat Snake.

Bevares, der er besnærende elementer. En flygtig momentan flig af og til, en melodistump hid og did, hvor man kan genkende Morrissey den Yngre og arven fra The Smiths. Det er den gode tidslomme, hvor en nostalgiker rigtig kan boltre sig.

Men mest af alt lyder albummet som en træt mand over de 50. En mand, der desperat og påtaget koket forsøger at bypasse sin evigt ekspanderende bug. Og hvem ved, måske endda være interessant og relevant for andre end de grånende fans?

Problemet er, at der absolut ingen progression har været i Morrisseys musik siden det første soloalbum ‘Viva Hate’ fra 1988. Tværtimod, faktisk. Kvaliteten er blevet stadigt ringere siden da – og det album var tilmed et trin ned fra The Smiths dagene. Ja, det er så her, at jeg lyder reaktionær og bagudskuende. Sådan bliver jeg, når faldne idoler skuffer mig igen og igen.

Jeg håber at Morrissey snart vil følge mit efterhånden seks år gamle råd om at gå på pension. Den her deroute kan ingen være tjente med. Man kan jo ikke engang have fornøjelsen af at hade manden, hvis han bliver ved med at være så pokkers middelmådig.

Så stop nu, Moz. Eller find sammen med Johnny Marr igen. Det ville jeg også fint kunne leve med.

Sommerens sange

Jeg er ved at kommet lidt op i gear rent musikalsk efter et forår/forsommer, hvor mine ører ellers mestendels er blevet fyldt af Arvingens blide røst eller diverse podcasts. Nedenfor er de poppede musikalske artefakter, der fylder min Spotify-liste for tiden.

Hamilton Leithauser – ’11 O’Clock Friday Night’

Den perfekte sommersang for undertegnede i år. Omkvædet er det stærkeste I vil få at høre de kommende 7-8 år. Det er som Paul Simon, bare opdateret og ikke-kitschet. Og en dejlig video fra New Orleans.

Avi Buffalo – ‘So What’

Herligt Postal Service-agtigt nummer, der tilmed rummer rigelige mængder ringlende guitarer. Vi er måske ikke helt i The Smith eller Real Estate højderne, men det er slet ikke så langt fra igen.

The New Pornographers – ‘Brill Bruisers

Det lyder som The Shins, bare bedre. Der er læskende ba-ba-ba kor og Beach Boys solskin i lange baner. Soundtracket til køreturen mellem L.A og San Francisco.

Paramore – ‘Ain’t It Fun’

Ja, ha ha HA, det er teenbandet Paramore. Dem fra ‘Twilight’-soundtracket. Indbegrebet af anti-cool. Men ‘Ain’t It Fun’ lyder som en No Doubt kreation fra før de blev kedelige. Hvis du kan lade være med at nynne med, er der noget fundamentalt galt med din sjæl.

Coucheron – ‘Deep End’

Sommerens blip-blop electropopsang med et dragende omkvæd og lummer video.

Josh Ritter – ‘Come and Find Me’

Selskabets akustiske og følsomme fyr. Det manglede da også bare.

Lydia Loveless – ‘Really Wanna See You’

Jeg er stærkt betaget af Lydia Loveless’ country-rock og indebrændte tekster. Hun må være fremragende live.

Alvvays – ‘Archie, Marry Me’

Jeg er stadig til salg for god indiestøjpop, der lyder som noget der kunne være spillet til et high school prom i Lawrence, Kansas, i 1956. Sanfen er som et smukt ægteskab mellem Tennis – ‘Waterbirds’ og Nada Surfs episke teenage-epos ‘Popular’.

Sean Rowe – ‘Madman’

Americana, som den KUN kan spilles af drikfældige og beskæggede særlinge. Der er gospelagtige undertoner og blæsere involveret på dette lille mesterværk.

Derudover lytter jeg stadig mest af alt til War on Drugs – ‘Under the Pressure, der stadig er min stærkeste kandidat til årets sang i 2014.

Hvad lytter I til for tiden?

Ex Libris

London School of Economics bloggen ‘LSE Review of Books’ kører for tiden artikelserien “Academics must visit these bookshops in … [indsæt navn på storby]”.

Det er en fin stimulans til en tur ned af memory lane. Forleden skrev de om min gamle hjemby Prag og de har også tidligere været forbi Bruxelles. I Prag har de anstændigheden til at nævne den hyggelige The Globe, mens de af uransagelige årsager forbigår EU-centrets ubetinget bedste bogbutik Sterling Books. Det er synd og skam. Her har jeg ellers tilbragt mange timer under min udstationering.

Sterling Books

Nuvel, som glad Kindle-ejer, e-bogforbruger og mangeårig Amazon kunde, er jeg bevidst om at de fysiske boghandlere på sigt vil dø ud. Det er et godt stykke tid siden at jeg sidst købte en bog – i hvert fald i en dansk boghandel. Men derfor kan jeg, som den hykler jeg er, godt begræde udviklingen alligevel.

Har I en yndlingsboghandler? Og hvis ja: Hvorhenne og hvorfor?

Giv Lando den respekt han fortjener!

Er ikke blevet sådan rigtig grundforelsket i statistikvidunderbarnet Nate Silvers ellers så højtbesungne ‘vi-anvender-kvantitative-data-til-at-analysere-alt-lige-fra-sport-til-politik-og-popkultur‘ hjemmeside FiveThirtyEight endnu.

Men deres spørgeskemaundersøgelse om ‘Star Wars’ filmenes popularitet vis-à-vis hinanden er nu alligevel ganske underholdende.

Det er ikke ligefrem overraskende, at de tre ‘nye’ (og nøgternt vurderet ikke særlig gode) film fra 1999-2005 er mindre elskede end de tre klassiske fra 1977-1983. Men det viser sig til min forbløffelse, at min egen favorit blandt de seks hidtidige ‘Star Wars’-film, ‘The Empire Strikes Back’, også er de fleste andre menneskers yndlingfilm i serien.

Egentlig burde det ikke være sådan. At være bog eller film nummer to i en trilogi er normalt ikke positivt. Den slags plejer altid at være ‘mellemhistorien’, der skal bygge bro mellem indledningen i første film og klimaks i film tre. Så hvad er det, at ‘The Empire Strikes Back’ gør rigtigt. Stort set alt, faktisk:

  • Alt på isplaneten Hoth: Det hele i filmens første tre kvarter er fantastisk. Den episke kamp mellem rebellernes og Imperiet AT-AT Walkers er genial og wooooh!-fremkaldende for enhver rask dreng. Den snappy flirten og de seksuelle spændinger mellem Han Solo og Leia er dragende. Og man kan kun holde af scenen, hvor Luke er nødt til at sprætte tauntaun’en op med lyssværdet, så han kan lægge sig ind i dens stadig varme indvolde med henblik på at undgå at fryse ihjel. FREMRAGENDE!
  • Cloud City: En af de mest besnærende sekvenser i hele ‘Star Wars’ føljetonen er forviklingerne på gasminekolonien, der svæver over Bespin. Vi møder her Lando Calrissian, der er en sexgud. Det er ligeledes her at Han Solo bliver FROSSET NED I FLYDENDE KULSTOF. Og, ja, det er også her, at Luke opdager, at Darth Vader er hans far – og hvor han får kappet hånden af. Alt i alt stærke sager.
  • Mindre Dagobah, tak: Der er i grunden kun ét sted, hvor ‘Empire’ træder grumt ved siden af. Det er i alle træningssekvenserne mellem Yoda og Luke på Dagobah. Bevares, Yoda er da en essentiel del af ‘Star Wars’ mytologien og filmhistorien, og jeg elsker ham mere end hvad der er etisk forsvarligt. Men det er så kedeligt, så kedeligt at se Luke, denne bøvede, selvhøjtidelige og moralsk uinteressante bonderøv fra Tatooine, luffe rundt på en sumpplanet alt imens han laver sit-ups og løfter sin X-Wing med tankens kraft.

Noget mere oprørt blev jeg over FiveThirtyEights oversigt over filmkarakternes relative popularitet:

Star Wars Ranking

Det er jo forrykt. Nuvel, det kommer nok næppe bag på nogen ‘Star Wars’-entusiaster, at en af filmhistoriens universelt mest foragtede personager, Jar-Jar Binks, er mere forhadt end selv den nederdrægtige kejser. Det er løn som fortjent.

Men at Luke Skywalker – denne kedsommelige og leverpostejfarvede eksistens – skulle være mere populær end Han Solo? At Anakin Skywalker skulle være mere populær end et popkulturelt ikon som Darth Vader1? Endelig: Hvorfor er Lando ikke helt oppe at ringe i rankingen? Det er så forkert og urimeligt og forbryderisk, som det overhovedet kan blive. Der må være tale om en metodisk fejl. Jeg kan ikke forklare det på anden vis.

Nu må vi så se om Disney får forplumret den kommende ‘Star Wars VII’. Guderne skal vide, at instruktøren bag de forrige film, George Lucas, allerede har gjort sit bedste for at ødelægge magien via vederstyggeligheder som ‘The Phantom Menance’ samt “sjove” og “børnevenlige” karakterer som Jar-Jar Binks og Ewoks. Den syvende films instruktør er J. J. Abrams fra ‘Lost’ og ‘Fringe’, hvilket borger for en vis fantasi og kreativitet. Jeg er derfor ikke ubetinget pessimistisk. Men spændt – det er jeg godt nok.

Hvad er læsernes yndlinge i ‘Star Wars’-universet. Både blandt filmene og personerne?

  1. Og har vi egentlig ikke et identitetsmæssigt paradoks her? []

Fiktionen former historien

JRR_HERALD_02 Egentlig er der som udgangspunkt tale om noget ret esoterisk: En anmeldelse af J.R.R. Tolkiens oversættelse af det engelske middelalderdigt ‘Beowulf’. Artiklen har alligevel interessant betragtninger om de måder, som Tolkiens forfatterskab påvirker hvordan vores egen samtid tror, at livet var i middelalderen. Der bliver indledt med det pudsige i, at forsideillustrationen skal forestille at være middelalderlig, men egentlig bare er … Tolkien’sk:

“There’s a drawing of a smug-faced dragon on the front cover of JRR Tolkien’s newly-published translation of “Beowulf.” Its green, scaly body loops and knots into a pretzel-esque shape that medieval historians call the “interlace” pattern. You might recognise these loops from Swedish runestones, crumbling Anglo-Saxon crosses or bad tattoos.

The drawing of the dragon, however, is not actually medieval—early medieval dragons’ snouts are usually rounded, not pointy. As the copyright page explains, it is a drawing by Tolkien himself. The very dust-jacket of this new book sums up why an 88-year-old translation of an extremely old poem will sell. We don’t want to read medieval poetry, but we do want to read JRR Tolkien.

Ever since The Hobbit appeared in 1937, Tolkien’s oeuvre has become a cipher for the look and feel of “medievalness.” From Monty Python’s Holy Grail to Game of Thrones, most modern depictions of the 5th to the 15th centuries in European history bear Tolkien’s distinctive mark. Today, the phrase “Middle Earth” conjures hobbit-holes, not the beautiful Old English word middangeard—the middle space between heaven and hell, where humans live out their short lives. The Lord of the Rings has grown so monumental that medieval culture shivers in its shadow.”  

Jeg er tilbøjelig til at give anmelderen i Prospect ret. Tolkien og ‘Ringenes Herre’-bøgerne er med til at danne et quasi-fiktivt billede af fortiden.

Prøv selv at lukke øjnene.

Hvis jeg beder jer visualisere ordet ‘middelalderen’, vil jeg godt vædde på, at der dukker et eller flash op fra en af ‘Ringenes Herre’ filmene. Bevares, måske ikke lige hobitterne, vel. Heller ikke orkerne. Og Gandalf var heller ikke en typisk middelalderskikkelse. Trods alt.

Men hvordan ser en middelalderborg eksempelvis ud for jer? Der er en god sandsynlighed for, at det er noget i stil med Minas Tirith. Hvordan gik middelaldermennesker klædt? Som dem i Rohan? Og var folk ikke lige det mere høviske og ædle i gamle dage? Ligesom Aragorn i Viggo Mortensens daskehårs-udgave? Sammen med modige riddere, der kæmpede for det gode mod det onde? Hvordan foregik krige egentlig i middelalderen? Mon ikke billederne på nethinden til forveksling ligner de episke kampscener fra ‘Ringenes Herre’-filmene? Jeg tror det.

Det er interessant hvordan et fiktionsværk på den måde kan medvirke til at forme den kollektive opfattelse af en given tidsperiode. Jeg er derfor også ganske spændt på om ‘Game of Thrones’ bøgerne og tv-serien vil korrigere det Tolkienske narrativ om middelaleren.

Forfatteren bag, George R.R. Martin, er om nogen en vaskeægte anti-Tolkien. Hvor Tolkiens bøger er fulde af episke helte, høvisk tale, ædle handlinger og klart definerede grænser mellem godt og ondt, så er Martins bøger blodige, dystre, fulde af incest, meningsløs vold, sadister, imperfekte helte og forfald. Livet for almindelige mennesker i Martins udgave af middelalderen, er præget af sult, sygdom og krige mellem adelige huse uden den ringeste hensyntagen til konsekvenserne for befolkningen.

Tilbage i 2012 havde Foreign Affairs to pudsige artikler (her og her) om hvor realistisk ‘Game of Thrones’-universet egentlig er relativt til hvad historieforskningen ved om forholdene i 1300-1400 tallets Europa. Deres konklusion var noget i stil med ‘måske er Martin en snert mere realistisk end Tolkiens pussenussede fantasier, men helt så lovløst og dystopisk var det trods alt heller ikke at leve dengang – og ofte blev folk altså heller ikke voldtaget og myrdet’. Hvilket man da må håbe, at forskerne har ret i.

Men alligevel. Mon ikke Jon Snow, Arya og Tyrions bedrifter vil være med i flashene på nethinden, når folk i de kommende årtier skuer tilbage på middelalderen. Jeg tror det. Og det bliver interessant at se hvordan det påvirker måden vi betragter historien.