På kogepunktet

Det er dybt paradoksalt. Man sætter sig på flyet langt nordpå, blot for at lande et sted, hvor det er endnu varmere end hjemme på den crusty side af Lorteøen.

Trondheim var som en bageovn. Det samme har Åre været de sidste fire dage. Det er ganske uanstændigt hedt.

Arvingen er forunderligt nok i godt humør. Der pludres og smiles. Jeg ville ellers sagtens kunne forstå og tilgive, hvis man som fire måneder gammel finder at 30 graders varme (og noget nær ingen aircon, de er jo ikke vant til mere end måske 20 graders varme heroppe) decideret urimelige forhold.

Men jo, det bliver dog til noget færre fjeldvandringer og udendørsaktiviteter end planlagt. Dehydrering og solstik vil næppe skærpe den unge mands appetit på livet.

Selv har jeg erhvervet mig en herlig ferieforkølelse, med alt hvad dertil hører af ynk og selvmedlidenhed.

Kyndige læsere vil herudfra let kunne deducere, at Den Bedre Halvdels empati og plejegen er spændt hårdt for i disse dage. Mærkværdigt nok virker hun ikke videre stresset. Tværtimod er det åbenbart energigivende for hende at passe på både en rigtig baby og en voksenbaby på samme tid. Jeg er en heldig mand.

Næste uge står den så på Nordjylland. Forhåbentlig i en lidt køligere og knap så snottet udgave.

Balkan Blues

Nå, AaB, det blev så Dinamo Zagreb, som vi skal møde i CL-kvalens tredje runde. Det var alligevel satans. Jo, vi undgik Celtic, bevares, det er godt. Men Zagreb, ikke? Hvis vi skal være helt ærlige over for hinanden, så er det her med størst sandsynlighed endestationen for AaB’s europæiske kampagne.

Altså, jeg synes jo egentlig at vi har et godt og sympatisk hold.

Forudsat at vi ikke holder brandudsalg inden transfervinduet lukker, så ser truppen fornuftig ud. Kusk er blevet solgt, ja, men med lidt held bliver Enevoldsen klar som afløser. Helenius er hjemme igen, og selvom han ikke har spillet så meget det seneste år ovre i den engelske provins, lyder det på rygtebørsen, at han har fået flere muller på sit ellers nærmest anorektiske korpus.

Så alt i alt er angrebet vel i orden. Ok, jeg kunne så godt tænke mig en enkelt eller to kvalitetsspillere til forsvaret. Stoler ikke rigtig på midterforsvaret, og hvad nu hvis Ahlmann forbliver skadet? Måske Lasse Nielsen vil hjem fra sit floppede ophold hos den hollandske nedrykker?

Men altså. Europæisk fodbold, ikke? Her begynder det at blive vanskeligt. Dels er den danske ligas kvalitet ikke ligefrem steget de senere par år. Jeg kan simpelthen ikke vurdere danske holds relative konkurrenceevne længere.

Mest urovækkende: Jeg er begyndt at tvivle på den vilje af stål, som AaB viste i de glorværdige europæiske kampe tilbage i 2007-2009. Hvor vi smed Sampdoria ud af Europa League. Hvor vi spillede 2-2 mod United, vandt over Celtic, pryglede La Coruña og kun røg ud ved et uheld mod City. Sidste år tabte vi til lorte FC Dila Gori fra , og det var ganske forfærdende elendigt. Truppen i dag er ikke mærkbart anderledes end dengang. Jo, vi red på en bølge sidste sæson, ’hele Nordjyllands Hold’ og alt det der, men stadigvæk. AaB er en klub, der inden det senere år har vist en bekymrende evne til at falde helt igennem.

Hvad så med Dinamo?

Mjoh, de havde en spiller med til VM på det kroatiske landshold. De har købt nye spillere i dette transfervindue for netto 4 mio. Euro, hvilket er ca. 4 mio. Euro mere end AaB. Transfermarkt.de vurderer at Dinamos trup er samlet set 48 mio. Euro værd, mens AaB værdisættes til 9,3 mio. Euro.

Så strukturelt er de nok stærkere.

De spiller også et stadion, der hedder ’Maksimir’, hvilket alt andet lige burde være en fordel. Hvis de bliver bakket op af samtlige fanatiske kroatere i Zagreb og omegn, så kan den slags Balkan gak-og-halløj nok virke jævnt afskrækkende på en flok søde nordjyske drenge (med reflekser i håret og pæne attituder), der aldrig er blevet kastet lightere efter før.

På plussiden står dog, at jeg kan tage helt grundlæggende fejl i min analyse af styrkeniveauet.

Esbjerg kunne jo trods alt tæve ret gode hold fra Belgien og Frankrig, da de var i Europa League sidste år. Hvorfor skulle AaB så ikke kunne vinde over et kroatisk hold? Hvor god ER den kroatiske liga egentlig? Det er ikke fordi de næstbedste hold – Hajduk Split og Rijeka – har været sådan brutalt farlige de senere år.

Lad os nu se. Som udgangspunkt regner jeg med, at vi stempler ud her.

Meningsløse mord

Måske er nedskydningen af Malaysia Airlines flyet ikke på niveau med 9/11. Men det er tæt på. I personlig chokværdi, i hvert fald.

I grunden er det hyklerisk.

Hvorfor opleves et terrorangreb pr. definition som værre fordi det kan ramme en selv, end hvis det ‘kun’ går ud over folk langt væk?

Målt på en nogenlunde nøgtern skala, så burde 298 døde mennesker i et flystyrt (nedskudt eller ej) ikke være vigtigere eller værre, end de utallige uskyldige mennesker, der de senere måneder er døde i ligeså urimelige terrorangreb i Irak, Afghanistan, Syrien og den Centralafrikanske Republik.

Så hvorfor er empatien og oprevetheden nemmere at opmønstre i dette tilfælde? Der er selvfølgelig en masse mere eller mindre lødige psykologiske årsager.

Først og fremmest vel ’det-kunne-også-ske-for-mig’ faktoren.

Jeg fløj selv over Ukraine i maj måned, da jeg var med arbejdet i Kina. Til gengæld er det sjældent at jeg er i overhængende risiko for at blive sprængt i småstykker, når jeg køber ind i min lokale Føtex. Derfor bliver jeg ikke nær så emotionelt berørt, når en eller anden forskruet selvmordsbomber detonerer en bombe på et marked i en afghansk provinsby. For jeg kan ikke rigtig sætte mig ind i situationen, hvorfor det hele bliver lidt … abstrakt. Er det specielt sympatisk at tænke sådan? Nej. Men man bliver automatisk mere engageret i en begivenhed, når det opleves som relevant – og ikke som noget helt, helt fremmedartet.

Dernæst er der det meningsløse og nihilistiske i situationen.

Bevares, flyet blev vel skudt ned ved en fejl. Der er – ud fra min lægmandsviden – ingen af parterne, der har nogen strategisk eller taktisk fordel at skyde et civilt passagerfly ned. Og selv hvis de havde, skal man være en helt usædvanlig kold psykopat, hvis man er klar på at gøre den slags.

Så med fare for at vi stadig endnu ikke ved præcis hvad der skete, så er der antageligvis tale om en eller småtbegavet russisk separatist, der i et anfald af uendelig inkompetence og blodrus troede at han skød et militært fly ned. Hvilket fra et pacifistisk synspunkt selvsagt er gakgak, men en modstanders militære fly er i en krigssituation dog trods alt et rimeligt og legitimt mål. Ud fra en militær logik giver en sådan handling mening.

Men et passagerfly på vej til Kuala Lumpur, der intet – absolut intet – har at gøre med den indavlede konflikt i Ukraine at gøre? Med 298 passagerer, herunder 80 børn (hvoraf tre var spædbørn)?

At skyde det ned må være noget af det mest infame og meningsløse, man overhovedet kan forestille sig. Der er ingen måder hvorpå det massemord – tilsigtet eller ej – kan give mening. Så det er nok det, der trigger mig. At vi netop har oplevet noget fuldstændig meningsløst og horribelt, der er fremprovokeret af alle menneskehedens værste sider.

Hvad så nu?

Uanset hvem der har den direkte skyld for nedskydningen, så må Putin og Rusland til at genoverveje, hvad de har gang i. Om deres geopolitiske julelege, annektioner af andre landes areal og bevæbning af småtbegavede mordere og nationalister, virkelig er den mest intelligente vej at gå. Og hvis de mener det, så har de blod på hænderne. Det her er ikke en beklagelig ulykke eller et begrædeligt uheld. Det her er mord som resultat af en helt unødvendig eskalering og opildning af en konflikt, hvor Rusland har været den vigtigste drivkraft. Det er mord på 80 børn, hvis eneste forbrydelse bestod i at de var i fly på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur.

Undskyld den skingre tone. Men der er ikke en mere rimelig måde at fremstille det på. Og hvis der kan komme én positiv ting ud af det her, så er det at Rusland ændrer kurs i Ukraine.

Man må næsten håbe det.

Post-hip, Pre-retro

Jeg var så godt igang med at digitalisere min cd-samling, men ak, er siden gået i stå grundet bryllupsrejse, familieforøgelse, landsdelsflytteri, arbejde og almindelig lediggang. Ambitionen tilbage i oktober var:

Jeg er i stadig stigende grad begyndt at tænke i enkeltsange og playlister. Albumformatet giver mindre og mindre mening for mig. Har ikke længere så meget tålmodighed til at sætte et fysisk album og så lytte til det, især ikke hvis det kun tre-fire sange, jeg rigtig kan lide.

Idéen er nu, at jeg ved at digitalisere samlingen og streame det via et behændigt og brugervenligt system som Sonos (der bl.a. kan lave playlister), kan lytte til meget af det i min samling, som jeg i dag har glemt – og i en bedre lydkvalitet end Spotify kan tilbyde.  

Det holder altsammen sådan set stadigvæk. Og så alligevel. Forleden læste jeg på Grantland en fremragende klumme om cd-formatets overlegenhed. Jeg havde egentlig en ambition om at syntetisere dens argumentation i let overskuelig form, men nej, ved I hvad, indlægget er så fremragende, at det fortjener at bliver læst i sin helhed. Her er en lille snas for at pirre jeres nysgerrighed:

There’s a lot of pressure in our culture right now to essentially imagine CDs out of existence, to mentally finish off what the market is slowly suffocating. Over and over, we’re told that nobody buys them anymore. Only two demographics are commonly identified as CD purchasers in 2014: “old people” and “the semi-Amish not-quite-olds who can’t figure out technology,” the implication being that anybody who knows better wouldn’t bother. CDs currently exist in a cultural no-man’s-land recently defined by singer-songwriter Todd Snider as “post-hip, pre-retro” — the format is passé, but not so passé that it qualifies for reclamation.

….

My point is, just as there are albums that are well suited to vinyl, there are other albums that work best in other formats.

As for the CD format, I can’t imagine listening to, say, Green Day’s Dookie any other way. Dookie is to CDs what Creedence is to vinyl. It is a record resting eternally in the collective memories of aging music fans, a lost piece of data tucked inside scarcely used multidisc changers and laundry baskets full of shit leftover from collegiate apartments. The Beastie Boys’ Check Your Head is like that, too. So are OdelaySiamese Dream, and Exile in Guyville.  

Som jeg skrev i oktober, så lytter jeg meget sjældent til cd’er. Min samling står uværdigt og omsorgssvigtet i Billy-reolerne i hjørnet af mit kontor, og får kun sjældent opmærksomhed. Stort set alt musik lytter jeg i dag til på Spotifys iPhone app på vej til og fra arbejde1.

Min egen mavefornemmelse er, at ja, der findes en del albums udgivet i 1990’erne, der passer bedst til cd’er. Dookie – som jeg naturligvis også ejer på cd og lytter til netop nu – er ganske rigtigt et fremragende eksempel2. Det samme gælder i hvert fald to Flaming Lips albums (The Soft Bulletin og Yoshimi Battles the Pink Robots) og Portishead. Giv mig mere tid, og jeg kunne rable endnu flere af.

  1. Hvilket giver mig lidt dårlig samvittighed. I gamle dage spillede jeg ofte musik for Den Bedre Halvdel, og jeg bilder mig ind, at hun satte pris på det. Det har jeg ikke gjort i … ja, Gud ved hvor længe. []
  2. Hold kæft, hvor var Green Day egentlig gode tidligt i karrieren. Der er en perlerække af fremragende sange på det Dookie []

Mechas, monstre og manga

Søndagens mirakuløse opdagelse af ‘Pacific Rim’ sendte mig på en nostalgisk Tour de Gamle Nørdede Passioner. Nærmere betegnet to popkulturelle artefakter, der formede mine sene teenageår. Jeg skrev allerede for et stykke tid tilbage en ode til videospillet ‘Final Fantasy VI’, men bare rolig, der var flere kærlighedsaffærer fra samme japanske kilde.

Patlabor 2

Den første er ‘Patlabor 2′, en mangafilm (eller ‘Anime’, som den slags retteligt hedder) fra 1993. Første gang jeg stødte på den var i forfilmene til den engelske VHS-udgave af ‘Ghost in the Shell’, som min far købte hjem til mig fra London i 1997.

‘Ghost in the Shell’ er naturligvis et mesterværk i sig selv. En del mennesker kender den ubevidst, da Wamdue Project brugte en forvirret sammenklippet udgave af filmen i deres musikvideo til ‘King of My Castle’ fra 1998. Er man nysgerrig på cyberpunk og dystopiske fremtidsvisioner af Tokyo, så er filmens to enestående actionscener at finde på YouTube her og her.

Nå, men tilbage til ‘Patlabor 2’. Traileren var i forfilmene på VHS-båndet, og selvom jeg ikke kan finde den online i dag, var det uhyre dragende for en 16-årig.

I filmen følger vi Sektion 2, en specialstyrke i Tokyos politi, der anvender robottanks, ‘mechas’, til at bekæmpe kriminalitet. I klippet neden for følger vi filmens to hovedpersoner – den livsglade mechapilot Noa og hendes noget mere tvære kollega Asuma – mens de kalibrerer Noas elskede robottank Alphonse.

Jamen, er det ikke mageløst? Hvordan kan man ikke elske denne sekvens med dens animerede interface, robotter og den fængende plinky-plonky musik? Filmen er dog ikke kun sjov og ballade. Uden at komme alt for meget ind på plottet, er der en kras kritik af militariseringen af Japan. Blandt andet i den legendariske ‘unnatural city’ sekvens, hvor Tokyo i undtagelsestilstand fremstilles melankolsk og nærmest poetisk. Eller hvad med den åndeløst ubehagelige actionsekvens, hvor en terrorist i helikopter sætter det meste af Tokyos kommunikation og infrastruktur ud af spil. Det ser man ikke ofte i animerede film!

‘Patlabor 2’ og ‘Pacific Rim’ er selvsagt i åndelig familie gennem deres fælles fokus på mechas. De episke mecha vs. kaiju kampe i ‘Pacific Rim’ sendte mig direkte tilbage til slut-90’erne, hvor film som ‘Patlabor’ var nørdnarko direkte ned i blodbanerne. Ahhhh!

‘Final Fantasy VII’ – angrebet på Junon

Dette var den første udgave af ‘Final Fantasy’ til Playstation – og det er velsagtens også den mest legendariske af de efterhånden ganske mange spil i serien.

Et godt stykke inde i spillet er vores helt, den frafaldne lejesoldat Cloud, sluppet ud af spillets ækvivalent til Kurt Russells New York. Sammen med en broget flok medsammensvorne af øko-terrorrister og ninjaer, bekæmper han i første omgang det gennemrådne konglomerat Shinra, der har overtaget verdensherredømmet. Det viser sig dog efterhånden, at den egentlig bad guy i spillet er den stærkt androgyne Sephiroth, Clouds tidligere sergent i militærenheden SOLDIER.

Sephiroth er blevet splittergal efter at hans elskede døde i en ulykke – vel at mærke en ulykke, som han giver Cloud skylden for. Omsvøbt af nihilistisk dødsdrift er hans plan nu at vække en række legendariske væsener – der til forveksling minder om Godzilla og kaijuerne i ‘Pacific Rim’ – med henblik på at fremkalde verdens undergang. Efterhånden går det op for ledelsen i Shinra, at Sephiroth ikke er til at spøge med. Især ikke, da det rent faktisk lykkes ham at få vækket et særligt gnavent godzilla-esque monster, der nu er på vej direkte mod havnebyen Junon. Til at forsvare byen har Shinra opstillet en svært fallos-agtig kanon, der med sin potente ladning skal holde udyret væk.

Ja-ja, jeg ved godt at grafikken er rædsom, men hey, den er snart 20 år gammel. Hvordan tror I selv at eftertiden vil vurdere de ting, som I sidder og pølser rundt i nu? Hva’? Giv lige spillet en pause, gør. Tro mig når jeg siger det: ‘Pacfic Rim’ har lånt liberalt fra denne scene. Den var noget af det første jeg tænkte på, da jeg så filmen forleden. Og nu har jeg fået lyst til at genspille Final Fantasy VII. Hvor lifligt!

Pacific Rim

Fruen og Arvingen er taget på sommerferie en uges tid før undertegnede, så jeg har pludselig en overflod af tid og stilhed at boltre mig i. Det har jeg blandt andet benyttet til at se HBO’s meget lovende nye serie ‘The Leftovers’, men især til at få set ‘Pacific Rim’.

Som officielt er verdens bedste film.

Jo, det er. Bevares, der er sikkert lavet kunstneriske, følsomme, vigtige, samfundsrelevante, intellektuelle, smukke og meningsfulde film, som indsigtsfulde og smagfulde kritikere vil tildele priser, ære og hæder. Men det ændrer ikke på at ‘Pacific Rim’ er verdens bedste film. Her er hvorfor:

  • ENORME monstre, der er ude på at ødelægge snart sagt enhver storby langs Stillehavets kyst
  • MEGA robotter (‘Mechas‘), der ustyrligt seje
  • En post-apokalyptisk verden, hvor San Francisco bliver splitret ad allerede i filmens første to minutter
  • Modige (og flerdimensionelle) helte, hvis skæbne man rent faktisk går op i
  • Idriss Elba er bad-ass!
  • Vilde effekter og fabelagtig action

Jeg ved ikke helt hvor gammel sønnen skal være for at se filmen, men ‘Pacific Rim’ bliver en udødelig klassisker her i husholdningen, en film man kan se igen og igen. I mit barndomshjem var det ‘Indiana Jones’-serien, der havde den rolle. Ja, så god er ‘Pacific Rim’ faktisk.

Hvis du ikke har set filmen endnu, så er den på det danske Netflix – og det er to timers intens glæde, sjov og berigende nørderier.