Herfra hvor vi står

Årets verdensmesterskab har udviklet sig overraskende hensigtsmæssigt. Næsten alle ‘mine’ hold er videre i turneringen.

Italienerne røg ud, bevares, men det er ikke noget der holder mig vågen om natten. Mit andet hjemland Schweiz står nu til at blive gennemheglet af Argentina. Jeg tror selvsagt at de taber. Men som far til en dansk-schweizer er det trods alt en fornøjelse at se et hold, hvor 2/3 af truppen har en blandet baggrund. Og var der nogen der så Shaqiris første mål mod Honduras. WHAM! En udsøgt fornøjelse.

Desværre er Belgien og USA blevet parret med hinanden. Det ærgrer mig, da det er mine to andre yndlinge. Belgien selvfølgelig gennem mit halvandet år i landet, USA fordi jeg uklædeligt forelsket i amerikansk sport og bruger alt for mange timer af mit liv på at lytte til podcasts fra ESPN. Jeg tror belgierne går videre, men forventer at amerikanerne leverer en af deres vanlige energiske og løvehjertede indsatser.

Generelt er jeg mere optaget af klubfodbold end af landshold og slutrunderne. Den største fodboldmæssige glæde i 2014 har derfor været jubelåret for nordjyske fodbold. AaB’s mesterskab og pokaltitel, Fortuna Hjørrings mesterskab, Hobros oprykning til Superligaen og Vendsyssels overlevelse i 1. division har alle været emotionelt stærkt tilfredsstillende.

Nu kan det – bogstaveligt talt – kun gå ned af bakke herfra.

Popkulturelt forfald

Det har været lidt trægt med popkulturforbruget dette forår og sommer (>>indsæt kedsommelig passus om tid spenderet på arbejdet og den nye tilværelse som småbørnsforældre samt den obligatorisk jamren over hvad det altsammen betyder for mængden af fritid<< ), men lidt kan jeg dog berette. Her er hvad jeg har fortæret de seneste måneder.

Bøger

Michael Rowe – ‘Enter Night’ (vampyrroman fra Canada, der starter fremragende – sikke et mord i bussen! – for siden at flade ud som en udstrakt, hendøende prut)

George R.R. Martin – ‘Fevre Dream’ (jeg ved ikke hvorfor jeg troede at hans bog om vampyrer, der sejler hjuldamperræs på Mississipi ville være god. Internettet påstod det. Internettet løj)

Tim Powers – ‘The Anubis Gate’ (bogen begynder som en hyper udgave af Indiana Jones iklædt tidsrejser, men luffede siden hen og blev et lidt kedsommeligt periodedrama fra 1870’erne. Min tålmodighed randt ud)

Jeffrey Towson & Jonathan Woetzel – ‘The One Hour China Book: Two Peking University Professors Explain All of China Business in Six Short Stories’ (brugte den som forberedelse til Kina-rejsen. Glimrende intro)

Henry Kissinger – ‘On China’ (Kissinger skriver fremragende, og hvis man er interesseret i geopolitik, kold krig, Kinas historie og udenrigspolitik, er bogen et must).

Jim Butcher – ‘Storm Front’ (første bog i ‘The Dresden Files’ serien om en efterforsker/troldmand. Jeg var fint underholdt på den kalorielette og underlødige måde. Overvejer at læse næste bind i en evt. ledig stund).

Richard K. Morgan – ‘Altered Carbon’ (måske jeg bare skal give den en chance mere. Efter 100 sider gik jeg i stå).

Manning Marable – ‘Malcolm X: A Life of Reinvention’ (jeg har igennem længere tid været fascineret af Malcolm X. Bogen er fremragende).

Paul Cornell ‘The Severed Streets’ (efterfølgeren til den STÆRKT underholdende ‘London Falling’, som jeg læste i efteråret. Toeren er en tand for polemisk til min smag, men har dog en slutning, som gør at jeg nok også hapser en eventuel treer med)

Musik

Jeg føler mig kalder til at knytte et par ord til ovenstående. Især at jeg er noget knuget indvendigt over at jeg stort set INTET ny musik har tilføjet mine Spotify playlister siden sønnen blev født. Tror det især skyldes, at jeg efterhånden lytter mere til podcasts end musik, når jeg er på vej til og fra arbejde.

Derudover vil jeg gerne have ført til referat, at ‘Under the Pressure’ med stor sandsynlighed ender med at være årets sang i 2014 for mig. Slutteligt er det snart 20 år gamle(!) New Order remix kommet pludseligt snigende ind i mit baghoved. Jeg er ikke sikker på at det er objektiv god musik, og egentlig havde jeg glemt alt om sangen i 18 år. Indtil at jeg forleden aften sad og overspringshandlede ved at finde nye ringetoner til mobilen (hører I pludselig Josh Rouse ‘Directions’, Mazzy Star ‘Fade Into You’ eller Elastica ‘Stutter’ i det offentlige rum, så er det antageligvis mig der ringes til), og i den forbindelse flygtigt overvejede en New Order sang. Det blev altså ikke Hardfloor remixet af ‘Blue Monday’, jeg spiller når I ringer, men sangen spillede en enorm rolle i at forme min musiksmag. Det er med en vis sandsynlighed den sang jeg lyttede mest til som 14 årig. Sammen med Pet Shop Boys’ ‘Discography’ album, velsagtens.

Så nu kender I mit kulturpolitiske udgangspunkt. Alt andet i min mismodige eksistens er udsprunget fra et technoremix af en 80’er sang, suppleret af en trippet musikvideo indeholdende de mest vidunderlige midt-90’er computeranimationer, man kan forestille sig.

Tv-serier og film Vi er gået lidt i stå. De fleste af de tv-serier jeg gerne vil se (Supernatural, Defiance, The Americans, Revolution, Game of Thrones, Continuum) er stadig ikke i kommet i de nyeste sæsoner på Netflix, eller også er de kun i crappy kvalitet på notoriske underpræsterende HBO Nordic.

Lige nu er vi ved at afslutte første sæson af Homeland, en serie jeg ellers har haft vanskeligt ved at engagere mig i. Efter en sløv start er den blevet nervepirrende spændende, må jeg indrømme. Faktisk så spændende, at jeg alvorligt overvejer at vi bør se anden sæson også. Om Udover Homeland? Så har vi set Nashville (topkvalitets soap!) og de nyeste sæsoner af Californication og Mad Men. Inden da så vi Grimm, Les Revenants, Arrow og sikkert nogen andre, jeg i skrivende stund har glemt. Nåhr, jo, også True Detective og House of Cards.

Film? Ikke rigtig nogen. Kan ikke huske hvad der var den seneste film jeg så. Måske en dokumentar fra ESPN. Var meget begejstret for ‘Once Brothers’ om Vlade Divac og Dražen Petrović, og ‘The Fab Five’ om det legendariske Michigan Wolverines baskethold fra 1991. De kan begge varmt anbefales.

Koncerter Ingen. Med mindre man da regner den kaskade af crazy-ass kinesere, der optrådte med sang, opera og underlødig dans under turen til Kina, som en koncert.

Finkultur Intet. Absolut intet. Ingen muséer, ingen kunst, ingen teaterstykker. Nada. Null. Formoder at det er noget, jeg egentlig burde være mere bekymret over, end jeg er i skrivende stund.