Demokratiets festdag(e)

Kan ikke dy mig for at bringe flere bjergtagende og perspektiverende tal fra det aktuelle parlamentsvalg i Indien:

  • The number of Indians eligible to vote in the current election: ~815 million
  • The total voting age population in the US, European Union, Canada, Australia, and New Zealand: ~700 million

Som tidligere valgansvarlig ved et ikke alt for længe siden afviklet valg i Danmark, kan jeg kun udbryde: PHEW!

Det forlyder i øvrigt at valget afvikles hen over mere end en måned samt at der 543 opstillingskredse.

Samlet set repræsenterer hvert parlamentsmedlem derfor omtrent 1,5 mio. mennesker. Det kan man da kalde repræsentativt demokrati. Jeg gad godt se hvordan danske folketingsmedlemmer ville håndtere den øvelse!

Nye dimensioner

Jo nærmere afrejsedagen til Kina kommer, jo mere er jeg begyndt at indse, hvor lidt jeg egentlig ved om landet.

Kan ikke helt vurdere om det skyldes bevidst ignorance fra min side, men tilbage står trods alt, at jeg mangler fornemmelsen af at jeg ‘forstår’ Kina.

I et lidt sørgeligt forsøg på at udbedre manglerne, købte jeg en hurtigt læst bog, som har fået gode anmeldelser.

Bogens mest tankevækkende afsnit har hidtil være om urbaniseringsprocessen, der har kørt de sidste 10-15 år – og som kun vil fortsætte. Det er voldsomme, ja, svimlende tal.

I 2030 vil der bo 1 mia. kinesere i storbyer, som følge af flytningen fra land til by. Enorme menneskemængder bliver flyttet hver eneste år. Der vil i 2025 være 221 kinesiske byer med mere end 1 mio. indbyggere. 221 byer på størrelse med hovedstadsområdet herhjemme! I dag er der kun 35 byer af den størrelse i Europa. Og af de 221 vil de 23 have mere end 5 mio. indbyggere. Alle disse 1 mia. mennesker i storbyerne skal have lejligheder at bo i, vand, kloakker, politi, indfaldsveje, fastfoodrestauranter, haveslanger, byggemarkeder, skadestuer, parkbænke og rensningsanlæg. Altså, det er jo enhver byplanlægger/’Sim City’ spillers våde drøm.

Bogen har også en interessant betragtning om integration af den kinesiske økonomi:

“Looking at China today, what you don’t see is an integrated continental economy. You don’t see infrastructure connecting each part of the country, like say in the United States. That is likely the future but not yet the present.

If you look at the population and the existing infrastructure, what you actually see is a series of “clusters.” You see local groups of cities with over 60 million people. For example, Beijing/Tianjin in the North is actually a cluster of 28 cities — all tightly interconnected by roads, rail and other infrastructure. Qingdao, well known for its beer, is actually part of a 35-city cluster.

Overall, China has more than 20 of these clusters…and each of these clusters is about the size of a European country.

According to government plans, China’s main clusters will cover 80% of GDP and 60% of the population.”

Kald mig hvad I vil, men de tal og dimensioner sætter altså de hjemlige diskussioner om børnepenge, vækstpakker og den kommunale omfordeling af penge fra Gentofte til Ringkøbing lidt i perspektiv. At skulle finpudse velfærdstaten for 5,6 mio. mennesker her i den skandinaviske andedam virker pludselig ikke som en videre overvældende opgave.

Sæsonerne

Har aldrig gjort mig i talkshows, hverken danske eller amerikanske. Derfor berører det mig ikke per se, at David Letterman har meddelt sin kommende pensionering i 2015. Men jeg læste et glimrende blog indlæg, der listede en række af de bedste musikalske indslag i hans Late Show. Heraf var et en optræden af den halvobskure Baltimore gruppe Future Islands, der spillede den fremragende ‘Seasons (Waiting For You)’.

Jeg er ikke musikanmelder, og har aldrig magtet at skrive besjælet eller meningsfuldt om musik. Vil derfor nøjes med at citere Bloggers By Choice:

“Et tre minutters vindue til verden er en sjælden mulighed, der skal gribes med begge hænder. Og det gjorde Samuel T. Herring så sandelig, da hans band, Future Islands, optrådte i David Lettermans talkshow i begyndelsen af marts. Med hårgrænsen på tilbagetog, t-shirten stoppet godt ned i bukserne og en dans der mindede om den berusede onkel til familiefesten brændte han igennem tv-skærmen med en optræden, der var alt andet end cool, men til gengæld glødede af sjæl og nerve. Versionen af bandets aktuelle single, ‘Seasons (Waiting on You)’, blev delt flittigt på de sociale medier og gav bandet masser af presse. Og den blev både mit og mange andres første bekendtskab med bandet, der ellers allerede er fire albums inde i karrieren. Men bedre sent end aldrig – det seneste hedder ‘Singles’, er netop udkommet, og byder på strålende, 80′er-påvirket elektronisk pop. Tak til Letterman for at give dem vinduet.”

Beskrivelsen er meget rammende. Forsangeren giver virkelig sig selv 100 pct. i sin episke og storladne optræden og Sofist-agtige dans. Det er som Morrissey, hvis altså ikke at Morrissey altid havde så pissetravlt med at være meta og iagttage sig selv.

Se indslaget her. Jeg garanterer, at det er de bedste tre minutter I vil investere i al overskuelig fremtid.

På højdedraget

De gør det godt nok vanskeligt for mig, AaB. Altså at forblive en misantropisk, pessimistisk og gnaven fan. Nu havde jeg lige mentalt indstillet mig på deroute, økonomisk rabundus og et årti i den fodboldmæsige irrelevans. Så går de hen og skambanker Parken Sport & Entertainment og Ikast FS/Herning Fremad i en række pragtkampe den seneste måneds tid. Og nu ligger de tilmed nr. 1 i Superligaen. Jamen, hvad i alverden foregår der?!

Havde slet ikke nerver til at se dagens kamp. Turde ikke tænde for kanalen. Jeg brugte Arvingen som undskyldning over for mig selv. Han skulle jo stimuleres og elskes og nudges. “Nej, nej, du er slet ikke en kujon der konsekvent svigter det fodboldhold du elsker, ork nej, du er i stedet årets far!”. Men sandheden er jo, at ungen sov trygt på min mave, og jeg derfor sagtens kunne have set afstrafningen i Herning.

I stedet så jeg nervøst og rastløst kampe fra MLB og NBA. Forsøgte sammen med Den Bedre Halvdel at se første afsnit af Mad Mens sjette sæson.

Det lykkedes ikke. Afsnittet var dårligt og San Francisco Giants’ kamp mod Arizona ligeså.

Så jeg fik da set de sidste 10 minutter af kampen, da jeg endelig fik vovet pelsen. Og sikke en triumf! Jeg har ikke været så tilfreds med AaB siden de undgik nedrykningen i foråret 2011.

Nu udestår så otte kampe af sæsonen, og jeg kan næsten ikke holde det ud. Kunne jeg gå i flyverskjul, ville jeg gøre det.

Tillykke

Jeg er ved at blive midaldrende. Og ikke kun fordi jeg har kone, barn, evigt ekspanderende bureaukratmave og en tryg lønmodtagertilværelse.

Nej, jeg er en grånende og aldrende mand eftersom det i dag er 20 år siden, at det ubetinget vigtigste videospil i mit liv – Final Fantasy VI – udkom i Japan.

Jeg fik spillet i julen 1996. Sammen med en adaptor (for spillet udkom ikke i Europa, så der skulle et aggregat til for at det amerikanske spil kunne bruges på en europæisk PAL-maskine) købt via postordre hos den myteomspundne butik Fantask i København. Hvilket var meget langt væk for for en intenst nørdet Nintendo Magasin læser i Nordjylland.

Nå, men Final Fantasy VI (og de utallige efterfølgere, som jeg trofast har købt til diverse konsoller) var med til at stimulere min usunde forkærlighed for Japan, japansk popkultur, rollespil og manga. Og jeg bliver stadig varm og glad og krøl-mig-sammen-i-fosterstilling-indeni agtig, når jeg tænker på spillet i dag.

Så for at gøre en lang historie kort: Tillykke Final Fantasy VI. Jeg elsker dig. 20 år er ingen alder. Jeg finder dig frem på min Super Nintendo i morgen, så Arvingen kan blive introduceret til dig.