Man skal præge dem tidligt

Den unge mand kan godt lide musik under gåturene, så jeg arbejder i smug på en playliste, som kan spilles under de rituelle barnevognsture i Amager Fælled.

Det er nok en anelse præmaturt at introducere ham for de tre aktuelle topsange på mit Spotify (Drive-By Truckers ‘Lookout Mountain’, MC5 ‘Kick Out the Jams’ og Boogie Down Productions ‘Illegal Business’), men det er vel ansvarligt nok at introducere ham for lidt folk, alt-country, Americana, soul og plinky-plonky synthpop?

Nogen forslag til sange man allerede i en tidlig alder bør introducere ham for?

Dagens mamablogindlæg

Hvad skal en blog bruges til? Tilbage i dens spæde start var det en art offentlig dagbog, som jeg anvendte til at dokumentere mit liv, aktiviteter og aktuelle besættelser. Linjen mellem det private og det personlige var i de år noget flydende.

De senere år har skriverierne været mere skramlende. Opdateringerne er blevet færre, inspirationen og fortællertrangen været vekslende. Emnerne lidt mere distancerede i takt med, at jeg er blevet mere optaget af at finde den rette balance mellem mit behov for at ytre mig og at sikre en vis anonymitet.

Den overordnede tendens har været, at jeg ikke har haft lyst til at skriverierne blev alt for sådan-går-det-i-privatlivet og italesættelse-af-mit-(u)perfekte-liv agtige. De seneste 12 måneder er jeg blevet gift, har været på en fortryllende bryllupsrejse til den anden side af jorden, er flyttet landsdele og genstartet karriere igen-igen og har været partner til min Bedre Halvdels graviditet. Ingen af de her ganske store livsbegivenheder har givet sig udtryk i forfærdeligt mange indlæg (det var den der anonymitet vi kom fra …), men det har i sagens natur været det, der fyldte mit hoved i perioden. Især det med barnet.

Og nu er han her så. Arvingen. Han blev født i lørdags, og han er helt og aldeles fortryllende. Ja, det synes de fleste nybagte forældre vel, men den her gang passer det faktisk. Han er klog, sød, rask, glad og smuk som en græsk gud. No really, det er han. I skulle se hans hårpragt. Han er bedårende. Selv når han er sur og utilfreds, så er han lige til at spise. Og det kommer fra en mand, der indtil for seks dage siden hadede (andre menneskers) børn. Det er ganske utroligt, at man på så kort tid bliver knyttet til sådan et lille kræ. Jeg ved ikke rigtig hvordan man skal beskrive det. At blive far giver bare …mening. Havde ingen anelse om at det ville være sådan. Bevares, jeg ved godt at det bliver hårdt og trælst og søvnunderskudsgivende. Når jeg kl 03.43 i nat luffer rundt i lejligheden og forsøger at trøste en vredladende og desperat ulykkeligt brølende ung mand, vil jeg sikkert overveje min ord igen. Men lige nu føles det som et ok trade-off. Kan godt leve med at ofre den bekvemme tilværelse et stykke tid, hvis ellers møgungen bliver glad, tryg og føler sig elsket. Tænk, sådan troede jeg aldrig, ALDRIG at jeg ville have det.

Og det, mine damer og herrer, var så sidste indslag af mamablog her på stedet.

For jeg vil holde fast i linjen. Arvingen vil naturligvis optræde i indlæggene hist og her, men det vil stadig være samfund, musik, bøger, nørderier, sport og alle mine andre mærkværdige interesser, der vil være i højsædet.

Phantasmagoria

Det er antageligvis min egen fejl, men bøgerne har svigtet mig det seneste stykke tid.

Det er længe siden, at jeg har været sådan virkelig og ubehjælpeligt grebet af en skønlitterær bog. Hvor jeg har ligget ekstra længe vågen om aftenen, fordi jeg er nødt til at vide hvad der sker på næste siden. Hvor jeg har læst i bogen inden afgangen til arbejdet, og kun meget nødtvunget har lagt bogen fra mig for at komme hen i hamsterhjulet og trælle.

Det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt at finde spændende eller attraktive bøger. Har brugt mange stunder på diverse bogblogs og Goodreads for at finde den helt rigtige læsning. Har nærstuderet mangen en ’Årets bedste bøger’ liste. Det har medført nogle fejlskud. Med alderen må jeg indse, at jeg i stadig mindre grad gider læse finlitterære bøger – og jeg gider i særklasse ikke læse sci-fi og fantasybøger skrevet som om der var finlitteratur. De überhypede sci-fi romaner ’Annihilation’ og ’Ancillary Justice’ gjorde således intet godt for mig. Tværtimod var de ustyrligt lange, stort set uden historie eller blot, men til gengæld fulde af den dræbende sproglige masturbation, som andre prætentiøse stødere a la China Miéville holder så meget af. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre, hvis ikke jeg snart finder mig en fremragende sci-fi bog at blive vild med.

Én anden tendens bekymrer mig ligeledes en anelse.

Er således blevet helt uklædeligt bidt af at læse bøger i den dunkle zone mellem fantasy, sci-fi og horror – og jeg er usikker på, hvad det siger om min mentalhygiejniske tilstand. Den mest underholdende bog jeg læste i 2013 var Dan Simmons’ ’Carrion Comfort’, en ganske infamt velskreven bog. Siden da er det blevet til Adam Nevills ’The Ritual’ (fremragende første 200 sider, hvorefter historien knækker midt over), Jonathan Aycliffes ondskabsfulde ’Naomi’s Room’ og Paul Cornells London-noir fantasykreation ’London Falling’. Alle bidrog med gys og gru i varierende mængder, hvilket gav en sært frydefuld fornøjelse.

Oprindeligt begyndte den snigende fascination af det makabre på en rejse hjem fra USA forrige år, hvor jeg et sted på ruten Denver-Minneapolis-Amsterdam-Aalborg købte Justin Cronins post-apokalyptiske vampyrroman ’The Passage’.

Jeg var vild med den. Slugte den råt i en jetlag’sk døs. Og jeg var pjanket med dens efterfølger ’The Twelve’. Og faktisk også med Cronins åbenlyse inspirationskilde: Stephen King ’The Stand’. Sidstnævnte er en lidt for lang bog, men dens grundlæggende ’motor’ (præmisset i historien om at 99,4 pct. af jordens befolkning bliver slået ihjel af en influenzaepidemi, og der er noget overnaturligt involveret!) er så stærk, at jeg mest husker den positivt. Måske vi endda skal endnu længere tilbage. Til begyndelsen af 1990’erne, hvor jeg som 11-12 årig læste (og genlæste) Michael Crichtons overraskende grumme ’Jurassic Park’. Eller til 2008, hvor jeg var helt fortabt i Peter F. Hamiltons ustyrligt vellykkede krydsning mellem sci-fi og horror i ’The Reality Dysfunction’. Jeg bliver simpelthen så upassende grebet af den slags bøger!

Det er imidlertid ikke kun i bøgerne at mine præferencer er blevet mere blodtørstige. På det seneste har vi fortæret dystre tv-serier i grænsefladen mellem psykologiske thrillers og gysere. Først med ’The Following’ (der nok er den tv-serie, jeg gik mest op i i løbet af 2013), så ’True Detective’ og senest den franske serie ’Les Revenants’.

Ligesom horrorbøgerne giver de mørke tv-serier mig i skrivende stund mere fornøjelse, end diverse andre genrer. Men igen: Jeg ved ikke om det ligefrem er en sund udvikling.

Hvis nogle af de nærværende besøgende kender til gyserbøger man bør læse, så lytter jeg nøje efter. For det er åbenbart det, jeg kan holde til at læse for tiden.

Plötsligt Händer Det Inte

Var ude at løbe i går. For første gang i nyere tid. Eller i hvert fald de seneste tre uger. Der er travlt på arbejdet, så får ikke motioneret i hverdagene. Når weekenderne samtidig går med flytterier og Nordjylland t/r, så har jeg fået forsømt løberiet.

Oven over det hele svæver familieforøgelsen. Sidste weekend så det ud til at Arvingen ville arrivere en måned for tidligt, men det gik i sig selv igen. Nu venter vi så spændt i uvished. Det kan vare indtil terminen i slutningen af måneden, men det kan også blive i morgen. Hvilket selvsagt gør det lidt vanskeligt at planlægge, og i øvrigt sætter gang i en masse tanker.

For hvordan bliver det ‘ovre på den anden side’? Hvordan reagerer man (individuelt og som par) på pludselig at blive forældre? Hvordan gør man overhovedet?

Og hvad nu hvis et eller andet gå galt? Jeg har ganske vist været forskånet for de helt store sorger i livet hidtil, men det behøver jo ikke være sådan. Faktisk ville det vel være unikt, hvis der ikke hænder et eller andet.

Så jo, der ventes i spænding.