Verdens kedeligste mand

For længe siden – lad os sige 8-10 år – ville den aktuelle situation i Ukraine have været min altfortærende interesse.

Det var dengang jeg legede ambassadeansat i Centraleuropa, og tilmed nærede drømme om en Ph.d inden for transitions- og demokratiseringsprocesser i post-kommunistiske lande. En rask lille folkelig opstand mod et oligarkisk og semidespotisk styre var lige noget for mig. En vaskeægte lækkerbidsken at fordybe sig i.

I dag skimmer jeg mere eller mindre uinteresseret de mange artikler og indslag om Ukraine. Kigger lidt træt ud i luften. Orker ikke rigtig at sammensætte en ganske vist uinformeret, men dog behjertiget analyse af og holdning til Ruslands rolle. Har ingen dybere indsigter at bidrage med. Når Den Bedre Halvdel (der kendte mig dengang jeg stadig havde meninger om regionen, og af for mig ubegribelige grunde stadig opfatter mig som begavet) spørger mig “Hvad er det der foregår?”, mumler jeg et eller andet utydeligt i skægget, og håber hun lader sig spise af med det.

Og jeg ved ikke engang hvorfor jeg er blevet så ligeglad. Eller hvorfor jeg tilsyneladende er degenereret så meget intellektuelt, at det bedste jeg kan stille op med er halvbagte postulater og viderekolportering af de søgte synespunkter, jeg har samlet op under avisskimningen.

Det bekymrer mig en anelse.

Mest fordi det ikke kun er Ukraine, som jeg er blevet indifferent overfor. Det er som at min kapacitet til at gå i ting, eller rettere: Min vilje til at forstå en sag i dybden, bliver gradvist mindre år for år.

Dansk politik? Intet kunne være mig mere ligegyldigt. Verdensøkonomien? Alt for komplekst til mig. Filosofiske debatter? Seriøst, lad mig få lov at være i fred. Kunst og kultur? Hold nu op, I skabekrukker. Samfundsdebatter? Gå nu hjem, kværulanter.

En af mine gode bekendte brænder intenst for diskussionerne om statens salg af DONG-aktier til Goldman Sachs. Intet kunne være mig mere ligegyldigt, men jeg forsøger da at motivere mig selv til i det mindste at have en mening om sagen. Nemt er det dog ikke.

Måske det bare er livet, der hænder for mig. At jeg som tiden går, familieforøgelsen nærmer sig, der flyttes mellem landsdele konstant og karrieren skramler ustadigt afsted, allokerer min opmærksomhed og bekymring på de nære problemstilling. Ukraine, DONG og politiske debatter fylder ganske lidt i den kontekst. Og det bliver nok endnu værre, når først den enbårne søn arriverer i familien om allersenest en måned.

Jeg ved ikke hvordan jeg kan forhindre mig selv i at blive til verdens kedeligste mand. Men noget må der gøres.

Hvad der fylder …

Det nye arbejde

Begyndte for to uger siden. Der er travlt og jeg har rigeligt at rive i. Er ganske ukarakteristisk tilfreds med tingenes tilstand. Grundlæggende handler min jobfunktion om at skrive, udvikle argumenter samt formulere og eksekvere en række udviklingsprojekter. Hvilket jo sådan set er kernen af det, jeg gerne vil lave. Det betyder, at selvom jeg arbejder markant længere end før og at timelønnen er gået ned, er jeg ganske veltilpas.

Alt det udenom

Arvingens fødsel nærmer sig dag for dag, hvilket selvsagt er endog særdeles spændende. Den Bedre Halvdel har det fortrinligt, ja, måske bortset lige fra det aktuelle langdistance set-up. Denne weekend var jeg i Nordjylland for at pakke lejligheden sammen, så vi er klar til den store flytning på fredag og mandag. Det bliver lifligt at få hende herover. Fritiden er noget mindre meningsfuld, når man er alene. Og så er jeg efterhånden godt og grundigt træt af at bo i den lampe-/stole- og sengeløse lejlighed på Islands Brygge.

Det popkulturelle

Jeg er blevet besat af True Detective på HBO. Det er længe siden, at jeg har været så betinget begejstret for en tv-serie. Ja, i skrivende stund er der ganske vist kun frigivet fire afsnit, så meget kan endnu nå at gå galt. Men alligevel: Den har det hele. Fremragende karakterer. En uhyggelig og spændende historie. Fængende stemning. Et fascinerende miljø i Louisiana i midt-90’erne. Eminent produktion. Og sidst, men ikke mindst: Et fremragende soundtrack. Jeg lytter til det noget nær konstant. Særlig Grinderman ‘Honey Bee (Lets Fly to Mars)’ i den 6 minutter lange episke og uafbrudte actionscene fra fjerde afsnit. Mindes ikke at have set så spændingsfyldt tv siden … ja, siden for altid!

Herudover ser jeg naturligvis også den nye sæson af House of Cards. Her er jeg noget mere forbeholden. Ikke kun fordi jeg er kontrær og elsker at hade populære ting, men også fordi serien nægter at overraske. Jeg får præcis det jeg forventer, og det irriterer mig. Det var ikke engang specielt chokerende da (spoiler!) en af første sæsons hovedpersoner blev skubbet ud foran et tog af den omnipotente Frank Underwood (spoiler slut!). Herefter fortsætter serien med diverse politiske intriger og livstrætte monologer om magtens natur, og det er alt i alt ganske bedaget. Jeg tvivler på at nogen vil se eller huske House of Cards om 10 år. Dertil er den for kalkuleret og i sidste ende for leflende for det publikum vil have.

Livstegn

Tro mig, jeg har stadig ting på hjertet, men tiden og omstændighederne er vanskelige. Mangler de grundlæggende muligheder for at grifle mine tanker her.

Først gik alt min tid med at arrangere transitionen til København. Der skulle findes lejlighed, det gamle job skulle afvikles, flytningerne planlægges. Sidste weekend arriverede jeg så i en tom og mørk lejlighed på Islands Brygge med en luftmadras, en flyttekasse med køkkengrej og diverse sorte sække med tøj. Siden har det nye arbejde fyldt det meste i denne uge. Nogle af arbejdsdagene har været ganske ekspansive, og når jeg så har haft fri, er Mac’en og jeg hæmmet af, at der ikke bredbånd i den nye lejlighed endnu. Jeg er – fornemmer I nok – fuld af (tvivlsomme) undskyldninger for min inaktivitet.

Men nu er det weekend, og jeg får besøg af Den Bedre Halvdel. Jeg kan derfor kun vanskeligt være gnaven.