Om lidt

Folk er begyndt at spørge om jeg er begyndt at glæde mig til/blive nervøs for/forberede at begynde på mit nye arbejde. Hvilket jo er relevante spørgsmål.

Sagen er, at jeg ikke rigtig har formået at tænke dybere over det. Så snart jeg havde sat min klo på kontrakten, er det meste af opmærksomheden blevet helliget andre ting. Den snarlige fødsel af Arvingen. At finde en lejlighed i København. At arrangere flytning. At blive afviklet hos den nuværende arbejdsgiver. At organisere de tusind ting, der skal ordnes når man nok engang rykker rødderne op og flytter landsdele. At få overstået den kommende måneds langdistanceforhold.

Men snart bør jeg vel begynde også at få mig mentalt parat til at begynde i en ny stilling, der rummer jobfunktioner, som jeg ikke tidligere har løst.

Det må blive om lidt. Skal lige havde overstået syndfloden af ad hoc først.

Kontrafaktisk

Inde på Washington Post har de en fremragende artikel: ’40 Maps That Explain the World’. Selvom titlen er lidt vildledende, så er der nogle virkelige fund i blandt de 40 kort. Tag nu eksempelvis det kontrafaktiske kort over Afrika, hvis europæerne ikke havde leget koloniherrer fra 1840’erne og frem. Er det ikke et forrygende, tankevækkende og mind-bending kort? Alle de lande! Og hvor er det en fremragende detalje at vende kortet på hovedet, så der gøres op med den klassiske Europa-i-midten-og-på-toppen orientering. For en elsker af kort i fantasybøger, er det en fornøjelse at se hvad den virkelige verden kunne have budt på.

Der er selvsagt meget at indvende mod kortet. Hvor sandsynligt er det eksempelvis, at de samme nationer eksisterer i 2013 som i 18401? Orientalister ville sikkert også have en bemærkning eller to til den klassiske vestlige definition af, hvad der konstituerer en stat.

Men lad det nu ligge. Se på kortet og forestil jer en lidt mere magisk verden, end den vi har i dag. Det er ganske fortryllende.

  1. Udpluk af anerkendte europæiske nationer der eksisterede i 1840’erne: Sachsen-Anhalt, Hohenzollern-Sigmaringen, Kongeriget Sardinien og Territorio Libero di Trieste []

Ualmindelig

Sad i forgårs og puslede med den tilsyneladende uendelige proces det er at få digitaliseret musiksamlingen. Seriøst, er I klar over hvor lang tid det tager at få lagt 1000 cd’er ind på en harddisk? År og dag, det er hvad det tager.

Alt imens tilbragte jeg en del tid inde på whosampled.com, der i stadig stigende grad er min yndlingshjemmeside. Det er lidt af en skatkiste for musiknørder, især hvis man tit og ofte lytter til en sang og tænker “Hvor i alverden har jeg hørt den lyd/det vokalstykke/den musiksekvens før?”. Det er her jeg opdager, hvis en af mine favoritsange i virkeligheden bygger på mere eller mindre obskure soulsange fra 70’erne. Hvem havde eksempelvis gættet, at L:Ron Haralds smukke og poetiske ‘Mæ å Min Kadett’ bygger på The O’Jays’ ‘For the Love of Money’? Nej, vel? Men det gør den altså.

Jeg fik forvildet mig ud i en længere ekskurs af samplinger anvendt i sen-90’er hiphop. Da var det, at det endelig dæmrede for mit formørkede sind. Sandheden. Nemlig at Chicago rapperen Common i årene 1997-2001 var en ganske eminent musiker. Bevares, det har været lidt vekslende siden da. Men på de to albums ‘One Day It’ll All Make Sense’ (1997) og ‘Like Water for Chocolate’ (1999) var han enestående.

Det føler jeg et stærkt behov for at dele med jer – og det uagtet, at det er som at kaste perler for aldeles umusikalske grise. Lyt eksempelvis til ‘Invocation‘, ‘Reminding Me (of Sef)1, ‘The Light2 eller den vidunderligt skæve ‘Geto Heaven (T.S.O.I. Remix)‘.

Hvis det ikke kan genskabe troen og kærligheden til hiphop, ja, så ved jeg snart ikke.

  1. Der samplede Patrice Rushens dejlige ‘Remind Me’ []
  2. Ja, det er Bobby Caldweld I hører i baggrunden []

Utidssvarende licens

Jeg er på ingen måde DR-hader, men derfor kan man da godt være sådan lidt hyggeenig med Liberal Alliance i, at den tvungne licensbetaling har mistet sin relevans. Mit ærinde er ikke en omkringsiggribende diskussion af public service begrebet. Men det forekommer mig, at DR’s grundlæggende model bliver stadig mindre relevant i mediebilledet.

Nu er det selvfølgelig farligt at udlede noget generelt ud fra ens egne præferencer. Jeg ser ikke dokumentarudsendelser, ikke madprogrammer, ikke damehåndbold, ikke sangprogrammer og ikke ‘underholdnings’programmer, hvor såkaldt kendte mennesker dyster med hinanden i at bage kager. Jeg gider heller ikke se åndsvage tv-serier om badehoteller eller mord på Københavns Rådhus, og selv hvis jeg gjorde, så kommer braset alligevel på Netflix med en smule forsinkelse.

Med andre ord er jeg fremmedgjort over for 98 pct. af sendefladen på DR1 og TV2.

Bevares, nu hvor jeg selv skal have børn, kan det være at børnetimen bliver mere relevant for mig. Og det sker da også, at jeg ser tv-avisen eller nyhederne (selvom det er sjældent, internettet og papiraviser leverer viden bedre). Af og til ser jeg også DR2, selvom det sikkert kunne være mere, hvis ellers jeg gad. DR3 har jeg aldrig set. Jo, en enkelt basketballkamp fra NBA, men det er sjovere på DK4.

Den eneste DR service, jeg reelt er villig til at betale for, er P1. Jeg lytter til P1 Morgen, når jeg klokken alt for tidligt laver morgenmad til Den Bedre Halvdel. Jeg lytter til en række af deres podcasts (Orientering, Apropos, Detektor), når jeg cykler til og fra arbejde. Jeg besøger også af og til DR Nyheders hjemmeside, uden at det dog gør mig meget klogere på noget som helst.

Resten af DR kan de for min skyld godt lukke. Eller alternativt: Skriv en regning til mig på P1. Hvor meget ville sådan et abonnement koste mig? Næppe 2436 kr. om året. Og hvis vi så tager de øvrige licensmodtagere, så vil jeg gerne betale lidt til Radio24syv. Eller rettere, jeg vil godt betale for podcasten Fodbold FM. Resten? Tjah. Lad falde hvad ikke kan stå.

Men det tør de vel ikke. Det er ligesom med Folkekirken. De håndvridende beslutningstagere tør ikke indføre en brugerbetalingsmodel af frygt for at korthuset ramler, når folk ikke længere er tvunget til at betale til kirkerne (gennem kirkeskatten) eller de statsansatte præsters løn (via den generelle skattebillet).

Hvilket er en skam for os, der ikke har noget religiøst funderet behov for at hælde penge i en statssubsideret kirke – eller et gammelt mediemonopol, for den sags skyld.

Mele Kalikimaka

Da jeg stod af bussen her til morgen for at gå det sidste lille stykke hen til arbejdspladsen, var det mørkt og blæste og regnede og smattede på den der måde, som det kun gør i de allermørkeste dele af de ydre danske provinser.

Det var alt i alt en pænt væmmelig situation.

Det var kun én løsning. Jeg satte øjeblikkelig Bing Crosbys hawai’ianske julesang ‘Mele Kalikimaka’ på. Og med et forvandlede et permagråt og mørkt Nordjylland sig til varme minder om strandene, skovene, og koralrevene på Maui og Big Island. Prøv selv. Din dag kommer i farver.

Hvor kunne det være storslået stadig at være afsted igen.

Tsundoku afblæst

En mindre revolution er indtruffet i det lille hjem. Jeg fik en Kindle Paperwhite i julegave af Den Bedre Halvdel, hvorfor ebøgerne nu har holdt deres indtog.

Hvad er så første indtryk? Fremragende. Ganske enkelt fremragende.

Kindlen er en fornøjelse at læse på, og integrationen med Amazon er næsten for sømløs (i.e. det er alt, alt for nemt at købe nye bøger). Maskinen vejer næsten ingenting, og er optimal i offentlig transport. Når det handler om skønlitteratur, så savner man slet ikke den fysiske bog. Jo, lidt at jeg kan snyde og læse slutningen på forhånd, men ellers ikke. Jeg lægger derfor trygt min fin- og genrelitterære udvikling i Kindlens hænder.

For faglitteratur er jeg noget mere splittet. Dels fordi jeg er selvhøjtidelig nok til at jeg gerne vil have pralende og kloge bøger stående i reolerne (så de fysiske eksemplarer kan foregøgle besøgende i Jordhulen at jeg er vældig, vældig intellektuel). Dels fordi jeg i min læsning af fagbøger ofte godt kan lide at hoppe i afsnittene, frem for at læse fra side 1 til side 723. Bevares, det er muligt at hoppe rundt i en bog på Kindle, men det er bare mere intuitivt i en fysisk bog.

Jeg har derfor en formodning om, at Kindle fuldstændig vil overtage mit forbrug af skønlitteratur. Det vil nok også være en lettelse for den kommende flytning, for vi har efterhånden umanerligt mange og tunge bøger. At anskaffe flere vil ikke være bæredygtigt.

Men de digre værker om Boerkrigen og Bangladeshs dannelse? De vil indtil videre nok blive fortæret i fysisk form. Og danne rygraden i det bibliotek, jeg planlægger at opbygge. Når altså jeg ejer et mindre gods med plads til den slags excentriske aktiviteter.

Ukritisk hyldest til ESPN

Det bedste ved USA? Ikke maden. Ikke naturen. Ikke attraktionerne. Ikke de venlige mennesker. Ikke det lavere prisniveau. Ikke kvalitetsaviserne. Ikke at landet i sig selv er så spændende.

Nej, det bedste ved USA er og bliver ESPN.

Jeg elsker den tv-kanal. Jeg elsker også ESPN2 og collegesportkanalen ESPN-U. Jeg elsker deres episke vinkling af samtlige sportshistorier. Jeg elsker deres storladne portrætter. Jeg elsker deres hæmningsløse dyrkning af sport som kulturelt fænomen. Jeg elsker analyserne, statistikkerne og kommentarerne. Jeg elsker deres dækning af basketball, football, baseball, ishockey og ditto collegesport. Det er lysår sjovere, mere professionelt og mere passioneret end europæiske sportsudsendelser.

Selv når solen bagede udenfor vinduerne på Hawai’i, havde jeg lyst til at se ESPN.

Det var en evig kilde til ny og nørdet viden. Kender I The Fab Five? Hvem mener I at University of Texas bør ansætte som ny træner for footballprogrammet, nu hvor Mack Brown er blevet fyret? Var det en klog beslutning at Mariners tradede sig til Robinson Cano? Og hvad betyder det egentlig altsammen for den fælles amerikanske kulturarv?

Ser I hvilke fascinerende emner, som ESPN tager op og belyser ? Hvis nogen lider af den vrangforestilling, at amerikanerne går op i politik og slige nonsens emner, så tager de fejl. Tværtimod går de op i sport, hvordan det går med deres alma maters sportshold og om hvad det EGENTLIG siger om verden, at Pittsburgh Steelers missede slutspillet for andet år i træk.

Og så siger de, at sport ikke er vigtigt. Pfffh!

Fremtiden

Det er nu så småt 14 dage siden at vi kom hjem fra bryllupsrejse. Den tid er gået med jul i Östersund, en enkelt langrendtur, besøg fra Stockholm i mellemdagene, sporadiske løbeture, et par arbejdsdage, nytårsaften i godt selskab, usunde mængder Football Manager, timers stirren-ind-i-skærmen-i-venten-på-blogskrivningsinspiration samt afsnit af ‘Masters of Sex’ og ‘Warehouse 13’.

Nå, ja, og så et nyt job.

Af hensyn til anonymiteten kan jeg ikke skrive så meget. Men jeg skifter fra den offentlige sektor til en privat virksomhed. Jobfunktionen bliver en krydsning af politisk betjening af en bestyrelsesformand, kommunikationsrådgivning og strategiudvikling. Mere konkret og ufuzzy, kan jeg ikke blive.

Vigtigst af alt: Det er i København.

Vi har talt om det længe, og nu efter knap to år i Nordjylland, er tiden inde til en tilbagevenden til det, vi reelt hele tiden har betragtet som vores hjem. Aalborg er en bedre by end sit ry, og vi er glade for vores lejlighed. Men det er ikke lykkedes nogen af os at opbygge en omgangskreds uden for arbejdet. I sidste ende er det udslagsgivende. Ingen af os kan visualisere en længerevarende fremtid heroppe.

Beslutningen har ikke været helt nem. Timingen er langt fra optimal i forhold til Den Bedre Halvdels fødsel (ETA: 26. marts 2014). Der venter nu et større logistisk arbejde med at finde et sted at bo, arrangere flytning og komme på plads. Og endelig er det ikke så enkelt eller behageligt, at meddele ens forældre, at man siger ‘bon voyage!’ netop som at der er et barnebarn på vej.

Men man må træffe de valg, man tror på gør en mest lykkelig. Og da muligheden for et nyt spændende job dukkede op, kunne jeg ikke sige nej.

2014 bliver dermed endnu et begivenhedsrigt år. I 2013 flyttede vi fra Hjørring til Aalborg, blev gift, havde travlt på vores respektive arbejder og afsluttede året med en aldeles fremragende brullupsrejse. I 2014 flytter vi (Igen-igen-igen), begynder på nyt arbejde og den førstefødte arving kommer til verden. Det bliver altsammen skelsættende.

Når jeg skriver igen på samme tid næste år, er jeg antageligvis i en helt ny begrebsverden. At få børn må være den mest verdensomvæltende begivenhed i ens liv. Det bliver spændende – og lidt skræmmende.