Årets sange 2013

 

Læste et interessant indlæg på sci-fi bloggen Tor, der stillede spørgsmålet: ‘Is There a Right Age to Read a Book?’. Og ja, det tror jeg helt givet der er. Nogle bøger kræver en vis modenhed eller intellektuel ud-/afvikling før man sætter pris på dem. Eksempelvis husker jeg Isaac Asimovs ‘Foundation’ bøger med enorm affektion fra da jeg læste dem som teenager, men jeg tør ikke læse dem i dag af frygt for at ødelægge glansbilledet.

Det samme gælder for musik, tror jeg. Store dele af den musik der er på min ‘årets sange 2013’ liste, ville jeg ikke have rørt med en ildtang for år tilbage. Der sniger sig stadig flere genre ind. Musikåret 2013 var for undertegnede righoldig på både folk, country-rock og slige sager. Faktisk er det vel nærmest kun heavy, reggae og visse elektroniske subgenrer, der stadig er tabu.

Som kulturpessimist og generelt gnaven midaldrende mand smerter det at måtte indrømme, men det har været et overraskende godt musikår. Bevares, der var ingen albums der bjergtog mig, men jeg opdagede en række for mig ukendte musikere og ekspanderede som nævnt til nye musikgenrer. Nedenfor er mine 20-30 favoritsange fra året der gik.

  • Lydia Loveless – ‘More Like Them‘ (Gammelskolet country-rock fra en snerrende, asocial vred kvinde, der ikke gider mere pis. Det er ganske fortryllende. Og ikke på YouTube.)
  • The 1900’s – ‘Age of Metals’ (Sangen har floreret på min iPod og siden på spotifylisterne i et par år, og det er sært dragende melankolsk pop)
  • Pet Shop Boys – ‘Vocal’ (Electric var et udmærket album, og ‘Vocal’ er en skarp single. Den kan næsten gøre en til fan af EDM/umstch-umstch-umstch dancemusik. Næsten. Episk er den i hvert fald)
  • Foreign Exchange – ‘Von Sees’ (et pudsigt lille hiphop nummer, der bygger på den mest fængende instrumentelle sample jeg har hørt i de sidste par årtier. Det er tilsyneladende et obskur lille stykke fra Les Baxters filmmusik ‘Sunken City’ fra 1961 – spol til 07:53 i denne video)
  • Jesse Boykins III – ‘Amorous’ ELLER ‘Pantyhose’ (jeg kan ganske enkelt beslutte mig for hvilket af disse to storlumre mesterværker, jeg synes bedst om)
  • Whiskeytown – ‘Crazy About You’ (Jeg kunne have valgt 7-8 andre sange, herunder Whiskeytowns mere alt-country rockede mesterværker, men det blev altså deres mest poppede kreation. Hvis ikke man bliver forelsket i omkvædet, er der noget helt fundamentalt galt med ens følelsesliv)
  • Laura Nyro – ‘Wedding Bell Blues’ (Jeg blev gift i år, for Guds skyld! Hvordan kan man undlade at elske dette poppragteksemplar?)
  • Todd Terje – ‘Inspector Norse’ (er det verdenshistoriens bedste blip-blop sang? Det er vanskeligt at ihukomme noget yppigere. Videoen er i øvrigt optaget i Hjørring Kommune. Hep-hep!)
  • Ive Mendes ‘A Beira Mar’ (der findes dem, der ikke kan lide bossanova’ede popsange fremført af bedårende sangerinder. Jeg er ikke en af dem)

Golden State

 

Det var en ganske episk aften i Oakland. Jeg havde varmet mentalt op længe til kampen mellem Golden State Warriors og Toronto Raptors, men havde næppe regnet med en så spændende og dramatisk kamp. De særligt interesserede kan læse et referat af kampen, men meget kort fortalt: Golden State var bagud med 27 (27!!!) point langt inde i 3. quarter. Rudy Gay (som siden er draget til Sacramento Kings …), DeMar DeRozan og Kyle Lowry var sindssvagt effektive for Toronto, mens Golden States stjerne, Steph Curry, ikke kunne ramme noget som helst. Der var lagt op til en sand hjerteknuser for de to tilrejsende skandinavere.

Det blev så grelt, at jeg lavede et rask lille væddemål med Fruen: Hvis Golden State kom tilbage og vandt kampen, så ville jeg øjeblikkeligt gå ud og købe spillertrøjen med min favoritspiller (Harrison Barnes). Og minsandten! Jeg kan ikke helt forklare hvordan de gjorde det, men i løbet af et helt forrykt fjerde quarter fik Golden State indhentet og passeret Toronto. Oracle Arena gik helt amok. Det var en oplevelse af en anden verden, og det fik sidste års NBA-kamp mellem Denver og Utah til at virke ganske blodfattig i sammenligning. Og jeg er nu en smuk baskettrøje rigere.

Jeg tror, at det er det særligt fascinerende ved basket. En kamp er meget sjældent afgjort før til allersidst – og det er som regel vældig, vældig spændende. Endelig må man give amerikanerne, at de kan det der med at skabe et underholdningsprodukt. Den får aldrig for lidt. Der var nationalsange (Toronto er som bekendt fra Canada), cheerleaders og underholdning i stride strømme stride. Turens måske bedste burger fik vi ligeledes på stadion.

Efter kampen er det bølget noget op og ned for Golden State Warriors. De kommer antageligvis med i slutspillet, men de dårlige vaner med at lade modstanderen komme solidt foran, er de ikke sluppet af med.

Rejsende læsehest

December har vist sig at være en produktiv læsemåned. Tre ugers bryllupsrejse er således en aldeles velegnet mulighed for at få kværnet nogle bøger. Her er listen i al sin magt og vælde:

Peter Baker – ‘Days of Fire. Bush and Cheney in the White House’ (2013)

Læste oprindeligt en positiv anmeldelse i The Economist, og føjede herefter bogen til min ønske inde på Amazon. Undervejs på rejsen opdagede jeg, at New York Times havde bogen på sin liste over årets ti bedste non-fiction bøger, hvilket fluks fik mig til at investere i den, da jeg stod i lufthavnen i San Francisco. Her 200 sider inde i bogen er jeg enig i, at den er ganske fascinerende. Jeg havde (og har) et ganske ambivalent forhold til George W. Bush, men har igennem årene også ofte tænkt, at der må være mere til historien om ham end det notorisk kritiske billede, der blev tegnet i de europæiske medier op igennem 2000-tallet. Såvel Bush som Cheney fremstår som mere nuancerede skikkelser i bogen, end man skulle tro. Det kan godt gå hen og blive en egentlig klassiker, tror jeg.

Morrissey – ‘Autobiography’ (2013)

Den her var vanskelig for mig. Jeg elsker The Smiths og store dele af Morrisseys sangkatalog, men Morrissey har igennem årene udviklet sig til at blive mere og mere selvhøjtidelig. Men nuvel, som fan var jeg jo nødt til at læse hans selvbiografi, jeg mener, vi taler jo trods alt om et mine største musikalske idoler. Det fortryder jeg nu. Magen til selvoptaget vås skal man lede længe efter. Der bliver gjort regninger op med alle de mennesker, som den stadigt mere vrantne Morrissey mener har forsmået ham eller ikke forstået hans artistiske geni. Vi taler om en noget nær uendelig lang omgang bitching. Og så alle disse manierede udfald mod hans gamle lærere, kongehuset og folk der spiser kød. De var kedelige i begyndelsen af 90’erne, og de er nærmest fossilerede i al deres skabagtige plathed. Musikken eller kreative processer hører vi ikke meget om, det er blot biting i Morrisseys sørgmodige selvfejring af egne herlighed. Undgå denne bog, med mindre du er meget forelsket i manden i forvejen. Jeg efterlod bogen i en af skufferne på värelse 2286 på Waikoloa Beach Marriott på Big Island, hvis du er interesseret i et gratis eksemplar.

Dan Simmons – ‘Carrion Comfort’ (1989)

Det er lidt blandet hvor stor en succes det er, når jeg har været i Fantask og bedt dem om input til nye spekulative bøger, jeg bør læse. Nogle gange er det store triumfer (John Scalzi og Robert Charles Wilson), andre har været rädsomme (ingen nævnt, ingen glemt). Så det var med let bævende mund og rystende händer, at jeg gav mig i kast med Simmons’ gyser. Marvel Morten anbefalede den varmt, da jeg nævnte at jeg godt kunne lide krydsningen mellem sci-fi og horror i Peter F. Hamiltons böger. Og det var heldigvis et hit! Simmons skriver fremragende og blodtørstigt, så man bliver herligt skidt tilpas. Ikke siden Justin Cronins ‘The Passage’ har jeg haft så stor fornöjelse 700 siders effektivt gys. Anbefales varmt, især hvis du kan lide Stephen King. Der forefindes et gratis eksemplar i skrivebordsskuffen i værelse 26 på Holiday Inn Fisherman’s Wharf i San Francisco.

Oliver Burkeman – ‘The Antidote: Happiness for People Who Can’t Stand Positive Thinking’ (2013)

Burkeman har en ugentlig klumme i The Guardian (‘This Column Will Change Your Life’), hvor han gør op med diverse selvhjælpsbøger – herunder især hele det varmtluftsdrevne konsult-crap befængte selvhjælps-industrielle kompleks, der er bygget op om myten om positiv tænkning. Når man som udgangspunkt er misantrop og sortseer, så er Burkemans bog en lise for sjælen. Hans grundlæggende pointe er, at der ikke er evidens for at positiv tænkning skaber resultater eller højere lykke. Tværtimod medfører ideologien om positiv tænkning, at folk bliver mere ulykkelige. Løsningen er, siger Burkeman, at blive inspireret af stoikerne – og anvende såkaldt negativ projicering. Tesen er interessant, men kan ikke bære en hel bog. Læs derfor dele af den, det kan være inspirerende. Der findes et eksemplar af bogen i vaskerummet på Hotel Hale Pau Hana i Kihei, Maui.

Dan Simmons ‘Song of Kali’ (1985) & Jonathan Aycliffe: ‘Naomi’s Room’ (2013)

Her er et lille paradoks: Jeg hader og afskyr gysefilm. Er alt for angst og nervøs til at kunne holde ud at se dem. Men jeg holder meget af gyserbøger, især når de kan udfylde ventetiden under lange flyrejser. Jeg investerede i en iPad Air i San Francisco, og siden jeg var i USA (og dermed kunne slippe for at betale de drakoniske toldsatser), købte jeg to saftige gysere til min Kindle App.

Efter succesen med ‘Carrion Comfort’ kastede jeg mig ud i Simmons’ første bog, der er meget rost og tilmed vandt en fin fantasypris tilbage i midtfirserne. Den foregår i Calcutta i 1977, hvor en forfatter bliver involveret i noget snavs med en kult, der dyrker gudinden Kali. Bogen er ikke decideret uhyggelig, men bevares, det lykkes bestemt for Simmons at få Calcutta til at lyde som et uhyre uelskeligt sted. Läs den, hvis du synes hinduistiske dødsguder og deres dyrkere er spændende.

‘Naomi’s Room’ er til gengæld exceptionelt creepy. Bogen er for 4/5 vedkommende en spøgelseshistorie, der sådan set er urovækkende nok i sig selv. I den sidste 1/5 af bogen stikker det dog helt af. (SPOILER) Skurken i bogen er en læge i 1860’erne, der i sindssyge (vist nok fremkaldt af syfilis) misbruger, torturerer og eksperimenterer på sin kone og børn på mest bestialsk vis. Både han, konen og börnene hjemsøger nu det hus, hvor hovedpersonen Robert og frue bor. Kort sagt bliver vores hovedpersonen mere og mere besat af den onde ånd, hvorefter slutningen kammer helt over i bloddryppende og sadistiske beskrivelser af hvordan den nu helt besatte hovedpersonen forlyster sig med sin kone, søster og niece (SPOILER SLUT). Det blev lidt for meget, må jeg nok indrømme, da jeg sad der i flyet et sted mellem Newark og Kastrup. Læs den hvis du kan lide film i torturpornogenren, såsom Saw serien.

Derudover fik jeg læst en masse aviser (San Francisco Chronicle, West Hawaii Today, Honolulu Star Advertiser, Wall Street Journal, Los Angeles Times) og magasiner (The Economist, Spectator, New Yorker, Foreign Affairs, The New Republic, Maui Yoga Living), så alt i alt føler jeg mig ladet op med inspiration til det nye år.