Forventningsafstemning

 

Tiden nærmer sig. Den Bedre Halvdels mave vokser lystigt. Skanningerne og jordemoderbesøgene overstås, og alt ser normalt og godt ud. Hvis alting forløber som obstetrikken spår, så er vi forældre til en velskabt ung mand den 26. marts 2014.

Det er altsammen stadig lidt uvirkeligt.

Måske ikke så meget for Den Bedre Halvdel, der selvsagt oplever graviditeten og vores kommende familieforøgelse på en meget fysisk måde. Som let enfoldig og generelt uempatisk mand, kommer jeg nok aldrig rigtig til at forstå, hvordan processen er for kvinden. Usikkerheden, nervøsiteten, spændingen, forandringerne. Jo, jeg kan læse om det og få det fortalt, men forstå det?

Barnet er stadig for abstrakt og for langt væk til, at jeg for alvor kan forholde mig til ham. Jeg spekulerer vel mest over hvilke forandringer det vil betyde for os fremadrettet. For os som par og for vores livsstituation. Efter syv år sammen som par, er det en pænt stor nyhed, at der kommer en tredjemand ind i dynamikken.

Alle mennesker har vældig travlt med at fortælle mig hvor hårdt det er at blive forældre, hvor lidt tid vi vil få til hinanden, hvor meget arbejde det indebærer. Det er ganske paradoksalt. Stort set ingen fortæller om glæderne ved at blive forældre. Jo, måske efter den rituelle opremsning af hvor lidt nattesøvn man får de kommende år, hvor begrænset man bliver i forhold til at rejse, hvor lidt tid man får til egne interesser og hvor dyre sådan nogle små krapyler er. Så sniger der sig en forkølet bisætning ind om, at man da selvfølgelig er glad for sine børn og at de giver mening i livet og at man skam ville ikke bytte dem for noget som helst. Men altså først efter en rituel remse om afsavn og alt rigelige mængder bleskift og skærmysler i parforholdet. Ved frisøren forleden dag fik jeg lekturen om hvor craaaazy kvinder bliver, når de har fået børn. Hvordan man køber sig fattig i barnevogne og brystpumper og bleer, og hvordan man ligeså godt bare kan indstille sig på, at de kommende mange år bliver ganske rædsomme og derfor bare skal overstås. Jeg var jævnt deprimeret, da jeg forlod salonen – og ikke kun fordi det var en svinsk dyr klipning.

På den ene side er side er det selvfølgelig pænt af folk, at de sådan vil varsko en om den kommende tids udfordringer, sådan at man som kommende førstegangsforældre kan få afstemt forventningerne til livet.

Omvendt er det noget bullshit. Når man, som undertegnede, i forvejen er sortsynet anlagt, så har man snarere brug for opmuntring i forhold til det, der for det utrænede øre lyder som en rigtig dårlig forretning for ens parforhold. Det kunne være forfriskende, hvis nogle i omgangskredsen og på arbejdet ville fortælle om, hvor storslået og berigende, det også kan være at blive forældre.

Policy of Truth

Uagtet hvor sørgeligt det lyder, nærer jeg stadig – her seks-syv år at jeg blev færdig på Københavns Universitet – en let forløjet illusion om, at jeg gerne vil have en akademisk karriere, begyndende med at skrive en Ph.d.. Den lommepsykologiske analytiker ville sikkert forklare mit (selvsagt stadig ufærdiggjorte) HD-studium på den konto. Vedkommende kan utvivlsomt gøre det samme med det masterenkeltfag, jeg læser ved det lokale universitet.

Denne weekend har stået i eksamenens tegn. Egentlig skal hjemmeopgaven først afleveres medio-december, men da vi rejser mod San Francisco næste weekend, så var det reelt kun denne weekend jeg havde til at få skidtet skrevet.

Selve opgaven er – med fare for hybris – ikke særlig vanskelig. Redegør for og diskuter David Eastons modeller. Det vanskeligste har faktisk været at omstille min skrivemåde. De seneste år har jeg vænnet mig til at skrive et hav af notater, politiske oplæg, blogindlæg og kronikker. Det er en ganske anden disciplin end den akademiske analytiske opgave. Hjernen skulle lige omstille sig, men siden kørte skriveprocessen egentlig ganske uhindret.

Hvis jeg skal reflektere over det, så er min metier – politologien – egentlig ikke specielt interessant. Hvis man spørger mig om jeg i dag synes politisk teori, valgforskning, politisk kommunikation og den slags er særlig interessant, så er svaret efterhånden nej.

Skulle jeg i dag vælge studie ud fra akademisk interesse, så ville jeg antageligvis være havnet på historie, sociologi eller antropologi. Og hvis det skulle have været ud fra jobperspektiverne, ville jura også kunne have gjort mig glad, tror jeg.

Ground Control to Major Tom

 

Vi var inde at se ‘Gravity’ i dag. Har ikke været i biografen om eftermiddagen siden dengang jeg gik i filmklub i de små klasser, men det er egentlig et glimrende koncept. Det burde man gøre oftere.

Men jeg taler udenom. Indlægget handler jo om ‘Gravity’. Som er den bedste film jeg har set i meget lang tid. Måske i årevis. Den er spændende, uhyggelig, begavet og visuelt blændende flot. Hidtil har jeg været uhyre skeptisk overfor 3D-film, men i ‘Gravity’ fungerer det helt sublimt. Se den i biografen inden det er for sent. Det er den slags film, som kun ydes fuld retfærdighed, hvis den ses på et stort lærred.

So Tonight That I Might See

Det er et mærkeligt fænomen. Coverversioner, altså.

Som regel er de ringere end originalen. Mit eget personlige hadeeksempel er Mariah Carey og Westlifes fuldbyrdede voldtægt af Phil Collins’ underskønne og fortryllende ‘Against All Odds’. Alene den forbrydelse sikrer dem et ganske særligt sted i helvedet.

Andre kunstnere formår at forbedre originalen. Gør sangen til deres egen. Cowboy Junkies forvandlede eksempelvis Lou Reeds ret ordinære ‘Sweet Jane’ til en æterisk nydelse. Scissor Sisters omskabte Punk Floyds narkodepression ‘Comfortably Numb’ til et electropop nummer. Og Pet Shop Boys satte fuld gang i 80’er synthen på deres version af Elvis’ ‘Always On My Mind’.

For tiden lytter jeg særlig meget til to coverversioner. Begge er hentet fra den ualmindelig creepy tv-serie The Following, som Den Bedre Halvdels nerver kun kan håndtere maks ét afsnit af pr. aften.

Dreampopperne i Stumbleine har begået et cover af 1990’ernes måske bedste sang: Mazzy Star ‘Fade Into You’. Grundlæggende er det den samme sang, nu blot pakket ind i et besnærende elektronisk net. Jeg bliver ganske afslappet og varm indeni hver gang jeg lytter til den. Måske er Stumbleine udgaven ikke bedre end den oprindelige af Mazzy Star, men den har den fine bivirkning, at jeg får lyst til at lytte til originalen.

I en af scenerne i The Following, spilles en coverversion af Echo & the Bunnymens ‘Killing Moon’, en højstemt og mørk gothsag fra 1984. Originalen er god, men den mangler noget saft og kraft. Det leverer The Silent Days i deres konventionelle lad-os-tilføje-noget-bas-og-guitar-til-lortet udgave.

Nogle andre gode coverversioner, jeg bør lytte til?

In medias res

 

Jeg mangler lidt skriveinspiration. Og det er ikke fordi der ikke sker noget.

I onsdags var vi til 20 ugers skanning, og det viser sig, at vi skal have en søn. Hvilket jo er en enorm begivenhed, og selvsagt har igangsat en masse tanker om hvordan man bliver en god og nærværende far for sådan en lille purk. Jeg bruger i forlængelse heraf også en masse tid på at gruble over fremtid, job og meningen med det hele. Men det er for diffust og komplekst til at jeg rigtig kan artikulere det på skrift (endnu).

Så er det noget nemmere at forholde sig til Denver Nuggets’ katastrofale start på NBA-sæsonen, vores kommende bryllupsrejse til San Francisco og Hawaii og at ‘Gravity’ er den første film i meget lang tid (i hvert fald siden ‘Prometheus’ og ‘Inception’), som jeg virkelig glæder mig til at se i biografen. Nå, ja, og så fylder afviklingen af de kommende ugers kommunale valg en hel del arbejdsmæssigt. Jeg bliver en noget mere afslappet sjæl, når vi når efter den 19. november.

Masters of Sex

HBO Nordic har endelig, ENDELIG fået en nogenlunde anstændig1 iOS app, så AirPlay funktionen nu (kun et år senere end Netflix) muliggør fuldskærmsfunktion. Taler jeg sort? Ja? Grundlæggende betyder det blot, at vi nu kan streame tv-serierne og filmene fra HBO på vores tv i en relativt adækvat kvalitet.

Vi har derfor midlertidigt forladt Netflix serierne, og kastet os over godterne hos HBO. ‘Game of Thrones’ slugte vi selvsagt allerede tidligere på året, men i denne uge fik vi set tredje sæson af den aldeles fremragende actionserie ‘Strike Back’, og ser nu aktuelt ‘Masters of Sex’.

Egentlig blev jeg lidt afskrækket af de store reklamer for serien i metroen i København, men den er overraskende fantastisk og fængende. Den foregår i 1950’erne, så det er vanskeligt ikke at få lidt ‘Mad Men’ associationer. Se bare billedet af hovedpersonerne ovenfor, som minder stærkt om lignende promotionbilleder fra netop ‘Mad Men’. Det er egentlig synd, for ‘Masters of Sex’ er ikke et periodedrama, og serien lider ikke af ‘Mad Men’s efterhånden mere og mere tyndslidte monomane behov for tidsmæssig korrekthed og hang til at ville tegne et portræt af en generation. ‘Masters of Sex’ vil gerne fortælle en anden historie, og hovedpersonen er ikke en plaget og skadet supermand som Don Draper.

Vi følger obstetrikeren William Masters, der begynder at forske i den menneskelige seksualitet, blandt andet via en række (i datidens øjne) ganske kontroversielle forsøg2. Ved siden af er der så de gængse forviklinger og handlinger, man støder på i veldrejede dramaserier.

Det er ganske fængende, og her efter fire afsnit er vi hooked. Hvis ellers det tårnhøje niveau fortsætter, er der basis for en ny favoritserie.

  1. Bevares, det er ikke HD-kvalitet, men det kommer nok en skønne dag … i 2019, eller deromkring []
  2. Han måler eksempelvis hjernebølger under masturbation og samleje []

Skribenten og Locke Lamoras løgne

 

Tilbage i juli måned var vi en dagstur i Göteborg. Dels fordi det er en udmærket storby, dels fordi Den Bedre Halvdel skulle have fornyet sit pas efter vores borgerlige vielse og medfølgende navneændring.

Det blev en varm og solbeskinnet tur, hvor Gothia Cup’en fyldte byen, og hvor jeg indså, at alle svenskere tilsyneladende er blevet tatoveret hen over natten1.

På vejen hjem i toget fra Frederikshavn lørdag aften, havde vi den tvivlsomme fornøjelse at sidde i kupe med den forsamlede flok egnsprægede typer, der jævnt stimulanspåvirkede skulle ind til Aalborg og Jomfru Ane Gade for at befæste deres position som samfundets bærme. De var selvsagt ganske højrøstede, hvorfor jeg den aften lærte mange fortræffelige sager. Herunder om rockere i Frederikshavn, limsnifningens effekt på promiskuøsiteten og hvor kedeligt det er at arbejde i H&M.

Det var altsammen jævnt distraherende, hvorfor jeg ikke rigtig fik læst i min medbragte bog, Scott Lynch ‘The Lies of Locke Lamora’. Selv ikke scenerne, hvor de ellers så veldresserede dræberhajer går amok, kunne distrahere mig fra fortællingerne om de unge frederikshavneres tumultariske sexliv.

Her i retrospekt er det ganske besynderligt, for Lynchs bog er om muligt endnu mere vild, blodig og dramatisk.

Historien er fremragende2, persongalleriet farverigt, worldbuilding’en3 udsøgt og sproget er … ja, det er det bedste, jeg til dato har læst indenfor fantasy/sci-fi genren. Replikkerne falder knivskarpt, og byen Comorr (der er en slags pastiche på dogernes Venedig) er en dekadent og korpulent syndens hule. ‘The Lies of Locke Lamora’ er en af de bøger, der fortjener den hype og klassikerstatus, som alle nørderne på internettet har udråbt den til.

Efterfølgeren, ‘Red Seas Under Red Skies’, var ikke helt så banebrydende, men introducerer til gengæld et pirattema, der giver selv en landkrabbe som undertegnede lyst til at sejle på de syv have. Den tredje bog, ‘The Republic of Thieves’, udkom i oktober måned (seks år efter forrige bog!4 ), og jeg er igang med den i skrivende stund. Indtil videre holder den niveau, og jeg er spændt på hvordan Locke Lamora og hans tro følgesvend, Jean Tannen, skal komme ud af den aktuelle kattepine.

Hvis I leder efter en intet mindre en fremragende fantasyserie, så er bøgerne om Locke Lamora et helt oplagt sted at begynde. Særlig hvis man også kan lide den barske stil fra ‘Game of Thrones’ bøgerne.

  1. Min grundlæggende tillid til at Sverige er Det Velsignede Land, fik sig et ordentligt skud fra boven den dag. []
  2. Eftersom jeg aldrig orker at genfortælle handlingen her i mine ‘anmeldelser’, så må I læse mere om den andetsteds []
  3. Findes der et ord herfor på dansk? Jeg leder stadig. []
  4. Hvilket jeg dog ikke vil holde mod Lynch, han fik en depression i årene imellem, og er dermed ikke en dovenlars som George R. R. Martin []